Japan skruer igen op for A-kraften V – længere reaktorlevetid

10. oktober 2016

Herover ses Mihama-værket, hvor de to ældste reaktorer vil blive sendt på pension, mens Reaktor 3 netop har fået bevilliget en forlængelse af driftsperioden fra 40 år til 60 år af den japanske sikkerhedsinstans NRA.

Den nye sikkerhedstjeneste, NRA, som blev etableret som konsekvens af Fukushima-katastrofen for at skabe en reel kontrolinstans, efter at forgængerne NISA havde svigtet eklatant, har på mange måder været kommet godt fra start. Det er lykkedes for NRA at skabe et betydeligt mål af respekt om arbejdet med at højne sikkerheden. I den første tid var der betydelig kritik fra energiselskaberne, som havde været vant til at få det, som de ville have det og nu blot ville have så mange reaktorer i gang igen så hurtigt som muligt. De synes dog med tiden at have accepteret, at der er kommet andre boller på suppen, og at genstarten af Japans reaktorflåde er en møjsommelig proces, som kommer til at tage det meste af et årti.

Foreløbig er det kun lykkedes at få tre af de 54 reaktorer, som Japan havde i gang før marts 2011, genstartet. heraf blev den ene endda for få dage blevet standset for ekstraordinære sikkerhedscheck året ud, mens en anden vil følge trop medio december. Således vil Japan ved årsskiftet 2016-17 igen kun have en enkelt reaktor i gang. Yderligere to reaktorer har fået godkendelse og var netop blevet genstartet, da de blev beordret standset af retskendelser.

Derudover har NRA i foreløbigt to tilfælde givet tilladelse til at forlænge driftsperioden for reaktorer fra 40 til 60 år. I foråret var der tale om Reaktor 1 og 2 ved Takahama-værket. I den forgangne uge var det endnu en af KEPCOs reaktorer, Reaktor 3 ved Mihama-værket, som fik NRAs godkendelse til at udvide driftsperioden fra 40 til 60 år.

I det politiske grundlag for NRA blev det fastslået, at en reaktors levetid maksimalt var 40 år – hvilket stemmer ovenens med, at reaktorer opført i 1970erne og 1980erne typisk var designet til at kunne holde i 30 eller 40 år. Der blev dog i samme tekst åbnet op for, at der undtagelsesvis ville kunne gives tilladelser til en enkelt udvidelse af driftsperioden fra 40 til 60 år. Undtagelsesvis!

Men nu har NRA foreløbig givet tilladelse til levetidsforlængelse for tre reaktorer – og har endda givet behandlingen af disse forkørselsret, for at godkendelsesprocessen skulle kunne nå at finde sted inden de pågældende reaktorer faldt for 40-årsgrænsen.

Disse tilladelser har for første gang sat spørgsmålstegn ved NRAs evne til at være den vagthund overfor atomindustrien, som var tilsigtet, da man i skyggerne efter Fukushima-katastrofen fuldstændig skrottede den hidtidige sikkerhedsinstans for at skabe en ny fra grunden, som kunne sikre, at en katastrofe som den ved Fukushima-værket aldrig igen ville kunne ske.

Det er dog ikke sådan, at disse tre reaktorer herefter blot kører videre i yderligere 20 år. Tværtimod har de som de øvrige reaktorer stået stille siden 2011, og efter godkendelsen forestår der flere års ombygninger, opgraderinger og udbygninger af sikkerheden, før disse reaktorer kan genstartes.

Således regner KEPCO for de to reaktorer ved Takahama-værket med, at de vil kunne tages i brug i 2019, mens opgraderingen af reaktoren i Mihama forventes at vare til 2020.

Disse opgraderinger for at kunne få NRAs godkendelse vil derfor i mange tilfælde være så kostbare, at andre energiselskaber i en række tilfælde har vurderet, at omkostningerne ved levetidsforlængelsen var så store og fremtidsudsigterne for den japanske atomkraft så usikker, at det ikke stod mål med en yderligere driftsperiode på i bedste fald 16-17 år.

For eksempel nåede Shikoku Electric for nylig frem til ikke at ville søge om genstart af Ikata-værkets ældste reaktor med henvisning til omkostningerne ved en sådan opgradering. I alt er der der truffet beslutning om lukning af 12 af de 54 reaktorer, som var aktive, da Fukushima-katastrofen brød ud i 2011, heraf 6 ved Fukushima Daiichi. Sandsynligvis kommer langt under halvdelen af de tilbageværende 42 reaktorer nogensinde i gang igen. Men det er svære beslutninger, og for mange af de reaktorer, som nærmer sig 40-årsgrænsen synes energiselskaberne stadig her fem år senere at forholde sig afventende. For i det øjeblik, beslutningen om dekommissionering er truffet, igangsættes en proces, som ingen endnu rigtigt kender prisen på.

I 2013 anslog Handels-, økonomi- og industriministeriet, at dekommissionering af en mindre reaktor ville koste 3,5-5 mia. $, mens det for en større reaktor ville koste omkring 5,5-8,5 mia. $. Dekomissioneringsprocessen forløber over årtier, så disse prisestimater kan meget vel vise sig at ramme langt ved siden af, også fordi ingen endnu kender endnu den endelige lagringsteknologi eller bare hvor, det radioaktive affald skal opbevares. Disse spørgsmål bliver blot skubbet videre frem, selvom mange efter Fukushima-katastrofen insisterede på, at Japan ikke skulle genstarte landets reaktorer, før man havde løst håndteringen af det radioaktive affald.

En reaktor er efterhånden voldsomt dyr at bygge. Men når den først er i gang, er det en pengemaskine. Den dag, den skal dekommissioneres, venter en milliardudgift. Energiselskaberne har derfor løbende skullet spare op til dekommissioneringen for at sikre, at der efter 40 år var tilsidesat midler til dekommissioneringen. Men i tiden efter Fukushima-katastrofen kom det frem, at NRAs forgænger NISA ikke havde taget dette så højtideligt, og at der ofte var givet dispensation til at undlade disse henlæggelser, hvis reaktorerne af den ene eller anden grund var ude af drift. Stort set alle de reaktorer, hvor det har været på tale ikke at genstarte dem, har ikke kørt i 40 fulde år. Så de mangler en del af henliggelserne til dekommissioneringen. For de i forvejen økonomisk hårdt pressede forsyningsselskaber kan det derfor umiddelbart være fristende blot at søge at udsætte disse afgørelser.

Hvis man derefter tænker frem, hvordan man overhovedet skal kunne betale kommende generationer mange tusinde år frem for at værne om affaldsdepoterne, så åbner der sig endnu en absurd dimension af A-kraften. For i hele menneskehedens historie har intet imperium overlevet længere end romerriget, hvis østlige del eksisterede i 1.480 år (fra 27 f. Kr. til 1453 e. Kr.). Og det har ikke været halvandet tusind år med fred, tværtimod har der nærmest konstant været strid om rigets grænser, og allerede efter godt 500 år forsvandt hele den vestlige del af riget. A-kraften har således sin helt egen måde, hvorpå den stjæler af fremtidige generationer.

Per 1. april i år blev det japanske el-marked liberaliseret, og det monopol på elproduktion, som forsyningsselskaberne har haft, er brudt. Japan har gennem årene haft nogen af verdens højeste energipriser, i hvert fald for forbrugere, så liberalisering plus energirigelighed burde give markant lavere priser i takt med, at der bliver produceret stadig mere vedvarende energi, og der kommer flere reaktorer i gang igen. I givet fald kan de nødvendige investeringer for at opnå disse 20-års forlængelser af driftsperioden meget vel vise sig så store, at det ikke kan betale sig. Tilsvarende er der en række reaktorer, som hvis de får starttilladelse, måske kun har 10 års driftsperiode tilbage. Der vil her være klare grænser for, hvor store investeringer i forbedret sikkerhed, sådanne reaktorer kan bære.

Dette er i høj grad situationen i USA, hvor energipriserne i de senere år er faldet i takt med, at der er kommet stadig mere gas fra fracking og vedvarende energi i energiforsyningen. Her har man tidligere i betydelig udstrækning brugt levetidsforlængelser. Men i dag er det typiske billede i USA, at de ældre atomreaktorer ikke kan drives med fortjeneste, så det efterhånden ofte forekommer, at reaktorer bliver taget ud af drift, før de når deres udløbsdato. Eller ældre atomreaktorer må – som man lige har set det i New York – gives en betydelig støtte for at kunne holdes i gang frem til deres udløbsdag.

Der synes i disse måneder i Japan at foregå et lettere bizart forsøg på at flytte regningen for dekommissioneringen fra de energiselskaber, som gennem årene har spundet guld på driften til samtlige energiforsynere. Det gøres efter sigende for at give “fair” konkurrenceforhold på el-markedet i en tid, hvor Japan er i gang med at liberalisere el-markedet. Her står de gamle energiselskaber økonomisk set på hælene efter nu mere end fem år ikke at have kunnet bruge deres atomreaktorer samtidig med at de har udgifterne til at holde dem på standby. Men hvis man ender med at lægge prisen ud på samtlige el-producenter, så betyder det, at fremtidens vedvarende energianlæg skal være med til at betale til oprydningen efter fortidens atomkraftværker. Et sådant spin af situationen ville ikke kunne lykkes ret mange andre steder i verden end i Japan.

Levetidsforlængelsen for Reaktor 1 og 2 ved Takahama-værket

Tilbage til levetidsforlængelsen i Takahama, så blev Reaktor 1 og 2 taget i brug i hhv. 1974 og 1975, og NRA indvilligede (givet efter pression) i at ekspresbehandle ansøgningen om levetidsforlængelse, så den principielle tilladelse kunne falde på plads inden november 2015.

NRA gav i april i år en mere endelig tilladelse til en 20-års forlængelse af driftsperioden for Takahama-værkets Reaktor 1 og 2. Men genstarten af disse to reaktorer ikke er umiddelbart forestående, da de udbedringsarbejder, som er aftalt i forbindelse med tilladelsen, vil tage op imod tre år at gennemføre. Blandt andet skal selve reaktorkammeret (the containment vessel) indstøbes i beton, som det er blevet almindeligt at gøre det ved senere reaktorbyggerier.

De to nyere reaktorer ved Takahama-værket, Reaktor 3 og 4, kom i gang tidligere på året, blot for at blive standset igen efter et retsligt påbud (se blog-indlægget om genstart af Takahama-værket). Tilsvarende har en gruppe borgere ved distriktsretten i Nagoya anlagt sag mod NRA med påstand om at sagsbehandlingen af tilladelsen til at forlænge driftstiden for Reaktor 1 og Reaktor 2 med 20 år er sket på et fejlagtigt grundlag. Særligt er der rejst tvivl om reaktorkammerets tilstand, samt om vurderingen af de potentielle seismiske påvirkninger – sandsynligvis med henvisning til at en række reaktorer har vist sig i praksis at have været udsat for større jordskælvsbelastninger, end de var konstrueret til at kunne modstå.

Retten har foreløbig tre gange bremset Reaktor 3 og 4. Og derfor kan situationen meget vel blive den, at også Reaktor 1 og 2 bliver lukket ned af domstolene, den dag de er klar til genstart.

Yderligere har Kyotos Amtsborgmester Issei Nishikawa udtrykt stor bekymring for genstarterne langs de nordvestvendte kyster. Han har ikke umiddelbart noget at skulle have sagt, da Takahama-værket ligger i Fukui Amt. Men en betydelig del af den 30 km sikkerhedszone omkring værket ligger i Kyoto Amt. Så der venter med disse reaktorer et opgør om, hvem som ud over værtssamfundet skal sige god for reaktorstarten.

Levetidsforlængelsen for Reaktor 3 ved Mihama-værket

Det har været stærkt kritiseret for både de to reaktorer ved Takahama-værket og for Reaktor 3 ved Mihama-værket, at man for at nå at give levetidsforlængelsen inden deadline måtte give tilladelsen uden først at kunne checke en række indsatser til øget resistens overfor jordskælvsbelastinger.

Flere havde forventet, at Mihama-reaktoren ikke ville få tilladelse til levetidsforlængelsen. Og NRA meldte tidligt ud, at det langt fra ville være givet. For den er placeret ganske tæt op ad geologiske foldelinjer, som vurderes at være aktive (dvs. at have bevæget sig inden for de seneste 130.000 år!). Men NRA synes at være nået frem til, at Reaktor 3 ville kunne fortsætte yderligere 20 år, hvis man forstærkede reaktoren, så den kunne modstå en 30% højere belastning, end den oprindeligt var designet til. Derudover kommer der en lang række krav til fornyet kabling, nye sikkerhedsfunktioner osv.

Reaktor 3 havde i august 2004 et ganske alvorligt uheld, hvor damp og varmt vand fra et sprængt rør dræbte fem og sårede seks mennesker – hvilket inden Fukushima-katastrofen blev betragtet som Japans alvorligste atomkraftulykke. Men reaktoren kom i gang igen i januar 2007.

Ifølge Japan Times er de nødvendige forandringer allerede inden man er gået i gang endt med at koste 4 mia. $ mere end først budgetteret og har taget to år mere end først beregnet at gennemføre. Efter den reviderede tidsplan kommer reaktoren ført i gang i marts 2020 og ender således med kun at få 16 års ekstra driftstid. Spørgsmålet er således, om der vil være økonomi i en sådan reaktoropgradering.

Én ting er forsyningsselskabernes økonomi. En anden er værtskommunernes. Atomkraftværkerne er ofte anlagt i, hvad man kunne kalde udkants-Japan, så langt fra store befolkningskoncentrationer, som muligt. Der er store arbejdspladser med hver mange hundrede ansatte. Så de har typisk en meget markant betydning for de som værtssamfunds økonomi. Således kom mere end 40% af Mihamas kommunale budget før 2011 fra atomkraftværket. Og de mellemliggende års stilstand har været hårdt for hele servicesektoren. Derfor ser man ofte en forbløffende vilje til at leve med risikoen for det samfund, som ligger helt tæt på og som har de økonomiske fordele derved. For hvis man skal man bruge en ny sportshal, er der som regel hjælp at hente.

De samfund som ligger umiddelbart udenfor derimod har ingen økonomisk fordel derved, men samme risiko for alvorlig strålingsforurening, hvis uheldet skulle være ude. Så her finder man ofte en langt mere skeptisk-kritisk attitude, men har indtil nu haft meget lidt at sige. Med de nye sikkerhedszoner, som gør, at der skal udarbejdes evakueringsplaner op til 30 km, har der været pres på fra de omkringliggende samfund om at få del i kagen og ikke mindst få noget at have sagt i afgørelser, som vedrører alle.

Men selv i de tilfælde, hvor man beslutter sig for dekommissionering, vil der en betydelig årrække frem være en betydelig aktivitet. For en dekommissionering er en ganske omfattende proces. Igen ved ingen præcist, hvor lang tid det tager, men det vurderes, at der er tale om en fortløbende proces over 20-30 år.

Ud over de 12 reaktorer, hvor man allerede har besluttet sig for at lukke dem ned, er der 5-6 reaktorer som rammer 40-årsgrænsen i nær fremtid. Sandsynligvis vil de fleste af dem ikke blive søgt genstartet, men beslutningen holdes åbent så længe som muligt.

Der har været talt en del om at fremme udbygningen af vedvarende energi særligt i de områder, hvor der lukkes atomreaktorer. For dels vil der være plads og ledige hænder, dels vil der allerede være en netkapacitet etableret. Men det kræver en form for strategisk energiplanlægning, som der er forbløffende lidt af i Japan.

Der findes her på bloggen en række blog-indlæg om reaktorgenstarter efter NRAs nye regelsæt, som løbende opdateres. Se (om): Sendai-værket, Ikata-værket, Takahama-værket, Kashiwazaki-Kariwa-værket, levetidsforlængelser ved Takahama- og Mihama-værket, Genkai-værket, Oi-værket samt Monju-værket (på vej).

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima update III, Fukushima update IV, Fukushima update V – grønt lys for Sendai-reaktorerne, Domstol bremser reaktor-genstart i Fukui, Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen, Alligevel retsligt opgør om Fukushima-katastrofen, Paris 2015 – Japans INDC og Japansk reaktorgenstart i sigte.

Update 20.10. – Japan Times bringer i dag et telegram fra Kyodo, som giver et lille indblik i det enorme pres, der ligger for at få genstarterne på plads. En sektionschef ved KEPCO, som var ansvarlig for at lande forhandlingerne med NRA om at få godkendelsesprocesserne for Reaktor 1 og 2 ved Takahama-værket på plads i tide, havde i februar mere end 200 overarbejdstimer og i marts og april mere end 100 overarbejdstimer. Manden, hvis identitet endnu ikke er frigivet, var i 40erne og ansvarlig for udarbejdelsen af de konstruktionstegninger, som NRA foreskrev som del af godkendelsen af en 20 års forlængelse af driftsperioden for Reaktor 1 og 2. Hans medarbejdere var bekymret for hans helbred, og i april tog han sit eget liv på et hotelværelse under en forretningsrejse til Tokyo, hvor forhandlingene med NRA foregik.

Nu har Tsuruga Labor Standards Inspection Office i Fukui konkluderet, at det var overarbejdet, som ledte til selvmordet. Hermed får hans efterladte adgang til en kompensation fra en arbejdsulykkesforsikringsfond.

I Japan er overarbejde mere reglen end undtagelsen. Man har ligefrem et ord for død ved overarbejde, karoshi, og det er desværre i mange firmaers virksomhedskultur (eller mangel på samme) almindeligt at presse de ansatte helt ud over enhver rimelighed.

Økonomisk set er disse genstarter nærmest liv og død for energiforsyningsselskaberne. Så der er ikke noget at sige til, at vedkommende har følt sig voldsomt presset i situationen. Det er helt bogstaveligt milliardbeløb, som er på spil for forsyningsselskaberne, om de får deres reaktorer i gang igen eller ej. Og det er forståeligt, at energiforsyningsselskaberne er utålmodige med afklaringen og presser på for at rydde hindringerne for genstart til side. Men det må ske på en måde, hvor der er fuld respekt for den lokale politiske proces, og hvor der er så meget rettidig omsorg for personalet, at det ikke fører til selvmord som dette.

De mange inaktive reaktorer presser forsyningsselskabernes økonomi hårdt i disse år. Men som nu forhenværende guvernør i Niigata, Hirohiko Izumida har påpeget igen og igen, er det aldeles uacceptabelt at sætte økonomien over sikkerheden. Og det er lige præcis hvad man gør, når man i forfølgelsen at sine mål driver ansatte i døden.

Update 17.11. – I går faldt den endelige godkendelse af levetidsforlængelsen af Mihama-værkets Reaktor 3. Det har vakt protester, at det som var tænkt som en undtagelsesvis mulighed, i NRAs håndtering nærmest ligner en regulær mulighed for at drive reaktorer i op til 60 år.

Men ifølge Mainichi vil KEPCO investere yderligere 165 mia. yen (rundt regnet 1,65 mia. $ eller 10 mia. kr.) i en opgradering, som kan tilfredsstille NRA, og NRA har prioriteret ekstra personale til sagen for at godkendelsen ville kunne falde på plads inden deadline den dag reaktoren nåede 40 år efter igangsættelse. Og NRA har nu accepteret drift af reaktoren frem til 2036. Ud over omfattende jordskælvssikringsarbejder skal der udskiftes mere end 1.000 km kabler. Så reaktoren vil først være kar til genstart i løbet af 2020.

I en leder i går kalder Asahi Shimbun NRAs tilladelse til levetidsforlængelsen både uansvarlig og unødvendig. Af samme leder fremgår det, at KEPCO før 2011 havde planer om at bygge en ny Reaktor 4 ved Mihama-værket.

KEPCO har yderligere 2 ældre reaktorer på denne kyststrækning, Reaktor 1 og 2 ved Oi-værket, som har været i drift i hhv. 36 og 37 år. KEPCO overvejer også at få disse to reaktorer genstartet. NRA har allerede gang i behandlingen af ansøgninger om genstart af Reaktor 3 og 4 ved Oi-værket, som tydeligvis har været skubbet til side for at nå at få disse ældre reaktorer sagsbehandlet, inden de nåede sidste udløbsdag.

Hvis KEPCO også søger levetidsforlængelse for de to ældste Oi-reaktorer, har KEOCO søgt om genstart af syv ud af ni reaktorer, heraf tre som levetidsforlængelser. Det tegner et billede af et forsyningsselskab, som finder det usandsynligt, eller måske blot risikabelt, i den nuværende situation at forsøge at få tilladelse til at bygge nye reaktorer. Og det føjer sig ind i et globalt billede, hvor det er blevet så bekosteligt at bygge nye reaktorer, at det kun i meget lille grad sker.

Vi risikerer derfor gradvist at stå med en flåde af reaktorer fra de store reaktoropførelsesår i 1970erne og 1980erne, som bliver stadig ældre. Og uanset hvor omhyggelige tilsyn og hvor strikse opgraderingskrav, der stilles, bliver risikoen for, at noget går galt, højere med årene.

Asahi Shimbun påpeger i lederen, at den fortsatte brug af disse gamle reaktorer ikke giver Japan nogen “new energy future”. Og lederen slutter: “Kansai Electric Power should stop to reconsider whether extending the operation of these reactors is really necessary.”

Disse genstarter kunne måske retfærdiggøres i en samlet energiløsning, hvor man til gengæld ikke brændte så mange kul af, som det nu er tilfældet. For den japanske klimaindsats ligger stadig i spåner efter Fukushima-katastrofen i 2011. Men det sker ud fra et usammenhængende bundt af af ideologiske og kortsigtet privatøkonomiske overvejelser i et forsøg på at fastholde en andel af A-kraft selv i en tid, hvor den japanske befolkning gerne så A-kraften helt afviklet.

Med denne godkendelse har NRA færdiggjort behandlingen af otte reaktorer, hvoraf der for de tre reaktorers vedkommende er tale om levetidsforlængelser til 60 år. Der er dog kun to af disse reaktorer, som lige nu er i drift. Én er under udvidet vedligeholdelsescheck efter de store jordskælv på Kyushu, to er bremset af en retskendelse, mens de tre reaktorer, der har fået levetidsforlængelse, ikke kommer i gang de første 3-4-5 år. Så der er tale om en uendeligt langsom proces.

Update 27.11. – Eric Johnston skriver i dagens Japan Times, at det nylige jordskælv ud for Fukushimas kyst, som menes at være et efterskælv fra det meget voldsomme jordskælv, som i 2011 udløste Fukushima-katastrofen, har igen sat sindene i bevægelse. For alarmerne gik hele vejen langs Tohukus østkyst. Heldigvis viste den tsunami, som rejste sig, på det højeste at være blot 1,8 m. Men hele mediefladen gik i selvsving, aflyste alle udsendelser og fulgte med tilbageholdt åndedræt udviklingen.

Frygten for en gentagelse af katastrofen i 2011, som der stadig langt fra er blevet ryddet op efter, sidder dybt i den japanske folkesjæl. Genoplevelsen af tsunami-rædslerne har skabt ny tvivl om det kloge i at genstarte de reaktorer i Kansai, som har fået tilkendt levetidsforlængelse. Og der bliver igen stillet skarpt på de ganske utilstrækkelige evakueringsplaner for Mihama- og Takahama-værket. For i bedste fald vil en evakuering af 30 km-zonen kunne gøres på 15-30 timer. Men hvis central infrastruktur samtidig er blokeret, kan det gå meget langsommere. Og denne kyststrækning får i vintermånederne betydelige mængder af sne, som vil skabe et helt uoverskueligt trafikkaos, når alle søger væk på én gang. Kan man regne med, at buschauffører er villige til at udsætte sig selv for yderligere stråling ved at ligge i pendulfart ind og ud af en radioaktiv zone for at bringe de mennesker ud, som ikke har eget transportmiddel? – og kan man byde dem det?

Taizo Mikazuki, guvernør i Shiga Amt, som er et af tre berørte amter, siger i forbindelse med tilladelsen til levetidsforlængelsen for Mihama-reaktoren, at: “There are major doubts about the law that regulates the use of nuclear reactors more than 40 years old. The central government and Kepco need to explain safety countermeasures to residents who are uneasy. People are extremely uneasy about continuing to run old reactors”.

Der var lagt op til, at drift af reaktorer kun undtagelsesvis kunne ske ud over 40 år. De nylige tilladelser til levetidsforlængelser har derfor vakt en betydelig vrede, og NRA risikerer helt at miste den folkelige tillid ved disse godkendelser.

Update 19.12. – En gruppe borgere, som bor i Otomi, et lille landdistrikt med blot 136 indbyggere beliggende umiddelbart op til Takahama-værket, har sendt et statement, hvori de indtrængende opfordrer til, at der ikke gives levetidsforlængelse til Reaktor 1 og 2. Otomi-borgerne siger i dette statement, som er sendt til Kansai Electric, Fukui Amt samt kommunalforvaltningen i Takahama, at en genstart vil kunne øge affolkningen i området yderligere.

Sandsynligvis bliver dette ikke i sig selv afgørende. Men det er en ny markeringsflade og en ny problematik, der inddrages. Normalt er de nærmestliggende værtssamfund ganske positive overfor atomkraftværkerne, fordi det indebærer en betydelig økonomisk spin-off. Men for et samfund som Otomi kan det være livstruende, hvis ingen vil bo der på grund af naboskabet til gamle reaktorer som er givet kunstigt åndedræt.

Update 21.01.2017 – KEPCO oplyste i går, at en mere end 100 m høj kran er i et kraftigt stormvejr er væltet ind over det bassin ved Takahama-værkets Reaktor 2, som opbevarer de brugte brændselslegemer. Der er i den forbindelse sket beskadigelser på tilhørende bygninger, men ikke på sleve reaktoren. Kranen er stilletop for at kunne lave en midlertidig betonoverdækning for at kunne gennemføre en række af de opgraderingsarbejder, der er aftalt som betingelse for genstart ud over 40 år, og som først forventes afsluttet i 2020.

Update 11.08. – Tokai-værket var Japans først egentlige atomkraftværk. Reaktor 1, som blot var på 0,16 MW (EDFs nye generation af reaktorer er på 1,6 MW) blev taget i brug i 1966, og blev sendt til dekommisionering i 1998. Reaktor 2 stod færdig i 1978, så den når skelsår (40 års drift) i 2018. Derfor søgte ejeren, JAPC (Japan Atomic Power Company) i maj i år de lokale myndigheder om forståelse for at udvide driftsperioden til 60 år. Men guvernøren for Ibaraki Amt, Masaru Hashimoto, som tidligere har talt om skærpede betingelser for genstart, har op guvernørvalget sidst i august, klart og utvetydigt meldt ud, at en levetidsforlængelse for Tokai-værket ikke kan komme på tale.

Reaktor 2 var tæt på at stå i samme situation som ved Fukushima Daiichi. Reaktoren lukkede korrekt ned. Tre dage efter svigtede en kølepumpe, men der var en reserve. Men to af tre nødgeneratorer fungerede ikke, så det var tættere på en nedsmeltning, end nogen har lyst til.

Samtidig har Tokyos nordlige forstæder siden anlæggelsen af Tokai-værket i starten af 60erne, bredt sig nærmest umådeholdent, så Tokai-værket i dag ligger alvorligt fejlplaceret, med bymæssig bebyggelse hele vejen rundt. Guvernør Hashimoto har således ret i, at tiden er løbet fra Tokai-værket.

Update 28.08. – Hvis Hashimoto havde vundet, ville det have været hans syvende periode som guvernør for Ibaraki, og han ville være blevet den længst tjenede guvernør i Japan nogensinde. Men nu tabte han til en regeringsstøttet kandidat, Kazuhiko Oigawa, der i høj grad gik til valg på, at Hashimoto havde siddet for længe.

Oigawa har omhyggeligt holdt sig meget sløret i sine udsagn om Tokai-værket. Så man kunne mistænke ham for, hvis der en dag skal søges om samtykke til at lade Tokai-værkets Reaktor 2 køre videre til den når 60 år, ville være til at overtale til at sige ja. Dermed er det mere åbent, om JAPC vil søge om godkendelse af en levetidsforlængelse ved NRA. I givet fald skal det ske inden udløbet af de 40 år.

Kyodo gennemførte 19. og 20. august en rundspørge, som viste, at 65% af de adspurgte i Ibaraki var imod en genstart. Så det vil være svært for Oigawa blot at sige ja til JAPC.