Klimaaftale i støbeskeen

26. maj 2009

I dagene 1. til 12. juni mødes forhandlere fra hele verden til Bonn Climate Change Talks for at færdiggøre den klimaaftale, som skal vedtages i København til december. I den forbindelse har man offentliggjort forhandlingsteksten, så langt som den er.¹ Det er en tekst, som udstiller spændvidden i forventningerne. Således stiller en stadig større gruppe lande spørgsmålstegn ved målsætningen på 450 ppm, og ønsker i stedet en CO2-målsætning på højest 350 ppm. Så der står svære forhandlinger forud, og der vil blive forhandlet kommaer procenter og promiller til sidste øjeblik. Men de store aktører er så småt ved at være enige om de principper, som skal ligge til grund for aftalen. Vi står derfor lige nu til en aftale med global deltagelse – hvilket er et stort mål i sig selv. Og trods de dårlige erfaringer fra Kyotoaftalen står vi til at få en aftale, hvor kvotesystemet bliver den centrale mekanisme.

Selvom der fra mange sider har været rejst stærk kritik af kvotesystemet, har ingen villet markere kritikken så voldsomt, at man har sat aftalen i tvivl. Vi vil derfor i de kommende år se et nyt gigantisk spekulationsfelt producere kvotespekulanter, kvotebaroner og kvotemilliardærer. I lyset af den nuværende økonomiske afmatning kan man derimod komme alvorligt i tvivl om, hvor meget handling for et bedre klima, kvotesystemet kommer til at generere. Man kunne derfor visualisere en form for gigantisk Grøn Verdensbank, som havde til opgave at sikre, at kvotepriserne altid holdt et vist niveau – lidt på linje med den måde, hvorpå EU gennem årene har garanteret mindstepriser på landbrugsprodukter.

Hvis blot en udledning på ét ton CO2 altid kostede over 100 euro, kunne den for så vidt godt svinge på markedsvilkår. Men når kvoteprisen som nu ligger og roder betænkeligt nær nul, er det alt alt alt for billigt ikke at gøre noget.

Der er langt fra tale om enighed i aftaleteksten. Det illustreres for eksempel med punkt 12 (pp. 8-9):

12: The long-term global goal for emission reductions {shall}{should} be set

Option 1: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere at {400}{450 or lower}{not more than 450}{450} ppm carbon dioxide equivalent (CO2 eq) and a temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by at least 50 per cent {from 1990} levels by 2050.

Option 2: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere well below 350 ppm CO2 eq and a temperature increase limited to below 1.5 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by {81-71}{more than 85} per cent
from 1990 levels by 2050.

Option 3: as a global temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level.

Option 4: as a reduction in global average GHG emissions per capita to about 2 t CO2.

Option 5: on the basis of 5.1: historical responsibility / 5.2 emissions debt / 5.3 per capita accumulative emission convergence / 5.4 an equitable allocation of the global atmospheric resources.”

Option 1 er IPCCs officielle målsætning. Men på baggrund af de seneste års erkendelse af, at klimaet er langt mere følsomt overfor temperaturforskydninger end hidtil antaget, peger klimatologerne i dag på option 2, som vil indebære en meget radikal udfasning af fossile brændstoffer meget hurtigt. Når de andre ‘muligheder’ overhovedet er i spil, er det manglende politisk mod og langsigtet realitetssans.

indlæg oprettet af Jens Hvass

AWG-LCA Negotiating Text, UNFCCCs aftaletekst pr. 19.05.2009 (pdf).¹

Pauli Andersen: FN lægger op til vidtgående klimaaftale, Berlingske 20.05.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Klima-aftale afslører kløft af uenighed, Information 22.05.2009.

Share