Det er en performance skabt af Mädir Eugster til Swiss Nouveau Cirque. Har du appetit på mere efter denne video, kan man se Lara Jacobs gøre samme performance her, om muligt endnu mere ækvilibristisk – hun samler sine pinde op fra gulvet med tæerne – men uden Myoko-sans østerlandsk-æteriske uudgrundelighed. Eller måske bedre her, hvor Mädir Eugster selv fremfører sit nummer. Det har selvfølgelig også med rum og lyssætning at gøre, men Mädir selv har en enestående magi, hos ham er man endnu tættere på dramet, og han formår på samme måde som Miyoko-san at skabe fokus på balanceakten og som person træde ud af performancen.

Se flere pausebilleder.

www.myspace.com/miyoko.shida.

Da finanskrisen for nogle år siden strammede til, var Sydkorea bandt de få lande, som systematisk satte grønne betingelser for sin intervention. Landet har så at sige fatte potentialet i den grønne omstilling og er lige nu ved at etablere et koreansk kvotemarked, som står til at blive verdens hidtil mest ambitiøse kvoteordning.

Måske (forhåbentligt) har man studeret de mange problemer med det europæiske kvotesystem grundigt – i hvert fald er der fra iværksættelsen primo 2015 og frem til 2020 lagt op til en yderst ambitiøs reduktion af Koreas samlede emissioner på 30% i forhold til business as usual (BAU), hvilket svarer til en reduktion på 19% i forhold til 2010-niveauet.

Sydkoreas ETS-ordning vil involvere sektorer, som tilsammen omfatter omkring 70% af de koreanske udledninger, og reduktionen er, som man kan se af nedenstående figur endnu større - næsten 40%. Der er således tale om virkeligt ambitiøse klimamålsætninger, som får EUs nølen med sine 20% over en langt længere tidshorisont til at fremstå endnu mere lallende.

Man har søgt at designe ordningen, så prisen for at udlede 1 ton CO2 vil blive op imod 90 $ pr. ton.  Man har ligeledes sat en begrænsning på, så hver enhed maksimalt kan bruge kvoter på 28% af sine udledninger. Og fra 2021 er der lagt op til kun at kunne modregne fra hjemlige projekter. Så man har ønsket med ordningen ikke bare at få abstrakte effekter et eller andet ikke nærmere defineret sted i verden, men samtidig at høste miljøfordelene hjemme ved, at den koreanske industri lægger om til grøn energi og grønne produktionsformer. Mange af fjernøstens lande har ganske graverende problemer med luftforureningen, og hvis ellers reduktionerne holdes indenlands, vil man i 2020 ud over at være godt i gang med at reducere de samlede nationale udledninger være godt på vej til at have genvundet en ren luft i de koreanske storbyer.   

Det forventes, at brugen af kul i stor udstrækning vil blive udfaset frem mod 2020, men at man qua den hurtige omlægning, som der er lagt op til, vil se, at det ikke sker fuldt ud med vedvarende energikilder, men at en del af energiforbruget i stedet dækkes med naturgas, som har markant lavere udledninger pr. produceret energienhed. 

Planerne har snart sagt selvfølgelig vakt modstand i den sydkoreanske industrisektor – og som der er lagt p til nu, vil den virkelig skulle agere proaktivt for ikke at blive straffet økonomisk af systemet. Men hvis man ønsker sig at nå 30% under business as usual, så kan det ikke nytte noget at lade som om, at det er i orden at fortsætte med business as usual. 

Bloomberg New Energy Finance (BNEF) anbefaler i sin rapport om de sydkoreanske kvotemarkedsplaner, at Sydkorea kobler sit kvotesystem sammen med kvotesystemerne i EU, Australien og Californien for herved at få adgang til billigere kvoter. Herved risikerer man dog meget let, at børnesygdommene fra det europæiske system, hvor kvoteprisen har været helt nede på 3-4 euro, kommer til at smitte også den koreanske ordning. Og hermed vil den manglende europæiske vilje (evne) til at forvalte sit kvotesystem og sætte tilstrækkeligt stærke reduktionskrav, som har bremset omstillingsincitamentet i Europa, brede sig til Sydkorea.

Hvis EU hævede sin klimamålsætning fra de nuværende 20% til 30-40% – for min skyld gerne gradueret fra land til land, så et land som Polen ikke partout skulle underlægges samme reduktionskrav som Danmark – kunne det give mening. Men man burde omvendt søge at sikre sig, at de enkelte kvotemarkeder fungere optimalt på deres egne vilkår, inden man udsætter dem for yderligere eksperimenter. Og der ligger noget fundamentalt rigtigt i, at systemerne først og fremmest lægger op til at rydde op i eget hus – at det forbliver tydeligt, at hvis man ikke fjerner sine egne udledninger, kan man kompensere ved at være med til at betale for en tilsvarende reduktion for ens nabo, som måske endda er ens konkurrent, men som bare er lidt mere omstillingsparat.   

Silvio Marcacci: South Korea May Launch World’s Most Ambitious Cap And Trade Market, Clean Technica 18.05.2013.

South Korea’s emissions trading scheme, Bloomberg 10.05.2013.

South Korea’s emissions trading scheme, White Paper, Bloomberg New Energy Finance & Ernst & Young 2013 (pdf). 

John Parnell: EU carbon price crisis spreads to Australia, RTCC 10.05.2013.

I den forgangne uge listede atmosfærens koncentration af CO₂ sig over 400 ppm. Det er ifølge iskerneboringerne det højeste niveau siden pilocæn-perioden, som ligger 3,2 og 5 millioner år tilbage. I pliocæn var verdenshavene 20-40 m højere end i dag. Det kommer ikke fra dag til dag, men vi står med udsigten til havstigninger på 1 meter eller mere i løbet af det 21. århundrede – og har allerede lagt i kakkelovnen til endnu mere. Havstigningerne blot vil accelerere i de kommende århundreder, hvis ikke den nuværende udvikling ændres allersnarest.

Havde det været rente-, kurs- eller gældsudviklingen, havde de 400 ppm været et glødende rødt tal, som ville give anledning til drastiske indgreb på stedet.

Nu er det “bare” klimaet, og med den nuværende handlingslammelse er der ikke megen oplevelse af sagens alvor at spore. Tværtimod søger man stadig verden rundt at anspore til mere vækst og udvikling – i enkelte tilfælde som grøn vækst, men ikke desto mindre en vækst, som stadig forfølger forestillingen om, at vi fortsat kan vokse og skaffe os mere materiel velstand.

Før industrialiseringen har atmosfærens koncentration af CO₂ igennem det meste af menneskets udviklingshistorie ligget på omkring 280 ppm. Den har svinget lidt op og ned, og klodens selvregulerende systemer har kunnet holde koncentrationen på omtrentligt dette niveau gennem lang lang tid. Men menneskets afbrænding af fossile brændstoffer har hastigt ændret på dette. Set med historiens briller har koncentrationen været stort set konstant for siden industrialiseringens start at stige voldsomt. Det meste af det 20. århundrede har vi vidst, at den var gal – at det som lignede et kæmpe skridt frem for menneskeheden, var dybt problematisk, og på bare lidt længere sigt truede vores eksistensvilkår. Siden 70erne har ansvarlige politikere vidst, at den var alvorligt gal, og der har været forsøg på tiltag til at rette op på situationen – som den fossile industri dog indtil nu har haft held til at forpurre.

Verdens lande vedtog ved klimatopmødet COP15 i 2009 i København, at den globale klimaindsats måtte sikre, at atmosfærens niveau af CO₂ ikke overstiger 450 ppm – de mest anerkendte klimamodeller siger, at det giver en omtrent 50% chance for, at den globale temperaturstigning ikke overstiger 2ºC i år 2100 sammenlignet med den præindustrielle situation. Men man har ikke fundet ud af, hvordan man vil opnå det, og hvilke lande, som skal reducere hvor meget for at nå dette mål. Og stadig er det ikke lykkedes at mindske udledningerne, og koncentrationen stiger med mere end 2½ ppm pr. år, så med den nuværende udvikling når vi 450 ppm i løbet af under 20 år. For nok er stigningerne standset i USA, og for EUs vedkommende er tallet faktisk faldende, men det skyldes til dels, at den mere energitunge produktion er flyttet til lande som Kina, og det kan langt fra opveje, at der år for år brændes stadig mere fossilt brændsel af i de store udviklingslande. Og hvor de hurtigt kan blive enige om, at de gamle industrilande skal reducere meget mere meget hurtigere, så er de selv meget utilbøjelige til at bøje af, før de har opnået en tilsvarende velstand.

For så vidt retfærdigt, hvis man overhovedet kan tale om rimeligt i den forbindelse, men principielt umuligt. For hvis alle verdens lande skulle gennemgå samme udvikling som de gamle industrilande, så vil det indebære et så stort et ressourceforbrug og en så stor klimabelastning, at det globale økosystem, som nærer os for længst ville være brudt sammen, og klimaudviklingen ville have passeret adskillige tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Selv hvis vi lykkes at bremse udviklingen inden 450 ppm er det kun begyndelsen. I 2008 fastsatte forskere fra NASAs klimaforskningsafdeling med artiklen “Target atmospheric CO₂ …”, at vi for at langtidsstabilisere klimaet måtte tilbage til en koncentration på 350 ppm inden for en overskuelig årrække. Og på sig måske endnu længere ned. Det vil sige, at det ikke er nok at mindske udledningerne. Vi er nødt til at skabe byer, samfund og levemåder, som netto absorberer CO₂.

Artiklen “Target atmospheric CO₂” gav anledning til 350.org-bevægelsen, som gav anledning til etableringen af denne blog. Og skal man finde noget positivt i hele denne situation, så er det, at information i dag kan spredes virkelig hurtigt. De første drafts til artiklen kom i begyndelsen af 2008, og den endelige offentliggørelse først senere på året.

Alligevel var der på Earth Day i september 2009 350 ppm-aktioner i så godt som alle verdens lande. Og ved klimatopmødet i 2009 ønskede mere end halvdelen af alle verdens lande, at den nuværende målsætning på max 450 ppm/2ºC blev erstattet af en målsætning på 350 ppm og max 1½ºC global temperaturstigning. Det ville have krævet en hurtig opbremsning. Men de 350 ppm/1½ºC scenarier, som er lavet, kan laves for 1½-2% af verdens bruttonationalprodukt, eller det halve af, hvad vi i dag bruger (spilder) på militær.

Koncentrationen af CO₂ har svinget gennem tiderne, men hvor før menneskets indgriben har været langsomme fluktuationer, hvor det selv når det gik stærkt tog 1.000 år for koncentrationen at stige 10 ppm, så tager det i dag blot 4-5 år. Det gør, at havene og vegetationen ikke når at fungere fuldt ud som buffer, og de biologiske systemer, som ellers har excelleret i en kolossal tilpasningsdygtighed, slet ikke kan nå at tilpasse sig. Så vores økosystemer står overfor at blive disintegreret, og IUCN vurderede på sin seneste biodiversitetskonference, at mere end 30% af verdens biodiversitet er truet.

Fen Montaigne: Son of Climate Science Pioneer Ponders A Sobering Milestone, Environment 360 14.05.2013.

Ed King: Figueres: 400ppm a sign leaders must address climate change, RTCC 14.05.2013.

Tim McDonnel & James West: We Just Passed the Climate’s “Grim Milestone”, Climate Desk 13.05.2013.

John Parnell: McKibben: 400ppm is a grim climate landmark, RTCC 13.05.2013.

FN: Verden er i ny CO₂-farezone, (Ritzau) Politiken 13.05.2013.

Joe Romm: Climate Sensitivity Stunner: Last Time CO₂ Levels Hit 400 Parts Per Million The Arctic Was 14°F Warmer! Climate Progress 12.05.2013.

Damian Carrington: Global carbon dioxide in atmosphere passes milestone level, The Guardian 10.05.2013.

Duncan Clark: Climate-warming gas in atmosphere passes 400ppm milestone, The Guardian 10.05.2013. 

George Monbiot: Climate milestone is a moment of symbolic significance on road of idiocy, The Guardian 10.05.2013.

James Gerken: Atmospheric CO₂ Concentrations Surpass 400 PPM Milestone, Huffington Post 10.05.2013.

Sofie Buch Møller: CO₂-koncentrationen i atmosfæren slår rekord, Politiken 10.05.2013.

David Biello: 400 PPM: Carbon Dioxide in the Atmosphere Reaches Prehistoric Levels, Scientific American 09.05.2013.

Jens Ramskov: CO₂-koncentrationen i atmosfæren passerer milepæl på 400 ppm, Ingeniøren 03.05.2013.

Richard Monastersky: Global carbon dioxide levels near worrisome milestone, Nature 30.04.2013.

James Gerken: 400 PPM Atmospheric CO₂ Levels Soon To Be Surpassed, Scientists Report, Huffington Post 29.04.2013.

John Parnell: CO₂ level nears 400ppm climate milestone, RTCC 26.04.2013.

Indimellem de store årlige klimatopmøder er der flere gange i løbet af året forhandlingsrunder rundt omkring i verden, mange af dem i Bonn. De foregår i den rigsdagsbygning, som er et af de mest utrolige stykker arkitektur, jeg nogensinde har oplevet, som blev udsat og udsat og udsat og udsat, og da man endelig efter mere end 20 års omprojekteringer tog fat på at opføre bygningen, blev Østtyskland og Vesttyskland forenet, og hovedstaden flyttet til Berlin. Man nåede lige at tage den i brug, højrefløjen hadede den for dens antiautoritære, nogle ville sige anti-æstetiserende arkitektur, som stammer fra Behnisch & Partners mest viltre periode og om noget er et manifest i demokratisk arkitektur. Så det er glædeligt, at denne enestående bygning nu kan tjene som samlingssted for disse års nok allervigtigste proces: Forsøget på at etablere en global klimaaftale, som i tide kan vende den nuværende klimaudvikling bort fra den nuværende katastrofekurs. 

Disse mellemforhandlinger er ikke noget, der fylder meget i de danske medier. Nu har jeg været på ferie, så jeg har ikke kunnet følge de seneste forhandlinger på tæt hold. Men det plejer, når det går højt, at give anledning til et enkelt telegram i Politiken, og nogle gange laver Jørgen Steen Nielsen en lettere forstemmende status i Information. Så jeg prøver med dette blog-indlæg at samle nogle få af de tråde, som løber gennem forhandlingssporet og med en række links give en fornemmelse af, hvor komplekse spørgsmål, der er på banen. I den sneglefartslangsommelige arbejden sig frem mod den globale klimaaftale, som alle ved er nødvendig, men ikke rigtig synes at vil gøre deres del til kan det for almindelige mennesker være svært at se, hvad der overhovedet sker fra topmøde til topmøde. Så selvom det er rystende, at det forholder sig sådan, så må man erkende, at det rammer skævt på de fleste mediers væsentlighedskriterier. Klodens fremtid er ligesom for stort og uhåndterligt et projekt til at være væsentligt i den evindelige nyhedsstrøm af fodbold, grand prix og vejrudsigter. Vores medier har fuldstændig fralagt sig opgaven at medvirke til, at politikerne tager klimaudfordringen alvorligt.

Men tilbage til Bonn, så har det denne gang været et arbejdsmøde, hvor man frem for at diskutere de store principper og målsætninger har fokuseret på at få den detaljerede struktur frem i den globale aftale, som det siden COP16 i Durban for 1½ år siden har ligget fast skulle være klar til vedtagelse i 2015 – og til effektuering fra 2020. 

Med Obama i gang med sin anden periode og Kerry på plads som ansvarlig for klimapolitikken er der langt mere proaktive signaler fra USA, selvom der skal ske et mirakel ved midtvejsvalget i 2014, hvis USA skal være i stand til at vedgå en bindende klimaaftale i 2015. Kerry var i april på besøg i både Kina, Japan og Korea, og der er efterfølgende lagt op til et tæt samarbejde mellem verdens to største klimaforurenere, USA og Kina. 

Kerry søgte også at få Japan med på en ambitiøs klimaindsats, men LDP-regeringen har siden den kom til magten i december 2012 stort set nulstillet alle japanske klimamålsætninger. Det hænger sammen med Fukushima-katastrofen – og ikke mindst det forhold, at japansk klima- og energipolitik indtil Fukushima-katastrofen i endog meget høj grad var bygget op omkring en massiv udbygning af atomkraften. Men med 50 reaktorer standset på andet år og udsigter til alvorlige problemer med at vinde lokalbefolkningens accept af at genstarte reaktorerne, har man i hvert fald for en stund helt opgivet at have nogen klimamålsætning, hvor man inden Fukushima-katastrofen sigtede mod at nå 25% under 1990-niveauet i 2020 (se optegnelser for 25. februar, 13. marts og 7. maj).

I det store hele synes der ikke op til Bonn at være de helt store principielle kontroverser mellem de store grupper og lande. Nogle hænger mere fast i den gamle opdeling mellem U-lande og I-lande – hvor balancen for nogle landes vedkommende har forrykket sig markant. Nogle (som USA) har fremført, at det i høj grad er de enkelt lande, som skal sætte sine egne reduktionsmål, mens andre (som de mest udsatte, fattige lande) er meget for at få stærke, fælles vedtagne top-down-reduktionsmålsætninger. Under alle omstændigheder bliver det en kunst at få alle 195 lande til at gøre deres del. Og så er der fortsættelsen af Kyoto-protokollen, som med de senest frafaldne er nede på at omfatte 14% af verdens emissioner. Selvom Kyoto-aftalens første runde havde mange mangler, så var det vigtigt, at man kom i gang. Og den er tilsvarende stadig vigtig i sin anden fase, for at der i det mindste er noget, som nogenlunde kontrolleret går den rigtige vej. Men som forhandlingernes dynamiske leder Christiana Figueres igen og igen påpeger: “No-one is doing enough”.

Kineserne mener stadig at måtte prioritere vækst et stykke tid endnu, til trods for de massive investeringer i sol- vind- og vandkraft vokser Kinas udledninger i disse år markant – der bliver stadig opført alt for mange kulkraftværker. Men både Kina, Indien og LDC-landene (Least developed Countries) har forud for Bonn meddelt, at man er indstillet på, at en global aftale kommer til at indebære bindende reduktionsmål – hvor blot alle yder efter evne. Så en række af de mere ideologiske konflikter synes at være i aftagende.

Figueres har efter denne runde i Bonn sagt, at den har været forbilledligt fri for endeløse diskussioner om, hvad man egentlig havde sagt, og hvad man egentlig var blevet enige om, at parterne har stået ved, hvad de har sagt ved tidligere klimatopmøder, og at der under sceancen i Bonn har været en yderst arbejdsomt konstruktiv stemning, hvor alle synes indstillet på at få en god aftale klar til Paris i 2015. Der har således hersket en sjældent optimistisk stemning under denne runde af forhandlinger.

Der er selvfølgelig knaster her og der, og der skal nok komme flere. Samtidig med at der er ansatser til at opgive 2ºC/450 ppm-målsætningen, som blev vedtaget i København, men som vil kræve en ganske ambitiøs aftale i 2015, har AOSIS-landene, de små østater hvoraf mange står overfor udryddelse, hvis klimaudviklingen ikke bringes hurtigt under kontrol, insisteret på en målsætning på 1½ºC. Canada giver den som klassens slemme dreng. Ikke bare har de trukket sig fra Kyoto-aftalen, de har truet med helt at trække sig fra de globale forhandlinger – alt sammen fordi man vil have lov til at udnytte sine tar sand-forekomster fuldt ud, selvom det er en bombe under den globale klimaindsats. Man får håbe, at der kommer mere klartseende mennesker til magten i det land.

Rusland har efter at have forladt Kyoto-aftalen forbeholdt sig ret til markant øgede emissioner frem mod 2020. Også Saudi-Arabien har i Bonn rystet på hånden ved udsigten til, at verden får lagt om såpas i tide, at man måske aldrig nåede at få solgt al den olie, man har i sin undergrund, inden det var billigere med sol og vind. At det globale klimasystem slet ikke kan holde til, at omkring tre fjerdedele af verdens nuværende fossile reserver bliver brændt af, hvis vi skal undgå, at klimaudviklingen løber løbsk, synes kun næsten at være gået op for de lande, som ligger inde med de største fossile reserver. Men den dag, hvor de ikke kan sælges, fordi de simpelthen er for dyre, kan ligge nærmere end vi forestiller os.

Næste store samling er COP18 i Polen. Kan det skubbe til den polske klima-attitude? Polen har med sin stærkt kulbaserede økonomi i de seneste år været en alvorlig bremseklods i det europæiske system, men der er grænser for, hvor kontrær man kan være som værtsland. I Polen er det meningen, at reglerne for, hvordan man afgør de enkelte landes indsatser skal falde mere definitivt på plads. I det hele taget skal man være ganske tæt på den endelige aftale, og Frankrig og Polen er allerede godt i gang med forberedelserne. En af de ting, som stadig udestår, er finansieringen af de fattigste landes klimaindsats … den er endnu langt fra faldet på plads. Så der er mange skær at passere, før der ligger en underskrevet global aftale i Paris i 2015.

Tilbagestår et ambition gap – at de indsatser, som nu er på tale, langt fra føjer sig sammen til en klimaaftale med tilstrækkelig ambitionsniveau.  Ikke mindst er det absurd, at der skal gå 5 år fra man vedtager en global klimaaftale, til at den træder i kraft. De fem år bliver meget dyre for eftertiden – det er om noget at række tunge af fremtiden.

Alden Meyer fra Union of Concerned Scientists siger så rammende ovenpå den seneste runde i Bonn: “Looking at this overall picture, world leaders are acting like Dr. Jekyll and Mr. Hyde. They are committing to keep temperatures under 2C while simultaneously going all out to increase fossil fuel production – even though we know that over half the world’s existing oil, coal, and gas reserves have to be left in the ground if we’re going to meet the temperature goal.

The main barrier to confronting the climate crisis isn’t lack of knowledge about the problem, nor is it the lack of cost-effective solutions. It’s the lack of political will by most world leaders to confront the special interests that have worked long and hard to block the path to a sustainable low-carbon future. Until this changes, we’re not going to see the action we need.”¹

Ed King: Framework of global climate deal starts to emerge, RTCC 15.05.2013.

Climate vulnerable states call for greater ambition at UN talks, RTCC 14.05.2013.¹

Ed King: Figueres: 400ppm a sign leaders must address climate change, RTCC 14.05.2013.

Ed King: Rules to measure climate ambition could be agreed at UN summit in Warsaw, RTCC 13.05.2013.

Ed King: Berlin climate talks end with pledge to ‘inspire and enable’ action, RTCC 09.05.2013.

Brandon Wu: Climate finance: the elephant that’s not even in the room, RTCC 08.05.2013.

New emissions plan could energise global climate talks, says US envoy, (Reuters) The Guardian 08.05.2013.

John Parnell: Poland and France co-operating on 2015 climate deal, RTCC 07.05.2013.

Ed King: Figueres: 2015 climate deal must kickstart green growth, RTCC 03.05.2013.

John Parnell: Rich countries blamed for setting climate talks ‘back a decade’, RTCC 02.05.2013.

Ed King: Work on 2015 climate deal set to start in Bonn, RTCC 02.05.2013.

John Parnell: China, EU, USA & India outline global climate deal positions, RTCC 02.05.2013.

Ed King: Saudi Arabia isolated as UN climate talks make progress, RTCC 01.05.2013.

Ed King: Small island states issue climate compensation warning, RTCC 01.05.2013.

Ed King: UN climate process primed for final tilt at global emissions deal, RTCC 30.04.2013.

Ed King: Obama’s climate credentials face test at UN talks in Bonn, RTCC 30.04.2013. 

James Murray: UN climate talks kick off in Bonn, The Guardian 29.04.2013.

John Parnell: Saudi Arabia blocks climate change from UN poverty goals, RTCC 26.04.2013.

Joseph Curtin: Can EU climate leadership survive next round of UN talks? RTCC 23.04.2013. 

Ed King: Q&A: Least developed countries chief on UN climate talks, RTCC 16.04.2013.

Ed King: USA plans ‘accelerated’ climate change cooperation with China, RTCC 16.04.2013.

John Parnell: Kerry pushes US climate ambition in Japan, RTCC 15.04.2013.

Global climate action continues despite UN deadlock - report, RTCC 12.04.2013.

India prepares to adopt binding emission reduction target, RTCC 10.04.2013.

Nitin Sethi: India readying to take on absolute emission reduction cuts, Times of India 10.04.2013. 

Alex Kirby: World’s poorest could accept binding emission cuts, RTCC 02.04.2013.

Ed King: World’s poorest countries meet for Kathmandu climate summit, RTCC 22.03.2013. 

Ed King: South Africa calls on world leaders to engage in UN climate talks, RTCC 22.03.2013.

John Parnell: Kerry ramps up US climate diplomacy efforts, RTCC 20.03.2013.

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar, marts, april og maj 2013.

• I maj vil Abe og regeringspartiet LDP vil sandsynligvis vise klarere signaler om deres A-kraft-politik. NRA vil komme nærmere de endelige krav for genstart, og måske komme ud i de første situationer, hvor man ‘er nødt til’ at erklære en reaktor for uegnet til videre brug på grund af jordskælvsmæssigt uheldig placering.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.
Se Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2.

Optegnelser maj 2013

1. maj - Forsyningsselskaberne står med gigantiske underskud 
2. maj - Igen tid for ‘Cool Biz’ 
3. maj - NRA indleder ny undersøgelse af Fukushima-katastrofens første fase 
4. maj - Risplantning igen efter to års moratorium 
5. maj - Abe underskriver aftale om levering af tyrkisk A-kraftværk 

6. maj - Mafiaen lukrerer på oprydningsarbejdet 
7. maj - Japansk fiflen med klimaindsatsen 
8. maj - Eksperterne langt gladere for A-kraft end lægfolk 
9. maj - TEPCO vil lede radioaktivt vand i Stillehavet 
11. maj - 500 shanghaiet til at arbejde på Fukushima Daiichi 

12. maj - NRA kræver fornyede undersøgelser ved Oi-værket 
12. maj - LDP melder klart ud om reaktorstart forud for valget 
13. maj - Den vedvarende energiudfordring 
13. maj – Ferskvandsmiljøet også radioaktivt forurenet 
14. maj - Hamaoka-værket i gabestokken 

15. maj - Reaktor ved Tsuruga-værket i gabestokken 
15. maj – Monju-reaktoren i gabestokken 
16. maj – Tohukus kyster indstøbt i beton
18. maj - KEPCO på skolebænken 
19. maj - Abes industriministerium involveret i astroturfing 

Se Fukushima links for maj 2013.

1. maj – Forsyningsselskaberne står med gigantiske underskud

Det japanske regnskabsår løber fra primo april til ultimo marts, og den seneste runde af regnskaber fra forsyningsselskaberne er blodig læsning.

Tekst på vej …

Tepco reports ¥685 billion net loss for 2012 as redress claims take toll, (Kyodo) Japan Times 01.05.2013.

Takashi Ebuchi, Mari Fujisaki & Yuriko Suzuki: TEPCO, 7 other utilities post combined loss of 1.6 trillion yen, Asahi Shimbun 01.05.2013.

Kansai, Kyushu utilities raise household electricity rates, Mainichi 01.05.2013.

Kansai, Kyushu utilities raise prices on households to offset fuel costs, (Kyodo) Japan Times 02.05.2013.

2. maj – Igen tid for ‘Cool Biz’

Tekst på vej …

Cool Biz starts for another summer, (Kyodo) Japan Times 02.05.2013.

3. maj – NRA indleder ny undersøgelse af Fukushima-katastrofens første fase

Det har været diskuteret ganske intenst, om allerede jordskælvet 9. marts 2011 satte reaktorerne ved Fukushima Daiichi-værket i knæ, eller om det var den ekstraordinært store tsunami, som forårsagede den standsning af kølingen, som i løbet af de kommende døgn første til tre reaktornedsmeltninger?

Det kan umiddelbart synes som et teoretisk spørgsmål – skaden er sket, og det vigtigste er at få ryddet op. Men når A-kraft industrien og værkets ejer TEPCO kategorisk har afvist, at jordskælvet havde nogen direkte rolle, så hænger det sammen med, at hvis det var tilfældet, så ville man stå overfor skærpelser af dimensioneringskravene, som i langt højere grad ville gælde for samtlige Japans atomkraftværker. For jordskælvet var ikke specielt voldsomt ved Fukushima Daiichi, og jordskælv af tilsvarende styrke vil med stor sandsynlighed optræde hyppigt mange steder i landet. Hvorimod tsunamien var af en stærrelse, som kun formodes at optræde med flere hundrede års mellemrum.

Det er derfor med en vis spænding, at den nyetablerede sikkerhedsinstans NRA nu indleder en undersøgelse af forholdene.

Jin Nishikawa: Nuclear watchdog to answer unresolved questions about Fukushima disaster, Asahi Shimbun 02.05.2013.

NRA to open new study on role 3/11 quake played in damaging No. 1 plant, (Kyodo) Japan Times 03.05.2013.

4. maj – Risplantning igen efter to års moratorium

Risdyrkningen kræver en høj grad af koordinering mellem de enkelte bønder, for at vandingssystemerne opretholdes, og gennem tiderne har der været knyttet fejringer og ceremonier til dens vigtigste faser, fra udplantningen i foråret til høsten ud på efteråret. Risen og dens årscyklus er således helt central i den japanske hverdag, og når man som konsekvens af Fukushima-katastrofen må indstille risdyrkningen, er man inde at rode i selve fundamentet.

Derfor er det glædeligt, at man i Hirono, Futaba, hvor man i de forudgående to år har undladt at dyrke ris, igen har kunnet plante ris ud. Risene sættes til forspiring, når de vilde kirsebær blomstrer, og plantes ud i markerne, når frøerne starter deres kvækken – og det er altså nu.¹

Der er håb om, at høsten vil være spiselig efter at stort set alle prøver fra området sidste år viste niveauer under den grænse på 10 becquerel, som den japanske regering har fastlagt for alle fødevarer. 

Tilsvarende forlyder det 20. maj, at man for første gang efter Fukushima-katastrofens udbrud har plantet ris inden for den evakuerede zone. Det drejer sig om tre gårde i Miyakoji-machi med i alt 6 hektar beliggende 15 km fra Fukushima Daiichi-værket. Man må dog stadig kun opretholde sig midlertidigt i området, så bønderne må stadig en uvis tid frem regne med at skulle køre frem og tilbage mellem deres marker og deres evakueringsbolig.²

Miyakoji-machi er det første landområde i den evakuerede zone, hvor man har gennemført en dekontaminering, som indebærer, at man fjerne topjorden. Yderligere dyrker man efterfølgende med en gødning med større indhold af kalium end sædvanligt, hvilket det har vist sig mindsker risplanternes optag af cæsium.

Fukushima farmers plant rice after 2-year self-imposed ban, Mainichi 04.05.2013.¹

Rice planted in former no-go zone, (Jiji) Japan Times 20.05.2013.²

5. maj – Abe underskriver aftale om levering af tyrkisk A-kraftværk

På sin rundrejse i Mellemøsten underskrev Shinso Abe i går en aftale med Tyrkiet om at levere Tyrkiets andet atomkraftværk med i alt fire reaktorer i Sinop ved Tyrkiets Sortehavskyst. Leverancen er et fransk-japansk samarbejde og den første aftale af sin art, som er kommet i stand efter Fukushima-katastrofen for mere end to år siden. Som del af aftalen skal japanske eksperter også hjælpe med at finde en egnet placering for landets tredje atomkraftværk. Så det blev en stor dag for den japanske A-kraft-industri.

Dagen forud underkrev Abe i Abu Dhabi en samarbejdssaftale. Abu Dhabi er ved at etablere atomkraft, men her har et sydkoreansk konsortium vundet opgaven. 

Abes rundtur startede i Saudi-Arabien, hvor han fik bekræftet intentionen om at holde stabile priser på råolien på verdensmarkedet. Selv da Japan inden Fukushima-katastrofen havde mere end 50 reaktorer i gang, dækkede de kun omkring 25% af landets energiforsyning, og størstedelen af resten er gas, kul og olie. Så Japan er i ekstrem grad afhængig af importeret energi. Og Japan har i de seneste to år betalt meget dyrt for den ekstra energi, først og fremmest flydende gas, som man har måttet importere for at kompensere for de standsede reaktorer.

Saudi-Arabien har også planer om at etablere A-kraft – og er foreløbig i samarbejde med et koreansk konsortium i gang med at opføre de første to af fire planlagte reaktorer. Abe underskev i Saudi-Arabien en samarbejdsaftale om fremtidige leverancer af teknologi og udstyr til A-kraftværker.

Takao Yamada har i en artikel i mainichi en række interessante betragtninger om det dobbeltmoralske i den japanske eksport af A-kraft-anlæg. Hans artikel slutter:

“I finished Funabashi’s book and turned on the TV, and was greeted by the image of Prime Minister Shinzo Abe. He was in Turkey, announcing Japan had been given preferential negotiating rights for nuclear reactor exports to that country.

‘We will share the lessons we’ve learned from the (Fukushima) disaster with the world,’ Abe was saying. So what is the greatest lesson we’ve learned from the Fukushima crisis? In my mind, it’s that nuclear power has two faces. It can spawn great prosperity, but can sometimes also rob us of our nation’s land. Within Japan, we look upon the Fukushima meltdowns with disgust and are groping our way toward a non-nuclear future. In the Middle East, Japan treats nuclear power as a business, putting profit first. This looks like a case of double-dealing, and does not suit a country with such moral influence as the postwar ‘new country’ of Japan.”

Ligeså meget som jeg elsker Tyrkiet og lige igen har været på ferie dernede, så er jeg alt andet end tryg ved en tyrkisk sikkerhedskultur – det er på godt og ondt smutvejenes og de lette løsningers land.

En leder i Japan Times påpeger 12. maj, at det stadig er langt fra afklaret, hvad som førte til fukushima-katastrofen, og at det på den baggrund er dybt problematisk, at Abe aktivt går ud at sælge japansk A-kraft-teknologi. Ved at promovere A-kraft i mellemøst-området risikerer man samtidig, at flere lande vælger at udvikle egne atomvåben. Hvis for eksempel Iran står med egne bomber, er det meget sandsynligt, at Saudi-Arabien vil forsøge ligeledes at udvikle atombomber. Så det er ganske paradoksalt og dybt problematisk, at Japan med sin konstitionelle antiatomkraft-politik nu pusker atomkraftværker (og dermed adgang til plutonium) i en af verdens mest urolige regioner.

Abe leaves for Russia on four-nation trip, Mainichi 28.04.2013.

Japan, Saudi Arabia to start preliminary talks for nuclear pact, (Kyodo) Mainichi 01.05.2013.

PM Abe vows to promote Japan nuclear infrastructure exports to Mideast, (Kyodo) Mainichi 02.05.2013.

Abe clinches nuclear technology deal with Abu Dhabi, (AFP, Jiji) Japan Times 03.05.2013.

Japan, Turkey ink $22 billion nuclear plant deal, (AFP, Jiji) Japan Times 04.05.2013.

Japan vows ‘high safety’ for Turkish reactor, (AP) Mainichi 04.05.2013.

Takao Yamada: Japan losing its moral compass with nuclear reactor exports, Mainichi 06.05.2013.

Mark Halber: Realpolitik: Japan trades nuclear tech to Middle East in exchange for oil, SmartPlanet 13.05.2013.

Export of nuclear technology, (leder) Japan Times 14.05.2013.

6. maj – Mafiaen lukrerer på oprydningsarbejdet

Tekst på vej …

Sachi Matsumoto, Momoko Jingu & Tamiyuki Kihara: Crooked Cleanup: Yakuza taking slice of lucrative decontamination work, Asahi Shimbun 06.05.2013.

Jake Adelsten: Yakuza links put nation at added nuclear risk, Japan Times 05.05.2013.

7. maj – Japansk fiflen med klimaindsatsen

Den japanske klimaindsats, som i forvejen var alt for snævert hægtet op på udbygningen af A-kraften, har med Fukushima-katastrofen og den efterfølgende standsning af stort set alle landets reaktorer stort set brudt sammen. Abe-regeringen har derfor nulstillet de hidtidige klimamålsætninger, ligesom Japan har trukket sigaf anden fase af Kyoto-aftalen, selvom den er blevet til på japansk grund.

For at pynte lidt på situationen vil man nu til at medregne klimagevinsten i udviklingslande i Asien og Afrika, som er kommet i stand gennem teknisk assistance fra Japan i en såkaldt “bilateral offset credit mechanism”.

Det kommer man nu nok ikke langt med i det internationale samfund, for hvis både de lande, som leverer en klima-knowhow og de lande, som benytter den til at reducere deres klimapåvirkning medregner samme reduktioner, bryder systemet sammen.

Samtidig med, at det er vigtigt, at denne teknologi-eksport finder sted, så verdens samlede teknologiske formåen i videst mulige udstrækning stilles til rådighed for hele verden, så kan det aldrig blive nogen erstatning for, at de mest udviklede lande får ryddet grundt op på hjemmefronten.  

Japan to promote new framework for pursuing greenhouse gas cuts, Mainichi 06.05.2013.

8. maj – Eksperterne langt gladere for A-kraft end lægfolk

Atomic Energy Society of Japan, AESJ, har siden 2006 lavet en årlig måling af holdninger til A-kraften blandt sine medlemmer, og siden 2007 i den japanske befolkning. Og hvor i foråret 2006 86% af eksperterne var “comfortable” eller”somewhat comfortable” med A-kraften, så faldt tallet efter Fukushima-katastrofen i 2011 til 62%. i 2012-undersøgelsen (som netop er fremlagt) er dette tal igen øget til 69,9%.

På spørgsmålet, om Japan skal bevare A-kraften, svarede 92% af ASEJs medlemmer bekræftende. Dette er næsten på højde med præ-Fukushima-niveauet på 95%, og 6,6% højere end tallet for 2011. Så selv en katastrofe som den ved Fukushima daiichi får ikke eksperterne til at tvivle på A-kraftens lyksaligheder.

Heroverfor er det tankevækkende, at kun 25% et repræsentativt udvalg af befolkningen i Tokyu-området ”agreed” eller “somewhat agreed”, at Japan fortsat skulle have A-kraft.

Endda står Japan i dag med en regering, som aktivt promoverer gensetableringen af A-kraften.

70% of nuclear experts still ‘comfortable’ with atomic power: survey, Mainichi 08.05.2013.

9. maj – TEPCO vil lede radioaktivt vand i Stillehavet

Et af de stående problemer ved Fukushima-værket er de store mængder af radioaktivt vand, som til stadighed produceres. Hver dag kommer der omkring 400 ton yderligere, som værkets ejer TEPCO ikke bare kan smide væk. En stor del af dette vand er indsivende grundvand. Man har derfor prøvet at bore en række brønde omkring de nedsmeltede reaktorer, for om muligt at hente vandet op her, inden det kommer i kontakt med de højradioaktive tilstande umiddelbart nær reaktorerne, og håber ad denne vej at kunne mindske mængderne af indsivende vand med omkring 100 ton pr. dag.

TEPCO søger nu at vinde forståelse for, at man kan udlede dette vand i Stillehavet med den begrundelse, at radioaktiviteten ikke er større end i de omkringliggende floder. TEPCO skylder blot at sige, at radiokativiteten i de omkringliggende floder faktisk er unormalt høj på grund af strålingen fra Fukushima-katastrofen. Så det er et rigtig dårligt argument.

Pragmatisk set ville man ved at lade de store mængder lavradioaktivt vand sive langsomt i havet kunne lade det fortynde dertil, at det var “umåleligt”. Men principielt er det et skråplan, og fiskerne langs Tohukus østkyst vil givet også protestere højlydt. De har stået på land i mere end to år nu uden at kunne genoptage fiskeriet, da niveuaerne i de løbende stikprøver stadig er langt over den fastlagte grænseværdi. Og for dem er enhver ny dosis radioaktivitet medvirkende til at forurene deres fiskefarvande og forsinke genoptagelsen af kystfiskeriet.

Efter et møde med fiskerne mandag den 13. nåede man da heller ikke til enighed med fiskerne, som ikke kunne billige TEPCOs planer. 

Sandsynligvis kommer TEPCO således til i de kommende år skulle håndtere de stadig større mængder af radioaktivitet  på selve området. 400 ton vand i døgnet bliver over tid til enorme mængder, og man er ved at vågne til, at der ikke er noget, som hedder væk, at ingen vil være vært for affaldet, at man står i sit eget lort til halsen.

19. maj får TEPCO opbakning fra lederen af IAEA, International Atomic Energy Agency, til sit ønske om at kunne lede grundvandet direkte i havet. Den såkaldte “nuclear village”, som man med oprettelsen af NRA så intenst søger at få demonteret, har international udstrækning. 

TEPCO har anskaffet sig vandfiltreringsudstyr, som kan fjerne 62 af de 63 radioaktive biotoper, som findes i vandet, herunder plutonium og strontium, i en grad, så der kun er umålelige rester tilbage. Undtagelsen er tritium, og det vand, som TEPCO nu søger at lagre, indeholder typisk 1-5 mio. becquerel tritum pr. liter, hvor grænseværdien for tritium er 60.000 becquerel pr. liter. Med en halveringstid på 12,3 år vil TEPCO således skulle opbevare det rensede vand i mere end 50 år, før strontium-niveauerne nærmer sig grænseværdien.

TEPCO har indvilliget i kun at lede vandet i havet, hvis man får fiskernes accept deraf. Men selvom man rationelt set kan hælde det tritiumplagede vand i havet, så det hurtigt fortyndes til det målelige, så er det meget vanskeligt at give sit samtykke til, at man lukker radioaktivt vand ud. Før Fukushima-katastrofen var farvandene udfor Fukushima kendt som gode fiskevande, hvor man kunne fange op imod 100 forskellige arter af fisk. 

Man må håbe, at der øverst i designmanualet for alle eventuelle nye atomkraftværker står med store bogstaver, at ikke bare skal man i tsunami-hærkgede kyster ikke bygge for tæt på havoverfladen, man må aldrig bygge under grundvandsspejlet. Det hører til det mere absurde ved Fukushima-katastrofen, at den aldrig havde udviklet sig så galt, hvis ikke man havde bygget på den topografi, som forud var på stedet, frem for at sprænge den oprindelige bakke bort for at få værket helt ud i vandkanten, hvor man kunne spare lidt energi til kølevandspumperne.

Det har vist sig at være en endog meget dyr og dum besparelse. Og det er uhyggeligt, at nogle af verdens største firmaer står bag opførelsen af disse værker. Lige så let som det er i bakspejlet at indse, hvor dumt man har båret sig ad, og hvor mange små hver især næsten ubetydelige fejl, som skal optræde samtidig for at udløse en katastrofe som den ved Fukushima Daiichi, lige så næsten umuligt er det i virkelighedens verden at tænke det utænkelige - som Lars Kolind i sin tid som direktør for Oticon opfordrede os alle til.

TEPCO to dump groundwater to ease crisis at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 08.05.2013.

Tepco eyes dumping groundwater, (Kyodo) Japan Times 09.05.2013.

TEPCO seeks approval over dumping groundwater from Fukushima plant, Mainichi 13.05.2013.

David Pacchioli: Seafood Safety and Policy, Oceanus 06.05.2013.

‘Absurd’: Intentionally dumping Fukushima nuclear material into ocean from land “is not considered dumping” - Allowed under international law? Energy News 14.05.2013.

Shunsuke Kimura & Takemichi Nishibori: Fisheries officials uneasy at TEPCO plan to release groundwater, Asahi Shimbun 13.05.2013.

IAEA inspector backs pumping Fukushima groundwater into sea, Mainichi 19.05.2013.

Reiji Yoshida: Fukushima No. 1 can’t keep its head above tainted water, Japan Times 21.05.2013.

11. maj – 500 shanghaiet til at arbejde på Fukushima Daiichi

Tre arbejdsbureauer i Nagasaki har fået en reprimande, efter at de har leveret 500 arbejdere til oprydningsarbejdet ved det katastroferamte Fukushima Daiichi-værk. Det er der ikke i sig selv noget forkert i, men de 500 arbejdere var ikke ved deres kontrakt blevet gjort klart, at de kunne risikere at komme til at deltage i oprydningsarbejdet ved det stærkt strålingsplagede værk. Samtidig har der været flere tilfælde af underbetaling.

En af grundene til, at TEPCOs oprydningsarbejde fører til stribevis af småfejl, er, at arbejdet er lavkastearbejde, som underbetales og som ud over den umiddelbare sundhedsrisiko har en særdeles lav status. Så der er en stadig udskiftning og ganske stor risiko for, at noget går galt.

Toshio Tada: Labor ministry disciplines 3 worker dispatch companies, Asahi Shimbun 11.05.2013.

Nagasaki firms warned for sending workers to stricken nuke plant, (Kyodo) Japan Times 12.05.2013.

12. maj – NRA kræver fornyede undersøgelser ved Oi-værket 

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA har bedt Oi-værkets ejer KEPCO om at foretage yderligere undersøgelser i lyset af mistanken om, at undergrunden under værket er belastet af et system af foldelinjer.

Oi-værkets reaktor 3 og 4 er de eneste to i dag kørende reaktorer i Japan. Ved deres genstart sidste sommer blev snit i undegrunden nær reaktorene ganske komfortabelt udelukket fra det materiale, som ligger til grund for det lokale bystyres avccept af genstarten.

Men fra mange sider er der rejst tvivl om undergrundens stabilitet, hvilket KEPCO dog har kategorisk afvist. NRA har derfor pålagt KEPCO at forholde sig til situationen som om det var en reel trussel.

Hvis disse foldelinjer erklæres for aktive, vil det kunne føre til krav om radikalt forøgede krav til bygnings- og rørdimensionering. Og hvis den særlige foldelinje, som løber tæt under reaktor 3 og 4 ender med at blive erklæret for aktiv, vil der ikke være nogen anden udvej end at lukke reaktorerne, da det ifølge japansk lov er forbudt at placere vigtig infrastruktur umiddelbart over aktive foldelinjer, hvor bevægelser i jordskorpen kan blive særligt voldsomme. 

Det hænger sammen med fundamentale fejl i hele den måde. vi opgør udledninger på, som stammer tilbage fra Kyoto-aftalen i 1998. Allerede den gang vidste man, at det var langt fra perfekt – at man burde have den internationale skibsfart og luftfart med og burde finde en måde at indregne, at en større og større del af de rige landes forbrugsvarer bliver produceret i lande som Indien og Kina. Når CO₂-produktionen er faldende i lande som Danmark og England, er det derfor i høj grad fordi vi har udflaget produktionen af en stor del af de varer, som fører ti store CO₂-udledninger.

Faktisk peger den fine lille 3 min. animation på tre sammenhængende vildfarelser (for nu ikke at kalde dem løgne), at vores CO₂-udledninger er faldet i de seneste år, at vores regeringer gør alt de kan i omstillingen til bæredygtigt ligevægtssamfund, og at vi bliver lykkeligere ved at forbruge mere. Den lille animations visuelle højdepunkt er mod slutningen, hvor vi som søvngænger-zombier drages mod stormagasinerne for at hente dagens pose med forbrugsvarer, som verden omkring os gør sit bedste for at indprente os, at vi ikke kan leve lykkeligt foruden, men som undersøgelse efter undersøgelse viser ikke gør os lykkeligere.

At denne bevidstløse forbrugerisme samtidig med at den hastigt forøder klodens livsgrundlag, er med til at forurene og depravere vores tilværelsers målretning … er det 21. århundredes store tragik.

www.carbonomissions.org.uk.

Og med de seneste ryk i 350-bevægelsen har man sat direkte ind overfor den fossile industri, som nu foreløbig er sluppet af sted med at forplumre en fælles global indsats i tre årtier og ikke mindst i USA synes at være indstillet på at bruge alle nødvendige midler på at kunne køre videre som hidtil, selvom det er med fremtiden som indsats.

Lester Brown runder filmens indledning af med den betragting, at vi længe har talt om at måtte redde planeten, men at planeten skal nok overleve – det er menneskehedens eksistens og livsvilkår, som er på spil.

Under vejs møder man en lang række fremtræden skikkelser inden for klimabevægelsen og klimavidenskaben: James Hansen (Director, NASA’s Goddard Institute for Space Studies), Naomi Klein (Author, The Shock Doctrine), Lester Brown (President, Earth Policy Institute), Michael Brune (Executive Director, Sierra Club), Majora Carter (Founder, Sustainable South Bronx), Jessy Tolkan (Co-Executive Director of Citizen Engagement Laboratory), Phil Radford (Executive Director of Greenpeace), James Gustave Speth (Co-Founder of Natural Resources Defense Council), Mike Tidwell (Executive Director, CCAN), Van Jones (CNN Correspondent & Author, The Green Collar Economy), Bobby Kennedy Jr. (President, Waterkeeper Alliance ) og mange flere. Alt i alt en yderst seværdig film.

Filmen ligger i forlængelse af den artikel, som Bill McKibben skrev til Rollng Stone sidste sommer – se blog-indlægget Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se tidligere blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar og marts 2013.

• I april … er det svært at vide, hvad som vil ske. Vil Abe-regeringen turde presse på for reaktor-genstarter forud for sommervarmen? Vil forsyningsselskabernes økonomi tvinge dem ud af den stratgiske stilhed? Vil NRAs krav til sikkehedsopdateringer vise sig så strenge, at der kommer politisk indgreb? Vil vi se flere kedelige afsløringer af svindel og bedrag og løntrykkeri i dekontamineringsarbejdet? Vil TEPCO endelig komme i gang med at få de mange brugte brændselslegemer væk fra Fukushima Daiichi-værket? – og … hvor er væk?

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.
Se Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2.

Optegnelser april 2013

1. april – Marubeni går ind i geotermiske projekter  
2. april – 170 km sakura
3. april – 150.000 km² af Stillehavet med forhøjet radioaktivitet
4. april - NRA: Max ét større uheld pr. reaktor pr. million år 
6. april - Abe: Fukushima Daini meget vanskelig at få genstartet 

7. april - TEPCOs endeløse stime af “småproblemer” 
7. april - Sakura på grænsen 
8. april - Kurokawa: Fukushima-krisen langt fra under kontrol 
8. april - LDPs generalsekretær om A-kraftens nødvendighed 
9. april - Demonstranternes teltlejr under pres 

9. april - 21 projekter med geotermisk varme på vej 
10. april - Energi nok til sommervarmen 
11. april - TEPCO undskylder 
11. april - 99% af Fukushima-boerne uden spor af radioaktivitet 
11. april - Jaczko: Alle amerikanske reaktorer har sikkerhedsproblemer

11. april – NRAs nye sikkerhedsregler vil give langsom opstart
15. april - TEPCO holdt plutonium-holdige prøver skjult i ni måneder 
16. april - Domstol: OK at Oi-reaktorerne kører 
19. april - Aktive foldelinjer under Kashiwazaki-Kariwa-værket  
21. april - TEPCO nægter at betale

22. april - IAEA pålægger TEPCO at stramme op i oprydningsarbejdet 
22. april - Fornyet politisk modstand overfor Hamaoka-værket 
24. april - Tohuku Electric sagsøger TEPCO 
26. april - TEPCO vil lave eget sikkerhedsudstyr 
26. april - Fukushima Daiichi klarede sig ‘overraskende godt’ 

27. april – Prometheus Trap – ny artikelserie om dyrenes Fukushima-krise

Se Fukushima links for  april 2013.

1. april – Marubeni går ind i geotermiske projekter

tekst på vej … citat af Suzuki:

Chishaki Watanabe: Marubeni Targets National Park in Japan for Geothermal, Bloomberg 01.04.2013.

2. april – 170 km sakura

tekst på vej … enestående landskabstræk.

Tateki Iwai: Cherry trees to mark tsunami line in Tohoku as warning to future generations, Asahi Shimbun 02.04.2013.

3. april – 150.000 km² af Stillehavet med forhøjet radioaktivitet

Der er netop i dag i Biogeosciences offentliggjort en vurdering af, hvor store mængder radioaktivitet, som Fukushimakatastrofen indtil nu har frigivet til havmiljøet.

Prøver fra overfladevandet taget 30 km fra Fukushima Daiichi-værket kunne have op til 3.500 gange baggrundsniveauet, og selv 600 km fra Fukushima Daiichi-værket var koncentrationen omkring 300 gange normalt. Og det anslås, at foreløbig  i alt 150.000 km² af Stillehavet nordøst for Fukushima har forhøjede koncentrationer. Undersøgelsens konklusion lyder:

“The contribution of 137 Cs, 129 I and 3 H released from the damaged Fukushima NPP to the sea has been remarkable, as it has considerably influenced their concentrations in surface seawater as well as in the water column of the NW Pacific Ocean. The main conclusions obtained in this work may be summarized as follows:

1) The 137Cs, 129I and 3H levels in surface seawater observed offshore Fukushima approximately from 30 km to 600km from the coast) varied between 0.002–3.5 Bq L−1, 0.01-0.8 μ Bq L−1 and 0.05-0.15 Bq L−1, respectively. At the sampling site about 40 km from the coast, where all three radionuclides were analyzed, the Fukushima impact represent an increase above the global fallout background by factors of about 1,000, 30 and 3, respectively. The water column data indicate that the transport of Fukushima-derived radionuclides has already reached a depth of 300 m.

2) The observed 137Cs levels in surface waters and in the water column of the NW Pacific Ocean are in a reasonable agreement with predictions obtained from the  Ocean General Circulation Model.

3) The 137Cs inventory due to the Fukushima accident in the water column of the investigated
NW Pacific Ocean (the area from 34 to 37° N, and from 142 to 147° E) is estimated to be 2.2±0.3 PBq. About 4.6 GBq of 129I was released to the atmosphere and deposited in the NW Pacific Ocean, and about 2.4 GBq was directly discharged as liquid wastes to the sea offshore Fukushima. The total amount of 3H released and deposited on the NW Pacific Ocean was estimated to be of the order of 0.1 PBq.

4) The radionuclides discussed in the present work will be useful tracers for studying horizontal and vertical transport of water in the North Pacific Ocean.

I undersøgelsen anslås det (p. 6387) at den samlede udledning til havet fra Chernobyl – først og fremmest Østersøen, Barentshavet og Den Botniske Bugt, var på tilsammen 9 Pbq.

Povinec, P.P. et al.: Cesium, iodine and tritium in NW Pacific waters – a comparison of the Fukushima impact with global fallout, Biogeosciences 03.04.2013 (abstract).

Povinec, P.P. et al.: Cesium, iodine and tritium in NW Pacific waters – a comparison of the Fukushima impact with global fallout, Biogeosciences vol. 10, 2013 pp. 6377-16 (pdf).

4. april – NRA: Max ét større uheld pr. reaktor pr. million år

Det kan synes en kende abstrakt, når NRA nu lægger op til, at der med de nye sikkerhedsregler max må ske et større uheld pr. reaktor pr. en million år. Men det er sådanne størrelser, som ligger bag vurderingerne af for eksempel, at tidsfristerne for hvor længe en foldelinje skal have været i ro øges fra de nuværende 130.000 år til 400.000 år.

Med 50 reaktorer betyder det, at Japan siger på max at have ét større reaktoruheld hvert 20.000. år, og med tre reaktornedsmeltninger på stribe har Japan så at sige brugt sin kvorte for 60.000 år. Som statistiker kan man ikke sige, at uheld ikke kan ske, så dette er er en anden måde at sige på, at sådanne uheld bare ikke må finde sted.

Selv hvis Japan ender med at fortsætte udbygningen af sin A-kraft, så man i løbet af en årrække har 100 reaktorer (hvilket i den nuværende situation er ret udsandsynligt), vil man således kun kunne acceptere ét uheld pr. 10.000 år, hvilket stadig er megt længe målt med menneskets histories alen.

Om man kan regne på sådanne marginaler er et helt andet spørgsmål. Hvordan indregner man, at en rotte for blot få uger siden formåede at kortslutte strømforsyningen til de fire havarerede reaktorbygninger? – hvordan sætter man tal på det uforudsigelige? Det er let nok bagefter at sige dels, at det med rotter sker, dels at man skal huske at undgå det til en anden gang. Men hvornår har man en desperat nordkoreansk regering, som gør alvor af sine trusler om at sende et missil ind over Japan? Og vil de være i stand til at ramme Fukushima Daiichis reaktor 4 og udløse den samlede tilbageværende radioaktivitet? For så er det hele Tokyo-området, som står overfor at måtte evakueres.

NRA ønsker med sådanne mål at sikre en opmærksomhed på, at sikkerheden ikke bare er genoprettet med opfyldeldsen af de nye sikkerhedsregler, og så vidt muligt undgå tilbagefald til den “safety myth”, som prægede sektoren før Fukushima-katastrofen og som var grunden til, at det overhovedet kunne gå så galt som det gik.

Men har NRA i virkeligheden den skjulte agenda at sætte en sådan målsætning så høj, at konklusionen ender med at blive, at det ikke kan lade sig gøre overhovedet / for alle reaktorer af blot lidt ældre årgang / af MOX-type / beliggende i nærheden af xx foldelinjer?

Japan to set frequency limit for serious nuclear accidents, Kyodo 03.04.2013.

6. april – Abe: Fukushima Daini meget vanskelig at få genstartet

Den foregående regering havde allerede afskrevet Fukushima Daini-værket, det andet Fukushima-værk, som med sine fire reaktorer ligger 12 km syd for det forulykkede Fukushima Daiichi-værk og klart givet udtryk for, at her aldrig igen ville komme noget atomkraftværk. Men med Abe-regeringen blev mange ting nulstillet.

Premierminister Shinzo Abe siger dog nu, at selv hvis sikkerhedsforanstaltningerne bliver fuldt opdateret, kan det blive meget vanskeligt at vinde befolkningens accept. Det er der måske ikke noget at sige til, for den befolkning, som skal give sit samtykke, er evakueret på ubestemt tid på grund af stråling. Samtidig arbejder Fukushimas guvernør og amtsledelse på at gøre Fukushima amt til A-kraft-fri zone.

Endda lader Abes regering det til forskel fra den forudgående regering være op til TEPCO, om de vil forsøge at gøre værket klar til genstart, eller om de vil afskrive det og begynde en afvikling af det. På den led har forsyningsselskaberne med Abe fået en stærk omend stilfærædig allieret i kampen for at få reaktorerne i gang igen.

For nylig søgte Abe at gøre genstarten til en nødvendig forudsætning for genopbygningen af Tohuku.

Abe says restarting Fukushima No. 2 plant not easy, Asahi Shimbun 06.04.2013.

7. april – TEPCOs endeløse stime af “småproblemer”

Blot få uger efter at TEPCO måtte se kølingen af fire havarerede reaktorer sammenbrudt efter et problem, som nærmere undersøgelser viste var forårsaget af en rotte, måtte man igen sende SOS, at strømmen til reaktor 3s køling var afbrudt. Denne gang kun i få timer, og årsagen viste sig at være ubetænksomhed i forbindelse med sikring mod yderligere rotteproblemer.

Som om det ikke var nok, så har der de sidste dage været daglige rapporter om lækkende vandtanke. TEPCO har et gigantisk problem med radioaktivt forurenet kølevand, som hver dag bliver adskillige ton større. Man er i starten af forsøg med oprensning deraf, men også dette system har været ramt af problemer i sin indkøringsfase.

TEPCO har måttet improvisere sig frem med meget kort varsel, så der er ikke noget at sige til, at man på denne måde bliver indhentet af problemer ved midlertidige løsninger. Men det er et alt andet end sundt mediebillede, hvis målet er at gengive den japanske befolknings tillid til atomkraften dertil, at man vinder dens samtykke til genstarten. Ikke fordi pressen er alarmistisk – tværtimod er det sobert beskrivende, og der kommer klar besked, når problemerne er løst. Men fordi det står lysende klart, at situationen ved det forulykkede Fukushima Daiichi-værk balancerer på et meget skrøbeligt fundament, hvor selv småting kan forstyrre stabiliseringen af krisesituationen. Og fordi man gradvist får en stadig stærkere fornemmelse af, at også oprydningen er besværliggjort til det umulige af, at man var så overvældende elendigt forberedt på, at noget sådant kunne ske.

Tepco finds second pit leaking in Fukushima, (Jiji) Japan Tomes 07.04.2013.

Fishermen alarmed by water leak at nuclear plant, Asahi Shimbun 07.04.2013.

Fukushima tank springs major leak, (Kyodo) Japan Tomes 07.04.2013.

Contaminated water likely leaked from second Fukushima tank, (Kyodo) Mainichi 07.04.2013.

Lisa Twaronite: Japan’s Fukushima nuclear plant finds second tank leak, (Reuters) Scientific American 07.04.2013.

Shunsuke Kimura & Jin Nishikawa: TEPCO floundering in dealing with sea of contaminated water, Asahi Shimbun 07.04.2013.

Martin Fackler: Damaged Nuclear Plant in Japan Leaks Toxic Water, New York Times 06.04.2013.

Fukushima operators fear radioactive water leak, (ABC/AFP) ABC News 06.04.2013.

Anti-rat work caused latest cooling system problem at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 06.04.2013.

Japan nuclear plant ‘detects’ signs of leak, Aljazeera 06.04.2013.

Fukushima reservoir tank may have leaked contaminated water, Kyodo 06.04.2013.

Shunsuke Kimura: 120 tons of contaminated water leaks at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 06.04.2013.

Tepco has emergency press conference about new highly radioactive leak at Fukushima Daiichi, Energy News 05.04.2013.

Hiroko Tabuchi: Rat Chase Again Bedevils Fukushima Nuclear Plant, New York Times05.04.2013.

Power restored to Japan nuke plant cooling system, Mainichi 05.04.2013.

Fukushima nuclear plant’s cooling system goes offline for 3 hours, Asahi Shimbun 05.04.2013.

Reactor 3 cooling pool stops for three hours, (AFP, Jiji Kyodo) Japan TImes 05.04.2013.

Mistake halts Fukushima No. 1 water cleaner, (Jiji) Japan Times 05.04.2013.

Martin Fackler: Damaged Nuclear Plant in Japan Leaks Toxic Water, New York Times 06.04.2013.

Martin Fackler: Small Leak Is Reported at Fukushima Nuclear Plant, New York Times 07.04.2013.

Ryuta Koike & Jin Nishikawa: Problems at Fukushima plant stem from TEPCO’s rickety equipment, Asahi Shimbun 08.04.2013.

Japan’s Tepco may run out of space for radioactive water, Reuters 08.04.2013.

Shunsuke Kimura: Defect could affect all radioactive water storage tanks at Fukushima plant, Asahi Shimbun 08.04.2013.

Fukushima springs new cistern leak, (Jiji, Kyodo) Japan Times 09.04.2013.

Questions arise over whether poor workmanship or design led to leak of radioactive water, Mainichi 09.04.2013.

Expert needed to judge if TEPCO’s clean-up efforts good enough, Mainichi 09.04.2013.

Hirko Tabuchi: Another Tank Leaks Water at Japanese Nuclear Plant, New York Times 09.04.2013.

More government involvement needed to address safety at stricken plant, (leder) Asahi Shimbun 09.04.2013.

Stop using reservoirs at Fukushima: Motegi, (Kyodo, Jiji) Japan Times 10.04.2013.

Water leaks at Fukushima plant raise questions over plan to store radioactive water, Mainichi 10.04.2013.

TEPCO plans for storing radioactive water dealt heavy blow, Asahi Shimbun 10.04.2013.

Tsuyoshi Inajima: Tepco Faces Decision to Dump Radioactive Water in Pacific, Bloomberg 12.04.2013.

Leaky cisterns to be emptied ASAP, (Jiji) Japan Times 12.04.2013.

Shunsuke Kimura & Jin Nishikawa: Another leak found at Fukushima plant during water transfer, Asahi Shimbun 12.04.2013.

More radioactive water leaks during Tepco transfer effort at Fukushima No. 1, (Jiji) Japan Times 12.04.2013.

TEPCO yet to nail down cause of radioactive leaks at Fukushima plant, (Kyodo) Mainichi 13.04.2013.

Transfer of radioactive water to be delayed at Fukushima plant, (Kyodo) Mainichi 14.04.2013.

Tepco starts pumping radioactive water from leaking tank, (Kyodo) Japan Times 17.04.2013.

Fukushima workers treated water leaks without dosimeters, Asahi Shimbun 20.04.2013.

7. april – Sakura på grænsen

Hvert år bevæger en bølge af rosa-hvidt sig hen over de japanske landskaber fra syd mod nord, og sakura, som  japanerne kalder deres kirsebærblomstring, har været tidligt på færde i år. Således var de første kirsebærblomster at se i begyndelsen af marts, og blomstringen nåede Osaka og Kyoto omkring 18. marts. Det svinger noget fra år til år, men havde nogen for 30 år siden, da jeg først kom til Kyoto, fortalt, at kirsebærblomsterne ville kulminere omkring forårsjævndøgn, ville de havde virret uroligt indtil de havde fået signaleret, at det nok var noget senere. Den gang var det bedste bud 10.-15. april plus-minus nogle få dage, og så lidt senere i de nærliggende dale, hvor der året rundt er lidt køligere.

Så en del af forklaringen er – om man kan lide det eller ej – klimaforandringer. I løbet af de sidste 50 år er afstanden mellem forår og efterår blevet op imod en måned længere. Foråret starter 4-6 dage tidligere og om efteråret får ginkgo-træet sine gule farver 11 dage senere og de japanske ahorn, momiji, bliver brandrøde 16 dage senere end for 50 år siden.

Billederne her er fra en sakura-allé med omkring 2.000 træer, som inden Fukushima-katastrofen hvert år tiltrak omkring 100.000 besøgende. Men strålingen ramte også Tomioka, og området blev evakueret. Stadig ligger 90% af sakura-alleen i evakueringszonen, men fra 25. marts blev undtagelseszonens grænser justeret, så man nu gerne må opholde sig i den sydsligste del af byen og dermed igen har adgang til de første 300 m sakura-allé.

Denne mellemzone, hvor man gerne må passere og opholde sig midlertidigt, men ikke være bofast, er svær at håndtere for alle, for det giver nogle besværlige valg, om man skal eller ikke skal. Selvom man i princippet kunne genåbne kiosken eller nudelsuppe-cafeen, er der ikke det samme befolkningsgrundlag som forhen.

Og selvom man måske kunne genåbne skolen og børnehaven, er mange forældre så skræmte overfor den usynlige strålingsfare, at det føles meget uansvarligt af dem at efterlade deres børn et sådant sted, når man nu ved, at børn notorisk er mange gange mere følsomme overfor stråling end voksne. Japan står med en hel generation af børneforædre, som har angsten for strålingen med i sine dispositioner hver eneste dag.

Men billederne af Tomiokas sakura-tunnel, som spænder ud over alle menneskeskabte grænser, rørte et eller andet – måske også et håb om, at grænsen næste år eller næste år igen er rykket endnu en gang, så man igen kan opleve passagen igennem hele denne betagende blomsterkanal.

Tetsuya Kasai: Cherry blossom road partially open to Fukushima evacuees, Asahi Shimbun 08.04.2013.

Cherry blossoms in full bloom in evacuated Fukushima town, Mainichi 11.04.2013.

8. april – Kurokawa: Fukushima-krisen langt fra under kontrol

Kiyoshi Kurokawa, formand for en af de tre kommissioner, som sidste år undersøgte hændelsesforløbet bag udfoldelsen af Fukushima-katastrofen, og i juli nåede frem til, at katastrofen ikke primært var en naturkatastrofe, men i høj grad menneskeskabt, et resultat af slappe attituder og søvngængeragtig tillid til en ‘safety myth’ uden hold i virkeligheden, sagde i dag overfor en komite, at krisen ved Fukushima Daiichi-værket tydeligvis endnu ikke er under kontrol.

“There are … problems including contaminated water and a power blackout caused by a rat. Moreover, a response to victims of the crisis has not been progressing,” sagde Kurokawa: “The world is paying close attention to how the government will respond to problems pointed out in a report compiled by the panel.”

Shuya Nomura som også medvirkede ved undersøgelsen foret år siden, insisterede på, at det japanske folketing (the Diet) blev aktivt involveret i at bringe Fukushima Daiichi-katastrofen under kontrol: “Is it all right to leave the response to contaminated water and other problems to the discretion of TEPCO and the executive branch of the government? As representatives of the people, Diet members should have expertise and get involved in the response with the mindset of the general public.”

Det har måske været komfortabelt for alle, hvis oprydningsarbejdet blev varetaget af TEPCO. Men ligesom TEPCO var håbløst forberedt på, hvad der skete, har de forløbne to år med al tydelighed demonstreret, at TEPCO ikke er opgaven voksen. Dels i det rent ingeniørmæssige, men også i det kommunikationsmæssige. I en situation, hvor millioner af skræmte japanere hvoraf hundredetusinder er evakuerede, og en hel verden følger med i kampen for at genvindinde kontrollen med situationen ved Fukushima Daiichi, har man tværtimod søgt at skjule og fornægte vigtige forhold frem for at sikre fuld åbenhed og sikre den bedst mulige hjælp til at få situationen under kontrol.   

Se optegnelser for 7. juli og 23. juli vedr. undersøgelseskommissionernes konklusioner.

Ex-head of Diet panel probe say nuclear disaster still not under control, Mainichi 08.04.2013.

Shunsuke Kimura & Sachiko Miwa: Criticism, doubts greet new Diet panel on nuclear issues, Asahi Shimbun 09.04.2013.

8. april – LDPs generalsekretær om A-kraftens nødvendighed

Tekst på vej …

LDP secretary-general cites Japan’s role as a non-nuclear model despite limitations, Mainichi 08.04.2013.

Chiyako Sato: Japan should take leadership role on nuclear disarmament, Mainichi 08.04.2013.

9. april – Demonstranternes teltlejr under pres

Siden september 2011 har en gruppe borgere haft tre telte sat op foran økonomi, handel og industri, som er politisk ansvarlig for driften af Japans atomkraftværker.  Og der har løbende været lavet potestaktiviteter fra teltene for at søge at få Japan til at opgive atomkraften og slå sig på vedvarende energi.

Men nu er protesternes tid åbenbart ovre, og ministeriet er gået lovens vej for at søge at få teltene fjernet. For godt en uge siden blev den lille borgergruppe derfor beordret til at flytte teltene. Samtidig er gruppen stillet en leje på 11 mio. yen i udsigt for brug af arealet. Men det er endnu ikke sket, og gruppens leder, 70-årige Taro Fuchigami siger ifølge Asahi Shimbun, at man agter at anke sagen.¹

75-årige Taichi Masakiyo siger til Kyodo, at de ikke har planer om at forlade stedet, men “intend to show that this is an important location to conduct a national debate on nuclear power.”²

Flere af dem som fast bemander teltene er evakueret på grund af Fukushima-katastrofen, så det er ikke sådan lige at sende dem hjem. Og der vil være megen dårlig presse i blot at fjerne teltene med magt – tåregas og vandkanoner overfor studenter måske, men ikke overfor agtværdige pensionister.  

Så alle venter med spænding på, hvad der sker.

Activists protest government suit to have anti-nuke tents removed, Asahi Shimbun 09.04.2013.¹

State suit seeks removal of activists’ tents, (Kyodo) Japan Times 10.04.2013.²

Antinuclear activists on hunger strike over gov’t lawsuit, Kyodo 16.05.2013.

9. april – 21 projekter med geotermisk varme på vej

Tekst på vej …

Chisaki Watanabe: Japan Considering 21 Geothermal Plans After Fukushima, METI Says, Bloomberg 09.04.2013.

10. april – Energi nok til sommervarmen

Ifølge Kyodo er de frivillige besparelser på energien nu så store, at man til forskel fra to foregående år ikke regner med at få brug for at lave tvungne besparelser for at have energi nok i den værste sommervarme. Yderligere er mulighederne for at overføre el fra et forsyningsområde til et andet blevet bedret.

Med de nuværende forbrugsmønstre er det anslået, at der selv på de varmeste dage vil være en overkapacitet på 6,3%, hvor man mindst behøver 3%.

Her med er udsigten meget lille til, at der bliver gennemtrumfet reaktoropstarter på grund af forsyningssikkerheden. 

Ingen ved endnu, hvor hurtigt godkendelsesprocedurerne i forhold til det nye regelsæt fra NRA, som eftr planen skal foreligge til juli, kommer til at forløbe. Og dermed kan Japan meget vel en kort overgang sidst på sommeren komme til igen at stå uden igangværende atomkraftværker, når de to nu igangværende værker bliver standset for vedligeholdelse.

Power-saving targets may be axed for first time since 3/11, (Jiji, Kyodo) 10.04.2013. 

11. april – TEPCO undskylder

TEPCOs leder Naomi Hirose var i går ved en pressekonference fremme at undskylde de seneste tiders mange småproblemer ved TEPCO. Først gik kølingen til de nedsmeltede reaktorer to gange med få dages mellemrum, siden har det vist sig, at adskillige af de store intermistiske vandbassiner til radioaktivt vand, man har måttet grave, er utætte. Således er der pt betydelige mængder af radioaktivt vand, som konstant siver fra værket.

Hirose har da også lovet, at TEPCO fremover ikke vil bruge de meget intermistiske bassiner, som er lavet med plasticdug ligesom billige havebassiner. Og under pressekonferencen manede han også alle spekulationer i jorden om, at TEPCO havde planer om at hælde det radioaktive vand i havet, når først det var renset. Hvad han så vil gøre med det er et godt spørgsmål, for der produceres dagligt omkring 400 ton forurenet vand på stedet, dels fra den stadige køling af de brugte brændselselementer, men mest fra det grundvand, som ganske massivt siver ind i de havarerede reaktorbygninger – det vil tage rigtig mange mange år, før det er fordampet.

Samtidig med undskyldningsceremonien kunne man så via Kyodo læse om yderligee problemer med utætte rørføringer ved en af reaktorerne. Så hvis TEPCO havde ønsket sig herefter at få ro til at fokusere på oprydningsarbejdet, så verden kunne gå videre, så har de fået alt mulig andet. De mange løbende småuheld viser med stadig større tydelighed, at atomkraft ikke er legetøj, og at når først det er gået galt som det er ved Fukushima Daiichi-værket, så er der meget lang vej tilbage til at situationen er bragt under kontrol.

TEPCO president apologizes for radioactive water leaks at Fukushima plant, Mainichi 11.04.2013.

TEPCO to stop using underground tanks at Fukushima plant, Asahi Shimbun 11.04.2013.

Radioactive water leak from pipe confirmed at Fukushima plant, Kyodo 11.04.2013.

11. april – 99% af Fukushima-boerne uden spor af radioaktivitet

På vej …

I abstractet skriver undersøgelsens forfattere, at det på baggrund af det skete ville være forventeligt, at man ville finde et antal børn med en vis stråling. Så på den baggrund er det glædeligt, at de undersøgte børn, som omfatter 95% af alle børn i Fukushima by, i efteråret 2012 alle havde strålingsniveauer under det målbare:

“Extensive whole-body-counter surveys (n = 32,811) carried out at the Hirata Central Hospital between October, 2011 and November, 2012, however show that the internal exposure levels of residents are much lower than estimated. In particular, the first sampling-bias-free assessment of the internal exposure of children in the town of Miharu, Fukushima, shows that the ¹³⁷Cs body burdens of all children (n = 1,383, ages 6–15, covering 95% of children enrolled in town-operated schools) were below the detection limit of 300 Bq/body in the fall of 2012. These results are not conclusive for the prefecture as a whole, but are consistent with results obtained from other municipalities in the prefecture, and with prefectural data.”

Fumikazu Asai: Study: No radioactive cesium in 99% of Fukushima, Ibaraki residents, Asahi Shimbun 11.04.2013.

Radioactive cesium not detectable in 99% of Fukushima residents: study, (Jiji) Japan Times 11.04.2013.

Ryugo S. Hayano et al.: Internal radiocesium contamination of adults and children in Fukushima 7 to 20 months after the Fukushima NPP accident as measured by extensive whole-body-counter surveys, Proceedings of the Japan Academy, Series B Vol. 89 (2013) No. 4 p. 157-163 (pdf).

No radioactive cesium found in any of 10,000 children examined, Kyodo 11.04.2013. 

11. april – Jaczko: Alle amerikanske reaktorer har sikkerhedsproblemer

Den nu forhenværende leder af den amerikanske nucleare sikkerhedskommission Gregory B. Jaczko siger nu efter sin tilbagetrækning, at samtlige amerikanske reaktorer har sikkerhedsproblemer, som ikke blot kan udbedres, og at de burde udskiftes med nyt materiel. Det nytter ifølge ham ikke blot at blive ved med at lappe på de eksisterende. Og flertallet af dem, som har fået 20-årige licenser ud over deres normerede 40-års levetid sandsynligvis ikke villle holde tiden ud. Muligheden for at forlænge levetiden med yderligere 20 år afviste han som unfeasible.

Det er en ganske interessant betragtning al den stund, at man i Japan er i fuld gang med lige præcis at lappe på samtlige 50 reaktorer.

Jaczko ser fremtiden i væsentligt mindre enheder, som ikke hver især kan udvikle så meget varme, at brændselselementerne nedsmelter, og dermed ikke kan nedsmelte og frigive de store mængder radioaktivitet, som der er sket i Chernobyl og Fukushima.

Matthew L. Wald: Ex-Regulator Says Reactors Are Flawed, New York Times 10.04.2013.

11. april – NRAs nye sikkerhedsregler vil give langsom opstart

xxx

Jin Nishikawa: New NRA rules impose costly roadblocks to restart idle reactors, Asahi Shimbun 11.04.2013.

Radiation monitoring system must protect residents near nuke plants, (leder) Mainichi 11.04.2013.

Government must build framework to decommission nuclear reactors, (leder) Asahi Shimbun 12.04.2013. 

15. april – TEPCO holdt plutonium-holdige prøver skjult i ni måneder

TEPCO har netop i dag fremlagt prøver taget i havbunden ud for Fukushima Daiichi-værket, som er taget helt tilbage i juli sidste år. Hvor de store mængder af radioaktivitet efter nedsmeltningerne er cæsium-isotoper, som har halveringstider på blot få årtier, så har man nu i det marine miljø fundet plutonium, hvis halveringstid skal måles i årtusinder.

På den led har TEPCO igen og igen fortiet og forhalet og søgt at fordreje omfanget af strålingskatastrofen. Måske for at redde skindet for atomkraftværkerne, men rent faktisk er det på denne måde lykkedes igennem nu mere end to år at have regelmæssig dårlig presse på grund af den manglende åbenhed og præcsion i kommunikationen. Og man har kun gødet den efterhånden kroniske mistillid i den japanske befolkning overfor

Dette vil sandsynligvis endnu en gang få Fukushima-områdets bønder og fiskerne op langs kysten, som nu i to år ikke har kunnet gå på havet og fiske, op i det røde felt. Og det med god grund. Fukushima-katastrofen er en katastrofe, som aldrig burde have sket – og som ikke havde behøvet at ske, hvis de instanser, som havde til opgave at forvalte sikkerheden ikke havde sløset så alvorligt med deres opgave. 

Men ellers er den slags oplysninger ikke at finde i de store japanske aviser, og er heller ikke med selv i de halvtimelange NHK nyhedsudsendelser. Der synes at være en slags stiltiende aftale om ikke at (over)eksponere sådanne frygtgenererende nyheder. 

Nuclide Analysis Results of Marine Soil inside the Port Entrance of Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant, TEPCO 15.04.2013 (pdf).

Mochizuki: Tepco admitted Pu-238/239/240, Sr-90 in sea soil are from Fukushima accident, Fukushima Dairy 15.04.2013.

Plutonium-238 from Fukushima plant detected for first time offshore - Tepco reveals data 9 months later, Energy News 15.04.2013.

16. april – Domstol: OK at Oi-reaktorerne kører

260 antiatomkraft-aktivister har haft anlagt sag mod KEPCO, som driver Oi-værket med de to eneste atomreaktorer, som i dag er i gang, med krav om, at de skulle standses, da det var sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at have dem kørende på baggrund af, at der var mistanke om, at de lå umiddelbart over en aktiv foldelinje. Men retten i Osaka kom i dag til det resultat, at det var OK at reaktorerne kører frem til efteråret, hvor de skal standset midlertidigt for det ordinære årlige driftseftersyn.

I mellemtiden er der igangsat udarbejdelse af nye sikkerhedsforskrifter, og man har skrottet hele det tidligere sikkerhedsforvaltningssystem som uegnet. Den nye sikkerhedsinstans har samtidig en sag kørende, om disse foldelinjer under Oi-værket i virkeligheden er aktive, så det havde været meget nærliggende, hvis man havde brugt forsigtighedsprincippet og var kommet til det resultat, at grundlaget for at holde de to reaktorer i gang ikke var tilstede. Men nu har de af domstolene fået lov at fortsætte frem til september.

Via nyhedsbureauet Kyodo har KEPCO i dag meddelt, at de regner med, at de to nu igangværende reaktorer opfylder også de nye regler som bliver gældende fra juli. Dette kan dog meget vel være spin – KEPCO har tidligere været totalt afvisende overfor, at der var tale om aktive foldelinjer. Og de tegninger, som viste disse foldelinjer, “forsvandt” meget belejligt fra godkendelsesmaterialet i processen omkring at få dem genstartet sidste forsommer (se optegnelser for 28. juni,  29. juni, 16. august, 21. august, 25. august, 8. september, 13. oktober, 4. november, 30. november, 29. december og 19. marts).

17. april oplyser Kyodo så, at den nyetablerede sikkerhedsinstans NRA vil indlede undersøgelser af sikkerheden ved de to igangværende reaktorer allerede fredag for at afgøre, om de opfylder de regler, som vil være gældende fra juli.

I en leder 18. april kalder Asahi Shimbun det dybt skuffende, at retten med sin dom afstår fra at medvirke til den igangværende opgradering af sikkerheden, men blot ender med at vurdere, at de to reaktorer ved Oi-værket er i overensstemmelse med hidtidige sikkerhedsforskrifter, som man i lyset af Fukushima-katastrofen har fundet så mangelfulde, at man er i fuld gang med at implementere et nyt.

Eric Johnston: Oi reactors can remain online: court, Japan Times 16.04.2013.

Court rejects request to shut down Oi nuclear reactors, (Reuters) Asahi Shimbun 16.04.2013.

Court turns down suit seeking suspension of Oi nuclear plant reactors, (Kyodo) Japan Times 16.04.2013.

Kansai Electric expects online reactors to meet new requirements, Kyodo 16.04.2013.

Regulators to start checking whether Oi plant can meet new requirements, (Kyodo) Mainichi 17.04.2013.

Utility to finish upgrading safety of 2 online reactors by June, Kyodo 18.04.2013.

Court issues timid ruling on grave issue of nuclear safety, (leder) Asahi Shimbun 18.04.2013.

Ryota Koike: KEPCO: 2 online Oi reactors meet new safety standards, Asahi Shimbun 19.04.2013.

Atomic regulator starts formal checks on Oi reactor safety, (Kyodo) Japan Times 19.04.2013.

19. april – Aktive foldelinjer under Kashiwazaki-Kariwa-værket

Nyhedsbureauet Jiji viderebringer i dag oplysninger fra en undersøgelse, som TEPCO har lavet af undergrunden under Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med 7 reaktorer og en max effekt på i alt 8,2 GW er verdens største atomkraftværk. Den rejser mistanke om, at der er aktive foldelinjer under reaktor 3, 5, 6 og 7.

Indtil nu har en foldelinje været betragtet som aktiv, hvis den har været i bevægelse inden for de senste 120-130.000 år, men NRA har planer om at skærpe definitionen, så foldelinjer, som har været aktive inden for de seneste 400.000 år fremover betragtes som aktive. Her med kommer de fire reaktorer sandsynligvis til at ligge over aktive foldelinjer.

TEPCO, som i forvejen er hårdt ramt med sine to andre store atomkraftværker Fukushima Daiichi og Fukushima Daini, har i sin økonomiske overlevelsesplan satset hårdt på, at Kashiwazaki-Kariwa-værket kom i gang hurtigst muligt. I forvejen er der meget stærk lokal modstand mod værket, ikke bare fra NGO-organisationer, men også fra den politiske ledese i Niigata amt. Så de nu fremlagte undersøgelser får det til at se sort ud for TEPCOs håb om snarlig genstart.

Som man kan se af denne graf, har der været nærmest konstante problemer på Kashiwazaki-Kariwa-værket, og flere gange før Fukushima-katastrofen har produktionen været sat helt eller delvist i stå – første gang i tiden efter at det i 2002 blev opdaget, at der var tale om systematisk manipulerede sikkerhedsindberetninger. Anden gang efter et stort jordskælv i 2007, som var stærkere end værket var bygget til, hvorfor alle reaktorer blev standset for omfattende sikkerhedseftersyn.

I det hele taget er denne graf en fantastisk illustration af hvor langt det er fra sandheden, når A-kraft fremhæves som en stabil energikilde. Dens fluktuationer følger blot nogle andre, langt mere erratiske mønstre. 

Kashiwazaki-Kariwa faults, (Jiji) (se nederst på siden) Japan Times 19.04.2013.

21. april – TEPCO nægter at betale

I det kolossale oprydingsarbejde, som er igangsat efter de tre kernenedsmeltninger ved Fukushima Daiichi-værket for nu godt to år siden, har den japanske stat i første gang lagt ud for en stor del af aktiviteterne. Men nu nægter TEPCO at betale regningen med henvisning til, at det ikke er givet at det er tilfældet. Miljøministeriet insisterer dog på, at TEPCO står til at betale regningen, som i sidste ende bliver betalt af borgerne, som det bliver over skatteopkrævningen eller via el-regningen.

Hvis TEPCO havde sagt, at de ikke kunne betale, var det forståeligt. Men virksomheden, som kun er holdt i live gennem store interventioner fra det offentlige, opfører sig stadig som om det er en privatkapitalistisk virksomhed.

Det er stadig for tidligt at danne det fulde overblik over, hvem som ender med at have betalt hvor meget, men noget af det, man kunne lære af Fukushima-katastrofen, er, at det var en fejltagelse, at den er/blev privatiseret. For A-kraftværkerne er så godt som alle opført med betydelig statsstøtte. Når så reaktorerne er opført, skummer forsyningsselskaberne fløden ved at sælge en energi relativt dyrt, som ikke koster ret meget at lave. Og når så værkerne skal på pension, eller som i tilfældet med Fukushima, der går katastrofe i sagen, så har forsyningsselskaberne slet ikke lavet de nødvendige tilsidesættelser under vejs til at kunne betale, hvad det koster at få tingene sikkert afviklet igen, og staten må igen træde til. Så selvom A-kraften er besnærende “billig” så længe det hele kører, så er den i det samlede regnskab en bekostelig affære.

Fukuko Takahashi: TEPCO rejects ministry’s demand to pay 10.5 billion yen for decontamination work, Asahi Shimbun 21.04.2013.

22. april – IAEA pålægger TEPCO at stramme op i oprydningsarbejdet 

I de seneste dage har den internatioanle atomenergikommission IAEA været på inspektion ved Fumushima Daiichi-værket, for det som er sket dér er et muligt scenario ved reaktorer verden rundt, og det har stor vigtighed at indsamle erfaringerne med det gigantske forestående arbejde. Selv noget så banalt som at checke de utætheder, man på det seneste har døjet med i intermistiske vandbassiner bliver stærkt besværliggjort af, at strålingen er så stærk omkring vandet, at man ikke kan sende mennesker han at undersøge, hvad der er galt. Og når man nærmer sig sagens kerne, de nedsmeltede reaktorkerner, så er der stadig stor usikkerhed om, i hvor høj grad brændselsmaterialet er smeltet helt nedenud, eller om det blot er sivet af utætheder. Man ved blot at strålingen tæt på er ekstrem. 

Samtidig med at IAEA indskærker overfor TEPCO at stramme sine procedurer omkring oprydningsarbejdet siger IAEA da også, at det sandsynligvis vil tage mere end 40 år at fuldende nedtagningen af reaktorerne.

Og for at understrege genvordighederne har TEPCO samtidig med besøget fra IAEA for tredje gang inden for få uger måttet se strømmen til kølingen af reaktorerne ryge, denne gang dog kun kortvarigt i forbindelse med, at der var fundet døde rotter i installationerne.   

IAEA reviewing cleanup at damaged Fukushima nuke plant, (AP) Asahi Shimbun 16.04.2013.

Fukushima nuclear cooling system offline for 3rd time in 5 weeks, (Reuters) Asahi Shimbun 22.04.2013.

IAEA calls for improvements at Japan’s Fukushima plant, BBC News 22.04.2013.

Mari Iwata: Dead Rodents Cause Another Cooling System Halt at Stricken Plant, Wall Street Journal 22.04.2013.

IAEA: Japan nuke cleanup may take more than 40 years, (AP) Asahi Shimbun 22.04.2013.

IAEA tells Tepco to improve critical systems at Fukushima No. 1, (AFP-Jiji) Japan Times 23.04.2013.

Fukushima nuke plant forced to stop cooling system for fuel pools due to dead rats, Mainichi 23.04.2013.

22. april – Fornyet politisk modstand overfor Hamaoka-værket

Ved kommunalvalg i en række kredse i Shizuoka blev der i går gen- og nyvalgt en række borgmestere, som er imod genstarten af Hamaoka-værket. Og hvor forsyningsselskaberne indtil nu har skullet bede om accept af gestart ved de lokalsamfund, som lå inden for 10 km fra reaktorerne, så er denne afstand med NRAs oplæg til nye siukkerhedsforskrifter øget til 30 km, så hele processen med at få accept fra lokalbefolkningen er blevet langt mere omfattende og besværlig.

Hamaokaværket blev beordret standset af Naoto Kan, som var premierminister da Fukushima-katastrofen brød ud, da det stod klart, at det sandsynligvis er så fejlplaceret, som det overhovedet kan være, umiddelbart på randen mellem tre store tektoniske plader. De forskydninger, som til stadighed sker imellem disse plader, vil derfor kunne producere særlrigt voldsomme jordskælv på et sted som dette, og det har været beregnet, at der er en mere end 80% chance for at større jordskælv på dette sted inden 2030. 

Alligevel har værkets ejer, Chubu Electric, kastet sig ud i omfattende investeringer i udbygningen af Hamaoka-værkets sikkerhed, herunder en tsunami-sikring, som man har måttet forhøje under vejs. Her mangler Japan virkelig en ordentlig styring ud fra en ordentlig planlægning. For i en situation, hvor det står klart, at Japans A-kraft ikke bare fortsat kan eller skal udbygges, ville det have været smart på forhånd at have udpeget den mest risikable halvdel, tredjedel eller fjerdedel af værkerne og have erklæret, at de aldrig kommer i gang igen. Der var inden valget en tværpolitisk gruppe af parlamentarikere, som søgte en sådan afklaring, men ingen har turdet tage denne konsekvens. 

Anti-reactor restart mayors victorious in Shizuoka elections, Mainichi 22.04.2013.

24. april – Tohuku Electric sagsøger TEPCO

Man skulle synes at de havde flere fælles interesser, men for nylig måtte Tokuku Electric opgive planerne om at etablere et atomkraftværk, hvor man siden 1968 har aft planer om at opføre et atomkraftværk på en placering 10 km nord for det forulykkede Fukushima Daiichi-værk, hvor de to værtsbyer i dag er hhv. ødelagt af tsunamien og evakueret på grund af strålingen fra Fukushima-katastrofen  (se optegnelser for 28. marts).

På den baggrund har man besluttet sig for at sagsøge TEPCO for 20 mia. yen – omkring 200 mio. $. Tilsyneladende kan selv forsyningsselskaberne se, at denne erklæret billige, rene og sikre energikilde ikke er så billig, ren og sikker.

Det er tankevækkende, at forsyningsselskaberne nu begynder at føre sager mod hinanden - hvis KEPCO og de andre værker begynder at føre sag overfor TEPCO om, at Fukushima-katastrofen har forårsaget, at man har måtte tage 50 reaktorer ud af drift og måttet bruge alle for hånden værende midler for at sikre el-forsyningen, så kan regingen meget let blive ubetalelig. Det er den allerede forstået derhen, at den japanske stat har hældt milliarder i TEPCOs overlevelse. Men resultatet kunne blive, at det potentielt er så risikabelt og dyrt at drive A-kraftværker, at ingen tør binde an med det. Det er jo langsomt den situation, som tegner sig verden rundt. 

Utility could seek 20 billion yen from TEPCO over nuclear disaster, Asahi Shimbun 24.04.2013.

Tohoku Electric, Tepco in nuclear compensation talks, (Kyodo) Japan Times 25.04.2013.

26. april – TEPCO vil lave eget sikkerhedsudstyr

Ved Fukushima Daiichi-værket, hvor man i et forsøg på at undgå eksplosioner måtte vælge at lukke ganske store mængder radioaktivt damp ud i de første døgn efter at tsunamien satte alle nødberedskaber ud af kraft. Derfor er der i de nye sikkerhedsforskrifter, som NRA har fremlagt til endelig vedtagelse og ikrafttrædelse fra juli et krav om installation af dobbelt ventilationssystem, som dels gør, at hvis det ene svigter, har man det andet at falde tilbage på, dels sikrer, at ventilationen kan ske uden at lukke store mængder af radioaktive partiker ud i luften.

Når TEPCO i dag meddeler, at man i stedet for at bede specialister om at installere disse, agter selv at udvikle og installere de nye ventilationssystemer, så vi det givet vække bekymring. TEPCO har på det seneste haft striber af småuheld i sin håndtering af det radioaktive vand, som dels stammer fra kølingen af de nedsmeltede reaktorer (se optegnelser for 19. marts), dels er et resultat af, at der efter jordskælvet strømmer store mængder grundvand ind i reaktorbygningerne (som også på den måde må siges at fære fatalt fejlplacerede). Så hver dag genereres der omkring 400 ton radioaktivt forurenet spildevand – hvilket gør, at alene lagings- og oprensningsarbejdet vil være en kolossal opgave i årtier frem. TEPCO er ved at indkøre en rensningsteknologi, som skulle kunne fjerne 63 af de 64 radioaktive isotoper, som optræder i det forurenede vand. Men det er stadig på afprøvningsstadiet, og mængderne af forurenet vand er overvældende stort, at bare det at komme til, at man kan følge med “produktionen” af radioaktivt forurenet vand, indebærer en kolossal kraftanstrengelse. Og ingen har endnu givet grønt lys til, at det næsten rensede vand kan lukkes ud i havet – fiskerne vil givet gå til yderligheder for at sikre at det ikke sker – så TEPCO har foreløbig ikke andre udveje end at beholde selv det rensede (og næsten rene) vand i tanke.

Tilbage til TEPCOs egne ventilationssystemer, så har der i TEPCOs intermistiske håndtering af nedkølingen af de tre nedsmeltede reaktorer på det seneste været så mange småproblemer, at det givet vil skabe megen utryghed, hvis TEPCO slipper afsted med selv at kunne fremstille de krævede ekstra ventilationssystemer. Men når TEPCO overhovedet tænker i de baner selv at udvikle ventilationssystemerne, hænger det sammen med, at man økonomisk set er helt på hælene. 

Min klare fornemmelse vil dog være, at TEPCO ikke får lov til det, ikke så meget fordi de ikke ville kunne lave det, som fordi den utryghed, det vil skabe – tilliden til TEPCO kan ligge på et megt lille sted i den japanske befolkning – er i diametral modsætning med hele ideen bag den omfattende sikkerhedsmæssige opgradering, som Japans atomreaktorer står overfor, at genskabe tilliden til den japanske atomkraft.

Tepco develops its own filtered venting system to hasten reactor restarts, (Kyodo) Japan Times 26.04.2013.

26. april – Fukushima Daiichi klarede sig ‘overraskende godt’

“The Fukushima Daiichi nuclear powerplant performed beyond its best expectations after being struck by a mammoth earthquake and a 40-ft-high tidal wave in 2011, experts said last week. [...]

Experts who talked to us said the Fukushima plant did amazingly well, considering the magnitude of the disaster. [...]”

Som Jeff Terry fra Illinois Institute of Technology at konkludere, at Fukushima Daiichi-værket med kun tre kernenedsmeltninger klarede sig overraskende godt, kan kun gøres med en samtidig erkendelse af, at det var designet ud fra helt utilstrækkelige sikkerhedsforskrifter.

Kun medtaget her for at vise, hvilken horrible grad af kynisme, der er på banen fra A-kraft-industrien og dens klakører.

For ja, vi blev ikke nødt til at evakuere 30-40-50 mio. mennesker fra Tokyo-området og bygge en ny hovedstad for Japan, hvilket var det worst case-scenario, som man stod overfor i marts 2011. Men havde nogen gjort sig klart, at dette var en mulighed, havde de nok fra starten af bygget Fukushima Daiichi-værket markant stærkere, så det kunne have modstet jordskælvet, og i samme omgang sikret det med oversvømmelse fra havet – eller endnu mere sandsynligt helt undladt at bygge atomkraftværker i et tætbefolket, jordskælvsplaget land som Japan.

Article: Fukushima Daiichi plant “did amazingly well” — “Performed beyond its best expectations” , Energy News 26.04.2013.

James Murray: Fukushima Plant Passed Ultimate Test, (slideshow) Design News 26.04.2013.

27. april - Prometheus Trap – ny artikelserie om dyrenes Fukushima-krise

Måske et tegn på, at det er ved at være agurketid i A-kraft-dækningen, at Asahi Shimbun nu er i gang med en serie om kæledyrenes vel under Fukushima-katastrofen. Men i de tidligere artikelserier under fællesoverskriften Prometheus Trap har man med en meget stor detaljerigdom forfulgt en række spor i de første uger efter at katastrofen udbrød.

Det er anslået, at der inden for en radius af 20 km fra det forulykkede Fukushima Daiichi-værk befandt sig omkring 10.000 hunde, som blev ladt tilbage. Heraf skønnes omkring en fjerdedel er døde. Resten strejfer omkring og klarer sig med, hvad de kan finde. 

Dertil kommer katte, krybdyr og undulater for ikke at tale om de ganske mange husdyr, som før Fukushima-katastrofen var en del af landbruget. Nogle bønder trodsede evakueringepålægget og blev tilbage for at tage sig af deres dyr, men de fleste lod kæledyr og husdyr tilbage – dem var der ikke taget højde for i evakueringsplanerne, og det var direkte forbudt at have husdyr med i de mange evakueringscentre.  

Der er links til den samlede Prometheus-serie under optegnelser for 28. januar.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (1): Veterinarian finds puppy amid Fukushima nuke crisis, Asahi Shimbun 21.04.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (2): Daughter tells father, ‘You are stupid’, Asahi Shimbun 24.04.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (3): Pets forgotten in the mass evacuation, Asahi Shimbun 26.04.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (4): An evacuee slept on a floor for the first time in 80 days, Asahi Shimbun 29.04.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (5): Dogs wandering in the no-entry zones, Asahi Shimbun 01.05.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (6): Dogs in the shelter are suffering from mental illness, Asahi Shimbun 03.05.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (7): Dogs in shelter finally get some attention, Asahi Shimbun 06.05.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (8): Woman repeatedly rescued pets in the Fukushima off-limits zone, Asahi Shimbun 08.05.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (9): Protection of cats in no-go zone took a back seat, Asahi Shimbun 10.05.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (10): Cooperation between government, volunteers ended quietly, Asahi Shimbun 13.05.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (11): Farmers told not to kill cattle, Asahi Shimbun 15.05.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (12): Farmer finds it impossible to oppose killing of cattle, Asahi Shimbun 17.05.2013.

Misuzu Tsukue: Prometheus Trap/ The disaster and animals (13): Farmer offers flowers, apology to slain cattle, Asahi Shimbun 20.05.2013.

Se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar og marts 2013.

vis slideshow »

Dette handler på ingen måde om, hvordan man dyrker spirer – det har Miriam Sommer gjort så meget bedre med sin bog¹ og hjemmeside Friske Spirer. Men her de sidste par måneder har jeg til min store fornøjelse fået gang i en spirebakke. Har foreløbig prøvet kræfter med rapsfrø, bukkehornsfrø, mungbønner, belugalinser, radise- og broccolifrø, og har mod på at prøve kræfter med mange flere forskellige frø. Men allerede nu er én ting sikkert, at jeg aldrig mere kommer til at købe spirer i skumbakker.

Dels er spirerne udsøgt lækre, når de er helt friske. Selv en standardspire som mungbønnen, som er lidt grænsekedelig fra supermarkedernes kølediske, bliver en udsøgt spise.

Dels bliver friske spirer, som ligger højt på klimaspisepyramiden fordi den måde industrien laver spirer på er ganske energikrævende, tværtimod en proces, som nok kræver løbende opmærksomhed – de små spirer skal helst skylles to-tre gange om dagen – men som har et nærmest umåleligt lavt klimafodaftryk.

Og så er det en stor fornøjelse af følge spirerne udfolde sig – i spirebakken er man på nærmeste hold vidne til de første døgns forunderlige forvandlingsprocesser fra indtørret frø til kompleks skabning med himmelstræbende kimblade og jordsøgende rødder. Det vækker minder om Goethes lille perle af en bog om planternes metamorfose,² som afsøger den morfologiske relation mellem urplanten, alle planters fælles ophav, og det udfoldede univers’ uendelige mangfoldighed af form – vel at mærke beslægtet form. Midt i naturens endeløse formvariation er der nemlig et helt register af former, som man aldrig ser i naturen – som skarpe kanter, spejlsymmetri og rette linjer, som paradoksalt er højt skattet i af menneskelige ordenssans. 

Bukkehornsfrø-spirerne blev min første favorit – ikke bare på grund af deres distinkte smag, men også fordi disse spirer har en underfundighed i deres måde at træde ind i verden på. I deres livs første strækken sig mod lyset har de nærmest en pose eller sæk over hovedet (frøskallen), som de pludselig formår at skyde af. Har de i virkeligheden et instant satori  i dette øjeblik? I hvert fald synes de meget klare over deres livs retning.

Men billederne herover er fra min seneste spirebakke-aha-oplevelse: røde radisefrø - og som man kan se af billederne, har der sneget sig et par frø ind, hvis første kimblade nærmere er lysende gulgrønne. Ikke bare er det en forunderlig transformation, som udspiller sig på nærmeste hold i løbet af de første dage – der er fire døgn mellem de første og de sidste billeder i serien herover. Samtidig har radisespirerne en ret så markant smag, som udvikler sig til noget næsten ræddike-skarpt, men stadig delikat, når de i det sidste døgn kommer fra spirebakken op i vindueskarmen for at få mere lys. 

Det gør også, at farverne udvikler sig til en meget intens næsten sortrød – som er resultatet af den oprindelige rødmen plus de grønkorn, som dannes i lyset.

Når man som jeg bor i en lille lejlighed i en lille ejendom med en lillebitte gård på blot 5 m², som vi er fem lejligheder til at dele, så er der ikke plads til nogen grøntsagshave. Men med en sådan femetages spirebakke (15×15 cm) har man det lækreste tilskud til de daglige måltider.

Nu blev det radisespirerne, som først kaldte kameraet frem, også fordi vi de senste dage for alvor har fået lys på himlen. Men jeg vender snart tilbage med flere glimt fra spirebakken.

Miriam Sasha Sommer: Friske Spirer – en guide til spiring, Forlaget Friske Spirer 2010.¹

Johan Wolfgang von Goethe: Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklären, Ettingersche Buchhandlung, Gotha 1790.²

Fås via Antroposofisk Forlag (1986) i dansk udgave med kommentarer af Rudolf Steiner.

Derfor er en vigtig del af omlægningen at få terrasseret og artikuleret området, så alle bevægelser med plov og harve sker langs højdekurverne. Så det er lykkedes at standse udvaskningen af muld og næringsstoffer – og meget mere end det.

Transformationen af landskabet er forunderlig. For at sikre mod ødelæggelser fra skadedyr er der en stadig veksling mellem forskellige afgrøder, frugtlunde er med til øge variationen, og halvdelen er området er overgivet til den vilde natur, så stedet også har en mangfoldighed af vilde dyr.

Og så fornemmer man noget så sjældent som en æstetisk nerve – markerne skal være smukke også set fra luften – hvor der opstår de forunderligste billeder af de bølgende skifter mellem afgrøder, som lydhørt følger landskabets konturer. Selv bygningerne har en vis rodfæstethed i landskabet.

En betagende smuk video om en transformation af landskabet, som man kunne ønske sig bevæge sig hen over det danske landskab. Spørgsmålet hvordan tilsvarende principper ville udfolde sig under markant andre danske vilkår er godt at stille sig. Havde jeg kendt til dette projekt, da vi lavede udstillingen Hungry Planet, havde der definitivt været en planche med om Laguna Bianca. 

Hvem står bag? – ikke en hvilken som helst økofreak, men et ægtepar, som har grundlagt store tøjfirmaer som Northface, Esprit og Patagonia, og som er de største private ejere af naturbevarelsesarealer i verden (se Thompkins Conservation). De står bag udgivelsen af Arne Næss’ samlede værker – Arne Næss som fostrede begrebet deep ecology - og er angiveligt gode venner med lederen af Kansas Institute, som forsker i reetablering af polykultur-dyrkning af den amerikanske prærie. Så perspektivet er i orden, og finansieringsmulighederne også.

Campo Laguna Blanca, Thompkins Conservation.

Nedenstående interview stammer fra den nationale japanske fjernsynskanal NHK 4. marts i år.¹ Når jeg ikke bare introducerer interviewet og linker til det, er det fordi NHK normalt kun lader sine ting ligge fremme på sine hjemmesider i kort tid. Imidlertid giver interviewet et så klart samlet billede af, hvordan TEPCO ser situationen ved Fukushima Daiichi-værket, at det fortjener at forblive tilgængeligt. 

Ofte, og ikke mindst når det gælder reaktor 4, bliver der udtrykt stor bekymring om Fukushima Daiichi-værkets tilstand som en tikkende bombe, som ville kunne udløses ved et nyt voldsomt jordskælv, en ny stor tsunami eller ved simpel terror. Det er derfor betryggende at erfare, at TEPCO har lavet en understøbning af det delvist beskadigede opbevaringsbassin for brugte brændselslegemer, som har styrket det med 20% mod jordskælv. Akira Kawano, som er General Manager ved TEPCO for Nuclear International Relations and Strategy Group, siger i interviewet, at Fukushima Daiichi-værket i dag er i stand til at modstå et jordskæv af samme styrke og en tsunami af samme højde som 11. marts for to år siden løb værket over ende.

Det er mindre betryggende at erfare, at man seriøst overvejer at lede radioaktivt vand i havet frem for at rense det, og at man stadig her to år efter endnu ikke ved præcist, hvad der er sket omkring de tre nedsmeltede reaktorkerner og dermed er adskillige år fra at kunne begynde at fjerne det mest højradioaktive materiale. Og selv denne statusrapport, som Kawano giver, som må formodes at være det mest positive billede man kan etablere af situationen, er ikke specielt betryggende. Der er endog meget lang vej til, at Fukushima Daiichi-katastrofen er fuldt indkapslet. 

Hvor sårbar situationen stadig er, fremgår af, at TEPCO i skrivende stund har haft strømsvigt på reaktor 1, 2 og 3 i mere end 12 timer uden at have været i stand til at genoprette situationen. Det ‘beroligende’ er, at nedkølingen nu er så langt under de 100ºC, at der kan gå 4-5 døgn uden vandkøling, uden at temperaturen stiger problematisk (over 65ºC).² Så der er stadig et reelt tidsrum til at få fejlen genoprettet. Men det mindre beroligende er, at det sker. Stadig her to år efter er der ganske mange ting, som billedligt talt er holdt sammen med gaffa-tape. Og kølingen af de havarerede reaktorer producerer stadig her to år efter 400 ton radioaktivt forurenet vand hver dag – når den ellers virker.

Update 19.03. – et døgn efter at strømsvigtet opstod, er fejlen fundet, et sammenbrud i en strømtavle, og kølingen reetableret ved foreløbig to af de fire enheder.³   

Interviewet fra NHK følger nedenfor.

Interview: Manager of TEPCO, Akira Kawano, NHK Newsline 04.03.2013.¹

Power trouble leads to suspension of cooling operations at Fukushima plant, Japan Times 19.03.2013.²

Crippled Japanese nuclear plant suffers blackout, (AP) Asahi Shimbun 19.03.2013.²

Update: Cooling systems restart for 2 spent fuel pools at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 19.03.2013.³

Fukushima plant’s spent fuel pool cooling system partially restored, (Kyodo) Mainichi 19.03.2013.³

Would you describe the current state of the Fukushima Daiichi reactors ?

The core cooling is the most important thing from the nuclear safety aspect. So we are still now injecting a certain amount of water into the core, reactor core, and also we are cooling the spent fuel pool. The temperature of the reactor pressure vessel and also inside the primary containment vessel is very low now, about 15 to 35 degrees centigrade. It’s far below 100 degrees centigrade. It’s a very stable status.

Also, the additional release of radioactive materials from the buildings, it’s also almost nothing. So it’s about 0.03 millisieverts per year at the boundary of our site. It’s about 80 million times smaller compared to just after the accident.

It’s very difficult to understand the inside situation of the primary containment vessel, and also the reactor pressure vessel. But we have already started to investigate their status. We have already inserted CCD camera to see the inside status. And also we inserted measurement tools to measure the temperature inside, and also the radiation level inside, and it’s also very important for us to understand what water level is secured inside the primary containment vessel.

For example in the case of unit 1, it (water level) was 2.8 meters from the bottom of the primary containment vessel, and the temperature is very low. It’s around 30-50 degrees centigrade. It means the molten fuel debris are stably cooled down there. But we haven’t understood well how those molten fuel debris are distributed and located. We need to know more precisely, so we will continue those efforts for the future retrieval, removal of that debris.

What do you know about the molten fuel debris?

Even we, TEPCO haven’t had a really precise information on the debris. In the future, we need to sample the debris, and we need to understand the mechanical characteristics and chemical characteristics of the debris. Otherwise we cannot develop the necessary tool to remove, retrieve the debris.

I hope… we would like to understand something about it within a couple of years. It takes a long time to – it’s just difficult to achieve it. It takes time. We need to develop some technology, too. Even for sampling, we need to prepare some container to contain the sample debris. So it takes time. .

Can we really say the decommissioning process will finish within 40 years ?

It’s very difficult to talk about such a far future. But it really takes time actually. So even just for the removal of the debris, it takes 10 years or more, I think. And you know the half-life of cesium for example is 30 years, so some part of the decommissioning, we need to wait for radiation to be reduced. And then our decommissioning work will be much easier, after the decrease of radiation levels.

We actually have several options for decommissioning the plant, we should wait for a moment, or do something right now, or do something after waiting some time period. That point is the most difficult. And also the point we would like to have some advice on from the international organizations. They have more experience. We actually want to define the kind of end-state of the decommissioning work, after the decommissioning work. But it’s really difficult to define the end-state, so we need to have good advice to define it.

We are trying to do decommissioning work as early as possible of course, because we would like people living there to return back to their homeland as early as possible, if it is possible. So we will not stop our efforts to promote decommissioning work as soon as possible. But we need to carefully discuss what the best way is… It’s very difficult to say, but it’s really a difficult discussion, and we need to do it carefully. .

What are you planning to do with the spent fuels stored inside the reactor buildings?

We are focusing to transfer all spent fuels down to the ground, and to transfer to the other, safer storage space that is actually a common fuel storage facility, which is located next to unit 4, as early as possible. In order to achieve it, we have already removed all the rubble, debris at the top part of the unit 4 reactor building last July. And we are now constructing the kind of cover which has a fuel handling machine and also a crane to transfer the spent fuels. So we are planning to start the removal of the spent fuels within this year, regarding unit 4. It’s a top priority because there are more than 1,500 fuel bundles there.

Also, some people are concerned about the integrity of the reactor building of unit 4, and the spent fuel pool. We have already reinforced the structure just under the spent fuel pool. We installed some steel pipe structures, and we poured concrete in that place to have a more seismic margin. It’s about a 20 percent margin increase.

And also we are measuring the kind of distance between the top floor level and water level at some points around the spent fuel pool, to verify the building is not tilted. And also we are periodically conducting visual inspections to find out any significant cracks in the concrete. We are also doing some concrete integrity confirmation tests.

We call this the Schmidt Hammer method to verify concrete strength. Such are the things we are doing to verify the integrity of the reactor building of unit 4. .

So the reactors can withstand a tsunami similar to the one 2 years ago?

We have already made a seismic analysis assuming the same level of earthquake of March 11th, and we have already proved that our seismic resistance for units 1 through 4 are sufficient, enough against a same level of earthquake. And also assuming a same level tsunami, with a 15-meter level tsunami, we have already installed a temporary seawall in front of the ocean side of our units 1 through 4. And also we prepared electric supply trucks and gas turbines also at a high place, it’s about 35 meters high, safe place. And also we deployed fire engines in case we need to inject sea water. So we have prepared as much as we can, so I believe we are mostly prepared. .

What are you planning to do with the accumulating contaminated water ?

I would say underground water seeping into the reactor buildings is the biggest challenge for us. We really need to have further deep discussion with the stakeholders, like fishermen, and also the local people, and local communities, even with foreign countries.

We have already started it, some part of it. But we need to continue. It’s really impossible to just continuously accumulate that water in the tanks, it’s not a reasonable way. So we need to think about the possibility of a discharge, or the other alternative ways, like evaporation or something like that. It’s really a difficult discussion, I’m very sorry I cannot answer so clearly.

We are recognizing this is the most difficult and challenging issue for us now. 400 tons of groundwater come daily into plant. And the water becomes highly contaminated in turbine building.

So far, we are managing well regarding the highly contaminated water. We are just accumulating that water in the tanks. But a problem exists in the future. We are continuously increasing the capacity of the tanks, and water is accumulating also in parallel. So the difference is always the same. So we cannot continue it. Of course we are managing well now, but we cannot continue eternally, so we have to think about alternative ways. .

Is the contaminated water not leaking into the ocean?

What I can say now is, we investigated possible leakage areas and points, and we didn’t find any evidence of further additional leakage from the plant side to the ocean. So I believe it’s not happening now. But we need to continuously investigate.

We have been continuously monitoring the radiation level of the sea water at several points, especially inside our port. We are doing also the outside ocean with the cooperation from the government. Especially inside the port, actually some part of the radiation level is a bit higher than the legal limit, because you know we had a very bad experience just after the accident. It was in April, and also in May, we inadvertently discharged contaminated water to the ocean. That is still remaining there, so that’s the reason why the radiation level there, in the port, is a bit higher. And we are trying to verify that additional leakage is not happening. We investigated the possible portion of the leakage, like the pump pit, or the trench, or even inside, under the soil, sampling the soil to verify whether the ground water is OK or not. So we did as much as possible to verify that additional leakage is not happening. We didn’t find any evidence that further leakage is happening.

And we are also making efforts to reduce cesium levels within the port. And also the reason for the high radiation level is kind of the movement of the soil at the bottom of the ocean. So we have already solidified that soil to avoid unnecessary movement.

The other problem is contaminated fish. We are now trying to trap and catch as many fish as possible within the port. We are also installing a kind of net to avoid them going out to the ocean. Various measures are being taken, especially inside the port.

It’s a long way work, but we are gradually trying to improve the situation and the atmosphere under the water. .

How do you view the importance of sharing information?

After this accident, it was really difficult for TEPCO to understand precisely our plant’s situation. That looked a bit like (we were) hiding something, but we have been actually trying to disclose all the information. And also reflecting (back) now, in case we had some concern that this information could be bad information for the public, we have had some hesitation to disclose it. It’s not good. From the viewpoint of risk communication, we actually need to disclose all the information as early as possible. That’s much better than information coming out later.

So we learned somehow. It was not only the decision of TEPCO, but influenced by the government and also by media. We really need to improve our capability of risk communication in the future. That’s also our challenge…regarding also the decommissioning, end-state of decommissioning work. So we need to share that information. After even preparing the minimum information for the stakeholders, it’s also necessary.

We will disclose information every time we have it. So we need to have some time to interpret that information and develop strategy options. Of course we disclose all the information whenever we have it, but for a good discussion we need to prepare some clear options for the stakeholders. And that is much better for us and for them, to have a more fruitful discussion to define the end-state.

Fra: Interview: Manager of TEPCO, Akira Kawano, NHK Newsline 04.03.2013.

I dag kl. 14:46 japansk tid (6:46 dansk tid) var det to år siden et gigantisk jordskælv ud for Tohukus nordøstlige kyst udløste en gigantisk tsunami, som tilsammen spredte død og ødelæggelse op langs kysten.

I en artikel i Japan Times lørdag skrev Roger Pulvers, at der efter 3/11 katastrofen er tale om tre forskellige Tohuku-zoner: 1) den zone langs kysten, som blev raseret af tsunamiens frådende vandmasser, 2) den zone, som efterfølgende måtte evakueres på grund af radioaktiv forurening fra tre kernenedsmeltninger, som blev udløst af jordskælv og tsunami, og 3) de store dele af Tohuku, som selvom de ikke blev direkte berørt af tsunamiens og strålingens ødelæggelser, alligevel har fået hverdagen alvorligt forandret af en katastrofe, som synes at sprede sine afledte virkninger ud i den yderste afkrog af det japanske rige og ind i de mest intime bevidsthedsrum – og har påvirket ikke bare hele Japan, men langt ud over landets grænser.

Der er et lille stræk langs kysten, som både blev raseret af tsunamien og så hårdt ramt af radioaktiv forurening fra de fire havarerede reaktorer på Fukushima Daiichi-værket og derfor hører til i både zone 1 og 2, men i store træk holder hans inddeling, og den tydeliggør, at der stadig her to år efter er tale om en katastrofe med mange ansigter, som på den ene eller anden måde griber ind i de fleste japaneres dagligdag.     

Tsunamiens voldsomme raseren var med 18.500 døde og savnede de mest håndgribelige. Mange steder var tsunamien 15 m høj, men hvor den blev stuvet sammen i tragtformede fjorde og mundinger har den enkelte steder kunnet nå over 40 m højde, så sine steder nåede de frådende vandmsser op til 10 km ind og ødelagde stort set alt menneskeskabt. Men her kan fornyelsesarbejdet tage fat, så snart vandet har trukket sigtilbage, og selvom det tager tid at rekonstruere et helt samfund forfra, så er man flere steder langs kysten godt i gang.

Billedet herover er taget samme sted som billedet ovenfor, to år senere. Der er blevet ryddet op, Kesenuma ligger uden for det strålingsramte område, så man kan igen færdes i området, men genopførelsen af de mange bortskyllede huse går kun langsomt.

I den radioaktive zone er situationen straks anderledes. Her er det stadig kun muligt at opholde sig i kortvarigt, og kun i beskyttelsesdragter, og det dekontamineringsarbejde, som man har igangsat i de mindst strålingsforurenede områder, hvor der er størst håb om at kunne ‘normalisere’ situationen har en næsten Sisyfos-agtig karakter – nogle gange er strålingsniveauerne tilbage til før oprensningen få dage efter at man heroisk spulede og skurede alle byens flader, mens man fjernede al løs vegetation og skrællede det øverste muldlag af. For radioaktiviteten bliver ikke bare liggende, men bevæger sig tværtimod rundt i vand- og luftmiljøet, og – har man måttet konstatere – opkoncentreres i den mad, vi hidtil har kunnet høste af landskaberne. Så her er utrygheden ved den usynlige stråling og uvisheden om, hvornår der overhovedet bliver klar til at rykke tilbage. Og den dag, der bliver givet signal derom, om at man kan flytte tilbage, kan man så regne med, at det er sikkert? Hvor sikkert er sikkert? Og selvom myndighederne håber at kunne geninstallere de første inden for et år eller to, kan ingen endnu vide det. Kun står det klart, at der med de hårdest ramte områder vil gå flere årtier, før strålingsniveauerne når derned, hvor man kan begynder at tale om at genudsætte mennesker i området. Realistisk set kommer flertallet af dem, som nu er evakueret fra strålingen, således aldrig tilbage. Og hver af de 150.000 evakuerede fra det strålingsramte område må gøre op med sig selv og sine nærmeste, om man vil håbe og vente, eller om man først som sidst vil søge at starte et nyt liv et nyt sted.

Et livsforladt gaderum i Namie i den evakuerede zone, hvor alt står urørt - besøg er få og sjældne, kræver forudgående tilladelse og må foregå i beskyttelsesdragter.

Håbløsheden ved at være evakueret på ubestemt tid fører til store psykosociale problemer og forhøjet forekomst af selvmord og livsstilsafhængige for tidlige dødsfald. Og selvom det har været fremført igen og igen, at dødsfald på grund af stråling har været yderst sjældne, så er det lige præcis ikke noget, man ved særlig meget om. Menneskets generationsskifte er så langsommeligt, at vi først nu er først nu ved at kunne få de første begyndelser til svar på, hvor stor indflydelse Chernobyl-katastrofen vil få for de efterfølgende generationer. Og denne viden søges systematisk undertrykt af de mange instanser, som ønsker A-kraften videreført. Det har været vurderet, at Fukushima vil give en merforekomst af kræft i skjoldbruskkirtlen på 70%, men vi vil først om nogle årtier vide, om det rent faktisk forhold sig sådan. Ét forsøg på at opgøre dødsfald indtil nu, som kunne relateres atomkraft-ulykken (stråling, evakuering af indlagte, selvmord osv.) endte på 789 mennesker, en anden kom frem til 1.337. Men det bliver i mange tilfælde et fortolkningsspørgsmål – et tal som ikke bare er svært at opgøre præcist, men som der er en vis interesse i ikke at få klarlagt.

Hvor det står stadig mere klart, at de tre kernenedsmeltninger havde været undgåelige, hvis de ansvarlige instanser havde taget deres opgave at sikre sikkerheden omkring de japanske atomkraftværker, så må man give de japanske myndigheder, at de til forskel fra Chernobyl formåede at sætte ind med evakueringer og beskyttelse mod indtag af radioaktivitet gennem mad og drikke, som giver håb om, at forekomsten af kræft i de kommende generationer kun vil være moderat forhøjet. Men hvis man ser på, hvordan strålingen har påvirket dyrelivet, så er det overhovedet ikke givet.

En undersøgelse af blot tre generationer af en bestemt sommerfugl viste voldsomme deformationer af vinger og følehorn (se blog-indlægget Strålingsramte sommerfugle). Men gennemgående synes japanske forskere ikke specielt ivrige efter at undersøge, hvilke konsekvenser Fukushima-katastrofen har haft på menneskets omgivende natur.

I en randzone omkring det evakuerede område, hvor strålingen er højere end sædvanligt, men ikke så høj, at man har fundet det nødvendigt at evakuere hele befolkningen, lever ikke mindst børneforældre med bekymringen, om det er i orden at lade børnene lege ude? - ud over alle de andre bekymringer om, hvor maden kommer fra, om man nu kan være sikker på, at der ikke er stråling i maden? Dette er en frygt og en bekymring, som nager så meget mere, som at japanerne igennem årtier er blevet fortalt, at atomkraften var både sikker og ren. Den myte er blevet effektivt punkteret, og selvom alle instanser siger, at de arbejder målrettet på at genskabe befolkningens tillid til atomkraften, så må man nøgternt konkludere, at det ikke går ret godt med den del. Dels er det en yderst sårbar situation, hvor frygten for det ukendte fylder meget. Dels leverer disse instanser igen og igen graverende eksempler på, hvad man ikke skal gøre, hvis man ønsker at genvinde en befolknings tillid.  

På én måde var det held i uheld, at store dele af radioaktiviteten efter Fukushima-katastrofen drev ud over havet. Det kunne have været meget værre ind over land, og i et worst case scenario, som var tæt ved at være virkelighed, da TEPCO overvejede at rømme værket, ville situationen kunne have  udviklet sig dertil, t man måtte rømme Tokyo-området, som omfatter op imod 30 mio. mennesker. Til gengæld gør det, at atomkraft-katastrofen med den nordgående strøm lægger sin skygge hele vejen op langs kysten. Stadig er der ikke kommet gang i kystfiskeriet for de løbende stikprøver viser, at koncentrationen af radioaktivitet stadig så høj, at fiskene ikke må bruges som menneskeføde. De mange små fiskersamfund op langs kysten, som blev raseret af tsunamien, kan således heller ikke bare starte forfra. For selvom man får nye fiskefartøjer og retablerer havne og auktionshuse og kølehuse, så kan man ikke fange og sælge de fisk, som direkte og indirekte var en stor del af kystsamfundenes levebrød.

I Tohukus tredje zone, som heldigvis udgør langt den overvejende del af Tohuku, er man endda ikke gået ram forbi. For til trods for omfattende målinger af strålingsniveauer rundt omkring i landskaberne, så gør frygten for strålingen med dens usynlige og uforståelige væsen, at turisterne i stort mål bliver væk fra Tohuku. Selv hundredvis af kilometer fra de primært strålingsramte områder er der i dag meget langt mellem turisterne, og ryokans og spabade er plaget af manglende besøg. Og selvom der er meget streng kontrol med strålingen fra områdets fødevarer og ingen afgrøder sendes på markedet uden at være grundigt checket, så går mange af Japans 120 mio. mennesker i en stor bue uden om fødevarer fra Tohuku. Det brand, som fødevarer fra Fukushima-området var, ligger i ruiner, og det vil tage årtier at genetablere.

Resten af Japan udgør så at sige en fjerde zone, og selv her har ingen kunnet undgå påvirkningen fra Fukushima-katastrofen. Ikke bare kommer det til at tynge alvorligt i statsbudgetterne adskillige år frem. Efter de tre kernenedsmeltninger ved Fukushima Daiichi-værket lukkede Japans dengang 54 reaktorer en efter en ned for den løbende årlige vedligeholdelse, for når de skulle genstartes ikke at få tilladelse. For ingen turde påtage sig ansvaret. Så den japanske befolkning har været sat på en ganske alvorlig energi-slankekur, gåde hjemme og på arbejde har der afhængig af hvilken region været pålagt energibesparelser på op til 15% i sommermånederne, så igennem foreløbigt to somre har japanerne svedt alvorligt, for at spare på energien.

For blot et halvt år siden tegnede det til, at Japan efter en stort opsat høring af befolkningens ønsker til fremtidens energipolitik, ville lægge kursen om, i løbet af et par årtier udfase atomkraftværkerne og satse målrettet på udbygningen af den vedvarende energi – ikke bare sol og vind, men nok så meget den geotermiske varme, som syder og koger og bobler over alt i den vulkanske undergrund. Japan skulle fra at være et af de sidste fossile samfund transformeres til et bæredygtigt ligevægtssamfund, og sandsynligvis kunne en sådan proces have genskabt en vis dynamik i den efterhånden noget skrantende japanske økonomi.

Men efter valget i december, hvor LDP genvandt magten, tegner det til, at Japan ender med at have lært meget lidt af sin Fukushima-katastrofe. Foreløbig sker alt på listesko, og vi får ikke nogen klare udmeldinger på området før efter valget til overhuset i juli. Men alt tyder på, at LDP vil have Japans energipolitik tilbage i det A-kraft-spor, som man selv igennem et halvt århundrede har været med til at definere.

Afrunding på vej …

Igennem de sidste to år har jeg løbende samlet links til artikler om Fukushima-katastrofen og dens tråde ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund. Den første linkside blev så lang, at den er delt i to: Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2, så det ender nok med at jeg en af dagene starter en ny side: Fukushima – links år 3.

Siden juni 2012, hvor Japan pludselig stod i den situation, at man havde slukket for den sidste af sine 54 atomreaktorer, har jeg løbende lavet små næsten daglige optegnelser. De er samlet månedsvis, se optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar og marts 2013. 

Se samtlige blog-indlæg om Fukushima.

Som et lille PS er dette indlæg nr. 1.000 på Strøtanker om bæredygtighed - det er store og små indlæg mellem hinanden, men endda værd at fejre. På en typisk dag lægger 6-700 vejen forbi og ser i snit 6-7 sider, så til min glæde bliver bloggen brugt.

Roger Pulvers: Tohoku has been truly rent asunder for untold generations yet to be born, Japan Times 10.03.2013.

Når vi tænker på energiomlægninger, er der næsten altid mere fokus på, hvordan vi kan skifte olien og kullene, the bad guys, ud med vedvarende energikilder som sol og vind og forbrænding af biomasse the good guys. Men frem for blot at se på hvor mange kilowatt fra the bad guys vi kan erstatte med kilowatt fra the good guys er det mindst lige så vigtigt at se på energibesparelser – hvad nogen har døbt negawatts.

For hver gang vi har sparet x kilowatt, har vi mindsket behovet for x kilowatt fra sol og vind og biomasse. Det er måske ikke så spektakulært at pege på, at man har efterisoleret, varmeoptimeret, skiftet lyskilder, sat skodder op eller blot skruet lidt ned for termostaten, som hvis man har sat solfangere op på bygningerne og været med til at stille vindmøller op i det danske landskab, men der er i den måde vi igennem de seneste halve århundrede har indrettet os på, et kolossalt potentiale at høste i energirenoveringer – ikke mindst i vores bygningsmasse.

Og det gode er, at energirenoveringer betaler sig – det kræver lidt omtanke, det kræver professionel hjælp fra energikonsulenter og håndværkere, men når først det er gjort, kan livet gå videre som hidtil ofte med blot det halve energiforbrug – eller mindre.

Nu senest har Århus Kommune igangsat en energirenovering af samtlige sine bygninger som del af kommunens bestræbelser for at bliver CO₂-neutral i 2030. I det CO₂-regnskab står bygningerne i dag for 35% af de samlede udledninger. Karen Margrethe Høj Madsen, der er projektleder i Bygningsafdelingen i Aarhus Kommune, siger til Ritzau, at vi: “søger at spare så meget energi, som vi overhovedet kan i hver eneste bygning inden for de økonomiske rammer. Derefter supplerer vi op med solceller, hvor det er muligt fysisk, æstetisk og økonomisk.”

Billedet herover af en af Aarhus Rådhus’ facader er taget med termografisk kamera. Det viser hermed varmestrålingen fra bygningen. Man kan se, at overfladetemperaturen er noget større på glaselementerne end på facadens murdele – man er så at sige tættere på de sikker mindst 20 graders stuetemperatur inden døre. Når de øverste vinduer er langt koldere, så er det ikke fordi de er bedre isolerede, men fordi de blanke flader har tendens til at snyde det termografiske kamera, så det man ser er refleksionen af det meget koldere himmelrum.

Problemet med energirenoveringer er, at vores bygningsmasse og vores brugsmønstre er så forskelligartede, at det er umuligt blot at udrulle samme løsning på samtlige bygninger. Tværtimod skal det gøres præcist i forhold til hver eneste bygnings særlige situation. Og vi kommer til at stå med en række situationer, hvor andre hensyn end rent energibesparelsesmæssige kommer til at veje ind. For selvom man givet kunne spare meget energi ved at give bygninger som Amalienborg eller Marselisborg en ordentlig frakke af udvendige isolering og så et lag sprutpuds udenpå, så har vi også en bygningsarv at forvalte. Omvendt vil en række bygninger have potentiale til at kunne nå meget langt med energibesparelser og måske samtidig have en solorientering og et bygningsudtryk, som gør dem egnede til at skabe et energioverskud. Så man behøver ikke partout tilstræbe energineutralitet for hver eneste bygning.

Og selv i den mest fredede historiske bygning vil der altid være et markant besparelsespotentiale, som kan høstes uden at vi får vores kulturarv smadret. Faktisk er der et forskningsprojekt under udvikling for netop at systematisere, hvordan man kan sætte ind i dette felt.

Da vi i sin tid etablerede Miljøpunkt Indre By-Christianshavn på Rådhuspladsen 77, var det i en kommunalt ejet ejendom, hvor vi kun lejede en meget lille del af en meget stor ejendom. Alligevel var varme og el blot gennemsnitsafregninger, så vi fik ingen økonomisk fordel af, at vi systematisk indkøbte computere og belysning med lavt energiforbrug, og omvendt ville det ikke kunne ses på vores varmeregning, hvis vi holdt vinduer og døre pivåbne vinteren igennem. Der er utrolig meget i en arbejdsplads’ dagligdag, som kan energieffektiviseres uden at vi får spoleret vores bygningsarv.

Og der er brug for at fare frem med forsigtighed. I kølvandet på 70ernes oliekriser kom der et nyt bygningsreglement, som over en kam dekreterede efterisolering. Det blev også i stor stil gjort i de boligbebyggelser, som i kølvandet på industrialiseringen voksede frem på brokvartererne. Og mens det givet var med til at spare på varmeregningen og øge varmekomforten, stod man på grund af en primitiv isoleringsteknologi blot få år efter med et meget stort antal svampeskader, som har voldsomt dyre at udbedre.

Jeg tror ikke, det bliver her, vi ser problemerne dukke op i en ny generation energi-effektiviseringer. Men en del af energibesparelsesstrategien er at tætne husene langt bedre, for så at styre ventilationen mekanisk. Og mens det snævert energiberegningsmæssigt har fordele, ikke mindst, hvis man sørger for at genvinde varmen fra udluftningen, så har det konsekvenser for indeklimaet og arbejdsmiljøet – og dermed for produktiviteten. For de supertæt forseglede bygninger holder meget bedre på mange af de forurenende substanser, som vores moderne gulvbelægninger, tæpper, malinger, møbler, tryksager, computere osv. afgiver, og vi risikerer med energirenoveringer at igangsætte en ny bølge af SBS-syndrom – Sick Building Syndrome.

Tilbage til Århus, så regner man med, at en systematisk energirenovering af kommunens bygningsmasse vil koste i omegnen af 450 mio. kr. Men den forventede tilbagebetalingstid er på 15 år, så efter den tid er investeringen tjent hjem, og set i et bare lidt længere tidsperspektiv er det en overskudsforretning, ikke bare for klimaet og for vores fremtid, men for de kommunale budgetter. Hvis man oveni indregner de afledte fordele, at arbejdsløn udgør en meget høj del af udgifterne til energirenovering – og hvis man vil gå en cirkel længere ud de store afledte fordele ved at mindske de nu eksternaliserede samfundsomkostninger ved afbrændingen af fossile brændstoffer – så vil den samfundsmæssige tilbagebetalingstid være langt korete end de 15 år.

Derfor burde man i den nuværende situation styrke ordningen med håndværkertilbud, men præcisere, at det ikke er til rengøringshjælp og energislugende vinterhaver, men målrettet skla gå til energirenoveringer. Og der skulle være en form for obligatorisk sikring af, at de valgte løsninger ikke risikerer at give forringet indendørsklima eller strukturelle problemer som i sin tid efterisoleringen af brokvartershusene. For vi vinder alle derved.

For private boligejere kan det være svært at overskue. Det søger et nyt initiativ, One Stop Energi, at råde bod på. Her kan man som boligejer få gode råd om energi-renovering – og første besøg af en energikonsulent er gratis.

null: Rådhuset fyrer for fuglene, Jyllandsposten 28.12.2010.

Aarhus bruger 450 millioner på mindre CO2, (Ritzau) Politiken 06.03.2013.

Malene Breusch Hansen: Aarhus: Nu energirenoverer vi samtlige vores bygninger, Ingeniøren 07.03.2013.

Vi så med Chernobyl og Three Mile Island, at A-kraften ikke var ufarlig. Når den alligevel blev overvejet videre, er det som en del af omlægningen til en CO₂-fri energiproduktion. Og skal A-kraften batte noget i klimaudfordringen, skal vi fra at A-kraften i dag yder omkring 6% af verdens energiforsyning op på mindst 20% inden for en overkommelig fremtid. Vi har i dag på verdensplan 400 reaktorer, men mange af dem er ved at være udtjente, så vil det ud over fornyelsen af de 400 eksisterende reaktorer kræve opførelsen af omkring 1.600 nye, eller 3 om måneden i de næste 40 år, siger Rifkin – og det kan han på ingen måde se ske. Han vil være overrasket, hvis der bliver bygget mere end 100 (til erstatning af de eksisterende).

Det hænger sammen med, at flere af de lande, som allerede har A-kraft, er ved at opgive den eller nedskrive den rolle i den samlede energiforsyning, og at de få værker som rent faktisk er blevet opført i dette årtusinde har vist sig at blive voldsomt meget dyrere – så dyerere, at de dårligt lader sig opføre uden enorme statslige støttebeløb. Og selv hvis vi blot fornyede de nu omkring 400 reaktorer på verdensplan, så ville vi allerede omkring 2020-25 begynde at mangle uran, hvorfor priserne vil gå op.

Han kommer ikke ind på de mange problemer med at håndtere strålingen, når ulykken er sket, men nævner med en vis bekymring, at bortset fra Sverige og Finland, har ingen lande efter 70 år med A-kraft løst deres atomaffaldsproblem. For ham er A-kraft “centralized power”, som ikke passer ind i fremtidens energisystemer.

Rifkin er forfatter til bøger som The End of Work og The European Dream, og han får på de blot fire minutter givet et godt og konsistent svar, som hermed er videregivet.

Se tidligere blog-indlæg: The Empathic Civilisation – med en tegnet introduktion til Rifkins bog af samme navn.

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar, marts, april og maj 2013.

• I marts er det 2 år siden Fukushima Daiichi-værket havde tre reaktornedsmeltninger på stribe i hvad der efterhånden ligner verdens alvorligste atomkraftulykke. Det er svært ikke at sammenligne med Chernobyl, og selvom Fukushima-katastrofen i den grad tog Japan på sengen, har den efterfølgende håndtering af krisen gjort, at man sandsynligvis ender med væsentligt færre dødsfald. Men oprydningsarbejdet er kolossalt – og dårligt nok kommet i gang her to år efter.

I tiden efter nytår har man kunne opleve en afmatning i, hvor meget der blev skrevet om Fukushima-problematikken – og i løbet af februar har der for første gang været dage, hvor der ikke var skrevet nævneværdigt om problemerne i den engelsksprogede presse – eller hvor det kun var nyhedstelegrammernes råtekster, som blev lagt ud. Så den nye premierminister Shinzo Abe har langt hen ad vejen fået den stilhed om situationen, som han kunne ønske sig, så han kan gentage sit valgkup i december og også opnå et flertal ved i valget til overhuset i juli. Men her omkring toårsdagen vil der igen komme en lang række markeringer, og spørgsmålet er, om det herefter vil klinge ud? Sandsynligvis ikke, for Fukushima-katastrofen lægger stadig sin tunge skygge ind over det japanske samfund og vil gøre det mange år frem.

Den nye sikkerhedsinstans NRA gør tilsyneladende et stort og flot arbejde med at få lavet den sikkerhedsopgradering af landets 50 reaktorer som giver den størst mulige sikkerhed for, at Japan aldrig igen vil stå med en tilsvarende situation. Men er man villig til at betale regningen? Er landet kar til at gå igennem endnu en sommer med blot to reaktorer i gang, og hvad vil der ske, når de to nu startede reaktorer ved Oi-værket lidt ud på sommeren skal standses for det årlige gennemsyn? Vil man så turde genstarte dem? Hvad vil man gøre ved de konkurstruede forsyningsselskaber? Og hvor meget vil Abe ændre i den energiplan, som blev fastlagt i efteråret under indtryk af en stor national høringsrunde?

Sådanne spørgsmål vil sandsynligvis komme op at vende i løbet af marts.    

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.
Se Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2.

Optegnelser marts 2013

1. marts - Edano: Energiplanen må fastholdes 
2. marts - Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme - blog-indlæg
2. marts - Amerikansk pres på Japan for ikke at afvikle A-kraften 
3. marts - Strålingen aftagende i landskaberne omkring Fukushima 
4. marts - A Tale of Two Forests  

5. marts - Abe sætter klima- og miljøfolk på porten 
6. marts - Rygter om genstart af flere A-kraftværker 
6. marts - TEPCO ønsker at lede radioaktivt vand i havet 
6. marts - Stadig høje strålingsdoser i vild mad 
7. marts - Stor online 3/11-database åbner

8. marts - Asahi Shimbun om bedste sikring mod atom-terror 
9. marts - Sikkerhedskultur – eller mangel på samme 
9. marts – Futaba i Prometheus’ fælde 
9. marts - Allerede jordskælvet satte Fukushima-værket skakmat 
10. marts – Sikkerhedsmæssige opstramninger 

10. marts - Store antiatomkraft-demonstrationer forud for toårsdagen  
11. marts - TEPCO ‘nødt til’ at genstarte reaktorer  
11. marts – En stribe før-efter-billeder
11. marts – Fukushima – 2 år senere – blog-indlæg 
11. marts - Helen Caldicott om sundhedskonsekvenserne 

12. marts - 1.650 anlægger sag mod stat og TEPCO 
13. marts - Japan løber fra sine klimamålsætninger 
13. marts - Radioaktivitet fra Fukushima i fisk fra Østersøen 
13. marts - Naoto Kan: Den sikreste A-kraft er ingen A-kraft
13. marts - Chernobyl vs. Fukushima 

14. marts – Setsuden-varsel for den kommende sommer  
14. marts - Nye dyrkningsmetoder i Fukushima 
15. marts – Gigantiske mængder af affald skyllet i havet efter 3/11
16. marts – Kyoto-forsker om Fukushima-katastrofens udfoldelse 
16. marts – A-kraft-modstandere stort set fjernet fra energiudvalg 

17. marts – Greenpeace ønsker producenterne stillet til regnskab  
18. marts – NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand – blog-indlæg 
19. marts - Sammenbrud af vandkølingen ved Fukushima Daiichi
19. marts - Oi-værket får lov at køre indtil september
19. marts - Mainichi-leder: Japan kan ikke bare løbe fra sine klimaforpligtelser

20. marts - Nankai-jorsdskælv kan koste op til 40% af Japans BNP 
21. marts - Tredje strålingsrekord i år for Fukushima-fisk 
22. marts - Dekontaminering et Sisyfos-arbejde 
24. marts - 7.000 demonsterende kræver Fukushima uden A-kraft 
25. marts - TEPCO taget i falsk folkelighed 

25. marts - Abe gør genstart af reaktorer til forudsætning for genopbygning 
28. marts - Not in my backyard 
28. marts - Kyushu Electric Power Company taget i falsk folkelighed 
28. marts - NRA vil undersøge Fukushima-katastrofen 
29. marts - Google Streetview “for ikke at glemme Fukushima” 

29. marts – Det daglige brød, den daglige frygt    
30. marts – Etårsdag for anti-A-kraftdemonstrationer foran premierministeren

Se Fukushima links for 1.-11. marts 2013 / 11.-31. marts 2013.

1. marts – Edano: Energiplanen må fastholdes

Yukio Edano, som ved Fukshima-katastrofens udbrud var Chief Cabinet Secretary og derfor sammen med den tids premierminister fik en halt central placering i koordineringen og kommunikationen af krisen mens den time for time udfoldede sig, siger her op til toårsdagen for Fukushima-katastrofen, at et af det helt store problemer var, at der ikke kom nogen informationer fra TEPCO. Den vigtigste lære var, at vi ikke var i stand til effektivt at indsamle den nødvendige viden, siger han i et nyligt interview.

Specifikt bebrejder han videnskabs- og undervisningsministeriet for ikke at være i stand til at gøre vitale informationer fra SPEEDI-systemet, System for Prediction of Environmental Emergency Dose Information, tilgængelig for den tidlige beslutningsproces. Med SPEEDI havde Japan adgang til (så godt som) realtime kortlægning af strålingens udbredelse. Men informationerne kom ikke frem til dem, som skulle forestå beslutningerne om evakuering osv. Så der var flere eksempler på, at man måtte evakuere folk ad flere gange, og en række uheldige eksempler på, at selvom man flyttede folk længere væk fra Fukushima-værket, så flyttede man dem faktisk til steder med mere stråling end der, hvor de var evakueret fra. 

Det peger ind i et meget basalt problem i japansk kultur, som jeg også har oplevet i dagligdagen, at man er meget langsom og påholdende med at kommunikere i åbne felter og hellere venter til man bliver spurgt og derefter til man er enige. I sådanne situaitoner er der meget lidt tid til denslags gruppedynamiske konsensusøvelser. 

Dette kommer også til udtrik i en ny runde af Asahi Shimbuns lange artikelserie Prometheus Trap, som med stor søger at afdække, hvad der skete i den første tid. I optegnelser for 28. januar har jeg samlet links til en sekvens af  Prometheus Trap over 15 artikler, som følger kommunikationen mellem Japan og USA i den første tid efter 11. marts 2011, hvor der tydeligvis er stor undren og fortvivlelse over den japanske reaktion – og mangel på forberedthed.   

Edano forsvarer i intervievet også sin premierminister Naoto Kan og siger, hvilket Kan hele tiden har hævdet, at han i en situation hvor TEPCO var ved at rømme værket tog til Fukushima-værket for at tale dunder til TEPCO-ledelsen, at det kiunne der under ingen omstændigheder være tale om. TEPCO har siden benægtet, at noget de havde sagt kunne være udlagt sådan og har søgt at bebrejde Kan, at han brugte deres tid på et forsøg. Den del fortæller blot hvor dårligt forberedt landet var på en sådan situation. Tilsyneladende ahr det ikke noget sted blandt de ansvarlige overhovedet været inde i billedet at en sådan katastrofe rent faktisk kunne ske.  

Ned al respekt for det kæmpe arbejde, som den nyetablerede kontrol- og sikkerhedsinstans NRA gør for at få opgraderet hardwaren, så er der således i den grad brug for en opgradering af hele den organisatoriske og den kommunikative struktur omkring Japans A-kraftværker, hvis en katastrofe som den i Fukushima skal kunne undgås.

TEPCOs adfærd i de mellemliggende to år giver desværre ikke meget håb om at den del er sivet ind.

Reform is needed to get crisis info flowing: Edano, (Jiji) Japan Times 01.03.2013.

Japan’s efforts to move past Fukushima Daiichi disaster draws criticism from experts and jeers from public, Enformable 27.02.2013.

2. marts – Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme

Skrevet blog-indlægget Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme – en introduktion til en lille video, hvor Rifkin ved et business-seminar i Rusland redegør for, hvorfor A-kraften efter hans overbevisning er fortid.

2. marts – Amerikansk pres på Japan for ikke at afvikle A-kraften

Det var antydningsvist fremme allerede i efteråret, at der i slutspillet omkring formuleringen af Japans kommende energiplan var et massivt amerikansk pres for, at Japan ikke bare tog den naturligste konsekvens af Fukushima-katastrofen og afviklede sin atomkraft. Nu havde man én gang for meget fået syn for sagn for, at Japan og atomkraft ikke var nogen god blanding.

I en meget tankevækkende analyse i gårsdagens Mainichi Shimbun – som har noget for den avis så usædvanligt med forfatteren angivet – udfolder Shuichi Abe det dilemma, som den tidligere premierminister Nodasidste efterår stod i. For hvis man blot lukkede ned for atomkraftværkerne, så ville Japan stå med omkring 30 ton oparbejdet plutonium, som man ikke havde noget at bruge tid, og som ville være i høj kurs i terroristkredse.

Shuichi går så videre med to andre løsninger, at få standset den oparbejdning af atomaffaldet fra de nuværende reaktorer, som fører til udskillelsen af de store mængder plutonium (de 30 ton har en sprængkraft svarende til 2.000 Hiroshima-bomber), og få etableret reaktorer, som kan bruge det op.

Det passer meget godt med, at man meget langt hen ad vejen var indstillet på at lade folkestemningen fra sommerens stort anlagte høring præge Japans fremtidige energiplan, hvorefter planen i sidste øjeblik blev dels svækket i formuleringen, dels blev vedtaget på en måde, så den ikke var bindende, men mere vejledende. Og som Shunichi påpeger, er sprogbruget i den engelske udgave mere vigende end den japanske.

Helt ærligt er det en absurd argumentation, at man er nødt til at fortsætte et vanvidsprojekt, fordi man ellers får konsekvenserne af dette vanvid tydeliggjort. Men det er rent faktisk det, som sker, og det er som om at hele oprydningsaspektet og lagringsaspektet verden rundt bare bliver skubbet frem foran – meget få af verdens atomkraftlande har fået deres oparbejdningsanlæg og formeringsreaktorer til at fungere, og stort set ingen har endnu fået en tilfredsstillende løsning for deres fremtidige lagring – onde tunger vil påstå, at den ikke findes. Mere afdæmpede gemytter vil mene at 10.000 år er overordentligt længe at skulle sikre en beskyttelse af undergrundslagre i en verden, hvor imperier opstår og forgår i en langt hurtigere kadence. Intetsteds på kloden har samme ene civilisation endnu levet 10.000 år i træk, og intet tyder på, at vores nuværende vestlige civilisation vil være i stand til det. Tværtimod peger stort set alle udviklingslinjer i dag mod sammenbrud inden for nogle få årtier. Indtil nu er de fleste civilisationer brudt sammen på grund af nedslidning af deres naturgrundlag, dets skove og frugtbarhed. Men med industrialiseringen har vi øget risikobilledet til også at omfatte løbskkørte klimaforandringer, allehånde genmanipulerede fejltrin, en lang række kemiske udryddelsesmuligheder og – det som USA tilsyneladende har bladet sig i Japans energiforsyning med – massedestruktionsvåben, som på kort tid kan slukke for den nuværende civilisation.

Hvis man læser den serie af artikler i Asahi Shimbun, Prometheus Trap, som har været bragt hen over den seneste måned, så får man en klar fornemmelse af, hvor massivt amerikanerne er til stede i verden, når det brænder på, og i hvor høj grad de prøver at tage affære – se optegnelser for 28. januar. Amerikanerne stillede med et helt andet beredskab, en helt anden klarhed om, at der måtte handles hurtigt og effektivt – og en klar oplevelse af, at det var naturligt, at de blandede sig. Så Shuichi Abes analyse giver god mening, at det amerikanske pres i slutspillet omkring formuleringen var med til at gøre den så udvandet og så uforpligtende, som den blev. Hermed har nogle ganske irrationelle forsvarsdogmer fået lov at stille sig i vejen for en begyndende omlægning til vedvarende energi i Japan.

Er sikker på, at den ikke holder til nærmere analyse i Pentagon, hvor man faktisk selv er i fuld gang med at få USA og den vestlige verden vænnet fra den næsten narkotiske afhængighed fra fossile brændstoffer. Og de 30 ton japansk plutonium … dem kunne man måske få lov at brænde af i andre landes atomkraftværker, så Japan kunne få lov at komme videre.

Shuichi Abe: Spent fuel reprocessing issue must be tackled head-on now, Mainichi 02.03.2013.

3. marts – Strålingen aftagende i landskaberne omkring Fukushima

Nye målinger af den luftbårne radioaktivitet i beskyttelseszonen omkring Fukushima-værket viser, at radioaktiviteten er faldet markant – omkring 40% siden den i tiden efter de tre kernenedsmeltninger bredte sig ud over landskaberne. Dette er hurtigere end forventet – halveringstiden for de cæsium-biotoper, som hovedsageligt radioaktiviteten hovedsageligt udgøres af, er relativt kort (for cæsium 134 er den 2 år og for cæsium 137 30 år), så den forventede reduktion her 2 år efter Fukushima-katastrofen ville være omkring 21%.

Desværre er det ikke resultatet af en målrettet dekontamineringsindsats. Tværtimod har det vist sig svært at gøre. Dels fordi der ikke er nogen enkel måde at fjerne radioaktivitet på, dels har der særligt i beboelsesområder op til skovarealer været det problem, at strålingen få dage efter en oprensning kunne være tilbage på niveauet før. Og indsatsen har indtil nu koncentreret sig om de områder, hvor strålingen kun var marginalt højere, sådan at selv en 20 eller 30% effektivitet ville kunne gøre en forskel.

Hvor situationen omkring Fukushima Daiichi-værket er bragt så meget under kontrol, at der ikke mere udledes voldsomme mængder til luftmiljøet, så er der omvendt stadig en massiv udsivning til vandmiljøet.

Således har en prøve af fisk fanget for nylig ud for Fukushima-værket sat ny rekord for koncentrationer i fødekæden, hvor en fisk havde en koncentration af radioaktivitet, som lå 5.100 gange højere end tilladt for menneskeføde (se optegnelser for 19. januar). Så der vil gå nogen tid, før fiskeriet kan genoptages ud for Fukushima-værket.

Tilsvarende vil man se radioaktiviteten opbygges i landdyrene. I Chernobyl, hvor der tilsvarende overvejende var tale om cæsium-forurening, møder man stadig i dag høje koncentrationer i dyrene omkring det nedsmeltede atomkraftværk.

Hiroshi Ishizuka: Declining radiation measured near Fukushima plant, some blown elsewhere, Asahi Shimbun 02.03.2013.

High radiation in fish caught off No. 1 plant, (Kyodo) Japan Times 02.03.2013.

Japan’s nuclear plants unlikely to restart operations this year: survey, (Kyodo) Japan Times 04.03.2013.

4. marts – A Tale of Two Forests

Vil blot henvise opmærksomheden på en meget lang og meget tankevækkende artikel i Environmental Health Perspectives om de to evakuerede områder omkring verdens til dato to største atomkraftværk-ulykker, Chernobyl og Fukushima.

I sin tid var omkring halvdelen af området omkring Chernobyl skov, men efter at det blev rømmet på grund af strålingsfaren, bliver markerne ikke græsset, og de fleste er sprunget i skov. Så de forladte zoner giver dels et billede af, hvordan naturen agerer, når mennesker forlader et område, dels et billede af, hvilke ganske alvorlige konsekvenser det har, når naturens træer og planter og vilde dyr ikke viger for strålingen. Så i området omkring Chernobyl er der mange misdannede træer, dyrenes frugtbarhed er nedsat, og deres hjerner er mindre.

Stadig er situationen omkring Fukushima langt nyere, men man har ud over at have kunnet konstatere, at koncentrationen af radioaktivitet i meget af det man indtil nu har spist fra området, er for høj, har man kunne iagttage, at planter som ellers ikke var kendt i området, har indfundet sig i rismarker, som pludselig ikke bliver dyrket, (se optegnelser fra 11. oktober) og en tankevækkende undersøgelse sidste år viste, hvor voldsom indflydelse radioaktiviteten kan have på insekters vækst (se blog-indlægget Strålingsramte sommerfugle).

Men grundlæggende er strategien i Fukushima en anden end i den forladte zone omkring Chernobyl-værket. I Japan har plads alle dage været en mangelvare, så det er helt utænkeligt bare at opgive i tusindvis ar kvadratkilometer og overdrage det til naturens gang. Tværtimod går man ganske radikalt til værks for at prøve at bringe strålingen ned under et “acceptabelt” niveau, så livet i de nu forladte landsbyer kan fortsætte. Vi mangler dog stadig at se, om mennesker rent faktisk er trygge ved at rykke tilbage til strålingsramte områder, om bønderne igen vil tage sig af markerne og fiskerne igen fiske i områdets søer, floder og kystnære farvande – og endnu mere, om japanerne igen vil spise maden fra Fukushima-området, eller om den vil være stigmatiseret i generationer frem. Måske den ender som U-landshjælp.

Vi mangler stadig at se, om det overhovedet er muligt at dekontaminere store naturområder? Kan man indsamle alt vissent løv og nedfaldne grene på skovbunden? – og er det overhovedet det, som skal til? Som det fremgår af optegnelserne i går, er niveauerne målt i luften faldet hurtigere end forventeligt – hvilket ikke bare er nogen trøst, for det betyder, at radioaktiviteten ikke bare bliver hvor den er og langsomt klinger af, men tværtimod hele tiden er i bevægelse, med vinden, med vandstrømningerne, igennem fødekæderne og svampefloraens nedbrydningsprocesser.

Og hvad gør man med affaldet – selv hvis man brænder det, vil askemængderne være kolossale, og hvor meget af radioaktiviteten går med op i røg? Fukushima-katastrofen har sat normale begreber som at rydde op og at smide væk på spidsen. For ultimativt kan man kun dekontaminere skoven ved at fjerne den helt, dekontaminere de elskede små haver omkring villaerne ved at fjerne al vegetation ved roden og skrælle det øverste muldlag bort. Og stadig har man ikke kunnet løse deponeringsspørgsmålet – ingen har lyst til at lægge kommune eller nabolag til de enorme bunker af lavradioaktivt materiale.

Skovene udgør et særligt problem – ikke fordi det er særligt vanskeligt, men fordi der er tale om næsten uoverskuelige volumener. Det ligger klart, man ved at fjerne de cirka 3% af skovens biomasse, som det nedfaldne lag på skovbunden udgør, kan fjerne omkring to tredjedele af radioaktiviteten. Men gælder det også om et år eller to, eller er radioaktiviteten allerede igen mere spredt den dag, man er klar til at prioritere skovene?

I små kyniske øjeblikke havde man lyst til at lave små internater på området for de mange mennesker, som er skyld i, at katastrofen kunne ske – så det var dem, som havde til opgave at rydde op og fornøjelsen at spise afgrøderne fra de strålingsramte marker. Det løser omvendt intet – men det er smerteligt, at så mange af de instanser, som har et medansvar for, at Fukushima-katastrofen kunne ske – og skete – er så bevidstløst i gang med at genskabe et samfund drevet på atomkraft.

Tilbage til skoven omkring Chernobyl, så er den stort set uplejet og har udviklet sig dertil, at den er yderst sårbar overfor skovbrande. Så samtidig med, at den har omsluttet en stor del af den radioaktivitet, som blev frigivet med Chernobyl-ulykken, så er den en tikkende bombe, for skulle det en dag ske, at den gik op i flammer, vil en ganske stor del af den radioaktivitet, som nu er indkapslet i biotopen, igen blive spredt for alle vinde.

Dette blot strøtanker over A Tale of Two Forests, en yderst læseværdig artikel.

Winifred A. Bird & Jane Braxton Little: A Tale of Two Forests: Addressing Postnuclear Radiation at Chernobyl and Fukushima, Environmental Health Perspectives 01.03.2013.

5. marts – Abe sætter klima- og miljøfolk på porten

Det sker meget stilfærdigt og for at tilpasse antallet – men det er langt fra nogen tilfældighed, at fremtrædende repræsentanter for miljøbevægelsen nu har fået at vide, at deres bistand ikke længere er påkrævet i regeringens centrale miljøudvalg (Central Environment Council).  

Blandt de “frisatte” er miljøskribenten Junko Edahiro, lederen af Kiko network (en stor japansk NGO miljøorganisation) Mie Asaoka, samt Kazuhiro Ueta, som er professor i økonomi ved Kyoto University.

Alle tre har været stærke fortalere for en klima- og energipolitik, hvor Japan prioriterer omlægningen til vedvarende energi kraftigt, for på én gang gradvist at kunne afvikle A-kraften og stå fast på sit tilsagn om at reducere CO2-udledningerne med 25% i forhold til 1990 inden 2020 – begge målsætninger, som den nytiltrådte Abe-administration er ved at frafalde, omend det foregår på listesko (se også optegnelsr for 16. marts).

Prominent antinuclear experts dropped from Japan energy policy panel, Kyodo 01.03.2013.

Tetsu Kobayashi: LDP boots anti-nuke advocates from environment panel, Asahi Shimbun 05.03.2013.

6. marts – Rygter om genstart af flere A-kraftværker

Franske Areva er ved at forberede en leverance af brændselslegemer til japanske atomreaktorer – for første gang siden en ordre blev aflyst i tiden umiddelbart efter Fukushima-katastrofen marts for nu snart to år siden. Leverancen vil blive afskibet i april – hvilket har været med at skabe rygter om snarlig genstart af flere japanske reaktorer. En af Arevas topledere siger afværgende, at han ikke kan kommentere, hvilken sammenhæng, brændselslegemerne skal bruges i, men at han regner med, at der med udgangen af 2013 højest vil være igangsat seks japanske reaktorer.

Den aflyste ordre i 2011 var til KEPCO, forsyningsselskabet for Kansai-området, som har de nu to eneste igangværende reaktorer ved Oi-værket. Men KEPCO afviser at forsendelsen er til dem – hvilket på ingen måde behøver betyde at det er sandt. Det er blot rigtig dårlig timing her lige op til toårsdagen for Fukushima-katastrofen, hvor der endelig er ved at falde en lille smule ro over feltet rent mediemæssigt.

Den nyetablerede atomsikkerhedsinstans NRA afviste i går, at der er planer om snarlig genstart af flere reaktorer. Tværtimod siger man, at selv efter at NRAs sikkerhedsmæssige godkendelse er på plads - og det kan tidligst ske efter at de fornyede sikkerhedsforskrifter efter planen bliver fastlagt til juli - vil der være yderligere procedurer, som skal sikres, herunder at vinde samtykke til genstarten fra lokalbefolkningen. Og den del kan vise sig at blive ganske vanskelig. 

Den nuværende premierminister gentog tirsdag for n’te gang, at der ikke bliver genstartet nogen reaktor, før det sikkerhedsmæssige er helt på plads – og givet heller ikke før valget til overhuset i juli, hvor det at lægge navn til en genstart vil kunne koste dyrt. Selvom Abe givet gerne så Japans reaktorer i gang hurtigst muligt, er han tydeligvis sinds ikke at bringe sig i samme situation som sin forgænger, Yoshihiko Noda, som set i bakspejlet underskrev sin politiske dødsdom, da han gennemtvang genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket.  

Areva plans 1st nuclear fuel shipment to Japan since Fukushima, (Reuters) Asahi Shimbun 06.03.2013.

Japan denies nuclear reactor restart claims, (AFP) Nuclear Daily 05.03.2013.

6. marts – TEPCO ønsker at lede radioaktivt vand i havet

Lige siden tsunami og jordskælv for snart to år siden satte samtlige sikkerhedssystemer ud af drift ved Fukushima Daiichi-værket har køling af brændselslegemerne – særligt de brugte – været i fokus for at sikre mod, at katastrofen udvikler sig yderligt. Selvom man efterhånden har fået lavet nogle af kølesystemerne i lukkede kredsløb, så ophober der sig stadig  større mængder af radioaktivt forurenet vand. Man regner således med, at der i dag er omkring 360.000 m³, hvoraf en tredjedel er i selve reaktorerne og deres kølebassiner og kølesystemer, mens de 240.000 m³ er opbevaret i stadig flere tanke rundt omkring på området. Varetagelsen af det radioaktive vand udgør en gigantisk logistisk udfordring, og man har pt. planer om at udbygge lagerkapaciteten til 700.000 m³, hvilket med den nuværende “produktion” af radioaktivt vand vil række 3-4 år frem i tiden.

På bare lidt længere sigt skal dette vand renses, og man er ved at indkøre et rensningssystem, ALPS, som skulle kunne klare 62 af de 63 forskellige radioaktive biotoper, som forekommer efter kernenedsmeltningerne. Men den sidste, tritium, en radioaktiv brint-forbindelse med tre brintmolekyler, kan systemet ikke klare, og koncentrationen af tritium ligger godt 20 gange over myndighedernes grænseværdi. Derfor har TEPCO ved et møde med NRA rejst ønsket om at prøve at rejse forståelse i den japanske befolkning for, at man leder det ALPS-rensede vand i Stillehavet.

Det har fået fiskerne op i det røde felt – i forvejen er det hårdt på andet år at stå og skue ud over havet uden at kunne fiske langs kysten. Én gang om måneden indhentes der nye prøver, men indtil nu har de ligget over grænseværdierne for de fleste fiskearters vedkommende, og der er endnu ikke noget, som ligner en faldende tendens.

Så der er meget lille forståelse for, hvis TEPCO bliver givet tilladelse til at hælde deres radioaktive spildevand i havet – tværtimod en meget stor frygt for, at det kan være med til at give det meget lange udsigter, at japanerne igen har lyst til at spise fisk fanget langs Fukushimas kyster selv den dag, målingerne igen falder ned under grænseværdierne.

Det er så meget mere problematisk et ønske fra TEPCOs side som at der findes canadisk udstyr, som rent faktisk er i stand til at fjerne tritium. TEPCO er i princippet overtaget af japanske regeringsmidler, men det er som om at man stadig agerer som privat virksomhed, endda et primitivt et af slagsen, som søger at komme lettest muligt omkring hjørnerne frem for at rydde bedst muligt op efter sig. 

Vandproblemerne er gigantiske, og man regner med, at der siver omkring 400 m³ forurenet vand fra de havarerede reaktorer ud i det omgivende miljø – hvoraf en stor del ender i havet. Det er en del af forklaringen på, at man umiddelbart ud for værket bliver ved med at kunne fange fisk med stadig højere koncentrationer af radioaktivitet. I januar fangede man en fisk med 2.500 gange den tilladte dosis af cæsium, og i starten af marts en fisk med 5.100 gange den tilladte dosis (se optegnelser for 19. januar).

TEPCO considers dumping water from Fukushima nuclear plant into ocean, Mainichi 06.03.2013. 

6. marts – Stadig høje strålingsdoser i vild mad

Der tegner sig efterhånden et klart billede, at 80% af alle de prøver, som tages, som viser for høje koncentrationer af radioaktivitet, er i vild mad. Det hænger også sammen med, at man simpelthen har opgivet at dyrke de steder, hvor jorden er så strålingsforurenet, at der kunne være tvivl om, om produkterne ville kunne overholde grænseværdierne. Det er således fisk og vildt som råvildt og bjørnekød, som kronisk ligger over grænseværdierne, ligesom vildt indsamlede svampe typisk har meget høje doser. Svampenes mycelium har denne evne til at samle radioaktivt materiale, så man regner med, at man vil være nødt til at teste vilde svampe mindst ti år frem. Ligeledes vil særligt fisk som for eksempel fladfisk, som lever på bunden, være radioaktivt forurenede mange år frem.¹

Noget andet er, at selv der, hvor man har taget hul på igen at dyrke, kan det være svært overhovedet af få sine produkter afsat. I en tankevækkende artikel i Mainichi i dag om en 53-årig bonde, Saito-san, som selvom hans jorder og afgrøder er strålingsfri har meget vanskeligt ved at få dem afsat, fordi de er dyrket i Fukushima amt (som har en stor del af sit areal udenfor den strålingsforurenede zone). Selvom alle afgrøder er ganske grundigt kontrolleret for stråling, så er det når det kommer til stykket, de færreste, om har lyst til at ‘risikere noget’ ved at spise afgrøder fra Fukushima. Så stigmatiseringen rammer langt bredere end forureningskortet giver rund til. Saito-sans grossist havde da også for nylig sagt, at hans grøntsager kun burde koste det halve, og at hans grøntsager kun skulle koste det halve, resten skulle TEPCO kompensere for.²

Fumikazu Asai & Akiyoshi Abe: Cesium levels still exceed standards in wild mushrooms, seafood, game, Asahi Shimbun 06.03.2013.¹

Fukushima farmer fights uphill battle to sell vegetables amid radiation rumors, Mainichi 06.03.2013.²

7. marts – Stor online 3/11-database åbner

Der er fra i dag åbnet adgang til en stor database med dokumenter, billeder osv. vedrørende den katastrofe, som 11. marts 2011 hærgede det nordlige Tohukus Stillehavskyst. Databasen giver adgang til omkring 63.000 billeder, 3.000 videoklip og omkring 134.000 dokumenter (printed items). Hjemmesiden er lavet for at “pass down records of the disasters to future generations, help rebuild badly affected areas and take measures against disasters.” Den vil også have engelsk interface, og der er håb om, at etableringen af denne database kan styrke analyser og evalueringer af, hvad der gik galt, og hvordan nogle af de alvorligste følgevirkninger som de tre kernenedsmeltninger ved Fukushima Daiichi-værket kunne være undgået – og vil kunne undgås i fremtiden.

TEPCO er blandt de 27 institutioner bag projektet, og det bliver interessant at se, om de nu har lagt alt frem, eller om det stadig – som man har set det igennem nu to år – kommer drypvist for dagen i et tempo og med en mangle på opmærksomhedsskabelse, som tegner et klart billede af en instans, som føler at have meget at skjule, og stadig tror at der er noget som helt at opnå ved at tilbageholde information – bortset fra at styrke befolkningens mistillid til A-kraften. Omvendt har man med sin meget selektive frigivelsespolitik opnået, at foreløbig tre store kommissionsundersøgelser er blevet gennemført uden at de har haft fuld adgang til alle informationer – og med TEPCO i en lidet flatterende reaktiv rolle.

Databasen (東日本大震災アーカイブ) er tilgængelig via www.kn.ndl.go.jp.

Online archive for 3/11 Tohoku disasters opens Thursday, (Jiji) Japan Times 06.03.2013.

Philip Brasor: Data from 3/11 could save lives if used effectively, Japan Times 17.03.2013.

8. marts - Asahi Shimbun om bedste sikring mod atom-terror

I et sjældent anfald af klarhed – nej, et anfald af sjælden klarhed – skriver Asahi Shimbun i dag i en leder, at “angreb på atomkraftværker bedst undgås ved at nedlægge værkerne”. Det kan synes en banal betragtning, men det er den slags out of the box-klarsyn, som verden skriger på.

Lederen starter meget dramatisk med at beskrive øvelser i at modstå terroristangreb, som siden terrorangrebet 11. september 2001 regelmæssigt har været gennemført ved amerikanske atomkraftværker, med laserkanoner og hele udtrækket. Japan står overfor at skulle opgradere sikkerheden omkring sine værker – og en proces, som står til at blive voldsomt omkostningskrævende. Og med de nylige skærmydsler om uløste grænseproblemer med stort set alle naboer, fra Rusland over Kina, Taiwan, Filippinerne, Nord- og Sydkorea kan Japan ikke bare lade som om, at terrorhandlinger kun sker andre steder i verden.

Vi så med Fukushima-katastrofen, at atomkraftværker kan ende som atombomber – eller som noget med tilsvarende ødelæggende kraft. Måske ikke så meget i materiel skade, men så meget desto mere i menneskelig og landskabelig ødelæggelse. Hvis en terrorgruppe er i stand til at lukke for kølingen og tørlægge brændselslegemerne i en reaktor eller et opbevaringsbassin for brugte brændselslegemer i blot få døgn, kan man fremkalde kernenedsmeltninger og voldsomme eksplosioner, som vil frigive store mængder radioaktivitet til omgivelserne. Igen med Fukushima-katastrofen, havde opbevaringsbassinet for brugte brændselslegemer ved reaktor fire været tørlagt eller næsten tørlagt bare lidt længere tid, ville en mange gange større radioaktivitet end nu have været frigivet, og havde vinden båret ind over Tokyo og ikke som nu ud over havet, havde man måttet stå overfor den næsten uløselige opgave at måtte evakuere en by, som med sine forstæder tæller op imod 30 mio. mennesker. 

Det fortvivlende er, at reaktor 4 stadig er en sådan tikkende bombe, og at et jordskælv af samme størrelse som det som udløste tsunamien ville kunne agere terrorist. 

Dette er ikke stedet for udfoldelse af skrækhistorier, men Japan er ved at vågne til et Nordkorea med atomvåben – stadig simple, men i efteråret cirkulerede en (uverificeret) udtalelse fra en leder af Nordkoreas ledende parti: ”If we attack Japanese nuclear power plants with missiles, we can cause explosions 320 times greater than that caused by the atomic bomb dropped on Hiroshima.”

Set i trusselsbilleder har man således ved at stille mere end 54 atomreaktorer op 17 steder i landet givet stater og enheder med adgang til bare små kanonslag muligheder for at lave alvorligt stor ravage.

Ifølge lederen har Japan opmagasineret 10-20.000 ton brugte brændselslegemer fra japanske reaktorer. Lagrene er snart fulde, og hvis reaktorerne genstartes, vil problemet blot vokse. For stadig efter flere årtier og enorme investeringer har man ikke fået det oparbejdningsanlæg til at fungere, som skulle kunne drive ny energi ud af affaldet, stadig er det indkapslingsanlæg, som skal kunne forberede sådant affald til langtidsdeponering ikke kommet rigtigt i gang, og stadig har man ikke fundet nogen løsning på sit affaldsproblem og hvor man overhovedet kan opbevare det sikkert i de næste 10.000 år.  For en ting er sikkert, den japanske undergrund er alt andet end stabil. Med sin beliggenhed direkte på kanten af to store tektoniske plader er Japans undergrund tværtimod blandt de mest usikre i verden.

Så man har blot skabt en tikkende bombe, som år efter år er blevet endnu større.

Asahi slutter sin leder således:

“What should we do to protect [the reactors] from attack? We cannot rely fully on missile defense systems with imperfect interception rates. Nor can we indefinitely expand anti-terrorism measures. The only way to truly reduce the risk is to reduce the number of nuclear reactors as soon as possible. At the same time, spent nuclear fuel currently kept in storage pools should be moved to solid, air-cooled containers.

The administration of Prime Minister Shinzo Abe insists it will cancel a pledge by the previous Democratic Party of Japan-led government to abolish all nuclear power plants by the end of the 2030s. The Abe administration also wants to restart idled nuclear reactors. Exactly what is its thinking regarding the safety of plants under potential attack?”

Attacks on nuclear sites are best prevented by abolishing the plants, (leder) Asahi Shimbun 08.03.2013.

9. marts – Sikkerhedskultur – eller mangel på samme

“Overseas experts have pointed this out before, but nuclear power station operators and industry regulators in Japan thought they had ensured safety simply by following regulations,” siger Shojiro Matsuura, som stod i spidsen for den nu afviklede Nuclear Safety Commission i et interview i Japan Times i dag.

“Because of that mindset, operators did not really make voluntary efforts to improve safety beyond what was required. I think this was the indirect cause of the Fukushima disaster, and it has to change fundamentally,” siger Matsuura videre.

Det er måske hvad man på moderne dansk vil kalde en proaktiv attitude – at det ikke er nok at overholde lovens bogstav, man er nødt til at fatte dens ånd og efterfølge den. Sikkerhed er ikke noget man opnår én gang for alle, men en stadigt afsøgende attitide, som skal sikre, at der ikke på noget tidspunkt udvikler sig svage lide i sikkerhedskæden, som kan blive fatale.

Matsuura er i dag leder af et nyt institut, JNSI, som i samarbejde med en række af Japans forsyningsselskaber forsøger at stimulere denne frivillige opmærksomhed og opbygge en nye sikkerhedskultur for at skærpe beredskabet overfor ekstreme undtagelsessituationer.

Til forskel fra det nyetablerede NRA, som holde alle møder åbne, vil JNSI være en lukket proces, uden offentlig indblanding og uden offentligt indblik.

Kazuaki Nagata: Nuke safety body touts voluntary measures, Japan Times 09.03.2013.

Lesson from the nuclear disaster: Too much focus on laws and systems instead of true leadership, Asahi Shimbun 08.03.2013.

Yuri Aono: Power suppliers, individuals should be responsible for ensuring safety of nuclear plants, Mainichi 20.01.2013.

9. marts – Futaba i Prometheus’ fælde

Asahi Shimbun er en avis, som ikke synes bange for at trætte sine læsere med lange artikler, ofte i serier som strækker sig over måneder. Et godt eksempel er serien The Prometheus Trap, som forsøger at gå i dybden med, hvordan Japan i den grad kunne gå i Prometheus’ fælde.  

Prometheus var de gamle grækeres ildgud. Det var Prometheus, som gav ilden til mennesket og hermed gav grundlaget for at bygge civilisationer, at smelte, lave keramik og tilberede sin mad, for blot at nævne et hjørne af det mulighedsfelt, som åbnede sig. Men ilden har en pris, den kræver en opmærksomhed, som er fint sammenfattet i den prometheuske talemåde, at ilden er en god tjener, men streng herre. Der er ganske strenge regler for, hvordan ilden kan bringes i tjeneste, og hvis de overskrides, i kådhed, i uforsigtighed, i bevidst ulydighed eller med direkte ondsindede og krigeriske hensigter, da kan ilden og dens flammer have en altødelæggende altopslugende kraft. Prometheus’ ild har en snert af frugten fra Kundskabens Træ på godt og ondt.

Japan troede på sin moderne ild – lidt dyre at opføre var disse reaktorer, men når først de kørte, var der basis for en sorgløs tilværelse for alle, og forsyningsselskaberne havde med deres monopol på energiproduktion til en billig penge, som de solgte i dyre domme, sikret sig et yderst lukrativt guldæg. I stedet for som man gjorde at bruge store midler på at opbygge en sikkerhedsmyte, som lullede alle ind i antagelsen, at intet kunne gå galt, hvert fald i Japan, skulle man have satset på at sikre driften bedst muligt. For én ting er ødelæggelserne og de knuste fremtidsudsigter, en anden er den svinde erkendelse, at Fukushima-katastrofen ikke var en naturkatastrofe, men en menneskeskabt ulykke, som hvis man havde tænkt sig om og taget sin opgave alvorligt, kunne være undgået. 

I optegnelser for 28. januar samler jeg løbende links til Asahi Shimbuns artikelserie Prometheus Trap. Normalt kommer der to-tre om ugen, men i dag var der hele fem artikler på samme ene dag – i den trykte udgave må det være en hel sektion. Disse fem artikler omhandler en af de i hvert fald foreløbigt mest drastiske konsekvenser af Fukushima-katastrofen: Futaba. Held i uheld blæste det meste af de radioaktive udspyelser i tiden omkring Fukushima Daiichi-værkets tre kernenedsmeltninger ud over havet, men på et tidspunkt trak en nordvestlig vind en radioaktiv fane ind over land. Og lige præcis her ligger det lille bysamfund Futaba – eller rettere lå. For hvor det for mange andre områder med lidt held kunne være tale om måneder eller år, før man kunne vende tilbage, så stod det klart, at det område, hvor Futaba havde ligget, ville være ubeboeligt i årtier. Futaba besluttede derfor at emigrere. Havde det været i slutningen af 1800-tallet, var man nok flyttet til USA, men nu har man fundet et sted i Saitama, hvor man har søgt at etablere et lille Ny Futaba.

Den tidligere Kisai gymnasieskole i Saitama præfektur, hvor en stor del af de evakuerede fra Futaba er samlet.

Det er ikke nogen enkel løsning – tværtimod giver det kolossale udfordringer. Men omvendt er det nok den eneste måde at sikre, at en eller anden kerne fra et sådant samfund kan overleve i eksil. For mange af de andre lokalsamfund, som er blevet spredt ud over store dele af Japan gennem evakueringerne, vil sandsynligvis aldrig genopstå, som de var. Selv hvis man i løbet af nogle år får dekontamineret jorden og husene og gaderne, så er mange i mellemtiden blevet integreret i nye sammenhænge, har fået job andetsteds, har fået børnene i skole osv. Særlig dem med små børn ønsker ikke at byde dem at vende tilbage, selvom strålingsniveauet igen bliver erklæret for lavt nok til at det er “sikkert”, for i en situation, hvor ingen rigtigt ved hvad sikkert er, er frygten en stor medspiller. Så jo længere tid der går, før disse i al hast evakuerede samfund får mulighed for at vende tilbage, jo støre er sandsynligheden for, at det kun er samfundets ældste, som ønsker sig tilbage.

Selvom tilværelsen som evakueret her på Kisai kan synes luksuriøs målt med flygtninges vilkår mange andre steder i verden, så driver uvisheden om fremtiden – om det fundamentale spørgsmål, om det nogensinde bliver muligt at flytte tilbage til hjembyen Futaba – alle som en mare.

Futubas beslutning blev ikke truffet efter grundige overvejelser. Tværtimod var det Futubas borgmester Katsutaka Idogawa, som en uge efter Fukushima-katastrofen, en uge som havde ført til tre kernenedsmeltninger i træk, helt uden at konsultere med sit samfund eller sig byråd erklærede, at Futubas administration og indbyggere flyttede til Saitama. Siden er han igen og igen blevet spurgt hvorfor, men først 1½ år senere har han svaret. 

Jeg vil ikke her genfortælle Futabas historie, blot pege på artikelserien. 

Futaba worst hit by Fukushima fallout, (Kyodo) Japan Times 22.09.2012.

Seiji Kanda: Turning to the northeast in silent prayer, (1 af 5) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Seiji Kanda: Evacuees of Futaba head for new home in Saitama, (2 af 5) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Seiji Kanda: Doing right by the evacuees, (3 af 5) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Seiji Kanda: Evacuees get old school on third ‘migration’, (4 af 5) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Seiji Kanda: Evacuated Futaba mayor stands his ground, (5 af 5) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Shunsuke Kimura: Monument to victims of 2011 disaster dedicated in Futaba, Asahi Shimbun 03.03.2013.

Mami Maruko: Unable to return, Futaba residents fear becoming lost tribe, Japan Times 11.03.2013.

Empty streets, menacing crows and little hope in towns co-hosting Fukushima plant, Asahi Shimbun 13.03.2013. 

9. marts – Allerede jordskælvet satte Fukushima-værket skakmat

I en australsk reportage fremgår det, at adskillige af arbejderne ved Fukushima-værket er overbevist om, at allerede jordskælvet igangsatte den kæde af reaktioner, som i dagene efter førte til tre kernenedsmeltninger på stribe. Således så flere en hvid røg stige op fra værket allerede i den periode umiddelbart efter jordskælvet, men inden tsunamien en god halv time senere med sin massive 15 m høje vandmur ramte kysten og oversvømmede Fukushima Daiichi-værket, hvis tsunami-beskyttelse kun var lige godt 5 m høj. 

En Mr. Watanabe siger, at selvom TEPCO nægter det, må han vedkende, at værket blev beskadiget allerede ved jordskælvet. “If you ask me officially, it was the tsunami. But as an engineer and someone with a conscience, I can say there’s no doubt the reactors were damaged by the quake,” sagde han (i en australsk reportage, som desværre ikke er tilgængelig i sin helhed).

Det har været fremme mange gange, men er aldrig rigtig blevet fastslået, også fordi TEPCO aktivt forhindrede undersøgelseskommissioner i at besigtige reaktorerne.

Når det ikke er ligegyldigt, om det var tsunamien, som lagde grunden til katastrofen, eller om allerede jordskælvet satte vitale dele ud af spil, så er det fordi tsunamien på en anden måde er betragtet som uforudsigelig. Hvis det viser sig, at vitale dele svigtede allerede ved jordskælvet, vil det betyde en opgradering af dimensioneringen for en lang række tekniske installationer for samtlige Japans reaktorer.

Igen demonstrerer TEPCO med sine forsøg på at undgå klarlæggelsen og afvise i stedet for at bidrage til den fulde klarlæggelse – sin uegnethed til at skulle drive A-kraftværker. For selvom det vil kunne koste kassen at skulle eftersikre værkerne, før de kører videre, så skylder ejerne af reaktorerne at gøre, hvad der står i deres magt for at gøre den fremtidige drift så sikker som mulig.

Men omvendt ender man i sådanne ræsonnementer meget let som Asahi Shimbuns leder i går meget let med den konklusion, at det sikreste ville være aldrig at genstarte reaktorerne i et land, hvor undergrunden fra tid til anden ryster ganske alvorligt - i den brudflade mellem to store tektoniske plader, som strækker sig umiddelbart uden for Japans østkyst, forskød de to plader sig ved jordskælvet 11. marts 2011 adskillige decimeter. Så et godt råd til japanerne er at få afviklet A-kraften og få gang i den vedvarende energi, så man igen kan sove roligt og ikke behøve frygte for stråling i maden, luften og vandet.

Fukushima Workers: Smoke was pouring out of Unit 1 before tsunami hit – “No doubt” quake crippled reactors – Could torpedo Japan’s attempts to restart nuclear plants, Energy News 09.03.2013.

10. marts – Sikkerhedsmæssige opstramninger

En af konsekvenserne af Fukushima-katastrofen har været nedlæggelsen af den hidtidige sikkerheds- ogkontolinstans og etableringen af en helt ny, NRA, som helt forfra skulle afklare de retningslinjer, som Japans A-kraft-reaktorer freo´mover skulle kæres efter, sådan at en situation som den i Fukushima aldrig mere kunne opstå. For én ting er at møde overvældende naturkræfter, men Fukushima-katastrofen er dobbelt dum fordi den som en af de store undersøgelser konkluderede det, er “Made in Japan”. Den var et klart udtryk for en svigtende varetagelse af sikkerheden, hvor sammenspistheden i “the nuclear village” dækkede over rimelige og nødvendige opgraderinger af sikkerheden. Selvom der ad flere gange var blevet advaret om, at tsunamier af en størrelse som den som væltede kysten 11. marts 2011 kunne orekomme, så tog man ikke konsekvensen – man tog ikke sin opgave alvorlig, men snakkede sig udenom, hvilket også var det blilligste så længe det varede.

Men derfor har man også en situation, hvor NRA i dag er nødt til at være meget præcis med, hvilke krav, der bliver stillet til de reaktorer, som igen kan startes. NRA har ad flere gange signaleret, hvor det bar henad forud for etableringen af de endelige regelsæt i juli i år. Og alle har set det som det eneste rigtige – indtil den nye regering har givet håbet om tilbagevenden til tidligere tider så meget håb, at forsyningsselskaberne er begyndt at klage over, hvor dyrt det bliver at leve op til NRAs sikkerhedskrav.  

Som overhovedet ikke er urimelige – det urimelige er, at det ikke har været gjort for længst, at NRA skal finde ud af, at man har bygget reaktorer på steder, hvor man godt vidste, at der måske var forhøjet jordskælvsrisiko. Og efter at man har set, hvordan tusindvis af mennesker måtte kæmpe forgæves fordi de ikke havde de mest elementære nødstrømssystemer på plads, må man sige, at det langt hen ad vejen er fundemantale krav. Man kan diskutere, om der behøver at være to sæt filtrerede ventialtionsmuligheder – når de ydre reaktorbygninger eksploderede, var det fordi man ikke havde tilstrækkelig mulighed for at lufte ud – og nu øsnker man så dobbelt syystem med filtre, så man selv her kan arbejde i en zone, hvor man ikke behøver at lukke radioaktive dampe ufiltreret ud.  

Grundlæggende er der ikke tale om nogen straf af forsyningsselskaberne, men om en opgradering af sikkerhedsniveauet til hvad man på verdensplan kunne kalde state of the art. Og det er det niveau, man må sigte efter – intet mindre. Verden har allerede for mange gange set, hvor galt det kan gå. Og prisen for en Fukushima-katastrofe er absurd mange gange højere end prisen for optimal sikkerhed. Faktisk er den så høj, at havde man indregnet den i startkalkylerne, så ville Fukushima-værket aldrig være blevet bygget – så ville Japan aldrig have valgt A-kraft. Sandsynligvis ville man for det samme beløb, som det koster at rydde op efter Fukushima-katastrofen kunne have sat Japan 100% på vedvarende energi. 

En af NRAs fem ledere, Toyoshi Fuketa sagde ved et seminar 18. februar, at: “We will never allow the myth about the safety of nuclear power … to be resurrected. That’s one of the most important lessons from the Fukushima disaster.” De er den let opiate sikkerhedsboble, som forledte en hel nation til at tro, at når det gik godt i 5 år, i 10 år, og i 20 år, så kunne det ikke gå galt.

Der er gennem årene bleve sløset alt for meget med sikkerheden, ogblandt andet TEPCO har en ganske blakket rapport med utilstrækkelige indrapporteringer og forsøg på at dække striber af “mindre” uheld.  Ikke mindst med Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med sine 7 reaktorer er verdens største, har man gennem årene lavet så meget urent trav, at lokalbefolkningen sandsylnigvis vil forsøge at bruge den nuværende situation til aldrig igen at

Og derfor venter der NRA en udfordring, som er endnu større end de tekniske forbedringer – dels at få selskaberne til proaktivt at arbejde for, at sikkerheden hele tiden er optimal, dels at få strammet så kraftigt op om sikkerhedsforanstaltningerne og sikkerhedsrutinerne, at den japanske befolkning igen får tillid til A-kraften.

Det lyder svært, og som det ser ud nu, kommer det nok heller ikke til at ske. Man vil snarere ende med efter at have implementeret NRAs nye sikkerhedsforskrifter at måtte gennemtvinge genåbningen af reaktorerne – for nu har man gjort det så godt som man kunne. Med 48 reaktorer på standby (ud over de 4 totalhavarerede) er der enorme beløb på spil i tabte driftsindtægter, og flere af forsyningsselskaberne nærmer sig en økonomisk kollaps, hvis genstartsprocesserne trækker ud.

Kazuaki Nagata: NRA gets strict, must prove credibility, Japan Times 09.03.2013.

Ryuta Koike: New NRA rules tough on tsunami, could delay reactor restarts, Asahi Shimbun 29.01.2013.

10. marts – Store antiatomkraft-demonstrationer forud for toårsdagen

Søndag var der protester mere end 300 steder i Japan – igen i tusindvis, efter at fredagsdemonstratioerne her i vintertiden har været med lavere fremmøde end sidste efterår, hvor der da der var flest på gaden blev talt om op imod 200.000 demonstrationsdeltagere i Tokyo – et helt uhørt antal i et land som ikke har tradition for at demonstrere, endsige markere.

Samtidig er der nu markante protester på Taiwan, hvor man for nylig havde forlkeafstemning om nye planlagte A_kraftværker. Om det lykkes ad den vej at få dem hindret, må fremtiden vise. Men først at spørge og dernæst gøre det modsatte virker omvendt irrtionelt – bortset fra at det er det, som er ved at ske i Japan.

Man holdt hen over sommeren stort anlagte høringer, som viste, at der er et klart flertal i Japan for at afvikle atomkraften, og at mange heraf ønsker, at det skal ske meget hurtigt. Endda er der med den nye regering meget, som tyder på, at der kommer fuld gang i genstarten af reaktorerne, og at man næsten bevidstløst søger tilbage i de gamle planer om at fortsætte udbygningen af atomkraften frem for at bruge Fukushima-katastrofen til det eneste fornuftige, den kan bruges til: En alvorlig lærestreg om, at atomkraft er decideret ubegavet i et land som Japan, og at der er masser af sol og vind og ikke mindst termisk varme, som kan give landet størstedelen af den energi, man behøver, helt uden de graverende risiko-profiler, som følger med A-kraften. 

Og senere på året, når tiden for forsøget på genstart af reaktorer nærmer sig, vil man igen se væsentligt flere mennesker på gaderne.

Ayako Mie: Protesters rail against Abe, reactors, Japan Times 11.03.2013.

Two years after disaster, anti-nuke rallies in Tokyo still draw huge crowds, Asahi Shimbun 11.03.2013.

Anti-nuke protests fill streets around world before 3/11 anniversary, Asahi Shimbun 10.03.2013.

Protesters in Japan demand end to nukes, (AP) Asahi Shimbun 09.03.2013.

Ko Shu-ling: 68,000 stage antinuclear protests in Taiwan, Kyodo 09.03.2013.

Thousands protest against nuclear power in Japan, (AFP) The Raw Story 10.03.2013.

Mari Saito and Sophie Knight: Thousands in Japan anti-nuclear protest two years after Fukushima, Reuters 10.03.2013.

Thousands protest in Japan on eve of Fukushima nuclear disaster anniversary, Deutsche Welle 10.03.2013. 

Anti-nuclear rallies mark run-up to Fukushima anniversary, (video) Euronews 10.03.2013.

11. marts – TEPCO ‘nødt til’ at genstarte reaktorer

Med meget dårlig sans for timing har TEPCO på toårsdagen for det jordskælv, som førte til en tsunami, som (på grund af dårlige sikkerhedsforanstaltninger) satte Fukushima Daiichi-værkets reaktorer ud af spillet og i dagene efter førte til tre kernenedsmeltninger, fremlagt nødvendigheden af, at dets Kashiwazaki-Kariwa-værk bliver genstartet snarest. Ellers vil det ikke kunne lade sig gøre at levere et regnskab uden underskud.¹ Ved at vælge at gå ud med dette budskab præcist på toårsdagen har TEPCO i den grad understreget sin manglende situationsfornemmelse – TEPCO har ved sin misrøgt af sin opgave været tæt på at sætte en hel nation i undtagelsestilstand og mange år frem vil det gribe radikalt ind i 120 mio. japaneres hverdag. Men det afspejler samtidig en voksende forretningsmæssig desperation, som der ikke er nogen enkel løsning på.

Siden januar har man gjort sig store anstrengelser for at opdatere sikkerhedsforanstaltninger ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med sine syv reaktorer er verdens største atomkraftværk. Men NRAs nye regelsæt for igangsættelse af reaktorer kommer ifølge tidsplanen ikke til at ligge fast før juli, og først derefter kan godkendelsesprocesserne igangsættes. Selvom man måske kunne prioritere at køre godkendelsesprocedurerne for et par af værkets nyeste reaktorer (hvor sikkerhedsopgraderingsbehovet er mindst), så vil det tage tid.

Ud over den rent tekniske godkendelse vil det herefter blive nødvendigt at vinde samtykke fra lokalbefolkningen. Og her venter der endnu en hurdle, som kan vise sig mere uoverkommelig og mere langstrakt end den teknisk-sikkerhedsmæssige godkendelse. For ikke bare er der en ganske massiv og velorganiseret bevægelse mod TEPCO, som allerede før Fukushima-katastrofen søgte at få værket lukket (der har været adskillige sager med manglende/fejlagtige indrapporteringer, jordskælvsproblemer osv.), og som efter Fukushima-katastrofen har ført til et sagsanlæg, som jeg ikke kender den nuværende status på, hvor man søger at få TEPCO frakendt kørekortet til at drive atomkraftværker (se optegnelse for 7. juli).

Og når man ser på TEPCOs historie, må man sige, at en sådan sag virker yderst velbegrundet. Man har igennem årtier misligholdt sin sikkerhedsopgave og ret systematisk søgt at betale sig til tavshed og velvillighed frem for at tage sin opgave alvorligt. I Niigata præfektur er det således ikke kun græsrodsbevægelserne, som er imod værkets genåbning. Niigatas guvernør Hirohiko Izumida er også yderst skeptisk overfor genåbningen, så der venter TEPCO en alvorlig opgave med at genskabe den tillid i lokalbefolkningen, som gør, at man kan få dens accept af genstarten (se optegnelser for 7. september).

Selvom den nye premierminister Shinzo Abe er pro atomkraft, så skal TEPCO nok ikke forvente, at han bare går ud og beordrer reaktorer tvangsstartet, som hans forgænger Yoshihiko Noda gjorde det i juni sidste år med to reaktorer ved Oi-værket. For dels viste det sig, at der selv uden genstarten ville have været energikapacitet nok - så det er ikke noget argument, at Japan ikke kan klare sig gennem sommeren uden ekstraordinære genstarter (se optegnelser for 8. september) – dels rejste Nodas ordre om genstart så voldsomme protester i det japanske folk, at det var tæt på at A-kraftprojektet kuldsejlede fuldstændigt, og det ikke er helt forkert at sige, at genstarten af reaktorerne ved Oi blev Nodas politiske død.

Men – og jeg har tidligere været inde på dette - det er ikke TEPCOs primære opgave i denne situation at skabe overskud. TEPCO er i praksis gået konkurs, men er støtteopretholdt af statsmidler. Når man har valgt ikke bare at nedlægge TEPCO, er det ikke for at det skal banke et overskud op ad jorden til dets aktionærer, men tværtimod for at fastholde TEPCO som administrator af de titusindvis af erstatningssager, som stadig verserer, og for at TEPCO forhåbentlig på sigt igen kan varetage energiforsyningen i Tokyo-området.  

TEPCO er således på alle måder hårdt ramt. Fukushima Daiichi-værket bliver aldrig til værk igen – her forestår der tværtimod en umådelig vanskelig oprydningsopgave for de seks reaktorer, som vil strække sig 40-50 år frem i tiden. Det ligger ligeledes klart, at det nærliggende Fukushima Daini-værks fire reaktorer ikke kommer i gang igen. Det ligger så tæt på, at der vil være evakueret i området ganske mange år frem. Hvis Kashiwazaki-Kariwa-værkets syv reaktorer – hvad meget kan tyde på – bliver centrum for en intens kamp for og imod genstart og derved kommer til at stå stille i de kommende år, så er samtlige TEPCOs 17 reaktorer ude, og man har kun sine kul- og gasværker og vandkraftværker at gøre godt med. Men det lykkedes at klare sig igennem sidste sommer med dette selv på de varmeste sommerdage. 

Ud over sine atomkraftværker har TEPCO i alt 160 større og mindre vandkraftværker med en kapacitet på i alt 8,52 GW – eller hvad der svarer til cirka 7 moderne 1,2 GW reaktorer. Og så har man en stribe kul- og gasdrevne kraftværker, hvoraf flere er af ældre model. TEPCO har derfor været fremme med ønsket om at bygge nye kulkraftværker – hvilket ville være en decideret tåbelig idé (se optegnelser for 15. januar) – men har omvendt afvist at have ressourcer til kunne gå ind i udviklingen af vedvarende energi – hvilket er yderst beklageligt. Så den japanske regering burde insistere på at TEPCOs ledelse ikke bare bagstræberisk søger at få A-kraften i gang igen og forfølger snævre profitmålsætninger, men systematisk arbejder på at få genskabt tilliden til sig selv om forsyningsselskab og proaktivt virker for at få kickstartet en energiproduktion, hvor den vedvarende energi har en central plads.

For som Jeremy Rifkin påpeger det, har A-kraften en svær fremtid foran sig. han forventer således, at der i de kommende år bliver bygget mindre ny A-kraftkapacitet, end der der sendes på pension – se blog-indlægget Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme.

Men TEPCO synes på ingen måde at se situationen i det lys. Ifølge en artikel fra Bloomberg bliver de 3.000 medarbejdere, som hver dag møder på Fukushima Daiichi-værket for at søge at få taget hul på det på alle måde uoverskuelige oprydningsarbejde (som er planlagt at skulle tage 40-50 år) mødt af en plakat i kommandocenteret med teksten: ”This is not the end. This is the beginning of a new nuclear age.”²

Tepco’s survival tied to reactors, rate hikes, (Jiji) Japan Times 11.03.2013.¹

Jason Clenfield: Fukushima Toxic Waste Swells as Japan Marks March 11 Disaster, Bloomberg 10.03.2013.²

11. marts – En stribe før-efter-billeder

Tsunamien 11. marts 2011 fik flyttet alvorligt rundt på alle løsdele – skibe blev revet løs af de voldsomme vandmasser, og mange endte langt inde over land.

Byen Otsushi, hvor man har fået fjernet de mange splintede bygningsdele og fået skibsværftet i gang, men ellers ikke rigtigt fået gang i genopbygningen. Her strandede en lille færge på toppen af et toetagers hus.

En gade i Miyako, en kystby uden for evakueringszonen, hvor livet så småt er ved at vende tilbage. 

Havnen ved Kamaishi – selv store skibe blev skyllet langt ind over land. Kamaishi havde en få meter høj tsunami-beskyttelse, som overfor tsunamien 11. marts 2011 intet kunne stille op. Den gav højest nogle få minutter mere, før vandet brød igennem gaderne.

Over store dele af kysten rejste tsunamien sig i 15 m højde. Der er ikke blot tale om en bølgetop, men en massiv vandmur, som skubber alt foran sig og river alle bygninger, som ikke er i stedstøbt beton op med rode. På særlige steder, for eksempel hvor en fjordåbning snævrer ind, har man efterfølgende fundet tegn på, at tsunamien nåede 40 m højde, så der er om kolossale kræfter, som slippes fri. 

Sendai-lufthavnen blev totalt oversvømmet, men blev som noget af det første ryddet op for at man kunne flyve forsyninger ind. Strategisk set er den ganske fejlplaceret. Men den slags er meget lettere at se efter en stor tsunami. 

Og her et af de mere dramatiske før-efter-billeder fra Kesenuma, det første taget kun dagen efter tsunamien trængte ind over kystsletterne, hvor det stadig brændte mange steder. To år efter står fisketrawleren Kyoshoku Maru stadig 750 m inde over land. Det kommer aldrig ud at sejle igen – bystyret ønsker at bevare skibet som et mindesmærke, mens skibets ejer helst så det pillet frahinanden og fjernet. Kesenuma ligger uden for den evakuerede zone, og man har  efterhånden fået ryddet det meste op, men som de fleste steder er der heller ikke her rigtigt kommet gang i genopbygningen.

Reaktor 1, 2, 3 og 4 fotograferet hhv. 26.11.2011 og 03.03.2013. Reaktor 1 i forgrunden har fået et beskyttende telt, mens reaktor 3 og 4 stadig står med sine brændselsbassiner åbent mod himlen. På billederne fornemmer man ikke helt, hvor store reaktorbygningene er – de er hver cirka 40 m høje.

Tsunamien: Så vildt var det – og sådan ser der ud i dag, (dobbeltbilleder) Politiken 10.03.2013.

Then and now: Photos compare changes in disaster zone, Asahi Shimbun 11.03.2013.

Two Years Later, Slow Progress on Cleanup, Wall Street Journal xx.03.2013.

Two Years Later: A Brief Homecoming, Wall Street Journal xx.03.2013.

Japan: Two Years Later, Wall Street Journal xx.03.2013.

Billedserie: Se forladt bydel i Japan to år efter tsunami, dr.dk 11.03.2013.

Fukushima Daiichi – Two Years on, (billedserie) IAEA 11.03.2013.

Shiona Tregaskis: Inside Fukushima’s abandoned towns, two years on – in pictures, The Guadian 11.03.2013.

Takayuki Kihara: Okuma: Town that co-hosts Fukushima plant remains deserted, Asahi Shimbun 11.03.2013.

Masakatsu Higashino: Otsushi: Many survivors are leaving, deterred by slow recovery, Asahi Shimbun 11.03.2013.

Shunichi Kawabata: Ishinomaki: Two years on, firefighters still searching for bodies, Asahi Shimbun 11.03.2013.

11. marts – Fukushima – 2 år senere

Skrevet blog-indlægget Fukushima – to år senere - en opsummering af, hvor langt japanerne er kommet i oprydningsarbejdet, og hvilken gigantisk opgave, som venter forude.

11. marts – Helen Caldicott om sundhedskonsekvenserne

I forbindelse med toårsdagen for Fukushima-katastrofen har der i New York været afholdt et symposium om helbredskonsekvenserne af Fukushima-katastrofen, som WHO efter manges mening negligerer alvorligt. Via dette link til Huffington Post kan man høre en halv times samtale mellem initiativtageren Helen Caldicott, Tim Mousseau, Ian Fairlie, Yuki Tanaka og Geoff Read.

I det indledende spørgsmål fortæller Caldicott om formået med symposiet: at få sundhedskonsekvenserne stærkere belyst, og hun siger om WHO, at det har meget nære forbindelser til IAEA, Den Internationale Aatomenergikommission, som er en udtalt pronuclear institution, så det at have WHO til at screene sundheden efer Fukushima “er som at have Dracula til at vogte en blodbank.” 

Caldicott opridser indledende at der er stor forskel på den eksterne stråling, som fra når man flyver og får lavet røntgen-billeder, os så fra det at der er radioaktivitet i maden. Hver radioaktiv partikel forøger her risikoen, men blot en enkelt kan potentielt afstedkomme DNA-forandringer, som på 5-70 års sigt kan resultere i udviklingen af kræft. Det at der ikke er nogen der er døde af Fukushima, er således et udsagn man i bedste fald endnu ikke ved noget om. for det vil udfolde sig over tid. Men Caldicott er bekymret, for japanerne har evakueret mindre end russerne efter Chernobyl – bekymret ikke mindst for børnene, hvor der er konstateret markante forandringer i skjoldbrufskkirtlerne hos 42% af Fukushimas børn. Børn er gennemgående 10 gange mere følsomme overfor strålingen end voksne.

Hernæst fortæller Tim Mousseau, som er biolog og har undersøgt virkningen på den vilde natur, at der i områder med høje strålingsdoser er ganske markante påvirkninger af fugle og insekter. Det er vigtigt at gøre denne forskning for at forstå virkningerne, men, fortæller han, der er kun meget få forskeres som har lavet sådanne undersøgelser, og det er meget vanskeligt overhovedet at få tilladelse til at gennemføre undersøgelser. Der er tilsyneladende et ønske om at lægge låg på – i hvert fald i forhold til udenlandske forskere. Det er stadig tidligt at påvise genetiske forandringer i dyrelivet, men der har været vist meget marknte resultater med sommerfugle (se blog-indlægget Strålingsramte sommerfugle), og der er lige kommet en række billeder, som viser misfarvning af fjerdragter, som man kender det fra udviklingen omkring Chernobyl.

Ian Fairlie fortæller herefer, at man allerede har begyndende tegn på, at det virker ind på fosterudviklingen i området. Billedet ligner allerede det man kender fra Chenrnobyl, så man kan forvente, at det fortsætter, at at man efter fire år vil begynde at se flere tilfælde af leukæmi, efter 7 år flere tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen, og efter 10 år “solid cancers” og hjerte-kar-påvirkninger.

Yuki Tanaka fortæller herefter om de psykologiske påvrikninger fra strålingen, som ifølge ham også er enorme.  63% af de omkring 160.000 evakuederede lider af PDST, særligt børneforældre og vordende forældre har mange bekymringer om stråling, og om deres børes mad er sikker, om det er i orden at børnene leger ude osv. De har tendens til ikke at åbne vinduerne, ikke tørre tøjet udenfor og kun gå når det er strengt nødvendigt – for at beskytte sig mod strålingen. den måde at leve på fører til graverende psykologiske problemer både for voksne og børn. Tanaka fortæller herefter lidt om, hvordan overlevende fra Hiroshima paradoksalt blev fortalere for den fredelige udnyttelse af kærnekræfterne.

Præsentationerne fra Caldicott Foundation Fukushima Symposium 11.-12. marts 2013 er nu gjort tilgængelige, se link nedenfor under optegnelser for 13. marts.

Helen Caldicutt: Ravages of Fukushima disaster will never end, Sydney Morning Herald 10.03.2013.

12. marts – 1.650 anlægger sag mod stat og TEPCO

På toårsdagen for Fukushima-katastrofens begyndelse anlagde en gruppe på 1.650 mennesker i går samlet sag mod centralregeringen og TEPCO, hvori de stiller krav om en kompensation, som sætter dem i stand til at vende tilbage til den tilværelse, de havde forud for 11. marts 2011. 

I alt er der tale om erstatiningsønsker på omkring 300 mio. kr., og sagsanlæggene kommer efter at man her to år efter stadig ikke har set seriøse bestræbelser på at hjælpe de ramte videre.

Når man har valgt ikke bare at sagsøge TEPCO som den instans som drev (og misligeholdt driften af) det havarerede Fukushima Daiichi-værk, men også centraladministrationen, er det ud fra den betragtning, at staten aktivt har advokeret en udbygning af atomkraften i Japan uden at sikre den nødvendige varetagelse af sikkerheden.

Residents, evacuees file lawsuit against central government, TEPCO, Asahi Shimbun 12.03.2013.

Government, Tepco sued over fallout, (Jiji) Japan Times 12.03.2013.

13. marts – Japan løber fra sine klimamålsætninger

Man kan indimellem spørge sigselv, hvad internationale klimaaftaler er værd, når man se, hvordan selv verdens rigeste lover og løber fra sine løfter igen, so det passer dem.

Japan, som var værtsland for vedtagelsen af Kyoto-protokollen har da med lodder og trisser og tilkøb af projekter rundt omkring i verden klaret sit 6% reduktionsmål i Kyoto-protokollens første fase. Men man er ikke med i anden runde. Allerede lige efter nytår forlød det, at man ville kassere målsætningen på 25% reduktion i 2020 (se optegnelser for 25. februar) – hvilket også så mere og mere urealistisk ud fordi man ikke har brugt tiden målrettet på den nødvendige omstilling.  

Men nu forlyder det, at den nye regering også er til sinds at skrotte den langsigtede plan om at reducere CO2-udledningerne med 80% i 2050 – og det til trods for, at den lille regeringspartner New Komeito har som del af sit program at nå en 80% reduktion i 2050.

Japans klimaindsats var allerede før Fukushima-katastrofen stærkt – nogle ville sige alt for ensidigt – bundet op på udbygningen af A-kraften, for slev hvis ikke der havde været nogen Fukushima-katastrofe så ville strategien ikke i sig selv på nogen måde kunne ende med en 80% reduktion, endsige CO2-neutralitet. Nu står man i et underligt vadested, med et politisk flertal som til videre med A-kraften overfor en befolkning, som helst var fri for atomkraften og gerne så Japan drevet på vedvarende energi.

Hvis Japan tog sig sammen og lagde sig målrettet ind på en kurs mod et samfund drevet af vedvarende energikilder, ville det kræve et par års omstillingstid. Men det burde ikke være noget problem for målsætningen for 2050. Så en skammelig dag for Japan, som i tiden efter Fukushima-katastrofen synes at have glemt, at de lever i en omverden, som de med deres nuværende mangel på klimapolitisk kurs er med til at køre i sænk.

Warming bill to ax long-term emissions goal, (Kyodo) Japan Times 13.02.2013.

13. marts – Radioaktivitet fra Fukushima i fisk fra Østersøen

Et tysk studie offentliggjort i Biogeosciences Discussions i sidste uge påviser radioaktivt cæsium i fisk fanget i Østersøen og i Grønlandske farvande – med 0.0036 Bq pr. kg (våd vægt) er der ikke tale om store koncentrationer, men det viser, i hvor høj grad en japansk Fukushima-katastrofe også har globale aspekter. For nylig fandt man tilsvarende radioaktivitet i tunfisk fanget langs den amerikanske stillehavskyst – her mente man at fiskene selv havde krydset Stillehavet, alene af den grund, at det vand, som strømmede forbi Fukushima for to år siden stadig først er på vej til at nå de amerikanske kyster (se optegnelser for 22. februar). Men når det gælder Østersøen og de grønlandske farvande er der tale om vindbårent materiale, som efterfølgende opkoncentreres i fødekæden.

Forskerne har fulgt udviklingen siden Fukushima-katastrofens begyndelse og kunne derfor fastslå, at koncentrationen af Cæsium 134 toppede i vinteren 2011-12, hvorefter der er tale om et gradvist fald. Til forskel fra andre radioaktive isotoper, som forbliver i miljøet i årtusineder, har cæsium 134 har en halveringstid på blot to år, så det Fukushimas cæsium 134 vil klinge af i løbet af nogle år. Men når vi i disse tider køber Østersø-laks og grønlandske rejer kan vi regne med at få en lille hilsen med fra de tre kernenedsmeltninger ved Fukushima Daiichi-værket (de grønlandske prøver er af torsk og rødfisk, mens prøverne fra Østersøen er fra torsk og hvilling, men lagringen af radioaktivitet i kropsvævet er fælles for alle fisk).

Og hvis ellers det kan berolige, så mener forskerne i deres konklusion ikke, at vi behøver bekymre os over forhøjede strålingsdoser, da der er tale om meget små mængder. 

Study: Fukushima fallout detected in fish from Atlantic Ocean, Energy News 12.03.2013.

Kanisch, G. & M.-O. Aust: Does the Fukushima NPP disaster affect the caesium activity of North Atlantic Ocean fish? in Biogeosciences Discussions vol. 10 05.03.2013, pp. 4127-56 (pdf).

Marissa Fessenden: A Silver (Actually Cesium) Lining: Traces of Fukushima Disaster Fallout Help Scientists Track Tuna, Scientific American 11.03.2013.

13. marts – Naoto Kan: Den sikreste A-kraft er ingen A-kraft

.
Naoto Kan: My Experiences as Prime Minister during the Fukushima Nuclear Disaster, 16:02 min Vimeo video.

I denne video, som blev vist 11. marts ved Helen Caldicott Foundation Symposium i New York: The Medical and Ecological Consequences of the Fukushima Nuclear Accident i anledningen af toårsdagen for Fukushima-katastrofen, kan man høre Naoto Kan, som var premierminister da Fukushima-katastrofen brød ud, fortælle om katastrofen, at den blot var et lille skridt fra et worst case scenario, som potentielt kunne have frigivet op imod 30 gange mere stråling end ved Chrenobyl.

I værste tilfælde kunne man have været nødsaget til at evakuere 50 mio. mennesker og samtidig flytte hele Japans regering i sikkerhed – noget som der ikke syntes på nogen måde at have været tænkt på som mulighed, og som ikke behøvede at være nogen mulighed. ”

Needless to say,” siger Kan: “If we think about the extraordinary risk of losing half our land and having 50% of the population have to evacuate, this problem cannot be solved technologically.”

Det er den slags sikkerhedsspørgsmål, Japan er ved at vågne til. Som Kan så viseligt siger: Det sikreste er ikke at have atomkraft.

Præsentationerne fra Caldicott Foundation Fukushima Symposium 11.-12. marts 2013 er nu gjort tilgængelige herfra. Listen over bidragydere omfatter blandt andet disse mennesker:

Former Prime Minister: Half the people in Japan were close to being evacuated after start of Fukushima crisis, Energy News 11.03.2013.

Kan cites ‘God’s help’ in containing nuclear crisis, (Kyodo) Japan Times 12.02.2013.

Former PM Kan says ‘zero nuclear power’ is safest policy, Japan Daily Press 12.03.2013.

13. marts – Chernobyl vs. Fukushima

I medierne møder man ofte formuleringen “den største atomkraftulykke siden Chernobyl”. Men det er for nylig kommet frem, at de reelle udslip fra Fukushima-katastrofen har været omkring 50 gange større end først rappporteret – og her må man sige foreløbig, for katastrofe-situationen ved Fukushima Daiichi-værket er endnu her to år efter langt fra ovre. Hver dag hele tiden lækker der betydelige mængder af radioaktivitet ud i grundvandet og videre ud i havet, og ikke mindst reaktor 4 udgør stadig en tikkende bombe. Samtidig har TEPCO på det seneste truet med at hælde de stadig større mængder af radioaktivt vand som ophober sig omkring værket på grund af det stadige behov for nedkøling, direkte i havet. 

I anledning af toårsdagen har Lucas W. Hixson fra Enformable derfor prøvet at opgøre, hvor store mængder radioaktivitet, som i hver af situationerne har været frigivet.¹ I Chernobyl var der et samlet potentielt cæsium-137 “strålingsvolumen” på 290 PBq (petabecqurerel), hvoraf 85 PBq (eller omkring 30%) blev frigivet til det omgivende miljø.

Ved Fukushima Daiichi-værket var der ifølge Hixsons opgørelse 11. marts 2011 et samlet potentielt cæsium-137 “strålingsvolumen” på 2.934 PBq – eller lige godt 10 gange mere end i Chernobyl.¹

Stadig foreliger der ikke nogle endelige officielle tal for, hvor meget af dette, som er frigivet til omgivelserne - men heldigvis står det meste stadig tilbage i ikke smeltede, brugte brændselslegemer. Men ifølge Hixson har flere nylige studier estimeret, at der i løbet af de første fire måneder blev frigivet 27,1 PBq Cæsium-137. Andre studier har tilsvarende vurderet, at der i løbet af den første uge blev frigivet et sted mellem 36,6 PBq og 66 PBq til luften. Hvis tallet ligger i den høje ende af dette spekter, ville Fukushima allerede i den første uge have frigivet 93 PBq, og der står stadig her to år efter tre nedsmeltede reaktorer og stråler.

I den nylige undersøgelse af strålingen, som er kort omtalt ovenfor (se optegnelser for 13. marts) vurderes det samlede udslip til det marine miljø til at kunne være op til 47 PBq cæsium-137. Hvis også udslippet her ligger i den høje ende, er vi over 100 PBq – og dermed over den samlede frigivne strålingsmængde fra Chernobyl på 85 PBq.

I det worst case scenario, som Naoto Kan som fysiker kun forstod alt for godt var overhængende fare for at blive en realitet i tiden umiddelbart efter kernenedsmeltningerne, hvor TEPCO (hvad man siden på det bestemteste har afvist) alvorligt overvejede at rømme værket og lade det løbe helt løbsk, ville der således i yderste konsekvens kunne have været frigivet mere end 30 gange mere radioaktivitet til omgivelserne end det var tilfældet fra Chernobyl.

I en artikel i Atmospheric, Chemistry, and Physics Journal fra 2012 bliver det anslået, at kun 18% af den samlede luftbårne stråling i den første måned landede inde over land, mens resten, 82%, drev ud over havet. Under 2% af dette er faldet over land i andre lande. Så i situationen var japanerne ”heldige”, og foreløbig er det Stillehavet, som har måttet lægge krop til langt den største del af Fukushimas radioaktivitet. Det er da også blevet kaldt den største havmiljø-strålingskatastrofe til dato. Og når Naoto Kan i en video-hilsen til en konference om sundhedskonsekvenserne af Fukushima-katastrofen, som netop har været holdt i New York, siger, at vi (Japan) fik “Guds hjælp” til at (feber)redde en situation, som man mildest talt var dårligt forberedt på, så har han mere ret end man har lyst til at have. Det kunne være gået alvorligt meget værre. Se videoen i optegnelsen for 13. marts umiddelbart ovenfor. 

Selvom situationen har stabiliseret sig noget, frigiver reaktorerne stadig omkring 240 mio. Bq pr. dag. 1 Pbq er en million milliarder bq, så det er små mængder i forhold til de store udslip i de første uger. Men strålingen er stadig så stærk omkring de tre nedsmeltede reaktorkerner, at man end ikke ved, hvor de befinder sig – eller hvor stor en del af det smeltede brændsel, som er nået uden for brændselskammeret. Så man er stadig meget langt fra overhovedet at være begyndt på det egentlige oprydningsarbejde. 

Ikke mindst situationen omkring det beskadigede bassin for brugte brændselslegemer ved raktor 4 (med et strålingspotentiale på 1.110 Pbq), fremstår i dag som en tikkende bombe. Selv kort tids tørlægning – som kunne udløses af et jordskælv at tilsvarende styrke som det 11. marts 2011 eller ved en terrorhandling – ville her kunne starte en kædereaktion, som potentielt kunne genudløse hele situationen.

Hiroaki Koide fra Kyoto University siger i en video offentliggjort i anledningen af toårsdagen, at de officielle tal fra Japans regering til den internatioanle atomkomission IAEA taler om et cæsium-137-udslip til atmosfæren efter Fukushima, som er 168 gange større end efter Hiroshima-bomben.² Men i hans forståelse af situationen er udledningerne 2-3 gange større, og der er tale om 4-500 gange mere cæsium-137 end fra Hiroshima-bomben. Samtidig, vurderer Koide, at en tilsvarende mængde radioaktivitet er ledt ud i det marine miljø (se vidoen nedenfor i optegnelser for 16. marts).

Jeg vil i den kommende tid prøve at finde flere tal, og en af de førstkommende dage sætte Koides video op. Sandsynligvis er Fukushima-katastrofen – selvom det lykkedes at holde den fra at udvikle sig til den værrst tænkelige katastrofe – ikke vare den største atomkraft-ulykke siden Chernobyl, men den største i menneskehedens historie.

Report: Fukushima Daiichi equal to or greater than Chernobyl? “Some startling results”, Energy News 11.03.2013.

Lucas W. Hixson: Two years have passed since Japan nuked the rest of the world, Enformable 11.03.2013.¹

Study: Up to 47 quadrillion becquerels of cesium-137 released into Pacific from Fukushima – Nearly 50 times original Tepco estimate, Energy News 12.03.2013.

Nuclear pollution of sea from Fukushima was world’s biggest, (AFP) NTN 24, 27.11.2011.

Kan cites ‘God’s help’ in containing nuclear crisis, (Kyodo) Japan Times 12.02.2013.

Eric Johnston: Japan urged to send out global SOS over No. 1 plant, Japan Times 14.03.2013.

Japan Professor: Fukushima release equivalent to 1,000 atomic bombs? (video) Energy News 13.03.2013.²

Japan Experts: Up to 93 billion becquerels a day may still be leaking into Pacific from Fukushima plant, Energy News 15.03.2013.

14. marts – Setsuden-varsel for den kommende sommer

De første signaler er nu givet til, at den forestående sommer som de to forudgående vil blive præget af setsuden, en pakke af pålæg om energianvendelse, som skal hjælpe Japan igennem selv de varmeste dage uden at elektricitetsforsyningen bryder sammen.

Der er endnu ingen detaljer, men sandsynligheden taler for, at der ligesom sidste sommer kun er to af Japans 50 reaktorer i gang, så i de forsyiningsområder, hvor forsyningen er mest presset, vil der som i de foregående to år kunne komme pålæg om besparelser i virksomheder på op til 15%, ligesom man prøver at holde termostaterne i ro i de japanske hjem. 

De første to år er det gået over forventning – japanerne har her en enestående evne og vilje til at støtte op om sådanne fælles bestræbelser – men spørgsmålet er, om det også holder tredje sommer, og om det vil blive brugt til politisk spin om nødvendigheden af genstart af yderligere reaktorer uden om de nye sikkerhedsprocedurer, som nu er ved at blive færdigformuleret, og som gør, at godkendelserne derefter tidligst kan falde sidst på sommeren. 

Efter to somre, hvor der har været lidt ulven kommer-agtigt over formaningerne om at spare, kan man forvente, at viljen til – og opmærksomheden på – at spare på energien er i aftagende. Til gengæld er der så småt ved at komme flere solcelleanlæg efter at japan sidste efterår indførte en ganske favorabel feed-in-tarif-ordning for små vedvarende energianlæg.

17. april siger Handels- og Økonomiministeriet, at der sandsynlivis alligevel ikke bliver brug for sommerrestriktioner.

‘Setsuden’ may return in summer, (Kyodo) Japan Times 14.03.2013.

Tepco’s clients less wary of shortage threat, (Jiji) Japan Times 15.03.2013.

Gov’t may not request power-saving across Japan this summer, Mainichi 17.04.2013.

14. marts – Nye dyrkningsmetoder i Fukushima

.
Blot 25 km fra Fukushima Daiichi-værkets tre kernenedsmeltede reaktorer er der opstået en lille boble af håb. Mens jorden omkring stadig er præget af strålingsnedfald fra Fukushima-katastrofen, så er der inde under de store selvoppustelige plastic-bobler etableret en avanceret hydroponisk grøntsagsdyrkning. Lad det være sagt med det samme, det er ikke min drøm om fremtiden. Men med en sådan hydroponisk vækst kan man dyrke afgrøder som for eksempel salat med blot en fjededel af gødningsbehovet og blot 1% af vandingsbehovet i forhold til hvis man dyrkede på friland. Og netop i situationen omkring Fukushima kan man i en sådan boble skabe et strålingsfrit miljø, så efterhånden som vi får vores omgivelser svinet mere og mere til, kan det være, at den hydroponiske dyrkning bleiver en nødvendighed. 

Videoen herover er desværre på japansk – uden engelske undertekster, men den giver alligevel en fornemmelse af projektet. Det er initieret af en tidligere leder fra Fukushima Daiichi-værket, som gik på pension kun få måneder før katastrofen indtraf. Så han har med ‘Fukushima Recovery Solar-Agri Park’ været ekstra opsat på at vise, at der var en vej frem.

Det er højteknologisk produktion, hvor grøntsagerne i deres små vædskelommer  bevæger sig rundt, så bønderne – hvis man efterhånden kan kalde dem sådan – ikke behøver at bukke sig ned, men arbejder effektivt ved et samlebånd. I den anden ende kører de fuldt udvoksede planter direkte i pakkeriet.

Når man ser billederne er der mest tale om salat, og jeg kan til nød leve med hydroponisk kultivering af meget urteagtige planter med kort voksetid. Mange af de drivhusgrøntsager vi i dag køber i supermarkederne, er tilsvarende dyrket i kunstige vækstmedier, som man så løbende hælder gødningsvand i. Men problemet er, at man i den hydroponiske dyrkning ud over vand kun giver planterne de få helt basale næringsstoffer. Alle de sporstofmineraler, som findes i rigtig muldjord, og som er med til at give frilandsgrøntsager smag og karakter, bliver de snydt for, så det er så at sige planteavlens svar på en papkylling. 

Det går fint til karse, bønnespirer og ærteskud, går an til urteagtige vækster, men helt ærligt så smager den basilikum og persille vi kan købe i små potter, nærmest ikke af noget. og når det er produkter, som tager længere tid at udvikle, så går det helt galt, som vi kender det med drivhustomater. Smagsstofferne er i høj grad næringsstoffer, så med deres forsvinden er der tale om næringsdepraverede vækster. Men endda har det en appel. For man kan styre planternes vækst langt mere præcist end på friland, så det taler direkte til den perfektion i udseendet, som i så høj grad styrer produktion og forbrug af japanske grøntsager.   

En lille klagesang midt i glæden over, at man i et strålingsramt landskab kan lave en sådan lille renhedsboble og overhovedet frembringe mad uden radioaktivitet.

Og den megen energi til at drive det store samlebånd kommer fra solceller.

Solar plant domes spring up in Fukushima’s shadow, New Scientist 11.03.2013.

Aya Takada & Yuriy Humber: Fukushima Seeks Revival in Radiation-Free Farms With No Soil, Bloomberg 11.03.2013.

15. marts – Gigantiske mængder af affald skyllet i havet efter 3/11

Da tsunamien for to år siden skyllede langt ind over land for derefter at trække sig tilbage, tog vandmasserne enorme mængder af affald med sig tilbage i havet. En fransk miljøorganisation har vurderet, at der på én gang kom 3.200 gange meget affald i havet, som Japan normalt dumper i Stillehavet på et helt år. Det organiske materiale, jord, træ, tekstil osv. forgår relativt hurtigt og indgår som nye byggestene i havets kredsløb, og tungere bygningdele mv. bundfældes på havbunden ud for kysten. Man regner således med at omkring 3,5 mio. ton af de 5 mio. ton materiale, som tsunamien rev med sig tilbage i havet, sank til bunds umiddelbart ud for kysten, mens omkring 1,5 mio. ton affald satte ud på en større sørejse.¹

En ganske stor del heraf er plastic, som kun nedbrydes meget langsomt og ufuldstændigt i havmiljøet, regner man med, at tsunamien bidrog med mængder, som svarer til adskillige årtiers akkumulerede plastic i Atlanterhavet og Stillehavet tilsammen. Således har en tsunami i det 20. århundrede langt mere vidtrækkende konsekvenser for havmiljøet end den ville have haft for blot få hundrede år siden, for den gang var der stort set ikke noget af det, som skyllede ud i havet, som ikke i løbet af nogle år (eller for større træer årtier) blev fuldt nedbrudt for at gå fuldt ud i kredsløbet igen.

Der har været talt meget om, hvornår disse store mængder affald nåede de nordamerikanske kyster, og Japan har allerede doneret penge til USA og Canada til oprydningsarbejdet. Selvom det stort set blev skyllet i havet på én gang, er det ikke sådan, at der flyder en front af tsunami-affald hen over det nordlige Stillehav for at ramme de nordamerikanske kyster inden for få dage. Tværtimod ses en stor spredning – jo større, jo lettere materialer, som vinden kan gribe fat i i forhold til havenes strømninger – så det vil komme meget gradvist i de kommende år. Størstedelen vil fortsætte ned langs Californiens kyst og vende tilbage over Stillehavet langs en sydligere rute for måske at gense Tohukus kyster efter 6-7 år. Gradvist vil det spiralere ind mod centrum i den såkaldte ‘Pacific Garbage Patch’ mellem Hawaii og Californien, hvor havet sine steder er helt grødet af små stumper delvist nedbrudt plastic. 

16. marts fremgår det af Asahi Shimbun, at omkring 2.000 ton affald indtil nu er skyllet op på de nordamerikanske kyster, og at man regner med, at der i løbet af juni vil være strandet i alt 100.000 ton og pr. oktober i år 221.000 ton.² De øvrige 1,3 mio. ton vil fortsætte deres langsomt cirklende bevægelse ind mod ‘Pacific Garbage Patch’.

Der har været bekymring, om affaldet bar radioaktivitet med sig, men det er yderst minimalt, da langt det meste har været suget til havs før radioaktiviteten kulminerede ved Fukushima Daiichi-værkets efterfølgende eksplosioner og kernenedsmeltninger. 

Til gengæld giver de store mængder affald andre udfordringer: Nogle gange er der tale om badekar, redningsjoller og hele flydedokke, som tsunamien har revet løs og sendt ud over Stillehavet. Her kan der ske det, at plante- og dyrearter, som hidtil har været begrænset til de japanske kyster pludselig får mulighed for at krydse Stillehavet. For eksempel wakame-tang, som japanerne spiser i store mængder, kendes ikke fra de nordamerikanske kyster, men når en hel flydedok overvokset med wakame strander i Canda, frygter marinebiologer, at der er basis for, at ‘fremmede’ arter etablerer sig som invasive arter.³

Jeff Barnard: Invasive species ride tsunami debris to US shore, (AP) Taipei News 15.06.2013.³

Yuka Suzuki: Tsunami Debris From Japan Carries Biological Species To California, Asian Scientist 19.06.2012.³

Peter O’Neil: Japanese tsunami debris bound for B.C. not likely radioactive: government, Vancouver Sun 19.09.2012.

Annie Feidt: Tsunami Debris On Alaska’s Shores Like ‘Standing In Landfill’, npr 13.02.2013.

Japan gives Canada $1 million to help with debris, (AP) Japan Times 14.03.2013.

Richard Ingham: Tsunami trash a long-term hazard, (Jiji, AFP) Japan Times 15.03.2013.¹

Harufumi Nori: Tsunami debris washing up in N. America far higher than expected, Asahi Shimbun 16.03.2013.²

U.S. facing 221,000 tons of debris, (Jiji) Japan Times 17.03.2013.

Rene Chen: Washed-up dock stirs awareness in Oregon, (Kyodo) Japan Times 20.03.2013.

Nabutaro Kaji: Researchers: Invasive seaweed from tsunami dock poses threat to Oregon, Asahi Shimbun 28.03.2013.

16. marts – Kyoto-forsker om Fukushima-katastrofens udfoldelse

.
Hiroaki Koide: Fukushima Daiichi: A Chronological Account of the Disaster, 14:55 min. Vimeo video.

Denne video er ligesom Naoto Kans video ovenfor (se optegnelser for 13. marts) lavet som et bidrag til Helen Caldicott Foundation Symposium i New York 11.03.2013: The Medical and Ecological Consequences of the Fukushima Nuclear Accident, i anledningen af toårsdagen for det jordskælv og den tsunami, som førte til Fukushima-katastrofen. Koide fortæller i videoen indgående men letforståeligt om hvad der rent teknisk set skete frem til de tre kernenedsmeltninger, og hvordan man efterfølgende har søgt at dæmme op for de værste konsekvenser. 

Mod slutningen gør han det klart, at den samlede forurening fra reaktorerne efter hans overbevisning ligger 2-3 gange højere end de officielt indrapporterede tal.

Alle præsentationer fra symposiet vil efterfølgende blige gjort tilgængelige online.

Japan Professor: Fukushima release equivalent to 1,000 atomic bombs? Energy News 13.03.2013.

Japan Nuclear Expert: “Containment vessel continued to break at various spots, one after another” from Fukushima melted fuel - “It lost the protective wall which seals in radiation” , Energy News 13.03.2013. 

16. marts - A-kraft-modstandere stort set fjernet fra energiudvalg

I dag var der mere nyt om det udvalg, som skal (gen)fastlægge Japans kommende energiplan efter at LDP og Japans nye premierminister Shinso Abe har afvist den plan, som LDP og Noda udarbejdede på baggrund af store høringer hen over sommeren.

Seks ud af otte i udvalget, som var imod A-kraft – eller om man vil det for en udfasning af A-kraften over en årrække – er smidt ud af udvalget, mens ti som går ind for en fortsættelse stadig sidder i udvalget, som er skrumpet fra 25 til 15 medlemmer. Så resultatet ser mere og mere ud til at være givet på forhånd – og det vil være et resultat, som A-kraftindustrien vil klappe i hænderne over. For selv efter den fatale Fukushima-katastrofe ser det ud til, at de får lov til at fortsætte deres virke i Japan – og dermed have en mulighed for at fortsætte deres eksport af japansk A-kraft-teknologi, hem der så måtte have lyst til at binde an med sådanne (se også optegnelser for 5. marts).

Abe ønsker for enhver pris at undgå et afviklingssecenario, som vil betyde, at Japan ikke havde brug for flere nye værker, men i princippet skulle lukke hullet efter de værker som blev sendt på pension med en god grøn blanding af energibesparelser og udbygningen af den vedvarende energi. Det reorganiserede udvalgs formand, Akio Mimura, som tidligere har arbejdet i Japans største industriorganisation Keidanren, markerede da også klart ved udvalgetts første møde i går, at Japan efter hans overbevisning skal fortsætte med at have A-kraft.

En af Japans førende eksperter på omstilling til vedvarende energi-policies Tetsunari Iida, som der var stor sandsynlighed for var blevet en helt central skikkelse i implementeringen af omlægningen af den energipolitiske kurs, hvis DPJ og de nye grønne partier havde formået at vinde valget, er en af dem som er blevet smidt ud af udvalget (se optegnelser  om Iida for 25. juli og 31. juli). Han påpeger det dybt problematiske i, at formanden for det reorganiserede udvalg er samme person, som stod i spidsen for energiudvalget før Fukushima-katastrofen.¹

En anden af de vragede medlemmer, Hiroshi Takahashi fra Fujitsu Research Institute, siger, at: “LDP wants to avoid the zero nuclear scenario at all costs and is looking for a point of compromise between 15 and 20 percent atomic energy” …  “Nobody, not even power companies, would try to revive the pre-Fukushima plan for boosting nuclear power’s share of electricity to 50 percent.”¹

Ifølge Asahi Shimbun var udvalgets første måde fredag en ganske pro-nuklear ensidig foretilling indtil de to tilbageværende A-kraft-modstandere tog ordet. Takeo Kikkawa insisterede på, at “nuclear power generation should be decreased as much as possible,” og Yuko Sakita tilføjede, at: “The government should give itself the opportunity to listen to the people’s opinions.”²

Der begynder så småt at tegne sig et billede af Japans fremtidige energipolitik, selvom den vil blive formuleret uden de store fanfarer. Selv de mest A-kraft-positive ved, at de skal gå stille med dørene, i nogle år endnu tage et nekelt værk ad gangen for ikke igen at vække den folkelige harme dertil, at ingen værker kan genåbnes. Om det lykkes er til gengæld en aden sag.

Og med skrotningen af Japans klimamålsætninger både for 2020 og for 2050 (se optegnelser for 25. februar og 13. marts) har Abe samtidig givet sig frikort til at fortsætte den nuværnede afbrænding af fossile brændstoffer, som gør at Japan i årtier frem vil have et stort CO2-fodaftryk. 

Talks on Japan’s long-term energy plan start with pro-nuclear tone, Kyodo 15.03.2013.

Abe purges energy board of antinuclear experts, (Bloomberg) Japan Times 16.03.2013.¹

Mari Fujisaki: ‘Anti-nuclear’ voices are weak as government begins energy policy revision, Asahi Shimbun 16.03.2013.²

17. marts – Greenpeace ønsker producenterne stillet til regnskab

Greenpeace har op til toårsdagen for Fukushima-katastrofen lavet en kampagne, hvor de kræver at virksomhederne bag de forliste reaktorer ved Fukushima Daichi-værket, General Electric, Toshiba and Hitachi, blev stillet ansvarlige for deres sammenbrud.

Allerede for år tilbage blev det påpeget, at denne reaktortype havde strukturele fejl, som kunne lede til en katastrofe, som vi nu har set det. Men ingen gjorde noget – fordi det ville være fordyrende, og fordi det nok gik endda. Men det gjorde det bekendt ikke.

Som det er nu, er det i princippet TEPCO, som ejer og driver værket, som står med den økonomiske regning. Men i den udstrækning, at de ikke kan betale – og det kan de ikke, de har heller ikke på den led forberedt sig på katastrofesituationer - er det den japanske stat, og dermed japanske skatteydere, som går ind og overtager udgifterne til både erstatninger og til det oprydningsarbejde, som efter planerne vil vare 40-50 år.

Vurderingen af omkostningerne på 70-250 mia. $ for de første 10 år stammer fra Japan Center for Economic Research (enkelte bud på de samlede omkostninger er helt oppe på 500 mia. $). Men oprydningsarbejdet forventes at tage 40-50 år, og erstatninger og oprydningsarbejde kommer til at strække sig langt ud over den 20 km zone, som ligger til grund for vurderingen. Flere steder har man forhøjede strålingsniveauer dertil at man har måttet evakuere op til 50 km fra Fukushima Daiichi-værket. Så de 250 mia. $ virker ikke helt opskruede.

Greenpeaces anden vigtige pointe er, at man for de samme 250 mia $ ville kunne have købt så mange solfangere, vindmøller og termiske varmeanlæg, at det kunne have erstattet samtlige Japans 54 reaktorer.

For lige at fortsætte sammenlingningen ét skridt mere. Hvis en vindmølle eller en solcelle-enhed bryder sammen, er der ikke nogen måde, det kan sætte et helt land på den anden ende i årevis. Mølletårnet kan kollapse, der kan gå ild i transformeren i møllehuset, en vinge kan blæse af, men altsammen vil medføre begrænset skade og vil kunne udbedres på kort tid.

Nu står man med en katastrofe, som sammen med Hiroshima og Nagasaki vil blive en del af den japanske psykes kollektive arvæv. Og løsningen at gå vider med A-kraften som om intet var hændt, kommer til at give bagslag – ja kommer simpelthen ikke til at ske.

Kumi Naidoo: Fukushima disaster: holding the nuclear industry liable, The Guardian 11.03.2013. 
 

18. marts – NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand

Skrevet blog-indlægget NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand – som introducerer et interview på NHK om tilstanden ved Fukushima Daiichi-værket 2 år efter tre kernenedsmeltninger.

19. marts – Sammenbrud af vandkølingen ved Fukushima Daiichi

I går ved 11-tiden dansk tid (6:57 japansk tid ) satte strømmen ud ved Fukushima Daiichi-værket for kølingen af de nedsmeltede reaktorer ved reaktor 1-3 og bassinet for brungte brændselslegemer ved reaktor 4.

Det ‘beroligende’ er, at nedkølingen forud har været holdt så langt under de 100ºC hvor vandet koger værk om brændselslegemerne, at der kan gå 4-5 døgn uden vand køling, før  temperaturen vil nå problematiske højer (hvilket af TEPCO er defineret som 65ºC). Så der er stadig et reelt tidsrum til at få fejlen genoprettet. Men det mindre beroligende er, at det sker.

Her godt et døgn efter at strømsvigtet opstod er fejlen fundet – der var tale om en tilsyneladende banal fejl i en el-tavle – og situationen er stadig kun delvist genoprettet. Oplysningerne er lidt selvmodsigende, men tilsyneladende er det foreløbig lykkedes at reetablere vandinjektionen i reaktor 1, 2 og 3, og kølingen i reaktor 1 og 4. 

Det mindre beroligende – hvilket TEPCO allerede har fået megen skæld ud over – er, at der gik 3 timer fra at man konstaterede fejlen til at man gav besked videre. Nu er der sandsynligvis tale om en mindre fejl, og der burde være procedurer for at kunne skifte de elektriske komponenter på få timer, ikke døgn. Men efter katastrofen for to år siden sidder nerverne stadig udenpå, ikke mindst i forhold til opbevaringsbassinet ved reaktor 4, hvori der er opbevaret mere end 1500 brændselslegemer. De udvikler stadig en betydelig mængde varme, og hvis de koger tørre, vil der hurtigt ske en ny nedsmeltning med potentielt endnu større radioaktivt udslip end for to år siden (se optegnelser for 13. marts).

Så det at TEPCO ikke prompte giver besked viser med al tydelighed, hvor lidt man har lært.

Over NHK kan man lige nu se TEPCO ved en pressekonference sige, at man stadig ikke har fundet ud af, hvordan det er sket, men at man vil have kølingen af den næstsidste enhed klar her til aften japansk tid, og at efter planen der skulle være køling på den sidste enhed i morgen kl. 8 japansk tid. 

Hændelsen viser med al tydelighed, hvor sårbar situationen er. Stadig her to år efter er der ganske mange ting, som billedligt talt er holdt sammen med gaffa-tape. De fire havarerede reaktorer kræver stadig en konstant køling og vandtilførsel, og stadig her to år efter producerer kølingen af de havarerede reaktorer 400 ton radioaktivt forurenet vand hver dag – når den ellers virker. Vandmængder som er ved at vokse TEPCO over hovedet, og som man truer med at lukke ud i havet “af nødvendighed”.  

20. marts fremgår det, at det efter godt 30 timer er lykkedes at få reetableret kølingen også på den sidste enhed, kølebassinet ved reaktor 4 for brugte brændesels elementer, hvor der er samlet 6.377 brændselselementer.¹

Efter at kølingen er reetableret, rejser spørgsmålet sig, hvordan det kunne ske?

Der har i den forbindelse været offentliggjort et billede af et rotteagtigt dyr – om det kunne være forklaringen. Hvis det er tilfældet, så er det endnu en gang pinligt for TEPCO.

Tilsyneladende er der tale om en el-tavle, som har svigtet, som har været sat intermistisk op umiddelbart efter katastrofen for to år siden, og som siden da har stået på ladet af en bil, eksponeret til vind og vejr. Til TEPCOs forsvar skal siges, at man havde planer om at skifte til en permanent installation inden for kort tid.

Lige meget hvad, så er det yderst pinligt, at TEPCO stadig her to år efter Fukushima-katastrofen ikke har fået etableret en fuld backup på noget så centralt som strømforsyningen til kølingen. Der er op imod 3.000 mand på arbejde hver dag for gradvist at få stabiliseret situationen på Fukushima Daiichi. Og der burde på nuværende tidspunkt være nogen, som systamatisk har gennemgået den del af installationerne som virker – og lavet en intermistisk sikkerhedsplan, så man har løbende kontrol og lynhurtig udskiftning af alle vitale dele.

Til beroligelse nåede temperaturen i det kølebassin, som steg mest, at stige 6,1ºC, og temperaturen nåede op på  31.8ºC, hvor den nåede højest. Så der var langt til de 100ºC, hvor tingene ville begynde at nedsmelte. Men alle har fået sig en forskrækkelse, og det er endnu engang blevet tydeliggjort, at der ikke er tale om en katastrofe for to år siden, men om en igangværende katastrofe, som først gradvist er ved at blive bragt under kontrol.  

Asahi Shimbun skriver i en leder 22. marts, at “Anxiety will continue until all fuel is removed. This is to be expected in a nuclear disaster.” Men der vil gå årtier før brændslet er fjernet.

Jeg er principielt imod tendensen til at sætte priser på alting, men så omvendt gerne den opgørelse, som viste en samlet opgørelse af, hvad Fukushima-katastrofen i bred forstand har kostet af tabte eksportindtægter, tabte håb, tabte liv og livsmuligheder, tabt arbejdsfortjeneste fra strålingsramte marker og landskaber, prisen på endeløse timer af bekymringer, som strækker sine skygger langt ind over Tokyo-området. Selvom resulatatet af en sådan sammenregning vil have en vis usikkerhed, så vil den klart vise, at A-kraften er et meget dyrt bekendskab og langt fra den billige energi, som A-kraft-lobbyen vil have os til at tro. For det er den slev hvis det ikke går galt, som det gik i Chernobyl og Fukushima. Men når mennesker og institutioner og virksomheder endda kan tjene styrtende med penge på A-kraften (og dermed synes det er en god idé på trods af alle dens risici), så er det fordi de eksternaliserede udgifter ved A-kraftn er enorme. Det er ikke TEPCO, som betaler for oprydningen i Fukushima, og det er ikke TEPCO, som betaler kompensationerne over for de hundredetusiner af mennesker, som katastrofen har gjort alvorligt fortræd, men den japanske stat - for de har ikke pengene. Så mens forsyningsselskaberne stryger profitten, sender de regningen videre til forbrugerne og skatteyderne.

Japan Times bringer i dag 24. marts en leder,² som slutter med på baggrund af TEPCOs sloppy attitude at anbefale slet ikke at genåbne de nu standsede reaktorer:

“The fact that this vital switchboard was designed in such a shoddy manner that a rat could gain entry and shut down plant systems suggests again that Tepco has not learned the lessons of the 3/11 nuclear disaster – which was ultimately caused by Tepco’s poor plant design and its lack of caution.

The power outage demonstrates once again that even a minor incident can trigger a serious accident at a nuclear power plant.If the temperature of spent nuclear fuel in the pools had risen enough to begin a self-sustaining critical reaction, a meltdown could have resulted.

It is deplorable that Tepco refuses to call the power outage an accident because radioactive substances were not released into the environment. It also did not make a public announcement for three hours after the power outage occurred. Clearly Tepco retains the arrogant mentality of the nuclear power establishment.

The power outage accident revealed once again the dangerous side of nuclear power and the sloppy management and lack of sincerity on Tepco’s part. The government should drop its policy of restarting the nation’s shuttered nuclear power plants.”²

25. marts kan Kyodo så rundsende et telegram, at det nu ligger fast, at årsagen var en 25 cm rotte, som uforvarende – og med livet som indsats – har været tæt på t sende et havareret atomkraftværk til ny tælling. 

Power trouble leads to suspension of cooling operations at Fukushima plant, Japan Times 19.03.2013.

Power cut strikes Fukushima nuclear plant, Aljazeera 19.03.2013.

Crippled Japanese nuclear plant suffers blackout, (AP) Asahi Shimbun 19.03.2013.

Update: Cooling systems restart for 2 spent fuel pools at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 19.03.2013.

Fukushima plant’s spent fuel pool cooling system partially restored, (Kyodo) Mainichi 19.03.2013.

Temperatures rise in Fukushima fuel pools after nearly 20 hours without power — Crews “scrambling” to fix problems – Tepco placing “highest priority” on Unit 4, Energy News 19.03.2013.

Power still out for fuel-pool cooling system at Fukushima No. 1 plant, (AP) Japan Times 19.03.2013.

Martin Fackler: Fukushima Blackout Hints at Plant’s Vulnerability, New York Times 19.03.2013.

Reiji Yoshida: No. 1 fuel pool power to be restored: Tepco, Japan Times 20.03.2013.

Analysis: Cooling failure brings renewed criticism of lax TEPCO, Asahi Shimbun 20.03.2013.¹

Cooling systems restored at Fukushima reactors: Tepco, (AFP, Jiji, Kyodo) Japan Times 20.03.2013.¹

Martin Fackler: Rat Body Linked to Blackout at Atomic Site, New York Times 20.03.2013.

Tepco smells a rat in Fukushima No. 1 fuel pool cooling glitch, (Kyodo) Japan Times 20.03.2013.

Fukushima plant outage reveals lack of backup power source 2 years after crisis outbreak, Mainichi 21.03.2013.

Fukushima blackout investigators examine dead rat, Asahi Shimbun 21.03.2013.

Koichi Yasuda & Takashi Ito: TEPCO yet to learn from nuclear disaster / Problematic ‘makeshift’ power panel was exposed to elements, in use since initial crisis response, Yomiuri 21.03.2013.

TEPCO must build system to prevent accidents, (leder) Mainichi 22.03.2013.

TEPCO apologizes for delay in reporting plant power outage, Mainichi 22.03.2013.

Latest failure shows Fukushima crisis far from resolved, (leder) Mainichi 22.03.2013.

Accident highlights nuclear peril, (leder) Japan Times 24.03.2013.²

Rat found as cause of power problem at Fukushima plant, Kyodo 25.03.2013.

TEPCO concludes rat caused last week’s Fukushima blackout, Asahi Shimbun 26.03.2013.

In-depth report released on Fukushima plant blackout – Examines animal feces, small burn hole in fur, Energy News 27.03.2013.

19. marts – Oi-værket får lov at køre indtil september

Sidste år i juni gav Noda ordre til at genstarte to reaktorer ved Oi-værket for at sikre strømmen i Kansai-området hen over de varmeste måneder. Normalt standses reaktorerne efter 12 måneder for et løbende sikkerhedscheck, men den nye sikkerhedsinstans NRA har nu givet lov til at de kører frem til september og dermed går lidt over de 12 måneder, som er den normale driftsperiode, hvilket gør at de kan være med til at sikre energien i den allervarmeste tid, som typisk er anden halvdel af juli og august. Først herefter vil det blive vurderet, om reaktorerne ved Oi-værket lever op til de nye sikkerhedsforskrifter. Der verserer yderligere en sag om Oi-værkets jordskælvs-sikkerhed, da værket efter en række eksperters vedkommende er placeret direkte ovenpå en aktiv foldelinje.

Dermed er det interessant, om Japan igen får en periode uden A-kraft. For efter køreplanen skal de endelige regler for reaktorsikkerhed ligge klar i løbet af juli, og først herefter kan godkendelsen af reaktorstarten finde sted. Én ting er de tekniske forbedringer af sikkerhedsforanstaltningerne, men når de er på plads og godkendt, skal der sikres lokalt samtykke til genstarten, og det vil givet blive endnu en slagmark, med uklare signaler om hvem som i sidsteende beslutter hvad.

Begrundelsen for ikke bare at lukke Oi-reaktorerne ned, når de nye regler foreligger i juli, er, at man også fremover ønsker, at der skal være en vis løbetid fra en ændring af reglerne sker, til den er implementeret i alle reaktorer, så man kan vente til i forbindelse med næste årlige rutineeftersyn. Ellers ville man kunne fremklade en situation, hvor samtlige 50 reaktorer skulle standses samtidigt, indtil de havde opfyldt en ny sikkerhedsregel.

Lederen af NRA, Shunichi Tanaka, har samtidig stillet en inspektion af Oi-værket i udsigt omkring april. Ved en tidligere lejlighed har han ikke udelukket, at NRA ville stoppe værket, hvis man fandt graverende fejl. Men han siger nu, at han forventer, at Oi-reaktorerne vil opfylde langt de fleste af de nye sikkerhedsforskrifter, og at der højest vil være en eller to punkter, hvor opgradering vil være nødvendig.

Hvor forsyningsselskaberne er tilfredse og glædeligt overraskede over de seneste udmeldinger, har udsigten til at Oi-værket kommer til at køre frem til september kaldt på advarende reaktioner. Alt foregår i disse tider i et meget ladet felt med meget store og meget modsatrettede interesser og bekymringer. Og det har allerede været tolket derhen, at økonomien igen har fortræde for sikkerheden, hvilket jo ikke er helt forkert. 

Noget andet, som slet ikke har været nævnt i denne omgang, er den uafsluttede sag, om der er aktive foldelinjer i Oi-værkets undergrund. Hvis det er tilfældet, vil man være nødt til at indstille driften helt.

Regulator to check Oi reactors before safety standards take effect, Kyodo 20.03.2013.

Oi nuke reactors to stay online even when new safety standards take effect, Asahi Shimbun 20.03.2013.

Oi reactors to get early NRA check to stay on, (Kyodo) Japan Times 20.03.2013.

19. marts – Mainichi-leder: Japan kan ikke bare løbe fra sine klimaforpligtelser

I en leder i dag insisterer Mainichi i sit sædvanligvis meget afdæmpedesprogbrug på, at Japan ikke bare løber fra alle sine klimaforpligtelser og derved risikerer at blamere sig internationalt.

Da den forudgående DPJ-regering tiltrådte i 2009 fastlagde Japan en ganske stram målsætning om at reducere med 25% inden 2020 (hvilket er mere end de 20%, som EU lige nu har som målsætning, selvom EU rent faktisk ser ud til at nå 25-27% i 2020), og en langsigtet målsætnig om at reducere med 80% i 2050. Men Japan er trådt ud af Kyoto-aftalens anden del efter kun lige at have klaret første rundes målsætning på 6% – og kun gennem supplerende indsatser i andre lande.

Men den nuværende regering har skrottet først 2020-målsætningen og er i forbindelse med den igangværende revision af Japans klimamålsætning godt i gang med også at skrotte 2050-målsætningen.

Mainichi erkender, at den kortsigtede målsætning på 25% inden 2020 ikke er mulig i lyset af Fukushima-katastrofen, som vil gøre det yderst vanskeligt at fortsætte den planlagte udbygning af A-kraften, samtidig med, at man kun næsten er kommet i gang med det naturlige næste skridt efter Fukushima: En systematisk udbygning af den vedvarende eneergi. Men samtidig er lederen meget insisterende, at Japan ikke bare opgiver sin 2050-målsætning. Det er vigtigt for at stimulere innovationen inden for en bred vifte af snilde teknologier.

Samtidig er det vigtigt at få gen-defineret målsætninger også på den korte bane, som kan stimulere en klimaudvikling ud over det noget upopfindsomme at få raktorerne i gang igen – læs systematiske energibesparelser og udbygningen af den vedvarende energi.

Japan must show commitment to global warming countermeasures, (leder) Mainichi 19.03.2013.

20. marts – Nankai-jorsdskælv kan koste op til 40% af Japans BNP

En 400-siders rapport fra regeringen gør det klart, at et stort jordskælv i Nankai (havet syd for Shikoku og det centrale Honshu) så at sige er landets akilleshæl og vil kunne påføre landet næsten ubodelig skade.

Her støder tre store tektoniske plader sammen, hvilket fører til hyppige jordrystelser og indimellem alvorligt kraftige jordskælv, hvor op imod 68 mio. mennesker vil kunne blive direkte berørt. Der er tale om basale ting som vandforsyninger, som vil svigte inden for få døgn, energiforsyningen, som vil falde med 70%, adgangsforholdene til kantastrofeområdet vil være vanskelige,millionbyer som Nagoya risikere at blive oversvømmet,  bilindustrien vil blive lammet, og … listen over fortrædeligheder og uoverkommeligheder, evakuerede og omkomne  er lang. I værste fald vil den samlede pris for udbedringen kunne løbe op i størrelsesordenen 40% af Japans samlede bruttonationalprodukt.  

Det var dette risikobillede, som gjorde, at Naoto Kan i månederne efter Fukushima-katstrofen beordrede atomkraftværket ved Hamaoka lukket. Her var sandsynligheden for at stort jordskælv som det, som var med til at sætte Fukushma Dai-ichi skakmat, stor – man regner her med over 80% chance for et stort jordskælv inden for de nærmeste par årtier. Så det er ikke en teoretisk fjern mulighed, men en sandsynlig hændelse.

På den baggrund kan det undre, at CHUBU, ejerne af Hamaoka-værket, blot er gået vider med at sikre værket med et dige mod havet, og da det viste sig, at de først planlagte 18 meter ikke ville være nok, byggede man nogle meter ekstra ovenpå for at kunne modstå den størst tænkelige tsunami. De burde måske være stoppet, for en samlet analyse af Japans sikkerhed og energiforsyning kunne meget vel medføre, at man besluttede sig for aldrig at genstarte dette værk (se optegnelser for 21. september). Nu virker den gigantiske investering i tsunami-beskyttelse som en slags pression for at få lov til at genstarte dette måske mest fejlplacerede af Japans 17 atomkraftværker.  

Gov’t panel report predicts devastation of Nankai Trough earthquake, Mainichi 19.03.2013.  

Nankai quake could destroy production bases, Achilles heel of Japan’s economy, Mainichi 19.03.2013.

Panel: Quake off southern coast could cost 40 percent of Japan’s GDP, Asahi Shimbun 19.03.2013.

Three-day stockpile of food, water essential if disaster strikes, (leder) Asahi Shimbun 19.03.2013.

When it comes to disasters, don’t be scared, be ready, (leder) Mainichi 21.03.2013.

21. marts – Tredje strålingsrekord i år for Fukushima-fisk

I januar blev der offentliggjort tal som for fisk fanget ud for Fukushima-værket viste et niveau af radioaktivt cæsium på 2.540 gange det tilladte for fødevarer. Få uger efter viste en ny prøve et indhold på 5.100 gange det tilladte (se optegnelser for 19. januar). Og nu senest blev der for få dage siden i en prøve fra en fisk fanget i umiddelbar nærhed af Fukushima Daiichi-værket konstateret en radioaktivitet 7.400 gange højee end tilladt i menneskeføde.

Man skulle umiddelbart tro, at radioaktiviteten hurtigt blev fortyndet i en så stor ‘recipient’ som Stillehavet. Men niveauerne er stadig om noget stigende, og mange ser det som et tegn på, at der fortsat sker en omfattende udsivning af stærkt radioaktivt vand fra de tre nedsmeltede reaktorer, som til stadighed overøses med vand for at sikre kølingen.

Der er også tal som driver befolkningen lang de hårdt prøvede kyster til desperation, for selvom genopbygningen efter tsunami og jordskælv er godt i gang nord for den evakuerede zone omkring Fukushima Daiichi, så ligger fiskeriet stadig brak, og fiskerne må nøjes med at skue ud over havet fra havnemolerne.

Record cesium level detected in fish caught near Fukushima nuclear plant, (Kyodo) Japan Times 16.03.2013.

Record radioactive cesium levels found in Fukushima rockfish, Asahi Shimbun 19.01.2013.

Charles Digges: Record cesium levels measured in Fukushima rockfish, signaling radiation woes in food chain far from over in Japan, Bellona 21.01.2013.

Record cesium level found in Fukushima fish, Asahi Shimbun 01.03.2013.

Record radiation levels found in fish at Fukushima Daiichi, Enformable 28.02.2013.

22. marts – Dekontaminering et sisyfos-arbejde

I denne video kan man følge dekontaminationsarbejdet i Tamura, omkring 20 km fra Fukushima Daiichi-værket og de frustrationer, der følger med at arbejde med en usynlig opgave.

Selvom målet er livets tilbagevenden, så er midlet skræmmende, for ikke bar skal alle menneskeskabte flader skures og renses. Al vegetation, al topjord i haverne, alle visne blade, kvister og grene i skovbunden og i bambuslundene, som giver dem deres frugtbarhed, skal fjernes. Og endda kan man kort tid efter opleve, at radioaktiviteten vender tilbage: “Attempting to keep radiation levels down in residential areas could prove futile, according to Ian Fairlie, a London-based independent consultant on radioactivity in the environment. Fairlie, who had just returned from a conference on the Fukushima crisis in New York, said there was evidence that some areas recorded the same levels of radioactive cesium-137 just 24 hours after they had supposedly been contaminated.

‘This was found too after Chernobyl, where cleanups were largely ineffectual,’ he said. ‘[Decontamination] is good for reassurance and official statements, but poor for actual dose reduction. I think the 20 km zone and other areas will have to remain permanently evacuated. That will be awful for the [tens of thousands of people] affected, but I can’t really see any other way.’”¹

Den medfølgende artikel giver en god indføring i opgavens omfang¹ – til forskel fra Chernobyl, hvor man blot endte med at forlade et område permanent, har man i Japan, som lider af kronisk pladsmangel, sat sig for at genvinde den nu kontaminerede zone, hvilket er første gang i menneskehedens historie. Og den giver et indblik i problemerne med firmaer som snyder på vægten – der er tilsyneladende tale om en opgave, som den japanske mafia er gået ind i - og et problem med kronisk manglende arbejdskraft. Disse mennesker udfører nok en af de mindst attraktive dele af det kolossale rekonstruktionsarbejde efter 11. marts.

Justin McCurry & Michael Condon: On Location Video: The dirty work of cleaning up Fukushima, Global Post 21.03.2013.¹

24. marts – 7.000 demonsterende kræver Fukushima uden A-kraft

Lørdag var der 7.000 demonstranter samlet for at demonstrere for et Fukushima (amt) uden A-kraft. Det skal de nu nok få i hvert fald på kort sigt, for begge områdets to atomkraftværker Fukushima Daiichi og Fukushima Daini er meget tvivlsomme kandidater til genstart.

Fire af de seks reaktorer ved Fukushima Daiichi, som er direkte ramt af katastrofen (tre med kernenedsmeltninger, den fjerde “kun” med den ydre bygning eksploderet og mange tusinde grugte brændselslegemer i et beskadiget kølebassin med friudsigt til himmelen), er direkte taget ud af statistikken for, hvor mange reaktorer, Japan har. Det officielle antal faldt på et tidspunkt fra 54 til 50. Og strålingen og risikoen ved gensart gør det meget usandsynligt, at de to sidste kommer i gang. Tl gengæld kunne man på sigt kunne forestille sig en genstart af de fire reaktorer ved Fukushima Daini. De blev tidligt i forløbet dømt ude, dels fordi de ligger i et område med høj radioaktivitet, dels for at berolige en skræmt befolkning, hvoraf 160.000 på andet år er fordrevet fra deres hjem og ikke ved, hvornår det er sikkert at vende tilbage.

Men lige nu tør ingen rigtig stå frem med hvad de virkelig ønsker og har planer om. Måske Fukushima amt gjorde rigtigt i at vedtage, at man ikke igen ville have A-kraft på sit område.

28. marts fremgår det, at Tohuku Electric, forsyningsselskabet for Tohuku-området, som havde planer om at bygge et nyt atomkraftværk umiddelbart nord for det katastroferamte Fukushima Daiichi-værk, har opgivet projektet, da der er stærk lokal modstand i det som skulle have været værtsbyerne, Minamisoma, som blev raseret af tsunamien og Namie, som er evakueret på ubestemt tid på grund af stråling. Så  

7,000 flock to rally for decommissioning of all reactors in Fukushima, Mainichi 25.03.2013.

Tohoku Electric axes planned Fukushima nuclear plant, (Kyodo) Japan Times 28.03.2013.

25. marts – TEPCO taget i falsk folkelighed

Mainichi har bragt for dagen, at en dukketeater-trup, som præsenteres som stiftet af en gruppe japanske husmødre, i virkeligheden er et projekt finansieret af TEPCO. Og alle de fem, som er ansat i teatergruppen er ansat af et firma som laver PR for TEPCO.¹  

Forklædt som nonprofit-aktivitet, som har til formål at informere om vigtigheden af energi (læs: atomkraft) har de fem ansate fra pr-firmaet i årevis arrangeret børneteater-forestillinger rundt omkring i private hjem. ”Their PR work involves holding parties at their homes for fellow housewives and informing participants of the necessity of nuclear power. One troupe member threw approximately 300 such parties at her home.”¹

Mainichi beskriver en af forestillingerne, som gør A-kraft til klimaløsning “One puppet show plot entails “kappa”, a creature from Japanese folklore, receiving a letter from a polar bear asking for help. The kappa set out to find that melting ice has separated a baby polar bear from its mother. While the mother and cub are reunited, the kappa are dumbfounded to hear about global warming. Another of the group’s shows features a trip to the Edo period (1603-1868) in a time machine to get a glimpse of life without electricity and an understanding of how convenient life has become because of it.”¹

Det minder betænkeligt om astroturfing – et for mig stadig nyt begreb, som dækker over organiseret misbrug af “folkelige” aktiviteter til kommerielle formål – og er meget smagløst.

Ifølge Wikipedia: “Astroturfing refers to political, advertising, or public relations campaigns that are designed to mask the sponsors of the message to give the appearance of coming from a disinterested, grassroots participant. Astroturfing is intended to give the statements the credibility of an independent entity by withholding information about the source’s financial connection. The term is a derivation of AstroTurf, a brand of synthetic carpeting designed to look like natural grass.

Astroturfers use software to mask their identity. Sometimes one individual operates over many personas to give the impression of widespread support for their client’s agenda. Some studies suggest astroturfing can alter public viewpoints and create enough doubt to inhibit action.”

‘Housewives’ educating children on energy linked to TEPCO PR firm, Mainichi 25.03.2013.¹

Power industry extends logistics support to volunteer groups, Mainichi 25.03.2013.

25. marts – Abe gør genstart af reaktorer til forudsætning for genopbygning

På en tur til Fukushima-området søndag sagde permierminister Shinzo Abe, at han ønskede gang i genopbygningsarbejdet, men at han først og fremmest ønskede sikkerhed før man genstartede reaktorerne. På den måde får han gjort genstarten nødvendig for genopbygningsarbejdet (hvilket ikke er nødvendigt, der har ikke været behov for energibesparelser i det katastroferamte område), samtidig med at han i det meget A-kraft-sensitive område får sig markeret som forsigtig (hvilket ikke helt passer med hans utålmodighed med at få reaktorerne i gang).

“It will be difficult to recover (from the disaster) if there aren’t stable sources of electricity,” sagde Abe til en gruppe journalister under besøget i Tomioka og Namie.¹ Så man er godt i gang med at gen-brande A-kraften som sikker, stabil og nødvendig, hvilket nyere japansk historie i overmål har demonstreret ikke er tilfældet. Men sagt på den rigtige måde kan man slippe af sted med det meste.

Abe ties nuke plant restarts to rebuilding, (Kyodo) Japan Times 26.03.2013.

Prime minister wants safety first before restarting reactors, Asahi Shimbun 25.03.2013.¹

28. marts – Not in my backyard

Tohuku Electric Power Company, forsyningsselskabet for Tohuku-området, som har haft planer om at bygge et nyt atomkraftværk blot 10 km nord for det katastroferamte Fukushima Daiichi-værk, meddeler nu, at man har opgivet projektet, da der efter Fukushima-katastrofen har rejst sig en uigennemtrængeligt stærk lokal modstand i det som skulle have været værtsbyerne, Minamisoma, som blev raseret af tsunamien og Namie, som er evakueret på ubestemt tid på grund af stråling. Siden Fukushima-katastrofen er det således gået helt i stå med at erhverve land til formålet, og befolkning og politikere er stærkt imod at egnen skal have endnu et atomkraftværk.

Planerne om at placere endnu et atomkraftværk på grænsen mellem Minamisoma og Namie går helt tilbage til 1968 og har tidligere været støttet af de to byer. I starten ikke vamhjertet, men efter at man så, hvor megen rigdom det bragte til de lokalsamfund, som var værter for Fukushima Daiichi-værket, kom der gang i grundsalget, og Tohuku Electric var oppe på at have erhvervet 1,25 af de ønskede 1.5 km. Men efter Fukushima-katastrofen vendte stemningen fuldstændig, begge byers byråd i stærke vendinger opfordret Tohuku Electric Power Company til at opgive planerne, og Fukushimas guvernør Yuhei Sato siger da i en kommentar, at det var en naturlig beslutning konsekvens af, at mange ikke vil være i stand til at flytte tilbage tilbage til deres hjem mange år frem.

Tohuku Electric Power Company vil derfor i stedet søge at få opført endnu en reaktor ved Higashidori-værket. Dette kan imidlertid også vise sig problematisk og ligner en desperationshandling, da den nyetablerede sikkerhedsinstans NRA har påvist, at der er aktive foldelinjer ved Higashidori, så det er usandsynligt, at den allerede eksisterende Higashidori-reaktor nogensinde kommer i gang igen. Af samme grund vil en ny reaktor ved Higashidori sandsynligvis stå overfor markant skærpede krav til jordskælvssikring mv.

Tilsvarende har TEPCO skrinlagt planerne om at opføre reaktor 7 og 8 ved Fukushima Daiichi.

Selvom der følger en lang række økonomiske frynsegoder med at være vært for et atomkraftværk, så er interessen for at være nærmeste nabo til Japans næste atomkraftværk kølnet betragteligt efter Fukushima-katastrofen. 

Asahi Shimbun bringer i dag (29.03) denne oversigt over planlagte og igangværende reaktorbyggerier.¹ Selvom Tohuku Electric er første forsyningsselskab, som opgiver planer om at opføre nye reaktorer, så er processerne stort set gået i stå. Selv blandt de tre projekter, som var igangværende, da Fukushima-katastrofen brød ud, har man kun genoptaget byggeriet ved reaktoren i Oma, som var fanget på et meget uheldigt punkt, hvor reaktorkernen stod ved siden af klar til at høfte ind i reaktorbygningen.

Ved flere af de steder, hvor man har nye reaktorer under planlægning, er der mistanke om aktive foldelinjer i undergrunden, så projekterne med NRAs nye sikkerhedsregler kan risikere at skulle rekalibreres eller helt at blive afvist. Og den folkelige modstand mod A-kraften vil i alle tilfælde være blevet stærkere af Fukushima-krisen. Så situationen er sådan, at selv hvis en reaktor bliver færdiggjort og opfylder alle nye sikkerhedskrav kan det at vinde accepten af lokalbefolkningen vise sig at blive det virkeligt vanskelige.

“A senior utility official said he has ‘virtually given up on hopes’ of seeing the restarts of aged nuclear reactors, in service for more than 40 years, and of reactors at plant sites over suspected active geological fault lines. ….. ‘In view of opposition among the residents of hosting communities and the general public, I don’t believe (the idled reactors) can all be brought back online,’ the utility official said. ‘We’d be lucky to have half of them restarted.’”¹

Selvom det med den nye pro-nucleare regering kan se ud som om alting er på vej tilbage til busines as usual, er det et tankevækkende udsagn fra egne rækker, at forsyningsselskaberne ikke skal regne med at få deres ældste reaktorer i gang igen nogensinde, og skal være heldige med at få blot halvdelen af reaktorerne i gang igen.  

Så måske det var på tide at få gang i de vedvarende energiprojekter, mens der var accept af vindmølleparker som ikke bare et mindre onde, men et objekt, man kan knytte håb om fremtiden til. Der står i forvejen så mange elmaster og antenner spredt rundt på de japanske bjergrygge, at nogle tusinde ens hvide 6 MW vindmøller opstillet med lidt omtanke nærmest ville pynte.

Tohoku Electric axes planned Fukushima nuclear plant, (Kyodo) Japan Times 28.03.2013.

Tohoku Electric drops plan to build nuclear plant in Fukushima Prefecture, Asahi Shimbun 28.03.2013.

Shinichi Fujiwara, Miho Tanaka, Junko Watanabe & Kentaro Uechi: Local opposition spelled end for Namie-Odaka nuclear plant, Asahi Shimbun 29.03.2013.¹

28. marts – Kyushu Electric Power Company taget i falsk folkelighed

Mainichi bringer i dag en artikel,¹ hvoraf det fremgår, at Kyushus forsyningsselskab, Kyushu Electric Power Company, på et offentligt møde i 2005 i forbindelse med Japans forestående planer om over de næste 10 år at udbygge atomkraftens andel til 30-40% havde 150 af sine medarbejdere – som udgjorde i alt 80% af mødedeltagerne – udkommanderet til at agere “folk”. Det har senere vist sig at 11 af 21, som sagde noget ved høringen var fra forsyningsselskabet. Konfronteret med situationen har Kyushu Electric Power Company da også erkendt, at det var imod hensigten med en sådan høring og har lovet at sikre, at det ikke vil ske igen.

Dette synes at være et mønster – ved de store energihøringer sidste sommer måtte man efter første runde lave regler om, at ansatte ved forsyningsselskaberne ikke bare kunne møde frem i stort antal og agere “folket”. 

Mainichi har tilsyneladende gang i en kulegravning af forsyningsselskabernes påvirkning af den offentlige mening (se også optegnelser for 24. marts) og bringer i dag en anden artikel, hvor KEPCO, Kansai-områdets forsyningsselskab, har brugt mere end 20 mio. yen om året for at støtte en Osaka-baseret organisation, som spreder pro-atomkraft-information.²

Kyushu Electric made 150 insiders attend public hearing on nuclear policy in 2005, Mainichi 28.03.2013.¹

KEPCO-funded NPO seen as nuclear power propaganda tool, Mainichi 28.03.2013.²

28. marts – NRA vil undersøge Fukushima-katastrofen

Stadig to år efter Fukushima-katastrofen er der store åbne spørgsmål om, hvadder egentlig skete – et opklaringsarbejde, som dels har været vanskeliggjort af en udtalt modvilje fra værkets ejer TEPCO til at stå åbent frem med problemerne, dels de næsten uoverstigelige vanskeligheder forbudet med, at man på grund af de n voldsomme stråling fra de nedsmeltede reaktorer ikke kan komme tæt på de forulykkede reaktorer andet end yderst kortvarigt, og derfor ikke har muligheder for at lave sædvanlige undersøgelser.

Derfor har NRA meddelt, at man agter at gennemføre en undersøgelse af hændelsesforløbet med fokus på at komme til bunds i de stadig tilbagestående spørgsmål. Et af de vigtige er spørgsmålet, om allerede jordskælvet satte værkets evne til at beskytte sig selv alvorligt tilbage, eller om det først var tsunamien, som så at sige kortsluttede mulighederne for at holde reaktorerne nedkølede. Når det har mere end akademisk interesse – og når TEPCO systematisk har søgt at placere “skylden” ved tsunamien, så er det fordi opgraderingen af tsunami-beskyttelsen om end nok så bekostelig er relativt afgrænselig og kun vil gælde for et mindre antal af Japans 50 reaktorer, hvorimod det vil have næsten uoverskuelige konsekvenser for sikkerhedsopgraderingerne, hvis det viser sig, at allerede jordskælvet satte mulighederne for at sikre reaktorerne mod nedsmeltning ud af kraft. For de teknisk-økonomiske konsekvenser heraf i form af øgede krav til konstruktion og dimensionering vil her kunne få blive endog særdeles omfattende og virke tilbage på samtlige reaktorer.

Nuclear regulatory body to dig deeper into cause of Fukushima crisis, Kyodo 27.03.2013.

Japanese regulators to investigate nuclear crisis, (AP) Asahi Shimbun 28.03.2013.

NRA plans its own probe of Fukushima crisis, (Kyodo, AP) Japan Times 29.03.2013.

29. marts – Google Street View “for ikke at glemme Fukushima”

Det er nu via Google Street View blevet muligt at bevæge sig rundt i den evakuerede by Namie. Det sker efter at Namies borgmester Tamotsu Baba opfordrede Google til på denne måde at gøre byen tilgængelig for at sikre, at verden ikke glemmer Fukushima.

Der er noget tyrkkende over at bevæge sig rundt i de menneskeforladte gader, hvor jordskælvet har kastet rundt med alle løsdele, mens nogle af de ældste eller dårligst byggede huse indimellem er styrtet helt sammen under jordskælvets hærgen, mens planterne vælter op ad alle sprækker.

Og … lidt upassende, men det træder så voldsomt frem i disse billeder, hvor livet mellem husene er borte, og kun kulissen står tilbage: Ligeså smuk den traditionelle japanske arkitektur kan være, ligeså grim og hjælpeløs er den moderne japanske købstadsarkitektur. Det er ikke fordi der ikke er dygtige japanske arkitekter – tværtimod. Men den altovervejende del, som blot er opført af de forhåndenværende moderne materialer uden arkitektoniske aspirationer, er foruroligende grimme. En anden ting er, hvor meget plads bilerne har fået i en sådan bys udformning.

Men tag en tur i Namie via Google Street View.

Hiroko Tabuchi: Google Street View Captures Ghost Town in Fukushima’s Evacuation Zone, New York Times 27.03.2013.

Justin McCurry: Fukushima town revealed in Google Street View two years after tsunami, The Guardian 27.03.2013.

Google gives glimpse inside no-go zone, (AP, Kyodo, AFP-Jiji) Japan Times 28.03.2013.

Google adds street views inside Japan nuclear zone, (AP) Asahi Shimbun 28.03.2013.

Nuclear group blames overconfidence for crisis, (Jiji) Japan Times 28.03.2013.

Google adds street views inside Japan nuclear zone, (AP) Asahi Shimbun 28.03.2013.

29. marts – Det daglige brød, den daglige frygt

De japanske myndigheder har laget et kolosslat arbejde i at sikre, at alle fødevarer blev kontrolleret, og man har ved at skærpe de maksimalt accepterede strålingsværdier til verdens skrappeste – de er for eksempel ti gange skrappere end EUs – søgt at skabe sikkerhed omkring maden.

Alligevel er salget af fødevarer fra hele Fukushimaområdet i løbet af 2012 gået fuldstændigt i stå. Selvom varerne er gennemkonrollerede, så er det en gennemgående erfaring i butikkerne, at så længe der er tilsvarende produkter fra andre egne, så bliver grøntsagerne og frugterne fra Fukushima-området liggende. Det er en katastrofe for området, mad fra Fukushima har haft en aura af kvalitet omkring sig, som det vil tage meget lang tid at genoprette.

Det er blot endnu et billede af den konstante frygt i dagligdagen, som ikke mindst rider børneforældrene, som ved, at deres børn er i gange mere følsomme overfor strålingen og ved, at den interne stråling er farling selv i mindste kvant. Så de har for så vidt ret, dem som vælger fra, at selv en grænseværdi ikke er nogen garanti. Men hvis man målte, ville koncentrationerne i mad fra andre dele af Japan måske vise sig at ligge lige så højt eller højere.

Så problemet er det, at man med Fukushima-katastrofen er kommet i tvivlens og frygtens vold. Her nytter grænseværdier og beroligende udsagn fra hvidkitlede eksperter ingenting. Og vejen videe er lang, ikke mindst så længe Fukushima-værket stadig står som en endu ikke afmonteret tikkende bombe og forsyningsselskaberne og erhvervsorganisationerne indimellem har svært ved at skjule deres utålmodighed med at få gang i de 48 nu standsede reaktorer.  

Radiation rumors trigger expanding Fukushima vegetable price collapse, Mainichi 29.03.2013.

30. marts – Etårsdag for anti-A-kraftdemonstrationer foran premierministeren

Det er nu et år siden, at der første gang blev afholdt antiatomkraft-demonstrationer foran premierministeren, og hver fredag lige siden mennesker samlet sig for at markere modstanden mod genstart og udbygning af A-kraften og ønsket om en omlægning til vedvarende energi. 

Hen over sommeren kunne man se hundredetusinder af mennesker samles, hvilket er helt uhørt i Japan, i hvert fald i nyere tid. Og hvad som også er nyt er, at det i høj grad er unge og gamle, og den tidligere meget alvorlige form har været afløst af en ny modus, hvor musik og munterhed har præget demonstrationerne. Der har været festligt i gaderne på en måde, som har applelleret bredt til mange grupper af japanere og – ikke at forglemme – har givet langt mere medievenlige billeder.

Antallet er svundet markant her hen over vinteren, men uanset frost, sne og regn har adskillige tusinde mennesker stadig hver fredag samlet sig foran premierministerens bolig for at markere kravet om én gang at få gjort noget ved hele den “nuclear village”, som gennem årene har handlet – og undladt at handle – lige som det passede dem.  

Det er svært at afveje magtforholdene, men som det fremgår ovenfor (se optegnelser for 29. marts) regner forsyningsselskaberne ikke med at få gang i udbygningen af A-kraften lige med det samme. Tværtimod vil de være lettede, hvis de kunne få bare halvdelen af reaktorerne i gang igen. Og det er ikke forkert at sige, at Noda i høj grad tabte sit mandat, da han sidste sommer beordrede de to reaktorer ved Oi-værket i gang. Hvor gerne han end ville, tror jeg ikke Abe vover at gøre noget tilsvarende. For hvis det kommer på tale at fremtvinge genstarter “for at sikre energiforsyningen i sommervarmen”, så vil der igen være i hunderedetusinder af demonstranter på gaderne.

First anniversary of weekly antinuclear rallies outside prime minister’s office marked, (Kyodo) Japan Times 30.03.2013.

Se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar, marts, april og maj 2013.

Men indefra har det været det perfekte forløb. Jeg har haft det privilegium hele vejen igennem at kunne beskæftige mig med noget, jeg brændte for, og samtidig hele vejen igennem at kunne løse opgaver, som var af relevans for det omgivende samfund. Har så at sige kultiveret et lystperspektiv på arbejdet, hvor det til stadighed at skulle og kunne lære nyt og bruge det indhøstede var en vigtig del af glæden ved at arbejde.

Selvom det kan se ineffektivt ud – først fire år, hvor jeg var militærnægter, drev snedker-virksomhed og familiepleje, dernæst 6 år, hvor jeg drev egen arkitektvirksomhed – så er det faktisk et billede af et menneske i livslang læring. I en æra, hvor vores viden forældes stadig hurtigere, har vi mere end nogensinde før brug for, at vores nysgerrighed og glæde ved at lære stimuleres.

Med et forfærdeligt begreb som fjumreår er de nuværende signaler aldeles forkerte. De lægger på en særdeles håndfast måde op til, at uddannelse er noget, som skal overstås, så vi kan komme i gang med at tjene penge (og forsørge de stadig flere, som er på vej på pension).

Det er et udlevet arbejdsbegreb, som stadig færre vil kunne se sig i igennem et helt liv, og dermed en startopstilling med potentielt mange problemer forude – hvis vi aldrig fik næret og kultiveret nysgerrigheden og ikke fik stillet os de spørgsmål om studievalg og livsbane, som gjorde, at vi blev lykkelige, endsige velfungerende, med vores arbejde.

Vi har brug for et system, som lægger op til at vi lærer at lære, at vi kan bevæge os meget mere smidigt mellem uddannelse og arbejde og i langt højere grad end i dag kultiverer en måde at arbejde på, som er med til at bringe vores viden og visdom videre.

Inden vi får drejet forkert på SU-knapperne, er det godt at tænke fremad. På linje med klimaindsats og grøn omstilling er SU en af vores allervigtigste investeringer i fremtiden – en nødvendighed for, at familien Danmark trives og er i stand til at opretholde sit vidunderlige særkende op igennem det 21. århundrede.

Dette var først en kommentar på Facebook.

vis slideshow »

Afklaringen af afviklingsprocessen er vanskeliggjort af mange forhold, deriblandt det, at strålingen omkring de nedsmeltede reaktorer stadig er så stærk, at man ikke kan opholde sig nær reaktorerne, og at der stadig over alt stadig er bygningsrester efter de brinteksplosioner, som splintrede de ydre bygninger. Så man ved for eksempel endnu ikke, om nedsmeltningen er nået igennem også den ydre beskyttelsesbeholder, selvom de stadige udsivninger og stadigt høje strålingsniveauer i vandmiljøet tyder på, at dele af det højradioaktive materiale fra de nedsmeltede brændselslegemer befinder sig under reaktorerne. Og i det stadige kølingsarbejde for at sikre, at der ikke igen opstår kædereaktioner, produceres der hver dag 100-vis af radioaktivt vand, så området omkring er efterhånden fyldt med interimistiske tanke, som har tendens til at lække.

Derudover er der i reaktor 4 samlet brugte brændselselementer af et omfang, så det vil kunne føre til en endnu større katastrofe end de første tre nedsmeltninger, hvis reaktor 4s bassin for brugte brændselselementer rammes af et nyt jordskælv af samme voldsomhed. Så der er tale om en yderst labil situation. På det seneste har det da også igen været draget i tvivl, om det gav mening at tale om “cold shutdown”, selvom temperaturen der hvor al brændslet burde have været, teknisk set er holdt konstant under 100ºC.

Selvom det stadig er umuligt at foretage egentlig inspektion og oprydning nær reaktorkernerne, er den stråling, som kommer fra værket, i dag faldet til blot en 80 milliontedel af strålingen umiddelbart efter kernenedsmeltningerne. Det siger lidt om, hvor voldsomt det har været – og hvor vigtigt det er at få stabiliseret situationen omkring de mange brugte brændselslegemer i kølebassinet ved reaktor 4.

50 år til at rydde op – og så nogle tusinde år til at skulle passe på det radioaktive affald. Tænker igen og igen på salig Løgstrups essay om “Bivirkningernes verdensforvandlende kraft”. Er en situation som Fukushima-katastrofen overhovedet i stand til at ændre verdens gang? Hen over sommeren sidste år så det sådan ud. Store flot opsatte borgerdialoger om Japans fremtidige energiforsyning, hvor det blev klart, at befolkningen havde et stærkt ønske om at afvikle A-kraften. Men endda stemte man ved valget i december en regering ind, som om noget ønsker at udbygge A-kraften, og lige nu tyder alt på, at tingene stille og roligt bevæger sig tilbage mod business as usual. Skal der endnu flere lige på bordet? Endnu mere uspiselig mad? Endnu flere ødelagte livsbetingelser? Endnu mere skræk for en usynlig fare, som udfolder sig med generationers forsinkelse? – for at vi standser op og én gang for alle siger, at vi med den nutidige adgang til vedvarende energi vil kunne gøre en hel del smartere.

Yoshida opsummerer på sidste slide situationen ved TEPCOs Fukushima Daiichi-værk således:

◊ Situation in Fukushima is assumed to be much more complicated than the case of
◊ TMI-2 (Three Mile Island II)
◊ Tentative plan is to start Defueling from RPV within 10 years.
◊ It is assumed that the Defueling process can take over 20 to 25 years to complete.
◊ Government supported R&D activities are commenced to achieve defueling
◊ and Fukushima Daiichi-Cleanup successfully.
◊ Many unexpected situations are expected. Flexible program management will be
◊ necessary.
◊ Advices and counsels from the world community would be very much appreciated.

Ikke mindst de to sidste punkter har skabt reaktioner – men man må gøre sig klart, at Japan står overfor et problem, som ikke lige kan klares med allerede kendt teknologi, men tværtimod vil kræve udvikling af en helt ny oprydningstekonologi. For én ting er at demontere et A-kraft, som har fungeret korrekt hele vejen igennem. Noget andet er at skulle rydde op i det nuværende strålingshelvede, hvor intet er hvor det skulle være.

På den baggrund er det ikke sikkert at forslaget om at skabe en oplevelsespark ud af det havarerede værk vækker genklang.² For ja, på den ene side var det måske vigtigt at bevare Fukushima Daiichi som monument over japansk hybris. På den anden led kan det i en proces med så mange ubekendte meget vel vise sig en del enklere at få lagt alt sikkert under jorden.

Demolition and Removal of Structures Damaged or Contaminated as a Result of the Fukushima Accident, (præsentation ved IAEA International Experts’ Meeting on Decommissioning and Remediation after a Nuclear accident) januar 2013 (pdf).¹

Tepco presentation shows clumps of melted nuclear fuel outside containment vessel – “Many unexpected situations are expected”, Energy News 21.02.2013.

Yukata Shiokura: Group wants Fukushima plant preserved for Chernobyl-style tourism, Asahi Shimbun 21.02.2013.²

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar, marts, april og maj 2013.

• I løbet af februar … vil NRA skulle markere klarere, hvilke regelsæt, der vil gælde for ansøgninger om igangsættelse fra 1. juli, og ikke mindst vil nogle af de svære afgørelse omkring aktive foldelinjer under allerede eksisterende værker spidse til. Efter nytåer har der også været en begyndende afmatning. Der bliver skrevet mindre om Fukushima-problematikken, og mere af det som blivr bragt er er nyhedstelegrammer, som aviserne blot har ændret lidt ved overskriften på.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.
Se Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2.

Optegnelser februar 2013

2. februar – Årevis før de japanske reaktorer kommer i gang igen
4. februar – Video: Understanding the accident of Fukushima Daiichi NPS
5. februar – TEPCO på fallittens rand
6. februar – Ny Greenpeace-rapport
7. februar – TEPCO obstruerede undersøgelser

16. februar – Forsyningsselskaberne “afhængige” af deres monopol
18. februar – To knuste skæbner
19. februar – Aktive foldelinjer under Higashidori-værket
19. februar – NRA: problemer på dydens smalle vej
20. februar – Greenpeace kræver firmaer bag havarerede reaktorer ansvarlige

21. februar – Offentlig adgang til alt, pånær TEPCOs materiale
22. februar: TEPCO-status over oprydningsarbejdet – blog-indlæg
22. februar - Radioaktive tun fanget langs USAs stillehavskyst  
23. februar - Halvvejs med oprydningen efter tsunamien 
24. februar - Ingen A-kraftværker klar til opstart til juli

25. februar - Abe skrotter Japans klimamålsætning
25. februar - Not in my backyard 
26. februar – et flertal af borgmestre ønsker A-kraften afviklet 
27. februar - regningen for NRAs sikkerhedsopdatering: 1 trillion yen 
28. februar – WHO: kun let forhøjet kræftrisiko efter Fukushima

Fukushima links for februar 2013.

2. februar – Årevis før de japanske reaktorer kommer i gang igen

Efterhånden som konturerne af NRAs nye sikkerhedskrav begynder at tegne sig, har forsyningsselskaberne, som driver A-kraftværkerne, markeret utilfredshed med omfanget af og omkostningerne ved de krævede sikkerhedsopgraderinger. Men tilsyneladende er der ikke tale om noget “urimeligt” i det niveau, NRA er ved at definere for reaktorsikkerheden. I Asahi Shimmbun karakteriserer man det tværtimod som at opgradere det til international standard.

Og med Fukushima-katastrofen ikke som en abstrakt risiko, men som brutal realitet, er der i et land som Japan, som med sin jordskælvsplagede undergrund nok aldrig skulle have indladt sig på atomkraften, al mulig grund til at være præcis med sikkerheden. Her er der dels det teknologiske aspekt, og den nye premierminister Shinzo Avbe har ved flere lejligheder sagt (og forsvaret en mulig opførelse af nye reaktorer med), at nye reaktoer vil være helt anderledes sikre end de i dag ældste. NRAs sikkerhedskrav er et forsøg på i den grad det er muligt at etablere en tilsvarende sikkerhed for de allerede eksisterende reaktorer.

Så for eksempel for den ældste halvdel vil der være krav om ikke ét men to sæt ventiler, som kan ventilere som man forgæves forsøgte at gøre det ved Fukushima Daiichi-værkets reaktor 1, 2 og 3 inden de eksploderede. Der vil være krav om at de har adskilte nødstrømsforsyninger, som gør, at de kan køre selv ved netnedbrud, og der vil være krav om filtre, som gør, at der, selv når man som nødforanstaltning må ventilere, ikke finder radioaktivt slip sted. Den slags burde være lavet inden Fukushima-katastrofen, og det er yderst pinligt, at forsyningsselskaberne er begyndt at slå sig tøjret, om det nu også altsammen er nødvendigt. Det er præcist den attitude, som gjorde, at Fukushima-katastrofen overhovedet kunne ske.

Det vil i nogle situationer være muligt at søge om genstart, når blot den ene af de to ventilationssystemer er etableret, når blot planerne for det supplerende system foreligger, men for en lang række centrale sikkerhedsopgraderingers vedkommende vil der ikke blive givet dispensation. Så det vil tage både 1, 2 og 3 år, før reaktorerne igen producerer. Og sandsynligvis vil mange under vejs blive opgivet, enten på grund af deres placering er uhelbredeligt problematisk, eller fordi omkostningerne ved den nødvendige sikkerhedsopgradering vil være så store, at de ikke kan tjene sig ind i reaktorens restlevetid. For det er blevet gjort meget klart, at der ikke vil blive givet dispensation til, at nogen reaktor kører ud over 30 år.

I en leder i Japan Times 5. februar gå man meget direkte i rette med disse dispensationer og spørger afsluttende: “Unfortunately, it seems that the NRA will likely allow a grace period for installing filters to remove radioactive substances at pressurized light water reactors on the grounds that hydrogen explosions are unlikely to occur in this type of reactor. There is also a possibility that the NRA will allow a grace period for the installation of a second control room and an emergency command center with seismic isolation and radiation filtering functions.

But can nuclear power plants that lack these facilities keep severe accidents under control and prevent them from spiraling into major disasters? The NRA should refrain from granting grace periods as they would only serve to gut the new safety standards.”

Selvom der nu er megen fokus på tekniske opgraderinger, nødstrømsforsyninger, bedre varsels- og evakueringssystemer, osv., så stod det med de de store rapporter, som blev lavet efterfølgende lysende klart, at problemerne nok så meget lå i forsyningsselskabernes helt utilstrækkelige sikkerhedskultur. Alt det som gik galt ved Fukushima Daiichi-værket var det forud blevet påpeget ville gå galt. Men i stedet for at tage det alvorligt og lave planer for at det ikke ville blive fatalt, så slog man det hen, forhalede det, fornægtede det og fotrængte det – og opbyggede i stedet en nærmest opiat forståelse af, at værst tænkelige uheld aldrig kunne ske på et japansk atomkraftværk.

Hvordan man får ændret den del af hele det problemkompleks, som førte til Fukushima-katastrofen, er lige nu mindre klart. Det er et mindset, som skal ændres, en attitude, hvor alle deltagende individer skal gøres medansvarlige for, at noget tilsvarende aldrig igen sker.

Tsuyoshi Inajima & Yuji Okada: Japan Atomic Safety Rules May Keep Reactors Closed for Years, Bloomberg 31.01.2013.

Jin Nishikawa: Japan elevates nuclear safety to international levels, Asahi Shimbun 01.02.2013.

NRA safety rules may keep reactors offline for years, (Bloomberg, Jiji) Japan Times 02.02.2013.

Don’t gut nuclear safety standards, (leder) Japan Times 05.02.2013.

4. februar – Video: Understanding the accident of Fukushima Daiichi NPS

.
En meget instruktiv fransk video om, hvordan en atomreaktor fungeer og hvad som gik galt ved Fukushima Daiichi-værket i døgnene efter at værket blev gennemrystet af et voldsomt jordskælv og oversvømmet af en gigantisk tsunami.

French Nuclear Experts: Did corium pierce steel liners of Fukushima reactors? How deep did it erode concrete? (video) Energy News 03.02.2013.

Video: ‘Most important’ source of radioactive releases into Pacific at Fukushima is Reactor 2, Energy News 04.02.2013.

5. februar – TEPCO på fallittens rand

Med stadig flere retssager og erstatningssager og samtlige stadigt funktionsduelige reaktorer standset på ukendt tid et TEPCOs økonomi mildt sagt i ruiner. Selskabet havde da også for længe siden måttet dreje nøglen om, hvis ikke det havde været for serier af boldtransfusioner med milliardbeløb fra den japanske stat, som tydeligvis har vurderet, at det var bedre at lade TEPCO overtage for at påtage sig i det mindste en del af det kolossalt omfattende oprydningsarbejde.

Endda tordner underskuddet sig op for TEPCO. Den forretningsplan, TEPCO har lavet for videreførelsen, har som forudsætning, at Kashiwazaki-Kariwa-værket (som med sine 7 reaktorer er ikke bare Japans, men verdens største) igangsættes med korte intervaller fra april i år. Men med den proces omkring genstarten, som er igangsat, er der intet, som tyder på, at det kommer til at ske.

De sikkerhedsforskrifter, som den nyetablerede sikkerhedsinstans NRA er ved at definere, kommer først til at ligge fast omkring 1. juli, så der bliver ikke nogle reaktorgodkendelser før den dag. Herefter forestår der for langt de fleste af Japans reaktorer et omfattende sikkerhedsoprustningsarbejde. Ikke mindst for den ældre del af Japans reaktorer vil dette kræve store og tidskrævende ombyggeninger. Så der kan gå både 1, 2 of 3 år før en reaktor er klar til genstart. Og den samlede sikkerhedspakke kan vise sig så dyr i forhold til den forventede tilbageværende driftsperiode, at man vælger i stedet at sende dem på førtidspension.

For Kashiwazaki-Kariwa-værket er der en vis sandsynlighed for, at de to ældste reaktoer aldrig kommer i gang, da de formodes at være anlagt på jordskælvsmæssigt set ustabil grund.

Tepco har derfor lagt ud med at ville bygge et nyt kulkraftværk, for i det mindste at have en eller anden form for forretningsaktivitet, som vil kunne køre uproblematisk. Det er der måske ikke noget at sige til ud fra, at der mangler energi og at man har allerede har en vis erfaring på området (forsyningsselskaberne har alle ud over deres atomkraft-reaktorer en ganske stor volumen af konventionelle fossile elværker). Men det er endda en absurd idé. Miljøministeriet har da også modsat sig det på det kraftigste, hvormod METI, ministeriet for handel, økonomi og industri, presser på.

Her er det pludselig, at man mangler en energiplan og en fremsynethed, som kan fastholde, at der (ud over en genstart af de sikreste af atomkraft-reaktorerne) først og fremmest skal udbygges med vedvarende energi, og at Japan midt i sin krisetilstand stadig har en klimaforpligtelse. Kulkraften er kun økonomisk interessant fordi Japan pt. betaler alt for meget for den flydende gas, som i høj grad har lukket hullet efter de mange standsede reaktorer.

Men når Japan har kunnet klare sig igennem med 50 reaktorer sat på standby, så får man i løbet af få år, når sandsynligvis 20-25 af de nu standsede reaktorer er i gang igen, en overskudskapacitet, som vil gøre udbygningen af den vedvarende energi mindre nødvendig.

Kentaro Uechi: TEPCO turnaround plan faces review as reactor restarts remain elusive, Asahi Shimbun 05.02.2013.

Don’t stall Tepco coal power tender: METI, (Kyodo) Japan Times 05.02.2013.

TEPCO gets approval for $7.5 billion more compensation funds, (Reuters) Asahi Shimbun 05.02.2013.

Tepco’s net loss projection snowballs to ¥120 billion for 2012, (Kyodo) Japan Times 05.02.2013.

TEPCO to procure 800,000 tons of LNG per year from U.S. from 2017, Kyodo 06.02.2013.

6. februar – Ny Greenpeace-rapport

xxx

Beyond Nuclear. The Triple Challenge facing Japanese Utilities, (rapport fra) Greenpeace 06.02.2013.

7. februar – TEPCO obstruerede undersøgelser

Nogle gange må man overveje, om det havde været bedre, hvis TEPCO var blevet fuldt nationaliseret. For virksomheden har tilsyneladende ikke rigtig accepteret sin nye rolle.

Senest er det kommet frem, at TEPCO i februar 2012 løj overfor en af de undersøgelseskommissioner, som blev nedsat af det japanske parlament for at trænge til bunds i, hvad som lå bag, at katastrofen kunne udfolde sig som den gjorde. Da undersøgelseskommissionen ønskede adgang til en bestemt bygning, den raktorbyning nr. 1 som eksploderede som følge af en reaktoreksplosion, blev det afvist med den begrundelse, at der efter at beskyttelsesbygningen var sat op, var der kulsort i bygningen, så man intet ville kunne se. Men dels var der en række ovenlysåbninger i den beskyttende bygning, dels installerede TEPCO få dage efter lys i bygningen, så undesøgelseskommissionen sagtens ville have kunnet inspicere bygningen.

Når det var interessant – og nårt det kunne være interessant for TEPCO at undgå inspektionen – var det fordi diskussionen på den tid bølgede frem og tilbage, om katastrofen var udløst af tsunamien, eller (som en række eksperter fremhævede muligheden af) katastrofen var udløst allerede af jordskælvet. En måske tilsyneladende lille og uvæsentlig forskel, men hvis det viser sig, at problemerne opstod allerede ved selve jordskælvet, vil det have vidtrækkende konsekvenser for sikkerhedsopdateringerne af samtlige reamtorer i Japan.

TEPCOs leder XX Hirose var xx februar indkaldt som vidne overfor underhuset – her blev han taget i at give vildledende/forkerete oplysninger, samtidig med, at han bedyrede, at det ikke var TEPCOs ønske at misinformere, men at der var tale om en fejlagtig information fra en enklet medarbejder. Den er der nok ikke ret mange, som køber, slet ikke med den tradition for bevidst mis- og underinformation, som TEPCO gennem årene har excelleret i.

Men nu har den nye sikkerhedssituation NRA, som i mellemtiden er blevet etableret, fået til opgave i nærmeste tid at se nærmere på situationen. NRAs leder Shunichi Tanaka siger 13. februar, at man er i færd med at forberede en undersøgelse, og lige nu overvejer, hvordan man bedst kan gribe den an. Fo selvom der er lys på stedet, er strålingsniveauet stadig så højt, at man kun kan opholde sig meget kortvarigt på stedet.

TEPCO ‘blocked’ nuclear accident investigation: panel member, Mainichi 07.02.2013.

Hideaki Kimura: TEPCO misled Diet panel, averted quake-damage inspection at Fukushima plant, Asahi Shimbun 07.02.2013.

Fukushima nuclear disaster investigation must continue, (leder) Mainichi 09.02.2013.

Hideaki Kimura: TEPCO botches apology for misleading Diet investigatory panel, Asahi Shibun 10.02.2013.

Nuclear watchdog exec held 30 illicit meetings with power firms, (Jiji) Japan Times 10.02.2013.

Hideaki Kimura: TEPCO president blames one official for misleading Fukushima investigative panel, Asahi Shimbun 12.03.2013.

Tepco’s investigation obstruction, (leder) Japan Times 14.02.2013.

NRA to inspect Fukushima reactor building following bogus TEPCO claim, Mainichi 14.02.2013.

Jin Nishikawa: Thwarted once, inspectors again seek truth about cause of Fukushima disaster, Asahi Shimbun 14.02.2013.

TEPCO forms 3rd-party verification panel over false info to block on-site reactor probe, Mainichi 19.02.2013.

16. februar – Forsyningsselskaberne “afhængige” af deres monopol

Ved ikke om man skal grine eller græde, men forsyningsselskaberne forsøger nu at undgå planerne om at liberalisere det japanske energimarked ved at sige, at det vil true mulighederne for både at drive A-kraftværker og at opføre nye værker, hvs det skal konkurrere med andre energiformer.

Ud over at det selvfølgeligt er ærgerligt for de nuværende forsyningsselskaber, hvis de må afgive deres nuværende monopoler på energileverance, så ligger der heri en interessant indrømmelse af, at A-kraften nok ikke er så billig endda.

Det kedelige er, at forsyningsselskaberne på den led gør sig til om ikke direkte modstandere af den vedvarende energi, så modstræbere overfor at give den optimale muligheder i en situation, hvor der i den grad er brug for, at verden lægger om til vedvarende energi. På den led er der ikke megen global bevidsthed eller klimaforståelse at spore i energisektorens nuværende ledelse.

Som samfund burde vi kunne kræve, at disse virksomheder ikke simpelt har profitmaksimering som mål, men en strategi, som under opretholdelsen af en økonomisk rentabilitet arbejder mod den hurtigst mulige omstilling til vedvarende energiforsyning. Hvis disse selskaber så sig grundigt i spejlet, så er det i virkeigheden den eneste langtidsholdbare løsning.

Kentaro Uechi: Power industry boss: Proposed reform threatens nuclear power generation, Asahi Shimbun 16.02.2013.

18. februar – To knuste skæbner

Siden valget i december er der blevet længere mellem artiklerne omkring Fukushima-katastrofen, og mange prøver på den ene eller anden måde at få livet til at gå videre. Men her søndag-mandag var der igen to rapporter fra virkeligheden i skyggen af Fukushima Daiichi-værket – om skæbner som følge af de tre kernenedsmeltninger, som ingen kan gøre om.

Den ene familie er definitivt knust – manden, som var ung kvægbonde, hængte sig i fortvivlelse over den uoverskuelige situation efter en tid at have måttet malke sine køer blot for at smide den ud igen, da den var for radioaktiv til at kunne sælges.

Den anden familie har i flere generationer produceret shiitake-svampe, dyrket på egestokke, som podes og lægges tilbage i skoven, så der efter 8 år kan høstes de fineste shitake-svampe. Men ikke mere, for hvor ris kun syneds at ende med at have den halve koncentration af stråling i forhold til den jord, den vokser af, så har svampene omvendt en evne til gennem deres mycelium at samle særlige stoffer og har ofte en radioaktivitet på flere gange omgivelsernes. Shitake-avleren har løbende suppleret sin indtægt gennem at indsamle vilde planter – en stor delikatesse er tempura af en række af de skovvækster, som skyder frem i det tidlige forår før træernes blade lukker for lyset for sommeren. Men der er meget lidt salg i mad indsamlet fra naturen omkring Fukushima-værket.

Winifred Bird: Fukushima radiation threatens to wreak woodland havoc, Japan Times 17.02.2013.

Yoshika Uematsu: Filipino to sue TEPCO over suicide of husband in Fukushima, Asahi Shimbun 18.02.2013.

Family of Fukushima farmer who took own life to file damages suit against TEPCO, Mainichi 21.02.2013.

Masami Ito: Suicide prompts wife to sue Tepco, Japan Times 22.02.2013.

19. februar – Aktive foldelinjer under Higashidori-værket

NRA har nu fremlagt sin (i hvert fald foreløbigt) endelige vurdering af det system af foldelinjer under Higashidori-værket på det nordligste Honshu. Og den fastslår, at der efter al sandsynlighed er tale om aktive foldelinjer, som passerer tæt forbi reaktoren.

Havde den løbet umiddelbart under, havde der ikke været tvivl, så siger loven, at det er ulovligt at bygge vigtig infrastruktur. Men det vil gøre, at styrkekravene til de eksisterende bygninger og installationer vil være markant forhøjede for at kunne modstå de forventeligt markant større påvirkninger ved et stort jordskælv på stedet.

Tohuku Electric havde ellers set frem til en opstart af deres Hiashidori-reaktor pr. juli 2015, men hvis det ender med, at selve fundamenterne skal forstærkes, kan det bleve både meget bekosteligt og meget langvarigt. Så efter NRAs afgørelse vil der med stor sandsynlighed komme til at gå markant længere tid. I første omgang vil Tohuku Electric søge at gennemføre yderligere undersøgelser for på bagggrund af NRAs afgørels at få indkredset, hvad der skal til for at kunne drive et A-kraftværk på stedet – om det overhovedet er muligt.

Ei Okada: News Navigator: What is the future of active fault inspections at nuclear plants? Mainichi 17.02.2013.

Faults may be active under Aomori plant, (Kyodo) Japan Times 19.02.2013.

Ryuta Koike: Nuclear watchdog: Fault lines under Higashidori plant are active, Asahi Shimbun 19.02.2013.

Panel deems quake faults at Higashidori nuclear plant active, Mainichi 19.03.2013.

19. februar – NRA: problemer på dydens smalle vej

i en leder i dag trækker Japan Times situationen ganske skaprt op omkring den stadig ganske nyetablerede sikkerhedsinstans NRA, på baggrund af at det har vist sig, at en i NRAs sekretariat ganske højt placeret embedsmand, Mr. Nayuki, dels har udleveret papirer til forsyningsselskaber, dels uopfordret – og mod NRAs interne regler – har deltaget i 30 møder med forsyningsselskaberne i sager, hvor der har været rejst tvivl om aktive foldelinjer.

Der er ikke tale om statshemmeligheder, og det er heller ikke det, som lederen harcellerer mest over. Det er tvært imod det, at den kammeratlige udviskning af grænserne mellem det kontrollerende og det kontrollerede, som hærgede NRAs forgænger, hvor også den faglige ekspertise bliver udmanøvreret af administrative forviklinger – hvilket var en af de centrale grunde til, at Fukushima-katastrofen overhovedet kunne ske – tydeligvis er fortsat. Og hvor man nu har givet vedkommende en mild irettesættelse og har flyttet vedkommende tilbage til sit gamle ministerium (hvorfra han stadig vil have indflydelse på A-kraft-spørgsmålet), så taler lederen for, at vedkommende skal smides ud (der foreligger en regel for, at man ikke fra NRA kan gå tilbage til sin gamle arbejdsplads, for at undgå at den åbne transparente proces igen snigløbes), og NRAs ledelse bør stå frem med en klar markering af, at man forstår det problematiske i det skete, og en solid undskyldning for, at noget sådant overhovedet kunne ske.

Desværre er det overhovedet ikke er underligt, at det er sket. For hvor man godtnok udpegede en ny ledelse til NRA (som først blevet endeligt godkendt for få dage siden), så fulgte størstedelen af den gamle stab med fra de instanser, hvis dybt problematiske praksis man ville til livs. Og der har fra dag ét været så mange store “udenrigspolitiske” spørgsmål at skulle forholde sig til, at NRA ikke har haft et halvt år til at fokusere på virksomhedsopbygning og fælles værdiskabelse. Tværtimod har man været kastet ud i et bjerg af presserende opgaver og i en situation, hvor det japanske samfund skriger på en energimæssig afklaring, har man måttet bruge mange kræfter på overhovedet at skabe et frirum til at kunne træffe for fremtiden vitale beslutninger i en bare nogenlunde rolig kadence.

Hændelsen viser med al tydelighed, hvor svært det vil blive at sikre en klar håndtering af A-kraften i fremtidens Japan. For landet har en lang tradition for den slags løbende under hånden-information summemødeuformel beslutningsproces-afgørelse, hvilket faktisk får meget til at fungere ret godt i et land med mange mennesker på lidt plads – når blot ikke lige det er farligt legetøj som A-kraftværker.

Hændelsen viser med alt tydelighed, at det stadig er et åbent spørgsmål, om Japan er i stand til at skabe en reel sikkerhedskultur omkring sine reaktorer.

NRA secretariat must halt collusion, (leder) Japan Times 19.02.2013.

Nuclear Regulation Authority members finally get lower house approval, Kyodo 14.02.2013.

20. februar – Greenpeace kræver firmaer bag havarerede reaktorer ansvarlige

.
Og de gør det samtidig med frigivelsen af denne video, som i al sin enkelhed viser Mitsuhiko Tanaka fortælle om, hvordan han i sin tid var leder af designgruppen for Fukushima Daiichis reaktor 4. Han fortæller om, hvordan der allerede fra staten af var en fejl ved støbningen af det indre kammer, som man ikke meddelte, fordi det ville være ruinerende for firmaet, hvis den skulle laves om.

Han stod senere frem og fortalte hvad der var sket, og der blev lovet en efterforskning. Men der skete intet. Reaktor 4 står i dag helt ramponeret på grund af en gaseksplosion, som pulveriserede den ydre bygningsskal. Men den indre beholder undgik kernenedsmeltning, da den 11. marts 2011 var midlertidigt standset for det årlige vedligeholdelsescheck.

Når reaktor 4 i dag alligevel er en af de største risikomomenter ved Fukushima Daiichi-værket, er det fordi der i en kæmpe vandtank højt over jorden er gemt mange tusinde brugte brændselslegemer, og der tilsyneladende er sket en vis strukturel beskadigelse af vandtanken bæring. Hvis et stort jordskælv igen gør, at disse brændselslegemer tørlægges, er der en reel risiko for endnu en kernenedsmeltning, og med et markant større udslip af radioaktivt materiale ned ved de første tre tilsammen.

I dag står det jalanske folk overfor at måtte betale regningen for den slendrian, som har ført til, at Fukushima-katastrofen overhovedet kunne ske. Med sin markering vil Greenpeace lægge op til, at de virksomheder, som har designet og udført reaktorerne, bliver stillet til ansvar overfor deres andel i katastrofen.

Greenpeace wants nuclear plant suppliers held accountable for Fukushima crisis, (Kyodo) Japan Times 20.02.2013.

Japansk atomkraftværk sender regningen til ofrene, Greenpeace 19.02.2013.

21. februar – Offentlig adgang til alt, pånær TEPCOs materiale

Som en del af arbejdet med at sikre Japans fremtidige atomkrafværker er NRA ved at forberede en stor online database, hvor man kan søge på samtlige dokumenter i forbindelse med Fukushima-katastrofen – i alt omkring 900.000 sider. Dette er en enestående mulighed for at få udforsket og bearbejdet det tragiske hændelsesforløb, som man her to år efter stadig ikke har fået fuldt under kontrol.

Men det havarerede værks ejer TEPCO, som i princippet er opkøbt af den japanske stat, har indtil nu modsat sig offentliggørelsen af deres del af materialet. Med en leder i dag forsøger Japan Times at lægge et pres på TEPCO for at få virksomheden til at offentliggøre også sin del.

TEPCO har indtil nu været yderst tilbageholdende med at frigive materiale – senest er det kommet frem, at man har haft held til at holde foreløbig tre undersøgelseskommissioner på afstand. Man har drypvis frigivet videoer af kommunikationen under hændelsesforløbet, de sieneste her 1½ år efter hændelsen. Men alt er redigeret, stemmer sløret osv., så ingen skal kunne identificere, hvem som siger og gør hvad. Mer og mere tyder således på, at der er meget at skjule.

Og gradvist tegner der sig post Fukushima et mønster for TEPCOs adfærd, hvor intet for alvor er forandret, hvor man ikke for alvor ønsker at komme til bunds i spørgsmålet, hvordan det kunne ske … og hvor man må sige om den gruppe af borgere, som har sagsøgt TEPCO for at få dem frakendt retten til at drive A-kraftværker, at de har en god sag.

Disclosure of nuclear crisis data, (leder) Japan Times 21.02.2013.

22. februar – TEPCO-status over oprydningsarbejdet ved Fukushima Daiichi

Skrevet blog-indlægget TEPCO-status over oprydningsarbejdet ved Fukushima Daiichi på baggrund af en præsentation af TEPCOs Shunichi Suzuki ved et IAEA ekspertmøde om afvikling af atomkraftværker.

22. februar – Radioaktive tun fanget langs USAs stillehavskyst

Stanford University har netop offentliggjort en undersøgelse, som viser, at blåfinnet tun fanget langs den californiske kyst indeholder cæsium fra Fukushima-katastrofen. Den blåfinnede tun er en rovfisk som ligger højt i fødekæden, og for hvert led i fødekæden sker der en opkoncentrering, så selvom radioaktiviteten gradvist spredes medde store havstrømme over hele Stillehavet, så sker der en markant opkoncentrering i fødekæden. De målte doser ligger dog under de fastsatte grænseværdier, så der burde ikke være sundhedsproblemer forbundet med at spise tunen, som er en klassiker i sushi-køkkenet.

Og med de ganske mange prøvesprængninger, som har fundet sted gennem årene, er der givet en del af radioaktiviteten, som stammer tilbage fra før Fukushima. Men der er omvendt også fundet markante mængder af ganske kortlivede radioaktive isotoper, som sandsynliggør, at en markant del af radioaktiviteten stammer ffra Fukushima.

Noget helt andet er, at den blåfinnede tun er tæt på at være udrydningstruet, så hvis den blev erklæret sundhedsfarlig at spise (og forbundt at have på menukortet i en årrække), ville det måske kunne hjælpe på bestandenes genkomst (se tidligere blog-indlæg: Årets nytårstun og Den blåfinnede tun).

Særligt bundfisk ud for Fukushimas kyster har stadig markant forhøjede doser, sålede blev der for nylig fanget en fisk i havnebassinet umiddelbart ud for Fukushima Daiichi-værket med en koncentration af cæsium som var 2.500 gange over det tilladte (se optegnelser for 19. januar).

Natalie Wolchover: Radioactive Tuna In Pacific Raises Questions About Fukushima Severity, Huffington Post 31.05.2012.

Joe Satran: Bluefin Tuna Caught Near California Still Radioactive Years After Fukushima, Huffington Post 21.02.2013.

Aaron Sankin: Radioactive Fish Found In California: Contamination From Fukushima Disaster Still Lingers, Huffington Post 22.02.2013.

Eryn Brown: Radioactive tuna from Fukushima? Scientists eat it up, Los Angeles Times 25.02.2013. 

23. februar – Halvvejs med oprydningen efter tsunamien

Her snart to år efter en gigantisk tsunami vaskede ind oveer det nordlige Tohukus Stillehavskyst nærmer man sig så småt halvvejs i det kolossale oprydningsarbejde. 7,54 mio. ton affald (eller 46% af i alt 16,82 mio. ton) er blevet brændt eller begravet. Nogle præfekturer er længere end andre. Således har man i Fukushima-området, hvor man oveni tsunami-problemerne må kæmpe med problemer med radioaktivitet efter katastrofen ved Fukushima Daiichi-værket, endnu kun nået 31% af de anslåede affaldsmængder efter tsunamien. Her har arbejdet med at dekontaminere for strålingsforureningen dertil, at mennesker kan vende tilbage, haft høj prioritet, og oprydningen langs kysten i det evakuerede område er kun langsomt ved at komme i gang. Så det bliver en hel generation, for hvem tilværelsen kom til at stå i genopbygningens tegn.

25. februar bringer Japan Times via nyhedsbureauet Jiji tilsvarende tal, som fastslår, at kun omkring 35% af affaldet efter tsunamien på nuværende tidspunkt er ryddet op, og at man i Fukushima kun har nået 17%. Tydeligvis kan ikke begge sæt tal være korrekte!

Akemi Kanda: Nearly half of Tohoku disaster debris disposed of, Asahi Shimbun 23.02.2013.

35% of tsunami debris disposed of, (Jiji) Japan Times 25.02.2013.

24. februar – Ingen A-kraftværker klar til opstart til juli

Ifølge en rundspørge foretaget af Asahi Shimbun er der ingen af Japans 17 A-kraftværker, som opfylder NRAs fornyede retningslinjer for sikkerhed. Dermed står Japan overfor endnu en sommer i energibesparelsernes tegn

… mere tekst på vej.

Survey: No nuclear plants meet new safety standards, Asahi Shimbun 24.02.2013.

NRA safety rules may keep reactors offline for years, (Bloomberg, Jiji) Japan Times 02.02.2013.

Ryuta Koike: New NRA rules tough on tsunami, could delay reactor restarts, Asahi Shimbun 29.01.2013.

Reactors’ 30-year age limit stands for now: NRA, (Kyodo) Japan Times 23.01.2013.

Jin Nishikawa: Watchdog to set strict evacuation rules for nuclear accidents, Asahi Shimbun 22.01.2013.

NRA drafts tightened nuke plant safety rules, (Kyodo) Japan Times 22.01.2013.

25. februar – Abe skrotter Japans klimamålsætning

Det fremgår af dagens NHK nyhedsudsendelse, at den nye japanske regering er til sinds at skrotte de klimamål, som Japan vedtog i 2009, som sigtede mod at reducere CO2-udledningen i 2020 med 25% i forhold til 1990. Tillader mig at kopiere ind fra NHK, da deres nyhedstekter typisk kun er online i kort tid, så man ikke kan linke:

“Japan’s main governing Liberal Democratic Party plans to set a new target for cutting greenhouse gas emissions by the next UN climate change conference in November.

The former Democrats-led government pledged to reduce emissions by 25 percent from 1990 levels by the year 2020. But the LDP plans to revise the target from scratch, saying it has become unfeasible with almost all nuclear power plants in Japan offline since the 2011 Fukushima accident.

A joint panel of the party says it will set a new target and include recommendations to be submitted to the government, after holding hearings with academics and power industry insiders. The panel says Japan has been leading international efforts to fight global warming. It says that at the upcoming UN conference, the country should express its determination to strike a balance between economic revival and environmental conservation.”

Et ord som “feasible” giver meget godt holdningen, at klimaindsats er noget som skal kunne betale sig. Og så snart, der opstår problemer, er det OK at sætte sig nogle andre mållsætninger. Noget andet er, at Japan på linje med lande som USA og Canada bliver ved med at præsentere sig som klimaforegangslande, selvom det er en påstand, som grænser til det absurde. Den japanske klimainsats har været katastrofal i sin ensidige prioritering af udbygningen af A-kraften, mens udviklingen af vedvarende energikilder har haltet håbløst efter. Selv uden Fukushima-katastrofen ville denne prioritering inden for få år have mødt en mur. Nu vil genstarten af hver eneste af Japans reaktorer møde massiv folkelig modstand. Og med udsigten til stærkt skærpede sikkerhedsforanstaltninger for at få reaktorerne i gang igen vil det meget vel kunne vise sig, at mange aldrig kom igang igen. Så ja, det kræver en viljesindsats i den situation at opretholde en bare lidt mere langsigtet ambitiøs klimamålsætning, og det kræver at nogen har overblik til at standse absurditeter som TEPCOs planer om at bygge nye kulkraftværker. For er der noget, som Japan og verden og japansk klimaindsats ikke har brug for, så er det flere kulkraftværker. 

LDP to revise target for cutting greenhouse gas, NHK 25.02.2013.

25. februar – Not in my backyard

En anden af dagens post Fukushima nyheder var, at forhandlingerne mellem de centrale og de lokale myndigheder om, hvor de store mængder af radioaktivt affald skal placeres, er noget nær brudt sammen. Måske ikke så sært, for hvor der kan være mange frynsegoder ved at have et atomkraftværk i sin baghave, så er der ikke meget status i at blive atomkirkegård.

De forhandlinger, som skulle have endt med, at to statsejede skovarealer Yaita og Takahagi blev konverteret til atomaffaldsoplagsplads, er endt så galt, at miljøministeriet nu starter processen helt forfra.

Nu er problemet, at et helt værk med seks reaktorer står overfor demontering. Men Japan har siden 1970erne opført mere end 50 reaktorer, som alle indenfor en overskuelig årrække skal igennem samme proces, så inden den nuværende regering får genoplivet alt for mange planer om nye reaktorer, var det måske en idé at gennemtænke, hvor de radioaktive rester skal blive af bagefter. For den tid kommer – og tilsyneladende er der ingen, som vil kendes ved det radioaktive affald.

Japan to rethink candidate sites for nuclear waste disposal, (Jiji) Japan Times 26.02.2013.

Ministry forced to start radioactive waste disposal site plan over, Asahi Shumbun 26.01.2013.

26. februar - Et flertal af borgmestre ønsker A-kraften afviklet

Asahi Shimbun har lavet en rundspørge samtlige landets borgmestre for at lodde deres holdning til genstarten af de japanske A-kraftværker. Af de adspurgte mener 45%, at A-kraften bør afvikles, nogle få svarede iden 10 år, flere mente over 30 år, men flertallet mente, at udfasningen skulle ske over en 20 årig periode. Omvendt mente 35% af de adspurgte, at A-kraften var nødvendig “for the time being”, mens kun en sjettedel heraf mente, at A-kraften ville være uundværlig i fremtiden.

Det er her man kan skrige af japanske undersøgelsers indeimellem helt elendige spørgsmål, for man kan godt mene at A-kraften er nødvendig “for the time being” og så søge A-kraften afviklet i løbet af 10, 20 eller 30 år. Ganske mange i det lyserøde felt kunne gå ind for en udfasning på sigt, men har blot ikke sat tidsramme på. Men det tegner tilsammen et billede af, at der på lokalt niveau er et stort ønske om på bare lidt længere sigt at blive fri for A-kraften.

Efter selve tallene bringer artiklen en lang række kommentarer fra borgmestrene. For eksempel omrking værket i Hamaoka, som Naoto Kan beordrede lukket kort efter Fukushima-katastrofen, da det stod klart, at det var placeret, så der er en endog meget stor risiko for, at det bliver ramt af et voldsomt jordskælv inden for de nærmeste år, er værkets ejer ufortrødent gået i gang med at bygge en høj tsunami-beskyttelse omkring værket. Og da det stod klart, at den maksimalt forventelige tsunami ville være nogle meter højere end den beskyttelse, an var ved at bygge, så gik man fluks i gang med at forhøje den nogle meter. Men Asahis rundspørge viser, at 9 ud af 11 borgmestre for samfundene omkring Hamaokaværket er for en udfasning af A-kraften, så man kan meget vel stå med den situation, at selvom et sådant værk blev sikkerhedsmæssigt opgraderet, så ville den folkelige og lokalpoltiske modstand mod genstarten være så stor, at reaktorerne aldrig blev fuldt genstartet. 

“The Hamaoka plant and other plants located in regions at higher risk should not be restarted,” sagde Shigeki Nishihara, borgmester for Makinohara (nær Hamaoka). “But if they are confirmed safe and we win the consent of residents, we can accept temporary operations.”

En anden interessant ting, som Asahis rundspørge lægger for dagen er, at de fire kommuner, som er vært for flest reaktorer, alle ønskede dem afviklet. Så det er ikke engang sådan, at dem som huser dem og har de løbende økonomiske frynsegoder fra deres drift (som er ganske betydelige), for enhver pris ønsker dem bevaret. Tværtimod.

Og med kernenedsmeltningerne ved Fukshima Dai-ichi-værket i underbevidstheden – en hændelse som ikke kunne ske - står man da også med det scenario, som ingen ønsker for sit lokalområde, at det i værst tænkelige situation meget vel kan være ubeboeligt i årtier.

Survey: 45% of local leaders want nuclear phaseout; 35% say reactors are needed, Asahi Shimbun 25.02.2013.

27. februar – regningen for NRAs sikkerhedsopdatering: 1 trillion yen

Forsyningsselskaberne har offentligjort et overslag over, hvad det vil koste at bringe Japans nu standsede reaktorer i overensstemmelse med NRAs  nye sikkerhedsforskrifter – det bliver tilsammen næsten 1 trillion yen, eller lidt mere præcist 998,7 mia. yen.¹

Det viser med al tydelighed, hvor stort et efterslæb, Japans flåde af reaktorer frem til Fukushima-katastrofen har kørt med. Der vil givet komme reaktioner – om det nu også altsammen er nødvendigt? Men omvendt er der ingen, som ikke forstår, at hvis Japans reaktorer skal have nogen chance for at komme i gang igen – selv hvis planerne er en gradvis udfasning – så vil det kræve, at sikkerheden på samtlige værker er optimeret, så vidt det overhovedet er muligt.

Omregnet svarer det til cirka 75 mia. kr. eller i gennemsnit 1,5 mia. kr. pr. reaktor. Så set i forhold til en relativt nyopført reaktor, som potentielt har mange års produktion foran sig, er der tale om et mindre beløb. Men for reaktorer, hvor der måske kun er få års forventet restlevetid tilbage, og hvor de fornyede sikkerhedskrav er særligt stramme – det vil typisk være de ældste reaktorer, hvor kravet om sikkerhedsopdateringer er størst - kan det meget vel føre til, at man ender med at vælge at lukke de pågældende reaktorer.     

Jin Nishikawa & Ryuta Koike: Nuke plant operators put tab on new safety standards at 1 trillion yen, Asahi Shimbun 27.02.2013.¹

Nuclear agency updates disaster mitigation rules, (Kyodo) Japan Times 28.02.2013.

Survey: No nuclear plants meet new safety standards, Asahi Shimbun 24.02.2013.

28. februar – WHO: kun let forhøjet kræftrisiko efter Fukushima

Hvilket bygger på antagelser, som vi ved meget lidt om … og ønsketænkningen, at det ikke er så skræmmende galt endda. Mere på vej …

World Health Organisation Downplays Health Impacts of Fukushima Nuclear Disaster, Greenpeace 28.02.2013.

Stephanie Nabehai: Higher cancer risk after Fukushima nuclear disaster: WHO, Reuters 28.02.2013.

Global report on Fukushima nuclear accident details health risks, (pressemeddelelse) WHO 28.02.2013.

WHO says only slightly higher cancer risk for Fukushima residents, (AP) Japan Times 01.03.2013.

Activists fault WHO report on Fukushima radiation, (AFP) Global Post 11.03.2013.

Se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar, marts, april og maj 2013.

Der var håb om, at DPJ (regeringsparti fra 2008-12) kunne forløse situationen, men skuffelsen over at premierminister Noda hen over hovedet på befolkningens ønsker og frygt gennemtvang en genstart af to reaktorer ved Oi-værket, er kolossal. Med den indignation over det politiske systems ryggesløshed, som en film som denne blotlægger, kommer vi tæt på en forklaring af, hvorfor Japan ved valget endte med at straffe DPJ eftertrykkeligt blot for at genindsætte et parti (LDP), som om noget ønsker atomkraften i Japan udbygget (se optegnelser for juni, juli og august 2012). 

Skaberne af filmen Women of Fukushima – på japansk Fukushima no Onnatachi - skriver om deres baggrund for at lave filmen:

“The full ramifications of the aftermath of the disaster that occurred at the Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant in March 2011 will take decades to unfold. Having shifted from the initial visceral drama to a more long-term, almost invisible threat, there is a real risk that the situations faced by residents of Fukushima Prefecture will simply vanish from the radar screens of the world’s media (or, in the case of Japanese media, remain non-existent). To this day, as a result of the meltdowns, children can’t play outside, families are breaking up, and women are even having abortions for fear of genetic damage to their unborn children. Hope is hard to come by in Fukushima.

However, after meeting a group of outspoken local women, we were compelled to capture their spirit and stories. These Japanese women, traditionally shy and quiet, have taken their anger, anxiety, frustration and loss of hope, and turned it into a rallying call to move forward to change Japan and the world into a safer place for our children. Their resilience and honesty in the face of the Japanese government’s lies and complacency compelled us to provide a platform for them to speak their minds. The results surprise, shock and inspire.

Our motivation for making this film was to ensure that the world could witness the honesty and courage of these women who have dared to speak up, while others have remained silent.”¹

The Filmmakers, Women of Fukushima.¹

”We, the people, still believe that our obligations as Americans are not just to ourselves, but to all posterity. We will respond to the threat of climate change, knowing that the failure to do so would betray our children and future generations (applause). Some may still deny the overwhelming judgment of science, but none can avoid the devastating impact of raging fires and crippling drought and more powerful storms.

The path towards sustainable energy sources will be long and sometimes difficult. But America cannot resist this transition, we must lead it. We cannot cede to other nations the technology that will power new jobs and new industries, we must claim its promise. That’s how we will maintain our economic vitality and our national treasure – our forests and waterways, our crop lands and snow-capped peaks. That is how we will preserve our planet, commanded to our care by God. That’s what will lend meaning to the creed our fathers once declared.”

Efter års klima-tavshed må dette siges at være en overraskende klar udmelding. Joe Romm fra Climate Progress benævnte ligefrem Obama som “Climate Hawk”. Men vi har stadig til gode at se, hvad det betyder i praksis, om Obama reelt formår at lade den “all of the above”-politik bagude, han præsenterede i valgkampens sidste fase, hvor der ikke var grænser for, hvor meget der skulle frackes, drilles og produceres.

Her i allernærmeste fremtid skal han tage endeligt stilling til Keystone XL rørledningen, som hvis den etableres vil give canadierne fri adgang til deres verdensmarked med den både for deres egne landskaber og for verdens klimaindsats ødelæggende tar sand-olie. Det er en svær afgørelse for Obama – af mange miljøorgansationer set som en lakmustest for, om der er handling bag hans veltalenhed. For forsyningssikkerhedesmæssigt er det fristende at veksle den nuværende afhængighed af arabisk olie til en afhængighed af den canadiske olie. Men nu hvor valget var ovre, er det på tide at få sat nogle principper og standarder. Et amerikansk nej til Keystone XL vil nok ikke i sig selv standse canadiernes vanvidsprojekt (se tidligere blog-indlæg tagged Alberta). Men samtidig er EU tæt på at have sat standarder, som gør at olien ikke kan bruges i Europa. Og USAs nabo mod nord trænger i den grad til en klimamæssig vækkelse.

Klimadiskussionen har i Obamas første præsidentperiode været ganske betændt – på den ene side præget af, at den ultrahøjreorienterede Tea Party-fraktion af det republikanske parti har været ganske højtråbende i sin klimafornægtelse, på den anden side det lidt paradoksale, at Obama efter tilsvarende udmeldinger i sin valgkamp i 2008 tilsyneladende valgte ikke at tage kampen om luftherredømmet op, når det galdt klima-diskussionen, og på et møde i 2009 bad miljøorganisationerne om at holde lav profil. 

Nu er der gang i en omstrukturering af den store maskine af frivillige, som har været med til at sikre, at Obama blev genvalgt. Der er tale om hundredetusindvis af mennesker, som ikke mindst i svingstaterne har gået fra dør til dør igennem store dele af 2012. Hvis hele denne ‘hær’ af informanter i stedet satte ind med policy-information, så ville det kunne styrke forståelsen af nødvendigheden af, at USA går målrettet ind og tager sin del af ansvaret for at få stabiliseret klimaet. Hvis først alle disse mennesker skal ud at tale om nødvendigheden af gun control, dernæst om forestående immigrationslove og nødvendigheden af at fastholde de sundhedsreformer, som Obama endte med at prioritere højere end klimaet i første periode, så er det ikke sikkert, at det det er nok til at få den folkelige forståelse af klimaindsatsens nødvendighed konsolideret én gang for alle. For Obama har ikke bare et flertal i kongressen imod sig – i det mindste i de kommende to år. Han er samtidig oppe mod en massiv misinformationskampagne, som er kynisk finansieret af en amerikansk kul- og olieindustri, som siden 2. verdenskrig har vænnet sig til, at man i den amerikanske lobby- og medievirkelighed kan købe sig til snart sagt hvad som helst.

Men med talen i dag har han i det mindste spillet klart ud med, hvad han – og USA – burde gøre. I den udstrækning, det rent faktisk sker, er den globale klimaaftale, som har så hård en fødsel i FN-regi meget tættere på at kunne blive virkelighed. Selvom Obama i sin tale i dag undlod den hope og change-retorik, som bar ham gennem valget for fire år siden, så er der efter i dag paradoksalt mere grund til håb på klimaets og fremtidens – og USAs fremtids – vegne.  

I øvrigt er Obamas inauguration speech en på mange måder fremragende tale, hvor han får forbundet en række af de nødvendige indsatser og den forestående klimaindsats med fundamentale størrelser i den amerikanske grundlov. Så den er i den grad værd at høre i sin helhed. 

Se tidligere blog-indlæg om den amerikanske klimafornægtelse: Alden Meyer: Union of Panicked Scientists, 99,8% af videnskabelige artikler enige om global opvarmning, Sandy bryder klimatavsheden, Klimaudfordringens fortielse i det amerikanske valg, Donald Brown: Romneys klimafornægtelse, Donald Brown: Forbrydelse mod menneskeheden, Disconnecting the dots, Deepak Chopra om klimaudfordringen, Heartland Institute – i klimafornægtelsens hjerte, Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate, Skeptic Arguments sorted by taxonomy og Noam Chomsky om klimafornægtelsens dynamik.

Se tidligere blog-indlæg tagged valgkamp 2012.

Joe Romm: Obama Goes Hawkish: Failure To Respond To Threat Of Climate Change, ‘Would Betray Our Children And Future Generations’, Climate Progress 21.01.2013.

Obama’s Second Inaugural Address: Watch Here, Mother Jones 21.01.2013.

Erica Martinson: Obama promises action on climate change, Politico 21.01.2013.

Andrew Restuccia: Joe Biden to climate activists: ‘Keep the faith’, Politico 21.01.2013.

Patrick Rucker: Obama gives unexpected nod to climate as second term priority, Reuters 21.01.2013.

Matt Spetalnick & Jeff Mason: Confident Obama lays out battle plan as he launches second term, Reuters 21.01.2013.

James Murray: Obama: ‘We will respond to the threat of climate change’, Business Green 21.01.2013.

Suzanne Goldenberg: Climate change moves to forefront in Obama’s second inaugural address, The Guardian 21.01.2013.

Suzanne Goldenberg: Obama under pressure after Nebraska governor signs off on Keystone XL, The Gaurdaian 22.01.2013.

Obama address ties current issues to founding principles, (AP) (Obamas tale) Japan Times 23.01.2013.

Varie Volcovici: Analysis: Obama’s next climate steps apt to be temperate, Reuters 23.01.2013.