Strøtanker om bæredygtighed

Onsdag i sidste uge havde Californien startskud for sit CO₂-kvotemarked. Det har til formål frem mod 2020 at reducere Californiens CO₂-udledninger til niveauet i 1990, hvilket indebærer en reduktion på 17%. Ordningen omfatter omkring 350 større virksomheder med i alt 600 enheder, først og fremmest i fremstillings- og energisektoren.

I går var det så auktionsdag for den første pulje af forureningstilladelser (allowances). Dagen forløb uproblematisk, og samtlige 23,1 mio. udbudte allowances (som hver giver ret til at udlede 1 ton CO₂) blev afsat. Prisen var på blot lige godt 10 $, så det er på samme lave niveau som EUs kvotesystem er endt på. Der havde været frygt for, at banker og spekulanter havde opkøbt tilladelserne. På den baggrund var det positivt at erfare, at 97% af tilladelserne blev købt af de direkte involverede virksomheder.

I bedste amerikanske stil rejste California Chamber of Commerce få døgn inden første auktionsdag en retssag med påstand om, at kvotelovgivningen var ulovlig. Men det blev afvist med henvisning til, at kvoteordningen har været under forberedelse i omkring 6 år.

Så nu er den californiske kvoteordning en realitet. Den vi blive fulgt med stor spænding fra resten af USA. Forventningerne – både positive og negative – er store. I den negative ende er der spået store omkostningsfordyrelser for både virksomheder og forbrugere, og at virksomheder i stor stil vil udvandre – på den led kan man sige, at det måske er heldigt, at prisen pr. ton CO₂ foreløbig har lagt sig så lav som 10 $, for det vil kun føre til helt marginale fordyrelser. I den anden ende er der en tiltro til, at kvoteordningen vil være med til at skabe økonomisk incitament til at energieffektivisere og klimaoptimering – og at cap & trade udgør den perfekte “styring” af klimaindsatsen, fordi markedet ikke er sat ud af spil. Her ville effekten omvendt være stærkere, hvis kvoteprisen blev højere. Men lettelsen over, at alt kørte efter planerne, er udtalt.

Læs mere »

Siden juli har RTCC (Responding To Climate Change) løbende bragt artikler i en ganske fascinerende serie, “Youth Profiles“, som giver et enestående indblik i unges klimaaktivisme verden rundt – som for eksempel på billedet herover, hvor kinesiske studerende har lavet et tableau, hvor de studerer med stigende verdenshave mellem benene.

Der er foreløbig omkring 20 af disse Youth Profiles, og man kan herigennem opleve, hvordan klimaudfordringen bliver erkendt og sat på dagsordenen verden rundt, i lande som Nigeria, Mexico, Canada, Nepal, Bangladesh, Indonesien, Ghana, USA, Australien, Kina og Costa Rica, man kan møde arabiske aktivister og et afrikansk samarbejde om at forene videnskab og oprindelige folkeslags viden. Den fulde liste af klimaaktivist-portrætter kan ses nedenfor.

Det er en fascinerende rejse, som giver håb om en verden, hvor vi bedre evner at passe på vores omgivelser og værne om vores livsvilkår.

Links til Youth Profiles-serien:

Læs mere »

Kurven herover stammer fra en artikel i Science Progress torsdag,¹ hvor Dr. James Powell har lavet en ganske tankevækkende undersøgelse af samtlige peer-reviewed artikler om global opvarmning igennem de seneste 20 år og delt dem i to bunker: I den ene dem, som tager menneskeskabt global opvarmning alvorligt, og i den anden de artikler, som klart afviser global opvarmning eller tilskriver opvarmningen andre årsager end CO₂-udledninger (og udledningen af andre drivhusgasser).

Ud af i alt 13.950 artikler siden 1992 var der kun 24 til den bunke, hvor forfatterne afviste den globale opvarmning eller at opvarmningen var forbundet med udledningen af drivhusgasser. Det svarer til en enkelt artikel for hver 581 artikler, eller 0,17%.

Og hvor hver af klimaskeptiker-artiklerne i snit har været citeret 5 gange, da var hver af de 13.926 artikler, som godskriver fænomenet global opvarmning i snit citeret 19 gange. Powell har beskrevet sin metodologi nærmere her.

Powells opgørelse taler sit klare sprog om, at der i klimavidenskaben ikke er den mindste tvivl om, at klimaforandringer er en realitet. der er stadig mange delelementer i klimamodellerne, som kun er delvist forstået, og forståelsen af, hvor hurtigt klima og havstand forandrer sig, har ændret sig igennem de 20 år, som Powell har undersøgt – hvilket for eksempel afspejler sig i, at den overordnede målsætning for en global klimaindsats på få år har forandret sig fra max 550 ppm til max 450 ppm til at det ville være bedst at komme tilbage under 350 ppm. Men der er tale om en grundlæggende enighed om, at klimaudfordringen er en realitet, og at den bliver en af det 21. århundredes helt store udfordringer.

Læs mere »

I tiden forud for klimatopmødet COP15 i København lavede IDA i 2008-09 en vision for et fossilfrit Danmark i 2050, hvor udledningen af drivhusgasser samtidig var reduceret med 90% i forhold til i dag.

Det var før klimakommissionen barslede med sin plan for, hvordan det kunne finde sted, så planen vakte en del opsigt – i en tid, hvor de folkerettede kampagner hed “ét ton mindre” og mest handlede om sparepærer, var IDAs plan med til at forme bevidstheden om, at det overhovedet kunne lade sig gøre at slippe afhængigheden af den fossile energi og basere samfundet fuldt ud på vedvarende energikilder. Måske endnu mere overraskende forventede IDA, at det til den tid ville være 13 mia. kr. billigere, end hvis vi havde fortsat, alene på baggrund af de mindre udgifter til brændsel.

Havde IDA samtidig indregnet de øgede priser til klimatilpasning og ødelæggelser efter stormflod mv. havde regnestykket understreget endnu kraftigere, at omlægningen til vedvarende energi ikke bare er en drøm eller en fiks idé, men nok så meget forretningsmæssigt set en gennemsund målsætning.

I dag offentliggjorde IDA så en status efter 3 år: Er Danmark på rette vej?.¹ Og ifølge den går det overhovedet ikke den rigtige vej på en lang række parametre. I en måske let simplificeret smiley-opgørelse, er der ud af statusopgørelsens 29 parametre kun 10, hvor Danmarks udvikling i de mellemliggende fire år sandsynliggør, at vi når målene for et fossilfrit Danmark i 2050.

IDA skriver om statusrapporten, at “Analysen viser, at Danmark ikke er på rette kurs, når det eksempelvis gælder om at nå målet om reduktion af drivhusgasser og når det gælder om at skrue ned for det samlede energiforbrug, som er to af hoved-indikatorerne i analysen. Til gengæld er Danmark på sporet, når det gælder omlægningen til vindkraft. Men af de i alt 29 indikatorer, som analysen inddrager, er det pt. kun 10, der bevæger sig hurtigt nok til at nå målet i 2050.”²

Læs mere »

.
Ved et pressemøde i Det Hvide Hus i går blev Obama spurgt om sine planer og overvejelser omkring klimaudfordringen i den kommende tid. I det fire minutter lange svar i videoen herover, giver han sig vitterligt tid til at udfolde sine tanker og overvejelser.

Efter en lang valgkamp med næsten demonstrativ tavshed om klimaspørgsmålet er det befriende at høre, at han betragter det som en af de helt store udfordringer, som USA må samles om, og som vil præge hans indsats i de kommende fire år.

“You can expect that you’ll hear more from me in the coming months and years about how we can shape an agenda that garners bipartisan support and helps move this agenda forward,” siger han på pressemødet. “I am a firm believer that climate change is real, that it is impacted by human behavior and carbon emissions,” siger han, “and as a consequence, I think we’ve got an obligation to future generations to do something about it.”

Man fornemmer i Obamas næsten tøvende svar, at han gør sig store overvejelser om, hvordan man kan tale om klimaudfordringen, så man får alle med. Det er ikke gennem akopalyptiske skræmmebilleder og tipping points, hvorfra klimaet løber løbsk – den del klarer vejrguderne til fulde, med ødelæggende orkaner og en tørke, som i år har spoleret høsten i store dele af USA.

Obama ved, at han er nødt til at navigere i et USA, som stadig er på vej bort fra afgrunden, som stadig mest af alt mangler flere arbejdspladser, som stadig er stærkt delt mellem et rødt og et blåt USA, hvor ingen endnu rigtig ved, hvor republikanerne lander ovenpå det svinede valgnederlag, som endnu kun er en uge gammelt – og som måske blev ekstra sviende, fordi det så længe og så ekstremt blev kørt på værdipolitikken.

Læs mere »

EUs kvotesystem har nu i efterhånden en årrække fungeret alt andet end tilfredsstillende. Håbet ville være, at prisen for at udlede 1 ton CO₂ fra europæiske kraftværker og fabrikker ville ligge på 30 euro – allerede på det niveau ville det gøre energieffektiviseringer og omstilling til bæredygtig energi økonomisk rentabel i en lang række situationer. Men prisen for at udlede 1 ton CO₂ er nu nede under 10 euro. Og det er langt fra nok til at virke som incitament for noget som helst – tværtimod afholder det i den nuværende situation en lang række firmaer fra at investere energimæssigt rigtigt.

Det er et næsten udiskuterbart dogme, at styringen skal være markedsbaseret, og det er nok ikke tidspunktet at drøfte, om der var bedre måder at gøre det på. Men for eksempel med EUs landbrugs- og fiskeriordninger så man i mange år, at EU gik ind og købte op, når priserne truede med at falde for meget, for at sikre, at (illusionen om) markedet blev opretholdt. Så EU har en tradition for ikke bare at lade markedet styre helt ureguleret. Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at EU nu søger at gennemføre en redningsplan for EUs kvotesystem, så det kommer til at virke efter hensigten. Connie Hedegaard har således i dag fremlagt en rapport om, hvordan man kan genoplive kvotesystemet og gengive det den centrale rolle i EUs omstilling til vedvarende energi, som det var tiltænkt.¹

Ifølge Ingeniøren² kommer det blandt andet til at indebære disse seks løsningsforslag:

• EU’s samlede reduktionskrav øges fra 20 til 30 procent i 2020
• Et antal kvoter fjernes permanent i fase tre
• Den gradvise reduktion af kvoter skal øges 1,74 procent årligt
• Nye sektorer skal ind under ETS herunder brændstofforbrug i transportsektoren
• Man skal fjerne eller reducere internationale kreditter fra projekter uden for EU (CDM)
• Endelig bør der introduceres en mekanisme, der løbende kan justere kvoteprisen.

Vedr. nye sektorer peger Hedegaard konkret på muligheden for at lægge transportsektoren ind under kvotesystemet.³ Den stadigt eskalerende transport i EU ville have godt af at blive afgiftsbelagt, så det blev en reel omkostning at transportere over store afstande – og minimering af afstand og transportforbrug igen blev centrael overvejelser både i tilrettelæggelser af produktionssystemer og i vores dagligdag.

Kurven herunder viser udviklingen i kvoteprisen siden kvoteordningens igangsættelse i 2008. I den første tid så kvoteprisen ud til at holde sig, men allerede efter godt et år nåede den første gang under 10 euro. Herefter lå den et par år omkring 15 euro pr. ton, men i år har den rodet under 10 euro pr. ton. Grundproblemet er, at der fra starten af blev uddelt alt for mange gratis kvoter. Den efterfølgende økonomiske afmatning har medvirket til, at udbuddet har været alt for stort. Så i starten af året satte kvoteprisen ny bundrekord med kun 6 euro pr. ton udledt CO₂.

Det er ikke kun vigtigt for den europæiske udvikling, at kvoteordningen fungerer optimalt. I lande som Australien, Kina og Japan er man ved at etablere tilsvarende kvotemarkeder, og præcis i dag åbner Californien et kvotemarked. Så der bliver skelet kraftigt til, hvordan kvotemarkedet fungerer i EU. Kvotesystemet er tiltænkt en central rolle i den globale klimaaftale, som med COP18 i Qatar står overfor en ny runde om blot to uger. Så det er vigtigt, at dette kvotesystem får den fulde chance for at fungere.

Se tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem, Den fulde pris for CO₂-udledninger, Mindstepris på CO₂-kvoter, Kvotesystem med børnesygdomme, Vismænd på afveje, Moderne afladshandel, CO₂-regnskaber for viderekommende, Misbrug af CO₂-kvotemidler? og Ny bundrekord for den europæiske kvotepris.

Connie Hedegaard: “We want an even more robust European carbon market”, European Commisssion 14.11.2012.

The state of the European carbon market in 2012, EU 14.11.2012 (pdf).¹

Erik Holm: Kul eller gas i Europa: Udspil fra Hedegaard vil afgøre sagen, Ingeniøren 14.11.2012.²

Erik Holm: Hedegaard: Oversvømmet kvotesystem skal reddes inden nytår, Ingeniøren 14.11.2012.

Erik Holm: Polen kræver CO2-kvoter til spøgelses-kraftværker, Ingeniøren 13.07.2012.

Erik Holm: CO2-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

Marc Prosser: CO2-kvotesystemets skaber: »Systemet fungerer ikke«, Ingeniøren 18.08.2011.

Marc Prosser: Ekspert: Lavpris på CO2-kvoter er katastrofal for grøn energi, Ingeniøren 16.08.2011.

.
Mandag frigav Det Internationale Energiagentur IEA sin årlige status over verdens energisituation, World Energy Outlook 2012. Videoen herover stammer fra præsentationen i London i mandags – den efterfølgende mere detaljerede gennemgang kan ses nedenfor. Der er frigivet et executive summary,¹ men rapporten i sin helhed kun tilgængelig mod betaling.

Det vigtigste – og mest alarmerende – tal i årets outlook er, at verdens CO₂-udledninger ifølge IEA i 2011 steg med 2,5% i forhold til året inden. Og dette sker på trods af, at der i disse år dels sker en gradvis overgang fra kul til gas, som medfører mindre CO₂-belastning pr. udvundet energienhed, dels finder en markant udbygning af den vedvarende energi sted. Så de 2,5% det dækker over en markant vækst i det globale energiforbrug. Den afmatning i stigningstakten, som kunne observeres som følge af den økonomiske afmatning i 2008-09, er væk.

Det sker i en situation, hvor det står lysende klart, at udledningerne skal begynde at falde senest i 2015 og derefter må reduceres markant meget hurtigt, hvis det, som verdenssamfundet har besluttet det, skal lykkes at holde de globale temperaturstigninger under 2ºC – og dermed at klimaforandringerne begrænses og risikoen for at vi får udløst tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende.

I det executive summary hedder det om mulighederne for at holde 2ºC-målsætningen:

Energy efficiency can keep the door to 2°C open for just a bit longer

Successive editions of this report have shown that the climate goal of limiting warming to 2 °C is becoming more difficult and more costly with each year that passes. Our 450 Scenario examines the actions necessary to achieve this goal and finds that almost four-fifths of the CO₂ emissions allowable by 2035 are already locked-in by existing power plants, factories, buildings, etc. If action to reduce CO₂ emissions is not taken before 2017, all the allowable CO₂ emissions would be locked-in by energy infrastructure existing at that time. Rapid deployment of energy-efficient technologies – as in our Efficient World Scenario – would postpone this complete lock-in to 2022, buying time to secure a muchneeded global agreement to cut greenhouse-gas emissions.

Læs mere »

Luftfarten er stigende over alt i verden, og klimapåvirkningen fra luftfarten udgør en stadig stigende del af verdens samlede udledninger. Dette til trods for, at der arbejdes på teknologiske forbedringer over en bred kam, lettere fly, mindre luftmodstand, mere effektive motorer, iblanding af biobrændstof og omlægning af uhensigtsmæssige flyruter (kortere afstande), for ikke at tale om en gennemgang af de mange tilhørende aktiviteter på landjorden. Selv i de lande, hvor man har fået vendt udviklingen, så de samlede klimapåvirkning er aftagende, stiger udledningerne fra luftfarten.

Når det gælder klimapåvirkningen fra luftfarten, så er der ikke kun tale om selve CO₂-påvirkningen. Man taler tværtimod om en RFI-faktor, som er et mål for, hvor mange gange større den samlede klimapåvirkning er i forhold til selve CO₂-udledningen.

Når et tungt legeme som et fly med jetmotorer drives gennem atmosfæren med stor fart, sker der en række processer, som øger drivhuseffekten. I RFI-faktoren indregnes derfor en lang række faktorer ud over CO₂-udledningerne, som har indflydelse på luftfartens samlede klimapåvirkning, størrelser som ozon, partikler, gasser, vanddamp og skydannelser i flyenes kølvand (som ikke er det samme som motorernes udstødning).

Nogle af disse faktorer hører blandt de mindst kendte i klimaprocesserne – eller rettere man kender overordnet deres virkning, men stadig med en væsentlig usikkerhedsmargin. Man ser derfor i figur 6 en markant usikkerhed på de enkelte komponenter, men samtidig, at de tilsammen betyder markant mere for den samlede klimapåvirkning end blot den primært udledte CO₂-mængde.

Som det fremgår af nedenstående tekst fra Carbon Planet, ligger RFI i dag omkring 3,0, men med en række teknologiske nybrud, som mindsker de afledte klimapåvirkninger, vil forventes det at man i 2050 kan sænke den til omkring 2,5. Endda regner man i dag med en RFI på 1,9, fordi man endnu ikke har tilstrækkelig viden til præcist at kunne fastsætte drivhuseffekten for flyenes skydannelse.

Læs mere »

Flyvning er en af de måder, hvor vi kan præstere den største klimapåvirkning på den korteste tid. Blot en smuttur til New Zealand t/r medfører lige så megen drivhuseffekt som vi producerer på et helt år. Men i de første forsøg på at etablere en global klimaindsats med Kyoto-aftalen i 1997 fik man hverken den internationale skibsfart eller luftfart med ind i beregningsgrundlaget – en stor fejl, da disse sektorer begge er stærkt voksende og repræsenterer en markant klimabelastning.

I årevis har de internationale luftfartsorganisiationer fumlet med mere eller mindre halvhjertede forsøg på at lave en klimaaftale for luftfarten – men det er aldrig rigtigt blevet til noget. Derfor indførte EU fra starten af 2012 en CO₂-afgift for alle fly, som benyttede EUs lufthavne. Dette er et indlysende skridt – og et godt billede på, hvordan EU på en lang række områder søger at sætte klimadagsordenen også uden for FNs forhandlingsspor. Men EUs tiltag har vakt voldsom modstand fra en række lande, først og fremmest Indien, Kina og USA, som har kritiseret EU for med tiltaget at snigløbe den internationale proces og har procederet for at få kendt EUs tiltag ugyldige.

Fredag meddelte ICAO, International Civil Aviation Organisation, at man var indstillet på at forsøge at opstille en form for markedsbaseret kvoteordning på området uden på nogen måde at være præcis med detaljerne. Derfor meddelte Connie Hedegaard i dag, at EU af respekt herfor i det kommende år vil nøjes med opkræve CO₂-afgiften inden for EUs område, men holder pause med opkrævningen for fly ind og ud af EU.

Connie Hedegaard sagde til gengæld i meget bestemte vendinger, at hvis ikke der til den tid var kommet en tilfredsstillende aftale på banen fra ICAOs side, så ville EUs nuværende CO₂-afgift for alle fly, som bruger EUs lufthavne, automatisk blive genoptaget: “But let me be very clear: if this exercise does not deliver – and I hope it does – then needless to say we are back to where we are today with the EU ETS. Automatically.”

Læs mere »

Var en runde i Ørstedsparken i dag for at nyde efterårsfarverne i eftermiddagssolens gyldenvarme stråleglans. I takt med, at efterårsløvet falder, træder træernes stammer og struktur stadig klarere frem, rede til at stå igennem en mørk, kold og blæsende vinter. Selv de mere eksotiske gæster som ginkgotræet og tempeltræet, som følger langt sydligere kalendre, står nu med intenst glødende løv.

En let brise krusede overfladen og gjorde vandets farvespil helt eventyrligt, men fiskehejren måtte trække helt ind under den gamle hængepils beskyttende hvælv for at kunne følge sit bytte. Pludselig kom en skarv som et projektil op gennem overfladen, satte sig på en stub for at sluge sin fangst, hvorefter den gav sig til at tørre sit ganske imponerende vingefang i dagens sidste stråler.

Da jeg i 1980 flyttede til København, var både hejren og skarven meget sky fugle, som man kun kom tæt på ved sjældne lejligheder. Men ikke mindst hejrerne er blevet stadig mere fortrolige med os mennesker og er gradvist blevet en langt mere synlige i bybilledet.

Stadig er det sjældent at møde skarven i Ørstedsparken, og i dag var første gang jeg har set skarv og fiskehejre på samme gren.