Indlæg tagged med Nu-floden

Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft

4. marts 2011

Vandkraft står på mange måder som den ultimative form for vedvarende energi – når først den er etableret, er der ingen bivirkninger, og vandet venter blot tålmodigt på at blive ledt forbi turbinerne for at lave CO2-neutral energi. Og til forskel fra vindkraften er vandkraften let at dosere, så man præcist får så meget energi, som man har brug for, når man har brug for den … troede jeg indtil en artikel i The Guardian i går.¹

For én ting er de kolossale ødelæggelser af landskaber, som går forud. Men én gang etableret, sker der fra bunden af de store mudrede opstemningsbassiner en stadig udvikling af metangas fra forrådnelsesprocesser i iltfattige omgivelser – en effekt som er særlig udtalt i troperne. Ifølge forskere fra INPE står vandkraftværker for 23% af den menneskeskabte metan og mindst 4% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser. Vandreservoirer i troperne kan i værste fald have en større drivhuseffekt pr. produceret kilowatttime end fra fossile kilder, inklusive kul.² I et eksempel fra Curuá-Una inddæmningen i Amazon-området er det således vurderet, at produktionen af drivhusgasser er omkring 3½ gange større, end hvis energien var produceret fra afbrænding af olie.³

Læs mere »

Share