Oceaner af plastic

4. september 2015

Et nyligt studie anslår, at der i dag flyder 269.000 ton plastic rundt i verdenshavene. Heraf er 92% småstykker af størrelse som et riskorn eller mindre, så man regner med, at der i alt svæver 5¼ trillioner stykker uendeligt langsomt nedbrydeligt plastic rundt i verdenshavene – eller rundt regnet 200 for hvert menneske på hele kloden. Disse enorme mængder af plastic er ikke blot spredt rundt i oceanerne, de findes tværtimod i og nær overfladen og har en tendens til at samle sig i store spiralformede affaldsøer på de steder i oceanerne – i de subtropiske bånd – hvor havstrømmene danner store spiraler.

På kortet herover kan man således se, at koncentrationerne (de hvide områder) er størst dels langs kyster med store befolkningskoncentrationer, dels i to bælter nord og syd for ækvator, hvor havstrømmene samler dem i store såkaldte garbage patches. Den største, The Great Pacific Garbage Patch, er at finde i Det Nordlige Stillehav. Forskere ved University of Columbia har vurderet, at dens udstrækning er omkring 8 mio. km2 eller næsten det dobbelte af EU, og at de fem største garbage patches tilsammen omfatter næsten 16 mio. km2.

Rundt regnet 80% af plastic-affaldet kommer fra land, mens 20% stammer fra skibsfart og fiskeri. Mange plastictyper er meget langsomt nedbrydelige, i havet er det først og fremmest lyset der nedbryder, og det tager typisk 4-500 år. Så inden for vores normale tidsperspektiv er det rigtigt at sige, at plasticen blot forbliver unedbrudt i miljøet – og blot nedbrydes mekanisk i stadig mindre stumper.

Disse plasticstumper findes ikke bare i disse kæmpestore plasticspiraler, men optræder over alt i fødekæden. Således har allerede i dag op imod 90% af alle havfugle plasticrester i organismen, og nylige fremskrivninger viser, at der i år 2050 vil være plasticrester i 99% af alle havfugle. Tilsvarende bevæger de mange mikroplasticstumper sig gennem havens fødekæder, hvor de ender tilbage på vores tallerkener. På billedet herover at af Chris Jordans skræmmende billeder af døde albatrosser, hvis indre er fulde af plasticrester (se flere af hans billeder her).

Det blev derfor nærmest hilst med begejstring, da en hollandsk ung mand, Boyan Slat, i 2012 fremlagde en idé til et pasticopsamlingsaggregat, som kunne genopsamle i hvert fald en del af disse kolossale plasticmængder. Han fik da også Best Technical Design award 2012 ved TU Delft for projektet. Efterfølgende samlede han en gruppe af frivillige i et udviklingsteam og crowdsourcede 100.000 $ til det første eksperiment, at etablere en solcelledrevet opsamlingsenhed som på billedet herunder foreløbig med et 40 m ‘vingefang’. Den har været afprøvet ud for Azorerne siden marts sidste år.

På baggrund heraf kunne The Ocean Cleanup-gruppen konkludere, at en enkelt enhed med et 100 km vingefang over en 10’årig periode ville kunne fjerne halvdelen af den pastic, som i dag roterer i den største af plastic-spiralerne, The Pacific Garbage Patch. Ydermere kan den opsamlede plastic genanvendes. Lige nu er et nyt forsøg under forberedelse for 2016 ud for Japans Stillehavskyst, og gruppen sigter på at kunne være klar til den fulde version med 100 km vingefang i 2020.

Men nu slår marinebiologer alarm, fordi disse mange plasticstumper er blevet nye levesteder for en markant vifte af organismer. På billederne herover ses således til venstre en Janthina-snegl og en type vandmand, som kan lade sig blæse medvinden. Til højre har en form for polyp (en Gooseneck barnacle) slået sig ned på et stykke plastic.

Gruppen fra gruppen 5 Gyres Institute påpeger derfor det  fejlslagne i at rydde op i Stillehavet, Atlanterhavet og Det Indiske Ocean, en langt bedre strategi ville være at fjerne problemet ved kilden. Fundamentalt set rigtigt – det er lidt absurd at svine verdenshavene til for derefter at bruge enorme ressourcer på at samle det igen. Og under vejs vil plasticen nå at volde mange problemer.

Dette er dog lettere sagt en gjort, for man kan ikke bare spænde store net ud over verdens flodmundinger uden samtidig at blokere for trafikken. Men man kunne insistere på, at der inden for får år kun blev anvendt nedbrydeligt plastic, og måske at råvaren ikke var råolie, men biologisk materiale, så plastic fra som nu at være et fremmedelement i naturen bliver en del af naturen og dens geniale komposteringssystem.

Så helt ærligt virker 5 Gyres Institutes ærinde lidt søgt, for det er ikke et spørgsmål om enten eller, men både og. For godtnok bliver det et sisyfos-arbejde uden ende at forsøge at samle det op i verdenshavene, hvis ikke vi får standset mængden af ny plasticaffald, og der vil til stadighed være betydelige mængder af plastic i cirkulation i biosfæren.

Men selv hvis vi fik standset strømmen af ikke-nedbrydeligt plastic fra landjorden, fiskeriet og skibsfarten, så ville de nuværende plasticmængder fortsætte med at cirkulere og lave ravage i vandmiljøet og fødekæderne mange hundrede år frem. Så det giver god mening samtidigt at genindsamle det allerede spredte, hvis det vitterligt med en enkelt enhed med 100 km vingefang kan lade sig gøre på 10 år at halvere plasticmængden i den i særklasse største garbage patch i Det Nordlige Stillehav. Og rent faktisk arbejder folkene bag The Ocean Cleanup sideløbende på at udvikle strategier for at komme plasticaffaldet til livs før det ender i havmiljøet.

Jeg har sejlet og levet nær havet det meste af første halvdel af mit liv, og jeg har set, hvordan der gradvist er blevet meget mindre synligt affald i de indre danske farvande. I min barndom lå der altid bræmmer af affald efter en storm. Men det hører efterhånden til sjældenhederne, at der blot bliver renset olietanke, så strandene er fulde af tjæreklatter, det flyder ikke mere med madaffald, bøjer og fiskegarnsrester, så med en vist niveau af moderne civilisation mindskes i hvert fald det synlige affald.

Men som man se på billedet herover, er der steder i verden, hvor al drikkevand kommer via flasker, og man ikke har noget velfungerende indsamlingssystem eller impuls til at gøre det. Og jeg kan stadig se for mig, hvordan en hel ø, Gran Canaria, hvor jeg en gang omkring 1990 forvildede mig hen, formeligt flød i plastic. Man dyrkede tomater til det meste af Nordeuropa i billige plasticdrivhuse, hvor man blot satte ny plastic op, hver gang det gamle var blæst i stykker. Så hele vejen ind over øens tørre indre og langs alle kysterne blæste der plasticstumper rundt, de lå i kager i klippesprækker og sad fast over alt i de tornede kaktus. En stor del af dette er før eller siden endt i Atlanterhavet.

For nogle år siden – tror det var i tiden op til klimatopmødet – blev det pludselig in at fremføre, at plasticposer forurenede mindre end papirsposer, og så fik vi en lang historie om hvor svinsk papirproduktionen var, og hvor ubetydelig CO2-udledningen var ved plastic.

Plastbæreposen beskyldes ofte for at være årsag til stigende CO2 udledninger, svindene olieressourcer og stigende affaldsbjerge. Sådan forholder det sig ikke. Alle internationale undersøgelser, der sammenligner miljøpåvirkningerne af bæreposer af papir og plast, viser, at plastbæreposer påvirker miljøet langt mindre end poser af papir. Hvis vi samtidig inddrager, at en dansk forbruger typisk genbruger sin plastbærepose flere gange, vil plastbæreposens miljøpåvirkninger være lille sammenlignet med bæreposer af papir.

Denne tekst er stadig at finde på plast.dk, og man tillader sig længere nede at skrive, at “Papirsposer forurener vandmiljøet 50 gange mere end plasticposer.” Det må vist være ferskvandsmiljøet, mens man for overskuelighedens skyld har udeladt verdenshavene.

Når en papirspose bliver smidt i naturen, så begynder papirets cellulose næsten øjeblikkeligt at nedbrydes, og i løbet af få måneder er det blevet til muld eller er på anden vis nedbrudt i bestanddele, som kan nære nye naturlige processer. Så det er så at sige sundere snavs. Det er her, at man en gang imellem må sige, at ikke alt, som bliver sagt med hvid kittel og eksperttyngde er lige rigtigt – og at klimavenlighed faktisk indimellem bruges til at retfærdiggøre noget, som har alvorlige miljømæssige konsekvenser.

Rigtigt anvendt er plastic et udmærket materiale. Der findes typer, som kan genformes og genstøbes i én uendelighed, og jeg (som lider af en æstetisk funderet plastic-allergi) har accepteret at lade den komme tæt på i lommeregnere, mobiltelefoner, røreskåle osv. ting, som ville blive meget mere klodsede, hvis vi skulle lave dem i træ eller metal. Men plastic har ikke noget at gøre på kroppen, på gulvene eller på væggene (hvor vi ellers smører og lægger det i store mængder). Fænomenet engangsplastic må vi se at få aflivet, og det må kunne lade sig gøre at udvikle plasttyper, som kan holde vædske i en kortere periode, men ikke tager flere hundrede år at nedbryde i naturen. For nylig har der også været fokus på kropsplejeprodukter, som helt unødvendigt kan være fulde af microplastic, hvor for eksempel knuste valnøddeskaller eller kiselalger mindst lige så godt ville kunne udgøre hudslibemidlet. Uendeligt meget var løst den dag, vi kom fri af vores smid væk-kultur og genvandt evnen til at leve på en måde, så alt igen går videre i nye levende processer.

Her står vi måske ved plasticens problematiske natur – den er lige præcis ikke noget naturmateriale, men et dødt materiale, et teknokratisk fremmedelement i naturen, som endnu ikke har nået at udvikle den mangfoldighed af svampekulturer, som ville kunne nedbryde de forskellige plastictyper, når de ender i naturen. Indtil da må vi mindske brugen deraf mest muligt og sikre, at den plastic, vi bruger, ikke ender i vores levende omgivelser, hvor den ikke hører hjemme.

Se tidligere blog-indlæg: BoblevandOrganiske plasticposer og The Great Pacific Garbage Patch.

Marcus Ericsen: Science-Based Solutions Reject Boyan Slat’s Approach to Rid the Ocean of Plastic, EcoWatch 03.09.2015.

Lorraine Crow: Ocean Plastic Will Be Found in 99 Percent of Seabirds by 2050, EcoWatch 01.09.2015.

Chris Wilcox et al.: Threat of plastic pollution to seabirds is global, pervasive, and increasing, PNAS 31.08.2015.

Sid Perkins: Nearly every seabird may be eating plastic by 2050, Science 31.08.2015.

Jennifer Vegas: 90 Percent of Seabirds Have Plastics in Their Gut, Discovery 31.08.2015.

Christina Sarich: Just How Many Garbage Patches are There in Our Oceans? See for Yourself, Walking Times 26.08.2015.

Christiana Abel: Microplastic found in all regions of the Baltic Sea, Oceana 19.06.2015.

Sidney Stevens: Meet Boyan Slat, the garbage patch kid, Mother Nature Network 13.08.2014.

How We Showed the Oceans Could Clean Themselves – Boyan Slat on The Ocean Cleanup, (video) 16:41 min. TED talk 03.06.2014.

Marcus Ericsen et al.: Plastic Pollution in the World’s Oceans: More than 5 Trillion Plastic Pieces Weighing over 250,000 Tons Afloat at Sea, Plos One 10.04.2014.

Stack Jones: Plastic Planet, Big Blue Orb 20.02.2014.

How the oceans can clean themselves: Boyan Slat at TEDxDelft, (video) 11:21 min. TED talk 05.10.2012.

Laysan Albatrosses’ Plastic Problem, Ocean Portal.

The Ocean Cleanup, Facebook-gruppe.

 

Share