april 2008 arkiv

30 skridt mod en oliefri verden

12. april 2008

udsnit af en reklame for Diesel beklædning

Stod pludselig overfor 30 Steps to an oil free worldThe Ecologist – de er fine at løbe igennem, hvis man søger inspiration til, hvordan vi kommer godt ud af det for klodens klima meget uheldsvangre afhængighedsforhold af olien.

De 30 skridt til en oliefri verden er delt i tre grupper, 10 for private, 10 for myndigheder og 10 for virksomheder. Men som individer har vi ikke bare 10 skridt at tage. Vi har samtidig gennem vores aktive forbrugsvalg og deltagelse i den demokratiske proces stor indflydelse på, hvad vores myndigheder foretager sig og vore virksomheder producerer. Ligeledes har både myndigheder og virksomheder muligheder for – og i forhold til klodens fremtid en forpligtelse til – at trække i den rigtige retning. Klimakrisen kan ikke først og fremmest løses af individer.

Som The Ecologist skriver i introduktionen til de 30 skridt, er vores afhængighed af olien ikke uafvendelig. Men vi har siden 2. verdenskrig fået os indrettet, så der direkte eller indirekte indgår olie i det meste, vi gør og omgiver os med, så et oliefrit samfund vil indebære justeringer i stort set alle dele af vores dagligdag.

I USA taler man meget om ‘peak oil’, det at den hastighed, hvormed vi opdager nye olieforekomster nu er lavere end den hastighed, hvormed vi forbruger olie, så selv hvis vi endte med ikke at begrænse brugen af fossile brændstoffer af klimahensyn, vil vi alligevel i løbet af få årtier stå med en udtalt oliemangel. Så måske vi skulle gemme det meste af det tilbageværende olie til de kommende generationer – ikke til afbrænding, men til de mange ting, man kan fremstille af olien.

Læs mere »

Share

Torvehallerne

12. april 2008

Nu hvor der ser ud til at ligge klare planer for den sydlige del af Israels Plads, var det nok på plads at se på den nordlige ende, hvor der i efterhånden mange år har været planer om at opføre torvehaller. Af et nyhedsbrev på Torvehallernes hjemmeside fremgår det da også, at projektet vil blive opstartet maj 2007 og stå færdig i maj 2008.

Man er dog endnu ikke kommet i gang, og for nylig fremgik det i medierne, at der var udbrudt åben uenighed mellem arkitektrådgiverne og Centerplan AS, som skal stå for driften. Hvor planerne hele tiden har været at lave et sted for mange små stadepladser, var man ifølge arkitekterne ved at omdanne projektet til et supermarked med fælles kasseapparater.

Det vil være en katastrofe, hvis det bliver ender dér. For vi mangler desperat et rigtigt torvemarked, som der langt tilbage i Københavns historie har været på det sted, hvor man kan se og få årstidens udbud af frugt og grønt, vildt og fisk, billigt og friskt, direkte fra producent – og ikke endnu en underetage i Illum eller Magasin.

Læs mere »

Share

Nyt projekt til Israels Plads

11. april 2008

På baggrund af en konkurrence om den del af Israels Plads, som ligger op mod Ørstedsparken besluttede Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg 12. marts at udpege forslaget udarbejdet af Birk Nielsen landskabsarkitekter som vinder.

Israels Plads har i mange år ligget lidt forsømt hen. Men dette projekt vil – sammen med projektet for Torvehallerne, som også er tæt på at kunne realiseres – give København et helt nyt byrum.

Oticon-fonden har doneret 30 mill. kr. til projektet, og Københavns Kommune har bevilliget et tilsvarende beløb. Omlægningen forventes således påbegyndt i 2009 og afsluttet i 2011.

De tre projekter, som deltog i den indbudte konkurrence, kan frem til 16. april ses på Hovedbiblioteket i Krystalgade. Der er fine kvaliteter i alle de tre forslag, men vinderforslaget af Birk Nielsen landskabsarkitekter med tilnavnet ‘Det flyvende tæppe’ virker meget overbevisende og gennemarbejdet. Illustrationerne nedenfor er alle fra det vindende projekt.

Læs mere »

Share

Hvidt som kul

11. april 2008

Reuters bringer i dag en fin lille analyse af CCS, Carbon Capture and Storage, og forhåbningerne om at kunne producere ren energi af vores resterende kullagre: “Clean Coal” Elusive As Governments Balk At Cost.

I overvejelserne om den rette klimastrategi er der store forhåbninger til, at kraftværkerne bliver i stand til at indkapsle CO2 fra forbrænding af kul, som på verdensplan er en af de helt store CO2-kilder. Der forskes da også i stor stil på mange forskellige fronter: filtre, underjordisk lagring osv.

Teknisk set er man i dag i stand til at filtrere 80-90% af udledningerne. Problemet er hernæst at får de store volumener af CO2 komprimeret og transporteret til et egnet lager. Det kan gøres via rørledninger, og hidtil bedste bud på lagting er at pumpe den indfangede CO2 tilbage til udtjente underjordiske olielagre.

Men det sker endnu kun i yderst begrænset omfang, da det meget besværligt og energikrævende at komprimere de store mængder CO2. Omkostningerne ligger i dag langt over prisen på CO2-kvoter – et indlæg på Wikipedia.org vurderer således, at energiprisen fra et nyt CCS kraftværk vil ligge 21-91% højere end et konventionelt kulkraftværk. Samtidig er det stadig lidt uvist, om CO2en rent faktisk forbliver i disse lagre.

En EU-rapport, The State and Prospects of European Energy Research, vurderer (p. 27), at vi omkring 2050 vil blive i stand til at have zero emission kulfyrede kraftværker. Man burde derfor tage konsekvensen, gemme kullene til bedre tider og lave det moratorium – i hvert fald på EU-plan – at der ikke opføres flere kulfyrede kraftværker før vi har en enkel teknologi til en tilnærmelsesvis 100% opsamling og lagring af CO2-udledningerne.

Læs mere »

Share

Forårstegn XII – sakura på Langelinje

10. april 2008

På Langelinje blev der i 2005 plantet 200 japanske kirsebærtræer som en gave fra Seiichi Takaki i anledning af H.C. Andersens 200-års jubilæum. Lokket af det gode vejr var jeg derude i dag, og kirsebærtræerne stod i fuldt flor nu for tredje gang. Men blomstringen varer kun kort, så hvis du vil opleve sakura i København i år, er det her i løbet af de kommende par dage.

Det er opstammede træer med en meget karakteristisk podet vækst. Stadig er toppen en anelse spinkel i forhold til stammen, så de virker lidt duskagtige, men det er et rigtig flot syn i disse dage. Og er det fortryllende allerede nu, så bliver det eventyrligt overvældende, når de for alvor gror til.

[nggallery id=107]

.
I Japan har man hvert år prognoser for, hvornår kirsebærtræerne springer ud i forskellige egne af landet. Det kan svinge lidt fra år til år, men begynder i marts på de sydligste øer og breder sig herefter som et hvidt flor nordpå over det langstrakte japanske ørige. Vi kunne også behøve sådanne sakura-varsler, for da sakura-beplantningen på Langelinje i 2006 under stor festivitas skulle indvies, var blomstringen for længst ovre.

Læs mere »

Share

NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter

10. april 2008

James Hansen, leder af NASAs Goddard Institute for Space Studies og en af verdens førende klimaeksperter, advarer i et netop udgivet paper om, at de hidtidige beregninger af konsekvenserne af de øgede udledninger af drivhusgasser er fejlagtige.

Baggrunden for disse udmeldinger er analyser af havbundsprøver, der afslører CO2-koncentrationen for millioner af år tilbage i tiden.

Den nuværende CO2-koncentration i atmosfæren er på 385 ppm. De hidtil strengeste klimamålsætninger har sigtet mod at CO2-koncentrationen ikke må overstige 550 ppm. Men dette vil ifølge NASAs nye beregninger give en temperaturstigning på 6° C og ikke blot 2° C som hidtil antaget.¹

James Hansen har hidtil advokeret en maksimal CO2-koncentration på 450 ppm. Men de nye beregninger indikerer, at selv ved stabiliseringen af CO2-udledningerne på dette niveau vil al indlandsisen på Antarktis efterhånden smelte – hvilket på langt sigt vil kunne medføre vandstigninger på op til 75 m.

“If you leave us at 450 ppm for long enough it will probably melt all the ice – that’s a sea rise of 75 metres. What we have found is that the target we have all been aiming for is a disaster – a guaranteed disaster,” siger James E. Hansen til The Guardian.¹²

Læs mere »

Share

Havstigninger maskeret af dæmninger

10. april 2008

De omfattende opstemninger af vand i forbindelse med etableringen af næsten 30.000 vandkraftanlæg verden over har i stor udstrækning maskeret havstigninger op igennem det 20. århundrede.

Siden 1930 er havene steget med 16 cm. Forskere fra Taiwan har netop beregnet omfanget af disse opstemninger, som viser, at havoverfladen ville være steget med yderligere 3 cm siden 1930, hvis ikke de i alt 10.800 km3 vand var blevet opstemmet.

Disse opstemninger har IPCC, Intergovernmental Panel on Climate Change, ikke medregnet i deres klimamodel. Havstigningerne har således siden 1930 været vurderet omkring 20% for små i IPCCs bereginger af konsekvenserne af de stigende udledninger af drivhusgasser.

De seneste år er udbygningen af vandkraftanlæg næsten gået i stå, da det ofte indebærer store landskabelige omkostninger. Derfor må man formode, at havstigningerne fremover vil øges.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Anna Barnett: Dammed sea rise, Nature.com 27.03.2008.

Chao C.F. et al.: Impact of Artificial Reservoir Water Impoundment on Global Sea Level, Science 13.03.2008 (abstract).

Share

Forårstegn XI – sakura i Kongens Have

9. april 2008

Nu er de japanske kirsebærtræer ved at være i fuld blomstring i Kongens Have. Det er nærmest rettidigt i år, hvor der ellers i de senere år har været en tendens til, at de blomstrede alt for tidligt – for et par år siden stod samme træer i blomst allerede i begyndelsen af januar efter en usædvanlig mild december.

Men læg vejen forbi og lad dig for et øjeblik suge op i al den rosa væren.

[nggallery id=106]

.
Sakura er en institution i Japan – en af den mange events i naturens kalender, som tilbagevendende bliver behørigt markeret. Der spadsers og promeneres, fotograferes og fejres. De flotteste sakura-træer står belyst om aftenen, hvor firmaer, familier og venner rykker ud med madkurve, øl og sake og for en stund lader dagligdagens pligter bagude. I de større byer skal man dog være tidligt ude for at få plads under de mest eftertragtede træer.

Det er et betagende syn, når hele kvarterer står i rosa gevandter. Men blomstringen er kort. Der går vel 4-5 dage fra de første blomster folder sig ud til kronbladene hvirvles bort med vinden eller vådres ned af regnen og føres bort, mens vandløb og rendestene for en stund er lysende rosahvide.

indlæg oprettet af Jens Hvass

 

Share

Al Gore: New thinking on the climate crisis

9. april 2008

Al Gore har efterhånden vist sit slideshow over 2.000 gange, med løbende små justeringer hen ad vejen. Men ved den seneste Ted-konference præsenterede han for første gang et helt nyt slideshow, og vi får i videoen herunder en fornemmelse af en reflekterende Al Gore, som gradvist har bevæget sig fra en teknisk-moralsk insisteren til en erkendelse af, at der i klima-krisen ligger en demokrati-krise og at løsningen af begge er uløseligt forbundne. Og hele bevidsthedsspørgsmålet står klarere frem i Gores perspektiv, end da jeg for snart et par år siden oplevede ham i Cirkusbygningen. Han slutter med at sige, at hvad der for alvor er brug for, er en højere bevidsthed.

Læs mere »

Share

Michael Pollan: The omnivore’s next dilemma

9. april 2008

I den første af to videoer nedenfor, som stammer fra ved TED-konferencen i Monterey marts 2007, tager miljøskribenten og journalistprofessoren Michael Pollan os med på en indre havevandring, hvor vi fra græshøjde bliver ført gennem en fantastisk opdagelsesrejse i naturen oplevet fra planters og dyrs perspektiv.

Pollan startede som haveskribent, men har gennem en række bøger bevæget sig langt ind i økologiens og bæredygtighedens verden. Han fortæller med en helt usædvanlig indlevelseskraft om de symbioser og relationer, som fylder naturens verden – i en stadig udfordring af vores helt utilstrækkelige, cartesiansk funderede naturopfattelser.

Med bogen The Omnivore’s Dilemma. A natural History of Four Meals (2006) bevægede han sig langt ind i vores spisekultur og en stadig indkredsen af, hvordan vores kost og fødevareproduktion har ikke bare store konsekvenser for vores sundhed, men vidtrækkende politiske og miljømæssige konsekvenser.

Læs mere »

Share