Da jeg i 1984 kom til Japan første gang, var et af mine store ønsker at få mulighed for at prøve kræfter med det kinesisk-japanske tusch-maleri. Det blev dog gjort meget præcist klart for mig, at for mig ville kalligrafi være en fundamental umulighed. For en venstrehåndet ville strøgene altid vende forkert - det trukne ville blive skubbet, og omvendt. Jeg fik derfor istedet etableret mulighed for én dag om ugen kunne komme i Kunio Akiyamas atelier og få undervisning i sumi-e, 'tusch-billede'. Her var min kejtethed ikke nogen uoverkommelig hindring, og mine erfaringer fra flere års arbejde med akvarelmediet kunne måske vise sig at være til nytte.
Sumi-e-traditionen har sin palet af avancerede strøg, videregivet gennem århundrederne. Mange stammer helt tilbage fra den Sydlige Sung-traditions landskabsmaleri i 11-1200-tallet. Hvor kalligrafien så at sige dyrker linjen, da er strøget i sumi-e-traditionen en afsøgning af fladen - og opmærksomheden er i højere grad rettet mod, hvad der sker i det enkelte strøg.
Med sumi-e kunne man som begynder nok også lidt bedre fedte sig frem til noget tåleligt - i hvert fald står ens uformåenhed med penslen på det sugende papir ikke så nådesløst frem som ved kallligrafien. Endda blev det mig tidligt klart, at også sumi-e ville forudsætte en udstrakt grad af kalligrafisk beherskelse - og at dette ville indebære fortsat træning, træning, træning og træning. I stedet for de højrevenlige skrifttegn blev det for mig en stadig tilbagevenden til lange serier af små tegnede figurer: En prik over en streg kunne med penslens yderste spids nuanceres til skikkelser med hoved og krop - siddende, stående, dansende, gående, lyttende, afvisende, talende - og denne leg med strøgets muligheder har langt hen ad vejen styret min afsøgning.
I mine tanker har jeg derfor kaldt disse figurer Kanjin - et ord sammensat af det japanske ord for skrifttegn, kanji, og ordet for menneske, jin. Kanjin har samme mangfoldighed og enhed som sproget, dets ord og bestanddele, og samme fascinerende forskellighed og beslægtethed som vi mennesker.
De her viste Kanjin er blevet til på en terrasse på Funaokayama, en lille bevokset klippeknold, som skyder sin ryg op gennem Kyotos tætbebyggede gamle væverdistrikt Nishijin. Her malede jeg hver dag i foråret og sommeren 2000, og her fik jeg endelig påbegyndt en mere systematisk kalligrafisk grundskoling. Èn dag om ugen blev alle husets lave borde sat i forlængelse af hinanden i førstesalens to tatami-rum en suite, og herefter var der - ofte til langt ud på natten - kalligrafisk workshop under ledelse af Nakano Takayo, som trods sit spinkle ydre formåede at fokusere en kolossal kraft og styrke i sine strøg.
Det var under disse workshops at eksperimenterne med forskellige 'primitive' penseltyper tog form. Frønnede pinde, svingfjer, gafler, græs, opflossede bambusstilke og mørbankede lianer fra blåregn - alle havde de deres særlige muligheder og måder at forbinde tusch og papir på.
Ordet kanjin findes på japansk og har en række beslægtede betydninger: dels at videregive og opfordre mennesker til at følge den buddhistiske lære, dels at samle bidrag til at bygge eller restaurere en statue eller tempelhal (1). Kanjin zumo betegner tilsvarende de sumo-turneringer, som man i Edo-tiden afholdt i templerne for at finansiere deres vedligeholdelse (2). Kanjin - Introspection into the Mind's Original Nature - er et ord med stærke buddhistiske konnotationer, og Nichiren-buddhismens grundlægger Nichiren Daishonin (1222-82) skriver i Kanjin no Honzon Sho, at kanjin betyder at skue ind i ens egen bevidsthed og at finde De ti Verdener deri (3).
Se også siden Indre Landskaber om mit møde med den japansk-kinesiske maletradition.
07.01.2008