Seacology og CO2-kompensation
5. maj 2008
For nylig fik jeg via MySpace en meddelelse fra Seacology, en hjælpeorganisation, som jeg har fulgt gennem en årække, som har specialiseret sig i at støtte bevarelsen af oprindelige folkeslag og deres livsgrundlag på øsamfund over alt i verden. Af meddelelsen fremgik det, at man nu kunne tilbyde carbon-offsetting, formidling af projekter til CO2-kompensation.
Hvis man for eksempel flyver til Thailand, producerer det så og så mange ton CO2, som man gennem offsetting kan kompensere for ved at finansiere projekter, som reducerer en tilsvarende mængde CO2.
Siden 1991 har Seacology gennemført et stort antal små projekter, som har beskyttet regnskovsområder og andre oprindelige biotoper mod ødelæggende anvendelse. Det kan være aftaler med fiskelandsbyer om at lade truede skildpadder yngle i fred på bestemte kyststrækninger mod at hjælpe med etableringen af rent drikkevand osv. Eller det kan være en landsby, som har fået påbud om at lave en ny skolebygning, hvor eneste løsning er at sælge den fælles urskov til ophugst, selvom den oprindelige livsforms livsgrundlag herved ville gå tabt for evigt. I sådanne situationer kan Seacology gå ind og finansiere skolebygningen mod at landsbyen vedgår en bevarende aftale om bevarelse af området i en årrække.
Et indonesisk projekt fra 2007 er helt karakteristisk for Seacologys arbejdsmåde: I to landsbyer på øen Karakelang har man indgået aftale om at opføre henholdsvis en børnehave og en lille medicinsk klinik mod at landsbysamfundene etablerer og respekterer et regnskovsområde på 25 hektar i minimum 20 år (se om projekterne i Ensem og Niampak).
Listen over sådanne små Seacology-projekter, som på én gang er med til at sikre eksistensen for oprindelige befolkninger og biodiversiteten i øsamfundenes ofte enestående flora og fauna, er lang (se oversigt over Seacology Island Projects). Seacology arbejder udelukkende på landsby-niveau, hvor man gennem et nøje lokalkendskab og en ‘noget for noget’-strategi for små beløb har opnået store resultater.
Danmark er langt bagefter med de CO2-reduktioner på 8% i 2012 i forhold til udledningerne i 1990, som vi har bundet os til igennem Kyoto-aftalen, og vores CO2-udledninger har faktisk været stigende de seneste par år. For at overholde aftalen sker der derfor et omfattende opkøb af CO2-kvoter.
Men der har været stillet mange spørgsmålstegn ved effektiviteten af de danske kvoteopkøb, som har foregået ret tilfældigt, uden nogen samlet strategi eller styring. Bliver disse midler reelt omsat til noget, som mindsker CO2-udledningerne og øger verdens produktion af vedvarende energi? Bliver disse midler brugt optimalt?
Hvis man derfor som privatperson gerne vil CO2-kompensere, vil det være dybt tilfredsstillende at gøre det gennem en lille enhed som Seacology, hvor der ud over CO2-reduktionen er mange positive effekter af indsatsen og man ved, hvad projektet indebærer og via internettet kan følge opdateringer af projektets stade. Således er Seacologys første CO2-certificerede projekt ud over CO2-reduktionen med til at sikre et mangroveområde og et marine-reservat med koralrev samt rent drikkevand, hvor pumpen er drevet på vedvarende energi, til Sunae-landsbyen på øen Moso – en af 83 øer i øriget Vanuatu. Seacology har i forvejen 7 projekter i Vanuatu.
For flyrejser ligger CO2-kompensationen for en returrejse mellem 20-65 $ afhængig af rejsens længde (se tabel nederst). Men for en bil har man blot sat kvoteprisen for et år til 40 $ eller cirka 200 kr. I et bilregnskab er 200 kr. pr. år kun pebernødder, så på en måde skulle alle bilister blot gøre det.
Men det er præcis her, jeg kan have det svært med kvote-systemet.
I en tid, hvor CO2-udledningerne er stadig stigende, kan det så retfærdiggøres stadig at flyve flere gange om måneden, ugen eller året, blot fordi vi CO2-kompenserer? Kan vi køre videre med en forvisning om, at vi er klimaneutrale, hvis blot vi sender vores 40 $? Bliver verden – eller bare Danmark – CO2-neutral, hvis alle aktiviteter systematisk bliver CO2-kompenseret? Jeg tvivler. Både fordi der i forbindelse med bil- og flytrafikken ligger store CO2-poster ud over brændstofforbruget og fordi det uanset kompensationens størrelse umuligt kan komme til at hænge sammen, at man flyver for 100 ton CO2 på et år, når nu vi skal frem til kun at udlede 1 ton CO2 pr. person pr. år. Det er på sådanne områder, at det globale CO2-regnestykke ikke nødvendigvis leder til bæredygtige løsninger.
I den udstrækning CO2-kompensationen giver indtryk af, at det så bare er i orden at køre eller flyve løs, er der en moralsk dimension af den prissætning af miljøet, som kvoterne indebærer, som er dybt problematisk (se tidligere blog-indlæg: Moderne afladshandel og Vismænd på afveje).
Måske man skulle sætte kvotepriserne efter, hvad det ville koste at foretage reduktionen i hjemlandet? Hvis kompensationsprisen for en bil ikke var 200 kr. men 20.000 kr., ville vi så begynde at overveje at lade bilen stå for i stedet at bruge den offentlige transport?
Lad mig runde af med Seacology, som tilbage i 1991 blev stiftet af etnobotanikeren Paul Cox i konsekvens af erfaringerne fra hans feltarbejde på Samoa. Cox har tilbragt lang tid blandt oprindelige folkeslags medicinmænd m/k for at tilegne sig deres viden om planter, og han oplevede her på nærmeste hånd, hvor hårdt presset oprindelige landskaber og folkeslag er overfor den moderne civilisations fremmarch.
Den grundtanke, som Paul Cox har mødt over alt i det polynesiske øriges urbefolkninger, at når vi tager noget fra naturen må vi give noget tilbage, har været rettesnor for Seacologys arbejde. Blandt andet har han medvirket til udviklingen af en serie hudplejeprodukter, Epoch, som bygger på etnobotanisk viden, hvor der for hvert solgt produkt går et beløb tilbage til oprindelige folkeslag gennem Seacology. Tilsvarende har han lavet en revolutionerende aftale med et medicinalfirma.
Cox’ feltarbejde ledte ham på sporet af mamala-træet, hvis bark samoanske medicinmænd har kendt og benyttet af gennem tiderne. Denne ekstrakt har vist sig at have et stort immunologisk potentiale overfor HIV-viruset. Man er lige nu i gang med omfattende forsøg overfor AIDS-patienter, og i den udstrækning at Prostratin bliver en succes, har Paul Cox sikret sig, at 20% af overskuddet går tilbage til en fond til styrkelsen af oprindelige folkeslags levevilkår på Samoa. Dette er en historisk aftale. Selvom en stor del af den medicin vi i dag bruger, har rødder i lægeplanter fra hele verden, er det første gang, at en sådan aftale om tilbageførelse af midler er blevet indgået.
Seacology.org / Island Environment Blog / Seacology på MySpace.
Vanuatu, Sunae Village, Moso Island, Northwest Efate – January 2008, Seacology.org.
50 Simple Things Coral reef Project, Seacology.org.
New to the Carbon Offset Fund: Offsetting Your Car’s Carbon Emissions, Seacology.org 14.04.2008.
Seacology Board Passes First Ever Carbon Offset Fund Project, Seacology.org 25.01.2008.
Duane Silverstein: The quest to save Earth’s islands, Earth Island Journal, winter 2003.
Duane Silverstein: Land below the wind. Working towards ‘win-win’ situations in the heart of Sabah, Asian Geographic pp. 20-23 (pdf).
Susan Racanelli.: Seacology’s mission supports all aspects of life on islands, Island Environment Blog 10.10.2007.
Jørgen Steen Nielsen: I-landes CO2-kredit i u-lande fuld af huller, Information 30.11.2008.
8. juni 2008 kl. 21:26
Betragtningerne om at man ikke blot kan købe co2-kompensation og så iøvrigt svine løs er jeg helt enig i. Det betyder bare ikke at man – når man alligevel kører bil eller flyver ! – så ikke skal gøre noget for at kompensere. Jeg har checket Seacology, blandt andet deres bestyrelse, hvor Jared Diamond er medlem – ham har jeg meget respekt for. Deres projekter er dybt fornuftige. Så når vi nu alligevel ikke kan lade bilen stå, så giv da en donation til deres arbejde i de ørigerne. At kalde det aflad er misvisende: I den oprindelige version af aflad gik pengene for sjælens frelse til den katolske kirkes ødsle drift – her går de til projekter der gør en (positiv) forskel.
9. juni 2008 kl. 11:28
Jeg har nu heller ikke brugt ordet aflad – eller afladshandel – om Seacology, har faktisk nævnt det som et positivt eksempel på, at der rigtigt anvendt kan komme meget godt ud af selv små midler.
Men jeg henviser ovenfor til indlægget Moderne afladshandel, som handler om manglende kontrol af de efterhånden store midler, som overføres som del af kvoteordninger. Jeg brugte dér ordet aflad, fordi alt for mange kvote- og CDM-projekter tilsyneladende ikke fører til CO2-reduktion samtidig med at de retfærdiggør øgede CO2-udledninger hos kvote-køberen. ikke mindst Verdensbankens forvaltning af midlerne har været hårdt kritiseret (se: Rapport: World Bank Climate Profiteer).
Hvis kvotesystemet i de kommende årtier skal have den centrale placering i den globale klimaindsats, som det nu ser ud til bliver tilfældet, så er det dels uomgængeligt vigtigt, at det fungerer 100%, så der ikke er tvivl om, at man reelt får CO2-reduktioner for pengene. Dels skal kvoteprisen pr. ton CO2 nok op omkring 200$ eller 5-6-7 gange den nuværende pris, hvis kvotesystemet skal stimulere til ændringer på hjemmebane.
Med den pris ville kompensation af en returbillet til Bangkok (6 ton) blive omkring 6.000 kr – eller ligeså meget som selve flybilletten (eller charterrejsen), og jeg er sikker på, at vi den dag vi kom til at betale den reelle pris for afbrænding af fossile brændstoffer på en helt anden måde ville tage det med i vores overvejelser.