Strøtanker om bæredygtighed

Lad det være sagt med det samme, jeg glæder mig til, at valget er overstået. Og her de sidste par uger har jeg glædet mig over, at vi ikke som i USA har valgkampe, som strækker sig over halve og hele år. For valg får det værste frem i både medier og politikere, og det har været forstemmende at erfare, hvordan presserende spørgsmål om klima, miljø og bæredygtighed har været stort set fraværende i denne valgkamp.

Der er masser at tage hul på, masser af store spørgsmål at håndtere, masser af indspark, som ville gøre det indlysende, at vi ikke bare kan fortsætte med at forlænge de nuværende vækstkurver uendeligt ind i fremtiden. Der er da også blevet talt lidt miljø i krogene. Betalingsringen omkring København var oppe at vende, og både Enhedslisten og De Radikale har rent faktisk forsøgt at få det ind på lystavlen. Det er svært at fatte, at det er samme land og samme politikere, som for under to år siden var vært for COP15. Det er faktisk ret pinligt, hvor hurtigt vi igen fortrænger, at vi på klima- og bæredygtighedsområdet står overfor kolossale udfordringer, som blot bliver dyrere og dyrere at håndtere jo længere vi tøver samtidig med, at Danmarks chancer for at blive verdensledende i omstillingsteknologi og omstillings-knowhow er ved at være forspildte efter ti års forsømmelser.

Måske problemet er, at klima, økologi og bæredygtighed let bliver emner, som ingen kan være er uenige i. Selv Lars Lykke kan hævde, at han er grøn og vil det bedste for fremtiden. At han så kan anbefale, at økologiske landmænd fremover bruger flere sprøjtemidler for ikke at ukrudtet breder sig ind på det rigtige landbrugs marker, er en anden sag. Vi har stadig ikke lært at graduere det grønne, vi er stadig ikke gode til at se modsætningerne deri eller at tage konsekvenserne deraf. Så alle stemmer ja til en klimaplan (som i Københavns tilfælde), men træffer efterfølgende striber af beslutninger, som modarbejder klimaplanens gennemførelse.

Problemet er ikke nyt. Tilbage i 60erne formulerede Arne Næss en distinktion mellem Deep Ecology og Shallow Ecology, hvor en Deep Ecology skulle karakterisere en forståelse, som ikke var antropocentrisk, hvor naturen var andet og mere end en ressource for mennesket, hvor mennesket var en fuldt integreret del af naturen. Men vi er stadig meget famlende, når vi skal præcisere en miljøindsats. Dansk Industri søgte for et par år siden at introducere begrebet Bright Green, som det store nye. Igen svært at være uenig i, indtil man læser, hvad der egentlig lå bag:  Det var faktisk en klimavision, som bygger på det, som tilbage i 80erne blev døbt Det Teknologiske Fix. Hvis vi blot fortsatte som ubekymrede forbrugere, så skulle industrien nok levere de produkter og rammer for tilværelsen, som gjorde, at det hele blev klimavenligt og bæredygtigt. Vi har som samfund langt lettere ved at satse på de teknologiske løsninger end de organisatoriske og de holdningsmæssige.

På Agenda 21 Netværkets årsmøde i april havde vi inviteret de to miljøordførere for S og SF til oplæg og debat. De sagde med stor overbevisning i stemmen, at de ville meget mere på klima- og miljøområdet end den nuværende regering, men gjorde samtidig klart, at klima og miljø ville ikke blive noget stort emne i valget. For “det flytter ikke stemmer.”

Nu tegner billedet til, at resultatet af dagens valg bliver at S og SF kommer til at tegne landets ledelse i de kommende år. Men der tegner sig også et billede af, at de to øvrige partier i den kommende røde regering, som på klima- og miljøområdet rent faktisk har forsøgt at sætte klima og miljø på dagsordenen, er de to partier i den røde blok, som er gået frem. Jeg tror S og SF med deres udeladelse af miljøspørgsmålet har forregnet sig overfor vælgerne. Frem for en rød eller blå regering, er der et stærkt ønske om en ansvarligt grøn regering.

Det lysende højdepunkt ved dette valg har været, da Johanne (E) med reference til den globale klima- og bæredygtighedsudfordring stod frem og sagde: Vi kan ikke bare tage det for givet, at vi alle sammen hvert år skal blive lidt rigere. Det kræver mod at formulere en sådan tanke i det politiske rum, men det rummer afsæt for en helt anderledes interessant værdidebat, end den vi har været trukket igennem i de sidste 10 år.

Se tildlgere blog-indlæg: Bright Green, Vækst og bæredygtighed, og Anders Fogh færdig som klimaskeptiker.

P.S. Som svar på mine bønner om en grøn regering har Jørgen Steen Nielsen i dag i Information en fin analyse af valgresultatet, hvor han forudser, at den nye regering langt mere bliver en grøn regering end en rød regering. Ikke fordi det er det, de har talt mest om under valgkampen, men fordi der med 17 radikale stemmer ikke er udsigt til gennemførelsen af klassisk røde temaer, hvorimod de fire partier relativt hurtigt vil kunne blive enige om et kursskifte i forhold til de sidste 10 år med VKO, som sekunderet af Lomborgske tvivlsstrategier på klima- og miljøområdet har ændret Danmark fra en frontløbernation til bagstræbernation.

Med lidt held vil vi indenfor meget kort tid se en klimamålsætning på en 40% CO₂-reduktion i 2020, se:

Jørgen Steen Nielsen: Og vinderen blev det grønne Danmark, Information 16.09.2011.