Copenhagen Accord i støbeskeen
2. februar 2010
Den tresiders aftale, som klimatopmødet i København mundede ud i, The Copenhagen Accord, rummede en opfordring til at alle verdens lande inden udgangen af januar meldte ind med deres CO2-reduktioner frem mod år 2020. I mellemtiden har det været meldt ud, at der var tale om en ‘soft deadline’ – at alle bud til enhver tid ville vær velkomne. Endda har UNFCCC, som står for klimaforhandlingerne, gjort status. Og pr. 01.02.2010 har 55 ud af verdens lande, som repræsenterer i alt 78% af verdens nuværende emissioner, meldt tilbage.
Set i forhold til Kyoto-aftalen, som kun havde bindende reduktioner for en lille håndfuld industrialiserede lande, er det et kolossalt fremskridt – alene af den grund, at verdens to største udledere af drivhusgasser, USA og Kina, begge er med. Og man kan håbe, at endnu flere lande i de kommende måneder slutter op.
Men set i forhold til, hvilke reduktioner, der skal til, hvis vi skal undgå opvarmning af kloden over 2° C (for slet ikke at tale om over 1½° C), er det nu fremlagte imidlertid aldeles utilstrækkeligt. Ifølge The Climate Scoreboard vil de nu fremlagte reduktioner give en temperaturforøgelse i år 2100 på 3,9° C.
Indmeldingerne fra de 55 lande svarer til en samlet reduktion på verdensplan på 11-19% frem mod 2020. For eksempel Australien tilbyder 5%, 15% eller 25% afhængig af, hvad andre lande byder ind med. Hvis vi skal holde os under 2° C, er der brug for reduktioner i I-landene på omkring 40% – og i U-landene på 15-30%, som i høj grad må finansieres af I-landene. Men der er fortvivlende langt mellem udmeldingerne om 40% bindende reduktion – der er faktisk ikke nogen.
Man kan se de enkelte landes CO2-løfter på to lister på UNFCCS hjemmeside:
Appendix I – Quantified economy-wide emissions targets for 2020.
Appendix II – Nationally appropriate mitigation actions of developing country Parties.
