Indlæg tagged med Shikoku

Wu Wei

18. marts 2011

Noget helt gennemgående i alle Japan-farendes oplevelser er de kolossale kontraster, vi møder, ­blandinger af nyt og gammelt, forfinet og råt, stort og småt – livsrum, der hvis vi skulle fylde dem ville vol­de os store problemer. Vores måde at søge integritet, sammenhæng, retning og entydighed i vore liv ville kom­me på en hård prøve – stress og psyko­so­ma­ti­ske billeder ville florere.

Men mange af disse kontraster rummer ikke samme an­spændt­hed for japaneren – hans m/k identifikationspunkt lig­ger bag dagligdagens mange iscenesættelser, og gør det mere utvungent at bevæge sig fra helt traditionsbundne sfærer til golfklublivet, arbejdspladsens ritualer og familielivet.

Også i det religiøst-filosofiske bagtæppe møder man kon­stant modsætningen – den komplementære modsætning som grundlæggende enhed.

Det filosofiske system overtaget fra Kina er en toled­det størrelse. Konfucianismens verden af form og orden udtrykkende samfundets og menneskets stræben og pligt til i sine aktiviteter at føje sig ind i naturens orden står overfor Taoismens ka­­os, formløshed, anarki og op­løsning er ofte formuleret y­derst polemisk para­doksalt.

I buddhismens udbredelse gennem Kina til Japan opsuges store dele af det taoistiske begrebsapparat og udtryks­måde, og specielt zen-buddhismen rendyrker denne para­doksets form.

I zen er hellige skrifter og omstændige ritualer skræl­let bort – den levende dialog mellem mester og adept, oplyst og søgen­de, står helt centralt. Den får ofte form af en koan – et tilsyneladende paradoksalt udsagn, der peger imod en ultimativ virkelighed, og via intens bearbejdning skal hjælpe adepten frem til klarhedsople­velsen, Satori. Vi kender for eksempel lyden af to hænder, der klapper, men hvad er lyden af én hånd, der klap­per?

Jeg vil gerne her slutte med en lille personlig oplevel­se: På det vestlige Shikoku, langt fra det travle moderne Ja­pan fandt jeg via en smal sti vej fra dalen op til Fuku­oka-sans bjerghytte. Fukuoka-san er bonde, filosof og vis­mand i grænselandet mellem taoismen og buddhismen.

Ingen var hjemme, men jeg var helt gennemblødt af den ved­holdende regn, og gik ind for at få tøjet tørret. I det mørke indre var alt gennemtrukket af røg fra det åbne ildsted, gulvets tatami-måtter var frønnede og møre som resten af huset – ingen vand, telefon eller elektricitet var ført op fra dalen, og e­ne­ste møbel var en lille skrivepult.

Læs mere »

Share