The Beauty of Windpower

13. april 2008

Det bliver indimellem fremført, at vindmøllerne skæmmer de danske landskaber – og, ja vi behøver jo ikke at sætte dem op over alt. Men på mine mange togrejser til Nordjylland har det, når man først er kommet så langt nordpå, at vinden har godt tilløb fra Vesterhavets bonede gulv, været en fryd at se, hvordan der år for år er kommet stadig flere møller. Og efterhånden som møllerne er blevet større, er omløbshastigheden faldet, så de ikke mere virker uroligt piskende i blæsten, men står solidt i landskaberne.

Møllrene har en indre skønhed, eller måske blot en indre nødvendigheds skønhed, og vi kan ligeså godt først som sidst vænne os til at de hører til i vores landskaber, for på vore breddegrader er de en af de mest indlysende metoder til at høste vedvarende energi.

Jeg faldt lige over nedenstående fem-minutters video fra Elegant Technology af vindmøller majestætisk stående i landskabet. Der er ingen tekst, ingen tal, ingen formaninger, blot titlen: The Beauty of Windpower til musik af Grieg. Så den må stå som et søndagsbillede.

Jonathan Larson: The Beauty of Windpower, 5:20 min. YouTube video.

For hele miljøbevidstheden er det bedrøveligt, at vindmøllerne i de senere år er blevet stadig større og helst vil ud at stå på åbent hav for at producere optimalt. Jeg går derfor i disse dage og tumler med tanken om at lave en allé af små møller hele vejen ud langs havnen fra Kvæsthusbroen til Langelinje og Den lille Havfrue.

I givet fald skulle det være en mølletype med lodret akse, som for eksempel den elegant udformede QuietRevolution 5 (se tidligere blog-indlæg: Små møller). Disse møller er næsten lydløse, fungerer godt med de meget skiftende vindforhold mellem byens huse og når deres maksimale ydeevne ved lavere vindhastigheder end de store havmøller.

Der skal klart mange QR5 til at hamle op med blot en af møllerne på Middelgrunden, men plantet som en allé hele vejen op langs havnen kan der også stå rigtig mange. Man kunne jo passende lade møllerne være folkemøller, ejet af Københavns borgere.

Det ville være et flot manifest for en by, som aspirerer til at blive Verdens Miljømetropol. Men er der nogen, som kan gennemskue, om et sådant projekt ville kunne være rentabelt?

indlæg oprettet af Jens Hvass

Mette Buck Jensen, Claus Djørup: Husstandsmøller kan blive Danmarks næste vind-eventyr, Ingeniøren 28.12.2008.

 

Share