COP19 forhandlingspositioner

24. oktober 2013

Sébastien Duyck har i to artikler for for The Adopt a Negotiator Project 22. og 24. oktober lavet en gennemgang af de enkelte landes og grupper af landes positioner forud for COP19, som samtidig er illustreret i Word Clouds – ordbilleder, hvor særligt betydningsfulde ord og begreber er fremhævet. Herover er det for eksempel en Word Cloud over Brasíliens input til de forestående forhandlinger ved COP19 i Warszawa. Og herunder er det en tilsvarende Word Cloud for de afrikanske landes fælles oplæg.

 

Jeg skal ikke forsøge af gentage Sébastien Duycks yderst læseværdige rids af de enkelte landes oplæg, blot opsummere, at der er rigeligt at tale om, at der i de kun langsomt udkrystalliserende konturer af en global klimaaftale synes at være masser af knaster – ikke bare hvor meget, der skal reduceres hvor hurtigt, men nok så meget hvem. Samtlige 19 Word Clouds fra de to artikler er samlet her:

Et problem med disse Word Clouds er, at de er ekstraheret fra pæne velformulerede tekster af de enkelte lande eller grupper af lande. Så hvor de peger på mulighedsfeltet og nuancer i prioriteringerne, så undeviger de de knaster og forbier, som sædvanligvis ender med komme til at dominere forhandlingernes klarhed og retning. For selvom nogle lande (mest latinamerikanske) finder, at det kvotesystem (og den markedsmekanisme), som er tiltænkt at løse vores klimaudfordring, er en absurditet, som blot vil kapitalisere endnu større dele af vores livsgrundlag, så står det der ikke direkte. Selvom verdens fattigste lande med rette kan føle sig svigtet og må se det globale samfund give dem aktiv dødshjælp gennem den manglende seriøsitet og den eklatant manglende handling, så skriver man forsøgsvist høfligt og konstruktivt, for bedre med nogen hjælp end slet ingen. Og selvom nogle lande ved, at de mere eller mindre aktivt forhaler forhandlingsprocessen, så skriver de det ikke.

Der er konfliktpunkter, som går i arv fra COP til COP, som knapt lader sig ane i disse Word Clouds – Ruslands fornærmethed over ikke bare ud fra konsensusprincippet at kunne trumfe sin vilje igennem, de tilbagevendende dybt provokerende amerikanske udmeldinger om, at man ikke kan tage hensyn til fortiden, men må stå lige overfor den fælles udfordring, overfor for eksempel Indien, som stadig har den klare overbevisning, at klimaproblemerne først og fremmest skal løses af de rige lande, koblet med en næsten paranoia-agtig antagelse om, at de rige lande blot endnu en gang vil tørre problemerne af på de fattige lande, selvom udviklingslandenes udledninger efterhånden er større end industrilandenes og selvom for eksempel Kinas per kapita-udledninger snart vil overhale EUs per kapita-udledninger. Alt dette og mere til har ad andre kanaler været luftet i tiden op til COP19 og vil med nogenlunde usvigelig sikkerhed dukke op igen denne gang.

Og så er der de lande, som glimrer ved deres tavshed og fortielser. For eksempel Japan har i sin indmelding komfortabelt undladt at meddele, at man som verdens tredje største økonomi er i færd med at svigte den globale klimaindsats totalt (efterfølgende er et reduktionsmål på 25% opgivet og man regner nu med en 3% stigning i 2020 sammenlignet med 1990).

Stadig er der det uløselige problem, at selvom udviklingslandene på baggrund af, hvad de rige lande allerede har gjort, har en ‘ret’ til at gennemløbe en tilsvarende udvikling i deres anstrengelser for at skabe en tilsvarende rigdom (og er meget tilbageholdende med at lægge selv den mindste bremse selv på den mest himmelråbende klima- og miljøskadelige vækst), så har de ikke denne ret i forhold til de kommende generationer. For fastholdelsen af denne ret vil ødelægge livsvilkårene for de kommende generationer. I et bare lidt større perspektiv er dette da heller ikke i udviklingslandenes egen interesse, men hvordan oversætter man denne ret til en ret til at få hjælp fra de stadig mere ressourcestærke industrialiserede lande til at få den nødvendige gennemløbe en anden udvikling, hvor man i stedet for at blive de sidste fossile samfund blev de første postfossile?

Samme konflikt så vi for blot en måned siden med den internationale luftfartsorganisation ICAOs forsøg på (fremprovokeret af EU) at etablere en klimaaftale for luftfarten. Her var selv store, ‘rige’ udviklingslande lodret imod at tage del i reduktionerne i årene frem mod 2020. Selvom der er tale om småpenge i flyregnskaberne, så fremgik det meget tydeligt, at selv de af EU opkrævede 2 euro pr. langdistanceflybillet, som vel at mærke udgør blot 1-2% af flyrejsen pris (og i parentes bemærket er klimamæssigt helt utilstrækkelige), så gjorde man alle mulige krumspring for at undvige og forsøg på at sabotere systemet selv over EUs luftrum (se blog-indlægget ICAO-aftale om global klimaaftale for luftfarten).

Sébastien Duycks to artikler er særdeles læseværdige og giver til forskel fra mine uforbedrelige strøtanker heroveret et sobert sobert billede af situationen forud for COP19 – om EUs insisteren på en for alle bindende ambitiøs aftale i 2015, om USAs forslag om, at der fra nu af føres fortsatte forhandlinger (det er absurd, at der går måneder og år menllem at man samles om at løse verdens i særklasse største problem) osv.

LDC (sammenslutningen af verdens mindst udviklede lande), hvis Word Cloud ses herover, er de eneste, som peger på nødvendigheden af en målsætning på 1½°C. AOSIS, sammenslutningen af øriger, som normalt er den gruppe af lande, som er fortalere for de strengeste reduktionsmål, vil givet slutte op om dette, men de havde ikke pr. 22. oktober indgivet deres forventninger til forhandlingerne. Men spørgsmålet er efterhånden det alarmerende, om selv 2°C-målsætningen, som blev vedtaget i København for snart 4 år siden og som den gang stod som et svagt resultat, i mellemtiden er ved at glide os af hænde som mulighed? – om årtiers smølen og forhandlinger i sneglefarts endte med at det var for sent, da vi endelig gik i gang?

I den netop offentliggjorte første del af IPCCs AR5 har man denne gang medtaget et 1½°C-scenario, så det er stadig teknisk muligt, selvom det kræver en endnu hurtigere opbremsning og omlægning end 2°C-scenariet. Når man regner på det, så taler vi om omkostninger på 1-2% af verdens bruttonationalprodukt, så det er betaleligt, pengene kunne findes blot ved at overføre ressourcerne fra militæret, som alligevel ikke kan beskytte os mod klimaforandringerne. Denne pris skal vel at mærke ikke sammenlignes med status quo, men med et bruttonationalprodukt, som blot få årtier fremme vil være adskillige procent reduceret af klimaforandringerne, hvis ikke vi gør noget. Så ligesom det bliver dyrere for hver dag, uge, måned og år, vi udskyder de nødvendige omlægninger fra den fossile afhængighed, så er det samfundsøkonomisk ruinerende at undlade at handle. Samtidig vil implementeringen af 1½°C-scenario vil kunne redde verdenshavenes fødekæder, afbøde de værste tab af biodiversitet og give håb om, at verden fortsat har beboede atolriger. Men det vil kræve en politisk vilje og et politisk mod, som vi stadig har til gode at se.

Og det carbon budget, som denne gang fandt vej til AR5, er overhovedet ikke nævnt i landenes indrapporterede statements forud for COP19 (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO2-budget). Der refereres tværtimod til i dag forældede reduktionsmålsætninger som 80% i 2050, som selv hvis vi rent faktisk fulgte dem, ville gøre, at vi længe forinden havde sprængt budgettet.

Der er også foruroligende lidt om, hvad der skal ske i årene frem til 2020, hvorfra den globale aftale skal iværksættes. Har verdens lande vitterligt tænkt sig 7 års frihjul, før man begynder at tage klimaudfordringen alvorligt? I givet fald vil det i historiens bakspejl fremstå som noget af det mest ubegavede i de fossile samfunds generelt ubegavede slutfase, for situationen er tværtimod sådan, at de (systemiske) besparelser, som bliver foretaget her i de allernærmeste år har langt større værdi i forhold til at fastholde muligheden for at holde 2°C-målsætningen og sikre fremtidens klima end nok så velmente tilsagn om reduktioner i 2030erne og 2040erne.

I blog-indlægget Tilløb til COP19 samler jeg løbende links om situationen forud for COP19 i Warszawa 11.-22. november. Blog-indlægget Polske genveje ser på værtsnationens noget blakkede attitude, mens en række indlæg ser på første del af AR5, IPCCs nyeste samlede klimarapport.

Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

Sébastien Duyck: Visualization of countries positions ahead of the COP-19 – industrialized countries, Adopt a Negotiator 24.10.2013.

Sébastien Duyck: Visualization of countries positions ahead of the COP-19, Adopt a Negotiator 22.10.2013.

Submissions from Parties to the COP and CMP, UNFCCC.

 

Share