Indlæg om agenda 21 og deep ecology

Donald Brown: Forbrydelse mod menneskeheden

24. august 2012


.
Donald Brown: Why The Climate Change Disinformation Campaign is So Ethically Abhorrent.

Donald A. Brown, som i dag forsker ved Widener’s Environmental Law Center, har lavet hjemmesiden Ethics and Climate om den etiske dimension af klimaspørgsmålet, som han ser som næsten fuldstændigt fraværende i vores nuværende håndtering af klimaspørgsmålet.

I introduktionen til Ethics and Climate skriver Brown: “Climate change must be understood essentially as a civilization challenging ethical and moral problem. It is an ethical problem because some people and nations more than others are responsible for causing this problem, the consequences to those who will be most harmed from climate change are potentially catastrophic, and those most vulnerable to climate change often can’t protect themselves from harsh climate impacts. Their best hope is that those causing the problem will respond to their ethical duties to reduce their greenhouse gas emissions to their fair share of safe global emissions.”

Ethics and Climate har på nuværende tidspunkt mere end 80 indlæg, som søger at inddrage den etiske dimension i klima-problematikken, heriblandt en serie på tre videoer, hvor Brown belyser klimafornægtelsen og den systematiske dis-informationskampagne, som ikke mindst i USA kører særdeles massivt i medierne.

Den første af de tre videoer (herover) ser på, hvorfor den fossile industri overhovedet finansierer denne misinformationskampagne, og hvorfor markeds-fundamentalisternes støtteorganisationer er “så etisk forkastelige.” Hans historiske gennemgang har næsten rettergangsagtig karakter, og han stiller da også ad flere gange spørgsmålet, om den bevidste forstyrrelse af verdenssamfundets erkendelsesproces, som gør, at vi igennem tre årtier, hvor vi kunne have handlet, blot har udskudt at gøre det, må betragtes som “crime against humanity.”

De to følgende videoer kan ses herunder:
.

Læs mere »

Share

Deepak Chopra om klimaudfordringen

14. august 2012

Huffington Post bragte mandag en yderst interessant artikel af Deepak Chopra, Global Warming and the Meaning of Doom, hvor han indledende ser på forskellige reaktioner på den klimakrise, som med stadig større tydelighed udfolder sig umiddelbart foran os. Han opstiller her fem forskellige taktikker eller attituder, som man kan vælge overfor klimaudfordringen:

– Mount a vigorous public crusade with greater signals of alarm.
– Rely on future technology to reverse the harm done to the atmosphere.
– Prepare for a future with a drastically different ecological balance.
– Do nothing, except perhaps pray.
– Temporize until the catastrophe cannot be ignored.

Den første strategi er aktivistens og klimajournalistens velmente forsøg på at råbe verden op og talen til fornuften, moderinstinktet, retfærdighedssansen, overlevelsesdriften vores allesammens højere stræben og idealer. Den næste er troen på den teknologiske løsning, storskala-geoengineering, det teknologiske fix. Som da Dansk Industri op til Klimatopmødet i København lancerede et Bright Green-concept, hvor vi blot skulle fortsætte med at forbruge som hidtil, så skulle industrien nok sørge for, at producere klimavenligt og bæredygtigt.

Den tredje strategi er den klimatilpasning, vi alle må prioritere, når den fælles klimaindsats ikke lykkes. Den fjerde og femte strategi – ikke-handlingen og udsættelsen – er i dag nok de mest udbredte, både på villavejene og i de politiske systemer. I en situation, hvor vores videnskab har afdækket et akut behov for gennemgribende handling, så vi ved COP17 i Durban verdenssamfundet enes om først at måtte gøre noget fra 2020 og efterfølgende knapt at kunne blive enige om, hvad man havde besluttet. Og vi måtte for nylig i Rio indse, at viljen til at handle i et globalt perspektiv kan ligge på et meget lille sted.

“It seems utterly meaningless to foul our planetary nest,” skriver Chopra: “But there is meaning to be found here. The meaning resides in the very source of the problem, human nature. Human beings place their desires ahead of the collective good. We consider ourselves more important than the ecology, which is rooted in the belief that we are above Nature herself, a privileged species that need answer to no one, not Nature, not God (if a deity exists).”¹

Læs mere »

Share

Naturens Pris

13. august 2012

I sidste uge bragte George Monbiot med artiklen Putting a price on the rivers and rain diminishes us all en klassisk bredside mod det stadig mere omsiggribende fænomen at sætte pris på naturen – ikke bare i forståelsen at man holder af naturen og synes den er smuk, men det at man konkret sætter en pris i kroner og øre, dollars og euro på naturen.

For hermed gør vi naturen til “vores natur”, til en vare, til noget vi kan eje, købe og sælge – og forbruge. Hele denne værdisættelse vil uomgængeligt blive antropocentrisk, fastsat ud fra hvad vi mennesker finder værdifuldt. Hvad frøer, salamandre, katte osv. måtte værdsætte – som retten til at leve uforstyrret af mennesket – vil til enhver tid være sekundært i forhold til den værdi (for os), vi kan finde ud af at projicere ud i naturens enkelte dele.

Måske udviklingen er lidt mere fremskreden i England, hvor den forrige regering bad en forskningsvirksomhed at få prissat hele den engelske natur, eller måske rettere værdien af den engelske naturs værdiskabelse. Monbiot skriver, at selvom denne forskningsenhed påtog sig opgaven, så udtrykte den i sin afrapportering tvivl om hele forehavendets natur, at: “this exercise was ‘theoretically challenging to complete, and considered by some not to be a theoretically sound endeavour’. Some of the services provided by England’s ecosystems, it pointed out, ‘may in fact be infinite in value’.”¹

Jeg må indse, at jeg hører til dem, som finder værdisættelsen af naturen og vores indgreb i den meget uhyggelig, som en tankegang vi ikke skal begive os ind på. Det er ikke fordi prisen på en olieindsmurt fugl altid vil være for lav, når den bliver holdt op mod de interesser, som førte til, at olien blev pumpet op, transporteret og spildt på havet. Det er det basale forhold, at vi overhovedet sætter en kontant pris på naturen.

Princippet har været brugt i det små i mange år. Hvis man skulle anlægge en motorvej over Fyn, så kunne man ved at værdisætte de forskellige arealer, man måtte inddrage for forskellige vejføringer, og tildele dem en pris, ligesom man kunne konstruere en pris for alle de besvær og problemer, motorvejen medførte. På den måde kunne man økonomi-optimere linjeføringen. Men hvem sætter prisen på en golfbane overfor prisen på en kornmark overfor en fredskov, overfor en udsigt, overfor en fragmentering af den vilde natur? Og kunne dette regnestykke nogensinde føre til, at det var bedre for helheden ikke at lave motorvejen?

Læs mere »

Share

Minka

23. juli 2012


.
Minka er det japanske ord for folkehus, eller måske rettere folke-hjem. Ordet er sammensat af to skrifttegn, min, som betegner menneske/folk, og ka/ke, som på én gang betegner to i hvert fald indtil for nyligt uadskillelige: bygningen og familien. Og det bruges stort set som det danske ord bondehus.

Den japanske minka har gennem tiderne udviklet sig meget forskelligt fra egn til egn. Forskellene afspejler meget nøje de lokale forskelligheder i klimaet og de forhåndenværende materialer. Ikke mindst tagenes udformning afslører, om en egn har voldsomme taifuner, kraftig nedbør i regntiden eller meterdyb, tung tøsne om vinteren. Da jeg i 1984-85 var i Japan første gang, rejste jeg derfor meget rundt i det langstrakte rige for at erfare, hvordan den lokale byggetradition igen og igen havde formået at få noget smukt, holdbart og beskyttende – og fundamentalt naturligt – ud af de på stedet særlige vilkår.

Denne 15 min. lange film kredser om genopførelsen af en minka fra 1700-tallet, som skulle rives ned, men som to mennesker beslutter sig for at give et nyt liv. I første omgang får de bygningen forsigtigt skilt af. Herefter går jagten på det rigtige sted at genopføre minkaen.

Under vejs er der mange fine betragtninger om det at bo og bygge, som da filmens fortæller Yoshihiro Takishita peger på en bunke træ, resterne af en sammenpakket minka i skovbrynet, og med en vis tilfredshed konstaterer, at den dag, minkaen ikke kan mere, bliver den atter til skov. Kunne vi blot sige det samme om vores moderne byer.

Læs mere »

Share

Tyrkiske vandlege

11. juli 2012

En af de tidligste drivmidler for den industrielle revolution var vandkraft. Men vandhjulet har været brugt helt tilbage til grækernes og romernes dage, og man finder tilsvarende brug af vandhjulet i Kina tilbage til 200 år f. Kr.

I moderne tid har vandkraften fået en ny rolle. Ved at opstemme vandet og lade det drive en turbine, som producerer elektricitet, kan man adskille det sted, energien produceres, og det sted, hvor energien forbruges. Derfor er flere og flere af verdens vandløb i løbet af de 20. århundrede blevet opstemmet for at hamle op med vores stadig større forbrug af elektricitet. I mange tilfælde er det et stort plus. Men i takt med at anlæggene er blevet stadig større, er de miljømæssige omkostninger og ødelæggelsen af flodlandskaberne, som ofte har været dyrket og beboet gennem årtusinder, nogle gange endog meget omfattende.

I Tyrkiet har man som del af et stort regionalt udviklingsprojekt for landets sydøstlige del, GAP-projektet, indledt en stor satsning på vandkraft, som indebærer i alt 22 dæmningsanlæg. Visionen om at inddæmme og opsamle energien fra Eufrats og Tigris’ øvre løb går tilbage til 30erne, men de nuværende projekter er udtænkt i 70erne. De 22 dæmninger vil tilsammen producere omkring 7,5 GW strøm.

Én af dem er Ilisu-dæmningen, som opstemmer Tigris-floden kort før den løber ind i Irak. Den dag, den står færdig, vil turbinerne fra den 135 m høje og 1.820 m brede dæmning producere omkring 1,2 GW – eller rundt regnet som et moderne A-kraftværk. Men den mere end 150 km lange og 313 km2 store opstemningssø vil også tære på vandforsyningen nedenstrøms, den vil kræve relokalisering af mellem 40-65.000 mennesker, og den vil sætte den historiske by Hasankeyf under vand.

Læs mere »

Share

Bhutans lykkeindeks – det nye BNP?

25. juni 2012


.
Denne lille video fra Bhutan – et af de få steder, hvor det endnu ikke er lykkedes den moderne civilisations forbrugerisme at udbrede sit mycelium – blev lagt op på Rio+20s hjemmeside umiddelbart inden topmødets start.

Bruttonationalproduktet BNP har længe været den definitive målestok, når vi skulle sammenligne velstanden i verdens lande, men i de senere år har der stadig oftere været stillet spørgsmålstegn ved det rimelige heri. Selv når man korrigerer for indbyggertal og real-købekraft, er BNP i sidste ende en kvantitet, som kun rudimentært beskriver de fleste af de kvaliteter, som gør livet værd at leve: sundhed, kærlighed, tryghed, livsglæde. Der findes da også et utal af talemåder, som uden at afvise, at penge er rare at have, understreger, at man ikke kan købe sig til lykke.

Frem for økonomisk vækst som mål har man i Bhutan systematisk igennem fire årtier søgt at udvikle landet i forhold til at bibringe sin befolkning den størst mulige lykke. Og man har gradvist udviklet et lykke-indeks med 72 parametre inden for 9 forskellige hovedområder for at kunne “måle” samfundets niveau af lykke i både kvantificerbare og mere uhåndgribelige aspekter.

Læs mere »

Share

Rio+20 – reaktioner og konklusioner

24. juni 2012

tegning fra Politiken 26.06.2012

Rio+20 er ovre. Arrangørerne er tilfredse med resultatet – det skal de jo være, selvom Ban Ki-moon på sin stilfærdige måde igen og igen har markeret, at dette her overhovedet ikke er godt nok. Men ellers er alle enige om, at det har været et skuffende resultat, og at politikerne har skuffet fælt. De havde hverken penge eller mandat eller mandsmod til at lave en aftale med klare direktiver for det forestående omstillingsarbejde, og er endt med at vedtage et dokument, som er fyldt til randen med uforpligtende intentioner, men stort set blottet for bindende beslutninger. Så alle kan gå hjem og fortsætte som hidtil.

Visionerne, målsætningerne, den videnskabelige understegning af nødvendigheden af en hurtig indsats og de omstillingsparate virksomheder var der, men de brasilianske værter tvang med hård hånd et dokument igennem, hvor alle konkrete mål og forpligtelser var fjernet eller modificeret til uforpligtende hensigtserklæringer. Med erfaringerne fra klimaforhandlingerne i København og Durban plus det forhold, at man efter mange lange forhandlingsrunder siden januar kun var kommet til fuld enighed om lige godt en fjerdedel af af aftalen, gjorde, at de brasilianske værter i ellevte time producerede et mindste fællesnævners dokument.

Selvom slutdokumentet således set med planetare briller er en katastrofe, så er der sket gode ting på topmødet. En efter en tager byer, virksomheder og NGOer konsekvente skridt videre. Og når man hører sig omkring på Rio+20, så sker der ganske meget i de enkelte lande. Men når det kommer til det internationale niveau, som må skabe rammevilkårene og den nødvendige finansiering og teknologioverførsel, som gør, at alle verdens byer og virksomheder lægger ind på en ny kurs, så er tingene uendeligt modstræbende. For ja, det er fantastisk at Microsoft nu vil være CO2-neutral, men ja vi behøver rammevilkår, som løfter alle virksomhed ud af deres fossile afhængighed, og som gør det selvindlysende at være CO2-neutral og at skabe bæredygtige produkter.

Her er Per Marquard Otzens tegning fra Politiken forstemmende præcis: Med al den viden vi har om hvor galt det er fat og hvor hurtigt der skal handlse, formår politikerne at komme til det resultat, at de intet behøver at foretage sig.

Hvor der ikke synes at skulle mange overvejelser til at finde 100 mia. euro frem til endnu en EU euro-redningspakke, så er der lige nu simpelthen ikke den tilstrækkelige vilje til at investere mere systematisk i den globale omlægning, som skal til. Man fristes til at sige, at de 100 mia. euro er smidt ud af vinduet – på linje med de andre redningspakker vi har set de seneste år. Og at søge at klemme endnu en håndfuld lande i Sydeuropa op i højere økonomisk gear med mere produktion, mere omsætning og forbrug, er i modstrid med den planetare situation. Både diagnose og behandling er underligt ude af trit med det forhold, at vi er kommet i grundlæggende konflikt med vores naturgrundlag. Det er på den led nærmest et sundhedstegn, at det går dårligt for de rige lande – lykkeligt, at ikke også de formår at holde 5-7-10% vækstrater. Efter års overforbrug burde de være i minusvækst, og vi burde være glade for at skrumpe. Eller – hvis det lyder for dystopisk – så må vi skabe en immateriel økonomi, hvor vores stadig flere penge ikke som nu forudsætter og modsvarer endeløse ressourcestrømme.

Hvorfor bliver disse gigantiske hjælpepakker ikke bundet sammen med klima- og bæredygtighedsindsatsen og givet i et stærkt klima- og  bæredygtighedsperspektiv?

Læs mere »

Share

Rio+20 – et udvalg af pressekonferencer

23. juni 2012

På denne side har jeg samlet en række pressekonferencer, i alt syv, som på hver sin måde opsummerer interessante side-events i den meget omfattende Rio+20-konference. De er endnu ikke ordentligt introducerede, men er hvad jeg under vejs har hæftet mig ved som interessante at vende tilbage til.

 

Læs mere »

Share

Rio+20 – UNEP pressekonferencer

23. juni 2012

UNEP, United Nations Environmental Programme, er en af de institutioner, som er kommet styrket ud af Rio+20. Selvom det er vege formuleringer, kan man forvente, at UNEP i de kommende år får udvidet sine arbejdsmuligheder. UNEP står centralt i en lang række processer i forhold til en global omstilling til bæredygtighed.

Jeg har her samlet seks UNEP pressekonferencer fra Rio+20. De giver tilsammen et godt billede af organisationens perspektiv og indsatsområder. 

 

Læs mere »

Share

Rio+20 – pressekonferencer om biodiversitet, oceaner og skove

23. juni 2012

Samtidig med vedtagelsen af Agenda 21 lagde man i 1992 i Rio også grundstenen til et arbejde for at bevare klodens biodiversitet. I de mellemliggende år har vi fået en langt større indsigt i problemernes omfang, men det er på ingen måde lykkedes at mindste tabet af  biodiversitet, vel knapt nok at mindske hastigheden, hvormed det foregår.

Så vi står i dag med regnskovsområder, som fældes for at give plads for  foderafgrøder for vores stadig flere husdyr og biobrændstof-afgrøder for vores stadig flere biler – det er ikke kun mennesker, der bliver flere af. Og vi står med verdenshave, som stiger, som bliver varmere og mere sure dertil, at koralrevene, som er havenes tropiske regnskove, er truet, samtidig med at industrfiskeriet efterhånden har nedfisket de fleste af klodens fiskebestande.

På denne side har jeg samlet seks pressekonferencer fra Rio+20 om verdens biodiversitet, oceaner og skove. De fortjener alle en lille intro, men her er de i første omgang lagt op.

 

Læs mere »

Share