Japansk reaktorgenstart i sigte

7. juli 2015

Protester foran Sendai-værket på Kyushu i dag i anledning af, at genstartsprocessen nu er så langt, at 157 nye brændselslegemer er ved at blive indsat i reaktoren. Herefter skal der køres en lang serie af sikkerhedscheck, så den første reaktor forventes opstartet i første halvdel af august for herefter i løbet af et par døgn at kunne levere strøm til det japanske elnet. Den anden af de de to godkendte reaktorer ved Sendai-værket forventes at være i gang fra midt i oktober.

Det har været en lang og slynget vej for den japanske A-kraft siden Fukushima-katastrofen, og en lang tid lignede det, at den ville blive lukket helt ned, for diskussionen gik mest på, hvor hurtigt man ville kunne udfase den – bortset fra de ganske mange, som helst så, at reaktorerne aldrig nogensinde kom igang igen. Men så valgte man i slutningen af 2012 en anden regering. Og til trods for at dens leder, nu premierminister Shinzo Abe i valgkampen lovede at nedbringe den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, har man gradvist – i den første tid på listesko – talt stadig mere åbent og direkte om nødvendigheden af at få de japanske reaktorer i gang igen.

Senest har man som del af indberetningen til FN af de japanske klimamålsætninger måttet offentliggøre en form for energiplan, som ud over klimamæssigt at være pinagtigt lav, forudsætter, at den japanske atomkraft i 2030 producerer 20-22% af energien, mens den vedvarende energi ‘kun’ skal dække 22-24%. Det vil kræve et næsten umenneskeligt pres for at få A-kraften igennem i et land, som helst så den pakket ned for evigt, og det vil kræve systematisk chikane af den vedvarende energi, hvor der ligger realiseringsklare projekter til den store energirevolution, hvis blot man ville give den lov. Og det er lige præcis situationen i dagens Japan, de vedvarende kilder holdes nede, mens A-kraften forceres frem på trods af alt.

Med nedsmeltningen af tre reaktorer ved Fukushima-værket blev hele den hidtidige sikkerheds- og forvaltningsstruktur omkring den japanske A-kraft skrottet og etableret forfra, og der blev defineret et nyt sæt sikkerhedsregler, som skulle kunne genskabe sikkerheden til A-kraften. Disse regler var på plads i sommeren 2012, men behandlingstiden har været overraskende lang. Der er tale om i titusindvis af dokumenter, og forsyningsselskaberne har tydeligvis ikke været vant til i den grad at skulle kunne redegøre for alt. Så endelig i september 2014 fik de første to reaktorer deres godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA.

Selv derefter skulle der tilvejebringes yderligere dokumentation, og der skulle ikke mindst indhentes lokal accept af genstarten, dels på værtskommuneniveau, dels på amtsniveau. Det har der nu været overraskende få problemer med i denne situation, og man har givet valgt Sendai-reaktorerne fordi man her trods den anspændte situation omkring A-kraften kunne regne med at det lokalpoltiske ikke ville udgøre nogen uoverkommelig barriere, hvilket langt fra er tilfældet i andre dele af Japan.

Der har da også været protesteret foran Sendai-reaktorerne, borgergrupper har anlagt retssager med forsøg på at bremse genstarterne, men ikke mere end hvad der har kunnet imødegås med en lidt tålmodig fast hånd. Men i løbet af de kommende fire dage vil de 157 brændselslegemer være på plads, og efter fire år med stort set ingen A-kraft i el-nettet, ser det nu ud til at de første to reaktorer kommer i gang i løbet af august måned. I hvert fald synes der ikke mere at være noget administrativt-politisk-juridisk træk, som vil kunne skabe yderligere forsinkelser af genstarten af de første to reaktorer, som er godkendt på baggrund af den nye sikkerhedsinstans NRAs regler efter Fukushima.

Før Fukushima-katastrofen havde Japan 54 reaktorer og flere på vej. Ingen ved endnu, hvor mange, der kommer i gang igen. For ved de fleste andre reaktorer er det politiske spil omkring genstarterne langt mere anspændt. For nylig spurgte jeg en god ven, som bor lige uden for det evakuerede område omkring Fukushima og efterfølgende flyttede sin familie til den anden ende af landet, om hvor mange af de 54 reaktorer, han forventede kom i gang igen. Han tænkte sig lidt om og sagde så to måske tre – og så efter en lang pause måske yderligere et par stykker.

Diagrammet herover (fra Forum on Energy) er et forsøg på status over Japans 54 reaktorer før Fukushima-katastrofens begyndelse i 2011. Ud over de 54 reaktorer er der vist de tre, som i 2011 var under konstruktion. De reaktorer, som er vist med rød ramme, er dem, som pt. er under behandling ved NRA. Men med NRAs begrænsede sagsbehandlingskapacitet og godkendelsesprocessens store kompleksitet, kan der meget vel gå både 5 og 10 år, før alle ansøgninger er færdigbehandlede.

Det vil langt fra være alle, som overhovedet vil blive søgt genstartet. Man har startet med dem, hvor problemerne og omkostningerne til sikkerhedsopgraderinger måtte formodes at være mindst. Men for en række reaktorers vedkommende er forsyningsselskaberne afventende, for at kunne danne sig et klarere billede af, om det med den forventede restlevetid og de forventede investeringer for at kunne få godkendelse forretningsmæssigt set giver mening at søge genstart.

For en række reaktorer står det klart, at chancerne for at de kommer i gang igen er endog meget små. Det gælder først og fremmest de seks reaktorer ved Fukushima Daiichi, men også to ved Hamaoka-værket og én ved Tokai-værket. Og selvom det endnu ikke er endeligt besluttet, så vil den anden reaktor ved Tokai 99,9% sikkert aldrig blive genstartet. Den er 36 år gammel, den ligger med 1 mio. mennesker i evakueringszonen, og dens værtssamfund har stærkt opfordret ejeren til ikke at overveje genstart. Tilsvarende er der ved Mihama-værket allerede trukket to reaktorer ud, og det er netop for få dage siden, efter diagrammets udarbejdelse, blevet fundet, at undergrunden er seismisk aktiv. Så også den sidste reaktor ved Mihama-værket synes dømt til at lukke ned. Fukushima Daini ligger kun få km fra det forulykkede Fukushima Daiichi, og ud over strålingsfaren fra Fukushima Daiichi, har man nærmest lovet Fukushima Amt, at det fremover må basere sin økonomi og sin energi fuldt ud på vedvarende energikilder. Værkets ejer TEPCO har endnu ikke officielt opgivet disse fire reaktorer, men man har opgivet den videre byggemodning af et landområde for et tredje atomkraftværk på denne kyststrækning, og det er ret usandsandsynligt at Fukushima Daini kommer i gang igen.

Det stiller TEPCO i en vanskelig situation, for deres sidste store værk, Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med syv reaktorer er verdens største atomkraftværk, er måske det af samtlige atomkraftværker i Japan, hvor den erklærede modstand mod genstarten er størst. Før Fukushima har værket stået stille flere gange, dels på grund med sjusk med sikkerhedsrutiner, dels efter et voldsomt jordskælv, hvor den faktiske seismiske belastning viste sig at være større end hvad værket er konstrueret til. Guvernøren for Niigata Amt har igen og igen erklæret, at det end ikke kan komme på tale at forhandle om genstart, så længe TEPCO ikke er kommet fuldt til bunds i, hvad der gjorde, at en katastrofe som den ved Fukushima Daiichi kunne ske. Der kører retssager mod Oma-værket fra nabobyer, som siger, at de ikke er blevet hørt og ikke ønsker noget atomkraftværk i udsigten (ligesom i sin tid Barsebäck), de fire værker i Fukui Amt på Honshus vestkyst er lige nu blokeret af en retskendelse. Hamaoka-værket er måske det mest fejlplacerede værk af dem alle, beliggende umiddelbart hvor to store tektoniske plader mødes. Hvis NRA overhovedet vil gå i realitetsdrøftelser om genstart her, så bliver det sandsynligvis med krav om så voldsomme forstærkninger af fundamenter og bygningsstrukturer, at det vil vise sig ikke at være rentabelt. Så der kommer givet flere end 2-3 reaktorer i gang. Men hvis ikke den nu igangsatte proces kortsluttes af en utålmodig Abe, så bliver der kun tale om færdigbehandlingen af ganske få pr. år, og vi ender med, at det måske kun blev 12-15 af de oprindeligt 54 reaktorer, som overlevede Fukushima-katastrofen.

Det står i skærende kontrast til den nuværende regering, som mener, at Japan i 2030 skal have 20-22% af sin energi dækket via A-kraft. Det vil ikke bare kræve genstart af alle reaktorer, som den nye sikkerhedsinstans NRA ikke erklærer umulige at genstarte på grund af fejlplacering. Det vil kræve en betydelig udbygning med nye reaktorer. Så klimaplanen er en generøs gave til den japanske atomindustri. Men der er steder i Japan, hvor der igennem flere årtier har hersket krigsagtige tilstande omkring udviklingen af nye steder for atomkraftværker, så alene det at finde plads til 10-15-20 nye reaktorer er næsten umuligt at forestille sig. Og hvis ikke det lykkes, bryder Japans i forvejen skammeligt uambitiøse klimamålsætning for 2030 så sammen?

Forud for sommervarmen i 2012 genstartede den tids premierminister Yoshihiko Noda undtagelsesvis to reaktorer ved Oi-værket ud fra en påstand om, at det i Kansai-området hvor A-kraften før Fukushima havde stået for 50% af energiforsyningen, ville være absolut nødvendigt, hvis ikke der skulle være nærmest daglige black-outs i energiforsyningen. Men det viste sig hen over sommeren, at man strengt taget ikke havde behøvet at genstarte dem – at der selv på de varmeste dage var tilstrækkeligt med energi. Og denne genstart blev taget som et så alvorligt svigt i situationen kort efter Fukushima-katastrofen, at man ved næste valg gav Noda og hans parti DPJ en alvorlig lærestreg og stemte hans modstander Shinzo Abe ind, selvom man nok kunne have indset, at han ville være en atomindustriens mand. Så de planer om japansk Energiewende, som blev drøftet ved store offentlige høringer, og som gav hele situationen efter tsunamien og reaktornedsmeltningen en rolle som katalysator for et nyt Japan drevet på vedvarende energikilder, blev brutalt pakket sammen, og projektet blev på enklest mulige måde at vende tilbage til tiden før Fukushima.

DPJ har siden ligget i spåner, og Japan lider stadig fatalt under mangel på en opposition, som ved næste valg vil kunne vinde et regeringsflertal tilbage og genskabe en fremadrettet energipolitik. Men spørgsmålet er, om Abe klare det selv? – om reaktorgenstarterne lige som for Noda bliver hans endeligt, så vi igen får en DPJ-ledet regering. Japans energipolitik og bidrag til den globale klimaindsats fortjente det, for premierminister Abe har systematisk gjort alt det forkerte på det område, ladet energiselskaberne lægge hindringer for udbygningen med den vedvarende energi og opføre nye kulkraftværker (der er pt. 45 kulkraftværker under planlægning og opførelse). Derudover er han ved at genopruste Japan som militærmagt, han har har indført ganske alvorlige restriktioner på pressefriheden og er som del af en værdipolitisk højredrejning ved at omskrive Japans historiebøger for at få en mere glorværdig fortælling om Japan i tiden før og under 2. verdenskrig.

At hans økonomiske politik, kaldet Abenomics, også synes at være en fuser, kan man håbe står endegyldigt klart inden næste valg til underhuset i slutningen af 2016. Abenomics er en besynderlig konstruktion, med elementer af på den ene side minimalstats-trickle down-økonomi, på den anden side en ganske ekspansiv økonomisk politik, som har som et af sine vigtigste mål at genskabe inflationen (hvilket vil kunne udhule værdien af den almindelige japaners massive opsparinger). Her 2½ år inde i Abes regeringsperiode er det stadig for tidligt at afsige den endelige dom over hans Abenomics, men det er ikke for meget at sige, at selvom en række parametre viser en bedring, så er det kun de store virksomheder og de i forvejen rigeste, som er blevet rigere. For den brede befolkning er der tale om en fortsat negativ udvikling i realindkomsten.

På et tidspunkt kommer der en reaktion mod hele denne pakke, som i hvert fald udefra set på bare lidt længere sigt er ødelæggende for Japan og for den japanske selvforståelse. Måske det allerede bliver ved næste valg, og måske hans akilleshæl blev det eklatante løftebrud ved at love at ville reducere afhængigheden af A-kraften mest muligt samtidig med, at han stadig mere åbenlyst har gjort det diametralt modsatte.

Update 10.07. – I løbet af i dag blev den sidste af 157 brændselslegemer isat reaktor nr. 1 ved Sendai-værket, og hermed kan et punkt krydses på listen over ting, der skal gøres og cleares inden første reaktorstart efter de nye post-Fukushima sikkerhedsregler, som ifølge den nuværende køreplan forventes at kunne ske 10. august, hvorefter der vil være el-produktion fra 13. august.

Den anden af de to Sendai-reaktorer, som har fået NRAs godkendelse vil blive igangsat med to måneders forsinkelse. Reaktorer i Japan bliver rutinemæssigt lukket ned omkring 1 måned om året for et tilbagevendende sikkerhedscheck og udskiftning af brændselselementerne. For ikke at få for store klumper i forsyningen kører man disse genstarter tidsmæssigt forskudt for hinanden, og så de så vidt muligt ikke ligger mens energiforbruget i sommervarmen er på sit højeste.

I en artikel i Asahi Shimbun i dag er det opgjort, at de 11 forsyningsselskabers samlede investinger i sikkerhedsopgraderinger for at få NRAs godkendelse til genstart forventes at overstige 2.4 trillioner yen, eller omkring 120 mia. kr. Derudover kommer der udgifter til anti-terror-foranstaltninger. I 2013 var de tilsvarende vurderinger ‘kun’ 1 trillion yen, så der er på blot to år tale om en stigning på omkring 140% i de forventede omkostninger til genstart. Selv ved Oma-værket, som var under konstruktion ved Fukushima-katastrofens begyndelse, taler man om yderligere sikkerhedsinvesteringer for omkring 130 mia. yen, så det er ikke kun de ældste reaktorer, som har et sikkerhedsmæssigt efterslæb. En række af disse investeringer bliver foretaget i situationer, hvor man endnu ikke ved, om det ender med tilladelse til genstart. For eksempel har man omkring Hamaoka-værket investeret i en gigantisk 23 m høj tsunami-beskyttelsesvæg, selvom værket alene ud fra sin placering umiddelbart over en randzone mellem to store tektoniske plader, aldrig burde kunne opnå tilladelse genstart. Andre steder opgraderer man selvom der er mistanke om forhold i undergrinden, som hør genstart principielt umulig.

Det vil kræve mere end almindeligt is i maven fra NRAs side at afvise genstart på steder, hvor man har investeret massivt i sikkerhedsopgraderinger. Men det er opgaven. For tilsyneladende kan man ikke finde ud af forud at afklare, hvilke værker, som det er realistisk at få i gang, og hvad der skal til på de enkelte værker, før man går i gang.