Strøtanker om bæredygtighed

Den anden dag var der i The Guardian en lille reportage fra Tokyo,¹ hvor den første store blåfinnede tun, som blev landet på Tokyos Tsukiji-marked blev solgt for 4,2 mio. danske kroner.  Godt nok vejede fisken 269 kg, og køberen, en japansk sushi-kæde med 46 restauranter, regnede med at der kunne blive til 10.000 små sushi-serveringer. Men det er stadig lidt af en pris, og hver af de små stykker tunkød kommer til at koste i snit 420 kr. Så det hænger kun sammen, fordi der ligger en kolossal reklamemæssig status i at kunne servere årets første storfangst.

Det er den slags projektioner tilbage fra urtidens jæger-samler-vidsom – at hvis man spiser noget stort stærkt, farligt, hurtigt, klogt osv., så bliver man selv stor, stærk, farlig, hurtig, klog osv. – som også er ved at få bugt med verdens hajer, elefanter, enhjørninger og næsehorn.

Med sådanne priser er den blåfinnede tun mere efterstræbt end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som fortærer 80% af verdens fangst af blåfinnet tun. På blot 40 år er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80% og flere bestande er meget tæt på fuld udryddelse (se tidligere blog-indlæg: Den blåfinnede tun). Men meget stærke reduktioner i fangstkvotaer og styrket kontrol med illegal fangst gør, at bestanden i Middelhavet igen er i fremgang.²

Man er så småt i gang med at producere blåfinnet tun i aqua-kultur. For eksempel firmaet Umami har havfarme i Mexico og Kroatien, hvor man producerer blåfinnet tun, og man er stolt af at være nede på en omsætningsratio på hhv. 17:1 og 13:1 – dvs. at man bruger 17 eller 13 ton fiskefoder for at få 1 ton blåfinnet tun, hvor en tunfisk i naturen fortærer 20-25 gange sin vægt.²

Disse tal blot for at understrege, at tunfisken er havets oksekød, og at koncentrationerne af tungmetaller og andre af de unedbrydeligheder, vi i den industrielle æra har lukket ud i verdenshavene, derfor forekommer meget koncentreret i tunkøddet. Så det indtages bedst i meget små sushi-bidder.

Justin McCurry: Bluefin tuna fish sells for record £473,000 at Tokyo auction, The Guardian 05.01.2012.¹

Tuna fetches record $730,000 US. Japanese sushi chain eats $600,000 US loss for patriotism, The Vancouver Sun 06.01.2012.

In Spite of Widely Publicized Fears, Bluefin Tuna Populations Are Actually Rebounding, Newswise 20.04.2011.²

Umami CEO interviewed by Charles Payne, 3:22 min. YouTube video 13.12.2011.

Kali Tuna – Stod2 report, 14:51 min. Youtube video (hollandsk reportage (med engelske undertekster) om kroatiske tun-farme).

.
New Hampshire’s GOP Voters Speak Out About Climate Change, 5:32 min YouTube video.

Denne lille video søger forud for det amerikanske primærvalg i New Hampshire 10. januar at finde republikanere, som offentligt tør vedkende sig, at klimaforandringerne er virkelige – og er menneskeskabte. Men i skyggen af Tea Party-bevægelsens skingre højrepopulisme er samtlige kandidater, som i disse dage dyster om at blive republikanernes præsidentkandidat, blankt afvisende overfor klimaproblematikken. Går man blot et år eller to tilbage, havde politikere som Gingrich, Perry og Huntsman langt mere nuancerede synspunkter, når det gælder klimaproblematikken.

Kerry Emanuel, klimatolog fra MIT, præsenterer sig i videon som en af de få republikanere, som tør stå frem som “troende” på, at klimaforandringerne er virkelige og menneskeskabte. “Responsibility is a big Republican theme,” siger han: “Why should they not take responsibility for what we collectively are doing to the climate system?” Mod slutningen siger han: “It makes me feel to some extent disgusted with politics and to some degree shamed to be an American”.

Man kan håbe, at republikanerne med klimaspørgsmålet får sig malet op i et hjørne, hvor klimafornægtelsen (og fornægtelsen af videnskabeligheden) måske er nødvendig for at vinde primærvalgene, men omvendt er en tabersag til præsidentvalget. For køreplanen for den klimaaftale, man fik lavet i Durban for blot en måned siden, får meget svært ved at holde, hvis amerikanerne ender med at vælge en klimafornægter ind i Det Hvide Hus.

Videoen er lavet af ClimateDesk, et journalistisk samarbejde “dedicated to exploring the impact – human, environmental, economic, political – of a changing climate.”¹ Det amerikanske valgcirkus er i gang, og der er meget lang tid til afgørelsen 8. november.

www.climatedesk.org/about.¹

Suzanne Goldenberg: Climate scientist disowned by Newt Gingrich speaks out over book spat, The Guardian 06.01.2012.

Andrew Revkin: Still Searching for Republicans With Climate Concerns, New York Times 05.01.2012.

Lisa Hymes: Santorum vs. Romney: The climate is screwed either way, Grist 04.01.2012.

Billedfrisen herover var der pludselig, på Twitter, hvor jeg for første gang havde vovet mig ind, kun tekstet på japansk, så jeg ved end ikke hvor den stammer fra. Men den kunne meget vel være japansk, for månen har en meget stærk placering i det japanske bevidsthedsunivers.

Det er vidunderlige, ekliptiske billedlege i dén særlige fuldmånestund, hvor Jorden for et øjeblik rammer nøjagtigt ind på linjen mellem sol og måne, før himmellegemerne drives videre i deres stadige, elliptiske mønstre.

Dag og nat, mand og kvinde, sommer og vinter, udvidende og sammentrækkende, skabende og modtagende, initierende og responderende, lys og mørk – de stadigt skiftende konstellationer af ur-polariteten Sol og Måne har til alle tider fascineret og styret menneskenes liv.

Havde først tænkt, at dette skulle være et lydløst pausebillede. Men hvis harddiskens sagte snurren bliver for påtrængende, kan man passende med et klik her åbne for en video med en live-udgave af to sange fra Pink Floyds mesterlige album Dark Side of the Moon, hvoraf den sidste, Eclipse, efter element for element at bringe alle tilværelsens dele i harmonisk samklang lader månen ind over og næsten koan-agtigt kryptisk slutter:

There is no dark side of the moon, really
Matter of fact it’s all dark.

Den fulde tekst til Eclipse kan ses nederst.

Læs mere »

I min tid som centerleder ved Miljøpunkt har jeg gentagne gange mødt forestillingen om, at Københavns Kommunes systematiske afbrænding af byens affald ikke bare var en let og praktisk løsning, men noget man måtte vise frem for hele verden. Det giver billig fjernvarme, forbrændingen udelukker problemer med organisk smitte, og hvis man fik ingeniørerne til at måle på den rigtige måde, var det også nærmest en klimavenlig løsning. Og det har været komfortabelt, fordi man så ikke behøvede at genere borgere og virksomheder med at skulle kildesortere deres affald, men faktisk havde brug for det brændbare i affaldet. Historier har da også floreret, at selv hvis man frasorterede brugt avispapir, så ville det ryge i samme forbrænding – hvilket dog ikke er korrekt. Men det viser, hvor komfortabelt det har været for os blot at kunne smide væk. Af mange forskellige grunde er vi derfor gradvist faldet alvorligt bag af dansen i forhold til vores nabolande, når det gælder kildesortering af affaldet.

Men positionerne er gradvist ved at flytte sig. Det står i dag klart, at afbrænding af affald langt fra er CO₂-neutral, at afbrændingen af de stadig større mængder af plastic i affaldet nærmest er at sammenligne med afbrændingen af olie (som plasticen er lavet af). For nylig blev de samlede danske CO₂-udledninger justeret 1,5 mio. ton opad (ganske meget i forhold til det samlede officielle tal på ~50 mio. ton), fordi man havde konstateret markant mere plastic i affaldet end hidtil antaget. Så i København vil vi fra i år til at se kampagner udrullet for at indsamle den hårde plast. Og gradvist kommer vi til at indse, at vi må recirkulere og genanvende alle dele af vores affald. For de dele, som er sværest at indsamle og genbruge, komme vi til at finde nye råmaterialer, produktionsmåder og brugsmønstre.

En særlig udfordring ligger i det organiske affald – på sigt er der ingen vej uden om, at det skal  komposteres. I første omgang kan det give ren jord de mange steder i byen, hvor jorden er forgiftet efter den industrielle æras processer og blive til ny madjord, men på sigt skal en del af det tilbage på markerne, hvor der lige nu tilføres store mængder fosfor for ikke at udpine jorden.

I en verden, hvor vi er stadig flere om at dele de samme knappe ressourcer og det står klart, at det i globalt perspektiv fuldstændigt utilstedelige ressourcefrådseri, som har fundet sted i de industrialiserede lande siden 2. verdenskrig, ikke kan fortsætte, ikke bare fordi det er moralsk forkasteligt, men fordi der snart ikke er mere af forbruge og smide væk af. Og vi står overfor fuldstændigt at måtte reprogrammere vores affaldsparadigme.

Derfor er det glædeligt, at man her inden jul afviste et forslag til ny udformning af Amagerforbrændingen, hvor det kolossale bygningsvolumen udformet som en kæmpe skibakke. Dels bør der fremover slet ikke være brug for en så stor forbrændingsanstalt. Dels virker det at forme en skibakke ud af en forbrændingsanstalt alt andet end indlysende. Måske blot et udslag af BIG og Bjarke Ingels’ humor, måske ligefrem en koan – et zen-paradoks, vi alle kan gå at fundere over. Men indimellem er det som om, at bare det at det er stort i anslaget, gør det interessant.

Når vi er ved udformning af affaldsstationer, så er der lige nu en udstilling på Dansk Arkitekturcenter af Michael Singer: Arkitektur og natur i fornyende balance (indtil 28.01.). Blandt de udstillede projekter er der et ret fantastisk oplæg til en tilsvarende situation i New York, hvor procesvarmen bruges til opvarmning af væksthuse til fremdrift af planter til New Yorks byforgrønnelse.

Læs mere »

I lyset af – eller rettere skyggen af – den japanske A-kraft-katastrofe vil der 14.-15. januar 2012 være en stor konference: Global Conference for a Nuclear Power Free World.

Hvis man skal sige noget godt om A-kraft-ulykken ved Fukushima Daiichi-værket, som det gradvist fremstår som er den alvorligste A-kraft-ulykke i menneskehedens historie, så er det, at det har fået nationer verden over til seriøst at genoverveje deres A-kraft-politik. Og lande som Tyskland og Schweiz har allerede besluttet sig for en fuld udfasning af kernekraften.

Også i Japan så det en overgang ud til, at man helt ville opgive A-kraften og slå ind på en udvikling, hvor den vedvarende energi relativt hurtigt kom til at dække 100% af det japanske behov. Landet har ressourcerne til det, og de vulkanske landskaber har geotermisk varme lige under fødderne næsten lige meget, hvor man borer. Men den slags kommer ikke af sig selv. Der ligger en kolossal inerti i forhold til så fundamentalt at ændre et samfunds infrastruktur, så lige nu er det mindre sikkert, at Japan tager skridtet fuldt ud.

Jeg følger situationen i kølvandet på Fukushima-ulykken tæt – det er foruroligende at erfare, hvor store implikationer, det har for samtlige 120 mio. japanere. Havde det været en vindmøllepark, som var blæst over ende, havde der for længst stået nye møller.

Nu står man til trods for erklæringer om at have nået en tilstand af “cold shutdown” med næsten totale kernenedsmeltninger og et oprydningsarbejde, som forventes at tage 30-40 år. Alene sikringen af det frilagte, nedsmeltede brændsel forventes at tage 10 år. Overskrifterne fra den samling af Fukushima – links, som jeg løbende opdaterer, giver en klar fornemmelse af, hvor langt ud i et samfunds afkroge, en sådan ulykke skaber kaos og fortvivlelse. Det er derfor højest berettiget at holde en sådan konference – og man har blandt andet indbudt Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi til at fortælle, hvor enkelt det på Samsø har været at lave en fuld omlægning til vedvarende energikilder.

Se mere på konferencens hjemmeside: Global Conference for a Nuclear Power Free World.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima-ulykken: We Are All Fukushima, Fukushima – nye grænseværdier, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden, Fukushima – stress tests, Fukushima – patienten i bedring, Fukushima – No Nukes Art Project, Fukushima – links, Fukushima – otte måneder i tvivl samt Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling.

Kazuaki Nagata: Yokohama antinuclear conference draws thousands of activists, experts, Japan Times 15.01.2012.

Antinuclear conference calls for full support of victims in Fukushima, (Kyodo) Mainichi Daily News 15.01.2012.

Kazuaki Nagata: Antinuclear conference under way in Yokohama, Japan Times 14.01.2012.

Louis Templado: POWER TO THE PEOPLE: Anti-nuke energy conference starts in Yokohama, Asahi Shimbun 14.01.2012.

Sophie Knight: Conference to present vision of a nuclear-free Japan, Asahi Shimbun 13.01.2012.

NGOs, nuclear experts to draw up plans to phase out nuclear power, Mainichi Daily News 12.01.2012.

Den kemiske krigsførelse, som det industrielle landbrug fører hen over størstedelen af det danske landskab, er stadigt eskalerende. Af et telegram fra Ritzau i dag fremgår det således, at hvor pesticidplanen for 2004-09 havde som mål, at landbruget i løbet af perioden nåede ned på 1,7 sprøjtninger pr. år, så er omfanget af sprøjtninger stadig stigende. I 2007 var man fremme med sprøjten 2,3 gange, i 2009 2,6 gange og i 2010 nåede landbruget op på en sprøjtehyppighed på 2,8 gange.

Samtidig er forbruget af sprøjtemidler i det offentlige faldet med 44%. Så det er også et spørgsmål om vilje til at anerkende et problem. Ingen bonde kan i dag være uvidende om, at sprøjtningen er problematisk for biodiversiteten, for grundvandet, og for menneskets og landskabernes sundhed. Alligevel fortsætter absurditeterne. Fordi det kan betale sig.

Men samfundsmæssigt set er landbrugets afhængighed af sprøjten særdeles bekostelig. Meromkostningerne for sundhedsvæsenet, for at skaffe rent drikke vand, for den generelle forarmelse af landskaberne og klimapåvirkningen fra landbrugets monokulturelle dyrkningsmetoder er blot ikke i dag tilnærmelsesvist indregnet i prisen på de industrielle afgrøder.

Løsningen er derfor meget enkel – og en del enklere end for andre typer stofmisbrugere. Afgifterne skal ikke bare småjusteres, så landbruget (måske) vælger knapt så giftige typer af sprøjtemidler. Nej afgiftsniveauet skal have det definitive løft, som gør, at en konventionelt dyrket kartoffel bliver dyrere at fremstille end en biodynamisk dyrket kartoffel, og at det bliver en god forretning for den danske bonde at dyrke gode sunde fødevarer på en måde, så vi med stolthed kan give jorden videre til næste generation.

Frem for blot at justere afgifterne efter farlighed burde man med kort frist udfase nogle af de værste sprøjtemidler som Roundup. Med det man ved om virkningerne, virker det ikke rigtigt fortsat at kunne købe sig ret til at bruge det. Måske landbrugsstøtten til et givet areal skulle gøres afhængig af, at det kun blev sprøjtet 1 gang, og den blev fordoblet på usprøjtede arealer. Det vigtige er, at der bliver givet et seriøst incitament til at lade sprøjten stå, som samtidig gør konventionelt dyrkede produkter dyrere for forbrugeren end de økologiske og biodynamiske.

I august var Miljøstyrelsen ud at berolige med, at glyphosat (det aktive stof i Roundup) ikke var nogen trussel for vores grundvand, og en forsker fra KU Life bagatelliserede virkningen i forhold til alkohol, tobak, salt osv., som vi dagligt udsætter os for, samtidig med, at hun forsikrede, at der ikke var cocktail-effekter for Roundup!¹

Omvendt har Roundup ifølge Institute for Responsible Technology alvorlige langtidsvirkninger i dyrkningsmiljøet. Den er med til at tilbageholde jordens næringsstoffer og fremmer udviklingen af en lang række plantesygdomme. Og nylige undersøgelser viser, at glyphosat giver fosterskader på frøer og kyllinger, og der tegner sig gradvist et billede af en bred vifte af alvorlige påvirkninger også af den menneskelige sundhed.² På den baggrund synes de danske myndigheders bagatellisering af konsekvenserne af at få Roundup udbredt i vores fødevarer og vandmiljø at basere sig på et ganske tyndt grundlag.

I parentes bemærket er det bemærkelsesværdigt, at det er Venstre og landbrugsorganisationerne selv, som går til pressen med, at der skal strammes op, efter at VK-regeringen igennem 10 år på det skammeligste har forsømt at fastholde bønderne på aftalen om at reducere pesticidforbruget. Måske det er et taktisk træk for at imødegå det indlysende næste træk – at få gjort noget alvorligt ved problemet.

Se tidligere blog-indlæg: Gang i sprøjten, Sprøjtemidler og Det forpestede dusin.

Malene Breusch Hansen: Miljøstyrelsen: Nogle sprøjtegifte bliver ‘rigtig, rigtig dyre’, Ingeniøren 05.12.2012.

Malene Breusch Hansen: Pesticidafgift får kun hver anden landmand til at mindske forbruget, Ingeniøren 05.12.2012.

Venstre: Det haster med nye pesticid-afgifter, (Ritzau) Politiken 02.01.2012.

Landmænd vil have kloge sprøjteafgifter, (Ritzau) Information 02.01.2012.

Malene Breusch Hansen: Pesticidforbruget stiger fortsat markant i landbruget, Ingeniøren 02.12.2012.

Marc Prosser: Giften på markerne skal være mindre giftig med ny afgift, Ingeniøren 07.11.2011.

Magnus Bredsdorff: Nyt pesticid siver lige ned i grundvandet, 05.10.2011.

Mette Mandrup: Ny miljøminister styrer direkte mod slagsmål med landmænd, Ingeniøren 03.10.2011.

Magnus Bredsdorff: Salg af sprøjtegifte til landbruget stiger voldsomt, Ingeniøren 14.09.2011.

Thomas Djursing: Giftekspert: Roundup-stof er mindre giftigt end bordsalt, 31.08.2011.¹

Magnus Bredsdorff: Rød regering vil forbyde Roundup i haver, 26.08.2011.

Magnus Bredsdorff: Miljøstyrelsen: Roundup-rester uskadelige for grundvandet, Ingeniøren 19.08.2011.¹

Rady Ananda: More problems with glyphosate: Rice growers sound alarm, Food Freedom 16.05.2011.²

Lucia Graves: Roundup: Birth Defects Caused By World’s Top-Selling Weedkiller, Scientists Say, Huffington Post 26.04.2011.²

Nicolai Østergaard: Bekymrede forskere: Sprøjtegiften Roundup har ramt drikkevandsboringer, Ingeniøren 26.01.2011.

Jeffrey Smith: Monsanto’s Roundup Triggers Over 40 Plant Diseases and Endangers Human and Animal Health, Institute for Responsible Technology 14.01.2011.²

Michael Antoniou et al.: Roundup and birth defects. Is the public being keptin the dark? Earth Open Source, 2011.²

.
Hvis billederne i denne 7. minutter lange og meget smukke video, The Great Bell Chant (The End of Suffering), virker bekendte, så er det fordi de er lånt fra film som Home, Earth og Baraka. Når jeg i dag bringer den som pausebillede, er det fordi dens indledende klokke i et flash bragte mig tilbage til nytåret 1984-85, som jeg fejrede i Kyoto.

Ved nytår lyder Kyotos mange tempelklokker hver 108 gange, som en rituel renselse for de 108 bono (煩悩), former for begær og passion, som fastholder mennesket i genfødsel efter genfødsel. De store bronzeklokker anslås med en stor ophængt træstamme, som slynges mod klokken med et reb – for de største klokker kræver det mange for at svinge stammen.

Klangen er stor og dyb, uudgrundeligt verdensfjern og langsomt udviklende, og gradvist bringes kroppens klangsøjle i svingninger. Efterklangen bliver stående meget meget længe, så der er god tid til at en ny gruppe mennesker gør klar til at slå det næste af de 108 slag.

Lyden høres vidt omkring og blander sig med de øvrige tempelklokker. Byen Kyoto ligger i en skål, omgivet på tre sider af lave bjerge, og med mere end 3.000 buddhistiske templer er det som om hele byen gradvist bliver en anslået klangsøjle, hvori alt vibrerer.

Joya no kane (除夜の鐘), som traditionen med at samles om de 108 klokkeslag hedder på japansk, er et festligt andægtigt øjeblik, som samler mennesker i alle aldre – og en af de mange genkommende begivenheder, som japanerne fejrer i en stadig rituel markering af årets og livets cykli.

Hvilken kontrast til nytårsbraget her i Indre By, hvor svovlstanken, tømmermændene og stanken af pis stadig hænger i gaderne.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

Godt nytår

Vil gerne sige varmt tak for 2011 og ønske alle et fantastisk 2012, hvor vi bliver bedre til at passe på os selv og hinanden og den omverden, vi giver videre til de kommende generationer.

Med sin nøgterne stenbukkeenergi er nytårstiden en god tid at se tilbage og at se frem, for at kunne slippe det overflødige og at give plads for det essentielle i os selv og hinanden.

Her på Strøtanker vil den løbende indsats for gradvist bedre at forstå klima- og bæredygtighedsudfordringen – dens omfang og konsekvenser og hvordan vi overhovedet kan håndtere den og bevidsthedsmæssigt leve med den – også stå i centrum i det kommende år.

Hermed mine ønsker om et livgivende, lysende og lykkebringende 2012.