Strøtanker om bæredygtighed

Op til COP19 i Warszawa er der blevet præsenteret et nyt værktøj, udviklet af forskere ved Maryland University i USA i samarbejde med Google. Det er et gigantisk kort over verdens skove, hvor man kan følge udviklingen år for år med en hidtil ukendt præcision, i første omgang i årene 2000 til 2012. Herover er det ændringerne i Kongeriget Danmark i perioden 2000-2012. Grøn farve er det skovareal, som var der begge år, blå farve er det skovareal, som er tilkommet i perioden 2000-2012, men rød farve er skov, som er forsvundet i perioden 2000-2012.

Som man kan se, er Danmarks skovareal relativt stabilt, men skovarealet har været stigende i perioden, i høj grad gennem nye skovarealer i det centrale Midt- og Sønderjylland – sandsynligvis er der tale om skovplantning på magre sandjorde fra afsmeltningsfladen efter sidste istid, som selv efter mange års forsøg på opdyrkning kun gav et beskedent høstudbytte. Der er røde pletter rundt omkring, men ikke mange, og mest i forbindelse med eksisterende skovarealer, da vi stadig i de fleste skove benytter os af en ret primitiv totalfældning i stedet for at praktisere plukhugst.

Med dette udsnit af Københavnsområdet er vi tæt på kortets højeste detaljeringsgrad. Hver pixel i kortene svarer til 30×30 meter, så hvis man zoomer længere ind, begynder pixeleringen blot at blive grovere. Man kan derfor ikke se enkelttræer, eller når Københavns Kommune fælder træerne på Nørre Voldgade for at give plads til den nye Nørreport Station. Men man kan se, at der er kommet ny skov til ude ved Kongelunden, og at der tilsyneladende er ryddet skovagtige beplantninger en række steder på Amager Fælled.

Kortene giver et klart billede af, at der stadig er meget lang vej til, at København har en sammenhængende urban canopy – eller som Michael Braungart altid insisterer, at byen er flyttet tilbage i skoven. Og man kan se, at den gave til eftertiden, som københavnere omkring 1850 gav eftertiden ved at skabe et samlet parkbånd ud af byens forsvarsværker, gradvist er ret gennemhullet på Sjællandssiden, mens det stadig er stort set intakt på Christianshavnssiden. Også derfor er det vigtigt at værne om Christiania som grøn bybiotop. For det er denne grønne ring, som om noget kan give den københavnske bynatur sammenhængskraft.

Læs mere »

De arktiske egne gemmer på store metan-depoter, som gennem årtusinder har været indkapslet under den kappe af permafrost, som strækker sig igennem de polare egne. Men med de stadig lunere arktiske somre, som i år gjorde, at man for første gang i historisk tid kunne sejle både den ene og den anden vej omkring Nordpolen, tyder alt efterhånden på, at permafrosten i de kommende årtier gradvist vil tø op, og at store mængder af metan, som stammer fra en fjern fortids forrådnede plantedele, frigives til atmosfæren. Metan er som drivhusgas omkring 21 gange mere aktiv end CO₂, så der er en frygt for, at denne optøning vil accelerere klimaforandringerne yderligere.

Forskere har for få dage siden rapporteret, at metan frigives i store mængder fra havområder nord for Sibirien. Man har her kunnet konstatere metan i så store mængder, at det ikke blot blev optaget i vandet, men boblende op fra bunden, og mener at det skyldes huller i havbundens permafrost. Det har været anslået, at metan frigivet fra fastlandssoklen langs den siberske kyst har et lige så stort omfang som fra verdens have i øvrigt.

Metan-koncentrationerne i atmosfæren har ellers været let faldende i de senere år, men man mener, at stigningen i de seneste år kan hænge sammen med, at de store mængder metan bundet af (under) den arktiske permafrost er begyndt at boble frem.

Læs mere »