Moderne afladshandel

4. marts 2008

Her til aften kan man i Berlingske læse, at danske Klimapenge går til varm luft:

“Danmark køber sig lov til at udlede mere CO₂ved at investere store millionbeløb i klimaprojekter i den tredje verden. Men mange af projekterne nytter ikke noget, viser en gennemgang af de danske projekter.” “Den danske stat og store danske virksomheder som DONG Energy og A.P. Møller smider flere hundrede millioner kroner i klimaprojekter, der bedst af alt kan betegnes som varm luft.”

Filosofien bag disse CO₂-kvoter skulle jo være, at pengene via kvotesystemet hele tiden søgte derhen, hvor man fik mest CO₂-reduktion for en given investering. Men nu konkluderer Greenpeace og WWF efter at have gennemgået de mange danske kvote-investeringer, at mange af dem ikke har nogen CO₂-reducerende virkning.

“Nogle af projekterne begrænser godt nok drivhusgas-udledningen her og nu, men bidrager til et større udslip på længere sigt,” siger Tarjei Haaland, klima-medarbejder i Greenpeace.

Jørgen Fenhann fra forskningscenteret Risø DTU, som også sidder i FNs klimapanel finder grundlæggende, at CO₂-kreditter via klimaprojekter i den tredje verden er fornuftige: “Men nogle projekter er absolut bedre end andre, og Danmark har hidtil ikke været god nok til at vælge de mest bæredygtige projekter. Jeg ville hellere have haft, at vi havde købt flere kvoter fra projekter med vedvarende energi.”

En ting er, at vi i Danmark i stor udstrækning ender med at købe os til de reduktioner af CO₂-udledninger, som vi har forpligtet os til, gennem køb CO₂-kvoter. Det er ikke bare pinligt for et land som Danmark, som gerne vil stå som et godt eksempel for verden. Det er også direkte dumt. For hvis vi skal bevare og udbygge – og leve af – en miljøteknologisk know-how, er det uomgængeligt vigtigt at have masser af visionære, målrettede udviklingsprojekter i gang. I længden er kvotepengene langt bedre brugt på målrettet at styre Danmark mod at være udstillingsvindue for et CO₂-neutralt og reelt bæredygtigt velfærdssamfund.

Hvad koster det at plante et træ i Afrika?

Sidste år var jeg lige ved at forære min bror og svigerinde et baobabtræ i bryllupsgave. Prisen for af få et CO₂-kvotefirma til at plante et baobabtræ ved ville være 100 euro, eller godt 750 kr. Baobabtræet, livets træ, som gennem lange tørkeperioder kan bevare store mængder vand i de gigantiske stammer, er i mange dele af Afrika en forudsætning for, at mennesker klarer sig gennem tørkeperioder.

For nylig lancerede et hudplejefirma et produkt, Baobab Body Butter, hvor der for hvert solgt enhed går 0,25 $ til et træplantningsprojekt i Malawi. Og i kraft af, at firmaet allerede er aktivt involveret i nødhjælpsarbejde i Malawi, kan de plante et baobabtræ for blot 0,25 $, eller 1,25 kr. Det giver en prisforskel på en faktor 600 for at få plantet et baobabtræ i Afrika.

Måske et banalt eksempel, men ligesom man kunne læse i Klimapenge går til varm luft, at man kan bruge mange på få resultater, kan man med den rette indsats nå store resultater med små midler.

Selvom mange markedsfundamentalister gerne så, at markedsmekanismen var selvregulerende også i lukkede systemer, er der indtil nu intet, der tyder på, at det er tilfældet. Helt nøgternt set er der ingen global markedsintelligens at spore, ingen indbygget bæredygtighedslogik, ingen evne til at tænke på de kommende generationers vegne, ingen selvstændig værdsættelse af (eller evne til at værne om) landskaberne, biodiversiteten eller oprindelige folkeslags liv og livsvilkår. Det tager tværtimod verdenssamfundet enorme livtag med markedsmekanismerne at tæmme den grådige æden sig gennem verdens ressourcer.

Men det er det system vi har, og kvotesystemet er kommet for at blive, så vi må få det bedste ud af det.