21. maj 2017 arkiv

Afstemning om udfasning af den schweiziske A-kraft

21. maj 2017

I dag holder schweizerne afstemning om A-kraftens fremtid i landet. Schweiz var et af de lande, der reagerede kraftigt på Fukushima-katastrofen, så i tiden efter blev det i princippet besluttet, at den schweiziske A-kraft gradvist skulle udfases, og tre nye atomreaktorer under forberedelse blev efterfølgende opgivet. Sidste efterår vedtog det schweiziske parlament en Energistrategi 2015, men det højreorienterede Schweiziske Folkeparti krævede energiplanen sat til afstemning (hvilket er ganske almindeligt i Schweiz). Derfor kunne schweizerne i dag give deres mening til kende om regeringens energistrategi.

Forslaget fra den schweiziske centrum-højre-regering indebærer, at der ikke kan bygges nye atomkraftværker i Schweiz, og at de udfases i takt med, at de når grænsen for den teknisk forsvarlige driftsperiode. Planen sigter således på inden 2035 at kunne klare sig helt uden A-kraft.

Energiforsyningen i Schweiz er betydeligt anderledes sammensat end den danske. I dag kommer blot 5% fra vedvarende energikilder som sol og vind, mens A-kraften leverer 35% og hele 60% stammer fra vandkraft. Opgaven er således inden 2035 at etablere, hvad der svarer til en tredjedel af det nuværende energiforbrug, enten gennem indfasning af vedvarende energikilder som sol og vind eller gennem energibesparelser. Det forslag der i dag er til afstemning, rummer en betydelig energibesparelsesindsats. Således vil man gennem en bred vifte af initiativer søge at få den enkelte schweizers energiforbrug nedbragt med omkring 43% i 2035 i forhold til i dag – en prioritering, man må tage hatten af for.

Med den store andel af vandkraft har schweizerne ikke samme problemer med de vedvarende energikilders svingende natur som mange andre lande. For de enorme vandmasser, der findes opstuvet bag landets mange vandkraftreservoirer, er som et gigantisk batteri. Faktisk kunne man mene, at Schweiz burde sammentænke sin energistrategi med de omgivende regioner, så man forenklet sagt kunne trække på billig vindstrøm fra fladere landskaber når det stormede over havene, mod at dele af sine vandreserver, når møllevingerne stod stille. Men med de store vandkraft-ressourcer landet har alle muligheder for at lave en ultrastabil energiforsyning.

Læs mere »

Share