Billeder fra Klimabevægelsens demonstration

17. maj 2008

“Hva’ ka’ vi li? Ren energi” … stemningen var løftet under dagens demonstration for at vi alle, og ikke mindst vore politikere, tager alvorligt fat på at løse klimaproblemerne NU!

Vidunderligt at se de gule førertrøjer i spidsen for en dopingfri klode (læs: uden fossile brændstoffer) i et felt, hvor vi alle kunne følge med – hvor vi alle er nødt til at følge med.

[nggallery id=119]


Demonstrationen startede på Kongens Nytorv med musik ved Sea of Tranquility, som fremmanede billeder af en febervarm klode med kælvende isbjerger, samt taler ved Jean-Francois Corbett fra Klimabevægelsen og Knud Andersen fra Levende Hav, som blandt andet sagde:

“I Danmark har vi et folketingsflertal, som tror, at man kan snakke sig fra realiteterne. Siden valget er der intet reelt sket for at nedsætte drivhusgasserne. Der er oprettet forsinkende elitære udvalg, som skal snakke sig frem til, hvad der skal gøres. Dette sker alt imens, at uledningerne af drivhusgasserne stiger. Det er som om, at man vil gøre imødegåelsen af klimaændringerne til en sag for erhvervslivet og en gruppe specialister, som kan fare verden rundt på de bonede gulve uden, at folket inddrages.

Imens giver man befolkningen indtrykket af, at klimatruslen kan klares ved nogle småjusteringer af energiforbruget og lidt alternativ energi. Men det er løgn! Hvis vi skal bjærge verden uden om det frygtede ‘klimakollaps’, så forestår der en grundlæggende værdikamp – ja, en kulturrevolution!”

Derefter gik turen mod Rådhuspladsen, hvor der var flere taler og musikalske indslag – se video-reportage nedenfor.

Benjamin Bro-Jørgensen: Klima-demonstration 17. maj, 9:51 min YouTube video.

Mange sluttede sig til Klimabevægelsen løbet af dagen, og hvis du ikke nåede det, kan det stadig lade sig gøre via klimabevægelsen.dk. Det er vigtigt, at vi slutter stærkt op om Klimabevægelsen. For der er i den nuværende situation brug for klare signaler til vores politikere om, at den danske befolkning er rede til at tage hul på den gennemgribende forandringsproces, som udviklingen af et CO2-frit samfund vil indebære – jo hurtigere jo bedre.

“Hva’ ka’ vi li? Ren energi.”

indlæg oprettet af Jens Hvass

Share