Indlæg tagged med A-kraft

Fukushima update V – grønt lys for Sendai-reaktorerne

9. november 2014

Igennem næsten to år førte jeg her på bloggen under overskriften Japan igen på A-kraft næsten daglige optegnelser omkring situationen i Japan i kølvandet på Fukushima-katastrofen. For samtidig med, at situationen var tragisk – en strålingskatastrofe som den ved i Fukushima Daiichi giver chokbølger ud i alle afkroge af det japanske samfund – var der et stærkt element af håb og forventning til, at denne katastrofe ville føre til, at det gennem flere årtier skrantende japanske samfund skiftede spor og lagde kursen ind mod et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energikilder.

Men sådan er det ikke gået, og som det ser ud nu, kommer det heller ikke til at gå sådan, i hvert fald på den korte bane. For der blev ganske rigtigt mobiliseret et stort momentum for forandring – og hvis man spurgte den japanske befolkning, hvad den ønskede, så er det helt klart, at et overvældende flertal ønsker A-kraften afviklet. Størstedelen heraf så endog helst, at man aldrig mere genstartede reaktorerne. Men dels havde man ikke de duelige politiske kræfter, som kunne føre en sådan proces igennem. Dels har industrien og konservatismen og pengeinteresserne i fællesskab fået sat en solid kæp i hjulet for den udvikling. Så her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er alt på vej tilbage til situationen før.

For de mange, hvis liv stadig leves i evakueringscentre, og de endnu flere, for hvem frygten for den usynlige fare i maden teen, legepladsen er dagligdag, er Fukushima-katastrofen her 3½ år stadig levende, så man kan ikke bare fortrænge Fukushima. Men frem for at gøre det til springbræt til en ny æra kan man gøre det til en lille hændelse, en ubetydelighed, en svag rystelse i business as usual. Og for de kræfter, som ønsker dette ske, er det en lettelse, at det endelig her 3½ år efter tegner til, at de første to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu kommer i gang igen. Efter mange omveje, demonstrationer og knubbede ord er Japan snart igen på A-kraft.

I foråret blev de to reaktorer ved Sendai-værket sat på fast track i NRAs behandling af sikkerheden ved de to reaktorer. På den baggrund er det ikke gået specielt hurtigt, men i september kom NRAs godkendelse af igangsættelsen på baggrund af op imod 40.000 sider dokumentation. Herefter fulgte en høringsfase forud for indhentelsen af den lokale accept af genstarten, som skal gives dels af det lille bysamfund, som er værtskommune for Sendai-værket, dels af Kagoshima Amt, hvor reaktorerne er beliggende. Den amtslige godkendelse kom for et par uger siden, mens den lokale accept kom på plads fredag i denne uge.

Stadig bliver de to reaktorer ikke bare prompte sat i gang, for der er stadig papirarbejde, som skal på plads, og en række (mindre) tekniske udbedringer, som skal være på plads, inden det endelige startskud. Men i princippet er der grønt lys for, at Japan igen er på A-kraft, sandsynligvis fra en gang først i det nye år.

Læs mere »

Share

Fukushima update IV

2. oktober 2014

I denne uge viste Japans undergrund vist tænder, da Ontake-bjerget i Nagano-provinsen uden varsel udspyede store mængder af vulkansk materiale. Ontake-san er et populært mål for bjergbestigere, så dødstallet nærmer sig i skrivende stund 50 med yderligere 20 mennesker savnet. Det har aktualiseret diskussionen om det rimelige i at genstarte de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som omend langt fra Ontake-bjerget er placeret midt i Japans mest vulkansk aktive område. Så kritikken af genstarten, som for nylig fik NRAs blåstempling, har fået nye voldsomhed. NRAs leder Shunichi Tanaka har derfor været ude med et budskab om, at risikoen (for Sendai-værket) er overdrevet, at man ikke kan sammenligne de to situationer, og at man, hvis der er udsigt til et større udbrud nær Sendai-værket, forud vil fjerne alt det radioaktive brændselsmateriale. Dette har blot ført til endnu mere hovedrysten, for vulkanudbrud har det med at komme med vulkansk uforudsigelighed, og det vil nærmere tage år end måneder at fjerne alle brændselslegemer fra Sendai-værket. For eksemepl vil man først skulle til at fremstille de massive jernbeholdere, som transporterne i givet fald skulle foregå med.

De seneste uger har således vist, at selv det som for trekvart år siden blev betragtet som en af de lette genstarter, på ingen måde er nogen let proces. Her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er modstanden mod genstarterne i befolkningen usvækket, og de mange i statsadministrationen og A-kraft-industrien, som synes at have klynget sig til håbet om, at modviljen var midlertidig og båret af en irrationel frygt, som ville fordampe, efterhånden som tingene kom lidt på afstand og ‘fornuften’ genindfandt sig, må se i øjnene, at modstanden er mere fastgroet – og mere velinformeret og om man vil fornuftsbetonet – end på noget tidligere tidspunkt.

Man kan så sige, at statsadministrationen og TEPCO (som forestår arbejdet med at rydde op efter de kernenedsmeltede reaktorer) i hele den måde, man har håndteret situationen på, ret konsekvent har gjort alt det forkerte, hvis man ønskede at genskabe tilliden til A-kraften i den japanske befolkning. Der er i de mellemliggende 3½ år lavet så mange løgne fortielser og afledningsmanøvrer og så mange banale fodfejl i kommunikationen, at ingen idag har tillid til informationer fra TEPCO, og ingen tror på, at statens monitorering af situationen giver noget bare tilnærmelsesvist sandt billede af tingenes tilstand.

Læs mere »

Share

Fukushima update III

15. august 2014

Til højre normalt udviklet, til venstre strålingsforkrøblet sommerfugl fra landskaberne omkring de nedsmeltede Fukushima-reaktorer.

Her i den forgangne uge har det været 69-års dag for A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki – og til forskel fra de seneste tre år har koblingen mellem den ‘fredelige’ og den militære anvendelse af atomkraften i år været næsten fraværende. På den led er A-kraft-industrien så småt ved at få fred fra pressen. Hvor selv banale småproblemer i TEPCOs håndtering af Fukushima-katastrofen og oprydningsarbejdet længe fremkaldte artikler verden over, så bliver tilsyneladende nu selv store problemer med håndteringen af oprydningsarbejdet efterhånden kun små krusninger i verdenspressen.

Selv i blogosfæren er der tegn på udmattelse. Så den japanske industri og regering, som siden premierminister Abe for 1½ år siden kom til magten stadig mere utilsløret har presset på for en hurtig genstart af de nu på fjerde år standsede reaktorer, har fået lidt mere arbejdsro til deres forehavende. Men alligevel går det uendeligt langsomt. Og helt fred får de ikke. I en artikel i dag fra det japanske nyhedsbureau KYODO, som ellers er nøgternheden og soberheden selv, bliver Fukushima-værket præsenteret sådan her: “The poorly protected and maintained Fukushima plant, operated by Tokyo Electric Power Co., was extensively damaged by tsunami spawned by the Great East Japan Earthquake in March 2011 and suffered a blackout after losing its cooling systems.” Dårligt beskyttede og dårligt vedligeholdte … så vi ikke glemmer, at det var en menneskeskabt, og dermed undgåelig katastrofe.

Selvom NRA nu for mere end et år siden fremlagde reglerne for de sikkerhedsgodkendelser, som skulle bringe Japans reaktorer sikkert i gang igen, så mangler vi stadig at se en første genstart. Og med den nuværende hastighed i godkendelsesprocesserne tegner det til, at den definitive aldersgrænse for reaktorer på 40 år bliver en reel faktor, som kommer til at sortere ganske mange reaktorer fra, som fordi de er af ældre årgang vil koste så meget, som skal forrentes på så kort sig, at økonomien ikke hænger sammen. Så jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for, at under halvdelen af de 54 reaktorer, som var i gang før 11. marts 2011, nåede frem til start efter NRAs opdaterede sikkerhedsregler. Og trods Abes og industriens massive pres for genstarter kan det meget vel ende nede omkring en tredjedel.

Sendai-værkets genstart forsinket

I marts blev to reaktorer ved Sendai-værket på det sydligste Kyushu ‘fast-tracked’, for i det mindste at få nogle få klar inden den japanske sommervarme for alvor satte ind sidst i juli. De to reaktorer har fået NRAs godkendelse, men der tilbagestår et stort papirarbejde, så de seneste signaler fra Sendai-værkets ejere går på, at de ikke kommer i gang i år.

Sendai-værket blev ellers valgt fordi der her ville være mindst mulig risiko for, at den efterfølgende lokale godkendelse kørte fast – modstanden mod A-kraften er gennemgående jo mindre, jo længere man kommer fra de store bykoncentrationer omkring Tokyo, Nagoya og Osaka – men selv her synes det langt fra at gå af sig selv.

NRAs godkendelse har været kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at tage højde for de mange vulkaner omkring Sendai-værket. NRA har svaret tilbage, at sandsynligheden var forsvindende, men blot for at understrege, at muligheden foreligger, har en nærliggende vulkan på det seneste lettet på låget – ikke noget stort, men nok til lige at minde alle om, at undergrunden under Kyushu er … vulkansk.

Læs mere »

Share

Fukushima update II

16. juli 2014

Demonstration mod genstart af Sendai-reaktorerne på Kyushu i juni.

Så kom dagen, hvor NRA kunne sige god for genstarten af to reaktorer ved Sendai-værket på det sydvestligste Kyushu. De to reaktorer biver ikke genstartet øjeblikkeligt, tværtimod vil der i den kommende måned være offentlige høringer i lokalområdet. Ud over NRAs godkendelse forudsætter en genstart også formel accept fra det lokalpolitiske niveau, dels fra Kagoshima Amt, dels fra de kommuner, som ligger inden for 30 km afstand fra Sendai-værket. Mange andre steder i Japan ville dette indebære næsten uoverstigelige problemer, fordi ikke bare den folkelige modstand er massiv, men nok så meget modstanden er manifest i det lokalpolitiske system, men her på Kyushu er modstanden langt mere spredt og den lokalpolitiske accept bliver taget som noget nogenlunde givet. Var de første reaktorgenstarter strandet på lokal modvilje, som det meget vel kan ske flere andre steder i Japan, så havde det måske standset genstartsprocessen før den overhovedet kom i gang. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at man som de første har valgt to reaktorer her langt fra de største bykoncentrationer, selvom det nøgternt set ville have givet langt mere mening at få styrket energiforsyningen i Kansai-området, hvor A-kraften forud for Fukushima-katastrofen stod for halvdelen af energiforsyningen og fraværet af A-kraft derfor har været et langt større problem.

1. juli var det et år siden, at NRAs nye regelsæt for reaktorsikkerhed blev søsat, og den gang var der stadig en fornemmelse af, at de første reaktorer kunne være i gang inden årets udgang. Nu kommer de to reaktorer ved Sendai-værket sandynligvis i gang i løbet af efteråret. Måske det lykkes at få yderliger en eller to reaktorer klar til start inden årets udgang, men med de sagsbehandlingstider, vi har set, kan det meget vel vise sig, at det kun var Sendai-reaktorerne, som kom i gang i år.

For processen har vist sig særdeles langsommelig. Mange har kritiseret NRA for langsommelighed, og centraladministrationen, som stadig mere utvetydigt klemmer på for genstarter, har været lige ved at lave utidig indblanding, men har endda begrænset det til at en af de nyudnævnte kommissærer til NRAs ledelse er en klart pro-nuclear skikkelse, som har fået betydelige midler til sin forskning fra de energiselskaber, som ejer atomkraftværkerne. Han hævder selv, at det ikke har nogen betydning, men det at man udskifter en atomkraft-skeptisk kommissær, som har formået at stille nogle særdeles relevante spørgsmålstegn ved den hidtidige sikringsniveau i forhold til den stadige jordskælvsrisiko, med en mand, fra den nuclear village, hvis gensidige beskyttelse og bekræftelse af at intet kunne gå galt er den direkte grund til, at tingene kunne gå så galt som de gjorde, er dybt problematisk og vil være stærkt svækkende overfor NRAs egentlige mål, at sikre, at den japanske befolkning genvinder sin tillid til A-kraften.

Længe var NRA blot tavs overfor kritikken af den langsommelige sagsbehandling. Men gradvist har man stadig mere utvetydigt markeret, at når det går så langsomt, som det gør, så hænger det først og fremmest sammen med, at det indleverede materiale er aldeles utilstrækkeligt, og at forsyningsselskaberne ikke har taget processen omkring sikkerhedsgodkendelsen seriøst, hvorfor arbejdet igen og igen er blevet forsinket. Men nu er de første to reaktorer meldt klar, og en snart 3½ år lang proces omkring hvordan man fremover skal håndtere sikkerheden omkring landets mange standsede reaktorer, begynder endelig at nærme sig en konkretisering.

Ud over de to Sendai-reaktorer er ansøgerfeltet ved NRA er efterhånden oppe på 17 reaktorer, hvoraf sagsbehandlingen er indledt for de 12. Ansøgerfeltet omfatter nu ikke bare, hvad man kunne forvente var ‘sikre’ genstarter, men indtil flere reaktorer, hvor der er stor sandsynlighed for, at NRA ender med at måtte sige, at det ikke kan komme på tale på grund af undergrundens konstitution, eller at de nødvendige opgraderinger for de ganske mange ældre reaktorer ender med at blive så bekostelige, at de ikke kan tjene sig hjem på den forventede resterende driftstid.

Læs mere »

Share

Fukushima update I

3. juni 2014

Det er nu to måneder siden jeg ophørte med de næsten daglige optegnelser omkring Fukushima-katastrofens udfoldelse i det japanske samfund, samlet i månedlige indlæg: Japan igen på A-kraft. Så jeg tænkte, at det var på tide med et lille rids af situationen.

Måske der er noget sundt ved på den måde at træde lidt mere på afstand, for hvor situationen i dag for dag-perspektiv let bliver fyldt med alle de små hovsaer og småkonflikter, så tegner der sig, set i et bare lidt længere tidsperspektiv et klart billede af, at situationen ved Fukushima Daiichi langsomt men sikkert stabiliseres, og der er håb om, at den konstante blødning af betydelige mængder af radioaktivitet, som har stået på i mere end tre år nu, inden for det næste år til halvandet vil kunne reduceres markant. Men stadig er man ikke kommet ret meget nærmere, hvor løsdelene fra de nedsmeltede reaktorkerner rent faktisk befinder sig.

Der har i de seneste to måneder været en fase med medieudmattelse, hvor selv engelsksprogede japanske aviser som Mainichi, Japan Times og Asahi Shimbun, som ellers i mere end tre år har fulgt udviklingen tæt, har haft perioder med op til flere dage i træk, hvor A-kraft-spørgsmålet slet ikke blev nævnt. Til dels fordi der ikke var så meget nyt at nævne, men også i høj grad fordi en række andre politiske sager har fyldt meget, først og fremmest premierminister Abes ønske om at ændre konstitutionen, så Japans militære rådighedsrum bliver større end i den nuværende pascifistiske post 2. verdenskrigsprægede konstitution. Men nu er Asahi Shimbun tilbage med endnu en runde af sin Prometheus Trap-serie, og kombinationen af afgørelsen om Oi-værket og igangsættelsen af den store frostmur har igen gjort situationen omkring Fukushima til dagligt avisstof.

Abe-regeringen har også barslet med en ny udgave af energiplanen, som var tæt på at sprænge regeringen, da den omend meget indirekte udtrykker industriens ønske om at få flest mulige reaktorer i gang hurtigst muligt – hvilket er i modstrid med synspunkterne for en betydelig fraktion inden for regeringspartiet samt koalitionspartneren Komeito. Så hvor den foregående regering efter store folkehøringer endte med en energiplan, hvor A-kraften senest i løbet af 2030erne skulle udfases helt, så er A-kraften i den nye plan lusket ind i varmen igen gennem at være defineret som en vigtig base load energikilde, og der står nu blot lidt forblommet, at Japan skal gøre sig mest mulig uafhængig af A-kraft. Men hele planen er så floffy i sin formulering og så eklatant manglende tal og proportioner, at det er uklart, om dette skal opnås gennem energibesparelser og satsninger på vedvarende energi, eller gennem genstarten så mange reaktorer, at man ikke er afhængig af, om en enkelt reaktor skulle komme i vanskeligheder. Nøgternt sent synes Abe-administrationen at presse massivt på for at komme ud af afhængigheden gennem en sådan rigelighed. Men det foregår forsøgsvist meget diskret, for der er stadig en endog meget stærk modstand mod A-kraften i den japanske befolkning.

Det er nok en af de vigtigste grunde til, at det går så langsomt, som det går med genstarterne – det kræver et vist politisk mod at være med til at sige ja til genstarterne, så alt bliver vendt og drejet forud. På et tidspunkt tegnede det til, at der (fra forsyningsselskabernes perspektiv) i bedste fald kunne komme op til 10-12 reaktorer i gang i løbet af i år. Men foreløbig er det ikke lykkedes at få en eneste klar til start, og forløbet her de seneste måneder tegner snarere til at tyder det nærmere til at det maksimalt lykkes at få 4-5 reaktorer inden udgangen af året. Måske nogen har håbet på, at når først der gik hul på genstarterne, så kom de i en lind strøm. Men lige nu tegner det til at gå så langsomt, at modstanden er maksimal for hver enkelt.

Bypass-operation for grundvandet ved Fukushima Daiichi

På selve Fukushima Daiichi-værket er det efter mange og lange forhandlinger lykkedes at få kystfiskernes accept af en gigantisk bypass-operation, hvor man opsamler vand oven for de nedsmeltede reaktorer, så mængden af indstrømmende grundvand fremover vil kunne reduceres. Det bliver ikke pumpet direkte i havet, men opsamles først i store tanke, hvor strålingsniveauet måles. På nær en enkelt tank har niveauet kunnet holde sig unde de forud fastsatte grænseværdier. Principielt er det ikke nogen god løsning, men hver dag strømmer der omkring 400 ton sandsynligvis stærkt forurenet grundvand ud, så hvis man ad denne vej kan mindske ikke bare den mængde vand, som siver ind i de havarerede reaktorers kældre og fundamenter, men også en del af denne udstrømning, så er det et godt bytte for fiskerne.

Ingen kender det præcise omfang af denne grundvandstrøm, eller hvor stærkt dette grundvand er forurenet, for her mere end tre år efter ved ingen endnu præcist, hvor voldsomt de tre nedsmeltede reaktorer er nedsmeltet, og dermed, hvor store mængder af reaktorkernemateriale, som er i direkte kontakt med grundvandet og til stadighed vaskes ud i grundvandet.

Den store frostmur

Denne udvaskning vil fortsætte en rum tid endnu. Men i går var endnu en milepæl i oprydningsarbejdet, for da tog man første spadestik til den gigantiske 1,5 km lange frostmur, hvormed man vil indkapsle de fire havarerede reaktorer. Der har været en del diskussion, om det nu var en sikker løsning, om man i virkeligheden destabiliserede de i forvejen af jordskælvet hårdt medtagne reaktorbygninger yderligere. Men I sidste uge kom NRAs godkendelse af byggeplanerne, så man i går endelig tog fat.

Læs mere »

Share

Pandora’s Promise Was A Lie – Fukushima Documentary 2014

20. marts 2014


.
Denne video er ikke for sarte sjæle, og den er lang, ret præcist tre timer, men under vejs får man al mulig grund til ikke at ønske sig A-kraft, ikke i sin egen baghave og selv ikke for sine værste fjender. Til trods for titlen er det ikke Fukushima-katastrofe hele vejen igennem, faktisk hander den første lange del om efterveerne af Chernobyl, som tydeligt foregriber, hvad vi må vente os udfolde sig i de kommende årtier som konsekvens af Fukushima. Sidste del er på den led dobbelt opløftende i sin afsøgning af, hvordan vi på en anden og langt enklere måde kan høste den energi, vi behøver.

Hvis man som visse ‘rationalister’ formår at fortrænge A-kraftens affaldsopbevarings-problemer titusindvis af år frem og dens skræmmende forstyrrelser af livets grundlæggende mekanismer, så kan der måske ligge et vis drenget fascinationskraft ved at kunne varme vand på en så diabolsk kompliceret måde. Når A-kraften stadig er i fremdrift og har en næsten uimodståelig appel i en række nye økonomier, så er det ofte dette præstatoriske element, det at kunne sidestille sig med kærnekræfterne og – så længe som det går godt – have dem i sin magt.

Og hvis man undlader at indregne alle de eksternaliserede omkostninger, som ikke er lige nu, og som hvis uheldet skulle være ude alligevel er så astronomiske, at staten alligevel først som sidst må træde til, så er det måske stadig marginalt billigere at varme vand med atomkraftværker. Men der er noget molbo over det, og prisen når det går galt er ikke bare astronomisk, den er ubetalelig.

Her tre år efter Fukushima-katastrofens udbrud, hvor tiden for genstarten af de mange japanske reaktorer, som har været standset i de mellemliggende år, gradvist nærmer sig, er, at genstart betyder ja til, at der kan komme en ny Fukushima. Man kan søge på alle mulige måder at gardere sig, men der er ikke noget som hedder 100% sikkerhed. Den eneste sikre atomreaktor er en atomreaktor taget ud af drift og tømt for sine brugte brændselslegemer.

Pandora’s Promise Was A Lie 2.0 er en revideret udgave en dokumentar, som blev frigivet 11. marts i år, på treårsdagen for katastrofens udbrud ved Fukushima Daiichi. Jeg har kopieret producenternes introduktion ind nedenfor.

Summary: Following the unprecedented triple meltdown at the Fukushima Daiichi nuclear power plant after Japan’s 3/11 earthquake and tsunami, a myriad of far reaching questions has arisen…

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XXII – optegnelser marts 2014

1. marts 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Her tre år efter er pendulet på forunderligt-foruroligende vis tilbage til tiden før Fukushima-katastrofens begyndelse for tre år siden. Presset fra regering og erhvervsliv for at få hurtige genstarter er massivt, og selvom man godt ved, at man skal fare med lempe, hvis man vil undgå igen at vække den massive folkestemning, så er kursen lige nu lagt målrettet mod genstarter inden sommervarmen for alvor tager ved, jo flere og jo hurtigere, jo bedre.  

Endda kommer det ikke til at gå særlig hurtigt, ikke mindst fordi den nye sikkerhedsinstans, som man har etableret, NRA, ser foreløbig ud til at tage sin opgave alvorligt, at genskabe sikkerheden omkring de japanske atomreaktorer, så en katastrofe som Fukushima Daiichi aldrig igen vil kunne finde sted. På den led synes det en indlysende ting, at NRAs leder Shunichi Tanaka stammer fra Fukushima, for mens det øvrige Japan her tre år efter Fukushima-katastrofens begyndelse så småt synes at glemme, så vil han stadig vide, hvilke lidelser Fukushima har været igennem, og at sdtadig her tre år efter, at de fleste af dem som i sin tid blev evakueret, stadig har lange udsigter i forhold til at kunne vende tilbage. Og selvom den politiske modstand mod genstarten kan synes helt paralyseret i og med Abe-regeringens komfortable flertal i begge kamre, så bliver tingene ikke bare som før. Men omvendt tegner det lige nu til, at Fukushima ikke blev det vendepunkt, som kunne have givet smerten og lidelsen en retning, et håb, en forklaring, en forløsning. 

Der tegnede sig en overgang en vision om at gøre Fukushima-katastrofen til springbræt for en ny æra, som vendepunkt for et postindustrielt Japan, som var drevet på vedvarende energi og som igen formåede at høste sine fornødenheder bæredygtigt af sit naturgrundlag og leve i harmoni med sine omgivelser. Selvom pendulet lige nu synes på vej tilbage – at Fukushima søges gjort til en ubetydelig parentes i historien – så forfølger man stadig i Fukushima Amt dette mål om at lægge fuldt om til vedvarende energi, hvorfor man har insisteret på ikke bare at få standest genstarten af de to funktionsduelige reaktorer ved Fukushima daiichi – hvilket TEPCO efter pres fra centraladministrationen har accepteret – men også TEPCOs fire reaktorer ved Fukushima Daini. Og visionen om dette fremtidens Japan har været så stærkt fremme, og har tilhængere så langt ind i selv premierministerAbes regeringsparti, at det kun er et spørgsmål om, hvornår pendulet igen svinger fremad.

For snart to år siden indledte jeg disse optegnelser for at følge processen fem til genstarten af de første reaktorer. Der kom ret hurtigt derefter en midlertidig genstart af to reaktorer ved Oi-værket, men processen, hvor Japan som noget nyt havde store offentlige høringer, hvor man på forskellige måder spurgte og inddrog den japanske befolkning lovede godt for, at der ville komme noget konstruktivt ud af hele situationen. Men så blev alt forkludret. Den nu forhenværende regering fik ikke rigtig samlet konklusionerne i en bindende energiplan, men blot som et uforpligtende hensigtserklæring, og sådan lidt på afstand så var der trods mange sympatiske synspunkter også en politisk uformåenhed, ikke mindst overfor embedsværket. Selvom det til dels var Fukushima-katastrofen, som tog alle kræfterne og satte alt på standby, så nåede DPJ-regeringen at demonstrere, at vejen fra lovende valgløfter til realpolitiske forandringer er endog meget lang, og at det japanske statsbureaukrati ikke bare lige er sådan at ændre kurs på. 

NRA har stillet i udsigt, at man her i løbet af marts vil fremlægge en prioriteret liste over den eller de atomreaktorer, hvor sagsbehandlingen er så fremskredet, at man kan gå videre til den videre afklaring. Fra regeringsside er det magtpåliggende, at der kommer reaktorer i gang inden midten af juli sommervarmen for alvor sætter ind – ikke fordi Japan ikke vil kunne klare sig igennem, for det er gået fint de forudgående somre, og der er de seneste to år opført så mange solcelleanlæg i Japan, at det i sommerspidsbelastningsperioden svarer til 4-5-6 nye atomkraftværker. Derfor udhules argumentet om de snarlige genstarters uomgængelige nødvendighed, hvis ikke de kommer i gang nu. Men NRA har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade sig kyse af administrativ utålmodighed. Tværtimod kører man ganske grundt og principielt frem – og gør til forskel fra de fleste andre aktører det eneste rigtige, hvis det skal lykkes at genskabe tilliden til de japanske reaktorer. Endda bliver det nok kun lige med lodder og trisser, hvis det skal lykkes at få de første reaktorer i gang til den tid – og sandsynligvis bliver det reaktorer på Kyushu eller på Shikoku, der som de første vil kunne genstartes efter NRAs nye sikkerhedsregler. For til forskel fra rigtig mange andre steder i Japan, hvor den lokale modstand så massiv, at der vil kunne gå ikke bare måneder, men år, før den lokale accept af genstarterne er faldet på plads, så vil det for værkerne på Skikoku og Kyushu være muligt at forhandle den lokale accept på plads relativt hurtigt efter at NRA har givet sin godkendelse.

Udviklingen er således nu kommet ind i en fase, hvor visionerne kommer i tredje række, hvor diskussionerne om den samlede vision er lagt på hylden, hvor økonomien dominerer over sikkerheden, hvor spørgsmålet om Japans fremtidige energipolitik frem for visioner og klarhed er styret af et utal af små lokale positionskampe. Det kan blive en lang kamp, og af samme grund er jeg indstillet på at lukke ned for disse optegnelser. Mere end 700 er det blevet til, og måske det på et tidspunt var interessant at vende tilbage og sammenfatte. Men nu er der i første omgang søgt fastholdt en proces, hvor Fukushima-katastrofen en overgang så ud til at kunne blive definerende for en større omlægning af det japanske samfund.

Muligheden for at gøre Fukushima Daiichi til et stort og flot om end smertefuldt vendepunkt var der, men blev forpasset – i hvert fald i denne omgang. Som det så viseligt stod i Japan Times den anden dag: mens halveringstiden for plutonium er skræmmende lang (24.100 år), så er halveringstiden for den menneskelige hukommelse foruroligende kort.  

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2014

1. marts – I dag 60 år siden prøvesprængningerne ved Bikiniøerne
1. marts – Depressionsramte kyster
2. marts – Massive udfordringer forude for at vinde lokal accept af genstarter
2. marts – Antiatomkraft-demo i Tokyo
3. marts – NRA udvider sin stab markant

4. marts – Asahi-serie: Three Years After
5. marts – Fukushima sagsanlæg opgivet
6. marts – stadig mange uafklarede spørgsmål
7. marts – 74% af de frivilligt evakuerede vender aldrig tilbage
8. marts – TEPCO-arbejderes familier dæmoniserede

8. marts – Stort forretningsperspektiv i dekommissioneringsekspertise
9. marts – Antiatomkraft-demonstrationer over hele Japan
9. marts – Revision af skolemateriale om Fukushima-katastrofen
9. marts – TEPCO lader dagligt store mængder vand sive i jorden
10. marts – 80% ønsker atomreaktorer afviklet

10. marts – Asahi leder: NRAs sikkerhedsregelsæt har alvorlige mangler
11. marts – Den svære genopbygning
12. marts – Asahi Shimbun om reaktor-genstarter
13. marts – Noam Chomsky om Fukushima-katastrofen
13. marts – Naoto Kan om Fukushima-katastrofen

13. marts – To amerikanske eksperter om Fukushima-situationen 3 år efter
15. marts – NRA: To reaktorer ved Sendai-værket først i køen for genstart
15. marts – Gregory Jaczko: eneste sikre løsning er ikke at genstarte
16. marts – Pres på japanske forskere
17. marts – Transportsække ved at være møre

17. marts – Demonstrationer på Kyushu
18. marts – Massiv modstand mod genstart af atomreaktorer
19. marts – Bunmei Ibuki om ‘the ultimate goal of phasing out nuclear power’
20. marts – Pandoras Promise was a lie (blog-indlæg)
20. marts – NRA revser TEPCO

21. marts – Træerne nedbrydning gået i stå omkring Chernobyl

Stadig under udarbejdelse …

Se Fukushima links for marts 2014.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XXI – optegnelser februar 2014

1. februar 2014

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

Det kan synes som om, at Abe og LDP med valgsejrene til både over- og underhuset trods den massive modstand i befolkningen fik det definitive overtag i bestræbelserne på at reetablere et Japan, som var Fukushima-katastrofen aldrig sket. Men på det lokalpolitiske område er tingene mindre definitivt afklaret, og når to forhenværende premierministre, Morihiro Hosokawa og Junichiro Koizumi, som det skete her sidst i januar trådte ind i Tokyos guvernørvalg, som afgøres her 9. februar, så er det måske sidste chance for at få A-kraften og Japans fremtidige energi-scenario på dagsordenen som andet end et mere eller mindre skjult og forudsigeligt udvalgsarbejde internt i regeringen.

Tiden må vise, om Hosokawa med Koizumi i ryggen vil kunne vinde guvernørvalget – tiden har været meget meget kort, og den LDP-støttede kandidat Yoichi Masuzoe, men det har afsløret, hvordan Abe-administrationen virkelig søger at styre informationsstrømmen og sikre sig, at A-kraft-problematikken fylder mindre i medierne.

Hvis det – hvilket det lige nu ikke tyder på – lykkes Hosokawa at vinde, vil det givet repolarisere hele genstartsproblematikken og genåbne spørgsmålet om Japans energimæssige fremtid. For hvad gør TEPCO, hvis deres største kunde og en af de største aktionærer beder om at få udfaset A-kraften og begynder en lang række partnerskabsaftaler med de omgivende provinser om at lavere vedvarende energi?

Selv hvis det ender med, at det bliver Masuzoe, som vinder, så har han måttet stå frem og sige, at han skam også ønsker et Japan mindre afhængig af A-kraften, og man har set den nuværende premierminister Abes mentor, Koizumi, åbent udfordre sin politiske darling.

Allerede sidst på måneden er der tilsvarende amtsvalg i Yamaguchi Amt, hvor energisituationen tilsvarende meget vel kunne blive et centralt valgspørgsmål, om ikke det centrale. Og med forestående valg i amter som Shiga og Niigata, hvor guvernørerne lige nu er meget udtalte i deres kritik af Abe-administrationens back to business-politik, kan det meget vel vise sig, at den politiske modstand mod genstarterne bider sig fast på det amtslige og det kommunale niveau.

NRA har i skrivende stund ansøgning om genstart for 16 ud af landets officielt 48 reaktorer, og sandsynligvis vil vi her i løbet af februar se ansøgninger også fra flere af de mere kontroversielle, som ved Hamaoka-værket, som hvis man var i stand til at spole filmen tilbage nok skulle have været placeret et helt andet sted. For det er beliggende umiddelbart over brudzonerne mellem tre store tektoniske plader, så risikoen for ekstra voldsomme jordskælv er her særligt høj. Her kommer NRA for alvor på prøve. For har de, når det kommer til stykket, den politiske frihed til at konkludere, at et helt værk er sikkerhedsmæssigt uforsvarligt? Eller bliver det ligesom med klimaudfordringen spørgsmålet om at finde en passende politisk grimasse, som samtidig med at man på et uforpligtende plan vedkender sig problemerne ikke tager de nødvendige konsekvenser deraf.

NRA har allerede taget hul på behandlingen af to reaktorer ved TEPCOs Kashiwazaki-Kariwa-værk, som med syv reaktorer er verdens største. Her er der et stort antal foldelinjer umiddelbart under og omkring reaktorerne, og værket har tidligere stået stille igennem længere tid på grund af beskadigelser efter jordskælv. Men Kashiwazaki-Kariwa er i den nuværende situation TEPCOs eneste chance for at få reaktorer i gang igen, for de seks reaktorer ved Fukushima Daiichi og de fire ved Fukushima Dainichi kommer aldrig i gang igen. Men kan man forestille sig, at NRA når frem til den konklusion, at det er uforsvarligt at drive atomreaktorer på dette sted, når den sådan beslutning med et pennestrøg et vil lægge Japans største forsyningsselskab i graven? Kan et videnskabeligt baseret ekspertudsagn stå så frit af, hvilke økonomiske omkostninger, det vil indebære? NRAs leder Shunichi Tanaka har gentagne gange understreget, at NRA vil varetage opgaven uden nogen skelen til de økonomiske implikationer. Men det skal han sige, for NRAs forgænger var præcist det modsatte. Her var sikkerhedsinstansen fuldstændig i lommen på forsyningsselskaberne og A-kraft-industrien. Så på den led er det ikke noget godt tegn, at så godt som samtlige, som arbejdede i NRAs forgænger, i dag er ansat i NRA.

Tidligere kunne man være så godt som sikker på, at mere eller mindre samtlige af Kyodos telegrammer om A-kraft-situationen og situationen ved Fukushima var at finde i mindst én større afvis dagen efter. Om det er en følge af den seneste tids signaler fra Abe-administrationen om at skrue ned for dækningen eller almindelig udmattelse blandt læserne, skal være usagt. Men her i det nye år er tingene blevet meget anderledes. Hvor tidligere stort og småt ved Fukushima Daiichi har været vendt i den japanske dagspresse, så må man indse, at filtret for, hvad der er interessant, har ændret sig. Selv når TEPCO laver udtalte flovsere, så skal man til små lytteposter som Fukushima Dairy, Simply Info og EXSKF for at få det fulde billede af, at ikke er ret meget har ændret sig til det bedre. Tværtimod bliver der opdaget stadig større mængder af udsivende radioaktiv forurening, og TEPCO fortsætter sit under- og misrapporteringscirkus. Alt synes derfor efterhånden at tyde på, at den samlede strålingsforurening fra Fukushima-katastrofen allerede har overhalet de samlede strålingsforurening fra Chernobyl. Og den stadige ‘blødning’ i Stillehavet er på ingen måde standset, snarere tværtimod. Men ligesom pressen har fået en form for frivillig mundkurv på, så synes japanske forskere at have fået strenge pålæg om ikke at beskæftige sig med sammenligninger mellem Fukushima og Chernobyl. Det er ligeledes påfaldende, hvor få studier af strålingsforureningens indvirkning på de biologiske systemer, som der er lavet. Der findes viden, som det er komfortabelt ikke at have.

Skal man glæde sig over bare lidt, så er det, at fjernelsen af brændselslegemerne fra der beskadigede kølebassin ved reaktor 4, som af mange har været udpeget som den største risiko for fornyet katastrofe, synes at skride planmæssigt frem. Man er nu oppe på at have fået fjernet omkring 15% af de mere end 1.500 brændselslegemer. Samtidig bliver der her i starten af februar taget første spadestik til den frostmur omkring alle fire havarerede reaktorer, som lige nu synes at være det bedste bud på at få standset de enorme mængder radioaktivt grundvand, som hver dag ender i Stillehavet.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser februar 2014

1. februar – TEPCO viser overskud for de første tre kvartaler af 2013
1. februar – Tredje update om Tokyo som A-kraft-valg
3. februar – NHK-dokumentar om grundvandsproblemerne ved Fukushima
4. februar – Regeringen spørger fiskerne om Fukushima grundvands-bypass
5. februar – Geotermiske anlæg på vej

6. februar – IAEA-rapport: Den strukturelle risiko størst
7. februar – TEPCOs målinger af strontium I grundvandet alt for lave
7. februar – Monju-reaktoren på vej til at blive opgivet?
8. februar – Fjerde update om Tokyo som A-kraft-valg
8. februar – Igangsættelsen af reaktor 3 ved Tomari-værket udskudt

8. februar – Lille status over de japanske reaktorer
9. februar – Masuzoe vinder valget i Tokyo
10. februar – NRAs sikkerhedsgodkendelser: Flaskehalsen peger på …
10. februar – Tokyo-valget vil fremme hurtig genstart af atomreaktorerne
12. februar – NRA: Foldelinje under Oi-værket ikke aktiv

12. februar – Ny bog om Fukushima fra Union of Concerned Scientists
13. februar – LDP-parlamentarikere: A-kraften må være ‘transitional’
14. februar – Ansøgning til NRA om reaktor 4 ved Hamaoka-værket
15. februar – Stærke reaktioner mod genstart af Hamaoka-værket
16. februar – Interview med 281 Anti Nuke

17. februar – NRA på inspektion ved Kashiwazaki-Kariwa
18. februar – tålmodighed med NRA
21. februar – nergiplan fastlagt
22. februar -100 ton højradioaktivt vand løbet over ‘ved et uheld’
24. februar -Kølingen af reaktor 4 ved Fukushima Daiichi svigter

25. februar – TEPCO agter ikke at betale mere for tabte arbejdsindtægter
26. februar – Flere vilde dyr i de evakuerede områder
26. februar – Dekontamineringen for Fukushima Daiichis opland forsinket
28. februar – ikke 100 men 201 og nok over 1.000 fejl på Fukushima Daiichi
28. februar – ALPS-systemet igen i problemer

Se Fukushima links for februar 2014.

Læs mere »

Share

Chernobyl – 25 år efter

11. januar 2014

26. april 1986 indtraf der en ulykke på atomkraftværket ved Chernobyl, hvor én af værkets fire reaktorer kom definitivt ud af kontrol, og indtil Fukushima-katastrofen i 2011 blev Chernobyl regnet som den i særklasse værste atomkraft-ulykke i verdenshistorien – i hvert fald hvad angår fredelig udnyttelse. Reaktortypen i Chernobyl var uden egentlig beskyttelse af reaktorkernen, så ved den kernenedsmeltning, som fandt sted i reaktor 4, blev der frigivet meget store mængder af radioaktiv forurening. En ganske stor del af dette faldt over Hviderusland, men vinden førte radioaktiviteten ud over store dele af Europa, og i alt omkring 600 mio. mennesker har fået en snert af partikelforureningen fra Chernobyl.

Danmark blev kun meget let ramt af radioaktivt nedfald, men en vindfane trak en bræmme ind over det midterste Sverige og Norge, hvor man stadig i dag har betydelige efterveer derefter, i særlig grad på højfjeldet, hvor den biologiske aktivitet er særdeles langsom. Således måtte man for eksempel i Sverige kassere 80% af alt rensdyrkød, som blev slagtet i 1986, og i Norge måtte man hæve grænseværden for acceptabelt strålingsniveau for rensdyrkød med en faktor 10 for ikke at måtte kassere det hele, fra 600 til 6.000 becquerel/kg, hvilket er 60 gange over den grænseværdi, man i dag bruger i Japan i forbindelse med Fukushima-katastrofen.

Mere end 350.000 mennesker blev evakueret, og til forskel fra situationen i Japan har man ved Chernobyl ikke søgt at dekontaminere landskaberne, men simpelthen fastholdt evakueringerne og de afspærrede zoner, hvor koncentrationerne var for høje. Omkring 500.000 mennesker har været involveret i det efterfølgende oprydningsarbejde, som mundede ud i at man indkapslede den nedsmeltede reaktor i en stor sarkofag – som allerede i dag har vist sig at have så store mangler, at den bør udskiftes. Det officielle dødstal som følge af ulykken er sat til 31, mens andre vurderinger taler om op imod 1 mio. ofre for strålingsforureningen. Der er meget store økonomiske og politiske interesser forbundet med verdens atomkraftværker, og efterfølgende har der været gjort en stor indsats for at bagatellisere konsekvenserne for ikke at få A-kraften til at fremstå skræmmende. Samtidig kan det være vanskeligt at få et fuldt overblik over sundhedskonsekvenserne, fordi de udspiller sig over meget lang tid. Men til 25-årsdagen blev der lavet et forsøg på sammenfatning af sundhedskonsekvenserne af Chernobyl, Health Effects of Chernobyl, 25 Years After the Reactor Catastrophe – jeg har kopieret det fulde Executive Summary ind nedenfor.

Heri konkluderes det, at der efter 25 år er omkring 750.000 mennesker, som er blevet invaliderede som følge af Chernobyl-katastrofen og 112-125.000 som er døde pr. 2005 (efter 20 år), heraf omkring 5.000 børn (en undersøgelse på foranledning af partiet Die Grünen i kom i 2006 til 30-60.000, mens en Greenpeace-rapport nåede til et estimat på 200.000, og russiske forskere har vurderet, at op imod 1 mio. kræfttilfælde verden rundt ville kunne tilskrives Chernobyl).

Mange kræftformer har – særlig ved lavere strålingsdoser – en inkubationstid på 25-30 år, så det er først nu vi begynder at se de fulde konsekvenser af første generation, og den bestråling, som har fundet sted, vil fortsætte med at give misdannelser og sundhedskomplikationer flere generationer frem.

Læs mere »

Share

Gensvar til James Hansen fra 311 miljøorganisationer om A-kraft

10. januar 2014

Siden James Hansen sammen med Ken Caldeira, Kerry Emanuel og Tom Wigley i et åbent brev To those influencing environmental policy but opposed to nuclear power,¹ for to måneder siden markerede, at verden – og ikke mindst dens mange miljøforkæmpere – burde tage A-kraften til sig som en nødvendig del af den stadig mere hastende klimaindsats, har jeg samlet materiale til en slags modsvar. For selvom jeg har en kolossal respekt for Hansens klimaperspektiv, måtte jeg sande, at her var en grænse for, hvor jeg kunne følge ham.

Ikke mindst Fukushima-katastrofen, som stadig tre år efter er langt fra er under kontrol, og som bliver ved med som ringe i vandet at brede sig ud i alle afkroge af det japanske samfund og videre ud i verdenssamfundet, har gjort det klart for mig, at A-kraften er noget af det, som ikke fører noget godt med sig, og som mennesket havde været bedre stillet uden.

Men nu er en gruppe på 311 miljøorganisationer kommet mig i forkøbet. De afleverede tidligere på ugen et fælles gensvar² til James Hansen og hans tre medforfattere, hvor de tager til gensvar – sobert, men nogenlunde til benet. Så uden at have opgivet min egen dialog med James Hansens A-kraft-perspektiv, som synes ude af trit med dén vedvarende energi-virkelighed, som hastigt er ved at forme sig, så er her i første omgang den fælles henvendelse fra de 311 miljøorganisationer, hvoraf de fleste er amerikanske.

January 6, 2014

Gentlemen,

Although we greatly respect your work on climate and lending it a much higher profile in public dialogue than would otherwise be the case, we read your letter of November 3, 2013 urging the environmental community to support nuclear power as a solution to climate change with concern. We respectfully disagree with your analysis that nuclear power can safely and affordably mitigate climate change.

Nuclear power is not a financially viable option. Since its inception it has required taxpayer subsidies and publically financed indemnity against accidents. New construction requires billions in public subsidies to attract private capital and, once under construction, severe cost overruns are all but inevitable. As for operational safety, the history of nuclear power plants in the US is fraught with near misses, as documented by the Union of Concerned Scientists, and creates another financial and safety quagmire – high-level nuclear waste. Internationally, we’ve experienced two catastrophic accidents for a technology deemed to be virtually ‘failsafe’.

Læs mere »

Share