To store landbaserede vindmølleparker i Skotland

21. maj 2009

Skotland er et af de lande, som er meget langt fremme i skoene, når det gælder vind- og bølgeenergi, og landet har planer om, at 50% af elforsyningen i 2020 kommer fra vedvarende energikilder. Målet om at 31% af elforsyningen i 2011 kommer fra vedvarende energi har man allerede nået med færdiggørelsen af Whitelee, som med en samlet mølleeffekt på 322 MW i dag er den største landbaserede (onshore) vindmøllepark i Europa. Og man har allerede planer om at udbygge Whitelee til 542 MW. De 20 møller i vores hjemlige vindmøllepark Middelgrunden er til sammenligning blot 40 MW.

Samtidig har man planer om at etablere vindmølleparken Viking på Shetlandsøerne med 150 vindmøller og en samlet kapacitet på 540 MW. Skotland er således godt på vej til at opfylde sit mål om, at 50% af elproduktionen i 2050 kommer fra vedvarende energi.

Omgivet af hav har Skotland et samlet vind- og bølgeenergipotentiale på ti gange sit maksimale energiforbrug. Og man kan med rimelighed spørge sig, hvorfor vores hjemlige DONG absolut skal bygge kulfyrede kraftværker i Skotland, og ikke bare et lille biobrændselsanlæg til de få dage om året, hvor der er havblik?

De møller, man planlægger at anvende i vindmølleparken Viking, har en tårnhøjde på 90 m, en vingediameter på 110 m og en højde til øverste vinge på 145 m. de er således alt andet end usynlige, og der ligger en stor opgave i at placere dem rigtigt i landskabet. Billedet herover er fra et interaktivt kort på Vikings hjemmeside, som er lavet i et forsøg på at anskueliggøre, hvordan 150 vindmøller fordelt over øens centrale dele vil påvirke landskabet.

Planerne om den store vindmøllepark på Shetlandsøernes hovedø har dog ført til store protester, og Sustainable Shetland, som blev stiftet i marts 2008, har samlet underskrifter mod mølleparken fra 10% af øgruppens befolkning. Paul Bloomers træsnit Shadow Flicker viser en helt anden opfattelse af planerne, hvor menneske og natur drives til vanvid af støjinfernoet og de stadig flimrende slagskygger fra de umenneskeligt høje møller.

Men er det rigtigt at man ikke kan stille vindmøller i det åbne landskab? Skal de absolut så langt til havs, at man ikke kan se dem? – eller kun kan se dem i meget klart vejr? Efter i et halvt århundrede at have fræset motorvejsanlæg gennem nogle af Danmarks smukkeste landskaber og klattet det åbne land til med i højspændingsmaster, ensilagetanke, og uformelige ladebygninger, står vi nu med vindmøllerne med noget som er nødvendigt – og en intensitet i protesterne, som havde været en bedre sag værdig.

Hver gang jeg i toget passerer Store Vildmose, slår det mig, hvor ufølsomt de snorlige rækker af roterende møller er placeret i det fuldstændig flade landskab. Hver gang jeg ser Middelgrundens møllebue, frydes jeg af en følelse af, hvor flot de står i landskabet. Når man ser billederne af den planlagte møllepark på Shetlandsøerne, har der tydeligvis været gjort mange overvejelser over, hvordan man bedst kan indplacere møllerne smukt i landskabet. Og med et prospekt som herover jeg synes langt hen ad vejen det er lykkedes. Der er dog stadig et stykke vej til, at møllerne står lige så uomtvisteligt i landskabet som landsbykirkerne.