Indlæg tagged med AIGA

Janine Benyus: Brainstorming with Belugas

11. oktober 2008

Med bogen Biomimicry har Janine Benyus været en øjenåbner for mange. Fra at se mennesket som hersker over naturen – en selvforståelse, som koblet med industiraliseringens muligheder hastigt devaluerer kloden som livsrum – taler Benyus om at blive Nature’s Apprentice, at gå i lære ved naturen eller tage ved lære af naturen – vi må se at få lært overhovedet at være her, siger hun indledende i sit foredrag Brainstorming with Belugas ved en designkonference i Denver, 12. oktober 2007.

Naturen har gennem millioner af år udviklet tilpasningsmåder og optimeret funktionsmåder, som har vist deres duelighed, ikke blot for den enkelte art, men for helheden. Vi er med Benyus’ ord omgivet af genialitet, og vi har rigtig meget at lære. Når hun taler om biomimicry, er det ikke som banal efterlignelse, men som en procesforståelse, som en måde at gøre tekniske processer mere bioanaloge og menneskets tilstedeværelse i naturen mindre destruktiv, mere elegant, mere natur-lig. Hun slutter sin forelæsning med at sige, at vi må genopdage, hvad vi har glemt for længe siden, at vi er natur.

I Brainstorming with Belugas giver Janine Benyus en god indføring i biomimicry og nødvendigheden heraf. Siden bogen Biomimicry udkom i 1997, har hun samarbejdet med en hel række firmaer, som på forskellig vis bruger disse nye indsigter i deres arbejde, så på en række områder bliver vi langsomt bedre til at gøre ting mere på naturens ofte meget elegant-effektive måde. Hendes agiterede lytten til naturens hemmeligheder, hendes læsning af naturfænomener og deres mulige anvendelse, hendes absorberen, kombineren, iagttagelses- og fortælleglæde om naturens bidrag til aerodynamisk og strukturel optimering, opløsningsmiddelfri limtyper, selvtætnende rørledninger, funktionelle (pigmentfri) farver, selvrensende flader og lavenergi-CO2-bindingsteknologi … er kort sagt smittende. Så glæd dig til en god halv time i begavet selskab.

Læs mere »

Share