31. august 2013 arkiv

Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge

31. august 2013

Majuro, som i den kommende uge er vært for Pacific Islands Forum, et klimatopmøde med bred international deltagelse, er én af Marshalløernes 29 atoller, som med løs hånd er spredt ud over det Sydlige Stillehav. Den omkring 50 km lange atol er dannet af 64 langsmalle øer, som mange steder er under 100 m brede, og som med blot 9,7 km² landareal omkranser en lagune på 295 km². Majuros højeste punkt er blot 3 m over havets overflade, og langt størsteparten er mindre end 2 m over havespejlet. På billedet herover ses til venstre den blide lagune i atollens indre, til højre det store ocean, som de senere år i takt med klimaforandringerne har vist sig stadig mere aggressivt. Navnet Majuro bruges både om Marshalløernes hovedstad, om hele atollen og om dens største ø, som rummer langt hovedparten af atollens 30.000 indbyggere.  

Når man lever i et land, som er bygget på atoller, hvor ofte det højeste punkt kun er få meter over havoverfladen, så er svaret på spørgsmålet om mitigation eller adaptation – klimaindsats eller klimatilpasning – meget let at svare på. For ja, man er nødt til at klimatilpasse, der kan endda være meget presserende behov. Men hvis ikke verden meget snart får standset sine CO2-udledninger, så vil der ikke være noget tilbage at tilpasse.

Som IPCC Nobelpris-modtager Elisabeth Holland udtrykte det ved åbningen af Majuro-konferencen 2. september: “There is simply no point of talking about sustainable development if we cannot reverse the impact of climate change.”¹

Tidligere på året forsvandt Marshalløernes hovedstad Majuro under vandet på grund af ekstremt højvande. Sidste år kostede ekstremvejr Fijiøerne 100 mio. $ og Samoa 29% af landets i forvejen sparsomme økonomi. Havstigningen, som ved Marshalløerne stadig er under 4 mm pr. år, er nu flere steder i Stillehavsområdet oppe på 8 mm pr. år (80 cm pr. århundrede), og med den stigningstakt vil de lavtliggende atolriger, som ofte ligger under 2 m over havets overflade, i de kommende år stadig hyppigere have problemer med oversvømmelser.

Forandringer i vejmønstrene (El Niño) har givet væsentligt mindre regnvand, og det ferske grundvand er stadig mere udsat for saltindtrængning, hvilket gør både drikkevandsforsyningen og dyrkningen af en lang række afgrøder stadig vanskeligere. Med den nuværende udvikling er perspektivet for mange af Stillehavets atolsamfund derfor, at livsgrundlaget i løbet af det 21. århundrede vil forsvinde i havet og man må emigrere til mere højtliggende lande.

Samtidig med at verdens små østater har et meget lille ansvar for den nuværende klimauredelighed, så står de til at blive stærkest og mest uigenkaldeligt ramt af klimaforandringerne – og simpelthen forsvinde under havets overflade, hvis ikke verden meget snart samler sig om en konsekvent klimaindsats. Maldiverne bruger i dag systematisk sine turistindtægter til at købe højereliggende land. Kiribati har annonceret planer om at købe 2.000 ha land på Fijiøerne, hvor man i første omgang kan producere fødevarer, men på sigt kan blive nødt til at bosætte sig permanent. Andre øgrupper ligger i forhandlinger med New Zealand om tilsvarende løsninger. Men det er ikke nogen let beslutning at forlade atollerne, som med deres blive tropiske klima er basis for en enkel men paradisisk tilværelse, hvis bare ikke nogle mennesker på den anden side af jordkloden var kommet på at afbrænde kul, gas og olie.

Derfor afholder verdens østater løbende klimamøder, og det næste, det 44. i rækken af Pacific Summits, som afholdes på Marshalløernes hovedø (og hovedstad) Majuro, afvikles i den kommende uge under temaet “Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge”. De mange små østater har inviteret alle landene omkring Stillehavet, The Pacific Rim, med til klimamødet, som med store udledere som USA og Kina, Japan og Australien tilsammen repræsenterer over 70% af verdens samlede CO2-udledninger. John Kerry ville have deltaget, men har måttet aflyse på grund af situationen i Syrien og har i  stedet sendt en video message,² og for eksempel Connie Hedegaard være med for EU, så det bliver en slags uformelt forhandlingsforum, som i bedste fald kan sætte sig ud over FN-forhandlingernes ofte meget formaliserede forhandlingsmøder, som har tendens til at drukne i procedurer og positionsspil.

Majuro er på mange måder det prefekte sted for sådanne forhandlinger, for med udsigt til, at hver grad vi varmer det globale system på sigt vil give havstigninger på 2,3 meter, er det uomtvisteligt klart, at det er i tolvte time med en global klimaindsats, som inden for meget få år radikalt opbremser den nuværende fossile afbrænding og får alle verdens lande omstillet til bæredygtige ligevægtssamfund drevet på vedvarende energikilder.

Læs mere »

Share