Højhuse på Nørreport

18. januar 2008

I dagens Politiken kan man læse, at Ritt vil bygge højhus på Nørreport. Og det fremgår, at Ritt Bjerregård og Klaus Bondam hér er ved at planlægge endnu en Metropolzone og arbejder på et projekt, som indebærer placeringen af et antal op til 10 etager høje huse i Nørre Voldgade, hvor nu Nørreport Station ligger.

“‘Området ser forfærdeligt ud, som det er nu. Der er beskidt, cyklerne hænger alle steder, bilerne holder i kø, og de gående står i kø, når de skal videre fra slutningen af gågaden. Når vi nu alligevel skal grave det hele op, skulle vi så ikke samtidig tage stilling til, hvad vi vil med hele området?'”, siger Ritt Bjerregaard i artiklen. Længere nede i artiklen fremgår det, at man endda overvejer at inddrage et stykke af Ørstedsparken.

Og ja, området omkring Nørreport trænger i den grad til en oprydning, og til en indretning, som afspejler, at det er landets travleste station. Men højhuse på stedet vil kun gøre problemerne værre. Når de overhovedet tænkes med ind, må det være fordi, at man ved at finde plads til nogle tusinde kvadratmeter superattraktive lejemål kan skabe en finansiering af det samlede renoveringsprojekt, som givet vil blive meget kostbar.

Denne købmandslogik har overalt i verden ledt til gigantiske stationscentre. For eksempel i Kyoto så man efter at jernbanerne blev privatiseret, at man udskrev en konkurrence til et stationscenter af gigantiske dimensioner, som rummer hoteller, konferencecentre, biografer, indkøbscentre og meget meget mere, hvor kun 10% af arealet blev brugt til noget, som direkte havde noget med stationsfunktionen at gøre.

Endda er der masser af gode tanker i det forslag, man i dag kan læse om i Politiken. Den ene af de to kørebaner foreslås lavet om til gågade. Det vil naturligt være på den side af stationen, som vender ind mod den historiske by. Sporet på vestsiden med den tunge trafik foreslås lagt under jorden sammen med busterminalfunktioner, så der er fri passage i jordhøjde.

Men grundlæggende skaber højhuse flere problemer end de løser, ikke mindst for omgivelserne, og højhuse klemt ned på stationspladsen vi være en katastrofe.

I Politikens papirudgave fra 18.01.2008 er der i kultursektionen en helsides artikel om projektet, “Ny Metropolzone ved Nørreport”.

Se også blog-indlægget En grøn byport på Nørreport.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Morten Skjoldager og Joakim Grundahl: Ritt vil bygge højhus på Nørreport, Politiken 17.01.2008.

Share