Minka
23. juli 2012
.
Minka er det japanske ord for folkehus, eller måske rettere folke-hjem. Ordet er sammensat af to skrifttegn, min, som betegner menneske/folk, og ka/ke, som på én gang betegner to i hvert fald indtil for nyligt uadskillelige: bygningen og familien. Og det bruges stort set som det danske ord bondehus.
Den japanske minka har gennem tiderne udviklet sig meget forskelligt fra egn til egn. Forskellene afspejler meget nøje de lokale forskelligheder i klimaet og de forhåndenværende materialer. Ikke mindst tagenes udformning afslører, om en egn har voldsomme taifuner, kraftig nedbør i regntiden eller meterdyb, tung tøsne om vinteren. Da jeg i 1984-85 var i Japan første gang, rejste jeg derfor meget rundt i det langstrakte rige for at erfare, hvordan den lokale byggetradition igen og igen havde formået at få noget smukt, holdbart og beskyttende – og fundamentalt naturligt – ud af de på stedet særlige vilkår.
Denne 15 min. lange film kredser om genopførelsen af en minka fra 1700-tallet, som skulle rives ned, men som to mennesker beslutter sig for at give et nyt liv. I første omgang får de bygningen forsigtigt skilt af. Herefter går jagten på det rigtige sted at genopføre minkaen.
Under vejs er der mange fine betragtninger om det at bo og bygge, som da filmens fortæller Yoshihiro Takishita peger på en bunke træ, resterne af en sammenpakket minka i skovbrynet, og med en vis tilfredshed konstaterer, at den dag, minkaen ikke kan mere, bliver den atter til skov. Kunne vi blot sige det samme om vores moderne byer.
Når jeg blev så berørt af den lille film, er det nok fordi jeg i foråret 2000 pludselig stod i samme situation. Det var ikke en minka, men et tehus lige syd for Kyoto, som skulle bulldozes for at give plads for et syv-etages boligkompleks. Jeg fik pavillonen foræret, hvis jeg kunne have den pakket ned inden for en måned. Jeg fik det opmålt, så det senere kunne blive sat rigtigt sammen igen, jeg fik entreret med et tømrerfirma og et fragtfirma, og jeg fik rejst de nødvendige midler og frivillige hænder, så vi kunne have samtlige materialer pakket ned i to 80-fods containere og transporteret til Danmark (pånær lervæggene og tagstenene, som ikke ville overleve en dansk vinter). I drømme havde jeg allerede udset det nye sted for pavillonen: en klippeknold på kanten af en lille sydsvensk skovsø et sted på grænsen mellem det kultiverede landskab og den fritvoksede natur, med udsigt til uendeligheden. Og en del af at påtage sig at tage sig af et sådant hus ville være, at jeg trådte ind på teens vej – ikke bare som noget jeg vidste noget om, men som noget jeg praktiserede – så bygningen fortsat levede som te-sted. Men det endte brat med, at det entreprenørfirma, som skulle bygge det syv-etages lejlighedskompleks saboterede processen. Uden vand og strøm til arbejdet, var jeg nødt til at opgive projektet.
Ishihara-tei var ikke nogen lille pavillon- Den tagdækkede flade var omkring 140 m², og der var både et stort shoin-te-rum og en lille 1¾ måtters soan-chasitsu. Ud over papirskodderne og de tynde regnskodder som kunne lukke alt udefra havde pavillonen også glasskodder hele vejen rundt. Så pavillonen ville kunne bevare sin åbenhed under helt andre himmelstrøg.
Skuffelsen over at måtte opgive var selvfølgelig håndgribelig – så tæt på, og så endte den vidunderligt smukke te-pavillon med det enestående snedkerarbejde endda som bulldozer-føde. Men lidt på afstand har jeg med en vis lettelse tænkt, at pavillonen ville have både givet og krævet et fuldstændig andet liv, som jeg måske ikke var rede til.
Den lille film Minka formåede i den grad at vække minderne – producenten skriver, at det er en film om “place and memory, a farmhouse in Japan, and the people who called it home”.
