Indlæg om agenda 21 og deep ecology

Donald Brown: Romneys klimafornægtelse

2. september 2012


.
Donald Brown: Romney 13:37 min. video.

For godt en uge siden bragte jeg miljøetik-juristen Donald Browns video i tre dele om, hvordan den nuværende klimafornægtelse, som den praktiseres af de amerikanske kul- og olieinteresser, kan betragtes som en forbrydelse mod menneskeheden.

Nu har Brown lavet en videreførelse, hvor han ser på Mitt Romneys klimaperspektiv – eller rettere mangel på samme. Og på Browns hjemmeside Ethics and Climate kan man finde en fuld transskription af vidoen.¹

År tilbage, da Romney var guvernør i Massachusetts, var han  indforstået med, at klimaforandringerne var virkelige og klimaudfordingen var reel. Men i takt med, at Tea Party-fløjen har overtaget luftherredømmet i det republikanske parti, har Romney skiftet standpunkt, og han er nu helt afvisende overfor, at der er et problem, som USA skal tage sig af eller særlige forpligtelser overfor.

Lad mig sige med det samme, Romney har ikke nogen god sag i Browns etiske ret. Romney anklages for enten at lyve bevidst eller udvise ansvarspådragende misligeholdelse ved på trods af verdens samlede ekspertise at fastholde sin benægtelse af, at klimaforandringer er menneskeskabte. Han overtræder ikke bare forsigtighedsprincippet, men basale regler om ikke at skade andre (lande), og han øger udgifterne til den nødvendige indsats voldsomt ved at forhale processen.

Romneys insisteren på, at det kun giver mening for USA at handle, hvis alle lande gør tilsvarende, holder heller ikke i Browns perspektiv. Uanset andres indsats er alle lande forpligtet til at søge at tage vare om deres rimelige del (Brown kommer her end ikke på, at USA stadig historisk set er det land i verden, som samlet har haft de største klimaudledninger). Så Romneys afvisning af en amerikansk klimaindsats er etisk set dybt problematisk.

Romneys modkandidat til det forestående præsidentvalg, Barack Obama, kom til magten ikke med detaljerede klimaløfter, men alligevel klare udmeldinger om, at klimaudfordringen var vigtig, og at vi under hans styre ville se verdenshavene mindske deres stigningstakt – hvilket måske er meget ambitiøst på blot fire år. Men to af de stadigt tilbagevendende Obama-citater fra 2008 viser, at han faktisk har en god forståelse af klimaudfordringen:

“All across the world, in every kind of environment and region known to man, increasingly dangerous weather patterns and devastating storms are abruptly putting an end to the long-running debate over whether or not climate change is real. Not only is it real, it’s here, and its effects are giving rise to a frighteningly new global phenomenon: the man-made natural disaster.”

Læs mere »

Share

Refleksioner over Københavns Agenda 21-plan

31. august 2012

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

 

Share

Donald Brown: Forbrydelse mod menneskeheden

24. august 2012


.
Donald Brown: Why The Climate Change Disinformation Campaign is So Ethically Abhorrent.

Donald A. Brown, som i dag forsker ved Widener’s Environmental Law Center, har lavet hjemmesiden Ethics and Climate om den etiske dimension af klimaspørgsmålet, som han ser som næsten fuldstændigt fraværende i vores nuværende håndtering af klimaspørgsmålet.

I introduktionen til Ethics and Climate skriver Brown: “Climate change must be understood essentially as a civilization challenging ethical and moral problem. It is an ethical problem because some people and nations more than others are responsible for causing this problem, the consequences to those who will be most harmed from climate change are potentially catastrophic, and those most vulnerable to climate change often can’t protect themselves from harsh climate impacts. Their best hope is that those causing the problem will respond to their ethical duties to reduce their greenhouse gas emissions to their fair share of safe global emissions.”

Ethics and Climate har på nuværende tidspunkt mere end 80 indlæg, som søger at inddrage den etiske dimension i klima-problematikken, heriblandt en serie på tre videoer, hvor Brown belyser klimafornægtelsen og den systematiske dis-informationskampagne, som ikke mindst i USA kører særdeles massivt i medierne.

Den første af de tre videoer (herover) ser på, hvorfor den fossile industri overhovedet finansierer denne misinformationskampagne, og hvorfor markeds-fundamentalisternes støtteorganisationer er “så etisk forkastelige.” Hans historiske gennemgang har næsten rettergangsagtig karakter, og han stiller da også ad flere gange spørgsmålet, om den bevidste forstyrrelse af verdenssamfundets erkendelsesproces, som gør, at vi igennem tre årtier, hvor vi kunne have handlet, blot har udskudt at gøre det, må betragtes som “crime against humanity.”

De to følgende videoer kan ses herunder:
.

Læs mere »

Share

Deepak Chopra om klimaudfordringen

14. august 2012

Huffington Post bragte mandag en yderst interessant artikel af Deepak Chopra, Global Warming and the Meaning of Doom, hvor han indledende ser på forskellige reaktioner på den klimakrise, som med stadig større tydelighed udfolder sig umiddelbart foran os. Han opstiller her fem forskellige taktikker eller attituder, som man kan vælge overfor klimaudfordringen:

– Mount a vigorous public crusade with greater signals of alarm.
– Rely on future technology to reverse the harm done to the atmosphere.
– Prepare for a future with a drastically different ecological balance.
– Do nothing, except perhaps pray.
– Temporize until the catastrophe cannot be ignored.

Den første strategi er aktivistens og klimajournalistens velmente forsøg på at råbe verden op og talen til fornuften, moderinstinktet, retfærdighedssansen, overlevelsesdriften vores allesammens højere stræben og idealer. Den næste er troen på den teknologiske løsning, storskala-geoengineering, det teknologiske fix. Som da Dansk Industri op til Klimatopmødet i København lancerede et Bright Green-concept, hvor vi blot skulle fortsætte med at forbruge som hidtil, så skulle industrien nok sørge for, at producere klimavenligt og bæredygtigt.

Den tredje strategi er den klimatilpasning, vi alle må prioritere, når den fælles klimaindsats ikke lykkes. Den fjerde og femte strategi – ikke-handlingen og udsættelsen – er i dag nok de mest udbredte, både på villavejene og i de politiske systemer. I en situation, hvor vores videnskab har afdækket et akut behov for gennemgribende handling, så vi ved COP17 i Durban verdenssamfundet enes om først at måtte gøre noget fra 2020 og efterfølgende knapt at kunne blive enige om, hvad man havde besluttet. Og vi måtte for nylig i Rio indse, at viljen til at handle i et globalt perspektiv kan ligge på et meget lille sted.

“It seems utterly meaningless to foul our planetary nest,” skriver Chopra: “But there is meaning to be found here. The meaning resides in the very source of the problem, human nature. Human beings place their desires ahead of the collective good. We consider ourselves more important than the ecology, which is rooted in the belief that we are above Nature herself, a privileged species that need answer to no one, not Nature, not God (if a deity exists).”¹

Læs mere »

Share

Naturens Pris

13. august 2012

I sidste uge bragte George Monbiot med artiklen Putting a price on the rivers and rain diminishes us all en klassisk bredside mod det stadig mere omsiggribende fænomen at sætte pris på naturen – ikke bare i forståelsen at man holder af naturen og synes den er smuk, men det at man konkret sætter en pris i kroner og øre, dollars og euro på naturen.

For hermed gør vi naturen til “vores natur”, til en vare, til noget vi kan eje, købe og sælge – og forbruge. Hele denne værdisættelse vil uomgængeligt blive antropocentrisk, fastsat ud fra hvad vi mennesker finder værdifuldt. Hvad frøer, salamandre, katte osv. måtte værdsætte – som retten til at leve uforstyrret af mennesket – vil til enhver tid være sekundært i forhold til den værdi (for os), vi kan finde ud af at projicere ud i naturens enkelte dele.

Måske udviklingen er lidt mere fremskreden i England, hvor den forrige regering bad en forskningsvirksomhed at få prissat hele den engelske natur, eller måske rettere værdien af den engelske naturs værdiskabelse. Monbiot skriver, at selvom denne forskningsenhed påtog sig opgaven, så udtrykte den i sin afrapportering tvivl om hele forehavendets natur, at: “this exercise was ‘theoretically challenging to complete, and considered by some not to be a theoretically sound endeavour’. Some of the services provided by England’s ecosystems, it pointed out, ‘may in fact be infinite in value’.”¹

Jeg må indse, at jeg hører til dem, som finder værdisættelsen af naturen og vores indgreb i den meget uhyggelig, som en tankegang vi ikke skal begive os ind på. Det er ikke fordi prisen på en olieindsmurt fugl altid vil være for lav, når den bliver holdt op mod de interesser, som førte til, at olien blev pumpet op, transporteret og spildt på havet. Det er det basale forhold, at vi overhovedet sætter en kontant pris på naturen.

Princippet har været brugt i det små i mange år. Hvis man skulle anlægge en motorvej over Fyn, så kunne man ved at værdisætte de forskellige arealer, man måtte inddrage for forskellige vejføringer, og tildele dem en pris, ligesom man kunne konstruere en pris for alle de besvær og problemer, motorvejen medførte. På den måde kunne man økonomi-optimere linjeføringen. Men hvem sætter prisen på en golfbane overfor prisen på en kornmark overfor en fredskov, overfor en udsigt, overfor en fragmentering af den vilde natur? Og kunne dette regnestykke nogensinde føre til, at det var bedre for helheden ikke at lave motorvejen?

Læs mere »

Share

Minka

23. juli 2012


.
Minka er det japanske ord for folkehus, eller måske rettere folke-hjem. Ordet er sammensat af to skrifttegn, min, som betegner menneske/folk, og ka/ke, som på én gang betegner to i hvert fald indtil for nyligt uadskillelige: bygningen og familien. Og det bruges stort set som det danske ord bondehus.

Den japanske minka har gennem tiderne udviklet sig meget forskelligt fra egn til egn. Forskellene afspejler meget nøje de lokale forskelligheder i klimaet og de forhåndenværende materialer. Ikke mindst tagenes udformning afslører, om en egn har voldsomme taifuner, kraftig nedbør i regntiden eller meterdyb, tung tøsne om vinteren. Da jeg i 1984-85 var i Japan første gang, rejste jeg derfor meget rundt i det langstrakte rige for at erfare, hvordan den lokale byggetradition igen og igen havde formået at få noget smukt, holdbart og beskyttende – og fundamentalt naturligt – ud af de på stedet særlige vilkår.

Denne 15 min. lange film kredser om genopførelsen af en minka fra 1700-tallet, som skulle rives ned, men som to mennesker beslutter sig for at give et nyt liv. I første omgang får de bygningen forsigtigt skilt af. Herefter går jagten på det rigtige sted at genopføre minkaen.

Under vejs er der mange fine betragtninger om det at bo og bygge, som da filmens fortæller Yoshihiro Takishita peger på en bunke træ, resterne af en sammenpakket minka i skovbrynet, og med en vis tilfredshed konstaterer, at den dag, minkaen ikke kan mere, bliver den atter til skov. Kunne vi blot sige det samme om vores moderne byer.

Læs mere »

Share

Tyrkiske vandlege

11. juli 2012

En af de tidligste drivmidler for den industrielle revolution var vandkraft. Men vandhjulet har været brugt helt tilbage til grækernes og romernes dage, og man finder tilsvarende brug af vandhjulet i Kina tilbage til 200 år f. Kr.

I moderne tid har vandkraften fået en ny rolle. Ved at opstemme vandet og lade det drive en turbine, som producerer elektricitet, kan man adskille det sted, energien produceres, og det sted, hvor energien forbruges. Derfor er flere og flere af verdens vandløb i løbet af de 20. århundrede blevet opstemmet for at hamle op med vores stadig større forbrug af elektricitet. I mange tilfælde er det et stort plus. Men i takt med at anlæggene er blevet stadig større, er de miljømæssige omkostninger og ødelæggelsen af flodlandskaberne, som ofte har været dyrket og beboet gennem årtusinder, nogle gange endog meget omfattende.

I Tyrkiet har man som del af et stort regionalt udviklingsprojekt for landets sydøstlige del, GAP-projektet, indledt en stor satsning på vandkraft, som indebærer i alt 22 dæmningsanlæg. Visionen om at inddæmme og opsamle energien fra Eufrats og Tigris’ øvre løb går tilbage til 30erne, men de nuværende projekter er udtænkt i 70erne. De 22 dæmninger vil tilsammen producere omkring 7,5 GW strøm.

Én af dem er Ilisu-dæmningen, som opstemmer Tigris-floden kort før den løber ind i Irak. Den dag, den står færdig, vil turbinerne fra den 135 m høje og 1.820 m brede dæmning producere omkring 1,2 GW – eller rundt regnet som et moderne A-kraftværk. Men den mere end 150 km lange og 313 km2 store opstemningssø vil også tære på vandforsyningen nedenstrøms, den vil kræve relokalisering af mellem 40-65.000 mennesker, og den vil sætte den historiske by Hasankeyf under vand.

Læs mere »

Share

Bhutans lykkeindeks – det nye BNP?

25. juni 2012


.
Denne lille video fra Bhutan – et af de få steder, hvor det endnu ikke er lykkedes den moderne civilisations forbrugerisme at udbrede sit mycelium – blev lagt op på Rio+20s hjemmeside umiddelbart inden topmødets start.

Bruttonationalproduktet BNP har længe været den definitive målestok, når vi skulle sammenligne velstanden i verdens lande, men i de senere år har der stadig oftere været stillet spørgsmålstegn ved det rimelige heri. Selv når man korrigerer for indbyggertal og real-købekraft, er BNP i sidste ende en kvantitet, som kun rudimentært beskriver de fleste af de kvaliteter, som gør livet værd at leve: sundhed, kærlighed, tryghed, livsglæde. Der findes da også et utal af talemåder, som uden at afvise, at penge er rare at have, understreger, at man ikke kan købe sig til lykke.

Frem for økonomisk vækst som mål har man i Bhutan systematisk igennem fire årtier søgt at udvikle landet i forhold til at bibringe sin befolkning den størst mulige lykke. Og man har gradvist udviklet et lykke-indeks med 72 parametre inden for 9 forskellige hovedområder for at kunne “måle” samfundets niveau af lykke i både kvantificerbare og mere uhåndgribelige aspekter.

Læs mere »

Share

Rio+20 – reaktioner og konklusioner

24. juni 2012

tegning fra Politiken 26.06.2012

Rio+20 er ovre. Arrangørerne er tilfredse med resultatet – det skal de jo være, selvom Ban Ki-moon på sin stilfærdige måde igen og igen har markeret, at dette her overhovedet ikke er godt nok. Men ellers er alle enige om, at det har været et skuffende resultat, og at politikerne har skuffet fælt. De havde hverken penge eller mandat eller mandsmod til at lave en aftale med klare direktiver for det forestående omstillingsarbejde, og er endt med at vedtage et dokument, som er fyldt til randen med uforpligtende intentioner, men stort set blottet for bindende beslutninger. Så alle kan gå hjem og fortsætte som hidtil.

Visionerne, målsætningerne, den videnskabelige understegning af nødvendigheden af en hurtig indsats og de omstillingsparate virksomheder var der, men de brasilianske værter tvang med hård hånd et dokument igennem, hvor alle konkrete mål og forpligtelser var fjernet eller modificeret til uforpligtende hensigtserklæringer. Med erfaringerne fra klimaforhandlingerne i København og Durban plus det forhold, at man efter mange lange forhandlingsrunder siden januar kun var kommet til fuld enighed om lige godt en fjerdedel af af aftalen, gjorde, at de brasilianske værter i ellevte time producerede et mindste fællesnævners dokument.

Selvom slutdokumentet således set med planetare briller er en katastrofe, så er der sket gode ting på topmødet. En efter en tager byer, virksomheder og NGOer konsekvente skridt videre. Og når man hører sig omkring på Rio+20, så sker der ganske meget i de enkelte lande. Men når det kommer til det internationale niveau, som må skabe rammevilkårene og den nødvendige finansiering og teknologioverførsel, som gør, at alle verdens byer og virksomheder lægger ind på en ny kurs, så er tingene uendeligt modstræbende. For ja, det er fantastisk at Microsoft nu vil være CO2-neutral, men ja vi behøver rammevilkår, som løfter alle virksomhed ud af deres fossile afhængighed, og som gør det selvindlysende at være CO2-neutral og at skabe bæredygtige produkter.

Her er Per Marquard Otzens tegning fra Politiken forstemmende præcis: Med al den viden vi har om hvor galt det er fat og hvor hurtigt der skal handlse, formår politikerne at komme til det resultat, at de intet behøver at foretage sig.

Hvor der ikke synes at skulle mange overvejelser til at finde 100 mia. euro frem til endnu en EU euro-redningspakke, så er der lige nu simpelthen ikke den tilstrækkelige vilje til at investere mere systematisk i den globale omlægning, som skal til. Man fristes til at sige, at de 100 mia. euro er smidt ud af vinduet – på linje med de andre redningspakker vi har set de seneste år. Og at søge at klemme endnu en håndfuld lande i Sydeuropa op i højere økonomisk gear med mere produktion, mere omsætning og forbrug, er i modstrid med den planetare situation. Både diagnose og behandling er underligt ude af trit med det forhold, at vi er kommet i grundlæggende konflikt med vores naturgrundlag. Det er på den led nærmest et sundhedstegn, at det går dårligt for de rige lande – lykkeligt, at ikke også de formår at holde 5-7-10% vækstrater. Efter års overforbrug burde de være i minusvækst, og vi burde være glade for at skrumpe. Eller – hvis det lyder for dystopisk – så må vi skabe en immateriel økonomi, hvor vores stadig flere penge ikke som nu forudsætter og modsvarer endeløse ressourcestrømme.

Hvorfor bliver disse gigantiske hjælpepakker ikke bundet sammen med klima- og bæredygtighedsindsatsen og givet i et stærkt klima- og  bæredygtighedsperspektiv?

Læs mere »

Share

Rio+20 – et udvalg af pressekonferencer

23. juni 2012

På denne side har jeg samlet en række pressekonferencer, i alt syv, som på hver sin måde opsummerer interessante side-events i den meget omfattende Rio+20-konference. De er endnu ikke ordentligt introducerede, men er hvad jeg under vejs har hæftet mig ved som interessante at vende tilbage til.

 

Læs mere »

Share