Indlæg tagged med Shinju-an

Kyotos moshaver truet af klimaforandringer

30. juli 2008

De bløde mostæpper som blødt dækker havefladerne omkring de japanske templer, er en uadskillig del af den japanske havekunst, som den har udviklet sig gennem århundrederne, ikke mindst i mødet med den zen-buddhismens kunstimpuls. Og når japansk inspirerede haver andre steder i verden stort set altid mangler den dybde og uudgrundelighed, som man møder i Kyotos kontemplative haveuniverser, er det fordi få steder i verden som Kyoto har en konstant høj fugtighed igennem størstedelen af vækstsæsonen.

Som del af gennemførelsen af et case-studium boede jeg i en periode i 1995 i Shinju-an, et 500 år gammelt zen-tempel i Kyoto, og noget af det smukkeste og mest betydningsfulde, jeg har gjort i mit liv, var hver morgen at rense templets ti moshaver for hvert lille blad og knopskæl, som måtte være faldet i døgnets løb. Havearbejde er regnet for den fineste meditationsform, og jeg erfarede i mødet med Shinju-ans moshaver meget præcist den one-pointedness, som står centralt i zen-menneskets eksistentielle indsporing.

Yamada-san, Shinju-ans abbed, sagde ikke ret meget, og når han endelig sagde noget, var det ofte beklagelser over moshaverne. De stod ikke på samme måde som tykke tætte væg til væg-tæpper, som i hans ungdom – han var kommet til templet som 12-årig og havde passet dem i mere end et halvt århundrede.

Da jeg i går via AFP læste, at klimaforandringerne også er hårde ved de japanske moshaver, gav det et vemodigt flash back til min tid i Shinju-ans mostæpper.¹ Den øgede sommervarme og ikke mindst det, at nedbøren fra overvejende at falde som jævnt fordelt blid regn gradvist falder mere koncentreret, i voldsomme regnskyl, gør, at mosset tørrer ud mange steder, hvor den hidtil har kunnet trives.

Stillet overfor sult og vigende ismasser er det måske et af de mindre problemer – verden kan fortsætte uden mostæppernes perfektion. Men for mig, som har tilbragt måneder i Kyotos haver, var det blot et af de mange billeder på klimaforandringerne, som dagligt ruller over skærmen, som trængte gennem det beskyttende panser man danner ved dagligt at forholde sig til klodens tilstand.

Det er smertelig alvor. Haverne fra den zen-kultur, som har fået så stærk blivende inflydelse på mit menneskelige og æstetiske perspektiv og udsyn, hensygner under presset fra de fossile samfunds bevidstløse fortæren af klodens ressourcer. Jeg føler harme, desperation: Stop fjollerierne, stop nøleriet, stop med at flyve atmosfæren sønder og sammen, giv det dog en chance, at kloden forbliver et guddommeligt smukt overflødighedshorn også for de kommende generationer ved at bruge den med måde – og omtanke.

I blog-indlægget Sakura på Langelinje er der lidt statistik over, hvor markant vækstsæsonen har udviklet sig i Japan. Case-studiet om Shinju-an fra min phd Arbejdets Rum (1998) belyser med udgangspunkt i opholdet ved Shinju-an zen-æstetikken og wabi-æstetikkens udfoldelse i Japan i perioden 1450-1650.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Kyoto, city against global warming, sees threat to gardens, AFP 28.07.2008.¹

På havearbejde i Shinju-an I, Arbejdets Rum pp. 279-86 (pdf).
På havearbejde i Shinju-an II, Arbejdets Rum pp. 287-96 (pdf).

Richard Lloyd Parry: Climate change threat to Japanese Zen gardens, Times Online 01.90.2008.

Share