15. november 2013 arkiv

COP19: Optegnelser for 15. november

15. november 2013

I dag er der tilsyneladende ikke nogen video-reportage fra IISD med dagens highlights, så jeg må prøve at klare mig uden. En arbejds-COP er denne runde i Warszawa blevet kaldt, og der er blevet arbejdet længe i flere af sporene. Agus Sari tweetede for eksempel her til aften, at han “started the day early. Now it’s 10pm, and there’s still no end in sight of this negotiating session.”

Pan African Justice Alliance, som er en sammenslutning af 500 afrikanske NGOer, har i dag fredag opfordret samtlige afrikanske delegerede til at udvandre fra klimaforhandlingerne i konsekvens af, at der ikke synes at være nogen reel vilje blandt de rige lande til at påtage sig et ansvar for finansieringen af klimaindsatsen i verdens fattigste lande, og at de endnu en gang synes at forhale planerne om at etablere et tredje ‘ben’ i forhandlingsstrukturen, så man ud over et mitigation-spor og et adaptation-spor, havde et selvstændigt loss and damage-spor i de i forvejen meget komplekse forhandlinger. Det lykkedes med en tilsvarende strategi ved et klimamøde i Barcelona i 2009, men det er stadig uvist, om de afrikanske delegationer vil gøre tilsvarende denne gang.

Opfordringen kommer på baggrund af, at der efter den første uges forhandlinger gradvist står klart, at de rige lande finansieringsmæssigt har meget lidt med hjemmefra at byde ind med, og at der rigtig mange steder er tale om en eklatant manglende seriøsitet, og at de op til 100 mia. $ pr. år, som der i København i 2009 blev stillet i udsigt frem mod 2020 har meget svært ved at materialisere sig. Samtidig er den åbenlyse respektløshed for den samlede situation, som ikke mindst Canada, Australien USA og Japan har lagt for dagen med til at øge frustrationerne.

Det har også vakt en del harme, at USA og EU har været helt afvisende overfor forslaget fra G77 og Kina om at udvikle et beregningsgrundlag for at indkalkulere de historiske emissioner for at kunne afgøre, hvor meget hvert land ville kunne udlede i fremtiden. USA synes at afvise blot ud fra en manglende erkendelse af, at de lande, som igennem snart 200 år har skabt problemet samtidig med, at de har opbygget deres rigdom og magt, har et andet ansvar for løsningen – og for hurtigt at afvikle sin brug af fossile brændstoffer – end de meget fattige lande, som har meget lille skyld i, at problemet er opstået. Hvor USA på hjemmebane slås med en klimafornægtelse, da har det amerikanske klimaperspektiv selv blandt dem, som fuldt ud anerkender klimaproblemet, været præget af fornægtelse overfor den historiske dimension og det forhold, at man ikke bare kunne dele det tilbageværende carbon budget ligeligt.

EU er omvendt åben overfor at forholde sig til den historiske dimension og har historisk været den største donor, selvom euro-krisen i de senere år har gjort, at der var mindre at gøre godt med. Men EU finder det særlige fokus på denne ene faktor misvisende – der er mange tilsvarende temaer, som burde inkorporeres, og EU finder principielt, at disse diskussioner bør ligge i ADP-forhandlingssporet, hvor de allerede foregår. Hvis der på nuværende tidspunkt at skulle inkorporeres et helt nyt beregningsgrundlag i en aftale, som skal ligge klar til underskrivelse i Paris i 2015, så er der dels stor risiko for forsinkelse og afsporing af disse forhandlinger, dels er der principielle problemer i som foreslået at lade IPCC udarbejde denne en nøgle for, hvordan man indregnede historiske udledninger i det mulighedsfelt og den hast i afviklingen af udledningerne som kunne tilskrives de enkelte lande. For det er langt hen ad vejen et politisk spørgsmål, som man hidtil har søgt at holde IPCC uden om.

TckTckTck har en artikel med et lille videoklip fra EUs pressekonference i dag, som primært diskuterede dette forhold. Og der er link til pressekonferencen i sin helhed her:

European Union, (pressekonference) UNFCCC webcast 15.11.2013.

Problemet er, at hvis man ser tilbage på de historiske udledninger, så kan en udligningsordning aldrig blive retfærdig. Det kunne måske have ladet sig gøre i 1980erne, hvis man havde været hurtig til at sætte ind. Men hvis alle i retfærdighedens navn skulle have lov til at udlede lige så meget som dem som i dag historisk har udledt mest, så ville ende med at have lukket alt alt for meget CO2 ud i atmosfæren, og alle ville tabe derved. Derfor var det tanken i det fremlagte forslag at lave en kobling af, hvor hvert land allerede havde brugt med, hvor stor en del af det carbon budget, som IPCC har opstillet i sin netop fremlagte AR5 klimastatus, som tilfaldt det enkelte land. Ud fra rent klima-logiske betragtninger ville det være det eneste rigtige at gøre. Men det er blevet blankt afvist, med henvisning til, at det meget vel kunne afspore de i forvejen skrøbelige forhandlinger, som lige nu bliver forsøgt konkretiseret til endelig bindende aftale i 2015. I virkeligheden er denne afvisning en afvisning af, at der eksisterer definitive grænser for vores vækst, som vi må dele retfærdigt og agere med fuld respekt for.

Hvis klimaforhandlerne på den måde kunne vende tilbage til deres regeringer og side: vi (vores land/gruppe af lande) kan bruge (og udlede) herfra og hertil, det har vi aftalt med verdenssamfundet, det har videnskabsmændene afgjort er retfærdigt samtidig med, at det sikrer levevilkårene og biodiversiteten for fremtiden – nu må I så i dialog med jeres borgere, byer og virksomheder finde ud af, hvordan I bedst indretter jer inden for disse rammer. Så ville situationen være uendelig meget enklere.

Men selv tre årtier efter udgivelsen af den skelsættende bog Grænser for vækst, er der i praksis ingen lande, som anerkender sådanne begrænsende rammer. Vi kan skrue lidt på hanerne, så vi får noget, vi kalder grøn vækst, vi kan (i hvert fald nogen steder) støtte og beskatte, så det hele peger lidt mere i den ønskede retning. Men vi løser ikke herigennem det basale forhold, at dansk levestandard forbruger, som havde vi 4½ klode til rådighed. Ingen lande har her for alvor gjort deres hjemmearbejde.

Vi så det senest på hjemmefronten med den nu fremlagte pakke af klimatiltag, som skulle bringe den danske reduktion fra 34% til 40% i 2020 (i forhold til 1990). Her var det en udtalt parameter, at hver af indsatserne skulle være kostneutrale for statskassen. Dette gør for eksempel, at en lang række oplagte indgreb for at få afviklet privatbilismen og den stadig mere omfattende transport fra en virkelighed, som er stadig mere præget af specialisering og stordrift (hvor mennesker, materialer og produkter bevæger sig stadig mere), er svære at lave indsatser imod, fordi staten mister indtægter fra brændselsafgifter og vægtafgifter derved. Staten gør herved den fælles økonomi til en rent privatøkonomisk enhed, som kun foretager sig noget, hvis det kan betale sig, eller i hvert fald ikke betyder en udgift for statskassen. Dette er et kortsigtet købmandsperspektiv, som ikke hører hjemme i et statsbudget, som netop burde kunne prioritere mere fremadrettet-langsigtet.

Det bliver stadig klarere, at mange af de industrialiserede lande ønsker en såkaldt bottom up-approach, hvor det ikke oppefra dikteres, hvor meget, hvordan og hvor hurtigt, der skal reduceres, men det er overladt til de enkelte lande, hvor meget, hvordan og hvor hurtigt, de fossile brændstoffer skal udfases. Det lyder bekendt, ingen kan lide at være under stram administration – se blot hvor mange år de danske landmænd har fastholdt at de bedst selv vidste hvordan man mindskede forbruget af sprøjtemidler, så en frivillig aftale var det eneste rigtige, hvorefter forbruget blot er steget og steget. Hånden på hjertet, det kommer aldrig til at fungere, hvis det bindende ikke bliver bindende. Der er brug for så hurtige og så gennemgribende omlægninger, at alle er nødt til at være udfordret til det yderste. Og det er man ikke af frivillige ordninger.

Læs mere »

Share