Indlæg tagged med cykelregnskab 2006

Demonstration for de bløde trafikanter 7. juni

15. maj 2008

Som en central del af arbejdet med at gøre København til verdens Miljømetropol er det planerne, at endnu flere københavnere fremover skal bruge cyklen hver dag. Det er godt for sundheden, og det er godt for miljøet. For dels forurener det mindre i gaderne, dels fylder det mindre, så vi ikke er nødt til i det uendelige at udbygge gadenettet for at give plads til en stadig stigende kørende trafik. På den baggrund er det et dårligt tegn, at stigningen i brugen af cyklen i de senere år er stagneret.

Hvis man læser Københavns Kommunes Cykelregnskab 2006, er forekomsten af alvorlige uheld for cyklister faldet med 70% i de seneste 10 år. Men samtidig er cyklisternes oplevelse af tryghed faldende, hvilket hænger sammen med, at der med de stadig flere biler køres tættere i gaderne end nogensinde før.

For nylig kom det frem, at børn i stadig større grad køres i skole. Forældrene vurderer – og det langt hen ad vejen med rette – at den københavnske trafik ikke er for børn og sarte sjæle. Hvis cyklen derfor fremover skal være transportmiddel for endnu flere, er det vigtigt, at trygheden for de bløde trafikanter øges yderligere. Her ville et system af cykelgader give den københavnske cykeltrafik det definitive løft – se tidligere blog-indlæg om Brogaderne som cykelgader.

World Naked Bike Ride har derfor indkaldt til protestdemonstration i København 7. juni, hvor en gruppe nøgne cyklister bevæger sig gennem byen for at tydeliggøre bytrafikkens skræmmende vilkår for de bløde trafikanter.

Cykelturen starter klokken 16.30 ved Den Lille Havfrue og bevæger sig igennem Indre By mod slutdestinationen Christiania.

indlæg oprettet af Jens Hvass

København Cyklernes by, cykelregnsab 2006, Københavns Kommune 2007 (pdf).

Børn cykler for lidt, Dansk Cyklistforbund 18.03.2008.

Louise Skov Hansen: Nøgne cyklister protesterer i København, Politiken 14.05.2008.

Louise Skov Hansen: Politiet kan stoppe nøgne cyklister, Politiken 19.05.2008.

www.orldnakedbikeride.org.

Martin Finnedal: Nøgen demonstration pakket ind af politiet, Politiken 07.06.2008.

Share