Durban tømmermænd – hvad kan man gøre for at lukke hullet?

12. december 2011

Den netop vedtagne Durban-pakkes store problem er tidslinjen. Verden som sådan kommer ikke i gang med egentlige bindende reduktioner før i 2020, og det er adskillige år for sent i forhold til indsatsen for at knække CO2-kurven i tide. Ifølge klimavidenskaben er vi meget tæt på at forpasse chancen for at igangsætte en udvikling tidsnok til, at det kan lykkes at holde atmosfærens koncentration af CO2 under 450 ppm og den samlede globale temperaturstigning under 2° C. Den eneste ansvarlige aftale i Durban havde derfor vedtaget en lang række indsatser, som kunne iværksættes umiddelbart. Afhængig af, hvor ambitiøse klimamål man inden for de næste par år kan definere fra 2020, mangler vi således 5-10 år.

For at lukke dette hul er man nødt til at se på en række andre indsatsområder, som kan give hurtige resultater og i bedste fald give os de nødvendige 10 års respit. Dette er ikke tidspunktet at gå i detaljer dermed, men det er omvendt godt lige at ridse de alternative muligheder op, for at kunne få placeret Durban-pakken et tåleligt sted.

En oplagt beslutning ville være at lave obligatoriske støvfiltre på samtlige kulkraftværker. En af grundene til, at gletsjerne og de arktiske vidder smelter hurtigere, er, at den snavsede is og sne sender mindre af sollyset tilbage ud ad verdensrummet. Det vil være en overkommelig operation, og det vil samtidig være en gave til folkesundheden (se tidligere blog-indlæg: Kølende hvidt og Kulstøv øger isafsmeltningen).

Et helt centralt område at sætte ind vil være forskellige tiltag til at øge CO2-bindingen i biosfæren. Det kan ske dels ved skovbevarelse, som samtidig er vigtig for bevarelsen af biodiversiteten og klodens nedbørssystemer. Og det kan ske ved systematisk skovplantning, som i den rette skala ville det samtidig kunne være med til at bremse op for ørkendannelsen de mange steder i verden, hvor den er på fremmarch.

Hvor det industrielle landbrug med sine dyrkningsmetoder hvert år pløjer store mængder CO2 op i atmosfæren, ville man med ændrede dyrkningsmetoder kunne genlagre store mængder CO2 i muldjorden. Samtidig ville det kunne være med til at give et jordbrug, som var mindre afhængig af kunstgødning og fossil drift.

Endelig vil man gennem systematisk inddragelse af biochar kunne lagre betydelige mængder af CO2 i jorden samtidig med at man gjorde den mere frugtbar.

En klimakonference gør alt op i CO2. Men der findes en række andre klimagasser, hvoraf metan er den vigtigste. Den har indtil for nylig været regnet til at være omkring 20 gange stærkere end CO2, men i virkeligheden er den i årene efter udledningstidspunktet omkring 70 gange stærkere. Hvis man lavede en målrettet indstas for at reducere metan-udledningerne, ville man således kunne få en ganske hurtig kølende effekt i forhold til den ensidige indsats overfor CO2 fra de fossile brændstoffer.

Metan dannes i store mængder fra anaerobe bakterier, således udvikles der store mængder metan fra verdens lossepladser. Løsningen er ikke som i Danmark at brænde den af, men i langt langt højere grad end i dag at recirkulere alt. En anden situation, hvor der dannes store mængder metan, er ved vores husdyrs fordøjelsesprocesser. Op til Klimatopmødet i København i 2009 beregnede Worldwatch Institute således, at verdens kødproduktion hvis metan blev regnet med dens umiddelbare virkning (70 gange CO2), stod for op imod halvdelen af den samlede globale menneskeskabte drivhusgaspåvirkning. Alene ved at reducere verdens indtag af kød med 25% ville man kunne skabe en reduktion i samme størrelsesorden som den, man forhandlede om i København, men ikke fik vedtaget (se blog-indlægget: Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion).

Så kunne man passende lave en forsmag på de globale reduktioner i 2020 ved allerede nu at gå ind og regulere den internationale skibsfart og luftfart. Det er to af de store og hastigt voksende faktorer i verdens klimaregnskab.

Og man kunne fra det nye år globalt fjerne al støtte til den fossile energi. I en tid, hvor aller har erkendt, at jo hurtigere vi får omlagt til vedvarende enrgi, jo bedre, er det rent ud sagt vanvittigt, dels at der aldrig betales den fulde pris for de fossile brændstoffer, dels at de på den ene og den anden og den tredje måde tilsammen får kolossale støttebeløb. Det kunne være med til endeligt at tippe balancen, så den vedvarende enrgi også var den billigste. En udløber heraf var at genoptage beskatningen af nordsøolien. Disse penge burde ligesom al overskud ved udvinding af fossile brændstoffer gå direkte til den globale omstilling til vedvarende energi.

Et andet spor, som har været fremme i Durban, men som ikke har fået megen opmærksomhed, er at man kan styrke indsatsen i byerne. I dag fremgår det for eksempel af en artikel i The Guardian, at EU vil kunne skære 25% af sit CO2-udledninger ved at cykle som Københavnerne.  Det lyder nu for godt til at være sandt. Selv i København har vores prioritering af cyklen som transpormiddel ikke ført til nogen 25% reduktion. Men der er masser at gøre på alle niveauer – og vel at mærke indsatser som langt hen ad vejen kan gennemføres uden at de store globale rammevilkår er på plads. Og kunsten de næste 10 år bliver i høj grad at stimulere alle disse små vigtige facetter af klimaindsatsen som alligevel ikke sker af sig selv blot fordi vi fik den perfekte klimaaftale.

Og så kunne EU sætte et frivilligt mål på 40% – for i det mindste at udfordre sig selv til konsekvent at forfølge den optimale omstillingsproces. Og selvom det ikke er det, som i sig selv trækker de samlede globale udledninger ned (EU står pt. for 11% af verdens CO2-udledninger og andelen er faldende), så ville det ville være det bedst tænkelige argument over for verdens øvrige lande. Og EU vil (sammen med Kina, som er i fuld gang) kunne høste fordelene af at have været verdens miljømæssige eksperimentarium. At store industrilande som USA og Canada fravælger aktivt at forfølge udviklingen vil gøre den nuværende krisesituation endnu mere uløselig.

Dette blot tænkt som en første brainstorming på, hvordan man kan lukke hullet i Durban-pakken.

Se tidligere indlæg om klimakonferencen i Durban.

Fred Pearce: Can ‘Climate-Smart’ Agriculture Help Both Africa and the Planet? Yale Environment 360 15.12.2011.

We can still avoid a ‘lost decade’ on climate change, (leder) New Scientist 14.12.2011.

Peter Walker: Cycle like the Danes to cut carbon emissions, says study, The Guardian 12.12.2011.

Christopher Joyce: Climate Strategists: To Cut Emissions, Focus On Forests, NPR 10.12.2011.

David Biello: Catastrophic Climate Could Be Forestalled by Cutting Overlooked Gases, Scientific American, 01.12.2011.

Steven Leahy: A Recipe for Carbon Farming, IPS News 02.12.2011.

Share