12. november 2013 arkiv

IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5

12. november 2013

º

Her til aften tikkede News Bulletin fra Architecture 2030 ind for november med en så fin og klar grafisk redegørelse for de fire udledningsscenarier fra IPCCs klimastatusrapporter, RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, at jeg måtte hive dem ind her på Strøtanker. For god grafik siger ofte mere end mange lange tekster.

RCP står for Representative Concentration Pathways, og de er centrale for hele IPCCs forsøg på at anskueliggøre for os, at klimaforandringer ikke bare er noget som uafvendeligt sker, men omvendt er stærkt afhængig af, om vi er i stand til at afvikle vores fossile afhængighed, og hvor hurtigt vi er i stand til det.

Grafen herover viser tre forskellige udledningsscenarier eller Concentration Pathways, hvor den røde (RPC8.5) svarer til business as usual, hvad der sker, hvis ikke vi formår at få en global bindende aftale på plads, som formår at vende udviklingen i verden. Da vil vi ved udgangen af dette århundrede have udledt i alt 2,1 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil være tæt ved 30 mia. ton carbon pr. år – eller omkring det tredobbelte af i dag. Den gule graf (RPC6.0) viser et scenario, hvor det lykkes at vende udviklingen, så de samlede udledninger kulminerer i 2080 og derefter tager af. Her vil de samlede udledninger i år 2100 ‘kun’ være på 1,4 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil blot være omkring halvanden gange udledningerne i dag. I det blå scenario (RCP4.5) lykkes det at få vendt udledningskurven i 2040-50 og relativt hurtigt at få den ned på det halve af udledningerne i dag, hvorefter udledningerne er konstante på et niveau på under halvdelen af i dag. Her vil de samlede udledninger i år 2100 være på 1,4 trillioner ton carbon, hvilket ikke er så meget lavere end for RCP6.0, da vi allerede har udledt 0,5 trillioner ton carbon.

Problemet er blot, at jo mere carbon vi sender ud i atmosfæren, jo mere opvarmning producerer vi. I den seneste IPCC-rapports første del, som blev præsenteret i Stockholm i slutningen af september, udarbejdede klimaforskerne derfor et carbon budget. Det går i al sin enkelhed ud på, at hvis vi skal lykkes med at holde den målsætning, som blev vedtaget ved klimatopmødet COP15 i København i 2009, om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til 2ºC i forhold til tiden umiddelbart før industrialiseringens begyndelse, så kan vi i alt kun udlede 1 trillion ton carbon i al tid fremover (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO2-budget).

Med den nuværende udvikling har vi opbrugt dette carbon budget i løbet af 20-25 år, selvom det i princippet skal holde for evigt. Derfor har IPCC også et scenario, som indebærer, at verdens samlede udledninger kulminerer allerede i 2020 og herefter falder ganske hurtigt, så udledningerne nærmer sig nul i 2080.

Læs mere »

Share

COP19: Optegnelser for 12. november

12. november 2013

Dagen i dag i Warszawa har budt på fortsatte forhandlinger i flere spor. Blandt andet er der taget hul på ADP-forhandlingssporet, som havde samling både formiddag og eftermiddag. Det er her, hovedstrukturen for den klimaaftale, som skal ligge klar til underskrift om to år i Paris, gerne skal falde på plads her under forhandlingerne i Warszawa. Disse forhandlinger er ledet af EUs Artur Runge-Metzger og Kishan Kumarsingh fra Trinidad og Tobago, og i dette lille klip fra IISD kan man indledende høre Runge-Metzger give et godt rids af opgaven for de kommende to uger, herunder den presserende opgave at løse det mitigation gap som findes for tiden frem til 2020, hvis 2ºC-målsætningen skal forblive en mulighed:

Warsaw Climate Change Conference Day 2, (5 min. video-rapport) IISD 12.11.2013.

Disse små videorapporter fra IISD er velproducerede og en virkelig god måde at få hurtigt overblik over dagens vigtigste hændelser i Warszawa på.

IEA fremlagde i dag prognoser, som indikerer, at de årlige CO2-udledninger på verdensplan vil stige med omkring 20% frem mod 2035, og dermed at muligheden for at holde målsætningen om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget ved COP15 i København i december 2009, er hastigt i færd med at glide os af hænde.

Samtidig var der til frokosten en gennemgang af første del af IPCCs nye klimastatus, AR5, som netop er blevet fremlagt (se blog-indlæggene Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm, IPCC ordinerer stramt CO2-budget og Ny IPCC-rapport: Klimaindsatsen haster mere end nogensinde). IPCC opererer endog med et scenario, som gør det muligt at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 1½ºC. Mange lande, herunder verdens fattigste og mest udsatte, ønsker en 1½ºC-målsætning. Nauru talte i sit oplæg i dag på vegne af AOSIS-gruppen af østater om at stabilisere klimaudviklingen “well below” 1½ºC:

“The Outcome of the ADP Workstream 1 Should be a legally binding Protocol Under the Convention That is applicable to all Parties And adopted no later than 2015. The safety, viability and survival of our members demands that the agreement bebasedon science”.

Hvis det skal være muligt, vil det kræve en meget omfattende indsats allerede i tiden inden 2020 (se det følgende blog-indlæg: IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5).

Forud for COP19 sagde Christiane Figueres, at det carbon budget, som IPCC har inkluderet i sin seneste klimastatus, AR5, ikke ville blive en del af forhandlingerne – også fordi det rejser en række spørgsmål, som man er bange for vil vælte den i forvejen skrøbelige tidsplan for at få den første store klimaaftale på plads til COP21 i Paris. Men bare det, at det er formuleret og bliver fremlagt som i dag, gør, at det gradvist bliver en del af forståelsen af problematikken.

Forud for denne COP sagde Figueres ligeledes, at hun ikke regnede med i sin livstid at nå at se den definitive klimaaftale. Ja, der ville komme en aftale i Paris, som ville være klar til 2020. Men der ville være plads til forbedringer. Der er ikke bare tale om et emission gap – men nok så meget et commitment gap. Selvom det også på baggrund af IPCCs seneste klimastatus står lysende klart, at det haster endog overordentligt meget, og at det for hver dag vi nøler bliver dyrere og dyrere, så er der lang vej til, at denne indsigt genererer den tilstrækkelige politiske vilje til at gennemføre de nødvendige forandringer.

Rusland har barslet med et dokument – så sent at ingen rigtig har kunnet nå at læse det inden – som søger at løse det store procedure-problem, som man mener har præget de sidste to COP’er. I begge tilfælde blev der i de sidste timer vedtaget en konsensuserklæring, som Rusland meget klart føler at have markeret, at der ikke var konsensus om.

Uden at nævne navne blev der ved flere lejligheder henvist til nødvendigheden af at indhente tabt forhandlingstid efter den mellemliggende samling i Bonn, hvor Rusland i praksis blokerede for forhandlingerne i to uger ved ikke at ville anerkende dagsordenen. Så hvor Rusland synes at opleve, at klimaforhandlingerne har et kolossalt problem, så føler resten af verden, at Rusland har alvorlige problemer med at fatte, at et konsensusprincip ikke er ensbetydende med, at alle kan bruge en vetoret, indtil resultatet ned til mindste komma er, som man ønsker det. Tværtimod vil der kompasset rundt være store kameler, som skal sluges.

IEA fremlagde i dag sin årlige World Energy Outlook for 2013. Den fastslår, at verden på baggrund af de nu foreliggende udviklingsmønstre og tilsagn om reduktioner er på vej mod en global temperaturstigning på 3½ºC. Der sker positive ting verden rundt, det går blot alt for langsomt. Hvor IEA forventer, at næsten 50% af den nyinstallerede energikapacitet i 2035 vil være fra vedvarende energikilder, så burde vi på det tidspunkt være derhenne, hvor så godt som alle nye energiinstallationer er fra vedvarende kilder, hvis den globale temperaturstigning skal kunne holdes på 1½ºC. Den omstilling som sker, er således alt for langsomt.

IEAs rapport fastslår samtidig, at vi for at holde den globale målsætning om at holde den gennemsnitlige globbale opvarmning på under 2ºC, er nødt til lade to tredjedele af verdens kendte fossile reserver blive liggende hvor de er, under jordens overfalde, uafbrændte. IEA anbefaler derfor stærkt at sætte ind med energibesparelser, som i mange situationer er det allervigtigste manglende led i kabalen og i som oftest vil være billigere end en modsvarende yderligere udbygning af den vedvarende energiforsyning. Og så er IEA en varm fortaler for skifergassen som en overgangsfossil, hvilket der er langt mere delte meninger om.

Læs mere »

Share