Strøtanker om bæredygtighed

Som resultat af COP3 klimatopmødet i Kyoto indgik verdens rigeste lande i 1997 verdens hidtil første og eneste bindende aftale om reduktion af udledninger af drivhusgasser. I den forbindelse bandt Danmark sig til at reducere sine udledninger med 21% inden udgangen af 2012, hvor gennemsnittet af de lande, som indskrev sig med forpligtigelser, var en reduktion på blot 6%. Men det forlyder nu, at Danmark er i hus.

Ifølge Kyoto-aftalen må vores samlede nationale udledninger i 2012 maksimalt udgøre 54,8 mio. ton CO₂. De ligger dog stadig på 59,7 mio. ton CO₂, men differencen udlignes gennem køb af kreditter, hvor Danmark betaler for en reduktion svarende til differencen i forskellige tredjeverdenslande. Dette kvotesystem kan man mene meget om, men det var et af grundelementerne ved Kyoto-aftalen – et stort anlagt forsøg på at få markedets simple logik til at spille med i klimaindsatsen. Det er ikke slået fuldstændigt fejl, men prisen for at udlede 1 ton CO₂ på det europæiske kvotemarked er så lav, at det på ingen måde ansporer til at reducere ved kilden.

Kyoto-aftalen var langt fra nogen perfekt aftale, da den blev indgået, og det af flere  grunde. Men det var dengang det bedste, man kunne blive enige om – en form for begyndelse, vedtaget på COP3 blot 6 år efter at man i Rio i 1992 havde lovet hinanden at arbejde frem mod en klimaaftale til beskyttelsen af det globale klima.

For det første omfattede aftalen kun de ‘gamle’ industrilande – eller rettere var det kun dem, som havde bindende reduktionsmål. Og da USA verdens den gang største udleder af drivhusgasser sprang fra, var virkningen allerede reduceret. Så USAs udledninger ligger i dag omkring 30% over landets udledninger i 1990. For nylig meddelte Canada, at man ville udtræde af Kyoto-aftalen, efter at man i nogle år havde opgivet klimaaftalen og set landets udledninger eksplodere i forbindelse med udviklingen af tar sand i Alberta-området, hvilket i sig selv er en tikkende bombe under klodens klimaindsats. Og vi vil nok se, at Japan står til heller ikke at klare sine forpligtelser efter at man har haft samtlige sine A-kraftværker sat på stand by i forlængelse af Fukushima-katastrofen.

Denne figur fra en artikel i New York Times i februar 2009¹ giver et godt billede af Kyoto-aftalens målsætninger, som selv for de industrialiserede lande var meget forskellige. For eksempel Spanien havde ikke lovet reduktioner, men at man ville holde sig inden for en stigning på max 15%. I virkeligheden lå man i 2006 50% over, så der var lang vej igen. Tilsvarende lå Danmark i 2006 2% over udledningerne i 1990, hvor man havde bundet sig til at reducere med 21% – et tydeligt billede på den misrøgt af Danmarks klimaindsats, som VK-regeringen stod for i starten af århundredet. I 2006 var det stort set kun de tidligere østlande, hvor udviklingen var gået mere eller mindre i står, som så ud til at klare deres forpligtelser overfor Kyoto-protokollen. Et land som Ukraine, som havde forpligtet sig til en reduktion på 0% udledte i 2006 mindre end halvdelen af udledningerne i 1990.

Men siden 1998 har den helt store vækst i verden ligget uden for industrilandene, og Kina har overhalet USA som verdens største udleder af drivhusgasser. Og det er ikke kun på grund af produktion til kineserne selv. De industrialiserede lande har i høj grad udflaget deres industrielle produktion til udviklingslandene, hvor arbejdslønnen, klima- og miljøkravene er lavere.

Og det er ikke kun vareproduktionen, som er holdt uden for Kyoto-aftalens opgørelsesform. Man kunne den gang ikke finde den rigtige måde at inddrage den internationale skibsfart og luftfart, og hele udviklingen af drivhusgasser fra den organiske produktion, landbrug, jordbrug, affaldshåndtering mv. er også helt utilstrækkeligt inddraget i Kyoto-aftalen. Så det efterhånden har stået klart, at det ikke var nok at fortsætte Kyoto-aftalen – at Kyoto-aftalen i bedste fald var en begyndelse, som kunne anspore nogle af verdens rigeste lande til at omlægge til vedvarende energiforsyning.

Ved de seneste klimaforhandlinger COP17 i Durban i november 2011, var den måske vigtigste beslutning, at der måtte en samlet klimaaftale til, sominvolverede hele verden. For selv hvis de lande, som aktivt arbejdede for at reducere deres CO₂-udledninger lykkedes med at bringe dem i nul, så ville verden stadig have et klimaproblem – endda et alvorligt et af slagsen. Så nu er det aftalen, at man skal lave en sådan aftale senest i 2015, og at den skal have virkning senest fra 2020. Og spørg ikke mig, hvorfor man ikke går i gang med det samme. For det bliver dyrere og sværere for hvert år vi nøler.

Men om det lykkes at lave en ny udgave af Kyoto-aftalen, som forpligter de af de gamle I-lande som er villige til at lade sig forpligte, frem til vi får en ny samlet klimaaftale, det får vi at se under COP18, som finder sted i Doha her om mindre end to måneder. I givet fald vil det blive en aftale, som omfatter blot 10-15% af verdens samlede udledninger. Det er ikke ubetydeligt, men det var vigtigere at få alvorligt fat om de øvrige 85% og alt det, som ligger uden for Kyoto-protokollens beregningsgrundlag.

Det synes der heldigvis efterhånden at nærme sig en konsensus om – omend det går foruroligende langsomt.

Se blog-indlæg tagged Kyoto-aftalen / COP17.

Sanne Wittrup: Danmark er i mål med Kyotoaftalens første halvleg, Ingeniøren 30.09.2012.

Kyoto Protocol, UNFCCC.

Elisabeth Rosentahl: Obama’s Backing Raises Hopes for Climate Pact, New York Times 28.02.2009.¹