Copenhagen Accord i støbeskeen

2. februar 2010

Den tresiders aftale, som klimatopmødet i København mundede ud i, The Copenhagen Accord, rummede en opfordring til at alle verdens lande inden udgangen af januar meldte ind med deres CO2-reduktioner frem mod år 2020. I mellemtiden har det været meldt ud, at der var tale om en ’soft deadline’ – at alle bud til enhver tid ville vær velkomne. Endda har UNFCCC, som står for klimaforhandlingerne, gjort status. Og pr. 01.02.2010 har 55 ud af verdens lande, som repræsenterer i alt 78% af verdens nuværende emissioner, meldt tilbage.

Set i forhold til Kyoto-aftalen, som kun havde bindende reduktioner for en lille håndfuld industrialiserede lande, er det et kolossalt fremskridt – alene af den grund, at verdens to største udledere af drivhusgasser, USA og Kina, begge er med. Og man kan håbe, at endnu flere lande i de kommende måneder slutter op.

Men set i forhold til, hvilke reduktioner, der skal til, hvis vi skal undgå opvarmning af kloden over 2° C (for slet ikke at tale om over 1½° C), er det nu fremlagte imidlertid aldeles utilstrækkeligt. Ifølge The Climate Scoreboard vil de nu fremlagte reduktioner give en temperaturforøgelse i år 2100 på 3,9° C.

Indmeldingerne fra de 55 lande svarer til en samlet reduktion på verdensplan på 11-19% frem mod 2020. For eksempel Australien tilbyder 5%, 15% eller 25% afhængig af, hvad andre lande byder ind med. Hvis vi skal holde os under 2° C, er der brug for reduktioner i I-landene på omkring 40% – og i U-landene på 15-30%, som i høj grad må finansieres af I-landene. Men der er fortvivlende langt mellem udmeldingerne om 40% bindende reduktion – der er faktisk ikke nogen.

Man kan se de enkelte landes CO2-løfter på to lister på UNFCCS hjemmeside:

Appendix I – Quantified economy-wide emissions targets for 2020.
Appendix II – Nationally appropriate mitigation actions of developing country Parties.

For eksempel EU har kun bundet sig for 20% – der er således ikke meget lederskab at spore fra EU. Kina har budt ind med en (frivillig) CO2-tætheden på 40-45% fra 2005 til 2020 pr. produceret enhed – hvilket vil forudsætte en omfattende teknologisk transformation. Det lyder besnærende, men hvis Kina fortsætter med de typiske vækstrater for de senere år, vil Kina selv med efterlevelsen af et sådant tilsagn have større udledninger i 2020 end i dag. Indien har tilsvarende meldt ind med en 20-25% reduktion i CO2-intensiteten.

USA har budt ind med 17%, men ikke i forhold til 1990. Og de amerikanske udledninger er steget så meget siden 1990, at der er tale om yderst begrænsede reduktioner. Så ja, det er glædeligt, at USA endelig tager del i løsningen af det problem, som de historisk set er største bidragyder til. Og ja, det er tragisk, at det skal være så svært at få omstillingen af USA i gang. Men ja, det er realistisk, at reduktionerne ikke kommer fra dag til dag. Hvis man ser på den danske udvikling i de sidste 20 år, så må man sige, at det tager tid at omstille et industrisamfund, som har bygget sig op på fri mobilitet, til et intelligent grønt samfund – foruroligende lang tid. Og med 10 års VK-regering, hvor udledningerne stort set ikke er faldet, er det et åbent spørgsmål, om det kan gøres uden at stille langt skarpere rammevilkår for markedet.

indlæg oprettet af Jens Hvass

John Vidal: Fifty-five countries pledge to cut greenhouse emissions, The Guardian 02.02.2010.

Alex Morales: World’s Biggest Emitters Sign Up to Copenhagen Accord, Bloomberg Press 02.02.2010.

John M. Brooder: Countries Submit Emission Goals, New York Times 01.02.2010.

Share