31. maj 2015 arkiv

Indien på smeltepunktet

31. maj 2015

Herhjemme kalder vi det hedebølge, når termometeret nærmer sig 30°C. Men i disse dage er Indien ramt af en massiv hede, hvor store dele af landet når over 40°C og visse områder over 45°C med forventninger om, at de værst ramte områder i de kommende dage vil nå op til 50°C. Yderligere er det en hede, som mange steder akkompagneres af høj fugtighed, så kroppen har sværere ved at komme af med varmen. Dag for dag er de rapporterede dødstal da også vokset, 1.000, 1.100, 1.700, 1.800 og i skrivende stund kommer de første meldinger om mere end 2.000 døde, hvoraf de fleste i Andhra Pradesh og Telangana (på kortet den nordlige del af Andhra Pradesh) i det sydøstlige Indien.

Mange andre steder i verden ville situationen øjeblikkeligt være blevet koblet sammen med klimaforandringerne og den massive luftforurening, som indhyller store dele af Indien i en varmeabsorberende dis. Det skal nok også komme i Indien, men NGO-tætheden og de kritiske briller i det store land er lille, og Modi-regeringen har lagt stort pres på NGO-verdenen om ikke at konstant at stille spørgsmålstegn ved den valgte udvikling og stille landets ledelse i dårligt lys. Presset er lige nu så stort, at 9.000 organisationer har fået inddraget deres tilladelse til at virke i Indien. En organisation som Greenpeace har fået spærret sine konti og et tæt på at måtte lukke ned for sine aktiviteter i landet. Der kører lige nu en retssag, med den påstand fra den indiske stat, at Greenpeace Indien har modtaget økonomisk støtte fra udlandet, som ulovligt bliver brugt til at øve politisk indflydelse i landet, som er skadelig for landets økonomi. Dagbladet Politiken skriver 28. maj, at en hemmelig rapport, som ligger til grund for regeringens indgreb, vurderer, at udenlandske miljø- og menneskerettighedsorgansiationers aktivitet reducerer den økonomiske vækst med 2-3% om året ved at skræmme potentielle investorer bort. De massive miljø- og fattigdomsproblemer, som følger med Indiens industrialisering, løser blot ikke sig selv ved at kvæle kritikken deraf.

Der er da også enkelte referencer til klimaforandringer. For eksempel henviser en artikel i Time til IPCCs seneste rapport, som konstaterer, at hedebølger i Sydøstasien siden 1950 er blevet flere og voldsommere. Den indiske National Disaster Management Authority siger tilsvarende, at hedebølger er stigende på grund af den globale opvarmning, og at de har en “devastating impact on human health”.

“The worst heat wave in living memory sweeping across Telangana and Andhra Pradesh is an “extreme climate event” and if steps are not taken to reduce human-induced warming, summer temperatures could soon rise to 50 degree Celsius in many areas, top climate change experts warned”, skriver Beppa Majumdar 29. maj i Times of India: “‘There is now sufficient evidence to suggest that the increase in temperatures is linked to climate change and we will see more such extreme weather patterns in the near future,’ Nitin Desai, a key member of Prime Minister Narendra Modi’s Climate Panel, told TOI.” Så vi kan forvente, at Indien i den kommende tid vil styrke sit krav om en hurtig og målrettet global klimaindsats ikke mindst fra verdens rige lande.

Læs mere »

Share