Ikke flere ressourcer til i år

27. september 2011

I den netop overståede valgkamp har der været talt meget om, at vi bruger flere penge, end vi har, og stort set alle løsningerne bygger på, at vi skal tjene endnu flere, arbejde lidt længere hver dag, lidt længere i tilværelsen, lidt mere effektivt, alt sammen for at vi stadig hvert år alle sammen kan blive lidt rigere. Men … det er dømt til at fejle. For ressourcerne til denne strategi er der simpelthen ikke. Vi er på verdensplan blevet så mange med så stort et forbrug, at vi forbruger flere ressourcer end Jorden kan regenerere.

Således er vi i dag nået til den dag i året, hvor vi har opbrugt ressourcerne for 2011, hvis kloden skal kunne følge med.¹ Ikke mere mad, ikke mere tømmer, ikke mere tøj og brænde før næste år ville således være alle ansvarlige politikeres bud, hvis det var lige så vigtigt ikke at leve over evne økologisk som økonomisk.

Ifølge Global Footprint Network overskred verden omkring 1970 den tærskel, hvor vi forbrugte mere end kloden kan forny. Og dagen hvor årets ressourcer er brugt, falder år for år tidligere og tidligere. Således regner man med, at verden som helhed omkring 2030 vil være oppe på at bruge to kloder om året.

Det betyder, at træerne bliver færre og mindre, at fiskene bliver færre og mindre, og at økosystemerne udhules over alt. Vi tærer i disse år alvorligt på fremtidige generationers livsmuligheder.

Faktisk forbruger vi danskere i dag, som havde vi 4½ klode til rådighed. Hvis vi skulle dele ligeligt med resten af verden (og med fremtiden), ville vi derfor med vores nuværende forbrugsmønster have opbrugt årets kvote allerede sidst i marts.

Set i det perspektiv er projektet således ikke at få os alle til hver dag at arbejde 12 minutter mere, men at få kreativiteten og opfindsomheden i spil for at udvikle meningsfulde livsvilkår, hvor vi trives med et materielt forbrug på under en fjerdedel af det nuværende. Det er overhovedet ikke umuligt. Det vil blot indebære nogle radikalt anderledes prioriteringer end i dag og et frontalt opgør med konsumsamfundets forestillinger om det lykkelige liv.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Earth Overshoot Day is coming! Global Footprint Network 2011.

Matthis Wackernagel: What is Ecological Overshoot? (video) Pachamama Alliance 23.09.2011.

Humanity falls deeper into ecological debt: study, (AFP) The Independent 22.09.2011.

Share