Indlæg tagged med havnen

Flydende bynatur: Sea Tree

16. august 2013

Har haft Sea Tree-projektet fremme et par gange det sidste halve års tid (for at skrive om det), men tænkte, nu hvor Københavns Havn er taget op til debat igen. Det er den hollandske arkitekt  Koen Olthuis, som har erfaringer med elementer til offshore-produktion, som har skabt Sea Tree som en måde at skabe naturpleje vilkår for bynatur selv midt i storbyer, hvor urbaniteten med sin stadig stigende densitet har fortrængt størstedelen af bynaturen mellem husene. Sea Tree er en flydende park i mange etager, som frembyder levemuligheder for en lang række arter både over og under havoverfladen. Sea Tree er et flydende element, som kan produceres i en flydedok for derefter at fragtes hen på blivende sted, hvor det er fastholdt med ankre. Så det vil stå og duve lidt med vinden og bølgerne.

Sea Tree er en ganske radikal løsning på det problem, at bynaturen i stort set alle byer er fortrængt og fragmenteret, og – selv hvor den er bevaret  form af parker og grønne gårde – primært er defineret ud fra menneskelige behov. Når jeg tænker på det parkliv, som er kommet i de københavnske parker i de seneste år, så er det på den ene side godt, for det er sundere end at sidde og bælle på et værtshus. Men freden er borte, græsset er sine steder helt slidt bort, og efter en solrig fredag eftermiddag skal der fjernes flere tons affald fra parksvin, som ikke har nogen som helst forståelse af, hvordan man opfører sig i naturen.

Med Sea Tree skaber man et naturens helle – et sted midt i byen, hvor mennesker ikke har adgang. Det er det ved projektet, som gør, at det igen og igen er dukket op i min bevidsthed. Ligesom et espalier kan betragtes som et kunstigt (og gene kunstfærdigt udformet) træ, hvor skovens lianer (vores blomstrende slyngplanter) kan klatre, så er Sea Tree som et gigantisk gammelt træ i regnskoven, som i sin mangfoldige krone definerer biologiske nicher for et væld af andre planter, fugle, dyr og insekter.

I den indledende fase vil der givet være en del grundetablering – der skal podes med vegetation og basisarter for at tingene tager fart. Men når først et Sea Tree er etableret, så burde det langt hen ad vejen være et selvopretholdende system, som ikke behøver parkbetjente, klipning osv. Mange af de ting som gør en park dyr i drift, stammer jo direkte fra vi menneskers behov for rene bænke, klippede plæner, grusede stier, caféborde og forståelige legepladser.

Helt plejefrit bliver det nu nok ikke – og man kommer nok til  forud at gøre sig nogle tanker om, hvilke indgreb, som er naturlige, og hvordan man sikrer sig den afbalancerede artsvariation, som der er antydet i projektet? Hvad gør man for eksempel, hvis pludselig en flok skarve kastede sin kærlighed på et Sea Tree? Der er al den mad det kan drømme om lige omkring soklen, ingen mennesker til at forstyrre og ingen fare for ungerne, indtil de kommer på vingerne. Så skarvene bliver hastigt flere og flere, og de træer, som lige havde fået godt fast, bukker under for den kraftige gødning fra de mange fugle. Hvorfra og hvortil gå den menneskelige kontrol med et sådant økosystem?

Læs mere »

Share

Langs vandet …

15. august 2013

I de varme julidage, som allerede nu synes langt borte, gik jeg en del langs havnen og kanalerne for at prøve mit nye kamera af i forhold til at fotografere vand – en gammel skade, som , så da jeg pludselig så, at lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn efterlyste ideer til havnens udvikling, tog jeg hul på en af de mest oplagte svipsere på Indre By-siden, at der ikke er nogen samlet passage til fods langs vandet. Det går fint fra Langebro til Sydhavn og fra Kvæsthusbroen til Langelinje, men på midterstykket, uden om Slotsholmen, er der ikke meget promenade over situationen, og et enkelt sted kommer man simpelthen bare til et vejskilt med fodgængere forbudt. Yderligere er Realdania ved at opføre sit nye domicil på bryghusgrunden, hvor man har fået lov at bygge helt ud til vandkanten. Så i det bidrag, jeg endte med at lave til idékonkurrencen, Langs vandet …, har jeg i udgangspunktet foreslået at anlægge to lave flydebroer, så man samtidig med, at man kommer helt tæt på vandet, får mulighed for at passere de to nu mest ufremkommelige steder.

Problemet er opstået, fordi man i bilismens hellige navn har haft en firesporet vej ført igennem langs vandet – det bliver vistnok ikke mere kaldt Ring 2, men ikke desto mindre er det Ring 2, som man stadig søger at presse igennem mellem bykernen og havnen, og som ved Børsen og Knippelsbro klemmer så meget, at der ikke er blevet plads til fodgængerne langs vandet. I mellemtiden har man nedlagt de to spor foran Chr. IVs Bryghus og forbi Den Sorte Diamant, og under Knippelsbro har man blot gjort den ene af de to vognbaner til cykelsti. Men der er ikke brug for en 4 m bred cykelsti på stedet, så hvis man blot omfordelte den eksisterende plads, er der plads nok til at føre fodgængerne forbi på dette sted.

Når det ikke er sket for længst, er det også fordi København aldrig har fået etableret nogen egentlig fodgængerstrategi, som har kunnet identificere de største hindringer for fodgængerstrømmene og etablere nogle samlede målsætninger som fuld passage langs vandet og et sammenhængende system af gågader fra Vesterbro Torv til Langelinje og fra Dronning Louises Bro til Amagerbro. Selv de planer om en trafikal fredeliggørelse af Middelalderbyen, som for 10 år siden var fremme, er lige så stille blevet presset tilbage. Det er en stor skam, for hvis vi skal etablere et attraktivt alternativ til privatbilismen, så er det ikke nok at fremme cyklismen og den kollektive trafik. Så må man også styrke mobiliteten til fods og sikre, at det er forbundet med en god oplevelse at bevæge sig rundt i byen til fods. Hver gang man har gjort det natulrigt at gå 100 m længere uden at længes efter en bus, en bil eller bare en cykel, så har man taget noget af presset af trafikken.

Læs mere »

Share

Ingen højhuse i Middelalderbyen

17. august 2008

I den forgangne uge blev det klart, at Borgerrepræsentationen 28. august vil vedtage, at der ikke kan bygges højhuse i Middelalderbyen – endda med et utraditionelt flertal uden om Socialdemokratiet, som ikke har været til sinds at afskære sig fra muligheden for at bygge i højden, hvis det rette projekt viste sig. Men i betragtning af, hvor stærk en folkelig modstand der er mod højhuse i det centrale København, er det vel en passende løsning.

Man kan undre sig over, hvilke studehandler, der ligger bag grænsedragningen. Som man kan se af kortet herover, vil der stadig langs havnen kunne bygges højt på Dokøen, Christiansholm og Krøyers Plads, hvor van Egeraats projekt var tæt på at blive vedtaget. Højhuse langs havnen her i Middelalderbyens hjertekule vil være meget uheldig for hele fornemmelsen af byens åbenhed mod nord.

Ligeledes har man i den gruppe, der står bag højhuszonen, tydeligvis kunnet enes om at beskytte Tivoli mod fremtidige hoteltårne, ligesom beslutningen lægger en kraftig dæmper på udviklingen af metropolzonen omkring Rådhuspladsen og punkterer alle videre planer om højhuse ved Nørreport. Dog har man bevaret muligheden for at bygge højt på Axeltorv og i resterne af Aborreparken. I mine øjne skulle al byplanmæssig udvikling i denne zone have som overordnet tema at reetablere befæstningsringens grønne bånd, så Middelalderbyen blev langt mere præcist defineret i denne del af byen.

Skulle man vurdere zonen ud fra et rent byrumsmæssigt perspektiv, kunne man ønske sig, at den højhusfri zone blev udvidet, så den også beskyttede Søerne og voldanlægget på Christianshavnssiden. Det er to af byens virkelig flotte byrum, som begge ville lide meget, hvis der begyndte at poppe højhuse op her.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Nu er højhuse i Indre By forbudte, (Ritzau) Politiken 28.08.2008.

Martin Justesen: Flertal forbyder højhuse i Indre By, Politiken 14.08.2008.

Martin Justesen: “Et højhus kommer aldrig nogensinde til at passe ind”, Politiken 14.08.2008.

Martin Justesen: S: Skingert flertal fastlåser udviklingen, Politiken 14.08.2008.

Morten Skjoldager: S og R strides om højhuse i København, Politiken 14.06.2008.

Københavnere siger nej tak til højhuse, Politiken 26.03.2008.

Charlotte Welin: Københavnere: Nej til højhuse i Indre By, Berlingske 29.11.2006.

 

Share