COP19: Donald Brown – Equity og IPCCs carbon budget

25. november 2013

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO2 that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO2-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

En af de første dage i Warszawa stillede Brasílien forslag om at få IPCC til at etablere en sådan metric, som man kunne bruge til at udmåle, hvor meget af IPCCs carbon budget, der var tilbage for hvert land. Det blev få dage senere til et fælles forslag fra G77 + Kina, hvilket vil sige, at omkring to tredjedele af verdens lande stod bag. Men ikke mindst fra amerikansk side var der total afvisning. Og EU støttede stærkt op her, ikke fordi man ikke ville tale historiske udledninger, men fordi man med en sådan opgave ville trække IPCC og videnskaben langt ind i den politiske sfære, man stadig forsøger at holde den fri af.

Man kunne forestille sig en fast pris pr. ton i dette carbon budget, men lur mig, om ikke markedsløsnings-elskerne kunne finde på en form for markedsmekanisme, så disse “tilladelser” – og de rige landes overforbrug deraf – kunne handles. Hvis et sådant princip vandt gehør og hvert af disse ton så blev tildelt en værdi på for eksempel 25$, så havde man en nøgle for klimafinansieringen, hvor lande, som allerede havde forbrugt mere end deres del havde udmålt deres historiske bidrag til en stor klimafond, mens lande som aldrig ville få mulighed for at bruge deres del omvendt ville kunne trække tilskud til udviklingen af bæredygtige ligevægtssamfund drevet på vedvarende energi. Problemet er blot, at det ville drive de lande, som historisk har haft store emissioner direkte i ruin. Og ikke mindst på den amerikanske hjemmebane, hvor problemet var størst, ville der aldrig kunne skaffes accept deraf.

Hele tankegangen bygger da også på nogle tvivlsomme moraler. For i den tidlige fase af industrialiseringen var der ingen, som vidste, at mennesket gennem sin fossile afbrænding var ved at bringe hele klodens klimasystem ud af balance. Man kunne så vedtage at stryge udledninger før et eller andet år, for eksempel 1992, hvor hele klimaprocessen blev sat i gang efter FNs topmøde i Rio de Janeiro. Selv da ville lande som Indien og Kina sige, at det var uretfærdigt, for de industrialiserede lande havde haft en ret, som de også burde have. Omvendt så er det svært at acceptere, at noget land har “ret til” at forurene så og så meget i atmosfæren, bare fordi andre gør det. Og hvis man kommer fra en af verdens mange atolstater, som står overfor at forsvinde under havets overflade, hvis ikke alle snarest får bragt deres udledninger til ophør. Så er hvert ton CO2, som udledes et ton for meget, uanset, om det kommer fra et rigt land eller fra et udviklingsland, som påkalder sig retten til en tilsvarende udvikling.

Thiagarajan Jayaraman fra Tata Institute of Social Science i Indien siger omvendt, at han ser den eneste løsning i at man øger det samlede carbon budget, så der også er plads til at verdens øvrige lande nåede at blive rige som de gamle industrilande. Det ville give også udviklingslandene mulighed for at få deres retfærdige andel.² Ganske rigtigt ville man ved for eksempel at fordoble verdens carbon budget give plads til, at langt flere lande kunne gennemløbe samme industrialiseringsproces som den vestlige verden drevet på samme måde af fossile brændsler. Og man har også fornemmet ved denne COP, at store hurtigt udviklingslande som Kina og Indien vil gå langt i kampen for deres ret dertil. Men prisen ville være, at 2ºC-målsætningen skred, og vi snarere ville ramme en 3½-4ºC temperaturstigning, med kolossale ødelæggelser i økosystemer, biodiversitet og levevilkår for store dele af kloden, og på bare lidt længere sigt havstigninger, som vil sætte alverdens kystbyer skakmat. Og man risikerer med en sådan strategi meget let at nå en række klimatologiske tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Brown skriver sidst i sit første paper (min nummerering), at:

“Ethics and justice demand that high-emitting nations and individuals reduce their emissions to their fair share of safe global emissions. Furthermore, it is already a settled principle in international law that polluters should pay for their pollution, that nations should reduce their emissions to prevent dangerous climate change on the basis of ‘equity,’ not national interest, and that nations should prevent their citizens from doing harm to people outside their national jurisdictional boundaries. These rules collectively mean that nations may not base their climate change national strategies on national interest because they they have duties, obligations, and responsibilities to others that they must take into account when setting national climate change policy. Yet hardly any nations are explaining their national ghg emissions reductions commitments on the basis of how they are congruent with their equitable obligations and the international media for the most part is ignoring this vital part of this civilization challenging drama unfolding in Warsaw.”³

Vi har lige set et klassisk eksempel på det sidste med den japanske opgiven sin klimaambition under henvisning til Fukushima-katastrofen (se blog-indlægget COP19: Japansk klima-blackout). Og hvis man ser på fastsættelsen af EUs klimamålsætninger, så er de også meget mindre styret af, hvordan EU bedst kan bidrage med sin del til den globale omstilling, end af spørgsmålet, hvordan man slipper billigst på kort sigt – om så det er Polens fastholden sin “ret til” fortsat afbrænding af store mængder af kul selv når vi ved, at det er dybt problematisk, eller den tyske bilindustri, som vil have lov til at fortsætte med at producere overdimensionerede biler med unødvendigt stort brændstofforbrug.

Browns papers er ikke specielt klart strukturerede, men ganske fascinerende at læse, fordi han hele tiden søger at fremdrage den etiske dimension i klimaproblematikken. Problemet er bare, at hvor vi som del af vores civilisations udvikling er nået et vist stykke med at afklare de etiske spørgsmål i det mellemmenneskelige, så er vi stadig ved den allerførste begyndelse, når det gælder vores behandling – nogen ville sige mishandling – af vores omgivelser. Ikke fordi vi er blevet ondere, men fordi vores redskaber til at gribe ind i vores omgivelser med den industrielle revolution er blevet så meget voldsommere, at selv små fejlprogrammeringer, som i mange hundrede år gik an uden alvorligere konsekvenser, i dag viser sig at have fatale følger. Vi står således i dag overfor at måtte definere vores grænser på en helt anden måde end hidtil.

Hvis vores grundlov i høj grad er formet ud fra individets ret og pligt i nationalstaten, så er der modsvarende brug for at definere individets og statens (og byens og virksomhedens) ret og pligt i (og grænser overfor) det globale økosystem, herunder den atmosfære, som vi har fået hældt så meget CO2 ud i, at vi langsomt men sikkert er ved at koge planeten af. Inden for de nærmeste årtier kommer vi nok til at se ganske stærke modifikationer af det individuelle råderum – opgaven bliver her at definere et frihedsrum, som kan undgå den miljømæssige nedslidning.

Update 28.11. – I et efterfølgende blog-indlæg ser Brown på, hvordan den etiske dimension i forståelsen af klimaudfordringen, som der ellers gennem årene har været en så massiv afvising af i USA, gradvist har fået plads i klimadækningen i store toneangivende medier som New York Times, Washington Post og Bloomberg News. Og han slutter med fem fordringer til de amerikanske mediers dækning af klimaspørgsmålet: “We will know that the US media is seriously paying attention to the ethical dimensions of climate change if it examines the following questions when it covers US climate change policy debates:

1. What is the ethical justification for any proposed US greenhouse gas reduction target in light of the fact the US has duty to reduce its emissions to the US fair share of safe global emissions. In setting a ghg emissions reduction target, what ethical obligations to nations and people outside the US has it taken into account.

2. If the United States is a very large emitter of gigs compared to most other nations in terms of historical and per capita emissions, why doesn’t the United States have an ethical duty to fund reasonable climate change adaptation measures in and losses and damages of poor developing countries that have done little or nothing to cause human-induced warming.

3. If a US politician argues in opposition to proposed US climate policies on the basis of cost to the US economy, why doesn’t that politician acknowledge that in addition to US economic interests, that the United States has duties to people around the world and future generations to reduce ghg US emissions.

4. If United States actually has ethical duties for the rest of the world to reduce its ghg emissions to its fair share of safe global emissions, why is there no national policy encouraging everyone in the United States including individuals and corporations to reduce unnecessary ghg emissions.

5. On what basis may the United States argue that it need not reduce US ghg emissions to its fair share of safe global missions because China or some other developing country has not yet adopted strong climate change policies, given that any US ghg emissions in excess of the US fair share of safe total omissions is harming hundreds of thousands of people around the world and the ecological systems on which life depends.”

… fem spørgsmål, som man med stor rimelighed kunne lade gå videre til den danske presse. Ikke fordi svarene ville være de samme, men fordi der stadig i medieverdenens håndtering af klimaudfordringen er lang vej til en fuld forståelse af dens etiske dimensioner.

To tidligere blog-indlæg Donald Brown: Romneys klimafornægtelse og Donald Brown: Forbrydelse mod menneskeheden ser på, hvordan Brown har søgt at gøre klimafornægterne ansvarlige for forbrydelse mod menneskeheden.

Se IISDs Earth Negotiations Bulletin for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.11., 18.11., 19.11., 20.11. og 21.11. og 22.-23.11. for et mere teknisk præget resume af forhandlingerne i de mange spor (pdf).

Se COP19 optegnelser her på Strøtanker for 11.11., 12.11., 13.11., 14.11., 15.11., 16.-17.11., 18.11., 19.11., 20.11., 21.11., 22.11. og 23.11.

Se øvrige COP19 blog-indlæg: COP19: Naderev Saños tale på åbningsdagen, COP19: Japansk klima-blackout, COP19: Slut med konventionelle kulkraftværker, COP19: Donald Brown – Equity og IPCCs carbon budget , COP19: Climate smart agriculture – adaptation & mitigation, COP19: resultater og reaktioner samt forud for COP19: Polske genveje, COP19 forhandlingspositioner og Tilløb til COP19.

Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

Donald Brown (0): Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations-The First In A Series Of Reports, Ethics and Climate 12.11.2013.

Donald Brown (1): Ethical and Justice Issues At the Center of the Warsaw Climate Negotiations-Issue 1, Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term, Ethics and Climate 14.11.2013.³

Donald Brown (2): The Ethical and Justice Issues At the Center of the Warsaw Climate Change Negotiations-Issue 2, Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium- to Long-Term, Ethics and Climate 17.11.2013.¹

Donald Brown (3): Ethical and Justice Issues At the Center of the Warsaw Climate Negotiations-Issue 3, Financing Adaptation in Vulnerable Counties, and Issue 4, Ethical Responsibilities for Loss and Damages, Ethics and Climate 20.11.2013.

Donald Brown: US Media Finally Acknowledges That Ethics and Justice Issues Are At the Center of Contention in Climate Change Negotiations, Yet Has Not Caught On to the Significance of This for US Policy, Ethics and Climate 28.11.2013.

Fred Pearce: The Trillion-Ton Cap: Allocating The World’s Carbon Emissions, Yale Environment 360, 24.10.2013.²

 

Share