Ved de igangværende klimaforhandlinger i Bonn var der i går ‘Workshop on equitable access to sustainable development’. Her var der blandt mange andre et indlæg fra Singapore, som i sin form var overraskende defensivt. Energi- og ressource-optimeringsmæssigt havde man i Singapore allerede gjort det ene og det andet – en indsats, som gik helt tilbage til 1990erne, og med Singapores særlige situation ville man ikke kunne gøre ret meget mere [sic]. Singapore er stort set byareal, med mange, mange millioner mennesker på et meget lille areal, med meget begrænsede mulighed for at lave vindmøllefarme, høste bølgeenergi, termisk energi og biomasse, og selv hvis man satte solceller på alle tage ville det kun kunne dække en mindre del af Singapores energibehov. Så der var ikke nogen let løsning for Singapore uden fossile brændstoffer – faktisk var det ifølge oplægsholderen umuligt at forestille sig Singapore uden fossile brændstoffer.

Det lyste ud af præsentationen, at Singapore var hunderæd for af det internationale samfund at blive holdt op på at være et rigt land, som skulle klare særligt store udledninger, da man 1) allerede havde høstet de lavthængende frugter, 2) havde særligt vanskelige vilkår for hurtige nedskæringer, og 3) historisk set havde små udledninger.

Dette bringer mig til spørgsmålet, om det, som det ofte bliver fremhævet, er den optimale klimaløsning, at mennesker bor i store byer? Og om vi for at kunne svare bekræftende på dette er nødt til at undersøge og forstå dette spørgsmål i en bredere kontekst? I hvert fald var dette indlæg fra Singapore én stor understregning af det så godt som umulige i, at byerne i sig selv blev klimavenlige og bæredygtige.

Indlægget fra Singapore fik mig til at tænke højt, hvad jeg ofte har været lige ved at tænke, at vi bliver nødt til at finde en anden måde at tænke byer og bæredygtighed på, hvor byen som system ikke bare er selve bykernen, og ikke bare det urbane sprawl af endeløse forstæder, som i hvert fald ikke er nogen klima- og bæredygtighedsmæssigt hensigtsmæssig løsning, men som man fuldstændig fortrænger, når man taler om fordelene ved den tætte by. For i praksis findes der ikke nogen tæt bykerne uden et langt større bånd af forstæder – bycentrene virker som magneter, med en transformerende effekt, som når langt ud i de omkringliggende landskaber. Som Singapores defensive indlæg viser – så er den tætte by for sig i praksis en størrelse, som det er svært at forestille sig fuldt bæredygtig.

Tag Manhattan, sindbilledet på den tætte by. Selvforsynende med energi, fødevarer, byggematerialer, tekstiler – nej tværtimod er en by dybt afhængig af sit opland. Storbyen har en symbiotisk afhængighed af, at der er en verden omkring, hvor man til stadighed kan hente sine råvarer og dumpe sine rester. Og selvom Manhattan er omgivet af vand og ligner den perfekte tætte by, så er den også omgivet af et bredt bånd af urban sprawl – en zone, som hverken har den tætte bys fordele i form af, at vi bruger færre ressourcer og har lettere ved at lave en kollektiv transport, eller det åbne lands produktive funktioner. Arealerne mellem husene er her i stor udstrækning parkeringspladser og pyntehaver.

Hvis man forestillede sig det areal, hvorfra Manhattans (eller mere klargørende hele New Yorks) befolkning fik sin mad, sin beklædning, sine bygge materialer, sin varme og elektricitet – hvad man kunne betegne ”det moderne opland” eller måske mere rammende ”det globale opland” – så har man et billede af hele det system, som understøtter Manhattan og new York, og som må gøres bæredygtigt, før Manhattan og New York med rimelighed kan kaldes bæredygtig.

Tilbage til København, så står vi med en kommune, som har en fornem ambition om at blive CO₂-neutral i 2025, men ud fra en snæver definition af CO₂-neutralitet , som indebærer, at der frem mod 2025 skal reduceres ~5 ton CO2 pr. indbygger pr. år. For et års tid siden opgjorde NIRAS, at hver borger i hovedstadsområdet havde et samlet CO2-fodaftryk på 19,3 ton pr. år – eller næsten fire gange mere. Vores brug af ”oplandet” tegner et verdensomspændende net, hvor vores mad (og vores husdyrs mad) høstes over hele verden, vores byggematerialer hentes hjem fra hele verden, vores tøj og praktiske fornødenheder fremstilles i lande med billigere lønninger og færre miljøkrav, mens en stadig større del af vores fritid udspiller sig på højfjeldet eller under sydlige himmelstrøg. Altsammen muliggjort af en kunstigt billig transport, som er ved at bringe klodens klimasystem alvorligt ud af balance.

Her ville det give god mening at forsøge at se byen i et systemisk perspektiv – nærmere bestemt som det system, som leverer de økosystem-tjenester, som gør, at vi kan opretholde livet i byerne. En mark her, en mine dér, en frugtplantage, en skov, en fabrik og en badestrand dér og dér. Det ville give et bybillede, som passer bedre med vores samlede CO₂-aftryk. Og det ville gøre det forståeligt – og naturligt – at vi i vores klima- og bæredygtighedsindsats må virke for at optimere ikke bare vores byer, men vores samlede tilstedeværelse i hele systemet.

Det ville også tydeliggøre indsatsen for, at byernes opland igen bliver det umiddelbare opland: At vi i langt større udstrækning spiser årstidens lokalt producerede råvarer, at vi ikke er med til at fælde regnskov for at få plads til sojamarker, at vi bygger af lokale materialer og i langt højere end i dag, høster vores energi og fornødenheder i det umiddelbare opland osv. Man kunne måske ligefrem opstille et indeks for, hvor lokalt en bys opland kunne gøres.

Tilbage til Singapore, så burde verdenssamfundet hjælpe en sådan moderne bystat ud over sin fastlåsthed i det, at det ikke kan lade sig gøre. Måske ved at udskrive en åben international konkurrence om, hvordan Singapore kunne afvikle sin fossile afhængighed, måske bare ringe til ARUP og få dem til at lave en plan for CO₂-neutralitet.

For selvfølgelig kan det lade sig gøre, i hvert fald sådan som København lige nu definerer CO₂-neutralitet. Og det er når man hører sådanne indlæg, at man forstår, at det nytter at gøre København CO₂-neutral, langt ud over de få mio. ton CO₂, der er tale om ved indsatsen i København. Der er brug for klare eksempler på, at byer kan opnå CO₂-neutralitet og samtidig gennemgå en både hensigtsmæssig og attraktiv udvikling.

Dermed bliver det også vigtigt at tage diskussionen, om Københavns nuværende definition på CO₂-neutralitet holder som mål. For det skulle gerne være sådan, at hvis alle byer gjorde som København, at det så virkelig nyttede, og det rent faktisk neutraliserede vores CO₂-påvirkning af omgivelserne. Og det er præcist her, vi er nødt til at indtænke vores globale opland, og sikre, at ikke kun det, som sker inden for bygrænsen, bliver CO₂-neutralt, men at vi får slanket hele vores CO₂-fodaftryk .

Tilbage til klimaforhandlingerne i Bonn, så er det ved sideløbende sessions som disse, at der til stadighed sker fremskridt, og verden gradvist lykkes med at skabe en fælles forståelse af, som her hvad lighedsbegrebet overhovedet indebærer. Hvordan kan vi fordele den nødvendige klimaindsats, så alle lande yder efter evne, og ingen hindres i bæredygtig udvikling?

‘Workshop on equitable access to sustainable development’ ved klimaforhandlingerne i Bonn 16.05.2012. rummer en række meget spændende oplæg, som kan følges på UNFCCCs hjemmeside i to webcam-sessions: Session I, II og III (formiddag), samt Session IV (eftermiddag). Til højre for videobilledet kan man (faneblad: Slides) følge præsentationerne, og man kan om ønsket downloade dem (faneblad: Agenda).

Singapores præsentation kommer 2t. 15 min. inde i formiddagssessionen.

Session I

• Some key notions relating to equity in the context of climate change, Sivan Kartha, Stockholm Environment Institute.
• An approach to equity issues in climate change , Prodipto Ghosh, TERI – The Energy and Resources Institute.

Session II

• AOSIS, Bolivia, India, Switzerland og South Centre.

Session III

• LDC (Bangladesh), China, Singapore, CAN International og Discussions.

Session IV

• EU, USA, Brazil, Australia, Egypt og Discussions.

I dag indledes en ny runde af FNs klimaforhandlinger i Bonn 14.-25. maj 2012. Her skal de spæde spirer fra Durban-aftalen i december stå deres første prøve, om verden vitterligt er på vej mod sin første samlede klimaaftale, som ifølge planerne skulle træde i kraft i 2020 men ligge klar fra 2015. Hvorfor der ikke skal ske noget i disse år er uforståeligt og dybt uforsvarligt – og hvert års tøven kommer til at koste.

Det bliver også denne gang, at en ny runde af Kyoto-aftalen skal fastlægges. Med store lande som USA, Canada og Rusland ude af Kyoto-aftalen kommer anden fase kun til at dække omkring 15% af verdens samlede udledninger. Det har således fuldt så stor betydning som signalpolitik – at der er rige industrilande, som rent faktisk vil gå foran, og som herigennem vil give de virksomheder, som arbejder for at udvikle grøn teknologi og grønne produkter, ordentlige rammebetingelser for at fortsætte deres udviklingsarbejde.

Men dette lille indlæg er først og fremmest tænkt som en løbende linkopsamling. Pressedækningen er forsvindende lille – søgninger på politiken.dk og information.dk viser stort set ingen omtale af de forestående klimaforhandlinger i Bonn. Det handler jo også kun om vores fælles fremtid, og det er der ikke noget nyt i.

Via webcam kan man følge med de vigtigste forhandlinger i Bonn på UNFCCs hjemmeside, hvorfra præsentationer og forhandlingsdokumenter også løbende gøres tilgængelige.

På Twitter finder man løbende opdateringer for eksempel via @UN_ClimateTalks og @CFigueres.

Opdateres løbende …

James Murray: Bonn climate talks: EU plays down talk of Kyoto protocol rift, The Guardian 17.05.2012.

Rich nations stall talks on their record of cutting emissions, The Times of India 17.05.2012.

UN talks take first steps on 2015 climate deal, AFP 17.05.2012.

Michael Marshall: ‘Nobody is exempt from climate responsibility’, (interview med Christiana Figueres) New Scientist 16.05.2012.

Nina Chestney: Climate deal milestones should be set this year: U.N., Reuters 16.05.2012.

UNFCCC executive secretary calls for action to battle climate change, (Xinhuanet) VietNamNet 15.05.2012.

Stakes High in Bonn Climate Talks: Global Deal, $100B Fund, ENS Newswire 14.05.2012.

Karl Ritter: Climate negotiators return to table after modest progress in Durban, AP 14.05.2012.

Saleemul Huq: Climate change talks from Durban to Bonn, The Daily Star (Bangladesh) 14.05.2012.

Martin Khor: Bracing for tough climate talks, The Star (Malaysia) 14.05.2012.

Side event at UNFCCC Climate Change Conference in Bonn, Germany on 14 May 2012, ICLEI 13.05.2012.

‘Low’ expectations from new round of climate talks, (AFP) ChannelNewAsia 11.05.2012.

Joshua Wiese: Briefing on the upcoming Bonn Climate Change Conference with CAN’s Executive Director, Wael Hmaiden, 08.05.2012.

I de seneste år har det centrale København fået sine Red Light Districts, hvor Middelalderbyens smukke huse ligger badet i infrarødt lys. Billedet herover er fra Gråbrødretorv, hvor så godt som alle spisesteder efterhånden har arrangeret sig med grisevarmere i et forsøg på at fastholde et Middelhavssommervarmt klima året rundt på 56. breddegrad.

Op til klimatopmødet var det på tale at lave en fælles aftale om ikke at bruge sådanne terrassevarmere, men det glippede. Siden er tingene gledet tilbage til business as usual. Måned for måned kommer der flere og flere af disse grisevarmere i bybilledet, og i dag er der kun en enkelt af Gråbrødretorvs restauranter, som holder stand mod denne hån mod klimaet.

Blev de så kun tændt i den udstrækning, at restaurantens gæster udtrykkeligt bad om det, men stort set hver aften her i foråret har grisevarmerne strålet deres rødgustne lys ud over tomme borde og store i al slags vejr.

Fiona Hall, som repræsenterer de liberale i Europa-parlamentet, udtalte i 2008: “Following the introduction of the UK smoking ban outdoor patio heater sales have soared, and I appreciate that if we ban heaters there are implications for those in the hospitality industry. Individuals do have practical alternatives to keeping warm outside. However, Climate Change is now affecting all of us, and we must all do our part. I believe outdoor patio heaters are a luxury the planet cannot afford.”

En række engelske butikskæder har da også taget konsekvensen og har fjernet terrassevarmere fra deres varesortiment.

Jeg kan derfor kun opfordre Københavns Kommune til fremover kun at forny udeserveringstilladelser på betingelse af, at det sker uden brug af grisevarmere. De er et helt forkert signal at sende for en by, som vil være Verdens Miljømetropol i 2015 og CO₂-neutral i 2025. Og indtil disse røde lamper bliver fjernet, må vi markere vores utilfredshed ved ikke at spise i griselampernes skær.

Se tidligere blog-indlæg: KLIMA+ restauranter og Phil Whoolas: When outside, wear a jumper.

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen havde i gårsdagens New York Times et indlæg, hvor han opsummerer, hvorfor det er vitalt at få standset ikke bare Keystone XL-rørledningen og tar sand-udvindingen i Alberta, men som verdenssamfund at komme overens med, hvilke fossile reserver, vi giver plads til at udvinde, og hvilke, vi som ansvarligt verdenssamfund lader ligge i jorden.

For omkring fem år siden udtrykte Hansen det i al sin enkelhed: “Coal is best left in the ground”. Siden har højere oliepriser gjort udvinding af en række unconventional olieforkomster, tar sands og tar shale rentable. Og Hansen har måttet udvide sine anbefaling til, at vi klimatologisk set gjorde bedste i at lade kul og en bred vifte af ukonventionelle olieforekomster blive i jorden. Hvis ikke vi gør det, er det ifølge Hansen “Game over for the climate”.

Det er stærke ord, som vi alle burde lade sive ind, for at handle efter dem.

Men er verdenssamfundet overhovedet i stand til at handle rationelt i forhold til en sådan samlet udfordring? Eller vil vi verden rundt se den kortfristede interesse overvokse det fælles bedste? Siden COP15 synes kul- og olieindustriens lobbyisme og støjproduktion at have taget til i en sådan grad, at man har fået rum for at kunne fortsætte uantastet nogle år endnu. Og hvor vi for fire år siden havde et håb om, at Obama ville løfte USA ind i en omstillingsproces på en måde, så det var med til at vise vejen i verdenssamfundet. Så er det svært at finde næring for samme håb om lederskab på klima-området, selv hvis han bliver valgt for en ny fireårs-periode.

James Hansens opinion i New York Times har jeg tilladt mig at gengive i sin helhed herunder:

.

Game Over for the Climate

James Hansen, New York Times 09.05.2012.

GLOBAL warming isn’t a prediction. It is happening. That is why I was so troubled to read a recent interview with President Obama in Rolling Stone in which he said that Canada would exploit the oil in its vast tar sands reserves “regardless of what we do.”

If Canada proceeds, and we do nothing, it will be game over for the climate.

Canada’s tar sands, deposits of sand saturated with bitumen, contain twice the amount of carbon dioxide emitted by global oil use in our entire history. If we were to fully exploit this new oil source, and continue to burn our conventional oil, gas and coal supplies, concentrations of carbon dioxide in the atmosphere eventually would reach levels higher than in the Pliocene era, more than 2.5 million years ago, when sea level was at least 50 feet higher than it is now. That level of heat-trapping gases would assure that the disintegration of the ice sheets would accelerate out of control. Sea levels would rise and destroy coastal cities. Global temperatures would become intolerable. Twenty to 50 percent of the planet’s species would be driven to extinction. Civilization would be at risk.

That is the long-term outlook. But near-term, things will be bad enough. Over the next several decades, the Western United States and the semi-arid region from North Dakota to Texas will develop semi-permanent drought, with rain, when it does come, occurring in extreme events with heavy flooding. Economic losses would be incalculable. More and more of the Midwest would be a dust bowl. California’s Central Valley could no longer be irrigated. Food prices would rise to unprecedented levels.

If this sounds apocalyptic, it is. This is why we need to reduce emissions dramatically. President Obama has the power not only to deny tar sands oil additional access to Gulf Coast refining, which Canada desires in part for export markets, but also to encourage economic incentives to leave tar sands and other dirty fuels in the ground.

The global warming signal is now louder than the noise of random weather, as I predicted would happen by now in the journal Science in 1981. Extremely hot summers have increased noticeably. We can say with high confidence that the recent heat waves in Texas and Russia, and the one in Europe in 2003, which killed tens of thousands, were not natural events – they were caused by human-induced climate change.

We have known since the 1800s that carbon dioxide traps heat in the atmosphere. The right amount keeps the climate conducive to human life. But add too much, as we are doing now, and temperatures will inevitably rise too high. This is not the result of natural variability, as some argue. The earth is currently in the part of its long-term orbit cycle where temperatures would normally be cooling. But they are rising – and it’s because we are forcing them higher with fossil fuel emissions.

The concentration of carbon dioxide in the atmosphere has risen from 280 parts per million to 393 p.p.m. over the last 150 years. The tar sands contain enough carbon – 240 gigatons – to add 120 p.p.m. Tar shale, a close cousin of tar sands found mainly in the United States, contains at least an additional 300 gigatons of carbon. If we turn to these dirtiest of fuels, instead of finding ways to phase out our addiction to fossil fuels, there is no hope of keeping carbon concentrations below 500 p.p.m. — a level that would, as earth’s history shows, leave our children a climate system that is out of their control.

We need to start reducing emissions significantly, not create new ways to increase them. We should impose a gradually rising carbon fee, collected from fossil fuel companies, then distribute 100 percent of the collections to all Americans on a per-capita basis every month. The government would not get a penny. This market-based approach would stimulate innovation, jobs and economic growth, avoid enlarging government or having it pick winners or losers. Most Americans, except the heaviest energy users, would get more back than they paid in increased prices. Not only that, the reduction in oil use resulting from the carbon price would be nearly six times as great as the oil supply from the proposed pipeline from Canada, rendering the pipeline superfluous, according to economic models driven by a slowly rising carbon price.

But instead of placing a rising fee on carbon emissions to make fossil fuels pay their true costs, leveling the energy playing field, the world’s governments are forcing the public to subsidize fossil fuels with hundreds of billions of dollars per year. This encourages a frantic stampede to extract every fossil fuel through mountaintop removal, longwall mining, hydraulic fracturing, tar sands and tar shale extraction, and deep ocean and Arctic drilling.

President Obama speaks of a “planet in peril,” but he does not provide the leadership needed to change the world’s course. Our leaders must speak candidly to the public – which yearns for open, honest discussion – explaining that our continued technological leadership and economic well-being demand a reasoned change of our energy course. History has shown that the American public can rise to the challenge, but leadership is essential.

The science of the situation is clear – it’s time for the politics to follow. This is a plan that can unify conservatives and liberals, environmentalists and business. Every major national science academy in the world has reported that global warming is real, caused mostly by humans, and requires urgent action. The cost of acting goes far higher the longer we wait – we can’t wait any longer to avoid the worst and be judged immoral by coming generations.

Amazon-området udgør verdens måske største grønne lunge, med en kolossal vigtighed for verdens biodiversitet og klimabalance. Men efter nogle få år, hvor skovfældningen så småt syntes at være ved at komme under kontrol, bliver der nu i et brasiliansk lovforslag lagt op til totalrydninger i hidtil uset omfang. Derfor har Awaaz har netop rundsendt denne opfordring til at stå bag en underskriftsindsamling om at få den nye lov omstødt:

The Brazilian Congress has just passed a catastrophic forestry bill that gives loggers and farmers free rein to cut down huge swaths of the Amazon. Now only President Dilma can stop it.

Fortunately, the timing is on our side – in weeks Dilma will host the world’s biggest environmental summit and insiders say she cannot afford to open it as the leader who approved the destruction of the rainforest. She’s facing mounting domestic pressure, with 79% of Brazilians rejecting this new bill. Now, if we join them we can turn up the global heat and push her to axe the bill, not the rainforest.

Dilma could make her decision any day. Let’s get her to veto the bill now. Use the online form to sign the urgent petition to stop the Amazon chainsaw massacre and if you have already signed – send this to everyone!

http://www.avaaz.org/en/veto_dilma_global/?tta.

The Amazon is vital to life on earth – 20% of our oxygen comes from this magnificent rainforest, and it plays a key role in mitigating global climate change. Over the last decade, Brazil has vastly reduced deforestation rates, achieving a 78% decline between 2004 and 2011. The reason? A world-acclaimed forestry law, strong enforcement and satellite monitoring.

But this dangerous new bill would open up an area the size of France and Britain combined to clear-cutting and gives loggers amnesty for all past deforestation crimes. This would not only spark total forest devastation in Brazil, it would also set a bad precedent for other countries. That’s why it’s so crucial that we all protect it.

Brazil is a rapidly developing country, battling to lift tens of millions out of poverty. Despite evidence that growth does not require deforestation, Dilma is under pressure from the powerful agricultural lobby that helped her get elected to cut down rainforest for profit. And it is an ugly battle — activists are being murdered, intimidated and silenced. But ex-Environmental Ministers and people across Brazil have sent a clear message to Dilma that they want to save the Amazon. Now, it’s up to all of us to stand with them and urge President Dilma to remain strong.

The fate of Brazil’s rainforests is dangling by a thread. But, with President Dilma so vulnerable to public pressure right now, we can bring the global force of people power to get a win for our planet! Sign the urgent petition below and tell everyone — the petition will be delivered by Brazil’s former Environment Ministers directly to Dilma:

www.avaaz.org/en/veto_dilma_global/?tta.

In the last three years, we have won battle after battle against the odds. Now, let’s come together to stop the destruction of the Amazon, protect our planet and herald Dilma as a true international environmental leader.

With hope and determination,

Luis, Pedro, Maria Paz, Alice, Ricken, Carol, Lisa, Rewan and the entire Avaaz team

Brazil’s Congress approves controversial forest law BBC 26.04.2012.

Maria Carolina Marcello & Peter Murphy: Brazil Forest Code Passes In Defeat For Dilma Rousseff, (Reuters) Huffington Post 26.04.2012.

Revised Brazilian Forest Code good for environmental criminals, bad for forests, IB Times 01.05.2012.

Brazilians reject axing of forest protections, WWF 18.06.2011.

Gary Duffy: Amazon deforestation record low, BBC 13.11.2009.

Raymond Colitt: Cattle, Not Soy, Drives Amazon Deforestation – Report, (Reuters) Planet Ark 15.04.2009.

Amazon deforestation up almost four per cent, (AFP) Sydney Morning Herald 29.11.2008.

Oliver Balch: The ‘win-win’ solution failing the rainforests, The Guardian 20.10.2008.

Climate change speeds up Amazon’s destruction, WWF 06.12.2007.

Timothy Gardner: U.N. launches program to cut deforestation emissions, Reuters 24.09.2008.

Mark Rothko (1903-70): Orange, Red, Yellow, oil on canvas 1961.

I den serie af pausebilleder, som gradvist er opstået her på bloggen, har det indtil nu været konstellationer af billede og lyd, som har tegnet billedet. Men i dag er det i al sin enkelhed et billede.

Et billede så enkelt, at alle ville kunne se med uden forudsætninger. Et billede uden budskab – intet at forstå og analysere, blot ren flade og kontur: orange, rød og gul. Og så endda så komplekst i sin opløsning af fladen, at det er værd at dvæle en stund ved. Et billede man kan fortabe sig i, forsvinde ind i, vende tilbage fra efter at have badet i det vidunderliste solorange. Måske også et billede, som salig Rindal ville kunne have fået galt i halsen, ikke mindst hvis han fik at vide, at han stod overfor verdens dyreste maleri. For dette billede er netop i dag på Christie’s handlet til 496 mio. dollar, eller 2,5 mia. danske kroner.

Rothko malede ofte i meget store formater, og den vibrerende fornemmelse af uudgrundelige dybder i hans farveflader, som er skabt med lag på lag på lag af semitransparente strøg, kommer kun næsten til sin ret i kunstbøgernes og computerskærmenes raster-virkelighed.

Rothko er en af mine yndlingsmalere, og Orange, Red, Yellow er fra hans glansperiode, hvor den abstraktionens rejse, som var startet i tiden lige efter 2. verdenskrigs afslutning havde fundet sit modne udtryk, og mesterværkerne faldt tæt. I en stor Rothko-bog, jeg har, med 200 værker, er Orange, Red, Yellow således slet ikke med, og alene fra årene omkring 1960 er der 10-15 billeder, jeg resonerer bedre med. For ikke at tale om de billeder, han lavede mod slutningen af sit liv, hvor kræfterne ikke rakte til at arbejde i de store olieformater, og han derfor fortsatte i mindre skala på papir. Her nåede abstraktionen nye niveauer.

For dem, som ikke synes et still-billede er et rigtigt pausebillede, kommer der her en række video-links. Men jeg har ikke kunnet finde nogen lyd-billed-konstellation, som gav Rothkos billeder noget, de ikke havde i forvejen. Så det blev ved still-billedet, og udvalget her er mere i det dokumentariske felt: Rothko (med Simon Schama intenst indlevet om Rothko), Rothko exhibition in London, Mark Rothko – Ein Portrait I, Mark Rothko – Ein Portrait II, Kate Rothko: about my father Mark I, Kate Rothko: about my father Mark II og What Mark Rothko thinks about modern art & people, som er et lille uddrag fra BBC-dokumentaren “The Power of Art – Mark Rothko”, hvor Rothko siger:

“When I was a younger man, art was a lonely thing. No galleries, no collectors, no critics, no money. Yet, it was an golden age, for we all had nothing to lose, and the vision, the gain. Today is not quite the same. It is a time of tons of verbiage, activity, consumption. Which condition is better for the world at large I will not venture to discuss. But I do know that many of those who were driven to this life are desperately searching for those pockets of silence where we can root and grow. We must all hope we find them.”

Steffen Boesen: Moderne kunst sætter rekorder på stribe i New York, Politiken 09.05.2012.

I denne video fra en TED-konference i december i Tohuku, den del af Japan, som 11. marts 2011 blev ramt af et af de senere års voldsomste jordskæv, som efterfølgende udløste en sine steder op til 40 m høj tsunami, som hærgede langt ind i landet og gjorde i titusindvis hjemløse, kan man opleve Masaharu Takasaki fortælle om sine overvejelser i forbindelse med  hans arbejde med Kokoro Shelter Project – midlertidige boliger til de titusindvis af japanere, som står uden bolig som følge af jordskælv og radioaktiv stråling.

Normalt er den slags katastrofe-genhusning noget, som blot skal opfylde de mest nødøtørftige funktioner, indtil man rykker hjem igen. Men for mange er der tale om en længere periode. For nogle samfund op langs kysten er alt væk efter tsunamien, og man står overfor svære overvejelser, om man skal bygge længere inde i landet, over tsunami-højde, eller om man skal reetablere sig på kanten af det store hav, hvor de fleste føler, at de hører til. For andre samfund er strålingsforureningen af deres område så stor, at der kan der gå årtier, før man kan håbe på at kunne flytte hjem.

Kokoro betyder hjerte, bevidsthed, essens, og Takasaki tager i Kokoro Shelter Project udgangspunkt i, hvor forfærdeligt, hvor uværdigt, hvor bedrøveligt fantasiløst, vi ofte laver den slags genhusning. Han stiller spørgsmålet, hvordan skabe et  rum for sorg, et rum for fællesskab, et rum for refleksion og indadskuen, og for den relation med naturen, som har båret og formet den japanske folkekarakter? Det skulle gå stærkt, kan man måske forsvare det med, i starten blev folk stuvet sammen i klasselokaler, sportshaller og lagerfaciliteter. Og den midlertidige genhusning, som efterhånden er blevet etableret, ligner da også noget i retning af en skurvognsby opbygget af containere. Men Takasaki fortæller på denne video indledende, hvordan han, da han kort efter katastrofen tog nodpå i katastrofeområdet, var rystet over at opleve, hvor pauvre rammer, man bød de evakuerede. Ofte var skillevæggene til naboerne, hvis de overhovedet var der, lavet af papkasser.

Kokoro-enhederne kommer i to forskellige varianter – til udendørs brug, og til opstilling i store lokaler. Størrelsen går fra 1-10 tatamimåtter, eller cirka 1,5-15,5 m². -I den lille boenhed, som han viser en model af i videoen, er der skabt et levested omkring to tatami-måtter. En bordplanke imellem, en billedniche i den ene ende, og et ankomst- og opbevaringsareal i den anden ende. På den måde lykkes det på ganske få m² at skabe et lille værested, mødested, arbejdssted, skjulested, legested, sovested, hyggested, opbevarings-, udstillings- og kultsted med stærke rødder i den japanske bokultur. Faktisk ville man uden problemer kunne afholde te-ceremoni i det lille rum, som på under 5 m² har fundet plads til en lille tokonoma – en niche til udstilling af en særlig årstidens blomst, frugt og billede.

En større enhed er skabt til lidt større fællesskaber, hvor flere kan mødes – igen med det hævede gulvflade og den symbolske markering af væggene. En tredje variant er egentlige bygninger, som ville kunne erstatte de bevidstløse containerbyer, som er stillet op rundt omkring.

Takasaki kan ikke lide den megen tale om midlertidig genhusning. Hvert øjeblik har en flig af evigheden, og med reference til en talemåde som har haft stor betydning i te-ceremonien: ichi-go, ichi-e – som er svært at oversætte direkte, men betyder noget i retning af one meeting, one lifetime, at vi må mødes og være til stede i øjeblikket, som var det sidste gang i livet -  fejer han “undskyldningen” om midlertidighed bort. Eller mere præcist afviser han logikken i, at det ekstrordinære i situationen retfærdiggør at sænke overlæggeren. Vi må tværtimod skabe det ultimative, det uomtvistelige, et rum for spiritualiteten, refleksionen og  sorgarbejdet. “Vi kan invitere naturen ind i selv det mindste rum,” siger Takasaki omkring 9:24.

Og der er brug for det. Der er meget store psykologiske problemer i den del af det japanske befolkning, som nu har boet i lejre og midlertidighed i over et år måske endda uden at vide, hvornår, om eller hvordan de kommer videre.

På de 12 minutter, der var til rådighed for oplægsholderne på TEDx Tohuku i december, når Takasaki faktisk at få sagt noget meget centralt om forholdet mellem fortid, nutid og fremtid og om det traditionelle japanske hus og den måde, hvorpå det griber formende og understøttende ind i tilværelsen. Jeg blev ganske inspireret Takasakis ordstrøm – af hans vilje til at se det ekstraordinære i hverdagens små ting og hans evne til at se mulighederne i hver eneste situation. Der ligger noget fundamentalt bæredygtigt i denne vilje til ikke at lade nogen mulighed gå til spilde.

Minami-Soma city, Fukushima Japan, en YouTube-video med glimt fra Kokoro Shelter Project.

John-Paul Pryor: Takasaki Masaharu / Article 25, (interview med Takasaki) Dazed Digital 2011.

www.takasaki-architects.co.jp.

Har lige sendt nedenstående til min pensionskasse – eller rettere ville jeg gøre det. I det lille kontaktvindue på Unipensions hjemmesiden var der kun plads til spørgsmålet i tekstens første del. Kan kun opfordre andre til at markere tilsvarende.
.

Kære Pensionskasse

I går var det International Tar Sands Day verden rundt. Af en opgørelse i den forbindelse fremgik det, at Danmarks fem største pensionsselskaber tilsammen havde investeringer for 2,5 mia. kr. i udvindingen af tar sands i Canada.

Der er tale om virksomheder som Shell, BP, Total (FR), Statoil ASA, Exxon, ConocoPhillips, Suncor, Chevron og Imperial Oil, se: www.klimabevaegelsen.dk/doc/tarsands/Pensionsfonde.pdf.

Det fremgår ikke af denne opgørelse – og heller ikke umiddelbart af Unipensions hjemmeside – om Unipension har tilsvarende investeringer. Jeg vil derfor gerne spørge, om Unipension (min pensionskasse) har økonomiske interesser i udvindingen af den canadiske tjæresand?

Klima- og bæredygtighedsmæssigt står udvindingen af Tar Sand som noget af det dummeste, mennesket i nyere tid har fundet på. Udvindingen medfører kolossale miljøproblemer og ødelæggelser af oprindelige landskaber, og udvindingsprocessen er så energikrævende, at det kun er et resultat af en helt utilstedelig lobby-virksomhed, hvis det nogensinde lykkes for Canada at få olien ind i EU. Samtidig advarer ledende klimatologer om, at hvis vi tager hul på ukonventionelle forekomster som tar sand og oil shale, så er det en bombe under verdenssamfundets målsætning om at holde udviklingen under 450 ppm og 2 C, og kampen for at langtidsstablilisere klimaudviklingen er definitivt har tabt.

I den nuværende situation har Pensionskasserne ikke bare til opgave snævert at sikre optimal forrentning, men fuldt så meget at sikre, at medlemmernes midler varetages på en måde, så den verden vi lader vores børn og børnebørn arve, har sin optimale værdi.

Jeg håber derfor, at Unipension med målsætningen om ”Ansvarlige Investeringer” har holdt sig fri af investeringer i udvindingen af tjæresand – og at man i den udstrækning, at dette ikke er tilfældet, genovervejer sin position og afvikler disse investeringer inden for en kort tidsfrist for at placere midlerne i virksomheder, som aktivt understøtter omstillingen til en bæredygtig fremtid.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 .
Links til yderligere information:

www.jenshvass.com/blog/2012/04/07/garth-lenz-the-true-cost-of-oil/

www.jenshvass.com/blog/2012/04/06/to-the-last-drop-canadas-dirty-oil-sands/

www.jenshvass.com/blog/2012/02/16/tar-sands-oil-extraction-the-dirty-truth/

www.jenshvass.com/blog/2012/01/19/til-det-21-aarhundredes-daarligste-ide/

www.jenshvass.com/blog/2010/07/31/james-e-hansen-om-norsk-klimapolitik/

Siden A-kraft-ulykken på Fukushima Dai-ichi-værket marts sidste år er stadig flere af Japans 54 A-kraft-reaktorer blevet lukket for løbende sikkerhedscheck. Efterfølgende har folkestemningen og usikkerheden været så stor, at man ikke har turdet genstarte reaktorerne, og her 5. maj blev den sidste standset for eftersyn. Ligesom med de øvrige, er der ikke meget, der tyder på, at den bliver startet med det første.  Så hvor tsunamien satte 3 reaktorer ud af spillet, har fornuften – eller frygten ville nogle nok hævde – standset de øvrige 51.

Fra i dag er Japan således uden A-kraft for første gang i 42 år, og landet rundt har dagen været markeret med i tusindvis af mennesker på gaden med krav om at opgive A-kraften. 5. maj er traditionelt børnenes dag, og mange har set det som et stærkt symbol, at Japans sidste reaktor lukkede på denne dag – i respekt for fremtiden.

Efter Fukushima-ulykken har man efter europæisk forbillede gennemført en række stres tests for de japanske reaktorer, hvor man har simuleret store påvirkninger af jordskælv og tsunamier. Men lederen af den kommission, som har forestået disse undersøgelser, vil ikke sige, at det dermed er sikkert at starte – det er et politisk valg at påføre befolkningen den risiko. I den seneste måneds tid er det politiske pres for at komme videre fra det nuværende dødvande vokset. Særligt har man sigtet på at få genåbnet to reaktorer i Ohi-værket i Fukui-provinsen og søger lige nu at skabe lokal opbakning dertil. For udsigten til at skulle klare sig igennem endnu en sommer uden A-kraft er mildt sagt svedig.

De japanske somre er fugtigvarme til det stærkt ubehagelige – husker fra en sommer i Kyoto, at der i ugevis kunne være over 30º C selv ved midnat. De moderne huse ikke bygget til at holde sig selv kølige, men er typisk afhængige af airconditioning – og dermed af store mængder elektricitet – for at være udholdelige. Det japanske energibehov kulminerer derfor på varme sommerdage.

Før Fukushima-ulykken stod A-kraften for 30% af den japanske elektricitetskapacitet, og man havde planer om som del af Japans klimaindsats at øge denne andel til 50%. Sidste sommer klarede man sig igennem, selvom der allerede på den tid var så mange reaktorer lukket, at A-kraften kun bidrog med omkring 10% af el-produktionen. Og denne sommer står man overfor at skulle klare sig helt uden A-kraft. Så selvom en række virksomheder har sikret sig med egne generatorer, så vil der skulle spares endnu mere.

I Fukushima-ulykkens eftertanke har der været en stærk bevægelse for at Japan skulle udfase sin A-kraft og fremover i langt højere grad end i dag basere sin energiforsyning på vedvarende energi. Mange ser dette som et vendepunkt. Men den slags omstilling tager tid, og her i den forestående sommer er der ikke ret mange flere solceller og vindmøller til at køle de japanske byer, og man kommer endnu mere end sidste sommer til at trække på borgernes og virksomhedernes gode viljer til at spare, at undlade, at udskyde, at dele … og at svede.

Særligt to reaktorer ved Ohi-værket, som ligger i Fukui-provinsen ud til Det japanske Hav (se kortet øverst), har man søgt at forklare befolkningen, at de ville være sikre at genstarte. I dette område viser opgørelser, at der ved peak-forbrug vil kunne mangle op til 10% af energiforsyningen. Men protesterne mod at genstarte har vist sig meget stærke i befolkningen – de seneste tre uger har der ligefrem været sultestrejke foran handels- og industriministeriet i Tokyo. Der er overhovedet ikke kun tale om unge universitetsstuderende. Tværtimod ser man mødre og ældre på gaderne i et omfang, Japan nærmest aldrig har oplevet før, ligesom de religiøse kræfter i Japan markerer stadigt stærkere, at landet bør gå videre uden A-kraft. I enquetes svarer befolkningen, at de hellere vil spare og risikere black outs på grund af overbelastning, end at reaktorerne genstartes.

Strengt taget ville centraladministrationen kunne gennemtvinge en genstart. Men dels ville det være politisk selvmord. Dels er der en tradition for, at man får lokal tilladelse – hvilket indtil Fukushima-ulykken har været en ren formssag. Som man ser på kortet, ligger reaktorerne i Ohi så tæt på meget store befolkningskoncentrationer i tilstødende amter i Kansai-området, Shiga, Kyoto og Osaka, at lokaladministrationerne her også har blandet sig og har stillet meget skarpe krav til genstarten af reaktorerne langs vestkysten. Situationen er lige nu helt uigennemskuelig, og der er gået så meget politik i situationen omkring Ohi-reaktorerne, at genåbningen her bliver svær at få listet igennem. Måske man ender med som prøveballon at vælge at genåbne et mere afsidesliggende værk.

Noget andet er, at der har været stillet spørgsmålstegn ved, om der overhovedet bliver tale om kapacitetsmangel, eller om det blot er en måde at “true” sig til at få et antal reaktorer genstartet. For samlet set er der stort set den energi, som skal til i landet. Men for industrien er det i længden en umulig spændetrøje, og for kraftværkerne er der tale om milliardtab.

En del af det øjeblikkelige energiunderskud dækkes ved en øget import af flydende gas. I det korte perspektiv betyder Fukushima-ulykken derfor, at Japan er sat tilbage i forhold til at få sine CO₂-udledninger nedbragt. Men i hele situationen ligger der en kim til at igangsætte en fuld og konsekvent omlægning til vedvarende energiforsyning, så i bedste fald vil vi på bare lidt længere sigt se Japan gå samme vej som Tyskland, og lægge den fossile afhængighed definitivt bag sig.

Til forskel fra sin forgænger, Naoto Kan, som kort efter Fukushima-ulykken proklamerede, at A-kraften skulle udfases i nær fremtid og omlægningen til vedvarende energi prioriteres langt højere end i dag, så er den nuværende premierminister Noda er alt andet end klar i mælet, når det gælder Japans fremtidige energipolitik. Men Japan er stillet en energiplan i udsigt i løbet af i år, og det er ikke usandsynligt, at solceller, havvindmøller og termisk varme bliver de kommende store indsatsområder, og at det sidste A-kraftværk er bygget i Japan.

I en mellemfase vil der nok blive genåbnet en håndfuld reaktorer, for den nuværende situation er kun næsten holdbar i længden. Omvendt ville man hurtigt kunne øge sol- og vindkapaciteten dertil, at spidsbelastningssituationerne var på plads. Og selvom det bliver en svedig august, er den nuværende A-kraft-frie tilstand nok god at fastholde indtil 1) undersøgelserne efter Fukushima-katastrofen er er fuldt gennemførte, 2)  der er etableret en kontrolinstans for A-kraft-sektoren, som ikke er i lommen på A-kraft-industrien (det modsatte har været en væsentligt medvirkende årsag til, at ulykken overhovedet kunne ske), og 3) omstillingsprocessen til en 100% vedvarende energiforsyning er blevet lagt i helt faste rammer.

Se tidligere blog-indlæg om udviklingen i kølvandet på Fukushima Dai-ichi-værket.

Blog-indlægget Fukushima – links bliver løbende opdateret med links til artikler om udviklingen i kølvandet på Fukushima-ulykken.

I nogle år har man set bier dø og bisamfund disintegrere på hidtil usete måder. Der har været mange forsøg på at forklare den såkaldte CCD, ‘Colony Collapse Disorder’, fra forstyrrende mobil- og antennesignaler over parasitter og klimaforandringer til forskellige miljøgifte og landbrugets stadig mere omfattende brug af sprøjtemidler.

Nu synes der at tegne sig et definitivt billede af, at det er neonicotinoider, en gruppe af pesticider beslægtet med nikotin, som står bag miseren. En række parallelle undersøgelser dokumenterer, at selv lave doser af disse sprøjtemidler, som bruges både i landbruget og på villavejene, forstyrrer biernes evne til at navigere og svækker bistadernes udvikling.

Ovenstående 2 min. video, en Science Bulletin fra American Museum of Natural History, giver et kort rids af de seneste opdagelser på området.

Neonicotinoider anvendes i stigende omfang af landbruget i EU og anvendes også både i danske haver og landbrug, men er i varierende omfang blevet forbudt i en række lande. Neonicotinoider virker som neurotoksin gennem at angribe skadedyrs centralnervesystem. De optages imidlertid i alle dele af den plante, som behandles med den, herunder pollen og nektar. Efterfølgende kan bier og andre bestøvningsinsekter optage dem og bære dem tilbage til deres stader og reder, også selv om sprøjtningen ikke var tiltænkt bierne (som er et vigtigt nyttedyr i landbruget) men kun skadedyrene.

Nu har vi fået dokumentationen (der er links til abstracts af forskningsartiklerne nedenfor, og de er nærmere beskrevet på videnskab.dk). Men spørgsmålet er, hvor lang tid der går før vi ser myndighederne skride til handling.

På den korte bane må brugen af neonicotinoider standses øjeblikkeligt. På den lidt længere bane må landbruget indse, at denne eskalerende kemiske krigsførelse er den helt forkerte strategi. Stadig flere stoffer bliver spredt i miljøet og finder vej til vores drikkevand – og på et tidspunkt ikke bare kan, men vil det gå alvorligt galt.

Se tidligere blog-indlæg: Højt CO₂-niveau bag bisamfunds kollaps? og Bier i fare.

Mickaël Henry et al.: A Common Pesticide Decreases Foraging Success and Survival in Honey Bees, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Penelope R. Whitehorn et al.: Neonicotinoid Pesticide Reduces Bumble Bee Colony Growth and Queen Production, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Wikipedia: Imidacloprid effects on bees.

Umiddelbart efter at den kæmpe tsunami 11. marts 2011 væltede ind over Tohukus østkyst og satte Fukushima Dai-ichi-værket skakmat, var det svært at få noget klart billede af, hvad som var sket, og hvor omfattende følgerne ville blive. En serie brinteksplosioner i reaktor 1, 2 og 3 i de følgende dage pulveriserede de ydre bygningsskaller – og understregede på det voldsomste, at der var tale om alvorlige problemer, selvom det først blev offentligt erkendt mange måneder senere, at der var tale om egentlige kernenedsmeltninger for reaktor 1, 2 og 3. I månederne efter var kræfterne derfor fokuseret på at stabilisere disse løbskkørte reaktorer og bringe dem til en tilstand af cold shutdown, hvor de konstant holder en temperatur under 100º C. Det lykkedes inden jul, omend der efterfølgende har været opblusninger og ingen med sikkerhed ved, hvor meget af reaktorkernerne, som rent faktisk stadig befinder sig i reaktorens kerne.

På ulykkesdagen var reaktor 5 og 6 bragt i cold shutdown i forbindelse med løbende vedligeholdelse, mens brændslet var taget ud af reaktor 4 også som del af den løbende vedligeholdelse – ellers kunne omfanget have været endnu større. Endda udbrød der få dage efter brand i brændselslegemerne i reaktor 4, og endnu en brinteksplosion pulveriserede den bygning, som omslutter reaktor 4 (billederne herover). På Fukushima-værket er der i alt mere end 10.000 brugte brændselselementer, og eksperter fra hele verden vurderer, at de udgør en tikkende bombe.

Særligt er opmærksomheden rettet mod den store dam i reaktor 4, hvor 1.535 brændselslegemer (460 ton) er under afkøling med direkte udsigt til stjernehimlen. Disse brændselsstave nedsænket i et gigantisk bassin 30 m over jorden repræsenterer en radioaktivitet på op imod 10 gange mere end hvad der blev frigivet ved ulykken i Chernobyl. Det er blevet vurderet, at et jordskæv af blot styrke 7 vil kunne få den hårdt prøvede beton til at kollapse. Og blot en mindre revne, som blotlægger brændselselementerne i kortere tid, vil kunne reaktivere de radioaktive processer i brændselsstavene dertil, at man står overfor at måtte evakuere Tokyo-området med dets millioner af indbyggere.

Men de japanske myndigheder og værkets ejer Tepco synes handlingslammede. Dette har fået en lang række japanske miljøorganisationer til at rette nedenstående henvendelse til FNs generalsekretær Ban Ki-moon om, at det internationale samfund må gribe ind – og hjælpe med at få det brugte brændsel sikret hurtigst muligt.

I bakspejlets bagklogskab virker det absurd, at man blot med hovedet under armen har opmagasineret årtiers brændselselementer på værkerne. Men det må ses som et billede på, at stort set ingen lande selv efter at have brugt A-kraft i årtier har afklaret, hvad man overhovedet efterfølgende vil gøre med sit radioaktive affald. Det ryger med i startpakken til de kommende generationer.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima Dai-ichi.

May 1, 2012

To: UN Secretary General Ban Ki-moon

An Urgent Request on UN Intervention to Stabilize the Fukushima Unit 4 Spent Nuclear Fuel

Recently, former diplomats and experts both in Japan and abroad stressed the extremely risky condition of the Fukushima Daiichi Unit 4 spent nuclear fuel pool and this is being widely reported by world media. Robert Alvarez, Senior Scholar at the Institute for Policy Studies (IPS), who is one of the best-known experts on spent nuclear fuel, stated that in Unit 4 there is spent nuclear fuel which contains Cesium-137 (Cs-137) that is equivalent to 10 times the amount that was released at the time of the Chernobyl nuclear accident. Thus, if an earthquake or other event were to cause this pool to drain, this could result in a catastrophic radiological fire involving nearly 10 times the amount of Cs-137 released by the Chernobyl accident.

Nearly all of the 10,893 spent fuel assemblies at the Fukushima Daiichi plant sit in pools vulnerable to future earthquakes, with roughly 85 times more long-lived radioactivity than released at Chernobyl.

Nuclear experts from the US and Japan such as Arnie Gundersen, Robert Alvarez, Hiroaki Koide, Masashi Goto, and Mitsuhei Murata, a former Japanese ambassador to Switzerland, and, Akio Matsumura, a former UN diplomat, have continually warned against the high risk of the Fukushima Unit 4 spent nuclear fuel pool.

US Senator Roy Wyden, after his visit to the Fukushima Daiichi nuclear power plant on 6 April, 2012, issued a press release on 16 April, pointing out the catastrophic risk of Fukushima Daiichi Unit 4, calling for urgent US government intervention. Senator Wyden also sent a letter to Ichiro Fujisaki, Japan’s Ambassador to the United States, requesting Japan to accept international assistance to tackle the crisis.

We Japanese civil organizations express our deepest concern that our government does not inform its citizens about the extent of risk of the Fukushima Daiichi Unit 4 spent nuclear fuel pool. Given the fact that collapse of this pool could potentially lead to catastrophic consequences with worldwide implications, what the Japanese government should be doing as a responsible member of the international community is to avoid any further disaster by mobilizing all the wisdom and the means available in order to stabilize this spent nuclear fuel. It is clearly evident that Fukushima Daiichi Unit 4 spent nuclear fuel pool is no longer a Japanese issue but an international issue with potentially serious consequences. Therefore, it is imperative for the Japanese government and the international community to work together on this crisis before it becomes too late. We are appealing to the United Nations to help Japan and the planet in order to prevent the irreversible consequences of a catastrophe that could affect generations to come. We herewith make our urgent request to you as follows:

1. The United Nations should organize a Nuclear Security Summit to take up the crucial problem of the Fukushima Daiichi Unit 4 spent nuclear fuel pool.

2. The United Nations should establish an independent assessment team on Fukushima Daiichi Unit 4 and coordinate international assistance in order to stabilize the unit’s spent nuclear fuel and prevent radiological consequences with potentially catastrophic consequences.

30 April 2012

Shut Tomari (Japan)
1-2, 6-4 Higashisapporo, Shiroishi-ku, Sapporo 003-0006 Japan
TEL: +81-90-26951937 FAX:+81-11-826-3796 email: kaori-izumi@ta3.so-net.ne.jp

Green Action (Japan)
Suite 103, 22-75 Tanaka Sekiden-cho, Sakyo-ku, Kyoto 606-8203 Japan
Tel: +81-75-701-7223 Fax: +81-75-702-1952 email: info@greenaction-japan.org

Endorsed by:

Hiroaki Koide Kyoto University Nuclear Reactor Research Institute (Japan)
Mitsuhei Murata Former ambassador to Switzerland and to the Republic of Senegal
Board member, Global System and Ethics Society (Japan)
Akio Matsumura Former United Nations diplomat
Robert Alvarez Senior Scholar, Institute for Policy Studies, Washington, D.C. (USA)
Masashi Goto Former Nuclear Plant Engineer (Japan)

Signing organizations

72 Japanese organizations have signed this petition (as of 30 April 2012)

1. Shut Tomari, Hokkaido
2. Green Action, Kyoto
3. Citizen’s Nuclear Information Center, Tokyo
4. Osaka Group against Mihama・Ooi・Takahama Nuclear Power, Osaka
5. Aging Fukushima Nuclear Power Plant Group, Tokyo
6. Stop Hamaoka Nuclear Power Plant!, Shizuoka
7. Espace des Femmes, Hokkaido
8. “Let’s learn Pluthermal” Shiribeshi Citizen’s Network, Hokkaido
9. Hairo Action Fukushima, Fukushima and Evacuation Areas in Japan
10. STOP MOX! Fukushima, Fukusima
11. Fukushima Moonlight, Fukuoka
12. Yawatahama Women’s Group to Protect Children from Nuclear Power Plant, Ehime
13. Ikata People Against Mox, Ehime
14. We Do Not Want Plutonium! , Tokyo
15. Genkai Nuclear Power Pluthermal Trial Support Group, Fukuoka
16. Genkai Nuclear Power Pluthermal Trial support Group, Fukuona
17. Pluthermal and 100 Years of Saga Prefecture Group, Saga
18. No Nuclear Plants! Yamaguchi Network, Yamaguchi
19. Food Policy Center・Vision21
20. Genpatsu Yamenkai, Fukuoka
21. Japan Environmental Law Lawyers Association （JELF）
22. Nonviolent Direct Action Network (HANET)
23. Anti-Nuclear-Power and Nuclear Fuels Reprocessing Protest Advertising Group, Tokyo
24. Kochi Green Citizen’s Network, Kochi
25. Kaku-no-Gomi Campaign, Chubu, Nagoya, Aichi
26. Aloha from Hawaii
27. Tohoku Asia Information Center, Hiroshima
28. No-Nukes Citizen’s Network, Tokushima
29. No-nukes Net Kushiro, Hokkaido
30. Fukushima Meeting for Environment, Human Rights and Peace, Fukushima
31. FoE (Friends of the Earth Japan), Tokyo
32. Citizen’s Group on Nuclear Waste, Horonobe, Hokkaido
33. Team From Now On, Hokkaido
34. No Nukes! Protect Children from Radioactivity
35. Concerned Citizens for Children’s Human Rights, Ehime
36. Protect the Sea of Sanriku from Radioactivity, Iwate
37. Iwate Organic Farming Study Group, Iwate
38. Dandelion House, Tokyo
39. Decommission All Nuclear Power! Women’s Group for Protection of Kariwa Village, Niigata
40. Sapporo Shoku Machi Network, Hokkaido
41. Citizens Wind for Peace, Tokyo
42. Together with the Earth NPO, Osaka
43. Kawauchi Tsuyukusa Group, Kagoshima
44. Group against Construction of Kawaunchi Nuclear Plant, Kagoshima
45. Hassei Group against Ikata Nuclear Plant, Ehime
46. For Citizen’s Autonomy, Hokkaido
47. No-Nukes Women Group・Hokkaido, Hokkaido
48. Hokkaido Peace Net, Hokkaido
49. Future for Fukushima Children, Hokkaido
50. Good Bye Kashiwazaki Kariwa Nuclear Power Project, Niigata
51. Weaving A Better Future Mothers’ Group
52. Group Aozora MeeMee
53. Mothers and Fathers’No-Nukes Declaration 2011
54. Southern Osaka Network for Protection from Radioactivity, Osaka
55. Kansai Network on Protection of Children from Radioactivity, Kansai
56. Journey To the Future
57. Morinokoya
58. Kaburaya
59. Nishiyashiki
60. Dandelion Fortress, Fukuoka
61. Dohatsuten Wo Tsuku Kai, Fukuoka
62. Global Ethics Association
63. Buppouzan Zenngennji
64. STOP Nuclear Plants BEFORE Huge Quake Strikes！
65. Lee Group to Prevent Earthquake Disaster and Nuclear Accident
66. Rokkasho Village・ Home of Flowers and Herbs, Aomori
67. Anti-TEPCO-Nuclear-Power Consumers Group, Tokyo
68. Miyazu Mitsubati Project, Kyoto
69. Citizen’s Plaza, Minoh , Osaka
70. Monoh Citizen’s Group on Good Bye Nuclear Power, Osaka
71. Campaign Fukuoka against Nuclear and Uranium Weapons, Fukuoka
72. Seeking for Japan-US Security Treaty Termination Notice, Tokyo

References

1. http://bousai.tenki.jp/bousai/earthquake/seismicity_map/?area_type=japan_detail&recent_type=100days
2. http://jp.reuters.com/article/jp_quake/idJP2011040401000586
3. http://www.beyondnuclear.org/home/2012/4/16/japanese-diplomat-matsumura-warns-of-fukushima-daiichi-unit.html
4. http://jp.wsj.com/japanrealtime/blog/archives/10616/
5. http://blogs.wsj.com/japanrealtime/2012/04/17/fukushima-daiichis-achilles-heel-unit-4s-spent-fuel/
6. http://www.washingtonsblog.com/2012/04/the-largest-short-term-threat-to-humanity-the-fuel-pools-of-fukushima.html
7. http://www.huffingtonpost.com/robert-alvarez/the-fukushima-nuclear-dis_b_1444146.html
8. http://www.wyden.senate.gov/news/press-releases/after-tour-of-fukushima-nuclear-power-station-wyden-says-situation-worse-than-reported
9. http://www.wyden.senate.gov/news/video-and-audio/view/wyden-discusses-a-recent-onsite-tour-of-fukushima-japan-and-recovery-efforts
10. http://akiomatsumura.com/wp-content/uploads/2012/04/corrected-Mitsuhei-Murata-Fukushima-Dai-Ichi-Cesium-137-04-03-2012.pdf
11. http://www.youtube.com/watch?v=9bq81boQL_Y
12. http://akiomatsumura.com/wp-content/uploads/2012/04/Letter-to-Prime-Minister-Noda-by-Amb-Murata.pdf

Igennem 20 år har Garth Lenz skildret verdens miljøproblemer i billeder – mange af de billeder, som kan ses i blog-indlægget fra i forgårs, Landskaber under ødelæggelse, er indfanget med hans linser.

I denne video kan man opleve Garth Lenz på en TED-konference i januar fortælle med en næsten knugende indlevelse om de drastiske konsekvenser af tar sand-udvindingen i Alberta, som i disse år totalskamferer stadig større dele af Canadas oprindelige landskaber samtidig med at det forgifter mennesker og dyr og slår bunden ud af den globale klimaindsats.

Kan kun opfordre til at støtte op om tar sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i uhyrlighederne i Alberta.

Vi må sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

Se tidligere blog-indlæg: Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet,James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, James E. Hansen om norsk klimapolitik og James Hansen: Why I must speak out about climate change.

P.S. Kom til at se, at dette er blog-indlæg nr. 800 – en slags rund dag for Strøtanker om bæredygtighed med et indlæg, som med billedet til hjælp spænder ud mellem det globale og det lokale, det smukke og det grusomme.

.
To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands er en dokumentarfilm af Niobe Thompson om tar sand-udvindingen i Alberta. Den varer i alt 48 min., men er her delt i to for at kunne ligge på YouTube. To the Last Drop giver et godt billede af de kolossale miljøødelæggelser, som udvindingen af tar sand-forekomsterne i medfører, selvom udvindingen endnu langt fra er oppe på fuldt niveau. Inden for få år regner man med at nå op på 3 mio. tønder pr. dag, og Alberta er hermed en af verdens største olieleverandører.

Hvis ikke denne udvikling bremses, er det en bombe under det internationale samfunds målsætninger om en global temperaturstigning på max 2° C og max 450 ppm. Hvis disse målsætninger skal have en chance, skal Albertas tar sand (og en hel masse mere) blive liggende hvor det er. I dokumentaren siger Monbiot da også (op til COP15), at det ikke er Saudi Arabien, Kina eller USA som er klimaforhandlingernes største obstruktør, men Canada. Så store olieforekomst bogstaveligt liggende for fødderne gør det meget vanskeligt at tænke klart og sige: “Tar Sands are best left in the ground”.

I floder og søer fanger man i dag misdannede fisk nedenfor de igangværende udvindingsområder og i den lokale indianske befolkning har man kunnet konstatere en markant forhøjet forekomst af dødsfald efter kræftformer, som er nært forbundet med olieforurening. De undersøgelser, som skulle sikre miljøet, er betalt for (og indtil for nylig hemmeligholdt) af olieindustrien, så officielt har det blot heddet sig, at der ikke er tale om nogen betydende forurening. Men uafhængige målinger har vist, at udvindingen af tar sand sender markante mængder af tungmetaller som arsenik, kviksølv, bly, beryllium, selen, zink, kobber, nikkel, krom og cadmium ud i miljøet, dels gennem de omfattende afbrændinger, dels gennem stadige sivende lækager fra de store udskilningsdamme. Ingen tror i dag på, at landskaberne nogensinde kommer videre fra det ødeland, som udvindingen efterlader.

Indimellem kunne man ønske sig, at klimaudfordringen blev håndteret i et større, klarere og mere rent klimatologisk-videnskabeligt perspektiv – selv denne dokumentar synes indimellem at miste overblikket i beskrivelserne af de umiddelbare ulykker i Albertas lokalsamfund. Men hele problemkomplekset omkring Albertas tar sand-olie og den Keystone XL rørledning, som skal føre olien til det amerikanske marked og muliggøre videreførelsen af den fossile levevis endnu et årti eller to, som vi strengt taget godt ved det gælder om at få afviklet hurtigst muligt, rejser en række helt centrale spørgsmål for menneskeheden. Om oprindelige folkeslags rettigheder, om naturbevarelse, om kortsigtet-langsigtet, om retten til at ødelægge, til at fortie, forvirre og forvrænge, til at obstruere den nødvendige omstillingsproces, og måske allervigtigst spørgsmålet, om vi er i stand til – selvom vi har teknologien til at udvinde tar sand-olien – at lade den ligge i jorden? Er vi i stand til at lade hensynet til naturen, til fremtiden, til det fælles bedste få plads overfor øjeblikkets grådighed?

Alle ansvarlige virksomheder og myndigheder ved i dag, at de med tar sand-udvindingen står med en gennemført beskidt virksomhed. Alligevel fortsætter de uantastet, alligevel fortsætter bagatelliseringen og bortforklaringerne. I stedet investeres massivt i klimafornægtelse og misinformation.

Særligt én sætning fra dokumentaren bliver hængende, hvor Bill McKibben taler om vi (amerikanerne) som afhængige junkier, som skal have deres fix … koblet med Hilary Clintons resignerende erkendelse af at ja, Albertas tar sand er dirty oil, men i virkeligheden er al olie dirty oil – hvilket ikke er helt forkert. USA har måttet kæmpe adskillige krige for sin olieforsyning fra de arabiske lande.  Kan man forvente rationel adfærd af junkier? Kan de/vi nedtrappe sig selv?

.
Disse billeder stammer fra Alberta, Canada, hvor udstrakte oprindelige landskaber i disse år bliver revet op med rode for at få adgang til underliggende lag af tar sand – bitumen- og tjæreholdige sandlag, som man med kolossale kraftanstrengelser kan omdanne til en tyktflydende råolie. Men prisen er voldsom, for ikke at sige ubetalelig.

Dels står et tempereret urskovsområde på 3½ gange Danmarks størrelse overfor at blive totalraseret og vandkredsløbet uhelbredeligt svinet til. Dels er forekomsterne af tar sand i området så omfattende – det vurderes, at der er i alt 169,3 billioner tønder olie i området – at afbrændingen af denne olie vil medføre en fordobling af den mængde CO₂, som mennesket har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse og dermed gøre det 100% sikkert, at verdens klimamålsætninger ikke kan overholdes, men at vi tværtimod vil se så stor en global opvarmning, at klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Stadig er “kun” et areal på størrelse med det dobbelte af Bornholm blevet raseret som på billederne herover, men tar-sand-forekomsterne strækker sig over 142.000 km² eller et område på størrelse med England.

Tar sand-olien er derfor blevet et af klimapolitikkens vigtigste brændpunkter. Dels har der været fokuseret meget på tåbeligheden af planlagte rørledninger fra Alberta til Stillehavsområdet og Keystone XL rørledningen tværs over kontinentet til de amerikanske raffinaderier ved den amerikanske sydkyst, så olien kan nå frem til forbrugerne. Dels står der lige nu i EU en administrativ kamp for at forbyde tar sand-olien – ikke fordi det er tar sand, men fordi der går langt mere energi til udvindingen af tar sand-forekomsterne end konventionel olie. Af samme grund troede man indtil for få år ikke, at disse forekomster nogensinde ville blive rentable at udvinde.

Dette kort viser dels størrelsesordenen af en række af verdens vigtigste olieforekomster, dels fordelingen af den CO₂-udledning, som opstår i forbindelse med deres udvinding, transport, raffinering og gasafbrænding (flare), i de tilfælde, hvor gassen ikke indsamles. Man kan her se, at den samlede CO₂-udledning for den canadiske tar sand olie med 26,7 g CO₂ pr. MJ ligger 3-4 gange højere end olien i Nordsøen (med hhv. 8/6,2 g CO₂ pr. MJ). Klimatologisk set er det bydende nødvendigt, at vi ikke brænder alle kendte fossile reserver af, hvis vi vil sikre fremtidens klima. Og dermed er det indlysende, at alle disse “ukonventionelle” olieforekomster, som er meget energikrævende og ødelæggende at udvinde, forbliver i jorden. Vi er derfor kommet dertil, at vi er nødt til at stoppe olieselskaberne i blot at fortsætte deres udvinding som hidtil, hvis vi vil sikre klodens fremtid.

Derfor er der 5. maj International Tar Sand Campagn Day og 350 Climate Impacts Day. På denne dag vil der være events over hele verden. I København vil der være fokus på at sprede viden om tjæresand og på de danske og skandinaviske virksomheder og institutioner, som investerer i tjæresand. Se programmet for dagen på www.350.dk.

Dette indlæg om Københavns Kommunes planer om ved skybrud at lede spildevand i Kastelsgraven er i dag indsendt som høringssvar. Det søger at fremdrage det principielt problematiske i, at vi (mis)bruger vores sparsomme bynatur ved i skybrudssituationer af lukke store mængder gadevand ud i grønne oaser som Brønshøjparken og Kastelsgraven – i det mindste uden forud at klarlægge konsekvenserne undersøge, om der findes løsninger, som giver bedre bymiljø og er mere i tråd med Københanvs overordnede klimatilpasningsstrategi.
.

Kastelsgraven som recipient

Med stigende globale temperaturer står København som andre byer verden rundt overfor en klimatilpasningsproces, som i de kommende år vil nødvendiggøre betydelige justeringer, og som med den nuværende tøven  i det internationale samfund overfor den nødvendige klimaindsats på lidt længere sigt vil ændre vores bygningers og byrums fremtræden markant.

På den korte bane vil en vigtig del af denne klimatilpasning være hele den måde, vi forholder os til regnvandet på. Med den styrtregn, som ramte København 2. juli 2011, fik vi en forsmag på, hvad vi har i vente. På få timer faldt der 150 mm regn over det centrale København. Det blev karakteriseret som en 500-års-regn – og samtidig som noget, vi måske fremover snarere vil opleve hvert tiende eller tyvende år.

Meteorologerne taler således ikke bare om varmere vejr og vådere vintre, men om mere ekstreme regnhændelser med op til 30% voldsommere nedbør, end vi kender i dag.

Det gode er, at det kan løses – rundt omkring i verden er der masser af eksempler på, at man har formået at indrette sig med langt større nedbørsmængder. Men det vil kræve markante ændringer i vores nuværende måde at håndtere regnvandet på.

To strategier

Der åbner sig groft sagt to strategier, som det er vigtigt at gøre sig klar i den nuværende situation – to måder at møde udfordringen på:

1) det nuværende kloak- og vandafledningssystem udbygges, så det kan tage selv de voldsomste regnskyl, eller

2) den nuværende måde at håndtere regnvandet på, hvor stort set alt det vand, som rammer byens flader, ledes direkte i kloakken, forlades. I stedet tilstræber man i langt højere grad end nu en vifte af såkaldte LAR-løsninger – en Lokal Afledning af Regnvandet hvor regnvandet opsuges, tilbage­holdes, nedsives eller forsinkes.

Allerede i baggrundsrapporten til afsnittet om klimatilpasning i Københavns Kommunes (KKs) kli­maplan kunne man i 2009 læse, at merudgiften ved at skulle opgradere kloaksy­ste­met til at kunne håndtere 30% større regnmængder (strategi 1) ville ligge i størrelsesordenen 10 mia. kr. Der er således mange penge at spare, hvis man gennem en serie af koordinerede til­tag sikrede sig, at KKs nuværende kloakkapacitet også fremover vil være til­strækkelig.

Udgifterne til gennemførelsen af strategi 2 er så vidt vides ikke opgjort. Men med mere vegetation, flere grønne tage og en større grad af lokal opsamling og anvendelse af regnvandet er der heller ikke blot tale om en udgift. Her får vi samtidig en masse bykvalitet forærende, en sundere og grønnere by med mere fuglesang, større biodiversitet og frodighed. Samtidig vil det større vegetationsvolumen i byen vil være med til at køle byen. Og blot få år længere fremme vil et andet aspekt af klimatilpasningen blive mere påtrængende, at vores huse og byrum bliver ubehageligt varme om sommeren, hvis ikke vi køler og skygger dem med vegetation. Her vil strategi 1-løsningen tilsvarende være at installere aircondition­ing i store del af vo­res byg­ningsmasse med et stærkt øget energi­forbrug til følge. Strategi 2 er således langt mere frem­tidssikret, bæredygtig og i overensstemmelse med byens intentioner om at være Verdens Miljø­metropol og at nå CO₂-neutralitet i 2025.

Som det fremgår både af Klimatilpasningsplanen og af LAR Metode­hånd­bogen har KK da også prisværdigt lagt op til en klimatilpasningsstrategi, hvor man i høj grad søger at imødegå de øgede nedbørsmængder gennem en øget lokal anvendelse, nedsiv­ning eller forsinkelse af regnvandet. På den baggrund virker Tillæg nr. 1 til spildevandsplanen,¹ som nu er sendt til høring, noget overraskende.

Her fremlægges ni tiltag til overløbsløsninger ved ekstremregn, som alle må henregnes til strategi 1. Fire af forslagene vedrører Indre By, og i tre af disse tilfælde vil man lede overfla­devand direkte i havnen. Det giver måske mening, da man ellers kunne være nødsaget til at lede urenset kloakvand i havnen, i og med at havne­bassinet må betragtes som en relativt stor og robust recipient. Men det fjerde og miljømæssigt set mest problematiske tiltag er et ønske om at kunne lukke vejvandet fra Esplanaden og Grøn­ningen ud i Kastelsgraven i tilfælde af ekstrem­regn.

På kortet herover ser man det område omkring Grønningen og Nyboder, som med de nuværende afledningsforhold forventes at ville blive oversvømmet ved en 100-års-regn.  

Vejvandets beskaffenhed

Kastelsgraven fremstår i dag som et levende miljø – som en slags urban skovsø. I varme sommerperioder kan vandet få en fært, hvilket kunne tyde på, at balancen med den nuværende gennemstrømning kan forskubbes selv med mindre forstyrrelser. Men der er tale om en levende biotop, og ved Kastelsgraven kan man sommeren igennem så godt som altid møde fiskehejren og – hvis man står stille længe nok – se den få fangst.

Det virker derfor ikke som nogen hensigtsmæssig løsning at reducere Kastelsgraven til recipient. I Tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2008, som er udarbejdet af COWI, er miljø-belastningen kun vurderet i forhold til næringsforureningen (s. 34). Det vil sandsynligvis være det mindste problem med vejvandet, som vil indeholde betydelige mængder af olierester, dækstøv, tungmetaller og andre kedelige sager, som vil blive ledt ud i Kastelsgraven sammen med gadevandet og gradvist ophobe sig i fødekæden.

Der er i det foreliggende overhovedet ikke redegjort for, hvad det vil have af konsekvenser for dyrelivet i og omkring et lille ferskvandsområde som Kastelsgraven med begrænset gennemstrømning.

I videnblad 7.3-3 fra Skov og Landskab ved KU Life, hedder det:

“Veje og parkeringsarealer udgør ofte en stor procentdel af de befæstede arealer, navnlig i tætte byområder. Som led i byens klimatilpasning er det derfor oplagt at forsøge at håndtere regnvand fra disse arealer, det såkaldte vejvand, lokalt, og dermed skaffe mere plads i kloakkerne. En mulighed er at nedsive vejvandet, men eftersom vejvand typisk er forurenet med eksempelvis miljøskadelige metaller og olie, er nedsivningen forbundet med bekymring for det underliggende grundvands kvalitet.”

Herefter beskrives i videnbladet, hvordan afledning af vejvand med fordel kan ske gennem en særlig filterjord, som er i stand til at tilbageholde størstedelen af vejvandets urenheder. Her er vejvandet håndteret som et regulært miljøproblem.

Der er derfor et åbent spørgsmål, om man kan tale om en ”lokalitet, hvor ud­lednin­gen vil være harmløs”, som det står side 13 i Tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2008. I hvert fald har man med det foreliggende ikke dokumenteret, at det vil være harmløst for Kastelsgraven. På den baggrund er det lidt foruroligende at iagttage, at tidsplanen allerede er langt fremskreden, med pro­jektering og udbud i fuld gang og ønsker om realisering i perioden april-juli 2012 (s. 15).

Man kan selvfølgelig håbe på, at naturfredningsmyndighederne vil sætte en stopper for planerne – iværksættelsen forudsætter en række dispensationer, som der allerede er ansøgt om. Men det er lidt fortvivlende at se, at den klimatilpasning, som skulle åbne byens vandkredsløb og styrke byforgrønnelse og biodiversitet, måske viser sig at have en lang række andre ansigter.

Vi vil derfor opfordre til, at KK gentænker dette forslag og sikrer, at alle klimatilpasningstiltag samtidig bliver en styrkelse af bymiljøet og biodiversiteten. Man burde i det mindste forud tilbundsgående undersøge, om der findes alternativer, som måske koster lidt mere, men som skånede Kastelsgravens miljø.

Den fremadrettede attitude

Det fremgår af Tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2008 (s. 31 & 34), at der er tale om et afvandingsområde på cirka 5,6 hektar, og at der forventes en regnhændelse hvert tiende år, som vil føre til udledningen af 2.700 m³ vand. Man burde således omformulere opgaven til: Hvordan sikrer man sig gennem koordinerede grønne initiativer en opsamling, forsinkelse eller lokal nedsivning af det overskydende regnvand inden for det 5,6 hektar store område? Hvordan omsætter man dette problem til et bedre bymiljø?

Forud for tiltag som de nu fremlagte burde man lave en konkret vurdering af, hvor mange vandingstønder, grønne tage, vandåbne gårdbelægninger og andre LAR-tiltag, der skal til i det 5,6 hektar store afvandingsområde for at løse si­tuationen uden overløbsventil til Kastelsgraven – eller endnu bedre få eksterne konsulenter til at forestå opgaven, ligesom man har bedt COWI om at lave et forslag til en rørløsning. Det ville være den proaktivt fremadrettede attitude.

Det ville måske kræve en to- eller treårig indsats at identificere muligheder, virkemidler osv. og skabe den nødvendige dialog med boligforeninger, ejerforeninger og private lodsejere derom. Men det ville der være format over. Og det ville være i tråd med KKs overordnede strategi.

I redegørelsen står der side 34, at man måske senere kan bruge systemet til også at lede tagvand i Kastelsgraven. Havde der blot været tale om en ren tagvandsafledning, var der lidt mere grund til at antage, at udledningen ville være harmløs.

Noget andet er, at med nedbørsmængder som 2. juli sidste år – som ikke var en 10-årsregn, men snarere en 500-årsregn – vil der ikke blot være tale om ud­led­nin­­g af 2.700 m³ vejvand, men over­slags­­mæssigt 3,5 gange mere, eller cirka 10.000 m³.

Den del af Kastelsgraven, som vender ud mod Grønningen, er skønsmæssigt under 20.000 m², hvorfor der i sådanne ekstremregnssituationer vil være tale om en meget voldsom påvirk­ning af Kastelsgraven som biotop. Samtidig må man formode, at den største organiske forure­ning af Kastelsgraven ikke kommer fra vejvandstil­førslen, men fra det forhold, at bundsedi­menter vil blive vold­somt hvirvlet op.

LAR-pulje og prioriterede indsatsområder

Det har tidligere i forbindelse med et høringssvar om LAR metodehåndbogen været fremført det rimelige i at etablere en LAR-pulje med de 10 mia. kr., som man må formode at kunne spare ved at implementere LAR-løsninger systematisk i særligt udvalgte områder for herigennem dels at sikre, at denne udvidelse af kloaksystemet ikke blev nødvendig, dels at kickstarte den del af byforgrønnelsesprocessen, som omhandler lokal afledning, opsamling og forsinkelse af regnvandet.

Disse midler skal ikke bare spredes jævnt, men bruges strategisk til at understøtte, at også mere omkostningstunge LAR-tiltag gennemføres i en zone som de 5,6 hektar bag Kastelsgraven, således at man sikrer sig den nødvendige tilbageholdelseskapacitet – og gradvist når frem til, at regnvandet ikke som nu er et problem, men tværtimod en vigtig ressource.

I det her foreliggende høringssvar er problematikken ridset op omkring Kastelsgraven og det at reducere vores bynatur til recipient. Man kunne tilsvarende om et andet af de ni fremlagte tiltag spørge om det er forsvarligt at lede store mængder vejvand ud i Brønshøjparken? Her er der med en vurderet nedbørsmængde på 1.050 m³ for en 10-årsregn tale om en lidt mindre skala. Samtidig er det en helt anden type forstadsbebyggelse, så det gav god mening at gøre begge områder til særlige LAR indsatsområder.

Vi står i den nuværende situation med store muligheder for gennem klimatilpasningsindsatsen at skabe bedre bymiljøer, og det vil være meget ærgerligt, hvis de forspildes med rørløsnin­ger som projekt 3 og 5 i det fremlagte Tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2008.

Ovenstående høringssvar har været lagt til drøftelse på bloggen Strøtanker om bæredygtighed og har været vendt med en række ressourcepersoner.

Med håbet om strategisk klarsyn og respektfuld omgang med vores sparsomme bynatur,

Jens Hvass

Tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2008, Københavns Kommune december 2011 (pdf).¹

Høring: Tillæg til Spildevandsplan, Københavns Kommune 2012 (hvor øvrige høringssvar kan ses).

Kastelsgraven som recipient (dette høringssvar) i pdf-format.

Se tidligere blog-indlæg: Københavns Kommunes klimatilpasningsplan, Reetablering af Københavns vandkredsløb (om LAR metodehåndbogen) og Kortlægning af styrtregnen over København.

Foreløbige opgørelser peger på, at EUs CO₂-udledninger sidste år faldt med 2,6% til 1,89 mia. ton CO₂, hvilket har fået kvoteprisen på det europæiske kvotemarked til at falde til et historisk lavpunkt. I går kunne “retten” til at udlede 1 ton CO₂ således købes for blot 6,14 euro eller under 50 danske kroner.¹

Dette er en hån mod klimaindsatsen, og hele dette system af kvoteafgifter, som med hjælp fra markedets logik skulle tilskynde til klimaoptimering, må siges at have slået fejl. Tværtimod må virksomheder, som i denne situation klimaoptimerer, skele til konkurrenterne blot kan fortsætte med at pumpe CO₂ ud som hidtil og betale en rent symbolsk pris derfor. Så kvotesystemet trænger i den grad til et eftersyn. Hvis det skal bringes til at fungere efter hensigten, skal der til stadighed absorberes kvoter i en form for kurspleje, som man i mange år praktiserede på landbrugsområdet, hvor man for eksempel sikrede, at kursen aldrig faldt under f.eks. 100 euro.

Dette er stadig langt fra de samfundsmæssige omkostninger ved udledningerne. I 2011 blev det således beregnet beregnet, at “the social cost of carbon” – den indirekte omkostning ved udledningen af 1 ton CO₂ – lå mere end 100 gange højere end dagens kvotepris (omkring 5.000 kr./ 660 euro). På den baggrund er et kvotesystem med en pris på 6 euro for retten til at lukke 1 ton CO₂ ud i atmosfæren en absurditet (se tidligere blog-indlæg: Den fulde pris for CO₂-udledninger).

Senest har vi omkring det danske energiforlig set, hvordan det som en del af den almindelige støjproduktion omkring klimaindsatsen har været fremført, at det ikke mindsker CO₂-udledningerne i EU, at vi i stort omfang omlægger til vedvarende energi i Danmark – at det tværtimod blot giver plads til, at andre kan svine endnu mere. Men det er en fejl ved kvotesystemet, ikke ved det danske energiforlig. Det burde være sådan, at hver gang man satte en solfanger eller vindmølle op, så blev EUs kvoteloft automatisk sænket tilsvarende. Ligeledes kunne man forestille sig, at hver gang produktion blev udflaget til steder med billigere arbejdsløn og mindre klimakrav, blev loftet sænket tilsvarende.  På den måde blev presset på dem, som ikke gør noget, bevaret.

I et tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem er der en graf, som visualiserer, hvilken kvotepris, som vil gøre det økonomisk attraktivt at lave hvilke indsatser. Dette betyder imidlertid ikke, at ændringerne automatisk finder sted – tværtimod er der en vis inerti, som man for eksempel kan se det på efterisoleringsområdet, hvor det ikke får os til automatisk at isolere tage og hulmure eller at skifte til nye vinduer med markant lavere varmetab selvom det ville være tjent ind på ganske få år.

Kvotesystemet er barn af markedstænkningen, men vi kommer nok til at indse, at hvor markedsmekanismerne nogenlunde kan regulere udbud og efterspørgsel på et blomstermarked inden lukketid, så kan markedsmekanismernes evne til at lede verden sikkert og hurtigt igennem den forestående totalomlægning fra den fossile afhængighed ligge på et meget lille sted. Hvis vi overhovedet skal fortsætte med kvotesystemer, må vi ikke bare sikre, at kursen holdes på et niveau, hvor der er tale om et solidt økonomisk incentive. Vi må samtidig få et mere realistisk billede af, hvad kvotemarkedet nogensinde kommer til at kunne formå – og indse, at selv hvis det lykkes at bringe kursen op i et niveau, som står i rimeligt forhold tilomkostningerne ved CO2-udledninger, vil være nødvendigt med en stor vifte af andre indsatser for at sikre, at omstillingen til vedvarende energi kommer til at ske tilstrækkeligt hurtigt til at København ikke står under vand i det 24. århundrede.

Se tidligere blog-indlæg tagged CO₂-kvoter.

EU carbon price plumbs new depths on weak emissions data, Business Green 03.04.2012.¹

Erik Holm: CO₂-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

Der udvikles hele tiden nye billeder til forståelse af klimaudfordringen – i de senere år ofte med fokus på udvindingen frem for afbrændingen. For eksempel påpegede Revkin & Rosentahl i november i New York Times i en række artikler, hvor de “prøvede at se virkeligheden fra atmosfæren”,¹ det paradoksale – for ikke at sige det fundamentalt uholdbare – i, at et land som Norge har fine planer om selv at blive CO₂-neutral samtidig med, at man pumper enorme mængder fossile brændstoffer op af sin fastlandssokkel for at finansiere ikke bare sin omlægning, men fuldt så meget sit fortsatte konsumsamfund.

Tilsvarende har de seneste års store fokus på Keystone XL olieledningen fra de store tar sand-forekomster i Alberta, hvis udvinding ikke bare vil totalrasere store oprindelige landskaber, men samtidig ved afbrændingen medføre lige så store CO₂-udledninger, som vi på verdensplan har udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, sat fokus på, om det overhovedet er forsvarligt at udvinde forekomsterne – og at gøre os bevidste om, at det at gøre det er en 100% garanti for at vores internationale klimamål ikke vil kunne holdes – se tidligere blog-indlæg om Keystone XL.

Og klarest har lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen måske sagt det, med sin krystalklare iagttagelse, at “coal is best left in the ground“.

Senest har The Carbon Tracker Initiative med den prisvindende rapport Unburnable Carbon set på, hvor meget fossilt brændstof, som er opregnet som assets på børsnoterede firmaer for de enkelte aktiebørser. Illustrationen herover er figur 4 herfra, og man får her et billede af potentielle konfliktsituationer mellem lande, som i en lang årrække frem har mere energi, end de behøver, og lande, som vil være henvist til at skulle ud at købe energi – underforstået indtil de tager sig sammen og omlægger til vedvarende energi.

Men som det ligger i titlen på Carbon Trackers rapport: Unburnable Carbon - Are the world’s financial markets carrying a carbon bubble? så er vi i en situation, hvor vi kun kan tillade os at afbrænde 20% af de kendte fossile brændstoffer, hvis vi vil holde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning siden industrialiseringens begyndelse på under 2º C, som verdens ledere nu har vedtaget på tre klimakonferencer i træk – COP15, 16 og 17. Og hvis målsætningen bliver strammet til 1½º C, hvilket meget taler for, så er det en endnu mindre del af klodens fossile reserver, som det nogensinde bliver aktuelt at brænde af – i hvert fald indtil vi har etableret effektive CCS-teknologier.

På den baggrund taler rapporten ligefrem om en “Carbon Bubble”, hvor børsnoterede firmaer verden rundt kalkulerer med svimlende værdisætninger af kendte, men endnu ikke opgravede eller oppumpede fossile brændstofreserver. Men har disse brændstoffer nogen realværdi, når vi ikke kan tillade os at afbrænde dem? Og hvad vil der ske, hvis verdens kul-, olie- og gasselskaber må afskrive 80% af deres “kapital” af endnu ikke udnyttede reserver af hensyn til fremtidens klima? Det er interessant, at den lille rapport rejser dette spørgsmål.

I den kontekst er det ikke så svært at forstå den fossile industris krumspring for ikke at måtte anerkende klimaforandringerne eller drivhusgassernes betydning derfor.

Potsdam-instituttet har beregnet, at hvis vi vil reducere risikoen for, at den globale opvarmning overstiger 2° C til 20%, så er det samlede “global carbon budget” – den mængde CO₂, vi samlet kan udlede på verdensplan – 886 gigaton CO₂ i perioden 2000-2050. Men i de første 10 år har vi allerede brugt mere end en tredjedel heraf, så der er kun 565 gigaton CO₂ tilbage til de resterende 40 år frem til 2050. Og verdens CO₂-udledninger er stadig voksende.

Bliver vi som verdenssamfund nogensinde i stand til at handle rationelt i forhold til klimaudfordringen? Eller er vi stadig så kortsigtet egoistiske, at vi for enhver pris vil brænde alle vores fossile reserver af, inden vi begynder at tænke på omlægning til vedvarende energikilder? Canadas fraskrivning af sine CO₂-reduktionsforpligtigelser i forhold til Kyoto-protokollen og uhæmmede forfølgelse af udvindingen af tar sand-ressourcer tyder desværre på, at det bliver meget vanskeligt at vinde gehør for at lade 80% af verdens kendte fossile brændstoffer ligge ubrugte.

Verdenssamfundet har lavet aftaler med Ecuador om, at landet bevarer regnskovsområder og undlader at udvinde de olieforekomster, som ligger under regnskoven, mod at betale en løbende ikke-anvendelsesafgift. Og miljømæssigt kunne det give mening at lave en tilsvarende handel med for eksempel Grønland om ikke at udnytte olien i de arktiske egne. For har vi først indset, at vi ikke kan afbrænde mere end 20% af verdens kendte kul-, olie- og gasressourcer, så er næste logiske skridt at undlade at udvinde dem de steder, hvor det giver den største miljømæssige risiko og de største miljømæssige ødelæggelser – og som James Hansen forholde sig til, hvilke af de fossile brændstoffer, som medfører størst CO₂-udledning i forhold til deres effekt.

Det virker blot absurd, hvis det ender med at verdenssamfundet skal betale et stort rigt land som Canada for ikke at udvinde sine tar sand-reserver.

Omvendt kan man sige, at verdenssamfundet kommer til i langt højere grad end i dag at se på udvindingen. Ved de løbende klimaforhandlinger – COP15 i København, COP16 i Cancun og senest COP17 i Durban – søger man stadig først og fremmest at regulere, hvad de enkelte lande må udlede i forbrugssituationen, og lægger ikke begrænsninger på produktionen. Der findes dog begyndende tiltag, som når EU med Connie Hedegaard i spidsen søger at etablere mål for CO₂-intensiteten, således at man kan afvise olie udvundet fra tar sands og tilsvarende ukonventionelle kilder, fordi de har for dårligt et CO₂-regnskab.

Se tidligere blog-indlæg om klimatopmøder, tar sand, Keystone XL og James Hansen.

Andrew C. Revkin: Can the U.S. and Australia Slake China’s Coal Thirst and Still Claim CO2 Progress? New York Times 19.11.2011.¹

Elisabeth Rosentahl: Should Nations Bankroll Coal Plants Overseas? New York Times 22.11.2010.¹

Elisabeth Rosentahl: Nations That Debate Coal Use Export It to Feed China’s Need, New York Times 21.11.2010.¹

Unburnable Carbon - Are the world’s financial markets carrying a carbon bubble? Investor Watch, juli 2011 (pdf).

I dagene 5.-7. marts var der særlig voldsom aktivitet på solens overflade, hvilket førte til varsel om forstyrrelser af forskellige former for netværk, satellit-kommunikation, GPS-funktioner mv., og NASA har nu lagt en 1½ min. videosekvens ud på flickr med solpletaktiviteten fra disse dage.

I denne omgang var konsekvenserne dog begrænsede. Men i meget voldsomme tilfælde kan forstyrrelserne blive omfattende. I 1989 førte solstorme således til sammenbrud i el-forsyningen i flere lande, værst i Quebec-provinsen i Canada, hvor 6 millioner mennesker var uden strøm i et halvt døgn.

Disse kolossale udladninger varierer i en cirka 11-års cyklus, som har været forsøgt tillagt en markant rolle i forhold til den globale opvarmning. Men denne solplet-teori er i disse dage ved at blive forladt idet den korrelation mellem temperaturudvikling og solcyklus-længde, som har kunnet iagttages igennem dele af det 20. århundrede, simpelthen ikke passer mere – se det forudgående blog-indlæg: Solpletteorien på vej i mølposen.

Wikipedia om Soludbrud.

I dagens Ingeniøren kan man læse, at den hypotese om solpletaktivitetens centrale rolle overfor udviklingen i den globale opvarmning, som har fyldt en del i den danske klimadebat – til dels fordi teorien har været fremsat af den danske astrofysiker Henrik Svensmark – er ved at blive forladt.¹ Som kurven herover viser, har der fra 1850 og frem til sidste fjerdedel af det 20. århundrede været et besnærende sammenfald mellem kurven over solcyklussens længde og den globale temperaturudvikling, hvilket har ført til mange spekulationer om, at solpletaktiviteterne og ikke drivhusgasserne havde den primære rolle i udviklingen af det globale klima (hvilket ville være komfortabelt, da det ville fjerne ansvaret for klimaudviklingen fra industrisamfundene og deres stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer ). Men en undersøgelse af Peter Stauning, seniorforsker emeritus ved Danmarks Meteorologiske Institut, som blev fremlagt i november 2011,² og hvorfra grafen herover stammer, viser, at disse to kurver fra 1985 i den grad gik hver for sig.

Jeg mindes stadig, da lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen i marts 2009 var i Danmark og på et arrangement ved Ingeniørforeningen omhyggeligt imødekommende overfor os danskere fremlagde, at solplet-aktiviteterne skam havde en rolle, men at deres kraft (forcing) lå i størrelsesordenen <0,2 W/m², hvor den samlede energi-ubalance (forskellen mellem den indstrålede og den udstrålede energi) nærmere lå på 2,5 W/m², hvorfor det ikke gav nogen mening at fastholde teorien om, at solpletaktiviteten var den primære faktor i den globale opvarmning.

Dette er ikke stedet at udfolde Svensmark & cos teori om, at denne korrelation skyldtes en indirekte effekt, hvor solpletaktiviteten regulerede den kosmiske stråling, som har indflydelse på skydannelsen, som igen er med til at regulere, hvor meget af Solens lys der dels reflekteres og dels tilbageholdes i atmosfæren på grund af skydækket – og dermed temperaturen. Men nu fremgår det af Jens Ramskovs artikel i Ingeniøren, at selv forskere, som har været med til at forfølge dette spor, er parate til at opgive teorien. Men det er måske godt for et øjeblik at minde sig om, at det så langt fra er alle sådanne mønstersammenfald og tilsyneladende sammenhænge, som rent faktisk er årsagsforbundne. Kan ikke lige nu komme på, hvem som sagde, at 19 ud af 20 parallelslutninger er forkerte.

Med den stadig stærkere konsensus om klimaudfordringens natur mangler vi efterhånden kun at gøre noget alvorligt ved de stadig stigende udledninger af drivhusgasser.

Jens Ramskov: Enige forskere: Solen kan ikke forklare klodens hedetur, Ingeniøren 27.03.2012.¹

Peter Stauning:” Solens aktivitet-klima relationer: En anderledes tilgang” in  Journal of Atmospheric and Solar-Terrestrial Physics nr. 73 2011, pp. 1999-2012.²

Solaktivitet og klima – en ny analyse, DMI 02.08.2011.

I det forudgående blog-indlæg var det en visualisering af havstrømmenes bevægelsesmønstre, som kan vække mindelser om Van Goghs flade-skildringer. Jeg har en prik med billeder af det usynlige – det at kunne synliggøre det usynlige – og når vi er ved visualiseringerne, så har de amerikanske visualiseringsmestre Fernanda Viégas og Martin Wattenberg lavet en i bogstaveligste forstand bevægende visualisering af vindenes betagende smukke bevægelser hen over det amerikanske fastland.

Den vidende meteorolog vil vide, hvor i disse stort anlagte, spiralerende bevægelser, der er varm- og koldfronter, lavtryk og højtryksrygge, risiko for regn og storm. Vi andre må “nøjes” med at glæde os over naturens enestående mønsterdannelser.

Fra hjemmesiden kan man dels se det øjeblikkelige vindbillede, dels er der en side med snapshots af en række karakteristiske vindmønstre. Med et klik kan man zoome ind i kortene, og se for eksempel i hvor stor udstrækning topografiske træk som Rocky Mountains-bjergene bag den californiske kyst griber ind i vindens bevægelsesmønstre.

Og til forskel fra her på siden bevæger de hvide fartstriber sig på Viégas’ & Wattenbergs hjemmeside til stadighed modsvarende vinden – betagende smukt.

Gennem årene har Fernanda Viégas og Martin Wattenberg lavet mange andre betagnede visualiseringsprojekter i feltet mellem forskning, formidling og kunstnerisk udtryk  – som da de i 2003 synliggjorde Wikipedias selvhelende potentiale. Så det er en spændende sider at gå på opdagelse på.