Curriculum Vitae.
Jeg er arkitekt maa phd, uddannet ved Kunstakademiets Arkitektskole i København 1980-87, og arbejder i dag primært med arkitekturforskning. Under min studietid var jeg medlem af Freja-gruppen, en studiegruppe, som søgte at definere arkitektens arbejdsopgaver i økologiske sammenhænge og arkitektstudiet som et studie i kulturøkologi. Sideløbende med håndteringen af de konkrete formgivningsopgaver inden for alle fagets skalatrin havde vi derfor i Freja-gruppen omfattende studiekredsaktiviteter.
Med udgangspunkt i en erkendelse af utilstrækkeligheden i den fragmenterede og sektoriserede håndtering af den økologiske problematik, som vores politisk-administrative system opererer indenfor, stod skikkelser som Arne Næss, Gregory Bateson, Frijof Capra og Thomas Kuhn centralt i vores bestræbelser på at etablere de værktøjer og forståelsesværktøjer, som er nødvendige for reelt at kunne håndtere bæredygtighedsspørgsmålet. En ny forståelsesramme måtte til - et nyt paradigme, som evnede at håndtere dynamiske processer i komplekse, uafsluttede systemer, og som formåede at håndtere det levende som levende, var uomgængeligt, hvis den økologiske bevidsthed skulle munde ud i en deep ecology-forståelse af mennesket som indfældet i naturen, og ikke blot lede til et forvaltningsperspektiv: hvordan kan vi maksimere udnyttelsen af jordens ressourcer uden det globale økosystems definitive sammenbrud? - hvilket af nogle lidet flatterende blev døbt økofascisme.
Denne bestræbelse mod økologi og bæredygtighed - og ikke mindst de sundhedsmæssige aspekter heraf - har stærkt præget mit virke, og den røde tråd igennem mine arkitektfaglige aktiviteter har været at udvikle en systemisk (holistisk) tilgang til arkitektur og arkitekturforskning, menneske og levevilkår, som kan være med til at etablere en reelt bæredygtig udvikling.
Lidt sat på spidsen interesserer jeg mig således ikke for arkitektur som reduceret til æstetisk objekt, men for vekselvirkningen mellem liv og form, arkitektur og livsbetingelser, menneske og omverden. Og med det metodiske fundament for min phd-afhandling Arbejdets Rum (1998) om forholdet mellem arkitektur og arbejde - eller måske mere præcist forholdet mellem det ydre og det indre arbejdsrum - føler jeg at være nået et reelt skridt i den retning.
Under studietiden og de første år derefter drev jeg egen lille tegnestue, Alkymistisk Rumforskning, og løste i den periode en lang række opgaver af forskellig karakter, fra enfamiliehuse over kulturhuse, til indretning af restaurant, scenografi og udstillinger. Aktiviteterne er optegnet i mit Curriculum Vitae, som kan ses/downloades med et klik i marginen til venstre. Og på siden Portfolio er en række af mine arbejder dokumenteret.
Helt tilbage fra mine teenage-år har jeg været levende optaget af Østens kultur, formverden og forståelsesuniverser, og i studieåret 1984-85 fik jeg mulighed for at tage et år til Japan i forbindelse med et forskningsstipendium ved Tokai University, tildelt på projektet: The relationship between ecology and aesthetics in the Japanese tradition. Dette møde med Japans traditionelle arkitektur og havekunst og ikke mindst zen- og te-æstetikkens filosofiske fundament vakte stærk genklang i mig. Det åbnede en proces, som havde udstillingen Måneskin & Lysstofrør (1990) på Gl. Dok Arkitekturcenter som første resultat, og som ledte til, at det forskningsmæssige aspekt af arkitektfaget efterhånden fik min fulde opmærksomhed. De japanske case-studier i min phd-afhandling Arbejdets Rum står således på mange måder som konklusioner på spørgsmål, som udfoldede sig i Kyoto tilbage i 1984-85 i mødet med de små te-rum og zen-templernes kare sansui-haver.
Jeg har gennem årene været tilbage i Japan i flere omgange. Første gang var et halvt år i 1989 for at forberede udstillingen Måneskin & Lysstofrør, og i 1994 og 1995 var jeg igen tilbage for at forberede to case-studier til Arbejdets Rum. I Kyoto er jeg tilknyttet Research Institute for East Asian Architecture & Urbanism, som er ledet af Günter Nitschke. Senest var jeg tilbage i 1999-2000, hvor jeg havde et et-årigt gæsteprofessorat ved Tokai-universitetet og efterfølgende tilbragte et halvt år i Kyoto med videre forskning. Jeg har således sammenlagt været fire år i Japan med mulighed for fuldtids studier af japansk arkitektur og æstetik. Jeg står overfor at digitalisere en væsentlig del af de mere end 20.000 lysbilleder, jeg med årene har fået samlet, og med tiden vil der komme flere bidrag på siden Japanske Rum.
Om end denne proces har givet mig et kolossalt indblik i japansk arkitektur- og kulturhistorie og har gjort mig til ekspert i wabi-teens og sukiya-arkitekturens formative faser i 15-1600-tallets Japan, så betragter jeg mig ikke som arkitekturhistoriker. Min interesse i fortiden er ikke fortidig, men inspiratorisk - den er stærkt forbundet med det grundspørgsmål, som i 1984 førte mig til Japan, om der i en anden kulturtraditions anderledes natursyn kunne ligge en nøgle til at vende udviklingen i Vesten? - hvor det kunne synes som om at vi al talen om økologi og bæredygtighed til trods var oppe mod mekanismer, som til stadighed producerede og favoriserede løsninger, som var endnu mere uøkologiske og ubæredygtige. Man kan ikke bare svare ja eller nej på et sådant spørgsmål - ikke mindst fordi det moderne Japan i meget høj grad har overtaget vores manipulatoriske forhold til vore omgivelser. Men stadigvæk står østerlændingens naturbegreb i mindre diametral modsætning til kulturen og det kultiverede. Det østerlandske menneske er selvforståelsesmæssigt mere del af sin omgivende natur. Jeg tror at kunne sige, at der i dialogstillingen ligger et kreativt potentiale til at forløse situationen. I hvert fald er mødet med Østen for mig personligt blevet en dyb og varig inspirationskilde.
Med støtte fra Forskerakademiet og Arbejdsmiljøfonden påbegyndte jeg i 1993 min phd, Arbejdets Rum efter et par år inden at have startet en studiekreds omkring virksomhedskultur og virksomhedskultivering. En kvalitativ arkitekturforskning forudsætter en høj grad af præcision i den sproglige artikulation, og processen med Arbejdets Rum har ikke bare grebet tilbage til gymnasietidens glæde ved at udtrykke sig skriftligt. Den har også ført til udfordringerne med brug af computer i skrive- og arbejdsproces, layout-fase og billedbehandling, som jeg har grebet så systematisk an, at jeg i dag er rimelig fortrolig med en grafisk dimension af faget, som altid har haft min nysgerrighed, men aldrig fik plads i mine studieår. Således blev min første opgave efter afleveringen af min phd ikke at oprette et laboratorium for østasiatisk arkitektur, men at forestå en workshop for phd-studerende med det formål at få grafisk velfungerende værker ud af de mange ord. I de seneste år har jeg taget udfordringen op at lære mig web-design.
Arbejdets Rum er en kvalitativ undersøgelse af forholdet mellem arkitektur og arbejde. Den er nærmere introduceret på egne sider (se Arbejdets Rum), hvorfra afhandlingen kan ses og downloades i sin helhed, så jeg vil her nøjes med at nævne, at min nuværende forskningsramme, Lægekunstens Rum, tilsvarende er et paradigme-baseret forsøg på at indkredse forholdet mellem arkitektur og helbredelse. Lægekunstens Rum udspringer meget direkte af Arbejdets Rum, idet case-studiet om Vidarkliniken, et antroposofisk sygehus i Järna syd for Stockholm, oprindelig var planlagt for Arbejdets Rum, men af tids- og pladshensyn måtte udskilles. Efterfølgende refleksioner over den optimale kontekst for dette case-studium ledte til formuleringen af Lægekunstens Rum. Dette spor griber igen tilbage til mine studieår, båret af ønsket om at kunne skabe sunde, bæredygtige livsvilkår kom konkret til udtryk i, at jeg flere år i træk arbejdede med studieopgaver om sundhedshuse, i et forsøg på at definere velegnede rammer for en forebyggende sundhedsindsats.
Lægekunstens Rum har blandt andet ført mig til Brasílien, for at gennemføre et case-studium om Sarah Network, et netværk af rehabiliteringshospitaler, som gennem en yderst bevidst udformning af den arkitektoniske ramme og en systematisk human ressources-indsats har udviklet en hospitalsvirkelighed, som konsekvent formår at holde patienten i centrum. Projektet er nærmere introduceret på egne sider (se Lægekunstens Rum).
Endnu et spor, som strækker sig gennem alle årene, er arbejdet med billeder. Ikke sproglig, ikke matematiker, men billed-sproglig, har jeg ofte tænkt, og jeg har malet så langt tilbage jeg kan huske. Som 12-årig fik jeg en japansk sumi-e-pensel forærende, og den har gennem årene ført mig mange forunderlige steder. Så da jeg i 1984 kom til Japan, var noget af det første, jeg fik organiseret, muligheden for én dag om ugen kunne arbejde i atelieret hos sumi-e-kunstneren Kunio Akiyama (sumi-e betyder tusch-billede). Jeg har undervist i sumi-e og det monokrome billedrum i den kinesisk-japanske tradition på kunstskolerne i Aalborg og Svendborg. Jeg véd, at jeg vil blive gammel med mine pensler og ser frem til en fase i livet, hvor penslen står i centrum. Fra siden Indre Landskaber er der adgang til eksempler på danske landskaber indfanget i få, karske strøg på det sugende papir. og fra siden Kanjin er der eksempler på arbejder af mere kalligrafisk tilsnit, som er malet med store grove palmebladspensler.
Ligeledes har jeg fotograferet meget gennem alle årene og har en udviklet sans for billedkompositon og visuel kommunikation, og jeg har gennem årene løst mange opgaver indenfor visuel kommunikation. På det seneste har jeg fået digitalkamera, og det har på forunderlig vis bragt legen og eksperimentet tilbage. Jeg har med en serie lysspor fra Indre By medtaget et par eksempler herpå.
Med årene er Indre By - Københavns middelalderby, hvor jeg har boet siden 1989 - vokset i min bevidsthed, og jeg har involveret mig i arbejdet for at udvikle en historisk bykerne, som er mere bæredygtig - med mere rum for menneske og natur og mindre styret af bilismens præmisser. Dels med projektet Nørre Kvarter som trafikal oase, som blev afprøvet i forbindelse med Miljøtrafikugen september 2003, dels med projektet Nørre Kvarters grønne lunger, som jeg håber kan være med til at styrke forståelsen for betydningen af en byforgrønnelsesproces i pagt med områdets enestående historiske kvaliteter.
Selv i den tætteste bebyggelse er der masser af tomme lodrette flader, som med fordel kunne beplantes, og med projekt Nørre Kvarters grønne lunger har jeg søgt at dokumentere potentialet i en systematisk byforgrønnelse. Ikke bare vil det give en smukkere, mere levende og oplevelsesrig by. Facadebeplantninger vil også gennem fotosyntesen kunne absorbere store mængder CO2, producere tilsvarende mængder O2 og være med til at mindske luftforureningen. Færdigørelsen af publikationen Grønne lunger , som giver eksempler på eksisterende facadebeplantninger fra den historske by, blev markeret af en udstillling på Rådhuspladsen. Rapporten Nørre Kvarters grønne lunger og er begge fuldt tilgængelige for download.
Forskningsarbejdet er ganske tidskrævende, og hvor meget man end holder af det, kan det en gang imellem være næsten kvælende at se i øjnene, at man på trettende år arbejder på samme halvanden opgave, og at der med den nuværende opgave i bedste fald er fire-fem år til vejs ende. Det er dér - midt imellem bøgerne, tankerne og bogstaverne i det langsommelige forskningsarbejde - at mit arbejde med Pharmanex BioPhotonic Scanner opbyder en vidunderlig modsætning. Det kan gøres hvor, hvornår og så meget jeg vil, og jeg kan på blot en time have afsluttet en ting og gå videre. Det er en udtalt social aktivitet, som til forskel fra i forskningsarbejdet møder mennesket umiddelbart. Samtidig griber det tilbage til en af de stærkeste spor i mit liv, en levende interesse for forebyggende sundhed.
I disse år sker der utrolig spændende ting inden for forskningen i ernæring og sundhed, ikke mindst når det gælder mikronærings-området og afdækningen af vores antioxidant-netværks vitale betydning for vores helbred. Under Links om sundhed udbygger jeg gradvist en linksamling til nye forskningsresultater på området. Helt parallelt med de økologiske problemstillinger bringer denne forskning de klassisk naturvidenskabeligt afledte reduktionistiske forskningsidealer til kort. For reelt at nå videre, er man nødt til at kunne håndtere synergien og vekselvirkningerne mellem et stort antal faktorer i det levende liv.
Med Pharmanex BioPhotonic Scanner, som er i stand til at måle vores antioxidantniveau i håndfladen, har vi fået et eminent redskab til at opretholde vores sundhed på højt niveau. Det er således en meget konkret måde at kunne bidrage til at gøre verden til et bare lidt bedre sted at være. Og derudover giver det en forbløffende masse relevant viden til den generelle dimension i Lægekunstens Rum. Som professor Nagasawa, der er leder et laboratorium for udviklingen af hospitalsarkitektur ved Tokyo University og har brugt store dele af sit liv på at forbedre det japanske hospitalsvæsen, udtrykker det: Det næste hospital ... skulle helst slet ikke bygges! En stor del af de lidelser, som følger med det senindustrielle samfunds livsrum, er med den amerikanske kostterapeut Mike Adams' ord ikke sygdomme, men resultater af årtiers systematisk dårlige leve- og spisevaner. Vi må nødvendigvis fremover at lægge langt stærkere vægt på det forebyggende. Vi må i langt højere grad end nu påtage os et dagligt medansvar for, at vi holder os sunde og friske langt op i årene.
Så det var lidt om mine spor og røde tråde - som kan være svære umiddelbart at se ud af et curriculum vitaes mange små enkeltfacetter, men som ikke desto mindre fletter sig sammen til et livsforløb med retning.
07.01.2008