Tiananmen – Den Himmelske Freds Plads

4. juni 2012

Den 4. juni 1989, i dag for 23 år siden, satte det kinesiske militær sig igennem overfor de studenterdemonstrationer, som i månederne forinden havde været ved at sætte landet på den anden ende.

Jeg var i Kina, da det skete, havde været i landet fem år tidligere – vistnok det første år hvor man kunne rejse som individuel turist – og havde da taget en omfattende rundrejse i det gigantiske rige. Denne gang var planen at have mere tid til at trænge ind i det kulturelle landskab. Så jeg havde masser af introduktioner til kunstnere i bagagen og ville efter en tid i Beijing og Suzhou tage til Guilin for at opleve og male lysets tryllerier med de eventyrlige bjerglandskaber.

Det skulle dog vise sig at blive en meget anderledes rejse. Det Beijing, jeg havde mødt i 1984, stod op og gik i seng med hønsene – en 15 watt glødepære var da stadig en luksus. Nu var gaderne summende af liv til langt ud på natten, i titusindvis af cyklister cirklede opmuntrende og beskyttende omkring Beijings centrale plads Tiananmen, Den Himmelske Freds Plads, hvor studerende nu gennem mere end en måned havde demonstreret for reformer.

Øverste række billeder herover er fra demonstrationerne på Tiananmen omkring en uge før pladsen blev ryddet, mens nederste række er fra en gigantisk cirkeldemonstration omkring 1. juni.

Hele situationen opstod meget pludseligt efter at Hu Yaobang 14. april døde ved et hjertetilfælde. Hu havde været reformernes og åbenhedens lysende fortaler, men var i 1987 blevet frataget sit hverv som generalsekretær for Det Kommunistiske Parti, efter at han havde modsat sig en hård afstraffelse af demonstranter på Tiananmen i 1986. Visionen og håbet om et åbent, mangfoldigt, frit og demokratisk Kina var i høj grad samlet om hans person, og hans pludselige bortgang gjorde, at studerende landet over spontant samledes. I dagene efter formulerede de studerende syv krav eller anbefalinger til regeringen:

– Affirm as correct Hu Yaobang’s views on democracy and freedom;
– Admit that the campaigns against spiritual pollution and bourgeois liberalization
- had been wrong;
– Publish information on the income of state leaders and their family members;
– End the ban on privately run newspapers and stop press censorship;
– Increase funding for education and raise intellectuals’ pay;
– End restrictions on demonstrations in Beijing
– Provide objective coverage of students in official media.¹

Et i kinesisk sammenhæng meget usædvanligt og – skulle det vise sig – meget uhåndterligt træk. Men de studerendes markeringer greb om sig, 21. april var der mere end 100.000 demonstrerende, 13. maj var der 300.000 på pladsen, og dag for dag slog flere og flere sig fast ned på Tiananmen, hvor mange påbegyndte sultestrejke. Tilsvarende protester dukkede op i større byer over alt i Kina, og de studerendes krav vakte genlyd i store dele af den kinesiske befolkning.

Forud for et statsbesøg fra Mikhail Gorbachev blev der afholdt møder mellem magthaverne og studenter for om muligt at normalisere situationen inden – med de store manifestationer lige uden for vinduerne ville det være særdeles pinligt at modtage Gorbachev i et besøg, som markerede en første forsoning mellem de to lande efter lang tids skærmydsler. Men sådan blev det. Situationen syntes blot at vokse og vokse uden rigtigt at have nogen mulig løsning.

Da jeg 22. maj ankom til Beijing, var mange af de studerende på Tiananmen allerede rejst hjem. Og midt ude på pladsen var den tiltagende sommervarme så kvælende, at de tilbageværende besvimede på stribe, solstukne, sultne, dehydrerede, udmarvede af mange ugers alert og voksende uenighed over, hvor og hvordan dette kunne ende. Ingen havde jo forestillet sig, at de spontane samlinger omkring Hus død ville føre til en situation, hvor Beijing blev erklæret i undtagelsestilstand og hærenheder rykkede sammen om hovedstaden for at “beskytte sig” mod sine studerende. Havde magthaverne blot haft storsind (eller kløgt) til at vente en uge eller to mere, var markeringerne på Tiananmen sandsynligvis gået helt i sig selv.

I det gamle kinesiske orakel I Ching står der et sted, at “den vise viser sin styrke ved ikke at straffe.” Som jeg husker det, insisterede den lokale hærleder på, at de studerende var en del af folket – det folk, hæren var til for at beskytte – hvorfor det ville være utænkeligt, at militæret intervenerede. Men der blev tilkaldt tropper fra Sichuan-provinsen – magtapparatet måtte på en eller anden måde markere sig. Og det var disse hærenheder, som 3. juni 1989 tog opstilling i forstæderne og tidligt om morgenen den 4. juni rykkede ind i Beijing og ryddede de sidste rester af demonstrationen.

Samme nat var jeg stået på nattoget til Suzhou, hvor situationen i Shanghai-området eskalerede i de kommende døgn, med generalstrejke, ild i gaderne og studerende, som lagde sig ned på skinnerne, så togene ikke kunne køre. Officielt var der ikke sket noget, og telefonlinjerne var totalt overbelastede, så skulle man have blot lidt føling med, hvad der skete, var det BBC Radio i smug. Små stencilkopierede lapper med oversættelser cirkulerede i gaderne. De sidste udenlandske journalister blev forsøgt smidt ud, så der var arbejdsro til oprydningsarbejdet.

I Suzhou blev stemningen i de følgende dage gradvist mere knuget, og butikkerne en for en skoddet til. Jeg var sidste beboer på det gamle Suzhou hotel og blev meget direkte opfordret til at rejse. Til sidst fik jeg at vide, at hotellet ville blive revet ned i morgen. Da jeg om aftenen kom tilbage, var fordøren låst og receptionen lukket. Jeg måtte kravle ind via et vindue.

Jeg havde set frem til at stifte nærmere bekendtskab med Suzhous enestående skat af byhaver, og nåede at få taget hul. Men i den stadig mere tilspidsede situation virkede det næsten absurd at gå rundt at se på sublim rum- og havekunst. Samtidig blev det stadig mere klart, at jeg i den uvisse situation ville kunne blive et problem for de mennesker, jeg måtte opsøge, og efter en uge måtte jeg indse, at det var umuligt at gennemføre turen – alene af den helt basale grund, at der ikke var nogen busser eller tog eller flodbåde at tage med videre. Jeg fik derfor arrangeret at kunne bo på universitetets gæstehus, indtil der var mere klarhed over situationen. Men samme dag meddelte sikkerhedspolitiet, at de ikke mere kunne sikre de udenlandske læreres sikkerhed (hvilket betød øjeblikkeligt ud af landet), så i stedet fik jeg en lift med universitetets minibus til Shanghais lufthavn sammen med to udenlandske gæstelærere.

I lufthavnen blev jeg bogstaveligt taget i hånden og ført ombord, mens min rygsæk lynhurtigt blev proppet ind i flyets bug – intet problem, at min billet først var til om to måneder. Få minutter efter blev døren lukket, og jeg var på vej til Tokyo med vistnok det sidste ordinære rutefly ud af Kina det år.

Jeg så ikke en geværmunding og ikke et hår blive krummet – vurderingerne spænder fra nogle få hundrede til 7.000 døde – men Tiananmen-demonstrationerne gav genlyd i alle dele af det kinesiske samfund, og efterfølgende blev der ryddet grundigt op. Stadig her 23 år efter sidder der mennesker indespærret for deres medvirken på Tiananmen.

Der havde i årene forud forsigtigt været lindet på låget, Kinas kunstnere og intellektuelle havde slækket på den selvpåførte censur, kulturrevolutionen var efterhånden så langt bagude, at man igen ytrede sig – om end i forsigtige vendinger – og den pragmatiske økonomiske linje havde givet plads til det entreprenante aspekt af det kinesiske folk og lagt fundamentet for en yderst dynamisk økonomisk udvikling. Men Hus død udløste stærke reaktioner – og de efterfølgende hændelser blev et vendepunkt, hvor Kina efterfølgende degraderede og udrensede alle, som havde støttet aktivt op om markeringerne på Tiananmen. Fra magthaversynspunkt var reformprocesserne tydeligvis gået for vidt.

Stadig i dag er der ikke kommet nogen officiel klarhed over, hvad der skete, eller hvor mange, som døde og blev fængslet i forbindelse med hændelserne i 1989. Men her 23 år efter har den tids Beijing-borgmester Chen Xitong i interviews til bogen Conversations with Chen Xitong som den første markeret tvivl om det rigtige i den måde, situationen blev håndteret på: “nobody should have died if it was handled properly. Several hundred people died on that day. As the mayor, I felt sorry. I hoped we could have solved the case peacefully.” “As our country is now getting stronger, so we should have a more democratic system. Wen Jiabao has said on many occasions that [we need] political reforms … We need to do this step by step … Unfair and unjust things will be readdressed one day.”² Stadig er det kun en enkelt marginaliseret stemme (Chen blev senere fængslet for korruption). Der er stadig lang vej til, at det officielle Kina erkender sine fejlgreb i 1989.

Oplevelserne i 1989 har på det seneste været tilbage i mine tanker, dels fordi minderne fra dengang er blevet vækket af, at jeg for nylig genfandt en del sort-hvid-billeder, som jeg nærmest havde  glemt, at jeg havde, dels ved læsningen af en klumme af CNNs Fareed Zakaria om menneskerettighederne i Kina og i USA.³ Fareed modstiller her en årlig amerikansk global menneskerettighedsrapport med en kinesisk “modrapport” om menneskerettighederne i USA.

Den amerikanske rapport taler om statssponsorerede drab, politiske anholdelser, censur, tortur og forsvinden, og påpeger, at Beijing ikke respekterer ytringsfriheden, pressefriheden og de civile rettigheder.

Den kinesiske rapport derimod taler om den amerikanske rekord i civil våbenbesiddelse og civile mord, at USA er det land i verden, som har størst andel af sin befolkning i fængsel (1 ud af 132!) samt hvordan occupy-bevægelsen bliver groft og voldeligt behandlet – som Fareed påpeger, er det ikke nogen overtrædelse af menneskerettighederne. Men det er billeder af et samfund, hvor noget basalt medmenneskeligt har svært ved at trives.

Der er klart ting i Kina, som kan blive bedre, når man taler om menneskerettigheder, og Kina havde stået langt stærkere i dag, hvis man i 1989 havde evnet at gå i dialog med sine studerende. Men det at studerende stillede krav, var helt uhåndterbart. Kina har igennem årtusinder været et tungt system styret af et stort maskineri, hvor individet har måttet underordne sig i stort og småt. Og selvom det individuelle råderum for kineseren gradvist er blevet større op igennem det 20. århundrede og i dag nok er større end nogensinde før i historien, er det en lang proces. Så situationen udvikler sig, omend langsomt. Og ikke jævnt udviklende, men tværtimod i faser, hvor situationer som Tiananmen i 1989 – og endnu mere Kulturrevolutionen – får store menneskelige omkostninger og for en tid synes at sætte udviklingen i stå.

Når jeg overhovedet tog hul på at skrive dette, er det fordi jeg på det seneste har overvejet, om strategien med at udfolde stadigt mere individuelle individer – at understøtte individets rettigheder og måske lidt sat på spidsen gøre individet til verdens centrum – er et skridt hen imod eller bort fra udviklingen af en global bevidsthed? Er det en nødvendig omend belastende mellemfase?

Menneskerettighederne er primært individrettigheder. Og selvom det er svært at forkaste dem, så må der nødvendigvis være noget, som komplementerer dem. Hvis vi i den grad sætter individets udfoldelsesret i centrum uden at give familier, folkeslag, fremtiden, naturen og dens biodiversitet samme rettigheder – og uden at give individerne individpligter – ender vi med at splitte kloden ad. Vi er faktisk i fuld gang med det, og selvom det er et grusomt (og svært opstilleligt) regnestykke, så er jeg lige ved at tro, at jo bedre vi er til at overholde menneskerettighederne, jo større problem er vi for vores klima og miljø.

Dette er udtrykkeligt ikke noget forsvar for at undertrykke menneskerettigheder. Men det ligger i begrebet menneskerettigheder, at de er antropocentriske – at de sætter mennesket og dets rettigheder i centrum. Med alle de redskaber, som vi har udviklet i de sidste 200 år er vi blot blevet så dominerende i vores globale habitat, at vi er nødt til at redefinere vores rettigheder og behovsmønstre og sætte os ud over denne forsimplede matrix med mennesket i centrum, hvis ikke blot vi skal ende med retten til at forbruge vores livsgrundlag sønder og sammen. For summen af vores rettigheder og behovsmønstre er fundamentalt ubæredygtig. Der må nødvendigvis en række begrænsninger til. Kan det kun ske frivilligt, som noget man har ret til, og som 7 milliarder mennesker hver især på én gang må gøre sig klart og efterleve? Eller kan vi håndtere visse begrænsninger i vores friheds- og rettighedsrum? Formår vi overhovedet som mennesker og som nationer at komme videre til en deep ecology-forståelse, hvor vores rettigheder og behov varetages i fuld harmoni med vores omgivelser?

For eksempel den kinesiske etbarnspolitik står for mange som et radikalt indgreb i vores frihedsrettigheder – som et tiltag, som man dårligt kunne forestille sig i et vestligt demokrati. Men rationalet er klart, og det at landet har formået at tage hånd om væksten i sin befolkningsudvikling er en vigtig del af, at Kina har formået at løfte sig ud af en kronisk fattigdomstilstand. Man kunne måske have ønsket sig i stedet for et forbud at have kørt informationskampagner, men det kunne have taget 30 år og endda ikke virket efter hensigten.

Kina og USA er i dag verdens største udledere af drivhusgasser, og de to lande tegner sig hver for omkring en fjerdedel af verdens klimapåvirkning. Det er derfor uomgængeligt vigtigt, at begge lande går målrettet ind i klimaindsatsen, men indtil nu har ingen af de to lande villet lade sig forpligte. Set i historisk perspektiv har USA akkumuleret langt større CO2-udledninger – og dermed en langt større klimagæld – end Kina, og USA har knowhow i verdensklasse til at sætte effektivt ind. Men hvor Kina i disse år investerer massivt i omstillingen til vedvarende energi og er i fuld gang med at afprøve kvoteordninger, da er USA politisk lammet af Tea Party retorik, skinger klimafornægtelse, et lobbyist-styret Washington og et mediebillede, hvor den ene procents interesser totalt overskygger flertallets, den øvrige verdens og fremtidens interesser. Hvor den nødvendige klimaindsats i USA er totalt forplumret af diskussion og særinteresser, da står den ikke til diskussion i Kina. Måske ikke ideelt, men effektivt.

Det er svært at tænke en sådan tanke højt, men jeg er ikke sikker på, at de demokratiske samfund, som vi kender dem i dag, er i stand til at beslutte sig for at skrue ned for sit forbrug af hensyn til helheden og fremtiden – for så at gøre det. Kan vi individer sætte os ud over vores snævre egeninteresse? Kan vores politikere forestå de nødvendige omstillingsprocesser og regne med at blive genvalgt? En debat som den, vi for nyligt så om betalingsringen, skæmmer. Kunne Danmark for eksempel vedtage en plan for at reducere vores ressourceforbrug med en faktor fem, så vi ikke som nu forbrugte som havde vi fem kloder til rådighed, men kun brugte bæredygtigt af den ene klode vi har – og så efterleve den?

One Planet budgeting, er det så viseligt blevet kaldt. Men nej, vi bliver ved med at klynge os til håbet om grøn vækst, eksporteventyr, CSS og ny teknologi, afkobling af vækst og klimabelastning osv. Og selv hvis vi besluttede os, ville der hele tiden komme nye overspringsmekanismer og nye opfindelser med nye reklamer for nye “behov”,  som tilsammen ville underminere en sådan nedskalering til vores reelle “kloderettigheder”.

Ligesom ubegrænset vækst ikke er mulig i et begrænset system, er ubegrænset frihed en abstraktion i et lukket system – i en virkelighed, hvor ressourceknapheden år for år bliver en stadig mere påtrængende komponent. Om vi kan lide det eller ej, må vi nok se i øjnene, at vores frihed også er en frihed til at ødelægge, og at et system som det kinesiske vil vise sig bedre i stand til at gennemføre de forestående omstillingsprocesser end de vestlige demokratier.

I religionernes storhedstid havde vi tabuet – ting vi ikke måtte og ikke burde, selvom vi strengt taget kunne. Den katolske kirke har for nylig markeret, at umådeholdent forbrug må regnes som en dødssynd, men hvis man ser rundt omkring i den katolske sfære, så har det tilsyneladende ikke mere den store gennemslagskraft. Men hvis ikke den kinesiske model med indimellem særdeles håndfast markerede grænser, hvordan etablerer vi så i et moderne samfund begrænsninger for det moderne menneske, som det moderne menneske forstår, anerkender og efterlever?

Det er værd at overveje her 20 år efter vedtagelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro.

Chinese censors act to silence Tiananmen anniversary talk, (Reuters) The Guardian 04.06.2012.

Tiananmen Square protests of 1989, Wikipedia.¹

Tania Branigan: Tiananmen crackdown was a tragedy, says former Beijing mayor, The Guardian 29.05.2012.²

Fared Zakaria: China calls out ‘overcritical’ U.S., CNN 01.06.2012.³

Lars Hedebo Olsen: Hvor mange døde i Beijing? Politiken 04.06.2009.

Flemming Ytzen: Massakre spøger stadig 20 år efter, Politiken 04.06.2009.

 

Share