5. juli 2015 arkiv

Paris 2015 – Brasíliens INDC i støbeskeen

5. juli 2015

Brasílien råder over enorme vandkraft-ressourcer. Herover ses området ovenfor Balbina-dæmningen i Amazonas’ regnskovsområde, hvor man lige kan ane det gamle flodleje gennem den øvre tredjedel af billedet. Opstemningen af Uatumã-floden her skabt en omkring 3.000 km2 kunstig sø med 3.500 øer, hvor i titusindvis af døde træer, som man end ikke har orket fjerne, stadig stikker op gennem vandet. 

Under et nyligt besøg i Washington sidst havde Brasíliens præsident Dilma Rousseff og præsident Obama 30. juni en fælles pressekonference i Det Hvide Hus, hvor de proklamerede et fremtidigt klimasamarbejde og en række synspunkter på, hvad den kommende klimaaftale i Paris måtte indebære. Mere specifikt forpligtede begge lande sig til at udfase hydrofluorocarboner samt inden 2030 at have mindst 20% vedvarende energi i den del af energisektoren, som ligger ud over vandkraften (som for Brasíliens vedkommende i 2010 udgjorde 78% af energiforsyningen). For USA indebærer det en tredobling af mængden af vedvarende energi, mens det for Brasílien indebærer godt en fordobling.

Rousseff lovede også ikke bare at bremse den illegale rydning af regnskoven, som gradvist i de senere år er kommet mere under kontrol, men at iværksætte en genplantning af et område på størrelse med England. Yderligere lovede hun inden Paris at fremlægge en ambitiøs klimamålsætning. Men ikke et ord om hvornår den hastigt ekspanderende brasilianske økonomis CO2-udledninger, og i det hele taget fik vi ikke ret meget konkret at vide om Brasíliens kommende klimamålsætning.

I det fælles U.S.-Brazil Joint Statement On Climate Change, bliver vigtigheden af at imødegå klimaudfordringen og viljen til at arbejde for en stærk Paris-aftale, som gør det muligt at holde 2°C-målsætningen fremhævet. Og måske det ikke skal undervurderes, at mere eller mindre samtlige lande forud for Paris har bundet sig op på at ville bidrage til 2°C-målsætningen. For konklusionen på den Synthesis Rapport, som UNFCCC udarbejder i løbet af november på baggrund af de indleverede klimamålsætninger, ved vi allerede nu, at der er et graverende misforhold mellem hvad de enkelte lande har sagt det vil gøre, og hvad der skal til for at holde klimaudviklingen under 2°C. Her kan disse generelle tilsagn blive vigtige i bestræbelserne på at få øget tilsagnene dertil, at klimakursen er sikret. Men omvendt virker det ikke realistisk, at for eksempel et tungt system som EU i løbet af november kan hæve sin 2030-målsætning fra 40% til 50%. Selv for lande som Japan, Canada og Australien, som allerede inden de har indgivet deres INDC har ladet dem sive – og har fået massiv kritik derfor – synes det svært at forestille sig, at der kommer en ny klimapolitik på banen inden Paris, også fordi den forudgående sivning synes at være en del af en ‘mindst muligt hvor man stadig klare sig igennem uden for mange skrammer’-strategi.

Læs mere »

Share