Strøtanker om bæredygtighed

I en tid, hvor afbrændingen af kul står som en af de centrale hindringer for at vinde kampen for et tåleligt klima for de kommende generationer, har vores statsejede DONG ifølge Berlingske her til aften planer om at opføre et gigantisk kulkraftværk i Skotland.¹ Det er ikke bare tåbeligt, men dybt pinligt for den danske energikoncern, og det er klimapolitisk set et utilgiveligt selvmål.

Det skorter da heller ikke på kritik. Hvis ikke vi i den rigeste del kan undlade udbygningen med kulkraft, hvordan kan vi så forestille os, at vi kan få kineserne eller østeuropæerne til det – og hvordan kan vi så forestille os, at vi kan forhandle os frem en klimaaftale, som reelt gør det den skal: stabilisere klimaet med mindst mulig temperaturstigning.

Det er kort sagt dum kortfristet logik, som hellere fortsætter ad de nuværende helt uholdbare tangenter end at få taget de nødvendige beslutninger, som gør, at Skotland på få år vil kunne klare sig uden kulkraft.

Klimaministeren forsvarer sig med, at der er kul i verden mange år endnu, og at DONG kan lave så moderne, så rent forbrændende kulkraftværker som overhovedet. Men selvom DONGs kulkraftværker er nok så topmoderne, har det ikke det mindste med ren kulafbrænding at gøre. De tilbageholder stadig kun en forsvindende lille del af udledningerne fra en grundlæggende svinsk energikilde. Der vil desværre stadig gå mange år, får vi har en CCS-teknologi, som kan tilbageholde størstedelen af CO₂-udledningerne ved kulafbrændingen. I mellemtiden må strategien være at brænde så få kul af som overhovedet muligt. Og dér ville det hjælpe, hvis DONG og Skotland sammen med de øvrige rige lande gennemførte et moratorium for kulafbrænding og i stedet satsede de 20 mia. kr., som det skotske værk forventes at komme til at koste, på en kombination af vedvarende energikilder. Dét ville der være perspektiv i.

Læs mere »

Forud for klimatopmødet i Poznan har den svenske kirke samlet repræsentanter fra verdens trossamfund til et to-dages møde i Uppsala 28.-29. november for at drøfte en fælles holdning til klimaudfordringen. Mødet blev åbnet af den svenske kronprinsesse Victoria. Højdepunktet var underskrivelsen af The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008.

Uppsala-manifestet, som blandt andet anbefaler reduktioner i den rige del af verden på mindst 40% i 2020 og 90% i 2050, er sendt videre til klimakonferencen i Poznan. Og selvom det kræver mandsmod som politiker at skulle ud at skaffe opbakning blandt sine vælgere til nedskæringer i den størrelsesorden, så er det lige præcis CO₂-reduktioner på det niveau der skal til for at bremse udviklingen i tide. Så vi må håbe, at politikerne hører godt efter, og fornemmer, at der er opbakning fra alle dele af verden til at de forlader de begrænsede positioner og står sammen om at træffer de nødvendige beslutninger.

Når man læser Uppsala-manifestet bliver det slånende, hvordan den nuværende politisk-videnskabelige håndtering af klimaproblematikken mangler en moralsk-etisk dimension, det at man overhovedet søger at tale til det bedste, det medmenneskelige, det empatiske, det transcendente i mennesket. Det at man taler om beskedenhed, om ydmyghed, om Skaberværket og respekt for dets kompleksitet og mangfoldighed. Måske vi behøver trossamfundenes hjælp til at etablere forståelse for en moderne form af tabuet, som for eksempel et moratorium for kulafbrænding eller udbygningen af atomkraft, som højest kan udsætte nødvendige omlægninger af den vestlige levevis med nogle få årtier.

Fra siden Video tapes from Uppsala Interfaith Climate Summit på Svenska Kyrkans hjemmeside er der links til videooptagelser af samtlige indlæg fra The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008.

Læs mere »