Strøtanker om bæredygtighed

Sidste søndag bragte Japan Times en interessant artikelrække af Winifred Bird, som er værd at overveje i forhold til danske forhold. Den følger tre japanske risbønder, som har taget hver sin konsekvens af situationen, Atsuo Aoki, Chiharu Tezuka og Masahiro Hokoi.¹

Indtil for nylig har det japanske landbrug været holdt næsten frilandsmuseumsagtigt, godt hjulpet på vej af solide tilskud og toldmure. Men Japan forhandler lige nu om at træde ind i TPP, Trans-Pacific Partnership – en beslutning, som i givet fald vil betyde, at de japanske risbønder inden for få år vil komme til at skulle konkurrere med risbønder fra andre lande i TPP, som har radikalt lavere leveudgifter og som sine steder kan høste både to og tre gange om året, eller som i USA kan dyrke ris på langt større flader end i Japan, som muliggør brugen af store landbrugsmaskiner. Skal man i den situation blot lade det frie marked afgøre, at der fremover ikke skal dyrkes ris i et land som Japan? Skal man lade kulturlandskaber, som er opbygget gennem årtusinder, forfalde, blot fordi de fossile brændstoffer er alt for billige, så vi ikke betaler den reelle pris for transporten mellem landene.

Det er en svær beslutning at træffe – risen står helt central i japansk selvforståelse og har været hovedafgrøde i flere tusinde år. Og når man ser det japanske landskab, så er det overalt modelleret, så risen nogle måneder hvert år kan stå med fødderne i vand. De stærke fællesskaber, det har krævet at opbygge og vedligeholde disse overrislingssystemer, har præget den japanske folkesjæl, og hvert år forestår den japanske kejser stadigvæk rituelle markeringer af risudplantningen og rishøsten.

Læs mere »

Noget helt gennemgående i alle Japan-farendes oplevelser er de kolossale kontraster, vi møder, ­blandinger af nyt og gammelt, forfinet og råt, stort og småt – livsrum, der hvis vi skulle fylde dem ville vol­de os store problemer. Vores måde at søge integritet, sammenhæng, retning og entydighed i vore liv ville kom­me på en hård prøve – stress og psyko­so­ma­ti­ske billeder ville florere.

Men mange af disse kontraster rummer ikke samme an­spændt­hed for japaneren – hans m/k identifikationspunkt lig­ger bag dagligdagens mange iscenesættelser, og gør det mere utvungent at bevæge sig fra helt traditionsbundne sfærer til golfklublivet, arbejdspladsens ritualer og familielivet.

Også i det religiøst-filosofiske bagtæppe møder man kon­stant modsætningen – den komplementære modsætning som grundlæggende enhed.

Det filosofiske system overtaget fra Kina er en toled­det størrelse. Konfucianismens verden af form og orden udtrykkende samfundets og menneskets stræben og pligt til i sine aktiviteter at føje sig ind i naturens orden står overfor Taoismens ka­­os, formløshed, anarki og op­løsning er ofte formuleret y­derst polemisk para­doksalt.

I buddhismens udbredelse gennem Kina til Japan opsuges store dele af det taoistiske begrebsapparat og udtryks­måde, og specielt zen-buddhismen rendyrker denne para­doksets form.

I zen er hellige skrifter og omstændige ritualer skræl­let bort – den levende dialog mellem mester og adept, oplyst og søgen­de, står helt centralt. Den får ofte form af en koan – et tilsyneladende paradoksalt udsagn, der peger imod en ultimativ virkelighed, og via intens bearbejdning skal hjælpe adepten frem til klarhedsople­velsen, Satori. Vi kender for eksempel lyden af to hænder, der klapper, men hvad er lyden af én hånd, der klap­per?

Jeg vil gerne her slutte med en lille personlig oplevel­se: På det vestlige Shikoku, langt fra det travle moderne Ja­pan fandt jeg via en smal sti vej fra dalen op til Fuku­oka-sans bjerghytte. Fukuoka-san er bonde, filosof og vis­mand i grænselandet mellem taoismen og buddhismen.

Ingen var hjemme, men jeg var helt gennemblødt af den ved­holdende regn, og gik ind for at få tøjet tørret. I det mørke indre var alt gennemtrukket af røg fra det åbne ildsted, gulvets tatami-måtter var frønnede og møre som resten af huset – ingen vand, telefon eller elektricitet var ført op fra dalen, og e­ne­ste møbel var en lille skrivepult.

Læs mere »

Ved et besøg i Berlin sidste år blev det klart for mig, at den japanske risbonde og filosof Masanobu Fukuoka (1913-2008) havde tilhængere langt udenfor Japan, og at han stod som inspirationskilde for en række af de urban farming-initiativer, som skyder frem mellem Berlins boligblokke. En efterfølgende Google-søgning gjorde det klart, at hans tilgang til det at dyrke jorden stod som sindbillede og forbillede mange steder i verden.

Fukuoka-san har med bogen The One-Straw Revolution (1972) sammenfattet sine erfaringer med at dyrke ris – som en fundamental erfaring, som en erkendelsesvej, som måde at overkomme den fundamentale splittelse og dualitet i ens oplevelse af og tilstedeværelse i verden og nå frem til ens oprindelige natur. Hans dyrknings-attitude, som man vel bedst kan karakterisere det, har en stærk taoistisk inklination.

Tilbage i 1984 besøgte jeg Fukuoka-san (se det følgende blog-indlæg: wu wei). Min erfaring med dette univers er stor nok til ikke at skulle søge at forstå og udfolde det. Dér findes der ultimativt kun én vej at gå, selv at gå i marken og blive ét med risdyrkningen. Men Fukuoka-sans bog findes fuldt tilgægngelig online (se link nedenfor). Og som smagsprøve har jeg klippet en række af hans zen-taoistisk funderede dyrkings-anvisninger.

If you try to do something, your efforts will never achieve the desired result.

An object seen in isolation from the whole is not the real thing.

Food is life, and life must not step away from nature.

Læs mere »

.
Joy and Daniel Davis: The One Straw Revolution by Masanobu Fukuoka, 9:08 min. video.

Wu wei er et taoistisk-kinesisk begreb, som er helt centralt for forståelsen af Masanobu Fukuokas integrerede dyrkningsmetode og livsattitude. Wu wei oversættes på engelsk ofte til no work. Det giver en noget håndfast tolkning, betydningen er rettere uden hensigt eller uden intention. Det kan således godt være arbejde, men arbejde uden forventinger eller forestillinger om dets resultat.

Se mere om Fukuoka-san i de efterfølgende blog-indlæg: The One Straw Revolution, Wu Wei og 3 scenarier for japansk risdyrkning.