Strøtanker om bæredygtighed

Siden A-kraft-ulykken på Fukushima Daiichi-værket marts sidste år er stadig flere af Japans 54 A-kraft-reaktorer blevet lukket for løbende sikkerhedscheck. Efterfølgende har folkestemningen og usikkerheden været så stor, at man ikke har turdet genstarte reaktorerne, og her 5. maj blev den sidste standset for eftersyn. Ligesom med de øvrige, er der ikke meget, der tyder på, at den bliver startet med det første.  Så hvor tsunamien satte 3 reaktorer ud af spillet, har fornuften – eller frygten ville nogle nok hævde – standset de øvrige 51.

Fra i dag er Japan således uden A-kraft for første gang i 42 år, og landet rundt har dagen været markeret med i tusindvis af mennesker på gaden med krav om at opgive A-kraften. 5. maj er traditionelt børnenes dag, og mange har set det som et stærkt symbol, at Japans sidste reaktor lukkede på denne dag – i respekt for fremtiden.

Efter Fukushima-ulykken har man efter europæisk forbillede gennemført en række stres tests for de japanske reaktorer, hvor man har simuleret store påvirkninger af jordskælv og tsunamier. Men lederen af den kommission, som har forestået disse undersøgelser, vil ikke sige, at det dermed er sikkert at starte – det er et politisk valg at påføre befolkningen den risiko. I den seneste måneds tid er det politiske pres for at komme videre fra det nuværende dødvande vokset. Særligt har man sigtet på at få genåbnet to reaktorer i Ohi-værket i Fukui-provinsen og søger lige nu at skabe lokal opbakning dertil. For udsigten til at skulle klare sig igennem endnu en sommer uden A-kraft er mildt sagt svedig.

De japanske somre er fugtigvarme til det stærkt ubehagelige – husker fra en sommer i Kyoto, at der i ugevis kunne være over 30ºC selv ved midnat. De moderne huse ikke bygget til at holde sig selv kølige, men er typisk afhængige af airconditioning – og dermed af store mængder elektricitet – for at være udholdelige. Det japanske energibehov kulminerer derfor på varme sommerdage.

Før Fukushima-ulykken stod A-kraften for 30% af den japanske elektricitetskapacitet, og man havde planer om som del af Japans klimaindsats at øge denne andel til 50%. Sidste sommer klarede man sig igennem, selvom der allerede på den tid var så mange reaktorer lukket, at A-kraften kun bidrog med omkring 10% af el-produktionen. Og denne sommer står man overfor at skulle klare sig helt uden A-kraft. Så selvom en række virksomheder har sikret sig med egne generatorer, så vil der skulle spares endnu mere.

I Fukushima-ulykkens eftertanke har der været en stærk bevægelse for at Japan skulle udfase sin A-kraft og fremover i langt højere grad end i dag basere sin energiforsyning på vedvarende energi. Mange ser dette som et vendepunkt. Men den slags omstilling tager tid, og her i den forestående sommer er der ikke ret mange flere solceller og vindmøller til at køle de japanske byer, og man kommer endnu mere end sidste sommer til at trække på borgernes og virksomhedernes gode viljer til at spare, at undlade, at udskyde, at dele … og at svede.

Særligt to reaktorer ved Ohi-værket, som ligger i Fukui-provinsen ud til Det japanske Hav (se kortet øverst), har man søgt at forklare befolkningen, at de ville være sikre at genstarte. I dette område viser opgørelser, at der ved peak-forbrug vil kunne mangle op til 10% af energiforsyningen. Men protesterne mod at genstarte har vist sig meget stærke i befolkningen – de seneste tre uger har der ligefrem været sultestrejke foran handels- og industriministeriet i Tokyo. Der er overhovedet ikke kun tale om unge universitetsstuderende. Tværtimod ser man mødre og ældre på gaderne i et omfang, Japan nærmest aldrig har oplevet før, ligesom de religiøse kræfter i Japan markerer stadigt stærkere, at landet bør gå videre uden A-kraft. I enquetes svarer befolkningen, at de hellere vil spare og risikere black outs på grund af overbelastning, end at reaktorerne genstartes.

Strengt taget ville centraladministrationen kunne gennemtvinge en genstart. Men dels ville det være politisk selvmord. Dels er der en tradition for, at man får lokal tilladelse – hvilket indtil Fukushima-ulykken har været en ren formssag. Som man ser på kortet, ligger reaktorerne i Ohi så tæt på meget store befolkningskoncentrationer i tilstødende amter i Kansai-området, Shiga, Kyoto og Osaka, at lokaladministrationerne her også har blandet sig og har stillet meget skarpe krav til genstarten af reaktorerne langs vestkysten. Situationen er lige nu helt uigennemskuelig, og der er gået så meget politik i situationen omkring Ohi-reaktorerne, at genåbningen her bliver svær at få listet igennem. Måske man ender med som prøveballon at vælge at genåbne et mere afsidesliggende værk.

Noget andet er, at der har været stillet spørgsmålstegn ved, om der overhovedet bliver tale om kapacitetsmangel, eller om det blot er en måde at “true” sig til at få et antal reaktorer genstartet. For samlet set er der stort set den energi, som skal til i landet. Men for industrien er det i længden en umulig spændetrøje, og for kraftværkerne er der tale om milliardtab.

En del af det øjeblikkelige energiunderskud dækkes ved en øget import af flydende gas. I det korte perspektiv betyder Fukushima-ulykken derfor, at Japan er sat tilbage i forhold til at få sine CO₂-udledninger nedbragt. Men i hele situationen ligger der en kim til at igangsætte en fuld og konsekvent omlægning til vedvarende energiforsyning, så i bedste fald vil vi på bare lidt længere sigt se Japan gå samme vej som Tyskland, og lægge den fossile afhængighed definitivt bag sig.

Til forskel fra sin forgænger, Naoto Kan, som kort efter Fukushima-ulykken proklamerede, at A-kraften skulle udfases i nær fremtid og omlægningen til vedvarende energi prioriteres langt højere end i dag, så er den nuværende premierminister Noda er alt andet end klar i mælet, når det gælder Japans fremtidige energipolitik. Men Japan er stillet en energiplan i udsigt i løbet af i år, og det er ikke usandsynligt, at solceller, havvindmøller og termisk varme bliver de kommende store indsatsområder, og at det sidste A-kraftværk er bygget i Japan.

I en mellemfase vil der nok blive genåbnet en håndfuld reaktorer, for den nuværende situation er kun næsten holdbar i længden. Omvendt ville man hurtigt kunne øge sol- og vindkapaciteten dertil, at spidsbelastningssituationerne var på plads. Og selvom det bliver en svedig august, er den nuværende A-kraft-frie tilstand nok god at fastholde indtil 1) undersøgelserne efter Fukushima-katastrofen er er fuldt gennemførte, 2)  der er etableret en kontrolinstans for A-kraft-sektoren, som ikke er i lommen på A-kraft-industrien (det modsatte har været en væsentligt medvirkende årsag til, at ulykken overhovedet kunne ske), og 3) omstillingsprocessen til en 100% vedvarende energiforsyning er blevet lagt i helt faste rammer.

Se tidligere blog-indlæg om udviklingen i kølvandet på Fukushima Daiichi-værket.

Blog-indlægget Fukushima – links bliver løbende opdateret med links til artikler om udviklingen i kølvandet på Fukushima-ulykken.