14. marts 2012 arkiv

Roundup Ready ukrudt

14. marts 2012

Den amerikanske landbrugsgigant Monsanto har gennem årene udviklet kombinationer af genetisk manipulerede afgrøder og sprøjtemidler til det industrielle landbrug. For eksempel er der til sprøjtemidlet Roundup skabt en række genetisk manipulerede afgrøder, som er “Roundup Ready” – designet til at kunne modstå glyphosat, det aktive stof i Roundup.

Men det fremgår af en tankevækkende artikel i Mother Jones i dag,¹ at man i årevis ikke kunne finde det perfekte resistens-gen overfor Roundup. Og løsningen kom først, da man undersøgte frø fra prøver taget omkring Monsantos store fabriksanlæg langs Mississippi-floden, hvor man producerer Roundup. Her var der i årevis spredt glyphosat, hvilket havde slået de meste glyphosat-følsomme planter ned og kun ladet de mest resistente overleve. Så naturen var allerede langt med at udvikle det resistens-gen, som man eftersøgte.

Her skulle alle alarmklokker have lydt, og man skulle på stedet have indset, at strategien var fundamentalt forkert. I stedet tog man de resistens-gener, som naturen allerede havde udviklet og podede dem ind i Roundup-ready afgrøder og fik dem på markedet – troede på, at når det var så svært for selv de dygtigste forskere at løse, så ville det være noget nær umuligt for naturen.¹

Og nu fremgår det af Tom Philpotts artikel, at blot 15 år efter at de første Roundup Ready genmanipulerede afgrøder kom på markerne, er der allerede mere end 20 forskellige typer af ukrudt, som har udviklet resistente former. Så samtidig med at man har spredt en masse Roundup, som alle forsikringer til trods viser sig at være problematisk for miljøet, såvel som for vores sundhed, så står man overfor, at naturen i løbet af relativt få år finder veje at overleve et sprøjtemiddel som Roundup, så man må i gang med et nyt giftstof og tilsvarende nye genmanipulerede Giftstof yy Ready afgrøder. Samme problematik som på hospitalerne, at man med den udstrakte brug af penicillin er trådt ind i en stadig accelererende spiral af stadig mere resistente bakteriestammer.

Billedet herover er fra Roundup Ready majs omgivet af Roundup Ready ukrudt. Selvom argumentet for Roundup var, at det ville erstatte andre mere giftige sprøjtemidler, ser man derfor, at der efterhånden som der udvikles resistens, igen i stor udstrækning bliver rakt ud efter sprøjtemidler som 2,4D, 2,4DB, Atrazine, Paraquat, Metsulphuron Methyl og Imazethapyr for at komme det Roundup-resistente ukrudt til livs.²

Roundup Ready-strategien er så at sige den ultimative udgave af monokulturen, hvor alt konkurrerende liv på markerne forvises. Endda er det svært at forestille sig, at Monsanto uden videre opgiver strategien. For økonomisk set har det vist sig uhyre lukrativt at sidde på både produktionen af sprøjtemidlet og produktionen af de genetisk manipulerede (og patenterede) afgrøder. Særlig i USA har det lynhurtigt vundet en kolossal udbredelse, når det gælder dyrkningen af majs, soja og bomuld. Men fremkomsten af det resistente superukrudt har allerede givet store problemer, og spørgsmålet er, om strategien overhovedet kan fortsættes. Med lidt held bryder den endeligt sammen på de amerikanske marker før disse dyrkningsformer for alvor vinder udbredelse i verden.

Disse genetisk manipulerede afgrøder er ikke udviklet for at hjælpe menneskeheden, men for at maksimere indtjeningen på sprøjtemidlerne ved at gøre dem uundværlige. Og ud over de mange miljø- og sundhedsmæssige aspekter rejser de Roundup Ready afgrøder en omfattende vifte af dilemmaer, fra om det overhovedet er forsvarligt at have horder af videnskabsmænd til at klippe-klistre i klodens genbank til basale spørgsmål som det kulturtab, der ligger i, at bonden ikke mere selv kan samle sit sædekorn, men hvert forår må henvende sig til Monsanto for nye forsyninger – og så lige huske samtidig at få Roundup til et års skud i sprøjten.

Se tidligere blog-indlæg: Monsanto dømt for forgiftning med pesticider og Landbruget på sprøjten.

Tom Philpott: How NPR Got It Wrong on Monsanto’s Superweeds, Mother Jones 14.03.2012.¹

GM Crops Facing Meltdown in the USA, Institute of Science in Society 02.01.2010.

GM Crop Woes: a report from Argentina, RISQ 23.09.2003.²

Monsanto and the Roundup Ready Controversy, SourceWatch (med masser af links og kilder).²

.
Magnus Bredsdorff: Gensplejsning får landmænd til at pøse mere Roundup på markerne, Ingeniøren 04.10.2012.

Magnus Bredsdorff: Professor: GM-majs vil give Europa eksplosion i gift-resistent ukrudt, Ingeniøren 23.10.2012.

Magnus Bredsdorff: Resistent ukrudt tvinger britiske landmænd til at lægge marker brak, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Resistent ukrudt i hastig fremmarch på danske marker, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Industri-landbrug fremavler resistent ukrudt, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Forskere: Nye afgifter giver os mere resistent ukrudt, 17.11.2012.

Magnus Bredsdorff: De tre mest udbredte arter af resistent ukrudt i Danmark, Ingeniøren 17.11.2012. 

 

Share