Strøtanker om bæredygtighed

Denne video stammer fra Toronto Global Forum, som har været afholdt 8.-10. juli, hvor Matt Winkler fra Bloomberg under overskriften “The Future of Energy” 9. juli interviewede Shells direktør for det nord- og sydamerikanske område, Marvin Odum.

Winkler går måske af strategiske grunde meget ærbødigt til Odum. Så han bliver meget lidt konfronteret med Shells bedrifter, men skaber omvendt derved et fortrolighedsrum til at tænke højt om et olieselskabs mulige fremtidige rolle. Under vejs i den 21 min. lange samtale siger Odum direkte, at Shell overvejer at stryge ‘oil’ fra sit firmanavn (8:50 ff.).

I det engelsk-hollandske moderselskab er denne udvikling i gang – de seneste to år har Shell udvundet mere gas end olie. “Climate change is real,” siger Odum, og vi hører her en virksomhed tage bestik af situationen og positionere sig i den forestående omstillingsproces. Shell ved så godt som de fleste, at selvom vi hurtigst muligt må vænne os fra de fossile brændsler, så bliver der ikke lukket ned for efterspørgslen fra dag til dag. Han ved, at tiden er kort, og at den ‘nødvendige’ procesenergi i omstillingsfasen kan leveres med mindre klimabelastning, hvis det kommer fra naturgas end fra olie (som omvendt er bedre end kul og tar sands-forekomster).

Kul har en klimabelastning på ~950 g CO₂ pr. kWh, olie ~650 g CO₂ pr. kWh, og gas ~400 g CO₂ pr. kWh. Så der ligger en klar virksomhedsstrategi i at prioritere gassen – og måske en relevant klimastrategi i at udfase kul og ukonventionelle olieforekomster først, og så slippe naturgassen (som gradvist kan produceres fra overskydende vindstrøm) sidst.

Ikke mindst i USA og Canada er den slags ikke lige, hvad man forventer at høre fra et olieselskab. Texasbaserede Houston Chronicle skriver da også som underroverskrift til artiklen Shell Oil exec says transition to renewable energy is here, at “Another European oil company executive is spouting heresy about the future of energy”. Det overhovedet at tænke i udfasningen af fossile brændsler er kætteri overfor oliebranchen.

Selvom selvom man kunne ønske sig, at de store olieselskaber rykkede i fællesskab, så ser det lige nu mest ud til, at verdens olieselskaber er i færd med at bryde op i to blokke – de amerikanske, som stadig søger at købe sig vej til at kunne fortsætte det fossile samfund, og en gruppe af overvejende europæiske selskaber, som meget gerne vil skifte spor og bidrage til transformationen til post-possile samfund revet på vedvarende energikilder.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I juli vil der udfolde sig to meget forskellige kampscener omkring atomkraftens fremtid i Japan. Den ene er valget til overhuset 21. juli, hvor LDP sammen med koalitionspartneren New Komeito står til at få et stort flertal og dermed at kunne sikre sig en meget stærk politisk position i de kommende år. Man har således det klare paradoks, at en japansk befolkning, som ønsker A-kraften afviklet, synes at vælge en stærkt pronuclear politisk ledelse. Samtidig vil den nye sikkerhedsinstans NRAs nye regelsæt træde i kraft 8. juli, og de langsommelige processer med én for én at få de mange nu standsede reaktorer sikkerhedsgodkendt kan endelig gå i gang. Der er kolossale summer på spil, og med den iver, permierminister Abe på det seneste har vist for at promovere den japanske A-kraft-industri på den internationale scene og få genstartet reaktorerne hurtigst muligt, må man formode, at denne proces vil komme under pres for ikke bare for enhver pris at søge den ultimative sikkerhed, men hurtigst muligt at få genstartet Japans halvt hundrede nu standsede reaktorer.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juli 2013

1. juli – Tid for setsuden – sommerens energi-sparekampagnerne
2. juli – Ikke råd til at lukke reaktorerne
3. juli – TEPCO søger om igangsættelse af Kashiwazaki-Kariwa
4. juli – Interview med arbejdere ved Fukushima Daiichi
4. juli – Valgkampen til overhuset skudt i gang

5. juli – Fukushima-katastrofen en invitation til terror
6. juli – TEPCO trækker ansøgning om genstart af Kashiwazaki-Kariwa tilbage
6. juli – Ingen planer om at opgive reaktorer
7. juli – Det vedvarende energiboom allerede i vanskeligheder
8. juli – Protester mod genstart af reaktorer

8. juli – NRAs nye regler træder i kraft
9. juli – NRA må forholde sig til risikoen for mange reaktorer på ét sted
9. juli – Store udsivninger fra Fukushima Daiichi-værket
9. juli – Sommervarmen tager til
10. juli – Masao Yoshida død

11. juli – De politiske partier om A-kraftens rolle
12. juli – Mindre A-kraft på verdensplan
12. juli – JAPC tager til genmæle om Tsuruga-værkets reaktor 2
13. juli – Ansøgning om genstart af yderligere to reaktorer
14. juli – Sandsynligvis stadige radioaktive udsivninger fra Fukushima Daiichi

16. juli – Kan lægger sag an mod Abe
16. juli – NRA indleder godkendelsesprocesserne
17. juli – Muterede grøntsager
18. juli – NRA checker undergrunden ved Monju-reaktoren
18. juli – Damp fra reaktor 3 ved Fukushima Daiichi

18. juli – Tilliden til A-kraften kan ligge på et lille sted
18. juli – Amerikanske reaktorer svært ved at klare konkurrencen
19. juli – Asahi leder: JAPC bør lukke alle sine tre reaktorer
19. juli – Retssag på vej mod Mitsubishi
19. juli – TEPCO øger antallet af arbejdere med forhøjet kræftrisiko 11 gange

20. juli – Valg til overhuset i morgen
21. juli – Valgsejr til … Abenomics
22. juli – Energipolitikken efter 21. juli
22. juli – TEPCO vedgår, at Fukushima-værket lækker radioaktivitet i havet
23. juli – Kun 25% af de valgte finder A-kraften nødvendig på langt sigt

24. juli – Naoto Kan ekskluderet fra DPJ
24. juli – NRA afviser ansøgning om genstart for seks reaktorer
24. juli – Pris: op til 350 mia. kr. for at rydde op efter Fukushima-værket
25. juli – Mere damp og forøget stråling fra reaktor 3
26. juli – NRA har formodning om aktiv foldelinje ved Higashidori-værket

26. juli – NHK om ét år efter Kurokawa-rapporten
27. juli – Voldsomme reaktioner på TEPCOs fortielser
27. juli – Time to take over Fukushima Daiichi?
28. juli – Nye undersøgelser ved Oi-værket
30. juli  – Tysk reduktion af A-kraft (kun) 80% kompenseret af vedvarende energi

30. juli – Izumida blokerer for ansøgning om genstart for Kashiwazaki-Kariwa
31. juli – TEPCO should never be allowed to handle nuclear energy

Se Fukushima links for juli 2013.

Læs mere »

Her på bloggen er DONG tidligere blevet skoset for at fortsætte udbygningen af kulkraft i en tid, hvor enhver bør kunne indse, at det er klimamæssigt dybt uansvarligt (se tidligere blog-indlæg: Kære DONG). Det skal derfor samme sted fra lyde fuld anerkendelse, når DONG fremlægger en strategi for inden 2020 at halvere CO₂-udledningen pr. produceret energienhed. Dette indebærer, at alle planer om bygning af nye kulkraftværker bliver indstillet, i det mindste indtil der er udviklet gode CCS-teknologier til fjernelse af CO₂ fra kulproduktionen. Dette vil allertidligst være på plads i 2020, og de teknologier, som lige nu forsøgsafprøves, har så stort et energitab, at det er et åbent spørgsmål, om de nogensinde vil blive bredt implementeret. Så der ligger meget realisme og snusfornuft bag DONGs dispositioner.

Med Anders Eldrup ved roret er DONG i de senere år gået systematisk ind i alternative energikilder og er i dag en af de store aktører, ikke mindst når det gælder offshore vindenergi. Det kulminerede med en rammeaftale med Siemens sidste år om leveringen af 500 3,5 MW møller. Man er ligeledes gået ind i at finde løsninger, hvor elbilers batterikapacitet bliver brugt til at lagre vindenergi, når det blæser meget. Hvor DONG stadig i dag får omkrig 85% af sin energi fra fossile kilder og blot 15% af sin energi fra vedvarende energikilder, er den langsigtede målsætning således at vende disse tal, så 85% kommer fra vedvarende energikilder og blot 15% fra fossile brændstoffer.

For at nå målene for 2020 vil DONG samtidig med, at man vil fortsætte udbygningen af vindkraftaktiviteterne, udfase en række danske kulkraftværker og omlægge andre til biomasse. Som man kan se af kurven herover, skulle de for DONGs samlede aktiviteter kunne reducere CO₂-udledningerne pr produceret kWh fra 600 g til 300 g. For Østdanmark er CO₂-udledningerne allerede markant lavere end gennemsnitligt med 429 g CO₂/kWh.

Sanne Wittrup: Dong Energy vil halvere CO₂-udslippet fra el og varme i 2020, Ingeniøren 09.01.2010.

Sanne Wittrup: “Vind og bio-masse er det naturlige valg”, Ingeniøren 08.01.2010.

Sanne Vittrup: Dong om britisk begmand: “Vi forstår det faktisk ikke”, Ingeniøren 08.01.2010.

Sanne Wittrup: Verdens største havmøllepark bygges uden Dong, Ingeniøren 0.01.2010.

Kasper Kronenberg: DONG dropper tysk kulkraftværk, Berlingske 11.12.2009.

Ellen Ø. Andersen: Dong køber udskældte CO₂-kvoter i Kina, Politiken 25.10.2009.

Flemming Ytzen: Dong skruer ned for kulkraften, Politiken 12.10.2009.

Sanne Wittrup: Vi har ikke købt vores strategi i et branding-bureau, Ingeniøren 22.05.2009.

Jørgen Steen Nielsen: 400.000 elbiler og tusinder af vindmøller skal lære at tale sammen, Information 25.02.2009.