juni 2010 arkiv

Sommer, sol og ladcykler

24. juni 2010

Det er sommer, solen skinner fra en næsten skyfri himmel og luften er ladet med forventningens glæde. Det er blevet ‘Sommerdage i cykelbyen’ og tid for Miljøpunkt Indre By-Christianshavns flotte, humørfyldte ladcykeloptog: 12 grønne ladcykler kørt af 12 Mr. Green folk iført grønne jakkesæt ledsages af Karmakanonen gennem Indre By-Christianshavn. Formålet er at sprede det glade budskab om, at der nu er 12 ladcykler til gratis udlån seks forskellige steder i bydelen.

[nggallery id=144]


Kl. ti begynder de første Mr. Green folk at ankomme til Miljøpunkts lokaler på Rådhuspladsen. Nogle involveres i indledende scener til den film, der optages under optoget. Andre går i gang med at lave slips af gamle cykelslanger. Man kan aldrig få for mange slips. Snart summer huset af aktivitet. Så er der briefing og frokost i kælderen. Det frokostdækkede bord er omgivet af sprudlende unge mennesker iført grønne jakkesæt, hvide skjorter og sorte slips. Stemning er høj. Cyklerne læsses med hvidmalede dagligstuemøbler, og der lines op på række på Farvergade. Og som DSB på en god dag sætter optoget i gang med næsten planmæssig afgang lidt over halv to.

På vej ned gennem Strædet beruses vi af Karmakanonens rytmer og smilene fra de mange fodgængere og  cafégæster. På de magelige trehjulede ladcykler nærmest danses i takt til musikkens inciterende rytmer; ind i mellem råbes begejstret ”Lån en Ladcykel” og ”Det er gratis at låne en ladcykel” i bedste frugtsælger-aspirant stil. Og vi mærker helt ned i maven, at optoget bliver en succes.

Læs mere »

Share