2. januar 2012 arkiv

Landbruget på sprøjten

2. januar 2012

Den kemiske krigsførelse, som det industrielle landbrug fører hen over størstedelen af det danske landskab, er stadigt eskalerende. Af et telegram fra Ritzau i dag fremgår det således, at hvor pesticidplanen for 2004-09 havde som mål, at landbruget i løbet af perioden nåede ned på 1,7 sprøjtninger pr. år, så er omfanget af sprøjtninger stadig stigende. I 2007 var man fremme med sprøjten 2,3 gange, i 2009 2,6 gange og i 2010 nåede landbruget op på en sprøjtehyppighed på 2,8 gange.

Samtidig er forbruget af sprøjtemidler i det offentlige faldet med 44%. Så det er også et spørgsmål om vilje til at anerkende et problem. Ingen bonde kan i dag være uvidende om, at sprøjtningen er problematisk for biodiversiteten, for grundvandet, og for menneskets og landskabernes sundhed. Alligevel fortsætter absurditeterne. Fordi det kan betale sig.

Men samfundsmæssigt set er landbrugets afhængighed af sprøjten særdeles bekostelig. Meromkostningerne for sundhedsvæsenet, for at skaffe rent drikke vand, for den generelle forarmelse af landskaberne og klimapåvirkningen fra landbrugets monokulturelle dyrkningsmetoder er blot ikke i dag tilnærmelsesvist indregnet i prisen på de industrielle afgrøder.

Løsningen er derfor meget enkel – og en del enklere end for andre typer stofmisbrugere. Afgifterne skal ikke bare småjusteres, så landbruget (måske) vælger knapt så giftige typer af sprøjtemidler. Nej afgiftsniveauet skal have det definitive løft, som gør, at en konventionelt dyrket kartoffel bliver dyrere at fremstille end en biodynamisk dyrket kartoffel, og at det bliver en god forretning for den danske bonde at dyrke gode sunde fødevarer på en måde, så vi med stolthed kan give jorden videre til næste generation.

Frem for blot at justere afgifterne efter farlighed burde man med kort frist udfase nogle af de værste sprøjtemidler som Roundup. Med det man ved om virkningerne, virker det ikke rigtigt fortsat at kunne købe sig ret til at bruge det. Måske landbrugsstøtten til et givet areal skulle gøres afhængig af, at det kun blev sprøjtet 1 gang, og den blev fordoblet på usprøjtede arealer. Det vigtige er, at der bliver givet et seriøst incitament til at lade sprøjten stå, som samtidig gør konventionelt dyrkede produkter dyrere for forbrugeren end de økologiske og biodynamiske.

I august var Miljøstyrelsen ud at berolige med, at glyphosat (det aktive stof i Roundup) ikke var nogen trussel for vores grundvand, og en forsker fra KU Life bagatelliserede virkningen i forhold til alkohol, tobak, salt osv., som vi dagligt udsætter os for, samtidig med, at hun forsikrede, at der ikke var cocktail-effekter for Roundup!¹

Omvendt har Roundup ifølge Institute for Responsible Technology alvorlige langtidsvirkninger i dyrkningsmiljøet. Den er med til at tilbageholde jordens næringsstoffer og fremmer udviklingen af en lang række plantesygdomme. Og nylige undersøgelser viser, at glyphosat giver fosterskader på frøer og kyllinger, og der tegner sig gradvist et billede af en bred vifte af alvorlige påvirkninger også af den menneskelige sundhed.² På den baggrund synes de danske myndigheders bagatellisering af konsekvenserne af at få Roundup udbredt i vores fødevarer og vandmiljø at basere sig på et ganske tyndt grundlag.

I parentes bemærket er det bemærkelsesværdigt, at det er Venstre og landbrugsorganisationerne selv, som går til pressen med, at der skal strammes op, efter at VK-regeringen igennem 10 år på det skammeligste har forsømt at fastholde bønderne på aftalen om at reducere pesticidforbruget. Måske det er et taktisk træk for at imødegå det indlysende næste træk – at få gjort noget alvorligt ved problemet.

Se tidligere blog-indlæg: Gang i sprøjten, Sprøjtemidler og Det forpestede dusin.

Malene Breusch Hansen: Miljøstyrelsen: Nogle sprøjtegifte bliver ‘rigtig, rigtig dyre’, Ingeniøren 05.12.2012.

Malene Breusch Hansen: Pesticidafgift får kun hver anden landmand til at mindske forbruget, Ingeniøren 05.12.2012.

Venstre: Det haster med nye pesticid-afgifter, (Ritzau) Politiken 02.01.2012.

Landmænd vil have kloge sprøjteafgifter, (Ritzau) Information 02.01.2012.

Malene Breusch Hansen: Pesticidforbruget stiger fortsat markant i landbruget, Ingeniøren 02.12.2012.

Marc Prosser: Giften på markerne skal være mindre giftig med ny afgift, Ingeniøren 07.11.2011.

Magnus Bredsdorff: Nyt pesticid siver lige ned i grundvandet, 05.10.2011.

Mette Mandrup: Ny miljøminister styrer direkte mod slagsmål med landmænd, Ingeniøren 03.10.2011.

Magnus Bredsdorff: Salg af sprøjtegifte til landbruget stiger voldsomt, Ingeniøren 14.09.2011.

Thomas Djursing: Giftekspert: Roundup-stof er mindre giftigt end bordsalt, 31.08.2011.¹

Magnus Bredsdorff: Rød regering vil forbyde Roundup i haver, 26.08.2011.

Magnus Bredsdorff: Miljøstyrelsen: Roundup-rester uskadelige for grundvandet, Ingeniøren 19.08.2011.¹

Rady Ananda: More problems with glyphosate: Rice growers sound alarm, Food Freedom 16.05.2011.²

Lucia Graves: Roundup: Birth Defects Caused By World’s Top-Selling Weedkiller, Scientists Say, Huffington Post 26.04.2011.²

Nicolai Østergaard: Bekymrede forskere: Sprøjtegiften Roundup har ramt drikkevandsboringer, Ingeniøren 26.01.2011.

Jeffrey Smith: Monsanto’s Roundup Triggers Over 40 Plant Diseases and Endangers Human and Animal Health, Institute for Responsible Technology 14.01.2011.²

Michael Antoniou et al.: Roundup and birth defects. Is the public being keptin the dark? Earth Open Source, 2011.²

Share