Udvidelse af Heathrow udsat

4. december 2008

Den engelske transportminister Geoff Hoon meddelte i dag, at han med 70.000 indsigelser på sit skrivebord endnu en gang så sig nødsaget til at udsætte afgørelsen, om Heathrow lufthavn skulle have tilladelse til at udvide med endnu en landingsbane, denne gang til en gang i begyndelsen af 2009. Med de nuværende to baner kan Heathrow klare 480.000 fly om året. Ved at anlægge endnu en landingsbane skulle kapaciteten nå op over 700.000 fly om året.

British Airways og lufthavnsmyndighederne insisterer på, at det er nødvendigt for at bevare konkurrenceevnen. Og den engelske premierminister Gordon Brown har indtil for nylig været for. Men miljøorganisationer har i årevis kæmpet hårdnakket imod udvidelsen. Fra et klimaperspektiv virker det fuldstændig absurd, at samme engelske regering, som netop har vedtaget verdens måske skarpeste CO2-lovgivning, med reduktionsmål for 2050 på 80% inklusive flytrafikken, ikke indser, at hvis den klimaplan nogensinde skal i hus, skal flytrafikken på Heathrow om noget reduceres – ikke udvides.

Den engelske klimarådgiver Lord Stern har sagt det tydeligt: Der er fremover kun plads til ét ton CO2 til hver. Det er blot som om, det ikke siver ind, at det betyder, at vi fremover bliver nødt til at flyve mindre. Selv ellers begavede mennesker nægter at se det i øjnene. En enkelt flyvning tur-retur mellem København og Sydney producerer mere end 10 ton CO2-ækvivalenter. Selv hvis vi ellers levede CO2-neutralt ville vi således kun kunne flyve til Fjernøsten hvert 7.-8. år. Og selv med superglatte overflader forfinet forbrænding og anden teknologisk forfinelse har man kun formået at reducere udledningerne med nogle få procent, som slet ikke kan følge med væksten i flytrafikken.

Der findes kort sagt ikke nogen CO2-neutral luftfart. Selv hvis man kunne udvikle et CO2-neutralt drivmiddel, er der alene i de varmespor, som flyene efterlader sig, så stor en drivhuseffekt, at der pr. definition ikke findes nogen klimavenlig flyvning – altså bortset fra svæveflyvere. Jeg siger ikke, at man i al fremtid ikke kan flyve, blot at med det vi nu kan og ved, er der ikke brug for en udvidelse af Heathrow. Der er tværtimod brug for systematisk at gentænke vores samfundsstruktur, så vi fremover har et radikalt mindre transportforbrug, ikke mindst i luften.

Og det er langsomt ved at sive ind i den engelske regering. Så en bitter strid, som har stået på i adskillige år, hvor indtil for nylig miljøet stor til at blive den store taber, er igen uafgjort. Og afgørelsen kan meget vel ende med at blive den eneste rigtige, at Heathrow er rigelig stor som den er nu. En logik, som man passende kunne overføre på vores vejnet. Lad os vente med at udbygge det til den dag, vi har lært os at køre på vedvarende energi. Indtil da har vejnettet set fra et klimaperspektiv en alt for stor kapacitet.

indlæg oprettet af Jens Hvass

There is no case for Heathrow’s third runway, The Observer 07.12.2008.

John Harris: Sipson can define an era, The Guardian 05.12.2008.

Lee Glendinning: Heathrow runway decision delayed until 2009, The Guardian 04.12.2008.

Cahal Milmo: Evidence supporting airport expansion is flawed, says government adviser, The Independent 21.05.2008.

George Monbiot: Beneath Heathrow’s pall of misery, a new political movement is born, The Guardian 21.07.2008.

George Monbiot: For the sake of the world’s poor, we must keep the wealthy at home, The Guardian 28.02.2006.

Oliver Duff: No holds barred in campaign to stop Heathrow runway, The Independent 02.01.2006.

No Third Runway Action Group.

Share