Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse

5. maj 2009

Strøtanker om bæredygtighed har venligst fået tilladelse til at bringe en oversættelse af et spændende interview med den kendte amerikanske forfatter og klimaaktivist, Bill McKibben. Tak til debattør og skribent, Niels-Holger Nielsen.

Forfatteren Bill McKibben advarede første gang mod den globale opvarmning og dens konsekvenser for planeten i sin bog fra 1989, The End of Nature (Naturens endeligt, nh). Men i de seneste år er den globale opvarmning blevet brændpunktet i hans arbejde som organisator i 350.org, en organisation som støtter verdensomspændende handling for at håndtere klimaforandringerne.

I et interview med Yale Environment 360s redaktør Roger Cohn den 23. april forklarer Bill McKibben, hvorfor han nu har fokuseret på at organisere en borgerbevægelse omkring klimaforandringer – og hvorfor han mener, at denne bestræbelse er kritisk med hensyn til at anspore politikerne til handling. Bill McKibben mener endvidere at:

• En borgerbevægelse er essentiel for at give præsident Obama det nødvendige ”politiske rum” til at tackle klimaforandringerne;
• Et system med omsættelige CO2-tilladelser vil være det mest virksomme middel mod CO2-udledninger;
• Juryen stadig er ude, hvad angår spørgsmålet om hvorvidt de mest alvorlige følger af klimaforandringerne kan undgås.
For som han siger: ”For øjeblikket bruger jeg ikke tiden på at være hverken optimist eller pessimist. Jeg har travlt med at arbejde.”

Yale Environment 360: Indtil for relativt nyligt var du fortrinsvis kendt for at skrive om miljøspørgsmål, men i de sidste par år er du blevet lige så kendt på emnet klimaforandringer og dine bestræbelser for at øge bevidstheden herom. Hvordan er denne ændring sket og hvorfor?

Bill McKibben: På et tidspunkt besluttede jeg – efter at have talt og skrevet om emnet i 16 eller 17 år uden rigtigt at få udrettet noget – at jeg var nødt til at yde mere. Forleden dag fortalte jeg på [Yale] Divinity School (teologisk fakultet, nh) historien om dengang, da jeg kom tilbage fra Bangladesh med dengue-feber og havde set mange mennesker dø af denne feber og klimarelateret smitte, som havde spredt sig raskt i Dhaka for første gang, netop mens jeg var der – og hvorledes jeg følte behov for at gøre mere. Da jeg så mig omkring slog det mig, at vi aldrig rigtig havde haft en klimabevægelse. Vi havde hele overbygningen til en bevægelse. Vi havde store inspirerende ledere som Al Gore, og vi havde økonomer og ingeniører, politikkyndige og videnskabsfolk – ingen tvivl om det. Men det vi manglede var selv bevægelsen. Ved hjælp af vores spontane marcher gennem Vermont forsøgte vi at starte i det små, og det viste sig at være ret virkningsfuldt.

e360: Hvornår var det?

McKibben: Det var i efteråret 2006, på Labor Day 2006. Vi marcherede i fem dage over det meste af Vermont (en af USA’s mindste stater, nh). På tidspunktet for vores ankomst til Burlington var vi omkring tusind deltagere. Vi sov på markerne. Og vi fik alle kongreskandidaterne og hele Vermonts senat, inklusiv de konservative demokrater, til at skrive under på, at de ville støtte nedskæring af kulstofudslippet med 80 % i 2050, hvis de blev valgt. Det var en kæmpe succes – ret så kraftfuldt! Og det fik os til at spekulere over, hvorfor der ikke var mere af den slags.
Så vi prøvede, om vi ikke kunne finde ud af at gøre det i en større målestok. Og når jeg siger ’vi’, mener jeg mig selv og seks førstedelsstuderende ved Middelbury College. Vi søsatte et website i januar 2007. Faktisk havde vi næsten ingen penge, ingen organisation eller noget som helst. Vi startede med at sende e-mails ud til folk og bede dem om at hjælpe til, hvilket folk fra organisationer over hele landet gerne ville. Og i april 2007, efter tre måneder, lancerede vi 1400 samtidige demonstrationer over hele landet, i alle halvtreds stater. Nogle kaldte det den største dag for miljø-rødderne siden den første Earth Day (1970. Jordens Dag, den 22. april, nh)
I løbet af få dage havde både [Hillary] Clinton og Obama anerkendt vores målsætning på 80 % reduktion i 2050; og for Obama og Kongressen er dette en af deres ofte gentagne målsætninger. Dette tal var unævneligt i Washington DC for bare to år siden.

e360: Helt sikkert

McKibben: Så vi havde det godt med os selv, følte os faktisk lidt selvretfærdige. Og så i sommeren 2007 smeltede isen i Arktis med rekordfart. Og det tvang os til at erkende, at vi ikke havde bedt om nok – at videnskaben var mere dyster, og at det var nødvendigt med et globalt svar.

Vi måtte gøre denne bevægelse så global, som vi overhovedet magtede, hvilket var en grotesk ide. Men vi havde en stor fordel. I januar 2008 gav [NASA-forskeren] James Hansen os det tal vi behøvede i vores arbejde. Hans team udgav et papir, som umisforståeligt slog fast, at 350 dele pr. million er det sikkerhedsmæssigt maksimale indhold af CO2 i atmosfæren. Vi er altså nødt til at komme under det. Det er klart et vanskeligt tal (mål,nh), fordi vi allerede har passeret det. Men i det mindste var det et tal (videnskabeligt begrundet grænse, nh) og noget vi kunne arbejde med globalt. Noget til at bringe disse internationale forhandlinger tættere på videnskaben, end de har været før. Det var det, vi besluttede os til at gøre.

e360: I skabte 350.org?

McKibben: Ja, vi skabte 350.org. Og vi brugte sidste år på at bygge netværk og på med succes at sprede budskabet i klimakredse. I år er det vores opgave, at udbrede dette til offentligheden så effektivt som muligt.

Så vi har opbygget omfattende netværk blandt folk over hele verden – blandt alle slags mennesker – unge mennesker, trossamfund, specielt i udviklingslandene, hvor der ikke har været meget af den slags før. Jeg kan sende dig billeder, som just er ankommet fra Beijing – en mægtig forsamling af unge mennesker, som er ved at starte en march gennem Kina med et stort 350-banner. Og vi stræber nu mod vores store klimaks, en verdensomspændende aktionsdag den 24. oktober, hvor der vil være træf og demonstrationer og stævner og vidnesbyrd og den slags over hele verden.

Det vil omfatte folk langt oppe i bjergene, i Himalaya. Der vil være 350 sportsdykkere ved Great Barrier Reef (verdens største koralrev, øst for Australien, nh). Der bliver en demonstration på Påskeøen. Hundredvis af kirker vil ringe med klokkerne 350 gange. Alt hvad man kan forestille sig over hele verden. Håbet er, at vi bliver i stand til at sætte en psykologisk overligger for disse (klima,nh)forhandlinger.

e360: Mener du, at de sidste par års organisering har haft en indvirkning?

McKibben: Tja, det havde en indvirkning på Obama og Clinton, og fik dem til at skærpe deres positioner betragteligt, og jeg vil gætte på, at det også vil have en indvirkning nu.

e360: Obama-administrationen repræsenterer helt sikkert – på klimaspørgsmål – et brud med Bush-administrationens politik. Er du optimistisk med hensyn til om den nuværende administration i den sidste ende vil tage de skridt, som er nødvendige for at løse problemet?

McKibben: Jeg mener, at vi må give Obama mere plads, i politisk forstand, til at komme efter det. Som du ved, så ønsker han klart at gøre en masse; om han ønsker at gøre nok eller ej, har vi endnu til gode at se. Men han vil gøre hvad han kan, tror jeg. Lige nu har han bare ikke det politiske manøvrerum. Det er derfor, at vi opbygger en virkelig bevægelse bag spørgsmålet.

e360: Du deltog i protesten mod det kulfyrede kraftværk i nærheden af U.S. Capitol (USA’s regerings- og administrationskvarter i Washington, nh) i sidste måned.
McKibben: Ja, [skribent] Wendel Berry og jeg udsendte disse første opfordringer til folk om at deltage.

e350: Og du skrev en artikel her på Yale Environment 360 om at du var villig til at blive arresteret for at protestere.

McKibben: Ja, det var derfor vi højest ulovligt stod i gaderne i timevis hvor vi ikke forventedes at stå.

e360: De fleste ville ikke forbinde dette (klimakampen, nh) med borgerrettigheder eller Vietnamkrig, som et emne der kræver civil ulydighed. Det mener du helt klart at det gør. Hvorfor?

McKibben: Ja, jeg mener, at det kræver en stærk bevægelse, og en del heraf må være civil ulydighed. For øjeblikket arbejder vi hårdt for disse store symbolske demonstrationer. Dette [klimaforandringerne] er den største ting mennesker nogensinde har gjort. Det vil ende med at dræbe flere mennesker end noget andet mennesket nogensinde har gjort – udrydde flere arter end mennesket nogensinde har gjort, det vil gøre flere mennesker syge med flere lidelser end noget mennesket nogensinde har gjort. Jeg mener, at det er en nat i fængsel værd.

e360: Du har faktisk skrevet at klimaforandringerne er det største problem, som mennesket nogensinde har stået overfor…

McKibben: Det tror jeg ikke, at der kan herske megen tvivl om.

e360: Du nævnte lidelser (epidemier, nh), som jeg fandt interessant, og du startede op med at fortælle om din tilbagekomst fra Bangladesh og om dengue-feber. Fortæl lidt om hvad det har at gøre med klimaforandringer.

McKibben: Verdenssundhedsorganisationen (WHO, nh) har sagt at dengue-feber er en kommende sygdom i dette århundrede, og det har de ret i. Tilfældene stiger med 100, 200 og 300 % i hele Sydamerika, Asien med spredning til det sydlige Texas. Og, mener jeg, Aedes Egypti, myggen som spreder den, er meget følsom over for temperatur og fugtighed og derfor tilpasset den fugtigere og varmere verden, vi er i gang med at skabe.

e360: I din bog, Deep Economy (”Dyb Økonomi”, dyb i betydningen intens/vis, nh) og andre steder, har du skrevet om behovet for en mere lokaliseret økonomi. Hvordan spiller det ind med hensyn til de skridt, som vi i USA og i andre udviklede lande er nødt til at tage som svar på klimaforandringerne?

McKibben: De vigtigste ting, vi er nødt til at gøre som et svar på klimaforandringerne, er, mener jeg, at lave en begrænsning på kulstof. Og når vi gør det, bliver en af følgerne, at fossile brændsler bliver dyrere. Og en af de første virkninger af det, vil være at vende tendensen til omsiggribende globalisering, og dreje os imod en kurs, som bringer os nærmere mere lokaliseret fødevareproduktion, mere lokaliseret energiproduktion og mere lokal kultur, mere lokalt af alting. Og jeg tror, at det sandsynligvis er af det bedre såvel for miljøet som for det psykiske velvære, som jeg beskrev for nyligt i Deep Economy.

e360: Vi snakkede før om Obama-administrationen, og behovet for at give den mere plads til at arbejde. Men for at gøre hvad? Hvilke skridt, mener du, at det er nødvendigt for USA at tage, specielt op til Københavns-forhandlingerne (COP15, nh) til december?

McKibben: Det er helt sikkert nødvendigt med en stærk begrænsning af CO2-udledningerne. Alt andet følger af dette – skatten og hvad vi skal bruge den til. Men det er nødvendigt, at vi holder op med at udlede så meget i atmosfæren, og det må slås fast at det vil ske. Før vi beslutter os for det, vil vores berettigelse til at tale med andre om noget som helst, være lige så langt ude som vores boligboble. Det er hvad jeg håber på.

Vi er endvidere nødt til, og jeg tror også, at Obama er klar over det, at føre et kraftfuldt diplomati for at finde ud af hvordan vi bringer udviklingslandene med i et scenarie med hurtige CO2-reduktioner. Det bliver ikke nemt. Slemt nok for os i de rige lande, meget værre for befolkningerne i de fattige lande, for hvem det ville være den logiske vej ud af fattigdommen at afbrænde alt dette billige kul.

e360: Hvad er det nødvendigt for USA og de andre udviklede lande at gøre for at bringe udviklingslandene Kina, Indien og andre lande med om bord?

McKibben: Kina og andre lande – det er begyndt at stå dem meget klart, at de har et enormt problem og at handling er vildt nødvendig. Men de har også et meget stærkt moralsk argument for, at det ikke er deres ansvar. Du ved, det vil tage tiår, selv uden forskellen i befolkningsstørrelse, før Kina har et lige så stort ansvar for den globale opvarmning, som vi har. Og på sin vis går forhandlingerne efter parolen: ”Det er nødvendigt at I hjælper os; find et alternativ til at afbrænde alt det kul, og hjælp os med at finansiere det.”

Jeg forestillede mig at forhandlingerne ville blive vanskelige, og nu er de endnu mere vanskelige efter at Bush-administrationen har brugt de senere år på at afbrænde en stor del af vores penge. Og det vil gøre det vanskeligere. Uden tvivl. Det vil kræve kreativt diplomati i en grad, som vi aldrig har set før.

e360: Det vil blive mere barskt fordi vores økonomi er i en situation, hvor omkostningerne ved denne overgang vil blive hårdere at bære.

McKibben: Det bliver vanskeligt at overtale amerikanerne til at spendere en stor sum penge på at betale for vindmøller i Kina. Men det er meget vanskeligt at overtale kineserne til udelukkende selv at betale, når vi har brugt to hundrede år på at afbrænde kul for at blive rige.

e360: Hvilke omkostninger tror du, at det har for offentligheden med denne omstilling til en ny type økonomi, eller at fastsætte en pris på kulstof? Fra hvert et hjørne hører man argumenterne om de store muligheder i vedvarende energi, for summer som nys er nævnt, lige fra Washington, de hyper virkelig de store omkostninger ved en prissætning af kulstof. Hvordan ser du på al det her?

McKibben: Den eneste måde det kan virke hurtigt nok til at gøre en forskel, er hvis kulstof har en pris. Det har været et problem hele tiden. Kulstof havde ikke en pris, derfor har vi problemerne. Spørgsmålet er, hvordan gør du det på en måde, som ikke ruinerer alle, og på en politisk måde.

Det mest intelligente svar på al det her er kommet fra Peter Barnes og andre, som har foreslået disse ”omsættelige udledningstilladelser” og [U.S. Rep (demokratisk medlem af Ræpresentantenes Hus, nh)] Chris van Hollen har lige rejst sagen i Huset (Repræsentantenes Hus, nh). Man får Exxon og Peabody Coal, eller hvem der nu køber udledningstilladelser til en årlig auktion, ikke? De betaler mange penge for dem og sender regningen videre til dig når prisen [på benzin] stiger til fire dollars på en studs, og du opgiver din Forest Ranger-drøm og beslutter dig for at køre i en lille bil, eller gå, eller hvad du nu beslutter dig for.

Spørgsmålet bliver hvad man gør med alle disse penge, som man lige har tjent på bortauktionering af udledningstilladelser. Kraftværkerne vil grundlæggende set have tilladelserne gratis. Det er latterligt. Kongressen vil meget gerne bruge pengene på noget, vindmøller i min stat, eller hvad det kan være. Personligt mener jeg, at det langt hen ad vejen er et vanskeligere argument, når man tænker på hvad Kongressen har brugt penge på i den nære fortid. Etanol af majs må være et førsteklasses bevis.

Så det fornuftigste måde at anvende pengene på ville nok være, at skrive en check til alle borgere hvert halve år….Her er din klimacheck. Din andel i himlen. På samme måde som Alaska udskriver alle en check hvert år for deres andel i statens oliefortjeneste. På den måde må jeg, som du ser, betale prisen ved (benzin, nh) standeren for at feje op efter mig selv, og jeg bliver holdt skadesløs, mere eller mindre. Det er ikke et perfekt system, men hvis du regner den ud politisk, så er det nok den bedste chance vi har.

e360: Tror du at denne ide vil vinde gehør i Washington?

McKibben: Det tror jeg. Obama har talt lidt om det. Sandsynligvis er det nødløsningen hvis Waxman/Markey [et klimalovforslag i Huset] støder på grund. Dets store fordel er dets enkelhed, den slags tiltrækning som krydser partiskellene, måske. Selvom kun Gud ved om republikanerne vil stemme for noget som helst. Men, tror jeg, hvis man tænker længe nok over det, så bliver det nok enden på det.

e360: Du har dækket dette emne så længe som nogen skribent, jeg kan komme på. The End of Nature var virkelig den første bog for et bredt publikum, som behandlede dette spørgsmål om klimaforandringer. Hvor optimistisk er du med hensyn til at verden vil tage de nødvendige skridt for at undgå det du betragter som de mest drastiske effekter af klimaforandringerne?

McKibben: Som du ved bruger jeg for tiden ikke min tid på at være enten optimistisk eller pessimistisk. Jeg arbejder bare. Jeg tror, at svaret på det spørgsmål afhænger af om vi kan bygge en virkelig bevægelse eller ej. Og jeg tror på, at svaret herpå ligger, i dette øjeblik, i vore hænder. Ikke udelukkende, ved du. Bevægeligheden i disse systemer er meget stærk. Det er ved at komme ud af kontrol, og der er videnskabsfolk, som siger, at vi var for lang tid om at komme i gang. Men du kan godt sige, at det tror jeg ikke. For jeg gør intet andet end prøver på at organisere.

Oversat af Niels-Holger Nielsen.